Run for your life...

[Deleted]

@amadeus

---

Klokken var tæt på midnat og Ophira løb i fuld fart ned af gaden som lige nu virkede ganske forladt, hvis det ikke var på grund af det optøj der foregik. Ophira havde netop været inde for at få fat i en meget dyrebar vase, som hun skulle bringe videre for at få denne månedsløn. Som dusørjæger var man aldrig helt sikker på om man havde råd til at bo et sted den næste måned, og det var da også derfor hun ikke holde til noget faste sted. Selvom hun løb så hurtigt som hendes krafter overhovedet tillod hende, så var dem der var efter hende, lige så hurtige. En djævel og to vampyre, der alle også ville have fat i netop den vase hun havde i hænderne. Ophira havde et forspring på et par meter, men følte alligevel at hun næsten kunne mærke deres ånde i nakken, imens hun prøvede at fokuserer på at dreje på de rette tidspunkter når vejen svingede.

Ophira lød til højre, og landede inde i en gyde, og inden hun havde set sig om, var hun braget direkte ind i en høj stenmur, der desværre ikke gav efter da hun ramte den, og i et skrig røg hun til jorden, og så hvordan at vasen gik i hundredevis af stykker foran hende, hvilket blot fik hende til at råbe endnu højere, det var den næste måneds husleje der stod der, og nu var hun også omringet af de folk, der ligesom hende ville have haft fat i dusøren, og selvom den nu ikke længere eksiterede, så så de ikke ligefrem specielt glade ud, og Ophira gjorde et roligt forsøg på at komme på benene, selvom det var svært, hun følte nærmest hun havde brækket alle knogler i sin krop.

[Deleted]

Siden Amadeus' møde med Ophira, havde han ikke været i stand til at få kvinden ud af hovedet. Ja, et sted ville han vel heller ikke benægte, at han rent faktisk havde... søgt efter hende, når han endelig havde været ude? I denne aften, havde han valgt at tage turen forbi Dvasias. Ja, det var vel ved at være lang tid siden han havde været forbi Atterlin? Han rystede let på hovedet af sig selv.. Det var slet ikke nu han skulle glide for meget i sine tanker, da han vidste, at det rent faktisk kunne vise sig, at blive temmelig farligt for hans vedkommende.

Lyden af skrig, var dog noget af det første, som opfangede hans ører, hvor han hurtigt stoppede op. Dertil hørte han temmelig høje råb ved siden af. Der var vel gang i den? Et sted var det en nysgerrighed som prægede ham. De sorte vinger bredte han roligt og satte op mod himlen for at komme tættere på, uden at blive set. Her satte han sig på en høj mur lige ved.. Var det..? Han rynkede på næsen ved synet af Ophira og... knust porcelæn? Han blev siddende for nu, på hug oppe på muren og fulgte med. Nu var han i forvejen ikke kendt for at være en mand som tog parti af nogen slags, men som egentlig bare levede sit liv ganske roligt og fredeligt, og det havde han alle dage gjort. Han sænkede hovedet en anelse.. Måske at de ikke lagde mærke til at han var der? Dog måtte han jo sande, at han ikke ønskede der skulle ske hende noget.. så.. skulle han blande sig? Egentlig.. var det ikke noget som han havde lyst til. Han var ikke en mand som man skulle lægge sig ud med.. men igen, så deltog han yderst sjældent i noget som mindede om kampe eller strid.

[Deleted]

Ophira havde skam tænkt på Amadeus en gang eller hundrede siden sidst hun havde set ham, måske fordi han var den første fyr i meget lang tid som hun havde været så tæt på, ikke nok med at det var rart at få lidt fysisk nærhed engang imellem, så var han også spændende fordi han ikke ligefrem var typen der bare gav hende ret og nikkede, og han også fordi at han jo heller ikke var typen der bare sådan gav sig, ligesom hende. Ofte gav folk hende enten ret eller også skred de fordi at hun var for belastende at høre på, og det havde hun det faktisk godt med, for det var langt nemmere at leve et liv hvor man ikke havde noget at miste, sådan havde hun haft det i lang tid, og det passede hende faktisk ganske udemærket, verden skulle lade hende være eller helt lade være med at forsøge sig.

Ophira kiggede i mod de tre mænd, men nåede ikke at reagerer før djævlen havde sendt en massiv ildstråle i mod hende, og et skrig endnu engang kom over hende, som hun mærkede hvordan det brændte sig ind i hendes døde hud, havde de to vampyre ikke stået der havde hun forsøgt at løbe direkte igennem dem, og hun kiggede i stedet op for at vurderer hvor langt der var, desværre var der så langt at hun nok ikke kunne hoppe derop: "I har allerede fået den... Den er ødelagt! Skrid!" råbte hun, inden en af vampyrene i din hurtige fart var henne ved hende og lod en hånd lukke sig omkring hendes hals for at holde hende på plads.

[Deleted]

Ophira havde uden tvivl været en af de mere spændende, som Amadeus havde været i nærheden af. Ikke bare en som var faldet for charmen og det sensuelle, som jo var en stor del af ham, og med hans høje alder, så virkelig en stor del af ham! Endelig havde han fundet hende.. Aldrig ville de komme til det punkt, hvor han ville indrømme at han rent faktisk havde ledt efter hende, for.. det havde han måske gjort bare lidt? For nu valgte han at holde sig på muren og bare se til hvad der foregik dernede. Den var skidt.. for Ophira faktisk, hvilket han ikke brød sig om. Om han holdt af hende? Måske.. hun var i hvert fald en af dem, som ikke havde råbt om hvor uduelig og dum, samt sensuel og irriterende han var hele tiden, men derimod til sidst.. behandlet ham som et levende og respektabelt individ. Ganske vidst på sin egen irriterende måde, men det var vel mere tanken bag.

Uanset hvad denne vase skulle til for, måtte den have været værdifuld. Aldrig var det noget som Amadeus havde forstået sig på. Hver dag for ham, var en kamp for overlevelsen. Ej havde han penge eller noget job. Og det hjem som han havde, lå på toppen af et bjerg, hvor ingen stort set kunne komme op, og var så faldefærdigt, som noget overhovedet kunne være, og her stod han så nu. Ved lyden af hendes skrig og synet af ild, måtte vreden dog alligevel melde sig. Han rejste sig i takt med at vampyren tog fat i hende, spredte de store vinger og hoppede ned fra den høje mur. "Slip hende, omgående..!" endte han med en meget fast tone. Hånden lagde han mod vampyrens om hendes hals, som et tydeligt tegn på at han mente alvor. Han var måske ikke stærk eller hurtig som en vampyr... men mentalt, så var de nemme at slå ned i jorden, hvis det var det som han ville! De skulle bare ikke have lov til at gøre hende noget ondt!

[Deleted]

Havde Ophira haft et hjerte, så havde det nok havde svært ved at følge med til den skræk hun følte lige nu, og selvom hun måske ikke havde en puls eller en vejrtrækning, så var taget omkring hendes hals meget ubehaglig, og hun følte næsten at hun skulle besvime, hun kunne ikke forsvare sig i mod tre andre, godt nok var hun snedig, men denne gang var det ikke gået efter planen, hvilket nok var fordi at hun var begyndt at have andre ting i tankerne end bare hendes missioner som det ellers plejede at være, hun hadede det. Det var jo netop derfor hun ikke ville have noget med mænd at gøre, fordi at de endte med at distraherer en og få en til at tænke på andre ting end det der var vigtigt, og nu var hun jo nærmest ved at blive slået ihjel på grund af det, det var helt igennem forfærdeligt.

Som hun hørte en stemme, kiggede hun op og bemærkede så hvordan at en mand pludseligt kom nærmere, der gik flere sekunder før hun genkendte ham, og var det ikke fordi at hendes ikke eksiterende hjerte i forvejen ikke slog, så var det nok stoppet cirka nu: "Amadeus! Hjælp!" sagde hun i en høj stemme og sparkede så manden der stod foran hende, så han fløj omkring en halv meter væk, og hun gjorde så et forsøg på at komme væk fra ham, bare et par meter om ikke andet, selvom hun havde svært ved at gå, eftersom hendes ben var blevet brændt, lorte djævle, hvorfor skulle de også altid blande sig i ting: "Væk.. Væk... Vi skal væk!" sagde hun panisk som hun ramte hjørnet af gyden.

[Deleted]

Amadeus ønskede slet ikke at der skulle ske Ophira noget. Selvom man ikke just kunne sige, at deres første møde, var gået særlig godt, så var det alligevel af slagsen, som han slet ikke kunne se bort fra, at han faktisk havde nydt. Det var jo i forvejen ikke ofte, at han rent faktisk stod i en situation, hvor han rent faktisk var i stand til at tilbringe tiden med andre mennesker.. men det havde han været i stand til her, og gud hvor var det noget, som han virkelig havde været glad for i den anden ende. Han kneb øjnene sammen. Denne gang valgte han at blande sig.

Som hun skubbede manden væk, vendte han sig direkte mod hende. Ja, de skulle væk. De store vinger spredte han i takt med at de andre sprang på ham. I et fast og kraftigt sving med vingen, fik han dem smidt af, og flere meter væk. "Kom her.." Uden egentlig at vente på hendes tilladelse, tog han fat i hende, og satte af fra jorden. Han var i forvejen ikke meget for vold.. Holdt sig egentlig langt væk fra den slags, men hvis man først sårede nogen, som han godt kunne lide, jamen så havde man jo altså et kæmpe problem. Han satte hurtigt af fra jorden, inden de var i stand til at gøre noget som helst imod dem, og det var det som rent faktisk passede ham fint. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. "Hvad handlede det der ikke lige om?" Han holdt endnu godt fast i hende, så han ikke endte med at tabe hende. Det var da noget af det sidste som han ønskede.
Amadeus søgte henover himlen og til udkanten af byen, hvor han roligt satte hende ned. Langt væk fra dem, som før havde været efter hende. Vingerne trak han let ind til sig, og med blikket vendt mod hende.. Tydeligt spørgende. Hvad var det egentlig hun rent rundt og lavede, som kunne være så farligt?

[Deleted]

Ophira trak vejret ret så hurtigt, også selvom hun ikke havde brug for at gøre det, men hun var jo ikke en ældre vampyr, end at hun tydeligt huskede hvordan det var at være levende, og i en situation som denne hvor hun var grebet af panik, følte hun sig meget levende. Ophira var ikke specielt stærk, men hun var god til at flygte og gemme sig, men denne gang var det ikke lykkedes hende og hun følte sig derfor næsten en smule panisk som hun overvejede hvordan hun skulle komme videre. At se Amadeus var en kæmpe overraskelse, hun havde savnet ham på sin egen specielle måde, men havde dog ikke regnet med at se ham igen og hun havde heller ikke haft planer om at opsøge ham, måske var det bare en bog som havde bedst af at blive lukket, og ikke blive åbnet igen, lang tid ud i fremtiden.

Hun nærmest kastede sig frem i ham, og greb fat som han bevægede sig fra jorden, lige nu bemærkede hun slet ikke højden, fordi at hun havde så mange andre ting i tankerne, tænk nu hvis hun endte med at dø en dag, godt nok elskede hun at leve livet spændende og lige på grænsen, men det her havde været lige på grænsen og hun vidste det var fordi hun var blevet distraheret: "Jeg... Jeg skal nok forklare det, bare få mig væk og ... Ned" sagde hun da hun var begyndt at bemærke højden de var i, og som han endeligt valgte at sætte kurs i mod jorden, svingede hun med benene i et forsøg på at mærke jord under sig, hun fattede slet ikke hvad der var sket, det hele var pludseligt gået så hurtigt.

[Deleted]

Amadeus havde savnet hende på sin egen måde. Ikke at han kunne gøre synderlig meget ved det, og det var jo næsten det, som rent faktisk måtte irritere ham mest. Når alt kom til alt, så havde hun vel alligevel gjort noget ved ham, som ikke særlig mange havde formået at gøre i tiderns løb. Det var bestemt ikke ofte, at han var så påvirket af dem, som han havde passeret, men denne gang var der rent faktisk sket noget som han ikke selv kunne være herre over.. og gud hvor var det problematisk!
Amadeus brugte kræfterne fra de store vinger til at skubbe dem væk, tage fat i hende, og søgte direkte op mod himlen, og sådan som hun klamrede sig til ham, så var det uden tvivl en nødvendighed. Ikke at han ønskede, at der skulle ske hende noget, for det ønskede han ikke. Hvad var det egentlig hun havde haft gang i, som var så slemt, at de havde været efter hende?

Varsomt satte Amadeus hende på jorden, inden han landede lige ved siden af. Hans vinger trak han ganske let ind mod sin krop igen, og rettede sig op. Hun havde brug for jorden under sine fødder, hvilket han jo udmærket godt vidste.. men for pokker.. Det var ærlig talt ikke noget, som han tog så tungt igen, hvis han endelig skulle sige det. Han sukkede let. Hemmeligheder kunne hun ikke rigtigt holde for ham, og det vidste hun jo udmærket godt. "Forklar dig.." opfordrede han med en alligevel rolig stemme. Han lod hovedet søge let på sned. Han var jo selv præget af en nysgerrighed, og var det underligt når han altid var ude på den måde, som han nu var? Han var jo aldrig omkring folk, og vidste jo faktisk kun hvad han så og hvad de få folk omkring ham, fortalte.

[Deleted]

Endeligt kunne hun mærke fast grund under fødderne og hun pustede roligt ud, hun havde virkeligt troet at det ville være slut for hende, en ting var da to vampyrer, men en gyde og en djævel også, det var alligevel lidt for meget for hende: "Jeg... Det var bare en mission der gik galt, intet vildt" sagde hun og trak et skår ud af sin trøje som havde sat sig fast, hun kunne have fået flere tusinde guldstykker for den skide vase, også var det hele endt med at gå i vasken, det var direkte pinligt og hun anede slet ikke hvordan hun skulle få råd til at bo på kroen nu, typisk at hun var på røven og måtte ende med at sove på gaden! Det var jo lige præcist sådan hendes held åbenbart altid skulle være og hun følte sig nærmest helt lost.

"Så ja nu har jeg ingen penge, og kan ikke rejse videre... Det er pisse fedt, se hvor jeg smiler" sagde hun i en ironisk og tydeligt irriteret stemme, som hun placerede en hånd på hendes pande: "Ja undskyld, jeg ved godt det ikke er din fejl, men det er da simplethen så latterligt" sagde hun og sukkede så tungt, hvorfor skulle verden også arbejde sådan i mod hende lige nu, hun prøvede bare at holde styr på sit liv og glemme at hun havde mødt Amadeus, men det var virkeligt svært og hun var da sikker på at det ikke ville blive nemmere nu hvor han var dukket op igen. Hun var dog alligevel glad for at se ham, selvom hun bestemt ikke burde være det.

[Deleted]

Amadeus satte hende roligt fra sig, da han var sikker på, at de var langt nok væk fra de mænd, som havde været efter hende. At det havde været en lille ting, forundrede ham ikke. Det her var bare ikke et folk som man skulle pisse af, hvilet hun vel også nu havde lært lidt på den hårde måde? Hans blik hvilede på hende. "Intet vildt? De ville slå dig ihjel, om de fik muligheden for det," sagde han denne gang med en meget direkte stemme. At hun så derimod skulle hidse sig op samtidig, var bestemt heller ikke en tanke som faldt i den gode jord ved ham. Faktisk var det noget som et sted også irriterede han, men han kunne derimod godt forstå hende.

Havde hun nu ikke noget sted at være? Ja, et sted kunne han jo godt tilbyde sin egen bolig, selvom han allerede nu var temmelig sikker på hvad svaret ville blive. Ikke fordi at det var noget som gjorde det meget bedre for deres vedkommende. Han ønskede jo bare ikke at se noget skulle ske hende, og særligt ikke, når det var noget som han kunne springe udenom. "Jeg kunne jo altid tilbyde dig at overnatte hos mig igen.. det gik jo fint sidst." Et kækt glimt meldte sig i hans øjne. Ja, de havde delt noget særligt.. og han var blevet bidt efterfølgende. Selve biddene havde han jo stadig, selvom sårene var lukket, men gjorde det nogen forskel? Han havde jo nydt det.. Frygtelig meget endda, og det havde uden tvivl også påvirket ham i den forstand, at han ønskede mere.. Han havde bestemt ikke glemt, hvad hun havde gjort ved ham den aften.

[Deleted]

Ophira kiggede blot på ham, og sukkede næsten opgivende, som hun lod en hånd glide igennem sit hår: "Ja det er nok ikke så nemt for dig at forstå, men jeg lever faktisk ikke et specielt sikkert liv" påpegede hun blot, og smilede så forsigtigt til ham, Amadeus havde været i hendes tanker mange gange på det sidste, og alligevel så følte hun sig ikke helt overbevist om at det var det rigtige, nu igen at stå og snakke med ham. Han var en fantastisk dejlig mand, ingen tvivl om det, men Ophira var vant til at leve det vilde liv, hvor hun rendte ud på de store vidter og gjorde præcist hvad der passede hende, så at hun pludseligt havde fået interesse for en mand, og endda en der ikke var hendes egen race, var virkeligt en underlig tanke for hende, hun havde altid været en fri fugl, og hun havde derfor håbet på at hun ikke endnu engang skulle tage stilling til Amadeus.

"Sove ved dig?" sagde hun en smule kritisk, og kunne dog ikke lade være med at lade et flabet smil komme frem på hendes læber: "Er det mig, eller mine bid du savner?" spurgte hun og grinede så kort. Hun syntes da kun det var ganske herligt at han havde disse tanker omkring hende, hvis det nu engang var tilfældet og det var da heller ingen hemmelighed at hendes gik i den samme retning, men hun kunne dog alligevel ikke helt håndtere tanken, han var en helt anden type end hende.

[Deleted]

Amadeus hadede allerede sig selv, for at skulle foreslå det, men det var jo heller ikke ligefrem fordi, at han kunne gøre noget for at forandre det nu. Ordene var blevet sagt, og det var jo heller ikke ligefrem fordi at en situation som denne, gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Armene lod han søge let over kors. "Det er der mange, som ikke gør. Så det er ikke noget som kommer bag på nogen som helst," sagde han med en direkte stemme, som han igen vendte blikket mod hende. At hun levede af små opgaver, missioner og tyveri.. det var hverdagen for rigtig mange. Virkelig mange faktisk.

Amadeus himlede let med øjnene og rystede så på hovedet. Det var ikke ligefrem nogen hemmelighed, at hun havde været meget i hans tanker, også selvom det var.. forkert at det var sådan det forholdt sig, så kunne han heller ikke ligefrem gøre noget ved det nu. Hans blik gled i retningen af hendes skikkelse. "Du skal ikke presse citronen.. Det var jo blot et tilbud," sagde han med en endelig og kortfattet stemme. Ikke fordi at han kunne eller ville gøre noget ved det, i den anden ende. Hans blik hvilede på hende.. Intenst og næsten hemmelighedsfuldt. Han kunne jo faktisk ikke gøre for det. Det sensuelle var jo trods alt også en del af ham, kunne man jo sige. Hovedet lod han søge langsomt på sned og med et næsten skadefro smil på læben. "Så.... hvad bliver det til?" spurgte han direkte uden at fjerne blikket fra hende på noget tidspunkt. Han ville jo meget gerne have hende med sig. Men det var bestemt heller ikke noget, som hun havde brug for at vide.

[Deleted]

Det var virkeligt irriterende at Ophira havde tænkt på Amadeus så ofte, han virkede som en virkeligt sød fyr og hun ønskede at lære ham bedre at kende, hun ønsked eat vide hvem han var, hvorfor han var det og hun ønskede at være den pige han kæmpede for. Følelsen var virkeligt belastende, for Ophira havde aldrig haft det sådan før, hun var aldrig faldet i fælden omkring kærlighed, og hun følte sig næsten helt desperat for at bare nogen kunne lide hende på en eller anden måde. Måske var det fordi hun aldrig som sådan havde kendt til kærlighed og måske var det bare fordi at hun ikke vidste hvordan hun skulle takle livet længere, når hun ikke engang kunne stjæle en fucking vase fordi at hun følte sin hjerne ikke kunne tænke som den plejede, så måtte noget virkeligt være galt, og hun ønskede derfor at snakke med ham, nok ikke lige om det: "Godt... Så er det jo ikke så svært for dig at forstå" sagde hun blot i en rolig stemme.

Hans flabede atittude fik hende blot til at smile: "Jeg er ikke flabet, Amadeus... Det var et simpelt spørgsmål" sagde hun blot og kiggede i mod ham, men endte så med at nikke som et tegn til at hun gerne ville gå med, hun ville gerne se mere til ham, også selvom hun ikke vidste hvor det bød hen og hun vidste heller ikke hvad vej det ville gå. Hun havde ikke planer om at være sammen med ham igen, fordi at hun vidste at hun ville ende med at ruinerer sig selv, hvis hun ikke huskede at fokuserer på målet, istedet for på en eller anden fyr, nu havde det jo allerede kostet hende en mission og en opgave, ja det havde jo næsten kostet hende livet.

[Deleted]

Livet var farligt at leve.. af en eller anden underlig grund, men det var nu heller ikke noget som Amadeus kunne gøre alverdens med, kunne man jo sige. Hans blik hvilede stift på hendes skikkelse. Hun skulle bestemt ikke presse citronen. At hun jo så havde flunket sin opgave med denne vase, skulle han ikke blande sig i. Et sted kunne han jo være fuldstændig ligeglad, men det var han ikke. Han havde ofte gået og tænkt på hende, og det var næsten det, som var mest irriterende! Han trak ganske kort på smilebåndet. "Overhovedet ikke. Jeg forstår bare ikke, at du ikke finder noget mere meningsfyldt, end at rende rundt og stjæle porcelæn," sagde han denne gang med en direkte stemme. Det var underligt.. virkelig underligt.

Amadeus savnede jo at have selskab, og særligt efter at Ophira havde været i hans hjem. Det var ganske vidst ved at være lang tid siden,a t det havde forholdt sig sådan, men det var heller ikke noget som han kunne gøre noget ved nu. "Pres ikke citronen," sagde han med en kortfattet tone. At hun så alligevel gerne ville med ham, fik ham nu kun til at nikke. "Godt... så hold fast i mig.." Endnu en gang, søgte han hen til hende, hvor han tog fat omkring hende, fik hende op i sine arme, mens han spredte sine store vinger igen. Denne gang satte han af fra jorden. Hvis de fløj dertil, vidste han jo, at de ikke ville få fat i hende, og det var det som rent faktisk passede ham ganske fint. Han bøjede i benene, i det at han satte af fra jorden, for at komme op i luften. De kraftige vinger bredte han med det samme, for derefter at vende retningen og kursen mod sin ensomme bjergtop. Der havde nemlig ikke været en sjæl deroppe, siden hun havde været der sidst.

[Deleted]

Hun forstod godt, at han ikke forstod. I lang tid havde hun heller ikke selv forstået hvad hun lavede. "Fordi jeg gerne vil overleve, og helst ikke slå folk ihjel mens jeg forsøger... Men du har måske en bedre idé?" spurgte hun, ja hun var måske en smule kort for hovedet og rimelig skarp i tungen, men hun var ikke bange for at sige sin mening, og sige præcist hvad hun ønskede til de folk der var omkring hende: "Jeg har det fint med mit arbejde, når det altså går... Godt" sagde hun i hvad der næsten var en irriteret mumlen, fordi hun ikke var helt sikker på hvordan hun skulle tage stilling til tingene og tage stilling til sig selv, hun ville gerne gøre noget mere med sit liv, og kunne hun blive rig på ingenting, så var det da fint. Men på samme tid med at det gav hende penge at stjæle ting der var meget værd, så gav det hende også de eventyr som hun ofte søgte når livet blev for kedeligt, og i det mindste plejede der ikke komme ballade ud af disse her ting.

"Åh nej... Mener du det? Endnu en flyvetur? Du ved jeg hader det..." pointerede hun i hvad der lød som et dybt suk, og hun kiggede så let ned af sig selv: "Fair..." endte hun dog, og greb så fat omkring ahm og lukkede øjnene så hårdt i som hun kunne, hun ønskede ikke at se noget - mest fordi hun hadede når hun var nervøs eller bange, det virkede bare så latterligt og langt ude, fordi at hun var modig på så mange andre områder, men lige det der med højder, det var hun ikke sikker på at hun nogensinde ville lære at sætte pris på.