Der var engang...Og sådan starter mange gode historier.

[Deleted]

S: Dvasias, bjergene tæt på grænsen til Imandra.
T: Eftermiddagen
V: Mørkt, frostgrader, begyndende sne.
Medvirkende, i rækkefølge som de svare: Zean, Rei, Kimeya

Endelig var tiden kommet. Længe undervejs, med uforudsete forsinkelser og problemer. Og sikke problemer! De havde ikke været få og de havde ikke været små, men Zean mente selv han havde klaret dem ganske tilfredsstillende...Altså, når man så bort fra han snart skulle deltage i en kamp, som en form for "straf", for noget han fandt ganske latterligt. Heldigvis havde det vist sig han alligevel havde lov til at gå og komme som han ville, så længe han blot deltog i selve kampen. Han mente selvfølgelig kampen for Manjarno, Macarias personlige, lille krig, som han var blevet tvunget til at deltage i. Åh, ja, tvunget! Tvunget til at opleve død og lidelse. Desværre for lidt død og lidelse. For nu vidste han endnu ikke helt om han faktisk ville gøre sin rolle, eller gøre alt for at besværliggøre, måske ligefrem ødelægge det, for Macaria. Det ville også være et perfekt tidspunkt til ikke bare at tage Imandra, men også Manjarno, men han kunne ikke se hvem der egnede sig til at være konge eller dronning af landet Manjarno, så han også ville have dette land på sin side...
Så mange beslutninger og ansvar. For det var klart Zean helst ville indrette hele verdenen efter hans velbefindende. Men hvis det gik helt galt, fik han nok muligheden en anden gang. Trods alt kunne en kvinde som Macaria vel ikke forvente for meget loyalitet eller være særlig god, når hun manglede så mange gode værdier. Ikke fordi han dristede sig til at undervurderer hende.
Nok om hende! Han var træt af hun jagede hans tanker, både når han sov og var vågen. Et sandt mareridt havde det været. I stedet stod han nu her, tæt på bjergene. Skovens udkant kunne ses, tydeligt, med dens høje, krummede og mørke træer, der gemte på mangen hemmeligheder. Ikke så langt derfra lå den by, hvor han var født og opvokset. I udkanten af mørkelvernes by. Tænk han havde været så tæt på hele tiden! Det var jo frustrerende at tænke over.

Det var eftermiddag, men himlen var mørk som natten. Ikke så meget som en stjerne kunne anes, for tykke skyer var gledet ind over Dvasias på det sidste og havde spredt et hvidt lag af sne over omgivelserne. Tidligere havde det sneet ganske slemt, men lige nu var det intet værre end et snefnug her og der. Landskabet var hvidligt og mørkt, i den grad koldt, og de eneste spor var fra vilde dyr og så Zean...Omend, han var fløjet her hen, så de eneste spor fra ham var i nærheden.
Sne. Sne var koldt, vådt og skjulte alle godterne. Urterne. Men sne gav også nye lidelser, sult og forfrysninger. Og spor kunne jo altid ses i sneen, så længe det ikke sneede for kraftigt og man var der tids nok.
Selv stod han der, klædt pænere på, end han havde været hele sit liv. Dette var med fuldt overlæg. Han havde endnu ikke modtaget sættet fra Serenity, så han havde alligevel endt med at grave noget ud fra hans bedstefars, nu døde bedstefars, skuffer. Det meste var lige til at kasserer. Noget for stort, noget for grimt, noget slidt, noget stank. Til sidst havde han fundet noget tilfredsstillende, som manden sikkert ikke havde brugt i flere år! Hvilket også var ligegyldigt.
Åh ja, det meste af Zeans familie var død. Zean havde overtaget, arvet, familiens hus, rigdomme, status og forretninger i Atterlin. Deres meget lille adeltitel, men dog en titel. Og det hele var ressourcer han kunne bruge til at overbevise dødsenglene om at han var god nok.
Så...
Han var altså pænt og varmt klædt på. Det hele startede med støvlerne af mørkt og sejt materiale. Enkle, varme og pæne nok at se på. Nogle sorte bukser fulgte de mørke støvler, som gudskelov var næsten lydløse at gå i. Så en varm, sort undertrøje og endelig en aflang...Ja, jakke måtte det vel være. Zean havde ikke meget styr på tøj. Den var aflang, gik ham til knæene, i tæt og fint stof. Mørkerødt, som Serenity havde sagt ville klæde ham. Nogle knapper foran, hele vejen ned, i en fin gylden farve. Et sirligt, snoende mønster fordelte sig over hele jakken i nogle brunlige og gyldne farver. Hvad man ikke kunne se, for jakken, var at han stadig havde sit bælte med sig. Et bælte, der som altid, sad ganske skævt, takket være pisken der hev det ned i den ene side. Dolken var der også, samt et mindre tal af punge med urter og ting. Mindre...Han havde lagt de fleste derhjemme, da de ellers havde fået ham til at se tyk ud, under jakken.
Endelig var der også medaljonen, skjult under alt tøjet, som hvilede mod hans brystben, kølig og dog varm. Han havde ikke sluppet den så meget som et sekund. Denne medaljon, der sad i en kæde om hans hals, med en fin lille diamant i. De ting Rei havde sagt...

Det hele svirrede stadig i hovedet på ham. Som en let vind legede tog fat i hans jakke og hans mørkebrune hår, der virkede næsten sort i mørket, og farvede hans kinder røde af kulde. Snefnuggene, der faldt uregelmæssigt, og smeltede på hans kinder, på hans hår, på hans hænder. De stålgrå, kolde øjne der studerede de mægtige bjerge foran ham. Det var genialt at gemme sig her, på grænsen mellem Dvasias og Imandra, altid at kunne søge tilflugt i det ene land, hvis det andet jagtede dem for meget.
Det svirrede...Tankerne, endda følelserne. Rei havde tændt noget i ham. Tændt ham en gejst der ikke havde været der før, en jernvilje, der ikke lod sig stoppe. Jagten på sandheden, vreden til Kimeya, uanset om manden vidste noget til disse ting eller ej. En form for...loyalitet, alliance, til Rei. Den eneste mand der nåede sig statussen som værd at stole på. En brutalitet, som en ung mand for nylig havde mærket. En mand, der nu lå stivfrossen, smidt på den anden side af skoven. Åh ja, Zean havde gjort enhver forberedelse der var ham muligt. Han var klar.
Ud over Rei, der gerne snart skulle dukke op, havde han også kontaktet Kimeya. Han havde endnu ikke nået over grænsen til Imandra, han havde haft for travlt med for mange ting, men han havde alligevel bedt om mandens assistance...Troede manden da i hvert fald selv. I virkeligheden...
I virkeligheden. I virkeligheden gemte der sig andre grunde hertil. Et svagt smil gled ondskabsfuldt over hans tomme, men dog glødende ansigtsudtryk. Hans hænderne knyttede, for at løsne sig igen, mens han øjne stirrede mod bjergene, som var han en besat mand...
Hvad han måske også var?
De måtte snart være her...

[Deleted]

Kulden havde for længst sat sig i Rei. Sneen der klamrede sig til hans knælange støvler og de lange dybe riller han lagde bag sig, som han vandrede gennem skoven. Kappen var skiftet ud med et gammelt fund. Iblandt de mange sager gemt i hans gravkammer, forsejlet med hans eget blod og en mørk forbandelse. En lang jakke der gik ham til under knæet og var lavet af farvet uld i en mørk og dyb blå nuance. Pelsen på indersiden havde vist sig som perfekt isolering i dette vejr. Han bar en hvid skjorte med den velkendte sorte jakke, hvor de matchende guldknapper sad i par, hele vejen ned. Det lyse hår skinnede i det svage reflekterende lys fra sneen. De mørke øjne hvilede fremad rettet hvor han både kunne mærke og svagt ane Zeans silhouet.
Der var end ikke sket meget for ham siden hen. Han havde bevidst holdt sig fortroligt til sin opgave om at oplære Yuuki. Nathaniel havde han mødt igen efter alle disse år. Han havde for sin vis mandens tillid til at han nok skulle holde hånden over Yuuki, ganske som lovet.
Det havde været ham et tanke på sinde lige siden at Zean havde givet lyd om det. Han stod fast ved sit ord om at holde Dødsenglens ryg fri fra skræmmer. End ikke ville han lade Kimeya få lov til at flå hovedet af Zean.
Han nåede Zean i et ganske så roligt tempo og stoppede op ved mandens side.
"Længe ventet," Endte han kortfattet og skænkede ham lettere slesk træk i mundvigen. Der var noget i luften. Noget velkendt og dog alligevel uønsket. Hvad end Zean havde gjort sig af tanker og planer, var ikke noget han ville snage i for nu. Første prioritet lå i at finde de resterende dødsengle og se hvad de havde at sige til at Zean ønskede sig at løfte dem ud fra deres skjul. Det kunne godt gå hen og blive en udfordring. Det var jo ikke for sjov skyld at de levede som de gjorde. De måtte i den grad have deres grunde til det og Rei agtede at finde ud af om hvor vidt hans teori holdt stik og om det virkelig var Marvalo slægten der stod bag det.

[Kimeya Marvalo]

Sneen knaste nærmest under Kimeyas føder i takt med at han nærmede sig det aftalte sted, som han skulle møde Zean på. At der var andre undervejs, var han ganske uvis omkring. Han gjorde kun, hvad han selv ønskede, og lige nu ville han styrke den påbegyndende alliance, som han havde startet op med denne dødsengel.
I troen om at Yuuki var død, da det var det som han havde set med sine egne øjne, havde det uden tvivl lagt en god dæmper på det stress, som han havde haft i sit liv. Ikke at det var noget som havde gjort hans tid med Faith meget nemmere, men derimod.. Han havde fået skrevet det kapitel færdigt, og han kunne for alvor rykke videre, og det gjorde han skam.

De mørke øjne gled mod de to skikkelser, som allerede stod og afventede ham. Hvem den anden var, kunne han ikke se herfra. Det var koldt.. Selv han havde en mørkerød kappe på, som matchede den næsten læderlignende beklædning som han måtte bære, som ikke just lod meget til overs for fantasien. Dog var det ikke noget som han lod sig påvirke synderlig meget af. Let kneb han øjnene sammen. Hvad der ellers var af tanker omkring det her, skulle han ikke kunne sige. Det eneste som han vidste, var at han ville vise Zean, at hans ord, kunne stoles på, og at han ville hjælpe ham, som han også ville hjælpe til med overtagelsen af Imandra, som var en plan de begge i fællesskab var kommet frem til. Og det var virkelig noget som han måtte se frem til.
"Jeg troede, vi var alene om det her, Zean," sagde han endeligt, som han stoppede op ved siden af ham. Hvordan han havde tænkt sig, at dette skulle gøres, kunne han ikke just sige, men han håbede dog alligevel på, at manden vidste hvad han havde gang i. Dødsenglene havde igennem frygtelig mange år, været spredt for vilde vinde, og enkelte sågar slået sig ned i Procias til fordel for arbejdet i en smed. Han skævede let over mod Rei.. Sidst han havde set den mand, havde han taget Yuukis liv, men derimod også gjort det tydeligt for ham, at den mand også var beslægtet med kvinden, og det var virkelig en ting, som han havde svært ved, og da særligt nu, hvor tingene var på den måde, som de nu var.
"Rei.." hilste han endeligt og med et ganske kort nik med hovedet i en hilsen, inden han igen vendte sig mod Zean. Hans kappe var varm, men han kunne så sandelig godt mærke, at det var koldt omkring dem. Det var.. rart. Han følte sig helt levende.

[Deleted]

Kulde? Var der koldt? Nåe ja...Det var der jo nok. Men Zean ænsede det næsten ikke. Holdt sig varm af en indre ild, eller drevet ud på et spor, hvor han ikke rigtig ænsede kroppens brok om noget så normalt, som temperaturen. Han vendte sig om mod Rei, ganske afslappet, og var glad for at se manden. Han lignede sig selv og alt andre ville også have været tankevækkende. Hans ene hånd gled op og tværs igennem håret, der passende blev pustet rundt af den lette vind. Han nikkede let som en hilsen.
"Længe ventet i sandheden" svarede han, omend en smule fjernt. I stedet vendte han sig...Og kunne lidt efter se Kimeya komme travende igennem sneen. Det gik pludselig op for ham hvor meget sne der faktisk var og hvordan hans to...Kammerater...havde trukket spor igennem det. Nånå, de skulle nok få varmen, når de bevægede sig ind mellem bjergene. De ville skam ikke fare vild. Han havde ikke brug for noget kort, han havde ikke brug for flere rapporter, flere spioner eller nyttige personer, til at grave disse ting frem. Han vidste nu præcis hvor de skulle hen og selv hvis han blev ramt af uvidenhed, ville han følge sit instinkt, som ville lede ham til hans egen race. Dette var han overbevidst om.

Han havde mange ting at spørge Kimeya om. Flere ting at nævne, flere ting at kommenterer. Som at hans dukke, hende der kvinden med det samme røde tøj, var aldeles uhøflig af en soldat at være. For hun kunne næppe være mere end en gemen soldat. Og hvad en mord-sith faktisk var, gad han også vide. Men dette var simpelthen ikke stedet for sådanne samtaler og hans to kammerater ville nok vokse sig utålmodige, inden de blev færdige. Så i stedet sendte han et svagt smil i retningen af Kimeya.
"Alene? Gav jeg indtryk af det?" i et øjeblik virkede det ikke som om han ville kommenterer det yderligere, da han vendte sig om mod bjergene og så op af dem, trods han ikke kunne se toppen af dem.
"Åh, det beklager jeg. Selvfølgelig er vi alene om...De fleste af vores aftaler og planer. Men vi er ikke alene om at få mig til magten. Dertil kan jeg kun få for lidt hjælp" han så mod Kimeya igen og sendte ham et lidt større smil. Et lidt...hemmelighedsfuldt smil.
"åh, i kender hinanden!" Hvilket han jo udmærket vidste.
"Så ingen introduktion. Godt. Så kan vi komme videre. Vid i begge er her for at støtte mig, så jeres små personlige krige er ligegyldige i aften...For nu, under alle omstændigheder" Han tvivlede på nogen af dem ville tage hans ord alvorligt, hvis det endelig var. Men det var nu også mere en påmindelse om at de var her af andre årsager.
"Tillad mig at være forfærdelig direkte. Jeg har fundet, efter sigende, det største skjulested for dødsenglene og de ældste og mest magtfulde dødsengle. Så tæt på mit gamle hjem, at det næsten er en skam! I bjergene mellem Dvasias og Imandra, hvilket er ganske snedigt. I er her...Lad mig se...I er her begge for at overbevise dem om at jeg skam har venner, magtfulde venner. Dette vil nok få dem til at kigge lidt. Åh ja, Rei har tilbudt at sikre mig, hvis de mod alt forventning vælger at slagte mig i stedet...Under alle omstændigheder. Lad os dog alle opføre os som ordentlige folk. Og nu, deres hule..." han svingede næsten rundt og pegede op mod bjergene, før en svag latter slap ham. Tom og rungende var den, i stilheden omkring dem, ud over vinden.
"...Eller huler, gemmer sig deroppe. Folk med vinger under jorden! Vederstyggelighed. Lad os komme af sted!" og uden flere ord satte han i bevægelse, forventede de ville følge med. Hvis der var nogen spørgsmål, ville de jo nok stille dem under alle omstændigheder.

Han satte en fart og holdte den, uanset om der var lidt eller meget sne. Det knirkede, knagede og snagede under hans fødder, som han maste sig og trådte sneen ned. Han fandt snart den lille, næsten usynlige sti, der førte op mellem bjergene.
Han kunne ikke sige hvor længe de faktisk gik og han håbede ikke at hans to rejsefæller havde problem med at gå. Han var også ligeglad om det skulle foregå i stilhed eller ej. Efter længere tid, hvor de havde gået og, for Zeans vedkommende, fået varmen, stoppede han op. De var nu kommet op i et mere bjerget terræn, bjergene var lige omkring dem, selv om nogle stadig virkede langt væk. Terrænet steg og snart faldt små sten og sneklumper ned, hvor de gik. Hans øjne gled opmærksomt over bjergene mens han mumlede nogle ting for sig selv. Til sidst slog han hænderne sammen, hvilket gav genklang mellem de klipper, de havde bevæget sig ind mellem.
"Vi er der lige om lidt..." betroede han dem og så på dem med et stort, omend intetsigende, smil. Så fortsatte han. For ganske rigtig, om lidt, ville de være der.

[Deleted]

Mange af de dødsengle ville genkende Marvalo på både navn og udseende. Tog Rei ikke ret meget fejl så ville de heller ikke være særligt trygge ved at se ham stå på deres gemmested. Det var alt sammen intet andet end spekulationer og Rei ville være på vagt overfor situationen, uanset hvordan den udfoldede sig. Intet var han blevet lovet og ikke havde han regnet med at Zean var typen der kun spillede på én ting ad gangen.
"Marvalo~" Hilste han med et hint af fornøjelse gemt i stemmen. Han samlede sine hænder omme på ryggen og lyttede blot, som Zeans ord og vejledning tog ved. Han var allerede klar over missionen der lå foran dem, men en kort påmindelse var ej heller af vejen. Han endte med at nikke gentagende for sig selv, selvom.. han havde sine tanker og tvivl når det kom til Marvalo. Det var bare en slægt han nok ikke ville sætte sin fulde lid til. Udnytte dem? Ja i den grad, men så heller ikke andet. De var for utilregnelige til at Rei kunne få sig selv til at sidde i saksen, trods at han nød at prikke til dem for at hive i deres temperament. Det var noget som skete i det skjulte. Et lifligt pust tog ved i hans jakke og hår og han tog en fornøjet dyb vejrtrækning. Zeans udtale var ham intet mindre end acceptabel. Skulle han, så holdt han også sit ord. Uanset hvad Marvalo så end måtte ligge inde med. Han ville ikke tillade nogen form for påståelig indflydelse, ikke hvis dette skulle lykkedes til Zeans fordel... og hans egen.

Uden yderligere indvending fulgte han trop efter Zean og forholdt sig blot et par meter bagved. Turen bed han end ikke forfærdeligt meget mærke. Blot det at Zean meddelte at de snart var fremme, fik et smil til at brede sig af bar nysgerrighed. Hvad der ville vente dem når de først nåede frem. Det var selv noget han så frem til.

[Kimeya Marvalo]

Den alliance som var blevet indgået mellem Kimeya og Zean, var han dog heller ikke just bange for at stå ved. Nej, han ville nemlig gerne have et samarbejde op at køre med dødsenglene, og særligt når det var noget, som selv i den anden ende, rent faktisk var noget som kunne komme selv ham meget godt til gode.
Rei stod der. Ikke just en slægt, som Kimeya havde det bedste tilhørsforhold til, men ikke desto mindre, så var det j bare noget som han for nu måtte bide i sig. De gamle intriger, var der uden tvivl mange af, og særligt dem imellem. nu var warlockerne heller ikke kendt for at være de mest milde mod hinanden, og Salore og Marvalo var bestemt ikke noget undtag den gamle uskrevne lov og regel. Han kneb øjnene let sammen.
"Det havde været rart med en advarsel på forhånd," sagde han tydeligt utilfreds. I denne omgang, vidste han godt, at det var Zean som stod med ordet. Han ville ikke have noget imod at hjælpe.. Særligt fordi at han vidste, at han ville få noget ud af det i den anden ende.

Betegnelsen Mord-Sith var dronningens geniale påfund. Selv var Kimeya stolt af at være den størst rangerede af dem, som hidtil var blevet skabt. Det var en tortur uden lige, men efterlod ham med en styrke større end hvad den typisk ville have været. Selv blev han stående og lyttede.. Han ville igang. Det at stå stille og bare glo, var bestemt heller ikke hans kop the i denne stund, og det kunne han uden tvivl godt mærke. De skulle gøre det på fredsommelig vis?
"Det er jo lige før, jeg må beklage.. Du ønsker det skal ske på fredsommelig vis? Jeg frygter, at det næppe bliver tilfældet," sagde han. Som han havde sagt før, støttede han Zean i denne handling, og det var han bestemt heller ikke bange for at erkende for nogen. Han var ikke meget for dødsenglene i forvejen, men hvis han kunne skrive sig ind i den gode bog ved racens kommende leder, så hvorfor ikke bare få det gjort? Det var da så dejlig nemt.

De flyttede sig. Kimeya var dog oppe i alderen efterhånden, men havde bestemt ikke noget problem med at gå. Dette lød i hans øjne, nu stadig ikke til at være helt gennemtænkt, men som sidst, lod han tvivlen komme dødsenglen til gode. Han var jo intelligent nok, hvilket han jo allerede havde erfaret. Rei var kommet med sikringer til Zean.. Nej, han brød sig ikke om det. Et sted bange for, at de rent faktisk kunne finde på at vende sig mod ham på denne færd. Kunne han stole på dem? Det ville han tidsnok finde ud af.
"Vis vej.. Få det her overstået," sagde han utålmodigt. Det hele kriblede i ham.. Efter at slå.. markere hvem der var stærkest.. Han havde bare brug for et grønt lys.

[Deleted]

Hvis det havde været passende, ville han være stoppet op og grint. Grint, som kun en sindssyg kunne det, for derefter blot at løbe i forvejen, ligeglad med om de kunne finde vej eller ej. Kimeyas hang til blod var behagelig. Rei, den fredelige og Kimeya, den blodtørstige. Ja, sådan var det og han nød det! En til hver situation.
For at være helt ærlig, vidste han kun begrænset. Sera havde fortalt ham en del om dødsenglenes traditioner, høfligheder og lille, skjulte samfund, så det var nu ikke fordi han vadede ind, uden at vide noget som helst af hvad der kunne være i vente. Det var nu heller ikke fordi han slet ikke var forberedt...Men sandheden var at han aldrig havde været der eller mødt folkene der, så vidt han vidste. Og derfor kunne han heller ikke forberede sig så godt, som folk måtte ønske. Dette var, til Reis store fornøjelse, en mere eller mindre tilfældig plan. De gik ind...Og så hvad der skete.
Mest af alt overvejede han om de ville blive bundet og tortureret, før nogen ville stille spørgsmål. De måtte være et måltid af velvilligt bytte, sådan at vade ind i dødsenglenes ellers godt gemte skjulested. Det var ikke for sjov det havde taget så lang tid at finde dem...Eller måske var hans spioner bare ikke så gode. Sandt nok var han ikke specielt stor endnu og det var begrænset hvilke personer der ville arbejde for ham. Det ville han tids nok finde ud af.
"Jamen Kimeya, jeg regner så sandelig med at slå lidt!"
Kimeyas utilfredshed var forventelig, men ikke en han tog sig af. Manden fulgte med, men ud fra Zeans viden om en mand som ham, spekulerede han nok allerede på om dette var en god ide. Personligt, dog, ville han ikke tage stilling på om han kunne stole på Kimeya...Før senere. Så han brugte heller ikke energi på at berolige manden, dette ville nok heller ikke virke, hvis det endelig var.

Og så var de der. Det var lidt som en port til en anden verden. Eller for Zean var det...Det var det første skridt på noget han altid havde ønsket sig, altid havde ville og nu var han tættere på end nogensinde! Åh, hvis han blot kunne slutte sig til dem og blive der...Blive der, for først at dukke op igen, når dødsenglene elskede ham og havde gjort ham til konge over dem alle. Som en mystisk mand, der kom og blandede sig i alt og intet, for at forsvinde og senere komme tilbage, stærkere end nogensinde! Men...Desværre kunne han ikke det. Men det var vigtigt han fandt tid til at være der. Meget tid.
Hvem ville tænke på at kigge her? En ellers ukendt sti op i bjergene, ad skrøbelige klippekanter, til en hulning? Ikke nogen Zean kendte. Derfor gjorde det ham både glad, overrasket og undrende, at der var blevet bygget en form for port. To søjler, hugget lidt groft ud i stenene, holdende på hver deres kæmpedør, også af sten, så vidt Zean kunne bedømme. Ingen tegn, ingen symboler. Blot anonymt og beskyttende. Han gik derhen og stoppede op et par meter foran porten og overvejede hvordan man mon kom ind. Næppe kunne man blot skubbe dørene op? Efter et øjeblik gik han over til dørene og lagde sin ene hånd mod det kolde sten. Koldt var det, ru og eroderet af tidens tand og vejret.
Det var som magi. Som om selve hans berøring gav et stød igennem døren, som aktiverede han en gammel magi, kastet over dørene, for at beskytte dem. Han fjernede hurtigt hånden igen, da dørene langsomt, og med en høj, hård lyd af sten mod sten, gled op. Ud ad. Han fjernede sig for dørene.
Hvad han ikke vidste var at dørene var beskyttet med magi, kastet af nogen for længe siden. Til at beskytte døren, for at undgå andre end dødsenglene kunne åbne døren. Ret smart, faktisk. Nogen ville virkelig ikke have andre ind.
"Jamen lad os gå ind!" kommenterede han, som om han blot havde ventet på dem, før han satte kursen ind mellem dørene, som kunne de lukke hvert øjeblik.

Det var noget af et skue der mødte dem. Hele bjerget var som udhulet, gravet ud og siden havde man bygget huse på de forskellige niveauer af stenpladser man havde gravet fri. Det var de gamle byer man forestillede sig dværge eller gnomer bygge, blot mindre pænt og mere groft og blot...praktisk.
Hulen, for det var en stor hule de trådte ind i, var stor. Selve der hvor de kom ind var der mørkt, men nede mellem husene var der forskellige fakler der holdte stedet oplyst. Som spredte stjerner. De stod på et kæmpe plateau, hvor et primitivt rækværk af træ forhindrede folk at falde ned, når de kom eller gik. Til højre og venstre for dem første en stor stentrappe ned til hulen og dens forskellige niveauer af huse, huse i alle størrelser og med forskellige udsmykninger.
Her gik Zean i stå. Hans hænder fandt rækværket, som føltes groft under hans fingre, som ville det give splintre. Hans øjne ville være faldet ud, kunne de. Hans hjerte galopperede hurtigere end nogensinde. Ingen vagter stod klar til dem...For de stolede på, som det havde været de sidste mange år, at kun dødsengle, deres egne, kunne komme ind.
En mini-by! Skjult for folk, om de gik eller fløj! beskyttet af flere kilometer sten til alle sider! Man kunne høre og lugte det...Lugte sod, mad, gammelt blod og beboelse. Her var koldt, men ikke iskoldt. Man kunne høre det. En summen af liv. Og de stod her, som publikum!

Men det gik ikke ubemærket særlig længe.
Zean bevægede sig ned af trappen, optaget af mange andre ting, end hans rejsefæller. Han slugte hvert eneste indtryk. Alt fra småstenene under deres sko, til mørket og lyset der legede sammen, begge truede med at opsluge den anden. Han stoppede sig selv i blot at løbe ind i midten af det hele.
De havde knap nok nået der første hus, der kun bestod af en etage og umiddelbart så tomt ud, da han hørte det. Lyden af vinger. De var blevet spottet og nogen mente det var på tide at tjekke hvem der kom.
Zean stoppede op. Han mente ikke det var klogt at gå videre, før dem der kom for at se til dem, var kommet. At gå for langt var...risikabelt. Lige nu, lige her, var de sikkert i undertal.
Tre dødsengle mødte dem. Deres vinger sort som kul, men dog mindre skinnende, end Zeans var. Ikke bare fordi de var ældre end ham, men også for manglen på at flyve under åben himmel. Zean så det straks, hvordan deres øjne var indsunkne og mistænksomme. Hvordan en svagt frygt lyste i øjnene, da de opdagede at disse folk var fremmede. Hvor bleg deres hud var. Til alt held virkede de dog ikke alt for tynde og fejlernæret, konstaterede urtekenderen i ham.
De to af dødsenglene landede lidt foran dem og afskar dem den mest tydelige vej frem, trods der hele tiden var mulighed for at gå tusind andre veje i mørket. Den tredje vendte hurtigt om og fløj tilbage. Zeans gæt? Alarmerer de andre om fremmede. Og dog mærkede han det...Den svage fornemmelse af at de var omringet og der var nogen rundt om dem, skjult i mørket.
De to dødsengle foran dem tøj var ikke kønt klædt på. Men dog ens. Disse to måtte være en form for vagter eller hvad? Zean havde så mange spørgsmål!
Men først stod de bare og kiggede på hinanden...Til sidst åbnede den ene af dødsenglene munden.
"Hvem er I, hvordan kom I ind og hvad vil I her?!" Stemmen var fjendtlig, kold som stål og kunne vælte selv en af de mest sejlivede omkuld...Hvis de var mennesker. Zean i hvert fald, følte en svag gysen, men vaklede ikke.
Dødsenglen der talte pegede med sit spyd mod dem. Den anden dødsengel stod en anelse bagved, med en bue hævet og klar til skud.
"Ingen kan komme ind uden at være dødsengel!" udbrød den fremmede dødsengel, der havde valgt at tale til dem.
Til sidst valgte Zean at rømme sig. Dette var hans mission, han ville føre ordet.
"Mit navn er Zean Forsyth. Jeg er dødsengel. Disse to..." han ville have præsenteret dem, men tydeligvis havde disse dødsengle også flere spørgsmål til Zean, som han havde til dem.
De var ved at tale i munden på hinanden og stoppede begge to op. Til sidst smilte Zean svagt. Dødsenglen foran ham virkede en smule rådvild.
"Jeres ærinde?!" brølede han næsten til sidst.
"Jeg er kommet for at slutte mig til jer. For at være sammen med andre dødsengle" Svarede Zean oprigtig. Dødsenglen så på Zeans to følgesvende.
"Og dem?"
"Mine venner"
Stilhed endnu et øjeblik. Til sidst sænkede dødsenglen sit våben, trods den anden endnu havde et bue rettet mod dem.
"Vi vil ikke have gæster og vi vil ikke have nogen finder os. Vi har haft problemer nok. Du vil måske få lov til at blive her, men først må du tale med byens overhoved, han er den ældste af os. Hvad angår dine venner..."
Det lå i luften. Stod det vil dem, ville de nok ikke komme levende derfra.
"Nuvel. Vi vil føre jer til Overhovedet. Han må tage stilling til dette. Ingen numre!" advarede englen til sidst. Så vendte han ryggen til dem og begyndte at gå. En smule tøvende så Zean på sit følge, før han fulgte efter. De var ikke kommet langt, før flere dødsengle slog ring om dem, nogen fulgte tydeligt efter dem, andre på afstand, men hele tiden var der nogen omkring dem. Overvågede dem.

Lige meget hvor de gik, på den rute de blev anvist af disse vagter, var der tomme og beboet huse i et stort miks. Visse steder skinnede der lys bag vinduerne. Andre steder var huse tomme, som skaller. Det bar alt for meget præg af at dødsenglene var en race i tilbagegang, men som Zean så det, havde de ingen grund til at leve. De levede her, under jorden, næsten som i skam. Overlevelse, ja, men ikke fantastisk. Han hadede det allerede. Han savnede allerede den friske luft udenfor og kunne ikke forestille sig hvordan det måtte være, at bo her, i så mange år, som de angiveligt havde.
Ingen steder, dog, så de glimt af rigtig liv. Måske en person i et vindue eller et glimt af dem der fulgte dem, men intet andet. Der manglede liv. Der manglede energi.
Til sidst var de der. Huset var større end alle de andre, hugget ud af en klippe. Den havde flere etager, men det var kun de nederste der var oplyst. Huset var pænere end de andre, der var hugget mønstre på væggene og der hang lys ved døren ind.
De trådte ind i et stort rum. På gulvet lå der et mere eller mindre slidt gulvtæppe i nogle udefinerbare farver. Rummet var oplyst af fakler og der hang en lysekrone fra loftet, men den havde ikke været brugt i længere tid. Dog, var der en ting man ikke kunne tage fejl af...Selv om stedet virkede forfaldent, var der også en aura af styrke. en styrke der ikke var kuet, der blot ventede...Zean viste ikke om de andre kunne mærke denne sitren, men han kunne.
Vagten bad dem stoppe og vente. Flere vagter stod og holdte øje med dem, mens den, der havde vist vej, forsvandt ind af en af de mange døde der var.
Zean lod blikket glide over en gammel sofa, et bord og nogle stole i det ene hjørne. Sikke et venteværelse!
Til sidst fik de lov til at komme ind. Ind i et rum der om muligt var endnu større, mindst to eller tre etager i højden. Flere lysekroner hang ned af loftet, oplyst og spredte et varmt lys i lokalet. her var varmere. Gulvtæppet var pænere og i en mere rødlig farve. Der var søjler midt i rummet, som fik en til at kigge direkte ned i den anden ende af rummet. Ingen trone, som man måske havde forventet, men blot et tungt bord af hårdt træ og flere stole. På bordet stod resterne af en kande vand og glas, bemærkede Zean. Der var en del vagter i rummet. De var virkelig ikke van til gæster. De gik op mod bordet.
En ældre mand rejste sig. Hans vinger var skjult. Hans hår gråt, hans hud hang en smule og hans tøj hang om hans tynde krop. En de ældre var han i sandheden...
Zean stoppede op med overraskelse. De var knap nok gået op til ham, før den gamle mand havde rejst sig, peget direkte på Rei...Så på Kimeya...
"GRIB DEM!"
Kommandoen, der var blevet råbt, var kommet bag på Zean. Han havde ikke været forberedt dette skulle ske allerede nu...Først...Først skulle de snakke! ikke slås! Han havde mange ting at sige!
Og hvad betød dette? At Rei havde ret? At dødsenglene blot ikke ønskede gæster? Han forstod det ikke helt. Heller ikke da vagterne kom tættere på, den ene med et mere forfærdeligt våben end den anden, for at gribe dem...

[Deleted]

Porten de endte op foran var et direkte tegn på anonymitet. Folket var flygtet, i sandhed flygtet.. men fra hvad? Mange ting havde Rei været vidne til under sin fars regime og han var kendt blandt selv de ældste dødsengle. Dog ville 80 tusind år have taget livet af nogle af dem, så turde han stadig håbe på at der endnu fandtes dem, som han havde kendskab til?
Han fulgte efter Zean og indenfor. Selve civilisationen i sig selv brød Rei sig slet ikke om. Det stod ham næsten som et direkte slag i ansigtet. Det her var grangiveligt et levende bevis på at hans familie, var skubbet ned fra magten. Dødsenglene ville ikke frit vælge at krybe i skjul for at værne om deres rødder, hvis de af egen fri vilje havde valgt det.
Trapperne de lagde bag sig og det at de blev tilbageholdt, var end ikke et særsyn for Rei. Han vidste vor påpasselige de ville være. Han vidste at de ville se til at få dem udryddet, om det lå dem på sinde at nægte nogen form for samarbejde. Han forholdt sig i ro og det var bestemt med en lettere trykket mine. Uanset grunden til deres forsigtighed, så lå der noget i gære. Ét eneste forkert ord og de ville ende som det rene hundefoder. Om end, han havde allerede advaret Zean om dette, så det var ikke just ham han var så nervøs for. Det var mere Marvalo der satte bekymrende tanker i gang. Den mand kunne ende med at blive deres nederlag i denne sejr, hvis ikke han holdt sig på tærsklen.
Hele vejen op til det store hus var noget af et særsyn for Rei. Han åndede tungt og følte det næsten nostalgisk at gå igennem denne by.
Zean tog hele oplevelsen ganske pænt, trods det at han var begejstret for at se sit folk igen. En meget beroligende tanke endda. For nu ytrede han ikke et eneste ord. Han kendte ikke til nogle af de ting han så omkring ham. Det var alt sammen nyt i forhold til den gang. Dette var så meget mere primitivt og det var et syn der faktisk ikke var til at bære. Nok var han ikke emotionel, men dette slog virkelig ned på hans stolthed, som søn af den leder de førhen havde tjent og styret Dvasias med..
Vagterne voksede klar i tal og det ventende møde med overhovedet, hev mere og mere i Reis nysgerrighed. Han var i sin tid blevet trænet af dødsenglenes såkaldte stærkeste kriger. En kriger der med tiden havde fået navnet Deimos, personificeringen af terror. En mand der ikke ville nøje sig med blot at tale.
Ventetiden passerede og de blev lukket videre ind i den store sal. For Rei var det imponerende at de stadigvæk havde deres gamle tendenser og smag i design, trods at de end ikke var i omløb med verden. Den ældre herre der rejste sig fra bordet fangede omgående Reis blik. Nok var det længe siden, men hans minde stod klart og friskt, som var det i går.
"Deimos!?" Han spærrede øjnene op og blev hurtigt underlagt vagternes greb. Det der var mest utroligt, var nok at han var langt mere bekymret for hvordan Kimeya ville tage det. Han knælede og blev omgående bagbundet og holdt i skak med en kniv for struben. Deimos var kendt for at afstraffe, men han var i sandhed også en mand der opretholde sin loyalitet til dem der havde givet ham mest. Hvad han først og fremmest ville vide, var hvem der var skyld i at dødenglene var havnet hernede. Om de så skulle få lov til at afstraffe ham for at han stillede dem spørgsmålene.
Han kunne mærke hvordan Deimos's blik endte gennemborende på ham for et kort øjeblik efter Rei havde udbrudt hans navn, men det var svært at sige om det var godt eller skidt i en situation som denne.

[Kimeya Marvalo]

Kimeya var noget anspændt omkring det her. Nej, han stolede overhovedet ikke på dødsengle, og det havde han så sandelig heller aldrig nogensinde gjort. Han fulgte dog med op til hulens indgang. Utrolig anonym. Tydeligt et sted, som ikke var ønsket nogensinde at skulle blive fundet af nogen. Var det her nogen god idé? Dog måtte Kimeya jo sætte sin lid til at Zean vidste hvad han gjorde. Ellers ville han vel heller ikke gøre det her? Dødsengle var kendt for at være en race, som var spredt for vilde vinde.. så var der noget særligt, som han skulle være opmærksom på? Ikke sådan umiddelbart, af hvad han kunne fornemme.
Kimeya trådte ind.. Det som udspillede sig for hans øjne, var en underjordisk og skjult by, som havde været skjult igennem frygtelig mange år. Et sted måtte han jo sande, at han var imponeret over, hvad han så. Han tran ganske kort på smilebåndet, og fulgte nu ellers bare efter flokkens 'leder'. Han var i forvejen ikke meget for at følge en dødsengel, men lige her var han nødt til det.

Det hele eskalerede hurtigt. De første mødte de.. de hævede våben mod dem, og allerede der, var Kimeya klar til at gøre modstand. Han knyttede næverne, men besluttede sig, for ikke at gøre noget - endnu om ikke andet. Han kneb øjnene let sammen. For nu valgte han at holde sig rolig, og stolede på at Zean ville sige til, når det var på tide, at gøre noget ved denne sag.
De blev ført videre. Kimeya følte nu alligevel at det var ved at gå forholdsvis hurtigt og.. lidt for god til at det kunne være rigtigt. Han fulgte med. Det store hus, som de endte med at stå foran, var ikke videre imponerende på ydresiden, men da de kom ind, var sagen nu straks den anden. Det var uden tvivl.. smukt. De havde uden tvivl formået at holde den gamle stil, som dødsenglene nu havde været kendt for igennem de rigtig mange år, som nu havde passeret.
Kimeya nåede kun lige at vende hovedet i retningen af Rei, inden ordren lød. Grib dem? Det var en fælde! Kimeyas øjne endt med at slå gnistre allerede med det samme.
"Forbandede uslinge...!" endte han med en fast tone. Nej, han havde bestemt ikke tænkt sig bare at gå i knæ og overgive sig! Det var for fanden da ikke derfor, at han havde taget med hertil! Han dannede en kraftig ildkugle i hans hånd, som han kastede efter den første. De andre meldte hurtigt deres ankomst, og de var hurtigt mange. Kimeya ville umuligt kunne klare dem alle sammen, men det forhindrede ham så sandelig ikke i at prøve!
En kraftig trykbølge sendte han ud, ved at sprede hænderne fast i hver deres retning, for at holde dem på afstand fra ham. De skulle i hvert fald ikke få lov til at få ham!
"I får mig ikke..!" endte han med en fast tone. Han gjorde endnu en gang en kraftig bevægelse med hånden, og foran ham, fremmanede han en kraftig magisk bue med en pil af torden hvilende på den spændte buestreng. Han gav i hvert fald ikke op. Han sendte pilen afsted.. denne ramte en dødsengel direkte i brystet og tvang ham i jorden.. Det var der han blev grebet bagfra. Et kraftigt slag i hovedet, slog ham desorienteret ned på knæ, tidsnok til at de kunne gribe ham og få ham bundet, samt holdt ham fast. Kimeya spændte i hele kroppen. Havde Zean forrådt ham?!

[Deleted]

Zean forholdte sig rolig...På ydersiden. Han mærkede de stærke hænder, de smidige, lange fingre der borede sig ind i hans arme og skuldre og foden der skubbede ham i knæhaserne for at få ham på knæ. Så på knæ gled han og blev bundet som de andre, af hans egen race!
Dog, var det indre et sandt kaos, en storm. En storm af forventninger, af glæde, af vrede, af forvirring, af...Af, så mange ting! Han kunne slet ikke kontrollerer det, men hvis han ikke gjorde det, ville det hele allerede være tabt nu og han...Han ville nok være død. Så han gjorde hvad dødsengle var kendt for...Skubbede enhver følelse og irrationel tanke væk. De var ikke nyttige, de kunne ikke bruges.
I stedet så han op på denne...Havde Rei kaldt manden Deimos? Dette måtte blive deres redning...Deimos...En svag erindring om navnet gled frem. Men han kunne ikke sætte fingeren på hvad han var for en mand...Endnu.
Han havde ryggen til Rei og Kimeya, men kunne høre tumulten. Burde han stoppe det? Nej. Nej, lad dem se hvilken mand Kimeya var. Han sagde intet, trods Kimeya måske ville være stoppet på hans signal...Men kun måske. Et spil, kunne man vel kalde det, om indflydelse og påvirkning. Zean havde en plan.

Deimos stod rank oppe ved bordet. Trods alderen og det at have været indelukket så længe, tydeligvis satte sine tegn på manden. Han humpede lidt på det ene ben, da manden lod de korslagde arme falde ned langs siden og trak en skinnende dolk. Zean mente aldrig han havde set et våben skinne så flot, så fantastisk. Manden kom humpende nærmere, men stoppede nogle meter fra dem alle. Hans udtryk var....Som en dødsengel, forventeligt. Omend der i mandens øjne spillede flere ting. Zean så det tydeligt. Udtrykket var som hugget i sten, uigennemstrængeligt. Dog i øjnene spillede en kombination af genkaldelse, vrede, og, måske, en smule frygt. Det sidste pyntede specielt ikke manden. Som det første, efter længere tid i stilhed, hvor manden blot havde set på dem alle efter tur, gik han direkte over til Zean, den eneste mand Deimos ikke kunne sætte noget på.
Han trak i Zeans korte, brune hår og tvang hans ansigt opad. Dolkens spids gled ned under hagen på Zean og deres øjne mødtes...
”Hvem er du og hvad vil du her...Hvordan har du fundet os...Og...Og hvorfor har du taget disse folk med dig?!” Det sidste blev sagt så intenst...Og manden var tydeligvis mere brutal end Zean først havde haft fornemmelsen af, for pludselig fjernede den ellers så beherskede dolk sig og skar sig ind i hans ene overarm. Det var uventet og et svagt gisp gled over Zeans læber. Pludselig slap manden ham uden flere ord og vente ryggen til dem alle.
”Find redskaberne frem og klargør torturen. Vi skal have alt ud af dem. Hellere starte nu, end spilde tid med at stille spørgsmål, vi måske ikke får svar på før alligevel” Tilkendegav han.
Zean blev holdt oppe af vagten der stod bag ham og havde hænderne på hans skuldre. Hans overarm sved, da blodet langsomt begyndte at farve hans jakke endnu mørkere. Ikke voldsomt, bare lidt.
”Jeg er Zean Forsyth, en dødsengel som jer. Jeg har ledt efter jer hele mit liv, for at være sammen med min egen race, en del af jer!” Han var trodsig. Det overraskede selv ham at han kunne opbygge denne styrke lige nu.
”Jeg har fundet jer, for at slutte mig sammen med jer. Disse folk er bragt med af forskellige grunde. Lad mig tale!” Bad Zean.
Deimos vendte sig om mod dem igen med en tænksom mine. Så vredt hans udtryk sig i hvidglødende vrede.
Imens begyndte de ledige vagter omkring dem – Hvoraf nogen havde taget sig af de sårede dødsengle – af skramle med en masse ting. En form for skål af sten, der stod på en aflang fod, lidt som en døbefont, blev skubbet frem. Nogen fyldte kul i den, mens andre tændte ilden. I kanten af skålen var der indhak...Og det passede netop med forskellige redskaber kunne hvile på kanten uden at falde ned og samtidig blive varmet op. Andre bar stativer frem, det ene stav med mere rædselsfulde redskaber end andre.

”Er du klar over, forræder...” Deimos finger blev rettet mod Zean med tydelig anklage.
”...Hvem du har bragt for vores dør? Selve manden, der nedkommer af en slægt, der skulle hjælpe os, men siden forsvandt. En forræder i forklædning. Og manden af selve den slægt, der er skyld i vi gemmer os her, som taberne, som rotter?!” Flere dødsengle omkring dem blev stille. Stille som døden. Kun ilden knitrede i stenskålen. Alt andet faldt stille og Zean kunne mærke de andre dødsengle se intenst på dem, nu hvor de havde hørt sandheden, for alle havde de hørt historierne, men kun de ældste oplevet den. Et fælles had bredte sig over flokken. Måske havde Zean undervurderet hvilke følelser der hvilede på en jagede flok, der havde haft masser af år til at passe og pleje deres vrede, deres hævnlyst. Men pludselig var det også som om han forstod den. Forstod den, mærkede den og optog den.
Han trak vejret dybt og lukkede øjnene et øjeblik. Han rettede ryggen, som hænderne på hans skuldre tillod, selv om grebet af blevet hårdere.
”Og hør mig nu...” hans stemme var rolig, stille, for nu var der stilhed til at tale.
”...At jeg vil påtage mig enhver straf for at komme uanmeldt. Men hør mig også når jeg siger andre ting. Du kender begge mænd, tillad mig alligevel at introducerer dem og grunden til at jeg tog dem med til jeres hule. Dette er Rei Salore, en mand du kender, for han kaldte dig navn da vi trådte ind. Han er og nedstammer fra en slægt der altid har hjulpet dødsenglene, som vi har hjulpet dem og jeg tog ham med som et symbol på at det venskab endnu er intakt...” Han blev stille, mens hans kolde øjne fandt Deimos, for at se om manden overhoved hørte efter.
Deimos havde grebet et redskab fra ilden for at teste om de dog ikke snart var varme nok. Men så vidt Zean bedømte, hørte manden efter.
”Og Kimeya Marvalo, lederen af warlocks og noget så ukendt som en mord-sith, hvad jeg desværre endnu ikke ved hvad dækker over. Nedstammer fra en slægt af lederskab og grusomhed. Selv samme slægt der er skyld i at i alle står her...I stedet for at flyve ude i det fri og sprede hvad i spreder bedst. Frygt og lidelse. Han er en gave. Selv ønskede jeg at vide sandheden og dette gør jeg nu. Men hør mig også når jeg siger vi har brug for ham til vores egne planer!” Zean havde talt over sig. Dødsenglen snorede rundt og pegede på ham med en ildrød jernstang.
”vores planer?” Den kolde latter var rå og fik selv Zeans hår til at rejste sig.
”Vores planer? Hvem er du, lille dødsengle, lille fremmede, der kan have sine egne planer i det lille hoved af dit? Vi er intet vi, som inkluderer dig” Deimos rystede på hovedet.
Han satte redskabet tilbage. Det var ikke varmt endnu. I stedet trådte han over foran Rei og gjorde en gestus med en hånd, hvorefter nogen lagde en nihalet pisk, med små jernstykker for enderne, i hans hånd. Han tog velvandt om håndtaget og var klar til at svinge pisken.
”Tal, Rei Salore, og forsvar din sag. Vid at jeg vil torturerer enhver rest af forræder ud af dit blod og siden dræbe dig, snakker du ikke godt nok! For derefter at brænde dig, så du kan finde dine forfædre, som var mere værd!”
Deimos ville gøre dette ved hver af dem. Først Rei, for han var mest interesseret i hvad denne gamle ven mon havde at sige. Bagefter Kimeya, omend han nok ville slå først og spørge bagefter. Men først skulle manden komme til ordentlig bevidsthed igen.

[Deleted]

Deimos's ord kom virkelig ikke bag på Rei. Der var god grund til at lade pisken falde frem for at påføre sig nogen undskyldninger, hvilket han i forvejen ikke var tilhænger af. Han forstod Zeans reaktion og den var ventet, men specielt ikke til gavn overfor en som Deimos. Det var nok en af de sidste, som Rei havde forventet at se igen. Trods at han selv ikke lignede en der var en dag ældre. Så stod han vel som en af de ældste blandt flokken.
Han så til med bankende hjerte, udelukkende fordi at Zeans smerte vækkede det i ham. Han knyttede sine næver fast og forholdt sig med blikket i gulvet. Selv Rei vidste hvornår ydmyghed gjorde sig gældende. De mange.. lange aftner under rå tortur der havde forvandlet ham og formet ham til den der skulle tilfalde posten som leder. Den der skulle stå som ansigtet udadtil og sørge for at holde de politiske anliggender varme og smidige. Nej.. hvem ville nogensinde blankt ud tilgive at deres eget mesterværk stak af?
Tonen der hvilede over hans navn, havde han hørt så frygteligt mange gange før. Der var ingen nåde.. om end, han ville næsten elske at falde for pisken og mindes de gamle tider. Et sted en tom trussel og alligevel bundet på et faretruende alvor. Vagterne hev ham omgående op på sine ben. Pressede ham i ryggen med deres våben så han skød brystet frem. Hans blik hvilede indgående på Deimos. Han ville have sandheden? Eller blot en undskyldning for ikke at tage livet af ham? Hvad med begge?
"Ønsker du at vide hvorfor jeg forsvandt? Hvorfor jeg stadig er i live? Hvorfor jeg nu står her.. i ledtog med min families største ærkefjende? Du vil vide alt dette bedre end jeg, Mester Deimos. Du var den selv samme mand der tog hånd om min bror, Vaine og mig. Det var ikke blot min fars ønske men også dit. Med et rygte som dit var du mere end blot kvalificeret til at forme den næste leder og du! ... du viste mig hvordan jeg nemmest skaffede min egen bror af vejen.. den mikstur du gav mig den aften. Den blev til enden på vores planer. Vaine, blev min undergang i forsøget på at afstraffe ham for noget så simpelt, som at elske et væsen fra lysets rige. Han bandt mig den aften til en forbandelse der har ladet mig ligge og dvale igennem de sidste 80 tusind år!" Rei var end ikke opfarende og selvom hans ord samlede stumper af nostalgi op fra støvet. Så var der ikke en eneste følelse at spore i hans blik. Han var kold.
"At sætte to brødre op mod hinanden for at undgå intern kamp om lederskabet, var i sandhed et af dine ønsker. Hvor nemt det ikke ville have været hvis jeg ikke var faldet for min brors trick. Min familie ville stadig have siddet på magten og Dødsenglene ville ikke have lidt et nederlag som i gør det nu. Så fortæl mig... hvordan havnede i her? Var det Marvalo? Blev i tvunget i gruset efter både Vaine og jeg forsvandt? Eller valgte i selv at trække jer tilbage efter at i mistede jeres største trumfkort? I så fald.. burde i så ikke have gjort noget for at forhindre det!?" Først nu bed Rei tænderne sammen.
"I ville have mig på magten efter min far og jeg gjorde jer den tjeneste at rydde vejen for jer. Selv efter tusinder af år i min dvale har Vaine endeligt valgt at give mig den fornødne hjælp." Rebet om hans hænder brændte op og han skulede sig koldt over ryggen for at gribe dolken fra vagtens bælte. Det isnede ned langs ryggen på ham og en fryd meldte sig da han skar en dyb flænge i håndfladen på sig selv. Vagterne blev puffet på afstand af ham uden at lide skade. En usynlig barriere af energi tillod ham at holde andre væsner på afstand. Han blev stående med hånden fremme, som blodet rejste sig fra hans sår. Han lukkede øjnene for at indramme sin egen koncentration. En kugle, mindst dobbelt så stor som hans eget hovede formede sig. Blodet trævlede op omkring den og indrammede det der giveligt var et åbenlyst bevis på at han stadig var underkastet den bindende kontrakt. To visuelle sjæle hvilede i ham i et konstant forsøg på at forene sig, men begge sjæle havde fat i et levende væsen og ville derfor ikke smelte sammen. Han kiggede omgående op mod Deimos endnu engang. Deimos ville vide hvad det betød. Han ville vide hvilke kræfter der stod på spil og at Rei så sandligt ikke ville stå og se til med et blindt øje. Han ville have magten igen og det skinnede sig igennem hans udstråling fuldkommen, som det havde gjort det i gamle dage.
"Vil du gøre det af med mig, fint, mit liv er dit! Dog vil jeg ikke kunne love at holde dit nuværende bo i sikkerhed om end du vælger at slå hånden af mig. Vil mit liv gå tabt, så ryger sjælen i faldet og Marvalo vil fortsætte med at sidde på magten.. i sidste ende vil det kun ende med at gå yderligere ned af bakke for jer. Du tror måske ikke at jeg havde forventet det? Missionen her er ej en hemmelighed for dem der står mig i ryggen. Skulle det ske at mit liv bliver sat i fare, så vil en af mine efterkommere overtage hvor jeg slap," Det sidste endte med et lumsk smil på læben. Bondefanget og i den grad med langt større planer under opsejling. Boblen forsvandt og blodet dalede til gulvet. Jakken smed han fra sig og dernæst hans anden jakke, for at stå tilbage i sin hvide skjorte. Barrieren forsvandt og vagterne så forundret til da han satte sig på sine knæ og bøjede sit hoved forover, som en klar invitation til at få pisken serveret. Var han bange? Langt fra.. alene smilet over hans læber indikerede en svag tilfredshed. Han kendte Deimos næsten bedre end sig selv. De havde haft store planer i vente før i tiden. Planer der endnu kunne sættes i værk!

[Kimeya Marvalo]

Kimeya blev holdt voldsomt godt fast af de dødsengle, som havde vovet sig så langt som at tage fat i ham. Han spændte fast og kraftigt i hele kroppen. At blive holdt og tvunget i jorden på den måde, var slet ikke en tanke som han kunne have med at gøre i den anden ende. Han bed tænderne let sammen, som det denne gang var Rei som skulle rejse sig op og snakke sin sag.. Ja, det skulle nok vise sig at blive meget interessant i den anden ende.
Han blev selv siddende i knæ og lyttede til hvad Rei havde at sige. Lige nu var han bestemt ikke den mest lykkelige warlock, som man kunne forestille sig. Han havde bestemt ikke regnet med at han skulle falde sådan i baghold. Selvom.. hvad havde han egentlig forventet? Jo mere Rei sagde, jo mere vred blev han, for var det meningen, at det hele skulle tørres af på ham? Den tanke gjorde ham direkte arrig et eller andet sted, og han kunne slet ikke have det! Fødderne satte han for alvor i jorden igen i et forsøg på at komme op, selvom kniven som blev lagt for hans strube, holdt ham på plads. Hans øjne lynede af den rene vrede.
"Din lille...!" Han bed tænderne kraftigt sammen.

Hvad der skete til følge, kunne Kimeya ikke rigtigt følge med i. Rei virkede til at kende til disse dødsengle. Selv vidste han jo godt, at hans egen slægt for mange år siden, havde været med til at drive dem på flugt, men okay.. hans egen slægt havde igennem rigtig mange år, frygtet dødsenglene, og det var der ufattelig mange gode grunde til. Deriblandt frygten for døden, og det faktum, at de så længe og i så mange år, havde været en frygtet slægt. Rei stod og tørrede den af på ham og Zean gjorde virkelig intet ved det? Var det her meningen? Han havde ganske vidst sin agiel ved sin side. Et våben som han vidste, at end ikke en dødsengel ville kunne tage fat i, uden at lide skade under det.
For nu valgte han at forholde sig tavs. Han var her ikke for at påføre anden skade, end den som han egentlig var nødsaget til - som den døde dødsengel som lå ikke langt fra ham, som var slået ihjel af den magiske pil som han havde fået sendt afsted, inden han havde fået det slag bag hovedet, som ovenikøbet, stadig gjorde ondt.
Kimeyas blik fulgte Rei i hans handling og gerning.. Hvad pokker han egentlig havde gang i, vidste han ikke.. men var han vokset op blandt disse forrædderiske engle? Det var alene nok til at vække en vrede i ham.
"Slip mig... omgående.." hvislede han med en iskold og fast tone, som han igen vendte blikket dræbende mod dem. De skævede kort til hinanden.. Skulle de? De virkede i hvert fald tvivlende til det.. Kimeya gjorde igen et fast ryk i sine arme, uden at det rigtigt virkede. Hvor var det dog belastende!

[Deleted]

Der skete så mange ting, som var svære for Zean at følge med i. Dette gik så langt tilbage, til tider hvor han ikke havde været i live og om ting han aldrig havde hørt om. Trods han havde hørt lidt fra Rei tidligere, havde han ikke hørt det hele og selv han lyttede godt efter. Lyttede...Og med rasende fart prøvede at lægge nogle mulige planer. Det var ikke helt uventet, at dødsenglene var hårde og han havde altid forventet det. Det og så at de et eller andet sted måtte længes efter en mulighed for at blive samlet og komme til magten igen. En ting de lige nu, trods han nødig ville indrømme det, næppe kunne uden en som Kimeya.
Under samtalen mellem dødsengel og Rei fik Zean kæmpet sig på benene. Hænderne, mod hans skuldre, var løsnet og han gættede på at vagten også lyttede med en vis form for forvirring. Han fik lov at rejse sig op, før dødsenglen blev opmærksom nok til at tage godt fat i Zeans skuldre igen, forgæves prøvede at mase ham ned mod gulvet igen, omend det var halvhjertet. Folk i rummet var begyndt at komme i tvivl. I tvivl om hvad der skete, i tvivl om hvad det hele betød, i tvivl om hvad de skulle. Hvem skulle de lytte til? Hvad var rigtigt? Som det var nu var racen ikke samlet og de havde ingen fast leder...De havde blot, i forvirringen for så mange år siden, valgt en tilfældig person der havde været stærk nok til at lede dem i sikkerhed. Overhovedet tog sig kun af de største problemer, som disse nye fremmede, men alle andre ting tog...De alle sammen sig af! Der var ikke nogen videre struktur.
Zean indså dette, da hans blik gled rundt på vagterne. På deres ansigter, på deres tvivl der næsten fik dem til at slippe Kimeya. Nogen måtte tage føringen, nogen måtte vise dem den styrke og støtte de havde savnet så længe. Selv om det i starten havde været forvirrende, var dette klart og intet tidspunkt blev bedre end nu. Ham, der ikke var bundet til nogen som helst eller til historien! Det var nye tider. Det var...Ganske enkelt perfekt.
Med en ny beslutsomhed rystede han voldsomt hænderne af sine skuldre og trådte frem, selv om hans hænder endnu var bundet på ryggen af ham. Han mærkede medaljonen om sin hals, hvordan den næsten virkede tungere end normalt, som om den havde sit eget liv og vidste hvad der skete.
Den gav ham den fornødne styrke.
”Deimos!” hans stemme var høj og myndig. En stemme der ville, for dem der endnu tænkte på Zean som et barn, få dem til at tvivle på denne bedømmelse.

Deimos havde lyttet til Rei med lige dele fornøjelse og en skjult frygt. Og lige dele beundring. Rei kendte dødsenglene og denne mand, han vidste hvordan man fik mandens respekt og hvordan man skulle gebærde sig, for ikke at ende et hoved mindre. Manden knyttede hånden om pisken, så hans knoer blev hvide.
Men før han nåede at starte historien, havde Zean kaldt og manden vendte sig om mod Zean.
Åh, denne mand var tvunget til at være stærk, til at kæmpe for ikke bare sig selv men også sin race, sikkert uanset om han ønskede det eller ej. Det ville ikke være nemt for ham at give ansvaret videre og det var heller ikke hvad Zean forlangte...Endnu.
”Deimos” Han forstod ikke det med sjæle og sådanne ting. Måske en dag, men ikke lige nu. Deimos mistede tålmodigheden...Og pisken fløj igennem luften. Zean kunne ikke sige om den snittede Rei i slaget, men han kunne i hvert fald konstaterer den bidende smerte over...Alt!
Alle ni dele af pisken, alle vædet og passet med største omhu. Metallet, der borede sig igennem hans veludvalgte tøj og ind i huden på ham, flænsede det langt mere smertefuldt end hans far nogensinde havde kunne slå ham. Det slog gnister for hans øjne af smerte....Som underligt nok var en blanding af forfærdelig smerte og en minimal fornemmelse af nydelse. Kunne dødsengle nyde deres egen lidelse? Han var i tvivl på dette punkt. Men noget inden i ham var ødelagt nok til at bemærke dette.
Tre havde ramt benene, fire hans overkrop og arme, to hals og hoved. Han var trævlet op. Tøjet havde for det meste beskyttet hans hoved, men han havde ingen hænder til at beskytte ansigtet. I stedet havde han vendt sig, så pisken først og fremmest ramte hans ryg. Og han mærkede hvordan han gled ned på det ene knæ i en pludselig afmagt. Det føltes som uendeligheder før smerter fortog sig lidt og han igen fik muligheden for at tænke bare lidt klart. Jernet havde grebet fat i hans reb, der havde holdt hans hænder fanget og han mærkede hvordan de løsnede sig...Men endnu ikke var fri.
Til al trods stablede Zean sig på benene. Hans kolde øjne gennemborede trodsigt Deimos og han stod rank, som om han fortalte Deimos at han måtte piske løs, men at han stadig ville blive der. Han kunne mærke blodet løbe...Løbe fra hans ene kind, pisken havde ramt. Fra den ene side af halsen. Fra flere steder på ryggen og benene og armene, men han var uden mulighed for at bedømme hvor alvorligt sårene var. For nu måtte han håbe de blot føltes værre end de var.
”Kan du ikke se det? Du, I, alle dødsenglene kan flygte. I kan fortsætte med at gemme jer, i kan fortsætte med at flygte. I kan slå de eneste rester af venner i endnu har, ihjel...Men kan du ikek se det? Sandelig kan du ikke være så blind at du ikke længere kan kende ven fra fjende, at du ikke kan se hvor magtesløs og forvirret folket er?” fortsatte Zean ufortrødent. Deimos blik gled over vagterne, som var han først nu opmærksom på de ikke var alene. Vagterne stod forholdsvis passive omkring dem, uden helt at vide hvad de burde gøre.
”Jeg har hørt i måtte nedlade jer til indavl, for blot at holde racen på vingerne! At i er spredt for alle vinde. I vil aldrig blive en stor og stærk race igen på denne måde”
Deimos sænkede pisken. Men han var ikke færdig.

”Du forstår intet, udefrakommende. Du er ikke født her og du er næppe særlig gammel. Du skal ikke komme her og snakke til mig om hvordan tingene er eller burde være. For næppe forstår du noget af det!” mandens ord var både rigtige og forkerte.
I stedet vendte han ryggen til Rei og gik over til Kimeya, der stadig gjorde lidt oprør, trods hans vagter ikke havde turdet, eller ønsket, at give slip. Deimos kolde blik gled over den døde dødsengel, foden gled ud og puffede let til benet på manden, der spjættede let ved bevægelsen. Hans øjne gled da fra den døde til Kimeya og hadet var så stort, at det var det eneste der stod aftegnet hos manden.
”Til dig. Til dig er der ingen nåde. Du vil end ikke få muligheden for at tale din sag. Din familie blev vores fald og for hvad? For frygt? Fordi vi ikke rettede os efter jer? Fordi i ikke kunne styre os som dukker? Vi har altid haft en anden fornemmelse af døden end mange andre. Vi har altid næret os ved folks lidelser. Var i bange for vi ville falde jer i ryggen og pine jer i stedet? Sølle var de og sølle vil i altid være!” Pisket hvislede i luften med Kimeya som det klare mål. Vagterne der stod omkring ham sprang væk for ikke at blive ramt...
”Glade er vi for endelig at få noget af det blod der forrådte os...For at få muligheden for hævn...Hvad siger i dødsengle? Har vi ikke ventet på dette? Vil dette offer ikke i sandheden være den rigtige, uanset om guderne findes eller ej?!” Han løftede armene, også den med pisken, så pisken dinglede ved siden af ham, da han talte højt og inkluderede alle dødsengle i salen. Men uanset hvad han forventede, var der stille. Dødstille. Og så, spredte råd der gav manden ret og få klapsalver, folk der nikkede. Stemningen spredte sig, og kun få blev blot stående som statuer.

Tingene ville snart ende i kaos, konstaterede Zean. Hvis han ikke reddede dette ville alle hans planer falde til jorden, for dødsenglene var langt længere ude og væk fra fornuften, end han havde troet. Deimos havde igen taget magten i rummet. Dette passede på ingen måde Zean, men han fandt det også svært at kæmpe alene, stadig med rebet bundet om hænderne. Han hadede manden, Kimeya, for de ting hans blod havde gjort mod dem, trods han ikke helt vidste hvad, vidste nogen detaljer. Men han havde også brug for manden uanset.
Mens manden havde talt var Zean gået hen til en af stativerne og fundet en dolk, som han let havde taget og skåret resten af sine reb over med. Derefter løsnede han pisken fra sit bælte og nærmede sig denne gamle og magtfulde dødsengel. Han var faktisk ikke bange. Hans krop var varm og sved, den brokkede sig over hans bevægelser, der forhindrede hans nye sår at falde til ro. Måske ville han endda få betændelse senere...
Han svingede pisken. Den gamle dødsengel forventede jo ingen modstand derfra...Og derfor snoede pisken sig om mandens ene ben, uden han opdagede det og Zean hev, så manden mistede balancen og faldt baglæns, så lang han var. Han tabte sin nihalet pisk og Zean var hurtigt ovre ved siden af ham og sparkede den væk. Sjældent havde Zean været så hurtig, som da han trak sin dolk og satte sig overskævs på manden og med dolken mod mandens strube, hårdt, så blodet gled ned over mandens rynkede hals og dryppede på gulvet. Det var overraskende og ingen havde forventet dette...Eller havde de?
Rummet blev stille igen. Endnu en gang så stille at en nål kunne falde til gulvet og lyde som en larm fra klokker. Men så var andre lige så hurtige. Zean havde væltet den ene mand der holdte styr på dødsenglene og nu var enhver dem selv nærmest. Folk ignorerede nu den gamle og Zean. Nogen greb fat i Kimeya i den tro at hvis de dræbte ham ville alt blive bedre. Andre prøvede at nærme sig Rei, for uanset hvad den gamle havde haft af aftaler med ham, var han en fremmed og garanteret stadig skyld i mange af disse ting. Få var opmærksomme på Zean. Skulle denne mand dø, for at komme og bringe ballade til deres dør? Men var det ikke forkert at slå en af deres egne ihjel? Og burde de hjælpe deres overhoved?
Få havde svar på noget som helst. Ingen havde styr på hele historien. Og lige nu, ville ingen lytte længe nok til at få det.

[Deleted]

Rei lukkede sine øjne for et ganske kort øjeblik inden lyden af Zeans stemme lød. Den gamles værdighed var sat på spil udelukkende ved Rei's lille stunt og det var netop det, som kunne give Zean en chance for at overtage magten blandt sine egne. Folket var splittet og forvirret, med tanke på hævn og blodudgydelse. Hvad ville Zean kunne formå at gøre for at genvinde styrken? Ah~ Smilet bredte sig over hans læber da pisken undveg. Han så til lige fra start af og det frydet ham inderligt at se den voksende frygt i hans øjne. Hvad folket havde brug for, var ikke en leder der blot kunne svinge pisken og udgyde smerte, som straf for uorden, trods deres samfund næsten levede af det. Deimos var en såkaldt kriger og langt fra egnet til at lede sit folk. Lidt ligesom det Kimeya var gået hen og blive. Det som Marvalo slægten altid havde været kendt for. Det løb gennem deres blod og det ville det for altid gøre.

Som det hele tog til og Deimos blev lagt ned, vendte Rei sig omgående mod Kimeya og Før der var nogen der kunne få deres hænder lagt på ham fik han englene bagbundet ved hjælp af magi. Han trådte roligt over og løsrev Kimeya. Han kiggede ned på ham med et sigende lumsk smil.
"Tiden er inde til at vise hvad du har at tilbyde, Kære Leder~" Han vendte sig denne gang fra Kimeya og ud mod resten af dem der end ikke havde vovet sig tæt nok på.
"Hvad i ser foran jer, er en man af jeres egne der har formået at forene to modstridende slægter, som længe har forvoldt smerte og pinsel over jeres folk. Zean er en mand der har talt om sit ønske om at genforene sig med sit folk. Og Marvalo, så vel som Salore skal ej strides om magten længere og komme med løfter om et liv i frihed, som i engang havde. Marvalo, Warlockenes leder og øverstbefalende vil håndhæve Zeans ønske og bakke Zean op som en klart værdifuld allieret. Og jeg Rei Salore vil i min families navn, håndhæve de gamle skrifter og aftaler der er blevet jer givet. For dem af jer der endnu har mod på at genvinde friheden, vil også blive mødt med åben øre. I vil blive hørt og igen få en stemme blandt de mest magtfulde, der den dag i dag har mest indflydelse på Dvasias." Rei's tone var høj klar og tydelig og uden tvivl kunne han se at der var et overvældende flertal der begyndte at overveje hans ord. De stod og lyttede, ønskede at vide mere om disse såkaldte håndhævelser. Han vendte blikket tilbage mod Kimeya og sendte ham et sigende smil af fornøjelse.
"Gå imod mit ord og slaget vil være tabt. Dertil vil dit hoved flyve som det første... ved min hånd!" Hans stemme var lav og hvislende, men hans mine var direkte det modsatte. Skulle det vise sig at Kimeya havde andre intentioner om denne mission, så ville hans ord til Zean holde stik og derved bevise at han end ikke havde nogen intentioner om at hjælpe Zean overhovedet. Uanset, så var det er klart skakmat, fra Rei. Han klappede Kimeya på skulderen og vendte blikket mod Zean. Han samlede sine hænder på ryggen og trådte pænt op på siden af Deimos. Han forventede sig næsten at Zean ville skære halsen over på den gamle. Ungt kød var langt bedre i det her tilfælde og med et folk der var så splittet, så var det i grunden det bedste udgangspunkt.
"Gør det af med ham," Hviskede Rei lavmeldt for ikke at gøre det alt for åbenlyst. Hans blik hvilede køligt ned på sin mester, men hvad var det nu med at vise nåde? Oh jo~ det ville til alle tider vende ryggen til en og spidde dig når du mindst ventede det. Deimos ville lægge skylden på hans skuldre? Det skulle han have tænkt på da han vendte Rei ryggen og ham og Vaine sætte hinanden ud af spillet. Var der noget som Deimos havde stilet efter, så var det i den grad magten og han havde haft den, hvis han havde støttet Rei. Det var en fortid der var ovre nu. En ny æra stod for døren, klar til at blomstre på ny!

[Kimeya Marvalo]

Lyden af råb og piskens smæld, lød i hele salen som et kæmpe ekko. Kimeya blev endnu holdt fast, som han blev tvunget til at se, hvad der skete for øjnene af ham. Hvis han dog bare kunne få hænderne fri. Han kunne jo i forvejen mærke, at de engle som holdt ham, ikke var meget for at være i nærheden af ham. Hans navn var frygtet, og det vidste han, og det var lidt det kort, som han kunne spille på i øjeblikket. Han kunne gøre modstand.. Det var i hvert fald ikke her, han havde tænkt sig at lade livet! Han var rent faktisk kommet for at stå ved den alliance, som han hermed havde indgået med Zean, og det var det som han var der for at bevise. Den mand havde lovet ham meget, og for at vise, at han stadig var den rette side at være på, så måtte han jo 'desværre' give manden lidt igen i den anden ende.
Denne gang var det hans tur. Manden kom ham i møde med pisken.. End ikke han ville få muligheden for at snakke sin sag? Det kom egentlig ikke bag på ham. Han havde igennem så mange år i sit liv, brugt dem på at jage dette væsen på flugt.. se dem flygte over alle bjerge, og slå sig ned så spredt, at det havde været umuligt at samle dem. Det havde jo været perfekt!
"Tror du virkelig, at det vil gøre enden på mig?" hvislede han. Nej, han havde bestemt ikke den store respekt for dødsenglene. Det var en respekt, som uden tvivl skulle vindes, og det gjorde man ikke ved at svinge pisken.. Og det var jo det, som manden gjorde overfor ham. Pisken ramte ham.. over skulderen.. og i ansigtet. Han klemte øjnene kraftigt sammen og vendte blikket væk, da blodet begyndte at pible frem. Smilet bredte sig igen på hans læber. Smerte var han vant til. Det var det som kom af Mord-Sith træningen, så det havde jo uden tvivl sine fordele!

Det hele eskalerede. Før Kimeya overhovedet kunne nå at se sig om, lå denne ledende dødsengel for fødderne af Zean med kniven mod struben og han blev hjulpet fri. Hænderne trak han fast til sig, og med blikket vredt vendt i retningen af Rei. Selvfølgelig skulle den mand bare gøre det værre for ham, at være her, end hvad det var i forvejen. Gud hvor han dog hadede det!
"Du skal ikke komme her og fortælle mig, hvad det er jeg skal, og hvad jeg ikke skal. Det kan jeg sagtens tage hånd om på egen hånd." For nu var stridsøksen lagt på is.. Men det var bestemt ikke ensbetydende med, at den var det, når de forlod stedet her igen! Denne gang var det ham som trådte frem. Han hævede hånden og strøg den over blodstriben på hans kind, dog uden at fortrække en mine.
"Jeg ved at min slægt har bragt jer sorg.. bekymring.. jaget jer på flugt, men vid dette.. Det er på tide, at vi lægger de gamle stridigheder bag os. Jeg gik sammen i en alliance med denne dødsengel.. støttede ham i hans søgen efter jer. Han ønsker at samle jer som et folk.. et fredeligt folk, som ligesom alle andre skal kunne leve i fred og fordragelighed. Selv jeg ønsker at gøre hvad jeg kan for at dette vil lykkes. Vid at denne unge dødsengel går med en drøm som vil gøre alt nemmere for jer.. så I for alvor kan forlade denne hule og dette usle skjulested.." Han vendte blikket mod Zean. Hvis dette ikke kunne overbevise dem, så var der intet der kan.
"Denne mand har kun gjort det besværligt for jer at være til.. slå ham ihjel... åben vejen for de nye muligheder, som vil blive jer skænket og vid, at Marvalo og Salore vil stå jer i ryggen," afsluttede han mere bestemt. Han var en mand af ord.. Og han var rede til at stå inde for dem.