Run for your life...

[Deleted]

Amadeus havde svært ved at forstå, at nogen ville gøre skade på andre, for sin egen overlevelse. Selv tyveri og den slags, var heller ikke noget som han gjorde i. Selvom han havde den mulighed for at gøre hvad han ville - mere eller mindre bogstavelig talt, så var det ikke noget som han gjorde. Han ønskede jo egentlig bare sit fredelige liv, så det kunne vel ikke komme sådan helt bag på nogen, kunne det? "Du kan lide det, når det går godt.. men det kan koste dig livet, når det går dig skidt.. Er det så virkelig det værd?" Hvis han ikke var dukket op, så havde hun uden tvivl mistet livet. Selv på disse kanter, skulle man virkelig være forsigtig med hvad man gjorde, og hvad man ikke gjorde. Han lod hovedet søge en kende på sned, og med det samme lette smil på læben. "Et godt råd... Find noget mere reelt at lave," sagde han endeligt.

Amadeus kunne kun få hende med sig, ved at tvinge hende med op på en flyvetur, også selvom han vidste, at det ikke var noget som hun kunne lide. Et let smil passerede hans læber, idet han tog fat om hende, og hun tog fat om ham. Vingerne spredte ham, da han satte af, og tvang den op i luften igen. Efterhånden var det vel også gået op for hende, at han havde styr på det, som han lavede? Han vendte blikket let ned mod hende, uden at smilet falmede af hans læber. "Stol nu bare på mig," sagde han kort for hovedet. Det andet var da ved at irritere ham, for han havde ikke givet hende grund til andet, end at skulle stole på ham. Han satte kursen direkte i retningen af det ensomme bjerg. Hans hjem kunne anes på toppen, og alligevel godt skjult. Han smilede let, inden han søgte lodret op af klippevæggen, og landede på den lille græsklædte top, hvor han satte hende. "Hjem kære hjem.." sagde han. Ikke meget at prale af.. men det var der.

[Deleted]

Hans ord fik hende ikke ligefrem til at tænke sig om, hun følte sig nærmere bare en smule irriteret: "Ehm... Ja? Har du prøvet at leve uden at have en krone på lommen? Jeg ved ikke med dig, men jeg kan faktisk godt lide at have tag over hovedet og ikke bo under et træ" sagde hun blot og fnøs let, det var ikke fordi at hun elskede sit arbejde, jo hun elskede spændingen og alt det sjove, men mange gange så ville hun da også ønske at hun ikke havde brug for at gøre det, og at hun på en eller anden magisk måde, bare kunne blive rig eller sådan noget, det ville bestemt ikke være dårligt og hun følte nu også at hun havde brug for pengene, hun ville gerne leve godt og ikke bare så hun lige præcist overlevede: "Et godt råd... Bland dig udenom" sagde hun i en kold stemme, og kiggede ikke engang i mod ham, men lod sig alligevel løfte for at tage afsted.

Ophira var ikke vant til at nogen interesserede sig for hende, hun havde alle dage været en enspænder, hun havde ikke rigtigt så mange venner, ikke så mange der bekymrede sig om hende og hun havde ikke nogen der kom og spurgte til hvad hun helst ville i livet eller om de skulle hjælpe, så at Amadeus bare var i nærheden af at virke som om han måske gik op i hvordan hun havde det, freakede hende totalt ud, og hun kunne ikke helt vende sig til tanken. Som hun endelig blev sat på jorden, åbnede hun blot øjnene: "Åh ja, dette skur genkender jeg godt" sagde hun i en flabet stemme, og dog med et tydeligt smil på hendes læber, som tegn til at hun blot drillede ham.

[Deleted]

Amadeus sendte Ophira en meget sigende mine. Var det ikke tydeligt, at han ikke rigtigt havde en krone på lommen? Han levede stort set af ingenting, men af den grund, havde han aldrig tyet til tyveri, for hvorfor skulle han? Selvom han var gammel.. forholdsvis ukendt og levede alene, så var han rent faktisk hvad man kunne kalde for en meget lovlydig borger, og det var rent faktisk også ting og sager, som han måtte være stolt af i den anden ende. "Jeg har ikke en krone på lommen, Ophira, og du ser ikke mig ty til tyveri og andre farlige opgaver.. Hvorfor tror du, at jeg bor hvor jeg bor?" spurgte han med en mere kortfattet tone. Han brød sig rent faktisk ikke om at blive talt til på den måde. Han himlede med øjnene. Magen til frækhed, når man tænkte på, at han rent faktisk lige havde reddet hendes liv.

Endnu en gang måtte han vende sig mod hende. Skulle han have ladet de andre tage hende? Han kom pludselig i tvivl. Det kunne godt være det var et skur, ikke særlig tæt.. men dog, så var det jo trods alt også hans hjem. Han bed tænderne sammen. "Om ikke andet, så har jeg da et hjem," bed han hende af. Han ville ikke stå her og høre på hende håne og nedgøre ham eller hans hjem, når det var det eneste, som hun i princippet havde at vende sig i retningen af. Naturligvis var det faktisk noget som gjorde ham trist.. Her gik han og savnede hende, og det var så dette, som han skulle mødes af i den anden ende. Han endte med at søge indenfor. Nu begyndte hun da for alvor at irritere ham lige lovlig meget!

[Deleted]

Ophira kiggede let på ham: "Jeg stjæler ikke... Jeg er dusørjæger, det er ikke det samme. Teknisk set stjæler jeg det ikke, jeg er bare mellemmand... Jeg har ikke lyst til at være fattig" sagde hun ærligt, det havde hun allerede været i alt for mange år, og det var ikke fedt. Hun ønskede at have penge og når det endeligt lykkedes hende at skaffe noget osm nogen ville ahve, så var der faktisk ret så mange penge at tjene hjem for hende: "Du ville måske foreslå at jeg blev prostitueret i stedet for?" spurgte Ophira en smule kritisk og vendte så blikket i mod ham, hun var ikke sikker på om han overhovedet havde tænkt sig at svare på det, han havde det sikkert fint med ikke at have nogen penge og bare hygge sig, men Ophira ville gerne have en eller anden form for standard, bare på en eller anden måde.

"Ja... Jeg har et hjem når jeg har penge, det er ikke let at finde et sted hvor man ikke bliver jaget ud, du ved... Ikke er mange for at have en vampyr boende, jeg kan ikke altid styre mig når jeg virkeligt får lysten... Så gammel er jeg jo heller ikk" sagde hun blot, godt nok var hun over hundrede år, men hun var ikke så gammel at hun bare kunne tænde og slukke efterhånden som hun fik lyst til at drikke blod, for hende var hun bare nødt til hele tiden at holde sig til ilden, så hun ikke endt med at få så meget lyst at hun bare ville angribe en eller anden tilfældig person på gaden.

[Deleted]

Amadeus følte lidt, at hun så ned på de fattige, og særligt i en stund som dette, hvilket ikke rigtigt var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende, for han var fattig. Det var yderst sjældent at han havde mønter på lommen. Primært kun hvis han faldt over dem på gaden, for han kunne ikke rigtigt arbejde med den blanding af racer som han havde. "Det ender med at koste dig livet, Ophira... Bare til din orientering," sagde han kort for hovedet, inden han igen himlede med øjnene. Det var da en grotesk tanke, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende.

Selv søgte Amadeus blot ind i sit hjem. Han havde da et hjem, uden at han behøvede at gøre brug af den slags ting, bare for at få tingene som han gerne ville have dem. Man kunne ikke ligefrem sige at han var særlig tilfreds. "Du er ung, dum og uerfaren om det liv, som du har at se frem til, og er det virkelig det værd?" spurgte han denne gang med en mere direkte stemme, end hvad han havde gjort brug af til nu, for det var jo sandheden. Det var alt sammen noget, som rent faktisk gjorde ham.. trist. Det var egentlig ganske frustrerende, at nogen reagerede sådan på tingene, men hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han kunne jo intet stille op. "Du kan blive her for natten.. I et fattigt hjem," sagde han kort for hovedet, inden han slog sig ned i den oldgamle sofa. Her var støvet, beskidt, og det var virkelig ikke meget at prale af, og det var jo bare en sandhed, at det var sådan at det forholdt sig. Et sted var det naturligvis en frygtelig tanke, men han kunne jo ikke rigtigt gøre noget ved det. Han vendte blikket mod hende. Hendes udtalelser, ramte ham, og særligt fordi at han jo var hvad man kunne kalde for en ludfattig mand.

[Deleted]

Ophira sukkede blot, som hun let kiggede i mod ham: "Måske... Men har du nogensinde hørt om at kede sig ihjel?" spurgte hun blot, det kunne da godt være at hun ville dø af det engang, men på den anden side så ville hun da hellere dø midt i en kamp hvor der foregik et elelr andet sjovt, end at hun ville sidde for sig selv og kigge ud i luften indtil alt blod havde forladt hendes krop: "Men du er måske ikke action typen?" spurgte hun bare i en rolig stemme, og lagde hovedet på skrå. Hun vidste ikke hvorfor hun følte sig så facineret af ham, men han virkede spændende og sjov, og hun håbede at alt ville gå i fremtiden, lige nu vidste hun dog ikke helt om hun ønskede han skulle være en del af den eller ej. Hun havde savnet ham, men på den anden side, så havde hun det bedst uden alle de ting der gik hende på.

"Ung og dum? Hold da op, du forstår virkeligt at opmundre... Og hvad betegner du dig selv som? Dig der lever ensomt på en bjergtop" spurgte hun, mest fordi at hun følte sig en smule angrebet og derfor havde brug for at give igen på den ene eller den anden måde. Ophira var meget ung og nej hun var heller ikke altid den klogeste, men det skulle man bestemt ikke regne med at man fik hende til at indrømme, i følge hende, så vidste hun en helt masse om verden: "Det... Vil jeg gerne" sagde hun med en mere rolig stemme og nikkede så, det var jo ikke fordi at hun ikke ville være i hans selskab, for det ville hun faktisk utroligt gerne, det kunne bare være svært nogengange.

[Deleted]

Et eller andet sted, kunne Amadeus ikke undgå at bide sig mærke i de ord, som hun skænkede ham, og faktisk tolke det som en ren fornærmelse. Nej, han var nemlig ikke typen som gjorde mest opmærksom på sig, og det havde han aldrig gjort. Særligt med tanke på de evner han havde, så var det vel heller ikke så underligt igen, var det? Hans blik gled direkte mod hende endnu en gang. Hans mine var fast. Ja, han var faktisk stødt af det, som hun havde fortalt ham. "Jeg bor alene på min bjergtop, hvor jeg kan leve væk fra alt og alle, som kunne finde på at genere mig. Tro det eller ej, men jeg sætter pris på en fredelig tilværelse, hvor der ikke står mordere eller andet på mit dørtrin," sagde han kort for hovedet. Trist, kedeligt og ensomt? Ja, måske, men det var også trygt.

Nu hvor hun havde gjort det tydeligt for Amadeus, at hun ikke ønskede en fattig tilværelse, var det noget som gjorde ondt, for det var jo faktisk det eneste, som han selv kunne byde på. Hårdt sagt måske, men havde han andet? Ikke som han selv kunne se i hvert fald. Hans blik gled mod hende. "Hvis du kan klare en fattig tilværelse, så har du da tag over hovedet til i morgen.. Så skal jeg nok flyve dig ned igen.. Der burde der også være faldet mere ro på tingene," sagde han endeligt, inden han igen vendte sig væk fra hende, for i stedet for at betragte sig af hans hjem.. Det var her han var vokset op.. havde haft en hustru.. børn... og nu boede han her alene. Det var egentlig en meget trist og ensom tilværelse, nu hvor han tænkte sig om.

[Deleted]

Det var nu ikke fordi at Ophira ikke troede på at det hele kunne gå hvis man boede alene i en hytte langt væk fra alle andre, men hun kunne nu alligevel ikke lade være med at tænke at det måtte være helt utroligt ensomt, og hun kunne nu engang bare godt lide at være social sammen med andre mennesker: "Hvad så med mad?" spurgte hun blot, på det punkt var det jo nemmere for Ophira fordi at hun bare bed folk, men det kunne han jo ikke helt gøre, han var jo nødt til at skaffe det et eller andet sted fra, hvilket jo naturligvis nok var nemmere når man nu engang havde vingere, man kunne bevæge sig hurtigt i en højde som folk ikke kunne se: "Men ja... Jeg kan godt lide lidt action, så livet ikke bliver for kedeligt" sagde hun i et grin, og rystede så på hovedet, det hele blev for kedeligt.

"Jeg vil gerne blive her til i morgen, jeg har været tæt nok på at dø for i dag" sagde hun i et grumt grin, hun var da ikke glad for at være ved at blive slået ihjel, hun hadede det faktum at hun ikke havde fuldført den mission som det ellers var planlagt hun skulle, alt var gået så godt, og alligevel var hun endt med at crashe helt sammen til sidst: "Hvad lavede du overhovedet i den bydel?" spurgte hun nysgerrigt og kiggede så i mod Amadeus, han var en utrolig sød fyr, det var slet ingen overraskelse for hende selvom hun jo ikke kendte ham specielt godt, og alligevel tiltrak han hende, på en eller anden underlig måde.

[Deleted]

Var Ophira ved at blive bekymret for ham? Amadeus havde en hård tilværelse, som krævede forbandet meget set fra hans side. Ikke at det var noget som gjorde ham det mindste, for det gjorde det ikke. Han legede ikke med livet på den måde, som hun gjorde det.. men på en helt anden måde, som krævede sit for overlevelsen. "Hvad med den?" spurgte han direkte, da han igen vendte blikket mod hende. Nej, lige nu var han bestemt ikke tilfreds med hende, og særligt ikke med de udtalelser, som hun var kommet med, men det var nu bare sådan at det var. Hun havde sit syn på livet, som han havde sit, og det var tilsyneladende to helt forskellige ting. Han havde derimod et helt andet syn på livet, hvor det for ham, var et spørgsmål om overlevelse. "Jeg ser hellere for mig et kedeligt liv, end et dødt et," sagde han ærligt. Ensomt havde det jo trods alt været igennem rigtig mange år.

Her måtte hun gerne blive til i morgen. Hun havde haft nok nærdødspolevelse for en dag? Ja, det kunne han så sandelig godt forstå! Men selv hun måtte jo lære på et tidspunkt, at tage ansvar for sit eget liv, og særligt, når det foregik på denne her måde. Han vendte blikket stift i retningen af hendes skikkelse endnu en gang. "Så bliv," sagde han, inden han slog armene over kors. Hans blik hvilede stift på hende. Hans problem, var jo lige netop det faktum, at selv han kunne lide hende, og et sted,s å var det da uden tvivl en tanke, som han fandt direkte frustrerende. Han lod hovedet søge på skrå. "Af en kvinde, som ikke værdsætter min levesti, stiller du uhyggelig mange spørgsmål, Ophira," sagde han ærligt. Langsomt rejste hun sig igen. Selv hun havde brug for at søge ud engang imellem, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. "Hvad jeg lavede der, er vel min egen sag?" fortsatte han ligegyldigt.