Der var engang...Og sådan starter mange gode historier.

[Deleted]

Disse mænd var langt mere erfarne i både at skaffe og beholde magt, end Zean var. Det mærkede han tydeligt, som de holdte deres ellers pæne taler om fortid, nutid og fremtid, om gamle løfter og aftaler. Han kunne ikke lade være med at overveje at hvis de skulle droppe fortiden, for at bekymre sig om fremtiden, hvad skulle de så bruge gamle løfter til? De ville vel også blive droppet og nye blive lavet eller havde han misforstået noget her?
Han havde Deimos foran sig, ude af stand til at kæmpe sig fri, for hans krop var gammel og slidt, ikke længere smidig og udholdende og Zeans var ung og stærk. Kniven mod hans strube forholdte ham tavs og afventende. Noget af Zeans blod dryppede fra hans kæbe og ned på manden, men ingen af dem tog sig af det.
Blod, sved og tårer kunne vinde ting. Eller hvordan var ordlyden nu? Gennem blod, sved og tårer skulle....noget vindes? Det var ligegyldigt. Han blødte, så det var i sandheden ved hans blod han ville vinde. Vinde over alt andet. Men han svedte ikke engang endnu og de ville aldrig se en tåre fra ham. Faktisk troede han slet ikke at han var i stand til at græde!
Han lod sine fæller holde deres taler i fred. Det holdte dødsenglene i skak. Der var i dette tilfælde anarki, enhver stod dem selv nærmest, men også blandt dødsenglene var der en form for loyalitet. Loyalitet mod deres egne og nogen stod andre loyale og ville intet gøre, uden et familieoverhoved eller gammel ven også gjorde det. Uanset hvad, stoppede folkene op. Alle som en, lyttede. Zean kunne høre lyden af tunge vejrtrækninger og fjer der knitrede af bevægelser. Lyden af stof der bevægede sig. Men ingen sagde noget, lod blot disse mænd sige hver deres. Langt de fleste var i tvivl, i hvert fald af dem han kunne se, om dette virkelig kunne være rigtig. De fleste kendte måske kun livet i hulen, mens et mindretal kendte de gode gamle dage. Men uanset hvad måtte frihed og styrke være noget de alle ønskede.
En underlig tanke ramte ham. Ville han være leder fra allerede i dag? Dette havde været ret ekstremt, som vilde dyr, hvor den der slog lederen var stærk nok til at overtage lederens plads. Men dødsenglene havde ingen fast leder. Dog fungerede Deimos næsten som en, i dette øjeblik. Nej. Han ville ikke bare være deres leder fra i dag. Men han ville måske have indflydelse nok til at samle racen og begynde at bygge den op, til han en dag officielt kunne vælges. Han måtte først vise dem hvad han duede til.

Mange ting fløj igennem Zean. Taknemmelighed for at Rei var her og samlede stumperne op. Hadet mod Kimeya og det han stod for. Tanken om at Kimeya stadig var nyttig for ham og han måtte lægge det personlige had til side til en anden dag. Selv om han ikke havde oplevet dødsenglenes fald, følte han stadig hadet over vreden over den. Og dødsenglenes tvivl, fortvivlelse, tab.
Uanset hvad alt dette skulle betyde i sidste ende, fornemmede han at de fleste opmærksomhed efterhånden blev rettet mod ham. Nogen studerede ham kritisk, andre håbefuld, andre blot...så på ham. Ingen, dog, gjorde mine til at ville redde deres overhoved, der trods alt havde holdt dem i live. Al denne snak om at manden skulle dø, fik Deimos til at hoste svagt og komme med en sjov, pivene lyd. Han var kriger og van til at overleve. Han ville da ikke dø nu! Han ville ikke dø sådan her. Han havde kæmpet hele sit liv...Og nu kom denne unge fyr og krævede al hans hårde arbejde og ville bringe dem til yderligere fald? Nej. Han havde ingen tro på fremtiden og han ville ikke støtte Zean. Zean læste det hele i hans stilletiende modstand. I et øjeblik reagerede Zean ikke, modtog blot denne modstand og de tanker der mon lå bag den. Stille, som to statuer, studerede de hinanden. Både Rei og Kimeya snakkede for at dræbe manden, den ene i skyggerne, den anden åbenlyst. Manden kunne have været en god generel for en hær, tvivlede han ikke på. Han ville sikkert have været ganske loyal og få tingene gjort og ellers dø i forsøget. Men som leder duede han ikke og lige nu repræsenterede han al den modstand der måtte være imod ham. Der var ingen vej udenom. Uanset hvor nyttig Deimos måtte være, uanset hvor meget Rei ønskede at vide sandheden bag hvordan dødsenglene var blevet bragt til fald...Måtte manden dø.
Og så, pludselig, bevægede Zean sig. Deimos prøvede en sidste gang, nu tydeligt, at gøre modtand, at vride sig fri, at blokerer for dolken i Zeans hånd....Forgæves. Kniven gled gennem hud, kød, sener, spise og luftrøret...Blodet flød, tykt og gammelt, ud på gulvet. Lidt efter rallede manden i et forsøg på at trække vejret, førend hjernen ikke længere fik nok ilt og han blev kvalt i sit eget blod. Døden kom hurtigt og garanterede rimelig smertefrit. Manden havde kæmpet og der var ingen grund til at han led.
Zean rejste sig langsomt, med den blodige dolk i sin ene, knyttede hånd. Han så ned på Deimos, som var han i sandheden ked af at manden måtte dø. Så løftede han hovedet og mødte blikket for de mange omkringstående dødsengle, der nu ikke længere havde nogen at vende sig til. Hans fæller havde talt godt om ham og det var han trods alt taknemmelig for. Men den ene repræsenterede stadig gammelt fjendskab og den anden et gammelt venskab. Hvad havde Zean virkelig at tilbyde dem? Var han som de sagde, stærk og villig?
Ej altså...Hvor var folk alvorlige...Han mærkede hvordan situationen forekom ham absurd og han ikke kunne beholde den alvorlige attitude der var krævet af ham. En latter slap ham. Kold og en smule rå. Han kastede dolken fra sig, som frastødte den ham og skar en kort grimasse, før han løftede sine arme og snorede rundt, så alle dødsenglene kunne se ham, som den han var. Han havde smidt jakken og stod i stedet i den varme, mørke trøje, der lige nu var gennemvædet af blod. Hans vinger brød stoffet og spredte sig, store, flotte, skinnende. Langt stærkere, langt mere skinnede og pæne, end nogen af de andres. Han var en af dem.
Hans sår betød intet. Han end ikke mærkede smerten fra dem lige nu. Eller det størknede blod rundt om på hans krop. Det betød jo intet, når det kom til stykket.
”Dødsenglene har lidt længe nok! Hør på mig, når jeg siger det er slut med at gemme sig. Hør på mig når jeg siger det er slut med at være bange og frygte døden, så snart i forlader hulen! Jeg kommer derudefra!” han næsten råbte, for at understrege sine ord, sin mening. Han pegede mod udgangen, for at fortælle han kom udefra, at han ikke var født i en beskidt hule.
”Og jeg er ikke død! Tværtimod! Jeg er stærkere end nogensinde, og jeg kommer med stærke venner. Der er en hel verden derude der har glemt os! De hvisker om de gamle rædsler vi bragte dem, men for langt de fleste er det intet andet end historier! Det er slut! SLUT SIGER JEG! Jeg siger vi flyver igen! Jeg siger vi viser os! Men ikke som egoistiske individer, men som en samlet race! Flyv ud og hent jeres glemte familie tilbage. Find jeres venner! Flyv over grænserne og hent de spredte hjem! Nu begynder en ny tid og jeg vil lede ind i den!” Han blev færdig. I et øjeblik var der stilhed...så brød en smittende jubel løs. Aldrig havde Zean følt sig så stærk før. Og han nød det.

[Deleted]

Kimeya utilfredshed påvirkede ham som vand mod en glasrude. Uanset hvor mange gange han ville blive mødt med modstand, så ville det end ikke forme ham det mindste. Dog, havde han fundet ud af at tålmodigheden kunne blive sat på prøve, fordi manden til tider.. var lidt tungnem. En ganske særlig herre at danse rundt med, men i den grad også en der levede op til sit familienavn. Intet mindre end det havde han forventet, om end, ville det have været noget så skammeligt.
Talen faldt over Kimeyas læber og en pure fryd meldte sig helt inde i sjælen. Gud hvor var det dog kært at se hvordan han ville gøre alt for at beholde magten under sin kappe. Alt sammen til Zeans fordel. Smilet og de lukkede øjne, det kildede forfærdeligt ned langs hans rygrad! Og han kunne lide det!

Zean var rådvild angående Deimos, så meget havde Rei forstået ved deres lange tavshed. Dog selvom at Rei ikke fik hvad han kom efter, så var der stadig en masse ting at drage nytte af. Kimeya var låst fast til en position, hvor han måtte gebærde sig for at holde stridsøksen for døren og forhindre fremtidige konfrontationer, med dødsenglene som sin fjende. Rei stod så ganske neutralt i det her spil, trods at hans familienavn var kendt, så besad han ingen tydelig magt indenfor politikken, endnu. Den tid den sorg. Han var jo heller ikke mere end lige stået ud af 'graven'. Om man så og sige, ikke havde forventet at han ville.
Kimeya stod indenfor at Deimos skulle lade livet, lige såvel som ham selv. En skam var det at se en perfekt kriger lade livet på denne måde, men hver ting til sin tid. Zean skulle nok få fremstillet en anden til at indtage den rolle, som Deimos kunne have udfyldt. Han lod hænderne hvile omme på lænden og han tog sig tid til at snuse omgivelserne til sig.

Han greb ud efter sine jakker på gulvet og klædte sig på igen uden et eneste ord. Zean tog over og en glæde spredte sig direkte blandt de andre dødsengle. Selv dem der af sind viste medvilje, blev løsladt uden varsel fra Reis magi. Han havde det i sig endnu og det var ved at blive bedre, med øvelse. Dog havde han stadig brug for en ekstra sjæl af blod for at genvinde sin fulde styrke, blot for nu, lod han det hele være som det var. Tiden var på hans side og Marvalo sad sikkert på magten. Så længe han kunne skubbe sin indflydelse ind de rette steder, så var det kun et spørgsmål om tid før at han blev en oprigtig trussel for Marvalo og til den tid, ville han ikke være til at vælte omkuld. Med ganske sikre og rolige skridt kom han op på siden af Zean, modsat af hvor Marvalo stod. Et tilfreds træk i mundvigen gled over hans læber, som han betragtede hele herligheden. På en dag som i dag ville det være en skam, ikke at fejre en sejr. Blikket gled anonymt ud over folket igen. Ikke én eneste misfarvet aura af modstridende intentioner, var i sigte. Noget som i den grad behagede en sjæl som Rei. Folket var atter engang samlet, nu var det bare op til Zean, hvad han ville gøre med dem.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var i forvejen en yderst indebrændt mand, og dette var bestemt ikke noget som gjorde nogen forskel for hans vedkommende. Han var her for at støtte Zean. Han havde jo i forvejen slet ikke haft nogen anelse om, at Rei ville deltage i dette ærinde, hvilket uden tvivl var en tanke som måtte irritere ham noget så grusomt! Hans blik hvilede stødt på alle dødsenglene som omringede dem, inden han vendte sig mod Zean, som brutalt slog Daimos ihjel. Det var en tanke som passede ham fint. Som en leder, var man til tider, nødt til at sætte det klare eksempel, og der var grænser for hvad man skulle finde sig i.
Fortiden var noget som nok for altid ville plage dem, men til tider, så var man bare nødt til at se frem i stedet for. Kimeya selv, var bestemt ikke særlig god til det, men det var vel tanken som talte? Længe havde dødsenglene levet i skjul.. for hvad? Ja, Marvalo havde længst drevet dem hertil, hvilket var en handling, som han i forvejen, virkelig var glad for, så det passede ham egentlig ganske udmærket, for hans familie havde fået det som han gerne ville have. Nu hvor han kunne gå herfra med mindet i form af et piskeslag bogstavelig talt mod ansigtet, kunne han jo sige, at han havde opretholdt den aftale, og han nu havde støttet dødsenglen Zean i dette foretagende, og nu afventede han jo så bare muligheden for at få lov til at rykke mod Imandra.

Kimeya trak sig endnu en gang, også selvom han ikke skænkede Rei så meget som et blik. Den mand var det slet ikke værdig i hans øjne! For alt hvad han vidste, skulle den mand tilbage i jorden hvor han kom fra! Hvorfor han havde taget med, og hvad han havde fået bildt Zean ind i den anden ende, kunne han desværre ikke sige, men en ting var sikkert: Han kunne ikke lide det.
Jublen brød ud.. de havde opnået hvad de gerne ville som Zean fik sagt hvad han gerne ville have. Det ville vel også sige, at disse engle rent faktisk støttede ham i det? Ganske kort måtte han jo alligevel trække på smilebåndet. Han kunne virkelig ikke være mere end tilfreds med hvad de havde opnået, selvom det ikke lige var vejen som han havde håbet at gå. Skuldrene sænkede han endnu en gang. For nu var han ikke nær så meget på vagt, som det han havde været frem til nu. Blikket faldt på de mange engle. Han havde virkelig heller ikke regnet med at se så mange af dem, samlet på et sted.
Blikket gled mod Zean endnu en gang. Var de kommet så langt, at manden nu kunne kaldes for en leder? Han ville næsten sige det i hvert fald, og det havde været en fornøjelse at være en del af det. Selvom dødsengle nu var et væsen som i forvejen fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen, så måtte han for nu bide det i sig.
"Lad det være på sin plads, at ønske dig tillykke, Zean.. Du opnåede hvad du ville," sagde han roligt. Han forholdt sig roligt, også selvom han nu måtte se denne opgave som gjort og overstået. Så var det vel på tide, at komme hjemover?

[Deleted]

Han grinte og kunne næsten ikke få armene ned, selv om de automatisk gled ned, lidt efter lidt, som trætheden overvandt hans arme og det blot virkede komisk, frem for forstærkende. Til sidst var hans arme nede og han havde trukket sine ellers udslået vinger sammen. ikke fjernet dem, blot slået dem sammen, så han ikke væltede alle omkring som, som domino.
Han var glad. Han var stærk. Han var stolt. Af sig selv og ingen andre. Han var nået så lang. Han havde kæmpet sig op for det støv, hans far havde kastet ham ned i, gang på gang. Han havde opnået indflydelse hos så mange indflydelsesrige, at de ikke kunne tælles på en hånd. Han havde, på så kort tid, ikke bare opnået indflydelse hvor han kom, men også større og større magt. Han havde slået sin familie ihjel for at opnå bare lidt magt - Der var ingen grænser for hvad han ville gøre for at opnå sine mål.
Trøjen var ødelagt, men hang alligevel om hans skuldre, mest i laser. Hans krop var dækket i blod og han blev mere og mere bevidst om smerterne. Medaljonen gled ud mellem rifterne i trøjen og blev synlig, for hvem der nu end gav den opmærksomhed. Zean tænkte ikke videre over dette. For ham symboliserede den blot venskab mellem to parter, en måde at kommunikerer over større afstande og intet andet. Omend han aldrig ville slippe den, medmindre Rei krævede den tilbage.
Hans grå blik gled over folkene omkring ham. Ingen vidste hvad der nu skulle ske. Der var blevet annonceret en ny begyndelse...Og hvad så? Var der mere der skulle siges, mere der skulle ske? En eller anden måtte kommanderer rundt med dem!

Han vendte sig mod Rei ved en pludselig indskydelse. Men han havde faktisk intet at sige til manden i dette øjeblik. Hans blik gled over til Kimeya og han konstaterede, ikke uden en svag nydelse, at manden blødte og så lidt...frustreret ud. Alt dette måtte ikke være til Kimeyas fordel og det vidste manden måske også godt, uanset om han vedkendte sig det eller ej.
Hans ord, dog, var ikke helt sandfærdige. Omend han var tæt på sandheden: Det var begrænset hvad Zean længere kunne bruge manden til. Ud over generelt at påkalde sig mandens navn, skulle nogen give problemer. Det var jo kendt og folk ville ikke gøre Zean noget, uden at tænke over det to gange.
Og han kunne vitterlig ikke lade være med at smile.
"Jeg må rette dig" kommenterede han.
"Jeg er har endnu ikke opnået alt. Men resten bør ikke diskuteres her, lige nu. Men jeg takker alligevel" han vendte sig om mod dødsenglene.
"Fjern hans lig. Gør med det hvad i finder passende. Han var trods alt en kriger af stor mod, trods hans lederegenskaber var frygtelige. og flyv så! Flyv ud og find jeres venner og familie, jo før jo bedre!"
Nogle greb fat i liget af Deimos og bar det væk til en ukendt skæbne. Langsomt blev stedet tømt for dødsengle og kun få blev stående i skyggerne, kiggede mistænksomt mod dem, omend ikke ondsindet. De havde været Deimos vagter og lige nu havde de mistet deres tilværelse, deres nytte.
Til sidst mente Zean de stort set var alene. Og det var vel på tide at sige de sidste ord, få de sidste planer på plads og da komme videre i teksten. Han havde ikke længere stor brug for disse to mænd, ikke lige nu, det skulle da lige være for fremtidens planer, men dem var der mange af.
Alligevel vendte han sig mod dem.
"Nå...Det er på sin plads at jeg takker for jeres indsats. Uden jer..." hans blik gled over Kimeya en ekstra gang.
"...Havde jeg nok ikke fået det gjort så...tilfredsstillende! Hvis i vil vide det, er min fremtidige plan at samle racen her. Dem alle. Så mange som muligt. Undervejs vil jeg udnytte min indflydelse til at vise dem jeg kan være deres leder, førend jeg kan blive udnævnt officielt..." han vendte sig om mod Kimeya med et svagt smil.
"...Selv om nogle af dem vender sig mod mig for råd, er jeg trods alt ikke hele racens leder endnu. Men du har ret i det ikke kan tage lang tid nu. Jeg vil også bruge tiden til at skaffe og tilrettelægge et sted for dem, udenfor. Et samlested. Helst lidt væk fra de andre byer, hvis muligt. Hvad angår vores personlige forhold og udnyttelse af hinanden..." han sukkede svagt. Hans krop gjorde faktisk ret ondt nu og han følte sig pludselig træt. Og dog virkede søvnen og forbindingerne til hans krop så langt væk.
"...Vil Rei forblive en af mine næreste venner. Lad det ikke være en hemmelighed jeg er kommet til at holde af hans ord og opførsel. Og Kimeya..." han gjorde en let gestus mod manden.
"...Dødsenglene vil nok aldrig elske dig, men så længe jeg er tæt på eller har magten, og så længe jeg bryder mig om det, vil vores racer være allierede og jeg vil overholde vores aftale" han sluttede og så sig lidt omkring, så blodet på gulvet...
"åh ja, der er sikkert rum og plads til, hvis i får lyst til at sove her. og sikkert også mad..." han vidste faktisk intet om hvad der gemte sig her. Men de måtte vel have en form for forråd?
"...Og lægehjælp..." han så over mod en af de tidligere vagter.
"Og jeg har travlt med...Jeg burde vel skaffe mig et overblik over stedet og de ting de har..." Han lod en hånd glide igennem det brune, strittende hår. Og grinte så svagt, før han rystede på hovedet.
"Alt til sin tid. Gæstfrihed er det jeg prøver at sige. Vær her, hvis i vil. Tag hjem hvis i vil. Ingen vil stoppe jer. Er der mere at sige, mere at diskuterer lige nu?" han så op på de to mænd.
Han var tæt på at være leder. Nogen ville sige han allerede var det. Selv var han ikke så sikker, førend hele racen var her til at bevidne det. Hvad nyttede det at være leder, hvis det meste af racen ikke kendte ham, ikke havde set ham, ikke troede på det eller ville lytte til det? Han var usikker på hvor grænsen gik.