Enough is simply just... enough..!

[Deleted]

@camryn - Valandil Romain Ancalimë

---

Det var ved at være hen på eftermiddagen.. Vinden blæste koldt, også selvom der her i Manjarno, ikke var meget sne at se. Den lille som havde været, var længst forsvundet i hvert fald. Valandil kæmpede endnu den brave kamp med sit ødelagte knæ. Der havde endnu ikke været en healer, som kunne tilse det, og det at lade andre tilse det end en elver af hans egen stand, var uaktuelt.
En svag grimasse, måtte han alligevel skære, som han alligevel måtte give efter for tyngdekraften, som stille og roligt, måtte tvinge ham ned at sidde på den kolde jord. Det lange lyse hår - det som uden tvivl skilte ham mest fra den typiske mørkelver, svang omkring hans ansigt i takt med vinden. Det fik det nærmest til at danse, som var det noget så yndefuldt. 

Staven lagde han ved sin side, mens han kiggede op mod himlen. Hans Kahli var ikke at finde nogen steder.. et sted frygtede han det værste, samt det faktum, at Daelis ville finde ham på et tidspunkt. Den kvinde var ham jo heller ikke ligefrem andet end en pest og en plage. Hånden gled mod hans ben.. Det havde brug for hvile, og så måtte han jo smutte videre efterfølgende. Han kunne jo desværre ikke blive siddende for længe af gangen. Han følte sig sårbar nok som det var i forvejen!

[Deleted]

Det havde været tiltrængt at komme væk hjemmefra, for Maidhion var efterhånden alt for tæt på at komme for tæt på Silivrenniel og det var bestemt ikke godt. Han frygtede for, at han ville blive opdaget. Specielt nu hvor Silivrenniel og elverkongen i det lyse var blevet så nære venner og nærmest mere familiære, end han selv havde formået med hende og det irriterede ham. Så for at slå koldt vand i blodet så havde han søgt væk for dagen. Hans lyse hår var det, som i første omgang havde sikret ham dække og skjul i skovelvernes samfund, da han virkelig ikke havde ønsket at bo i mørkelvernes samfund og var smuttet for mange år siden. Han vidste han havde en bror, men bare aldrig mødt ham.
Med rolige skridt gik han over engen. Krigen lurede derude og han brød sig ikke om det, for han havde ikke tænkt sig at ofre sig for nogen, det var han for egoistisk til. Hans hår blæste selv i vinden og bølgede en smule. Noget af håret var sat op med en lædersnor, da det ellers var for irriterende i hans ansigt. Han bar det grønne tøj som en stolt elver og havde fundet vintertøjet frem. Selvom der ikke var meget sne i Manjarno, var det stadig rart at holde varmen. Han stoppede op, som han anede en skikkelse foran sig, der dumpede ned i det høje græs. Han kneb øjnene sammen og begav sig nærmere.

[Deleted]

Valandil var ganske ukendt med tanken om en broder. Det eneste som han vidste, var at hans forældre ej havde ønsket ham dengang han var kommet til, og i en tidlig alder, havde smidt ham ud på gaden og ladt ham til sig selv. Han havde klaret sig. Han havde vist sig at være stærkere end hvad de havde troet han var. Nu måtte han jo så derimod lide under de forhold som han igennem så mange år, havde levet med. 
Tilstedeværelsen af en anden, var noget som fik ham til at rette sig op. Han havde ikke direkte noget våben på sig. Uden at kunne støtte af på begge ben, kunne han jo ikke rigtigt gøre noget, og Daelis havde taget hans elskede bue som en souvenir fra det møde, hvor han havde stået ansigt til ansigt med hende første gang. Hans blik gled omkring sig.. kun for at lade det falde på en anden mandlig skikkelse, som kun bevægede sig nærmere. Han blev siddende for nu.. men endte dog med at række ud efter vandrestaven ved hans side, hvorefter han kæmpede sig op på benene igen. Han var ved at være godt træt, og det kunne han uden tvivl godt mærke nu. "Giv dig til kende," endte han med en fast tone. Dette var dog ej noget, som han ville lade sig påvirke af.. Han var en stærk mand, og det var det, som han jo nu også måtte vise udadtil. Hans hånd klamrede sig om staven ved hans side.. Han var en mørkelver. Det var nu, at han skulle vise sig med en styrke, og ej det modsatte!

[Deleted]

Hvordan Valandils liv havde været var ukendt for Maidhion. Han var blevet fortalt om sin broder af den kvinde, der havde ejet ham da han endnu var barn og stadig havde været i Dvasias. Det havde heldigvis kun varet indtil en alder af de 10 år, hvor han var smuttet og havde klaret sig selv, indtil en prociansk skovelverfamilie havde fundet ham og så var han da taget med der for nærmest at få hævn fra sin egen barndom. Han var dog stadigvæk ikke helt tilfredsstillet i sin hævn. Eller var han? Efterhånden havde skovelverne grebet så meget om sig og påvirket ham, at han ikke længere kendte forskellen på om han bare spillede god eller om han faktisk var blevet god på en eller anden måde?
Som skikkelsen igen kom op fra jorden, dog på en meget kæmpende måde, så stoppede han først op og så personen an. Han gik så nærmere da han så, at personen ikke var bevæbnet. Han selv havde både sin bue og sine pile med. Han stoppede op cirka 2 meter fra manden. En elver? Mon en skovelver? Han vidste det ikke, han mente ikke at ham set ham før.
"Maidhion Dûrion Ancalimë," præsenterede han sig. "Og hvem er du?"

[Deleted]

Skikkelsen foran ham, var ukendt for Valandil, og derfor var han hård. Han havde længe og mange gange oplevet hån for hans nyelige tilegnede handicap, udelukkende fordi at han ikke gav en mørkelvisk kvinde lov til at røre ved ham på en måde, som kun hans Kahli skulle have lov, og det var han så brutalt straffet for, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det. 
Let kneb han øjnene sammen. Det var i forvejen en meget ubehagelig situation for ham at stå i, og han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det. Dog.. navnet som han præsenterede sig med.. Det var jo hans eget. Næverne lukkede han om staven som han havde foran sig. At han faktisk havde en broder, vidste han ikke. Han vidste faktisk ikke meget om sin familie, og det som han vidste, var så godt som glemt. Det var uanset heller ikke det værd at huske i hans øjne. Ancalimë?" endte han med en fast tone. Han så kort væk, inden han igen så mod ham. Hvordan skulle han tage det? "Mit navn er Valandil Romain Ancalimë," sagde han blot med en kortfattet tone. Måske at denne mand kunne hjælpe ham med at få brikkerne en smule på plads. Elvisk var han.. men der var skræmmende meget ved denne mand, som fik ham til at fremstilles som en skovelver.. Hvilket bestemt ikke var noget som han bifaldt. Det var et væmmelt væsen!

[Deleted]

Maidhion havde en underlig følelse i hele kroppen og den blev forstærket, jo nærmere på den fremmede skikkelse han kom. Han havde selv en ret neutral fremtoning, hverken indbydende eller afvisende, da han jo faktisk var nysgerrig på skikkelsen. Han gav manden et elevatorblik og trak på mundvigen af hans måde at stå på. Han kunne vist ikke stå normalt, så han var jo faktisk lettere handicappet. Han kommenterede det dog ikke, da det jo sådan set ikke var noget at gøre nar ad. Ikke noget at gøre nar ad? Hvad var han, en svanselver? Han vidste virkelig ikke hvad der foregik i hans hoved nogle gange og han kunne ikke altid selv skelne mellem det gode og det onde. Han havde været i Procias for længe efterhånden...
Selvom han ikke var videre stolt af sit navn, så præsenterede han sig altid ved fulde, da han ikke ville vise udadtil, at han ikke var synderligt glad for sin familie. At manden studsede ved navnet forundrede ham dog, for det var da ikke et særlig kendt familienavn, var det? Da manden præsenterede sig, så kiggede han indgående på ham i et øjeblik før han lige helt forstod hvad det var der skete. En Ancalimë? Tog han gas på ham? Var dette hans lillebror? "Så du er min forfædelige mors anden uønskede søn? Jamen velkommen i klubben," sagde Maidhion og trak skævt på mundvigen. Dette var næsten for godt til at være sandt.

[Deleted]

Det handicap som Valandil havde fået tilegnet sig igennem den seneste tid, kun fordi at han ønskede at beholde sin værdighed.. Nu havde han jo så mistet det hele, og endda også det job, som han havde haft. Han kunne jo for pokker ikke jage, når han ikke kunne slæbe byttet med hjem. Han kneb øjnene fast sammen. Han forsøgte virkelig at gøre hvad han kunne for at holde fast i det som han førhen havde haft, bare for at føle sig.. mandig. Han havde jo virkelig ikke noget tilbage mere. 
Ancalimë var ikke just et udbredt navn, og derfor forundrede det Valandil dybt, at denne mand havde det. Maidhion.. Han var i hvert fald elvisk, så langt så godt vel? At det var hans broder, var slet ikke en tanke som slog ham. Han vidste jo virkelig.. intet omkring hans familie. Han vendte blikket direkte mod ham. Troede han virkelig at han var dum? Det kunne da ikke være rigtigt. Der var noget.. helt galt i det her. Han vendte blikket væk. "Jeg har ej en bror." Hans udtale var hård og fast.. som i virkelig hård og fast, for han ville slet ikke høre tale om noget andet, og da slet ikke på denne her måde! Han vendte blikket direkte mod hans skikkelse, og med en fast mine. Han havde ikke nogen familie. Allerede dengang han ikke havde været særlig gammel, havde de jo smidt ham ud.. Aldrig havde de fortalt ham noget som helst om nogen bror!

[Deleted]

Maidhion så Valandil an. Navnet huskede han tydeligt, for han havde altid gemt det i sit baghoved, da han håbede på at støde på hans broder en eller anden dag. De var jo meget i samme båd, også selvom de jo var endt hver deres sted. Han var dog meget tæt på at få fingrene i klemme hos skovelverne, da Silivrenniel var blevet så tilpas... irriterende og desværre utroligt smuk, at han ikke kunne holde fingrene væk. Og det ville blive hans undergang i Procias, det vidste han, derfor var han jo søgt væk for lige at få styr på hovedet.
At han så skulle møde sin bror nu, det var næsten det mest mærkelige. Ikke at han troede på skæbne, men det var da sjovt alligevel. Første gang han søgte rigtigt væk fra Procias i så mange år. Han vidste ikke noget nyt om sin familie siden han var taget fra Dvasias som barn, men han kunne huske alt indtil han var skredet. "Selvfølgelig har de ikke fortalt dig om mig, det er klart. Eowyn accepterede mig kun, fordi en pige blev spået som deres næstfødte. Da de så fik dig, så morede jeg mig betragteligt, også selvom jeg for længst var solgt. Det blev jeg allerede, da hun blev gravid med dig," fortalte han ham og så denne gang mere bestemt ud. Han fandt sig ikke i den hårde tone.

[Deleted]

Valandil kneb øjnene sammen. Skæbnen kunne man bestemt ikke sige, havde stået ham bi, før nu om ikke andet, og naturligvis var det nu at det for alvor skulle ramme! Det kunne virkelig ikke være rigtigt, at det var således, at det skulle gøres! Det var virkelig ikke retfærdigt i hans øjne! Han var en svagelig mand, og særligt med det handicap han havde fået, og nu skulle han så stå her i forvejen og.. lade som om at der var noget andet i det, end det som faktisk var? Det var da irriterende!
Eowyn havde været hans moders navn. Med andre ord, kunne det ikke være en tilfældighed, hvilket næsten var det, som var det sværeste af det hele. Han bed tænderne fast og hårdt sammen. "Jeg blev længe kritiseret for ej at være en pige," sagde han. Hvis det var det som de havde ventet sig, så var det godt nok heller ikke underligt, at det var sådan de havde reageret på det. Ikke at det var noget som han kunne gøre noget ved lige nu, så var det jo bare nogle omstændigheder, som han måtte leve med. Hans blik gled mod manden foran ham.. Hans bror.. Kunne det virkelig være rigtigt? "Men ja.. broder.." Han vidste ikke hvordan han skulle reagere. Det var slet ikke en følelse som han kunne ... sætte sig ind i. Glædeligt gensyn? Manden havde jo aldrig opsøgt ham af hvad han vidste.

[Deleted]

Maidhion mødte Valandils blik og holdt stædigt fast. Han vidste han talte sandt, det kunne vel næsten ikke være anderledes? Men den broderlige status var kun en titel for dem begge, for de havde jo intet bånd. Men det kunne de jo måske få, hvilket klart var den mulighed han så lige nu. Og af hvad han kunne se, kunne Valandil vist godt bruge en af sin egen slags til at hjælpe ham med det handicap han havde scoret sig. Han trak på mundvigen og slog armene over kors. "Det da klart. De fik spået om en pige og der kom en dreng. Noget af en skuffelse for Eowyn. Thraniq frydede sig nok, når hun ikke så det," endte han. Det eneste gode barndomsminde var hans far, som han faktisk havde fået lidt anderkendelse og kærlighed fra, indtil Eowyn havde opdaget det og sat en stopper for det. Han nikkede og gik ham lidt nærmere. "Broder, ja." Han vidste heller ikke helt selv hvordan han skulle reagere, for hvad sagde man? De havde jo intet haft med hinanden at gøre før, de delte blot det samme blod. "Det samme blod løber i vores årer men det er vist også det eneste vi har til fælles indtil videre," endte han og så dog alligevel optimistisk og åben ud. Han ville da gerne finde ud af, om Valandil kunne være til nytte.

[Deleted]

Valandil havde aldrig rigtigt haft noget kendskab til sin fader, men derimod mere sin moder, som havde hadet ham for at sige det mildt.. Hadet ham for at være det køn som han var, og det var jo ikke ligefrem noget som han kunne gøre noget for. Han blev betydeligt mere anspændt. De navne som manden præsenterede for ham, var jo hans forældre, så der måtte jo være noget om sagen. Han fandt det virkelig, virkelig svært. Hvordan skulle man da reagere på sådan en nyhed? "Jeg kan ikke huske, nogensinde at have set ham.." Denne gang var det en knapt så modarbejdende tone, som havde meldt sig. Han vidste bare ikke hvordan han skulle reagere.
At manden kom nærmere, sagde han nu ikke noget til. Han var pludselig ikke så fjendtlig indstillet, som han nu havde været frem til nu. Han vendte blikket væk fra ham, men gjorde nu ikke noget som tegn til at han ikke måtte komme tættere på. Hans næve skælvede let omkring den stav, som han nu havde i sin hånd. Han trak vejret dybt, og vendte så blikket mod ham igen. "Vi har blodet som løber i vores årer.. Hadet til vores moder er jeg nu sikker på, at vi kan dele, om du har lidt samme skæbne som jeg. Det der dog forundrer mig, er at du har kendt til mig, men aldrig gjort noget?" Et sted.. klandrede han ham vel for det? De mange år, han havde kæmpet for livet alene, og særligt igennem de hårde vintre.. og så havde han haft familie?

[Deleted]

Maidhion fandt det mærkeligt at stå overfor sin bror. Han havde aldrig troet, at han skulle støde på ham. Det var virkelig tilfældigt, som om stjernerne spillede dem et pus. Han holdt armene over kors, mens han stod foran Valandil og bare... betragtede ham. Prøvede at finde ligheder mellem dem. Han lod hovedet søge let på sned og fandt det næsten ærgerligt for ham, at han ikke havde set deres far. "En skam. Far var det eneste gode i min barndom indtil Eowyn smadrede det hele og siden har jeg ikke set ham. Jeg var vel... 4 år gammel eller sådan noget," fortalte han roligt. Han vædede sine læber. Han vidste ikke hvordan han helt skulle forholde sig, så han tog det bare roligt og lod egentligt bare tingene gå sin gang. Det var så tosset, at de overhovedet havde krydset veje, at det faktisk var lidt for spændende. "Og vi har begge trukket det blonde hår som mørkelvere," tilføjede han. Okay, lidt flere ting til fælles, men virkelig ikke meget. Han mærkede godt den klandrende tone fra ham. Han lod armene falde ned langs hans sider. "Jeg har kun hørt, at du fandtes. Og da jeg undslap min slaveejer som 10-årig og flygtede, så lå det bare ikke i kortene at hive dig med. Jeg blev fundet af nogle skovelvere og tog med dem, fordi jeg passede ind med min hårfarve. I dag er jeg accepteret trods elverkongen kender min oprindelse, fordi jeg opfører mig pænt," han lo kort. Han vædede sine læber og så på ham. "Men jeg har gemt dit navn ved mig i alle år i tilfælde af vi en dag skulle mødes."

[Deleted]

Deres fader var ikke noget som Valandil havde haft den mulighed og ære af at mindes.. han kunne i hvert fald ikke huske det. Det eneste som han vidste, var at manden var blevet slået ihjel ganske kort efter han var kommet til verden, fordi at han kun kunne skabe drengebørn. "Manden blev slået ihjel, kort efter jeg kom til.." sagde han blot. Han mindes ikke det med sorg eller andet, for det var slet ikke en følelse som han var kendt med. Han var god til vrede.. irritation og ellers bare at klare sig efter bedste formåen. Han nikkede blot. "Ikke at det har gjort tilværelsen meget nemmere," sagde han kort for hovedet. 
At selv Maidhion havde formået at klare sig, og endda blandt skovelverne, hvor kongen af dem, endda var kendt med hans herkomst, var det som Valandil nok var mest overrasket over. Hans blik gled direkte mod ham. Han væmmes ved skovelverne, velvidende om at mændene nok var mere værdsat der, og havde.. en frihed, hvor han igennem hele livet, nærmest havde været i slaveri. Det var hårdt. "Selv skovelvernes konge er kendt med din herkomst? Han må være direkte naiv og dum, siden han har gjort det.." Han fnøs. Det var slet ikke noget som han havde respekten for. At hans broder derimod ikke havde gjort noget for at finde ham.. Ja han kunne vel ikke gøre andet end at være.. skuffet et sted? "Og dog, har du intet gjort for at finde mig.. Du har en mørkelvers egoisme, Maidhion.. Det har skovelverne dog ikke formået at tage fra dig." Han rettede sig mere op. Det gjorde ondt på hans ben at stå stille i samme stilling for længe.

[Deleted]

Maidhion nikkede. Det anede ham, at Thraniq ikke levede, eftersom Valandil ej mindedes ham. "En skam. Han var min motivation for at flygte fra det helvedes hul og komme væk fra den skingrende skøre gruppe af dominerende kvinder," fortalte han. Det var vel sandt på sin vis. Desværre havde hans tid som slave jo så bare gjort, at han i dag virkelig ikke behandlede kvinder særlig godt, fordi han ikke tænkte højt om dem. Han vædede roligt sine læber og holdt ellers bare blikket rettet mod Valandil og mødte hans blik, da hans bror kiggede mod ham. Selv havde han altid væmmedes ved skovelverne. I hans sind var han jo sikker på, at han hadede dem ligeså meget som alle andre og bare spillede god i deres nærvær. Men skovelverne havde bare noget af det vigtigste: frihed. Mænd var det mest styrende køn og det var fantastisk! "Han tror på det gode i mig. Meget naivt ja," endte han og trak på smilebåndet. Det morede ham selv af og til, selvom han fandt sig selv hvirvlet ind i det gode spind. Det var nemt at falde i og bare følge med. Han rystede let på hovedet. "Nok ikke... Jeg har omvendt min skæbne hos skovelverne, Valandil. Jeg er den styrende og er du klar over hvor befriende det er ikke at skulle være en slave? Det er virkelig noget du bør stile efter."

[Deleted]

Valandil fnøs. Den glæde kunne man ikke just sige, at han havde haft. "Jeg blev smidt ud i stedet for. Ikke noget med flugt.. jeg levede alene i skoven.. særligt vintrene var hårde." Han havde klaret sig.. været af den overbevisning, at han måtte vise dem, at han havde været det bedre, end hvad de havde givet ham credit for, og nu vidste han jo så, at han havde en broder, som havde nydt lidt for godt af livet på den anden side. Var det underligt, hvis jalousien bankede på hans dør? Han havde uden tvivl været den heldige af dem. 
Skovelverne måtte da uden tvivl være forbandet naive, hvis de valgte at lukke en mørkelver ind i deres samfund og lade dem vandre frit som resten af slagsen, det var jo slet ikke noget som gav mening for ham i det hele taget. Han løftede det dårlige ben en smule fra jorden. Det begyndte at blive tungt og hårdt for ham at stå stille nu, selvom han var for stædig til at sige noget til det.. Han havde for pokker lige fundet ud af, at han havde en bror. For ham, var det virkelig, virkelig underligt! Han vidste endnu ikke hvordan han skulle reagere.. og det var nok det, som selv for ham, var det sværeste lige nu. "Utroligt, at de stadig er til," sagde han kort for hovedet. Alle de samfund som var omkring.. og det naive fik lov til at bestå.. ? Det var slet ikke noget som gav mening for ham! Han vendte kort blikket ned mod hans ben, inden han rettede sig ordentlig op igen. Frihed.. bare tanken om det, var fantastisk. "Du har formået at smiske dig ind ved den elviske naive konge.. jeg tvivler stærkt på, at jeg kan formå at gøre det samme, Maidhion.." endte han direkte. Synd og skam, som det end var.. Så var friheden vel ikke noget, som han.. nogensinde kom til at smage på?