Dansende ild

[Deleted]

Lily Rose Summers - @eriz

Ilden knitrede lystigt i den store pejs, så skyggerne dansede rundt på væggen. Store og mørke. Der var for en gangs skyld ingen i pejsesalen. Den sidste tjener havde lige forladt rummet, for at få noget søvn, inden en ny vagt truede. Derfor var Macaria overladt til sig selv.
Hun lå med nogle puder under sig foran pejsen. Varmen gjorde hende døsig og tung i kroppen, hvilket var behageligt, efter en hård dags arbejde, hvor hun både havde haft møder, samt skulle stå ret over den unge prins, der på ingen måde syntes om hende.
Nu lå hun med et par rapporter spredt ud foran sig, og skrev notater til dem. Der var altid arbejde at gøre. Selv i fritiden. Lyden af den kradsende pen, fyldte hendes øre i stilheden, som herskede i stuen. Hun var iklædt en enkel aftenkjole, og det bølgende, kastanjebrune hår var kun samlet i en lædersnor, for at holde det væk fra ansigtet. Træt hvilede hun hovedet i den ene hånd.
Det var ikke til at sige hvad klokken var, men hun havde på fornemmelsen, at de fleste var gået i seng på nuværende tidspunkt, selvom slottet aldrig helt sov. Gangene var fyldt med vagter, tjenestefolk vimsede stadigvæk rundt, og et sted eller to, skulle der nok være en person vågen i sit kammer.
Hun gjorde et pergament færdig, og lagde pennen fra sig. Forsigtigt skruede hun låget på blækhuset, så hun ikke spildte på det dyre gulvtæppe, inden hun pustede på pergamentet, så blækket ville tørre hurtigere. Der var stadigvæk mange rapporter tilbage, som skulle læses igennem, og skrives notater til. Hun kunne se frem til lidt søvn, og meget arbejde.

[Lily Rose Summers]

Selvom det var sent, så var Lily nu ret frisk. Hendes døgnrytme var helt skæv, eftersom hun var vågen om natten og sov om dagen, selv på trods af, at hun jo slet ikke var et væsen af natten. Og så måske alligevel, for som kat havde hun jo et virkelig godt nattesyn. Hun havde brug for at varme sig lidt, da hun havde strejfet omkring på gangene i længe. Pelsens mange nuancer kom til syne på forskellige vis, alt efter hvordan faklernes skær lige ramte hende. Hendes øre stod fremad, da hun fulgte med i alle lyde og alle sanser var skærpede i øjeblikket. Hun kunne lugte blæk på afstand, men det kom fra et underligt sted af. Fra... pejsestuen? Hun måtte vist hellere lige tjekke det ud. Hun nåede hurtigt døren, som hun fik skubbet op og smøg sig så ind. Selvom hendes magi nu var frigjort, så hun kunne forvandle sig som hun lystede, så var det stadigvæk kun Enrico og Mattheus, der kendte til hende. Og Kimeya, men han havde vist intet at bruge den viden til. Hun bar dog stadig et flot halsbånd, eftersom hun jo tilhørte Mattheus og selv havde bedt om halsbåndet, efter han havde taget den grimme magi-låsende lænke af hende. Hun kunne nemlig ikke undvære noget, der symboliserede hans ejerskab. Med en lav miau'en, så gjorde hun opmærksom på sig selv. Macaria var rådgiver her og hun vidste, at Mattheus ikke brød sig meget om hende. Hun selv havde ikke rigtigt en mening, hun havde mere bare Mattheus' mening. Hun listede på poter hen til Macaria og tjekkede ud, hvad hun lavede. Arbejde. Så forstod hun blæk duften.

[Deleted]

Med et ryk vendte Macaria hovedet mod lyden af den bløde mijaven. Hun havde ikke hørt nogle som helst skridt! Da hun opdagede katten, kom forklaringen til hende, med den lydløse poter. Et bredt smil voksede sig frem på hendes læber, og hun satte sig op i skrædderstilling.
”Hej lille mis,” hilste hun, og rakte en hånd ud mod den flotte kat. Dens pels var fantastisk. Så mange nuancer spillede over dens slanke krop, så Macaria kunne bruge timer på at studere dem. Hun havde ikke set katten før. Gad vide om det var en tjeners, eller…
Hun fik en hånd under kattens mave, og trak den op i sit skød. Der lagde hun mærke til halsbåndet, der var omkring dens hals. Et smukt halsbånd. Alt for smukt til at være en tjeners løn, der havde købt det.
”Hvor er du dog en smuk lille frøken,” kælede Macaria, og strøg katten over den glatte pels. Hun havde aldrig selv haft en kat. Måtte aldrig. Katte havde dog altid været hendes ynglings dyr med deres bløde skridt, smygende ryg, intelligente og selvstændige sind. Meget kunne man lære fra kattedyrene.
”Hvem mon du tilhøre? Jeg har ikke set dig før. Forhåbentligt er du ikke faret vild?” Blidt strøg hun fingrene gennem pelsen, og nød hvor blød kattens krop føltes. Hun kunne ikke lade være med at smile kærligt ned til det lille kræ. Arbejde var så godt som glemt.

[Lily Rose Summers]

Selvom Lily opførte sig som en normal huskat, så var hendes forvandling jo faktisk en ocelot. Lidt større end en almindelige huskat, men ikke en kæmpe kat som en tiger eller noget i den stil. Hendes pels var flot markeret i mange nuancer og hun havde både masser af lysebrune og hvide nuancer, samt mange mørkebrune og nærmest sorte markeringer. Farven kom fra hendes naturlige hårfarve som menneske, hvilket kun Mattheus vidste og havde set sammenligningen på. Hendes øjenfarve gik ligeså igen, men så anderledes var den ikke, at den afslørede, at hun ikke var født kat. Desuden havde hun levet så længe i katterollen, at hun hurtigt fandt alle kattens sanser frem foran sine menneskelige, når hun strejfede rundt på 4 poter. Som Macaria hilste på hende, så stod hendes øre lige op i luften. At hun skulle løftes havde hun ikke lige regnet med, så hun endte med at ligge i Macarias skød, nu hvor hun havde sat sig i skrædderstilling. Hun lugtede en smule til hende. Mattheus havde snakket om Macaria en del, men det var første gang hun faktisk selv mødte hende. Halsbåndet var uden tvivl dyrebart og der stod også 'Mattheus' indgraveret i det. Hun kunne godt lide at have et symbol på, at Mattheus jo faktisk ejede hende. Hun miavede dæmpet og spandt en smule, da hun blev aet, for hun elskede virkelig at blive nusset. Hun lagde sig på siden, hvor halsbåndet nu blev mere tydeligt og man nok ville kunne læse indgraveringen.

[Deleted]

Halsbåndet skinnede i lyset fra flammerne, så Macaria kunne skimte indgraveringerne. Øjenbrynene fløj i vejret, og det var lige ved, at hun havde skubbet katten af sig, da hun så hvem der ejede den.
Hurtigt hævede hun hænderne over hovedet.
”Åh nej! Åh nej, åh nej, åh nej…” gispede hun, og kiggede sig rundt, for at se om nogle havde set, at hun havde rørt prinsens kat. Han var allerede ikke glad for hende. Måske ville han blive gal, hvis han opdagede, nogle aede med hans kæledyr. Hvor ville hun dog ønske, Enrico ville fortælle hende om sådan nogle ting, så hun ikke dummede sig endnu mere, end hun allerede havde gjort med prinsen. Der var dog ingen som kiggede.
Forsigtigt lod hun hænderne falde ned igen, for at hvile på kattens varme side. Den var så smuk. Fingrene nussede fraværende den bløde pels.
”Hvis bare Mattheus var så nem, som dig,” sukkede hun ned til katten, der så ud til at nyde, at blive kælet for. ”Så ville det bare kræve, at nusse ham over håret, og så ville han kunne lide én.”
Det var tydeligt prinsen ikke faldt for hendes charme, eller hendes måde at gøre tingene på. Hver eneste gang de så hinanden, blev hun mødt af en hård mine og kolde øjne. Selv dronningen havde været nemmere, at komme ind til.

[Lily Rose Summers]

Lily mærkede hurtigt, at Macaria blev forbavset over at læse indgraveringen på halsbåndet. Det var vel klart, eftersom Mattheus virkelig ikke brød sig synderligt meget om hende. Men mon ikke Macaria alligevel var velset af nogle her på slottet, eftersom hun var her endnu? Ellers ville hun vel være røget på porten. Mattheus var også en hård nød at knække og alt skulle gerne gå efter hans hoved, for ellers var der ingen nåde at hente. Det havde hun jo selv oplevet. Hun var gået imod hans ord og var endt med at blive tvunget i skikkelsen som kat, låst i skikkelsen i... ja gud ved hvor længe, før hun faktisk formåede at bløde ham op, så han lod hendes magi være fri. Men hun blev her jo, dum som hun var. Hun elskede Mattheus og var meget knyttet til ham, så hun kunne aldrig forlade ham.
Hun blev dog liggende på siden. Det var altid lidt spændende at lære folk at kende her på slottet, eftersom der var masser af sladder at hente rundt omkring. Hun havde da vist fået et par tjenere fyret igennem tiden, men de havde heller ikke hørt til her. At blive kælet med af andre, mente hun dog ikke som sådan at Mattheus havde et problem med. Hun var en kat og folk kunne godt lide at snakke med hende som regel, eftersom de færreste anede, at hun var magiker. Enrico vidste det, som den eneste anden her på slottet. Hun drejede hovedet lidt og sendte Macaria et undrende udtryk, nærmest for at opfordre hende til at fortsætte med at snakke.

[Deleted]

Blidt strøg hun katten igennem pelsen med sine lange fingre. Kattens øjne var så udtryksfylde. Næsten som var det et menneske, hun havde en samle med. Eftertænksomt betragtede hun ocelotten. Måske forstod den hvad hun sagde. Magiske væsner var ikke sjældne i denne verden.
Hun sukkede, og nussede den under hagen med alle sine fingre, så den måtte løfte ansigtet op mod hendes. ”Du kan godt lide mig, kan du ikke, lille prinsesse?” spurgte hun den med et kærligt smil, og bøjede sig ned, så hun kunne puffe til hendes næse med sin egen.
”Jeg forstår selvfølgelig godt, det er svært for Mattheus, når det er Enrico, som skal udskiftes, men Enrico har selv valgt mig,” forsatte hun en smule frustreret. ”Hvorfor kan Mattheus ikke stole på hans dømmekraft? Hvorfor kan han ikke give mig en chance? Vi kommer trods alt til at hænge på hinanden i mange århundrede.”
Hun sukkede og lagde sin pande mod ocelottens, inden at hun lod sig falde tilbage mod gulvet. Armene over hovedet, og væsnet stadigvæk liggende i sit samlet skød.
”Alle har taget godt imod mig. Dronningen, Enrico, diverse adelige. Alle men Mattheus. Åhr! Hvis han dog bare kunne….” En irriteret lyd lød fra hende, inden at hun lagde armene over hovedet. Det hjalp på en måde, at få talt om sine frustrationer med prinsen – også selvom det var til et dyrt. Hvor udtryksfuldt den så var. ”… i det mindste bare besvare mine smil. Give mig et klap på skulderen, eller et eller andet. Jeg bliver hans højre hånd på et tidspunkt. Vi skal have et bånd! Ikke nødvendigvis som Enrico og dronningen – misforstå mig ikke, han er en flot mand – men… bare et lille bånd. En smule tillid. Efter alt det jeg gør. Alt det jeg prøver med Manjarno. Hvis han bare vidste….”

[Lily Rose Summers]

Lily spandt dæmpet. Hun kunne godt lide at blive aet, men det var jo i kattens gener mere fremfor de menneskelige gener. Hun ville faktisk helst nusses med, hvis hun skulle blive hængende, for ellers fandt hun nogle, der faktisk gerne ville. Hun forstod jo faktisk alt hvad Macaria sagde, selvom hun prøvede på at skjule det. Kattedyr kunne jo godt virke meget forstående uden egentligt at forstå noget. Hun lagde hovedet tilbage da hun blev nusset under hagen. Macaria virkede da ikke så slem som Mattheus havde givet udtryk for? Gad vide hvad Mattheus' problem med Macaria egentligt var. Det måtte hun da vist hellere undersøge, for Macaria virkede meget frustreret over det. Hun mijavede blidt og nussede sin næse mod Macarias, da hun bøjede sig ned.
Hun lyttede nøje til Macarias ord. Ah ja, der var jo nok problemet. Der var vist noget med Enrico og Mattheus førhen, eller hvad? Ej, hun kunne ærlig talt ikke huske det, hvis hun overhovedet havde fået noget at vide. Hun lo i sit indre. Hun slikkede sig om snuden og da Macaria lagde sig tilbage mod gulvet, så kravlede hun op på hendes mave i stedet og krøllede sig sammen der. Hun gad næsten godt, at hun faktisk kunne svare Macaria, men hun turde slet ikke forvandle sig foran hende, det var da alt for farligt og slet ikke noget Mattheus ville synes om. Hun løftede hovedet og så mod Macaria og prøvede at sende hende et nærmest opmuntrende blik.

[Deleted]

Med et stille suk hævede Macaria sig op på albuerne, så hun kunne kigge ned på katten, der havde fundet ro på hendes mave. Den varmede hendes hud godt op. En blanding af et grin og et fnys lød fra Macaria, og hun rakte sin hånd ud, for at nusse hende bag øret.
”Du er en fin, lille én,” fortalte hun katten, der både virkede udtryksfuld og lyttende. På en eller anden måde kunne Macaria ikke lade være med at snakke med hende. Blidt smilede hun til kræet på maven.
”Jeg må spørge Enrico om hjælp med prinsen, må jeg ikke?” spurgte hun den, og kiggede i dens følelsesfyldte øjne. ”Og gøre det bedre næste gang jeg møder ham. Jeg må forhøre mig om ham. Finde ud af hvad han kan lide, hvem han kan lide, og hvordan jeg får ham til at kunne lide ham. Bare så han giver mig en chance. Lyder jeg for desperat?” Hun grinede til katten, og lagde sig igen helt ned, men blev dog ved med at nusse kæledyret bag øret. ”Ja… jeg er måske desperat. Han er flot, syntes du ikke? Smigre og forførelse virker desværre ikke. Måske skulle jeg bare… det ved jeg ikke….” Endnu et suk undslap Macarias læber, mens hun lå, og stirrede op i loftet. Det var behageligt, at ligge med katten som selskab. ”… det skal nok gå, prinsesse. Jeg finder ud af det. Forhåbentligt…”

[Lily Rose Summers]

Lily fulgte Macaria med blikket da hun hævede sig op på albuerne, men blev stædigt liggende på hendes mave, da hun faktisk ikke havde lyst til at flytte sig lige nu. Hvad var der med vampyrer og katte. Måske hun følte sig lidt beslægtet på grund af hugtænderne og instinkterne? Hun vidste det ikke helt, hun vidste bare det var tiltalende. Hun spandt på en tilfreds måde, som Macaria igen nussede hende, nu bag øret. Det var rart bare at lytte. Hun mødte Macarias øjne og vidste ikke helt om hun skulle nikke eller ryste på hovedet. Eller ikke sige noget, eftersom det vel også var for mærkeligt, at hun var så forstående? Og kunne svare? Eller hvad? Hun ville jo ikke afsløre sig selv, det ville ikke være smart. Hun smilede indvendigt og udstødte en sød lille lyd, der egentligt var et ret tvetydigt svar. Ja, hun burde blive ved med at prøve at åbne op for Mattheus, for man kunne sagtens komme ind på ham, men hun måtte ikke være for desperat, for så ville han lukke i igen. Han var som en musling på det punkt. Hvis man nærmede sig hans perle for hurtigt, så klappede han i. #Meget flot,# tænkte hun for sig selv, men alt der kom ud var et "miav." Hun strøg sit hoved mod Macarias mave og lå rigtig godt. Faktisk havde hun det godt lige nu, så hendes hale strøg også frem og tilbage.

[Deleted]

Hånden som kærtegnede kattens pels, blev langsomt mere og mere slap, indtil den lå bevægelsesløs ovenpå kattens ryg. Macaria havde ligget eftertænksom med blikket rettet op mod loftet, mens flammerne varmede kroppen op. Intet åndedrag kunne høres eller ses ved hævelse og sænkelse af brystkassen. Øjnene blev dog tungere og tungere. Katten varmede hendes mave op.
Alle tanker om papirarbejdet blev glemt til fordel, for at nyde nuet, samt tænke på alt hvad der var sket for tiden. Hun havde brug for det. Tankerne skulle sættes på plads. Specielt efter alt det med Marcellus.
Det var lang tid siden, at hun havde ligget sådan her. Siden hun var rejst på slottet, havde hun faldet i søvn alene i den store himmelseng, hvilket hun ikke brød sig om. Hun var vant til at sove i én seng, sammen med sin familie, men nu hvor de alle var spredt ud over landet, og hun boede på slottet, var der ingen at dele seng med. Derfor var det så behageligt, at ligge med et andet væsen på sin mave. Trætheden kom snigende sammen med roen.
Til sidst gled øjnene helt i. Tankerne blev mere og mere abstrakte, indtil de blev til drømme, og efter et stykke tid var Macaria ikke længere vågen. Nu og da nussede hun katten, når hun kort vågnede op, for derefter at falde hurtigt i søvn igen. Det var første gang i lang tid, hun havde haft det så behageligt, og ikke være faldet i søvn alene.

//out

[Lily Rose Summers]

Lily følte sig meget beroliget af Macarias kærtegn. Hun lå selv og faldt lidt hen, mens hun bare lyttede til omgivelserne, selvom alt virkede stille og roligt. De var ret alene her i pejsestuen, hvilket vel egentligt var godt nok. Gad vide hvad Mattheus ville sige til at finde hende på maven af den nye rådgiver? Hun vidste det ikke helt, men om ikke andet, så bekymrede det hende ikke så meget lige nu. Hun spandt blidt og dæmpet ved de små kærtegn og faldt faktisk selv hen, som hun lå der på Macarias mave og hyggede sig. Hun endte selv med at falde i søvn og brummede dæmpet for sig selv. Hendes tanker forvandlede sig selv til søde drømme. Deriblandt Mattheus. Men bestemt også andre ting, der stadigvæk lurede i hendes underbevidsthed og kom frem når søvnen tog over.

//Out.