Ærinde i byen

[Soraya Salvorique]

Rimshia city. Et fantastisk sted ifølge Soraya. Der var altid masser af mennesker, som hun kunne se ned på og være højere hævet over. De fleste kendte til hende som Soraya Marvalo, men hvad der ellers foregik derhjemme, det var for alle ukendte af gode grunde. Det var også sådan hun bedst kunne lide det. Hun gik roligt ned langs den ene gade. Hendes dragt var på som altid, for hun gik ikke udenfor en dør uden den på noget som helst tidspunkt, eftersom hun havde en hvis standard at opretholde. Hendes agiel lå også lige til højre hånd siddende i et af de mange spænder som dragten havde. Hun var blevet sendt i byen af Kimeya for at hente en genstand i en speciel butik, som hun faktisk ikke vidste hvad solgte. Hun skulle bare opgive hans navn, tage tingen og så ellers komme hjem. Hun gik derfor meget målrettet ned ad gaden og nåede så til midtbyen hvor hun stoppede op. Hendes blik søgte et skilt, der kunne lede hende til butikken, men hun kunne umiddelbart ikke se den. Måske den lå i en af sidegaderne til centrum? Det måtte den jo gøre. Hun satte farten en smule ned og begyndte at se efter den. Hun havde fået forklaret vejen, men blev nu lidt usikker, hvor hun stod midt i byen. Hun sukkede dæmpet, stoppede op igen og puffede hendes lange fletning om på ryggen. Håret var sat op som altid; en høj fletning, med en knold, hvor resten af fletningen så hang ned fra. Sådan som en rigtig mord-sith skulle se ud, som Kimeya havde lært hende siden hun var lille. Hun vædede sine læber og begyndte så at gå igen. Hun skulle finde en butik.

[Deleted]

Marcellus rejste altid rundt. Fra by til by, land til land. Han havde hjemme i Manjarno, men det var ikke meget tid han i virkeligheden tilbragte der. Hans job gjorde altid at han måtte tage på eventyrer rundt om i verden for at finde magiske objekter til forskellige kunder. Han havde sin fine sorte læder rustning på, sin sorte skjorte og bukser på. Den fine og elegante sorte kappe dækkede hans skuldre. Hans mørke, dybe øjne betragtede de mange menneske og deres adfærd. Han var nobel af fødsel og hos hans Fader havde han fået træning i hvad dette ville sige. Han gik med en elegance og holdt sit hoved højt. Hans udstråling viste at han ikke var en simpel bonde, men det der gjorde det tydeligst var når han snakkede. Han var meget velformuleret og høflig. Marcellus havde fået øje på en kvinde der bestemt ikke lignede de andre på det market han var kommet til. Han var sådan set kommet fordi en butik havde hyret ham til at bringe dem en genstand med hast. Normalt var dette ikke noget han gjorde, han handlede kun i at finde og anskaffe magiske genstande, men han skyldte butiksejerne en tjeneste. Så han gjorde det denne ene gang. Men han kunne da godt hjælpe denne smukke kvinde. Ikke fordi hun var smuk men fordi hun virkede interessant og som en potentiel kunde. Marcellus trådte op til Soraya og gav hende et anerkendende nik. Et charmerende skævt smil dansede over hans læber og han sagde med en blid og rug stemme, der klart bar en drilsk undertone '' Goddag yndige frøken, hvis de fugter deres yderst delikate læber fordi de venter på deres gemal.. Så vil jeg ikke forstyre.. Ellers er der måske noget jeg kan hjælpe dem med.. Jeg kender byen godt ''. Marcellus kiggede på hende med hans dybe mørke øjne og gav hende et uskyldigt og drilsk blink.

[Soraya Salvorique]

Soraya følte snart, at det hele begyndte at blive pinligt. Godt nok kunne man jo ikke vide hvor hver en lille special butik lå, men hun burde da kunne finde den hurtigere end dette, ikke? Hvad det var Kimeya skulle have for en genstand vidste hun ikke, men hun skulle hente den til ham, det var klart. Hun tog en rolig vejrtrækning og begyndte at gå igen, selvom hun dog ikke nåede særlig langt. En mand gik hende i møde og hun stoppede op igen, mens hun sendte ham et lidt skeptisk blik. Hun havde ikke meget tilovers for nogle. I det mindste så han ganske nydeligt klædt ud hvilket da betød, at han var højere af stand end normalen. Ikke at det ændrede noget for hende, hun havde kun to overmænd og ellers anså hun sig selv som 3. øverst. Faktisk var kongehuset jo også over hende, men når hun så bort fra dem. Hun trak på mundvigen og sendte ham et køligt smil. "Du kan da gøre én lille ting for mig... og vise mig hvor butikken Wormés ligger?" endte hun roligt. Hun håbede hun udtalte det rigtigt.

[Deleted]

Han kunne fornemme på den måde hun var på. Den måde hun reagerede på. Var denne kvinde af høj status?. Hvis hun var det skulle han virkelig passe på. Den sidste af sådanne kvinder han havde mødt havde fået ham eftersøgt i et helt land. Han havde bestemt ikke råd til at blive eftersøgt i et mere. Marcellus smilede charmerende og skævt og nikkede kort. Han sagde med hans rolige og rug stemme '' Jeg kender godt til denne butik, jeg skal med glæde vise dem der hen, yndige frøken ''. Han vendte sig om og hans smil forsvandt. Selv om dette kunne ende galt, så kunne det også gå den anden vej. Han var ved at løbe tør for muligheder og steder at gemme sig. Han vidste hvordan hans fjender var på sporet af ham. Det var blot et spørgsmål om dit før de indhentede og fandt ham. Han var dog ikke bange. Han overlevede som han altid havde gjort. Måske tog han fejl. Måske var denne kvinde bare en simpel nobel kvinde, men han måtte finde ud af det. Han førte hende hen til butikken. Han havde været i byen mange gange og kendte den efterhånden godt. Ikke nok med det, så gik han altid en by igennem for at kende smutveje og skjulesteder hvis han nu fik brug for dem. Da de stod foran butikken, smilede Marcellus og lavede en gestus som tegn på at de var nået frem.

[Soraya Salvorique]

I Sorayas hoved, var hun af meget høj status. Hun så ned på alle pånær de få undtagelser som hun jo så så op til i stedet for. Men okay, måske var hun vel nogen? Hun var trænet af warlockernes leder, den store Kimeya Marvalo, som hun vel egentligt også var sammen med. Deres forhold var nu ret udefinerbart, men ikke at det gjorde hende noget. Hun havde det bare perfekt hos ham og sådan skulle det blive ved. Hun trak på mundvigen mod ham. Han var nu ydmyg nok til, at hun ikke bare slog hånden af ham. Desuden havde hun brug for hjælp til at finde den butik, for den var ikke videre kendt af mange, da det var en lille specialbutik. "Udmærket," sagde hun og fulgte med ham. Hun havde da været på sporet af butikken i det mindste, men hun havde ret i, at den lå skjult for hovedbutikkerne. Hun så op mod skiltet og tilbage mod ham. "Og hvem kan jeg så takke?" endte hun. Opfordrede ham til at præsentere sig, da det altid var godt at kende navne på de folk, man kom forbi, ikke? Hun så roligt på ham og blev stående.

[Deleted]

Marcellus vidste ikke hvor klogt det var at sige hans navn. Han havde en følelse om at denne kvinde var af en høj status, men en af Marcellus store svagheden og en han klart havde arvet fra sin Warlock moder var at han ikke frygtede nogen. Han kiggede på hende med et skævt og charmerende smil. Han bukkede let sit hoved og sagde med en rolig og rug stemme ''  Marcellus LaPiera Black.. Til deres tjeneste, frøken ''. Et navn der sikkert var blevet nævnt et par gange blandt visse adelige i en bestemt land. Den aura denne kvinde bar, gjorde at Marcellus viste en lettere ydmyg respekt. En respekt der sagtens kunne forsvinde eller blive forstærket. Men Marcellus havde desperart brug for venner højere steder hvis han skulle holde sig i live. Han kunne ikke blive ved med at flygte. Han var en jaget mand og antallet af dusørjægere der var efter ham var vokset. Han måtte gribe de chancer han nu engang så for at finde en allierede stærk nok til at yde ham beskyttelse. Heldigvis for Marcellus var han bestemt hverken svag eller dum, dette var også grundene til han ikke var blevet fanget eller dræbt. Han havde haft en underlig tendens til at møde magtfulde kvinder for tiden der sad på høje poster. Men ingen mænd, det var ført nu han tænkte over det. Måske var det snart på tide det ændrede sig en smule. Dog var dette bare en tanke. Han havde hverken folkene eller kontakterne til at spille et politisk spil af nogen art.

[Soraya Salvorique]

Soraya lod hovedet søge let på sned. Hvis han ikke fortalte hende sit navn, så skulle hun nok kunne vriste det ud af ham. Hun bar nemlig ikke bare rundt på en stærk warlock, men også en mental dæmon, der endda kunne gå ind og dominere Kimeya, hvis hun havde lyst til at bruge det mod ham. Hvilket hun selvfølgelig ikke havde. Hun så tænksomt på ham. Havde hun ikke hørt det navn før? Hun var ikke helt sikker, men uden tvivl, så skulle hun da nok finde ud af det. Hun trak skævt på mundvigen og holdt sit blik mod ham. "Tak for at vise mig vejen her til butikken, Marcellus," endte hun høfligt. Ikke fordi hun lagde meget i hendes tak, men hun behøvede jo ikke blive uvenner med alt og alle på sin vej bare fordi hun så sig selv som højere hævet over dem. Manden udviste en vis respekt for hende indtil videre, så den ville hun da gerne beholde fra hans side, for så var det hele klart nemmere. "Mit navn er Soraya Marvalo," endte hun så og med en tydelig stolthed. Hun var meget glad for alt hun havde opnået ved at være hos Kimeya, for så langt ville hun aldrig være kommet, hvis hun ikke havde valgt ham fremfor sin biologiske familie. "Hvis du lige vil have mig undskyldt et øjeblik, jeg skal blot samle noget op fra butikken." Hun vendte om på hælen, trådte op af to trin til butikken og gik ind.
Der gik ikke mere end et øjeblik før hun kom ud igen, denne gang med en pakke under armen, som jo var det, hun egentligt var kommet efter. Mon Marcellus var blevet hængende?

[Deleted]

Marcellus nikkede venligt. Hun var velformuleret og udviste venlighed og respekt. Det var bestemt noget Marcellus havde respekt for. Men denne butik lå væk fra de andre, isoleret. Han havde en dårlig fornemmelse. Selv om han ikke var eftersøgt her, så kom dusør jægere stadigvæk. De ville rejse gennem lande for at få fat i deres mål og indløse dusøren. Ikke nok med det, så var hans faders folk også efter ham. Men Marcellus valgte at vente. Han måtte tage chancer en gang i mellem. Kort efter Soraya gik ind i butikken kom tre personer frem. Den ene trådte frem og sagde '' Hr Black.. Du har været yderst svært at finde.. Jeg tror det er bedst du følger med os ''. Marcellus løftede et øjenbryn og sagde roligt '' Og hvorfor skulle jeg det.. I har ingen magt i denne by ''. Manden grinede og sagde '' Sandt.. Men hvis ikke du møder os udenfor byen efter solen er gået ned... Så finder din far ud af hvor du er ''. Marcellus lukkede sine øjne. Han tog en dyb indånding og bed tænderne sammen. Kort efter åbnede han atter sine mørke dybe øjne. Han kunne ikke have en deling af specielt trænede vampyrer i hælene. Han sagde roligt med en sur undertone '' Fint ''. Han vidste det var en fælde, men han havde intet valg. Mændene grinede og gik igen. Marcellus blev stående med et tænksomt udtryk plantet på hans ansigt. Dette var en sikker fælde. En der næppe endte godt for ham.

[Soraya Salvorique]

Soraya skævede ned ad gaden, hvor tre personer lige nåede at dreje omkring et hjørne. Hun kneb øjnene sammen. Var der sket noget her mens hun havde været her? Marcellus så anderledes ud i ansigtet end da hun havde forladt ham for et øjeblik siden. Hvad mon det kunne være? Det var da helt klart noget hun ønskede at finde ud af. Hun vidste nu ikke, om det havde noget med de personer at gøre, men om ikke andet, så måtte hun jo tage chancen og spørge om det var det. "Hvad ville de tre undermålere?" spurgte hun ham så direkte. Hun gjorde en gestus til at gå ned ad gaden, da hun jo sådan set havde fået det hun var kommet for, så hun ville hellere tilbage i midtbyen. Hun begyndte at gå med afmålte skridt, mens hun holdt sit blik mod ham. Det var da pænt af ham, at han sådan set havde ventet på hende, for han kunne jo blot være skredet, nu hvor hun var blevet henvist til butikken.

[Deleted]

Marcellus smilede og nikkede anerkende da Sonaya vendte tilbage. Hendes spørgsmål fik ham kort til at trække på smilebåndet. Han korte elegant en hånd gennem hans hår imens han overvejede om han skulle fortælle hende sandheden eller om han skulle finde på en løgn der kunne gøre alt dette meget nemmere. Dog vidste Marcellus også at hvis han skulle have nogen som helt forventning til at skabe en alliance med Sonaya så skulle han ikke lyve. Marcellus kiggede i den retning mændende var gået og sagde '' Det er meget simpelt hvad de ville, kære frøken. De ville blot true mig med følgerne hvis jeg ikke gik i deres lille fælde.. Ser de, Jeg har skabt mig nogle fjender der vil betale fyrsteligt for mig i et andet land.. Så derfor vælger mindre intelligente folk som.. disse ~undermålere~ at opsøge mig.. Det vil bestemt ikke blive et stort problem.. Og bestemt ikke noget jeg ønsker at bruge deres dyrebare tid på, yndige frøken ''. På trods af at Marcellus var en smule vrissen efter deres trusler, lod han det ikke vise sig i hans stemme eller opførsel overfor Sonaya. Han var som altid lige så høflig og viste kun de bedste mannere. Han smilede skævt og charmerende og gav hende en blik med øjet før han grinede en smule og gjorde gestus til hun kunne træde forbi ham