I need to see my daughter..

[Nathaniel Diamaqima]

Silia D. Diamaqima - Nathaniel Diamaqima

---

Lænkerne raslede i takt med at Nathaniel blev bragt til tronsalen i Procias. Netop fordi at han havde valgt at lade sig fange ved muren til Procias, da han jo vidste, at han ville blive bragt direkte til dronningen, da det jo netop var det, som han havde brug for lige nu- at se sin dronning, og derfor at se sin datter.
Det var midt i audienstiden, og denne gang var det Nathaniel som havde efterladt Yuuki hjemme i Manjarno, sammen med sin lille datter. Dog ikke et individ, som han denne gang, havde tænkt sig at bringe på banen på denne her måde, men ikke desto mindre så var der mange andre ting, som han havde brug for at fortælle hende.
Næverne knyttede han let, da han blev bragt op af gulvet. Det var tilsyneladende Silia som tog audienserne i dag, hvilket skam var noget som passede ham fint. Det var længe siden han havde været her.. Det var jo lige før han følte en form for hjemvé. Det var jo ikke siden Liyas død.. Og nu hvor hun var begyndt at hjemsøge ham, var det som at blive hamret i hovedet med hans fortid, som han nu længe havde forsøgt at flygte fra.. Og nu endelig havde fundet ud af, at han ikke kunne, og at det nu var på tide, at gøre noget ved det.

I takt med at Nathaniel blev bragt op foran tronen, fik han et mindre spark mod knæhasen, for at komme i knæ overfor dronningen. Han bed tænderne let sammen. Vagterne lagde hænderne mod hans skuldre, for at holde ham på plads, også selvom han ikke gjorde den største forskel, for Nathaniel gjorde ikke nogen former for modstand.
"Deres Højhed. Vi fandt denne mand vandrende ved muren til Procias," informerede den ene vagt. Alle vidste de jo, at manden var Silias fader, og derfor nu her. Nathaniel var ligeglad. Lige nu havde han bare brug for at se sin datter. Han blev siddende i knæ. Han var nemlig ikke modarbejdende. Han hævede blikket.. blot for at se på sin datter.. hans elskede datter.

[Silia D. Diamaqima]

På denne smukke, lyse dag var Silia blevet 'forvist' til slottets trone, for at være der til at tage imod dagens audienser. Hendes humør var ikke det bedste i disse tider, men det var få af borgerne der var påvirket af det, netop fordi hun var opsat på ikke at lade sit private komme i vejen for den relation hun desperat manglede til landets borgere. Da dørene gik op, rettede hun sig roligt med et meget myndigt dog varmt blik. Hendes mørke lokker var sat op i en smuk frisurer der var holdt oppe af den juvelbesatte krone som hun egentlig sjældent bar, men som denne opgave krævede af hende. Hendes blik faldt omgående på manden i lænkerne, og sympatien faldt på et ganske kort øjeblik. Det var år siden hun havde set bare et glimt af sin kære far, rygter sagde at han levede et helt andet liv i Dvasias. Vagtens behandling af ham, fik hende til at rejse sig med et advarende blik. "Sådan behandler vi ikke udefrakommende Sir Marcais. Forlad os," sagde hun bestemt.

Nathaniel havde svigtet dem efter hendes mors død, og hun havde brugt uendeligt mange år på at beskytte og forsvare ham, men efterhånden havde hun mistet alt den respekt for ham som havde opbygget sig gennem årene. Først da vagterne var gået trådte hun ned fra de trin der førte væk fra tronen og gik ham i møde. "Det ligner ikke dig at lade dig fange fader," påpegede hun med en snert af kølighed i tonen. "Hvad bringer dig hertil?" spurgte hun uden at definerer det som hans hjem. Mørket havde altid været hans hjem, og imens måtte hun kæmpe sine kampe her plus dem som han havde efterladt hende med.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde ladet sig fange, udelukkende fordi at han vidste, at det var det som skulle til, netop for at få lov til at se sin datter. Han blev slået direkte i gulvet, og med en fast mine. Han var anspændt, men han gjorde ikke den store modstand, for han vidste, at det kun ville gøre ondt værre for hans vedkommende. Han blev siddende, hvor vagten hastigt trak sig væk fra Nathaniel, og den anden soldat med, for der vidste de godt, at de måske havde trådt over en grænse, som de ikke skulle overskride, og det var.. nok heller ikke ligefrem hensigten.

Nathaniel blev siddende til vagterne var ude af tronesalen. Først der rejste han sig op, og endnu med lænkerne om sine håndled. Hans mørke øjne vendte han mod hende. Mørket havde alle dage været hans hjem, også selvom han ikke kunne drømme om at vende sin datter ryggen i den forstand, at han ville gøre sin datter ondt i den forstand. "Måske ikke, men det er den mulighed jeg havde, for at vide mig sikker på, at få lov til at se min datter," sagde han med en ærlig stemme. Han vendte blikket ned mod lænkerne om hans håndled, også selvom han nu ikke gjorde noget yderligere ved den. Han havde fået et nyt liv med en anden kvinde, men selv hans fortid var noget som stadig bankede til ham, og som han ikke kunne fortsætte med at vende ryggen til. Hvor var det dog svært! "Jeg havde brug for at se dig, Silia.." Denne gang tog han et skridt mod hende. Han var ikke bange for at stå ved, at han havde gjort de fejl, som han havde gjort, velvidende om, at det måske var for sent.. men bedre sent end aldrig?

[Silia D. Diamaqima]

Trods den ydre skønhed, så var hun præget af et træt glimt i blikket og en bleg og mat hud der afslørede hendes træthed. Det var hårde tider og hun havde ikke meget tid til at være den unge kvinde hun nu engang var, tronen fyldte meget det var en enorm byrde og hun begyndte at forstå hvordan det kunne drive Elanya til vanvid i sin tid. Hendes mørke øjne betragtede hans skikkelse. Selvom der var gået mange år, så lignede han sig selv, så ikke en dag ældre ud, det var lige før hun pludselig følte sig ældre end sin egen far. Havde han været der, så kunne meget have set anderledes ud, men det var nu engang bare det lod hun havde trukket. "Det er en kende desperat," påpegede hun blot. Han kunne være kommet på lige fod med alle andre, men Nathaniel havde altid haft hang til at gøre sin entré. "Du ser vel ud," konstaterede hun. Der var ingen glædeligt gensyn, kun en fjern distanceret fornemmelse omkring dem, hvilket var underligt eftersom hun altid havde set frygteligt op til ham.

"Du havde brug for at se mig? Hvad skyldes æren?" spurgte hun og foldede armene hen over sin fyldige barm. Hun stod mere eller mindre bare og betragtede ham. De var lige. Måske hun var dronning og han hendes far, men den manglende respekt fra hende og hans loyale respekt for hende, skabte en lidt underlig relation i mellem dem. Bevidst ville hun ikke spørge for meget ind til ham, faktisk var hun ikke interesseret i hvad han ville i det hele taget.. og så alligevel.

[Nathaniel Diamaqima]

Med Silia alene omkring, tiltalte Nathaniel hende dog ikke som en dronning, da han faktisk lidt gik med det håb om at der endnu var noget at redde. Han vidste at han havde dummet sig, og at det bestemt heller ikke ville blive en nem opgave, men ikke desto mindre, så var det da en opgave, som han havde set sig villig til at tage. Hun så træt ud.. Han vidste at arbejdet som royal var trættende, men hvis nogen kunne håndhæve den opgave, så var det uden tvivl hende. Hanblev stående. "Men ikke desto mindre, så optimal," sagde han roligt. Han var blevet ført direkte til hende, så det passede ham jo egentlig fint. For ham selv, var det her bare noget, som han følte, at han var nødt til at gøre, og det håbede han lidt, at hun kunne se. Han nikkede. "Tiden har set bedre ud for mig i eftertiden. Dog med visse ting, som jeg ønskede forholdt sig anderledes," sagde han ærligt. Han ønskede jo brændende det forhold til sine børn, og det var grunden til at han nu stod hvor han gjorde.

Kæderne var tunge, men ikke desto mindre, så holdt han sig på plads. Hun var professionel.. Allerede det var jo et tegn på at han havde dummet sig, og det var fejl, som han var klar over. Og klar til at gøre noget ved nu. Han havde brug for at se hende.. Jophiel vidste han ville blive den svære af dem, uden tvivl, men han var mere end villig til at gøre, hvad end det krævede af ham for at få det forhold til dem igen, som han førhen havde haft. "Jeg ønsker et forhold til mine børn," svarede han ærligt. For en gangs skyld, forsøgte han nemlig ikke at pakke tingene ind i en kæmpe tale. De mørke øjne hvilede på hendes skikkelse, idet han igen tog nogle skridt mod hende. Han var der jo ikke for at forvolde smerte. "Erkende mine fejl, og give udtryk for min dybeste beklagelse for hvad der førhen er sket. Jeg ved jeg begik den største fejl.. og den ønsker jeg af mit hjerte, at undskylde for," tilføjede han sandfærdigt. Den samvittighed havde virkelig gnavet i ham, den seneste tid, som en hund på et kødben.

[Silia D. Diamaqima]

Det var en tung byrde der hvilede på hendes skuldre. Det var mange år siden at hun havde haft mulighed for bare at være en ung kvinde med sin frie vilje, og det var ligeså lang tid siden hun havde haft mulighed for at være der for og elske den mand som hun havde valgt at gifte sig med. Somme tider savnede hun lidt dem der stod hende nær, men samtidig var det et større kald at lede et helt land. hun betragtede sin far som han stod der foran hende for første gang i mange år. Det ville være løgn at sige at hun ikke var det mindste glad for at se på ham, men når alt kom til alt, så havde han svigtet hende en gang for mange. "Ja det siger du," svarede hun blot og modstod fristelsen til bae at falde ham om halsen. Han skulle ikke have det for nemt, ikke med alle de frustrationer han havde forvoldt hende såvel som Jophiel gennem alt den tid. "Ja der går rygter om at dit liv skulle se ganske glimrende ud i disse tider. Bør jeg ønske dig tillykke?" spurgte hun sigende, og hævede et slankt øjenbbryn. Tanken om endnu en søskende, huede hende ikke.

Det var hårdt at se ham igen, efter hun endelig havde valgt at afskære ham, mest fordi det gjorde for ondt at blive ved med at håbe på at få noget som hun ikke kunne få. "Og hvornår ramte denne pludselige tanke dig?" spurgte hun uden at lægge skjul på sin irritation. Meget ville hun finde sig i, men at blive valgt til og fra på den måde, var ikke iblandt. "Spar mig din tale far, jeg har hært dem før. Tomme løfter. Somme tider må man indse når slaget er tabt, ikke sandt?" hun vendte ryggen til ham for at sætte sig i tronen igen med et lidt eftertænksomt blik.

[Nathaniel Diamaqima]

Silia var ikke tilfreds med at se ham, og det var skam noget som Nathaniel godt kunne forstå. Han havde heller ikke ligefrem regnet med, at det ville blive et glædeligt gensyn med omfavnelser og det hele, men derimod så håbede han da virkelig på, at de kunne formå at snakke det hele igennem, og i fællesskab finde en løsning. Hendes ord var hårde, og han tog dem rent faktisk som en afvisning. "Ej er der noget at ønske tillykke for, når det som har en stor betydning for mig, ikke er en del af det," sagde han endeligt. Sandt var det jo, da hans egne børn ikke var en del af hans liv i en stund som denne. Det var derfor han stod der.. mest fristet til bare at rive sin datter ind til sig, og knuge hende, og vide, at tingene skulle blive godt igen... men han vidste, at det nok ikke ville blive på den måde.

Nathaniel havde gjort familien ondt, og han vidste det jo godt. Han havde ikke været der, da de havde haft brug for det, og nu stod han så bare her og ville gøre det hele godt igen, selvom han vidste, at det ville blive et helvede af en opgave. Hun afviste ham.. ikke at det var noget som gjorde det meget bedre. "Jeg ved godt, at jeg har dummet mig, Silia, og at meget af slaget er tabt, men vil du virkelig slippe det hele til jorden og vende det ryggen? Du er stadig min datter, som Jophiel er min søn, og jeg ønsker oprigtigt, at blive en del af det liv igen. Jeg ved, at jeg har såret og skuffet Jer, og ikke været der, da I havde brug for mig. For det, beklager jeg virkelig på det dybeste, og jeg håber, at I kan tilgive mig." Han ville starte med hende.. Jophiel skulle han nok også tage fat i, men her vidste han, at han havde størst chance, for at få noget trumflet igennem, og det var jo naturligvis der han ville starte. Han trådte hen mod hende, så han stoppede op lige foran i stedet for. Han savnede hende jo.. han savnede sin familie.

[Silia D. Diamaqima]

Silia stirrede intenst på ham. Der ville ikke blive nogen omfavnelse fra hendes side, og ej heller ord om hvor meget hun havde savnet ham. Bitterheden havde fået et greb i hende, langt om længe, denne gang havde han vel bare krydset hendes grænse så langt, at han ikke kunne komme tilbage. Hendes ryg var ret og hænderne foldet foran hende, hvilket vidned eom at hun stod som dronning overfor ham, og ikke som hans datter. "Jeg vil aldrig blive en del af det. Jophiel er min bror, jeg ønsker ej at vedkendes mig dine horeunger," hun sendte ham et vredt blik. Det var meget sjældent hun tog den slags ord i brug, men somme tider var en spade en spade, og retfærdighed var ikke sket fyldest her, hun var trods alt kun menneskelig, og bar samme bitterhed og vrede som alle andre.


Det var trættende at høre hans taler konstant, han havde tilsyneladende heller aldrig lært at færdes blandt sin egen familie, på nogle punkter frygtede hun at blive ligesom ham, hvilket allerede var ved at ske med de hemmeligheder hun holdt for sin egen mand. "Du lod det hele falde til gulvet da du vendte ryggen til Nathaniel. Det var dit valg ikke mit," indskød hun køligt og bakkede tilbage mod sin trone. Han skulle ikke give hende skylden for noget som han selv havde bragt over dem. "Jeg tilgav dig for at gå en gang, og jeg har givet dig et hav af chancer. Det er slut. Du har en anden familie nu, tag hjem til dem, hver der for dem som du ikke var der for os. Jeg klare mig her," forsikrede hun besluttet trods hun inderst inde havde mest lyst til bare at falde ham om halsen.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste udmærket godt, at han havde dummet sig, og det var derfor at han nu stod overfor Silia lige nu. Det var dog ikke lige det gensyn som han havde regnet med. Hun var bitter og indebrændt. Ikke at han ikke forstod hende, for det gjorde han skam, men det var ikke på denne måde, at han i det hele taget havde regnet med at opleve. Ordene slog hårdt.. virkelig, virkelig hårdt. Han sænkede roligt blikket og knyttede let den ene næve. Hvad skulle han da gøre ellers. "Det er en meget hård udtale, Deres Højhed.." Tydeligt var det, at de ikke lige var på bølgelængde, og at hun havde.. slået hånden af ham. Ikke at han som sådan havde regnet med andet, men dog, så havde han vel håbet på det?

Det var en klar afvisning... ikke bare af landets dronning, men derimod også af hans egen datter, og det var det som han havde svært ved. Han fulgte hende med blikket, da hun søgte tilbage til tronestolen igen. At høre hende tale ham ved navn, og ej hans faderlige titel understregede også alvoret. "Jeg er rede til at gøre hvad der kræves for at rette op på det.." Der var ikke det, som han ikke ville. Det var for pokker hvor var det dog svært! Det havde jo også været svært for ham. Han ønskede jo at være der for dem... Silia og Jophiel.. men det var nu noget, som han ikke ville få lov til? Den afvisning, var nok den hårdeste, som man overhovedet kunne give ham, og den slog uden tvivl også frygtelig hårdt. "Muligvis er jeg igang med opstart af en ny familie, men derfor ønsker jeg stadig, at I skal være en del af det. I er en del af mit liv." Denne gang vovede han måske pelsen lidt.. Han trådte denne gang frem mod tronen, uden først at have ansøgt om det. "I er mine børn, og jeg ved at jeg har handlet uret.. Det er en fejl, som jeg nu ønsker at gøre op for.. Giv mig muligheden for at være den far for jer," bad han, idet han igen vendte blikket mod hende. Han ville virkelig gerne gøre op for det.

[Silia D. Diamaqima]

Hendes udtalelser var hårde, men i grænselandet mellem godt og ondt hvor retfærdigheden ikke var sket fyldest, så var hun ikke en kvinde man skulle udfordre i for høj en grad. De havde lært hende selvstændighed dermed også at beskytte sig selv, finde sit eget værd, og hun var mere værd end at blive valgt til og fra på hans præmisser, når han ikke havde været der mens de havde haft brug for det. Det gjorde ondt at høre ham tiltalte hende med royal titel, men hendes mimik forandrede sig ikke, som dronning var skuespillet nærmest bare en naturlig del af livet. "Men det er sandt," indskød hun roligt. Ligesom ham, hævede hun sjældent stemmen, i aften var ingen undtagelse, men kunne dog ikke tage fejl af skuffelsen og bitterheden der lyste langt ud af hende.

Utålmodigt trommede hun fingrene hen over armlænet og sukkede. "Det skulle du have været rede til at gøre for mange år siden, Nathaniel. Sandheden er at jeg ikke har brug for dig mere. Dit fravær har lært mig at leve uden," svarede hun ærligt. Hvis bare hun havde Jophiel, Gabriel og Kimeya, så var hun en lykkelig kvinde. Vreden sitrede i underhuden. Selvom hun stirrede intenst og opmærksomt på ham, så hørte hun lidt men tænkte frygtelig meget. Hvordan kunne han overhovedet havde den frækhed? Endnu engang rejste hun sig, og tog tre lange skridt i hans retning, til hun stod lige foran med et strengt blik. "Du tænker frygtelig lidt om mig far hvis du tror at jeg nogensinde ville acceptere dig efter dit forræderi!" hun råbte ikke men hendes tone var bestemt. "Du har vanæret vores mor, og du har vanæret og afskåret os som dine børn, vi er ikke en del af dit liv og det bliver vi aldrig, hvis det var dit håb, så lad mig knuse det allerede," hun skar tænder af vrede. Man kunne se mørket i hendes blik, det kom sjældent til syne men det var en del af hende. "Afvist. Tag hjem nu, eller bliv spærret inde i kælderen på lige fod med alle andre," hun vendte ryggen til ham og gik tilbage til sin trone.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste godt, at det her ville blive en kamp, som han med største sandsynlighed ikke ville kunne vinde. Det gjorde ondt, og særligt fordi at børnene altid havde været elsket og forgudet ved ham. Det var tydeligt at hun var vred og indebrændt, og han forstod hende, men var det virkelig hans datter, at stirre sig så vred på det, at hun ikke kunne se, at han virkelig ønskede at rette op på de fejl og mangler, som han førhen havde begået? "Det vil jeg nu ikke just påstå," sagde han blot. Ikke at han ville stå der og diskutere med hende, for det var han slet ikke ude på.

Silia afviste ham.. Den vrede som pludselig viste sig i hendes ansigt, kunne han slet ikke huske, at han havde set tidligere. Havde han virkelig formået at kaste det hele sådan i jorden? Hans blik søgte direkte til jorden. Han ville ønske at han havde været klar tidligere.. og nu ville de påstå at han vanærede Liya? Det ville han bestemt ikke mene, at han gjorde. At høre hende tage de ord i brug... Ja, det var nok første gang i frygtelig mange år, at han virkelig ikke vidste hvad han skulle sige og gøre ved tingene lige nu, og det var hårdt... virkelig, virkelig hårdt. Han endte med at sænke blikket.. Han måtte vel give tabt efterhånden? "... Meget vel.. Deres Højhed.." Han vidste slet ikke hvordan han skulle reagere. Følesen af et kæmpe og massivt tomrum meldte sig i hans krop, idet han bakkede mere baglæns mod døren. Først da han nåede den, og kunne vende ryggen til hende, for at søge ud... lod han en tåre falde. Tanken om at have mistet sine børn, var virkelig det værste og tungeste, som han nogensinde havde oplevet! Med tomrummet, forlod han Castle of Light... og søgte mod de procianske grænser igen.. Vendte ryggen til det liv, som han her i landet havde haft.

//Out

[Silia D. Diamaqima]

Det her var en kamp som han ikke kunne vinde med sine fine ord og store charme. Nathaniel Diamaqima var kendt verden over for at redde sig ud af hvad som helst, udelukkende ved at gøre brug af sine ord, men hun havde lyttet til dem hele livet, så for hende var de af meget ringe betydning. "Det er vel bare sådan vi ser på det," konstaterede hun og trak på skuldrene. Lige nu var det fristende at løbe hen hvor end Gabriel var og bare omfavne ham, bare for at sikre sig at han ikke ville gå nogle stedet. De havde så travlt så Silia somme tider var bange for at de var på vej i hver deres retning. Det var tydeligt at hendes beslutning ikke faldt i særlig god jord, men han havde kun sig selv at takke for det. Hun havde givet ham den ene chance efter den anden og han havde selv valgt ikke at tage dem.

Trods han tiltalte hende ved titel ændrede hendes mimik sig ikke. Det var bedst sådan, eller det første hun i hvert fald at overbevise sig selv om. Sandheden var at hun savnede sin familie. Idet han var ude, rejste hun sig med en underlig følelse af tomhed og rastløshed. En tårer trillede ned over hendes kind. Hvad pokker skulle hun gøre? Alt i hende skreg efter at hjælpe deres familie til at blive hel igen, men hun anede ikke hvordan. Yuuki var i hans hjerte nu, og hun vidste at hendes mor rendte hvileløst rundt og med største sandsynlighed vidste det. Den eneste der havde et svar på alt dette var langt væk herfra. Hun tørrede sin tårer væk og forlod tronsolen med beslutsomme skridt. Hun var nødt til at snakke med Kimeya.

//Out