Gæt hvilken hånd...

[Deleted]

Et sted virkede det som et rigtig eventyrliv, men også med faren det indebar. Da han rejste sig, gjorde hun det samme, hun foldede noget af tøjet lidt ud og gav det en bedre chance for at tørre. Hun smilede for sig selv, det var rart at møde en med et godt hjerte, siden dødsenglen havde hun ikke turde tage kontakt til andre væsner. Her tog han kontakten og han havde vist sig rar og hjulpet til. Hendes blik gled mod ham, hun stod og overvejede at hjælpe lidt til, men ville ikke mase sig på. I stedet stod hun blot med foldede hænder over sit skød og betragtede ham.
"Det må være et farligt erhverv, men også fuld af utrolige oplevelser. Så mange steder at have været. Jeg ville gerne rejse rundt for en tid, bare for at se nye steder, opleve nye væsner. Smage ny mad, hører nye toner og se anderledes klæder." Hendes stemme var drømmende og de sidste ord blev afsluttet med et længselsfuldt suk. Øjnene var nu rettet mod de ddansende flammer, hun ville elske det, men at rejse for hende, krævede nogen til ar beskytte hende. Hun havde for længst indset at hun altid ville være en jomfru i nød og aldrig kunne kæmpe imod nogen som helst. Roligt gik hun ud på badeværelset for at hente sin violin og bue, blot for at skulle huske det senere. Det blev stilt tæt ved døren.
"Hvad så med fremtid? Er det livet til den dag i dør eller vil i føre slægten videre på et tidspunkt?" Spurgte hun så med de største nysgerrige øjne rettet lige mod ham, med et sødt smil på læberne og hovedet på skrå.

[Deleted]

Caleb stivnede midt i at proppe en skjorte ned i en taske ved Myrinas spørgsmål. Føre slægten videre? Fremtiden? Han måtte indrømme, at han ikke havde tænkt i de baner. Mon Isabel overhovedet havde? Han sænkede blikket ned til tasken, og hans bevægelser med at smide ting derned blev en smule voldsommere.
”Der… var en gang, hvor jeg ville slå mig ned,” fortalte han med en pludselig lav og flad stemme. Han smed tasken fra sig, og vendte ryggen til Myrina, for at samle nogle bøger sammen. Sandheden var at han kunne mærke kæben spændes ved tanken om den fremtid, han engang havde drømt om. Ingen skulle se ham sådan. Ikke engang Isabel. Det var derfor, han altid plejede at drikke sig bevidstløs, når mindet om Julia dukkede frem.
”… men det er lang tid siden. Min søster har brug for mig, så… jeg bliver nok ved med det her, indtil et eller andet monster, endelig får mig ned med nakken,” afsluttede han, og kastede et kort blik over skulderen mod Myrina. Skuldrene var trukket lidt op, og kroppen anspændt. Han kunne ikke lide at blive mindet om fremtiden. Forhåbentligt ville der ikke være nogle. Forhåbentligt ville han dø i kamp.
”Hvad med dig? Nogle planer for fremtiden?” spurgte han med en rømmen, for at få fokussen væk fra ham.

[Deleted]

Meget opmærksom på hans reaktion, bed hun sig i læben, havde hun sagt noget forkert? Hendes blik gled mod ilden, hun gik mod sengen og satte sig forsigtigt i sengen. Hun kunne mærke og se det på ham, ja selv høre det på ham. Et sted ville hun gerne vide hvad der kunne få en mand til at være sådan, men hun kunne næsten tænke sig til det. Uroligt pillede hun ved sin knap, men endte så med at rejse sig i et fast ryk og gik målrettet mod ham og krammede ham så. Myrina var en kærlig og omsorgsfuld pige, hun ønskede det bedste for alle og specielt folk med gode hjerter som hjalp en våd ungmø i nød.
"Jeg håber fremtiden bringer fred i din sjæl og dit hjerte ro uanset hvad." Hviskede hun blidt. Om han vente med front eller ryg til hende, ville hun kramme sig ind til ham. Vise at det nok skulle gå og blive bedre. Hun smilede svagt uskyldigt og hvilede kort hovedet ind til ham, hvis hun fik lov til at stå så længe og kramme ham. Hvis hun da overhovedet havde fået lov til at komme tæt nok på.
"Min fremtid lige nu står stille, jeg venter på noget skal ske. Jeg er stadig ung endnu. Hvem ved, måske en dag jeg kan få lov til at rejse lidt rundt." Et skævt smil satte sig på de rosa læber, hun vidste endnu ikke helt hvad hun drømte om eller hvad hun ønskede for sig selv. Hendes barndom havde handlet om at overleve, tanker og drømme var først for nylig blevet hende en mulighed.

[Deleted]

Det kom som et chok for ham, da Myrina pludselig lagde armene omkring ham, og stillede sig ind mod hans krop. Musklerne spændte sig ved den fysiske, sjældne kontakt han mærkede fra andre end Isabel. Han anede ikke hvad han skulle gøre, som han stod der med armene hævet en smule op, og en ung pige i gang med at omfavne ham bagfra. Det var lige før at han håbede Isabel, ville komme brasende ind i døren, og forstyrre det akavet kram.
Besværet vred han hovedet rundt, for at kunne se ned på hende med et lille smil.
”Jeg er sikker på, du skal nok skal opleve en masse,” sagde han beroligende, og fik sig vendt rundt i hendes greb, så han stod med fronten til hende. Tøvende og silkelet lagde han armene omkring hende. Det føltes fjollet at blive ved med at stå med armene hævet i frygt for at røre ved hende – også selvom hun kun havde en af hans skjorter på, der knap nok dækkede hende.
Mange år var gået siden han sidst havde stået sådan her med en pige. En smule akavet klappede han hende på skulderne, inden at han nænsomt gjorde sig fri af hendes greb. Han tog et skridt tilbage fra hende, for at skabe lidt afstand imellem dem.
”Så… er dit… tøj tørt?” spurgte han for at finde på noget af side. Han var pinlig bevidst om at hans håndflader svedte.

[Deleted]

Akavet fandt hun det ikke, hun elskede at kramme folk hun mente havde brug for det og det at han ikke helt vidste hvordan han skulle reagere gjorde heller intet. Det var hun faktisk van til. Myrina smilede dog ekstra stort da han rent faktisk vendte rundt og fik gengældt krammet. Åh så hyggeligt og rart hun fandt det, hun så op mod ham storsmilende og selvom han valgte at gå tilbage og adskille dem, var smilet der stadig. Hendes skuldre gled kort op, skjorten blev pænt hevet med.
"Hvem ved, måske er jeg heldig at finde en rejsekammerat en dag. I er heldige i har hinanden." Lød det så roligt fra hende, hun vendte roligt om på hælende da han spurgte ind til tøjet. Nej sådan noget tog gerne noget tid, så helt tørt var det nok ikke. Det havde jo været drivvådt, hun følte på det, det var stadig vådt, men varmt. Hun kunne mærke varmen fra ham i krammet havde fået hendes krop til at slappe mere af, det gjorde den ikke just længere. Hendes bryst havde markeret sig fint i skjortens stof og to fine prikker strittede under. Intet hun selv lagde mærke til, andet end hårene på hendes arme rejste sig en smule.
"Du må endelig sige til hvis jeg er i vejen, jeg vil så nødig trænge mig på. Det er ikke nødvendigt at huse mig på jeres værelse, jeg har overlevet værre med min klodsethed." De sidste ting blev sagt i en sød fnisen, hun morede sig da over sig selv, en gave hun havde i stedet for at opgive alting hele tiden. Et sted ville hun gerne give sin tak, men det måtte vil blive en anden god gang, eller måske kunne hun spille lidt for ham. Hvis han da kunne lide musik.

[Deleted]

Grundigt sørgede Caleb for ikke at kigge på hende, da han ellerede havde opdaget hvordan hendes kvindelige former trådte frem under hans skjorte. Pinligt berørt kløede han sig i nakken.
”Nej, nej, bare… bare bliv,” sagde han og gjorde en håndbevægelse mod sengen. Han havde ingen ide om, hvad de skulle give sig til. Hvordan var man overhovedet overfor en pige, der ikke var ens søster? Han fandt svaret i sin taske. Et spil terninger lå gemt i en lille lomme. Hans hånd dykkede ned, for at hive dem frem, og han vendte sig mod Myrina med dem rakt frem i håndefladen.
”Hey! Vil du spille et spil terninger? Det er god tidsfordriv indtil tøjet bliver tørt,” fortalte han, og gik hen til sengen. Støvlerne blev trukket af, inden at han satte sig op i den. En bog kunne blive brugt som en flade imellem dem, hvor terningerne kunne blive kastet ud.
”Jeg kender et par spil. Isabel og mig plejer at spille, når vi ikke har nogle jobs,” forklarede han til Myrina, og sendte hende et skævt smil, mens han holdte blikket rettet mod hendes ansigt.
Han fik trukket sin jakke af, og smed den over sengegærdet. Indenunder havde han kun en hvid trøje, hvor ærmerne var smøget op. Under den kunne man skimte de forskellige pentagrammer og runer, Isabel og ham, havde skåret ind i huden, for at beskytte mod forbandelser, besættelser og andet.

[Deleted]

Det virkede da til at han oprigtigt ønskede hun skulle blive, hun gik roligt mod sengen og satte sig op i den, her lod hun sig sidde i skrædderstilling, hvor stoffet fra skjorten lige netop dækkede hendes ellers spredte ben til. Hun så op mod ham, det var en smule pinligt dette her, men hun havde jo rent faktisk aldrig spillet nogen former for spil før. Nøje studerede hun tingene han fandt frem og smilte sødt mod ham, hun foldede hænderne foran sig og sad bare og kiggede lidt.
"Jeg vil da gerne forsøge, men jeg ved ikke hvordan." Fortalte hun så stille, tydeligt flov over dette, da hun havde set mange spille, men aldrig selv lært det. Men hun var jo stadig ung og kunne vel nå det hele endnu. Hun nikkede smilende til hans ord, det lød jo rigtig hyggeligt og så gik det ikke kun ud på arbejde konstant, det var da en rar ting. Lige nu slappede han forhåbentlig også lidt af, hyggede sig med hende, trods de kedelige omstændigheder. Hun så kort mod tøjet og småfniste af sig selv igen, hun rystede på hovedet og kørte så en hånd op for at ugle det godt igennem. Det faldt rodet ned igen, nu mere fyldigt end før da det var langt mere tørt.
"Hvad betyder alle de ting?" Spurgte hun så forsigtigt og bøjede sig forover for at lade fingrene glide kort ned af nogen af mærkerne, hun ville lige se om det kunne være rigtigt at det var huden det sådan var gået ud over. Hertil skar hun en grimasse, det måtte da have gjort ondt!

[Deleted]

Hun nåede akkurat lige at stryge sin finger ned over hans brystkasse, inden at han automatisk lænede sig tilbage væk fra hendes greb. Det havde givet en gysen igennem ham ved den blotte berøring. Uvant overfor en piges blide fingre. Bare tanken fik nakkehårene til at rejse sig.
”Jeg…” Han måtte synke en klump, for at få kontrol over sin stemme igen. Det hele var så uvant for ham. Måske engang før Julie, havde han kunne håndtere den her slags, men nu…
Han måtte sukke opgivende af sig selv. Det her var jo til grin. Hvordan kunne han både ønske, at komme tættere på folk, for derefter at skubbe dem væk? Ham og Isabel havde utallige skænderier omkring den slags.
”Okay… se her…” Han skubbede bogen væk, så han kunne rykke sig tættere på Myrina, mens han hev lidt mere ned i sin krave på trøjen. Et fint skåret ar af et pentagram kom til syne tæt ved hans kraveben. Det skinnede hvidt i skæret fra flammerne i ildstedet. Han vred hovedet en smule op, så hun frit kunne se det.
”Det er runer og pentagrammer, der beskytter mig mod forbandelser, tankekontrol og besættelser,” fortalte han hende, og lod kraven dække pentagrammet til igen, inden han hev mere op i sit ærme, så en kort sætning med runer blev synlig. Armen drejede han, så hun kunne se den. Sammen med de nydelig skåret runer, var der også de normale gamle skrammer fra utallige kampe mod mørkets væsner.
”Den her sætning er på et gammelt sprog. Simpelt forklaret, så sørge den for, at en warlock ikke kan betræde mine drømme,” forklarede han, og vippede armen fra side til side, så flammerne fangede arrenes bugtende linjer. ”Det hele måtte blive skåret ind, da en blodofrelse, gør magien stærkere.”
Til sidst endte ham med at række hans ene hånd frem mod hende. Skiftevis vippede han den op og ned. På både håndfladen og håndryggen var der skåret et dybt pentagram ned i huden. Arret var knudret, men alligevel kunne man tydeligt se formen.
”Det her styrker mine magiske egenskaber, så jeg kan hamle op mod nogle af de stærkere racer. Pentagrammet tapper dog direkte fra min energi, så jeg kan ikke opretholde styrken i lang tid af gangen.” Han kiggede op på hende med sit ene øje, og smilede skævt. ”Forstår du?”

[Deleted]

Der kom store øjne da han viste tingene frem, hun studerede dem nøje og lyttede godt efter, hun var virkelig imponeret over sådan noget kunne laves, det havde hun aldrig set eller hørt om før. Hendes blik gled fra det ene til det andet, det måtte have gjort ondt at få lavet. Hun var ikke genert, så hendes fingre gled ned af nogle af tingene, bare for også at studerede med sin følesans.
"Jeg kan tænke mig til det har haft reddet dit liv en eller to." Sagde hun så med et drillende smil, hun var ret sikker på det var flere gange end det, men det havde i hvert fald været til nytte i hans erhverv måtte man sige. Myrina var så nysgerrig! Hun satte sig lidt tilbage og rettede på skjorten som havde sat sig lidt mærkeligt efter hun havde bøjet sig frem mod ham. Hun var overrasket over han var så åben omkring det, det havde hun faktisk ikke helt regnet med, men det var rart.
"Er du aldrig bange?" Spurgte hun så og bed sig i læben, hun var selv blevet udsat for en ubehagelig oplevelse, den første i hendes liv og hun havde været så dødhamrende bange. En dødsengel havde haft sine klør i hende og leget med hendes sind og været ondt ved hende, sørget for hun kom godt og grundigt til skade. Hun havde lovet ikke at sige noget til nogen, hun var desuden også for bange til det, men nogen gange i ren frygt for at han alligevel ville bryde ord, eller beslutte sig for at lege med hende igen, havde hun da overvejet at sige det bare til en eller anden. Det arbejde som Caleb udførte var stort, havde hun haft modet og styrken dertil, havde hun da også valgt at forsvare uskyldige, eller i hvert fald nedlægge det onde. Var det ikke det han gjorde? Eller tog han den første og bedste opgave?

[Deleted]

Villigt lod Caleb Myrina røre ved hans ar, der formede de forskellige pentagrammer. Det rykkede lidt i hånden, over de uvante berøringer, men i det mindste, var han forberedt på dem denne gang. Det var ganske rart, for en gangs skyld, at sidde og have en normal samtale med en person på et varmt kroværelse. Det var ikke noget, han oplevede hver dag.
Han trak hånden til sig, så han selv kunne gnide i håndfladen med tommelfingeren. Tydeligt huskede han, da ham og Isabel, havde lavet dem på hinanden. Det var hans ide, efter at have fundet en bog omkring gamle pentagrammer og runer. Blodet havde flydt den nat.
"Det har redde mit liv mange gange, ja. Hvis ikke jeg havde dem her, ville jeg helt sikkert have været død i dag," kommenterede han, og betragtede de snørklede ar, mens han gned dem hårdt. Dog kiggede han op på hende, da hun spurgte om han nogensinde var bange. Han smålo, mens han trak på den ene skulder.
"Ikke normalt. Jeg er mere bare... opfyldt af had, når jeg kæmper mod et mørkvæsen. Med ondt, skal ondt bekæmpes, plejer min søster at sige. Vi har en messe, som vi nogle gange siger til os selv eller hinanden, for at huske på hvad vi gør," fortalte han, og vendte sig rundt, så han sad med ryggen op mod væggen og siden til hende. Den side med hans gode øje selvfølgelig. Med et suk lagde han hovedet tilbage, og kiggede op i loftet.
"De gange, hvor jeg har været bange, har mest været, når Isabel var i problemer. Dengang jeg mistede øjet, var vi imod en gruppe dæmoner, der havde chikaneret en landsby i flere måneder. Jeg kan huske, at jeg lå på ryggen mens nogle dæmoner holdte mig nede. Det var lige inden de tog mit øje. Jeg kunne se Isabel. En dæmon stod med en hånd omkring hendes hals. Han havde presset hende op mod en husmur. En anden slikkede hende op af kinden. Jeg kan stadigvæk huske hendes ansigt. Hun skreg og græd, mens hun kæmpede for at komme fri, for at hjælpe mig. En havde en kniv fremme, mod hende, men hun var ligeglad. Alt hun tænkte på var mig. Jeg kunne se det i hendes blik."
Han rømmede sig, og ruskede sig selv ud af de ubehagelige minder, som til tider stadigvæk vækkede ham om natten. I et forsøg på at skjule sine følelser, smilede han skævt.
"Det er ved at være lang tid siden nu..."

[Deleted]

Det var tydeligt at se hun slugte alt hvad han sagde råt, hun havde overrasket udtryk, forarget, interesseret, spændt, bekymret, trist og hun sad på ingen måde stille. De sidste ord fik hende til at knytte hånden som lå ved hendes bryst, hun så mod ham med store øjne, hold da op! Alle de ting han måtte have været igennem, hun var virkelig overrasket over at væsner kunne holde til den slags, selv var hun da faldet om, død af skræk. Det måtte man respektere, folk som ham og hans søster. Igen faldt det hende helt naturligt at skulle kramme ham, så selvom han sad ved hendes side, vendte hun rundt og krammede ham, så hun på en måde stod på alle fire, men i stedet for armene hvilende i madrassen var de om hans hals.
"Det må have været skrækkeligt, du godeste, hvordan kan i klare den slags? Det er virkelig styrke der vil noget, hold da op!" Lød det fra hende, Myrina var stadig ikke blufærdig, så at skjorten hev sig med op sammen med hendes arme og efterlod en nøgen røv strittende i vejret var hende intet problem. Lige nu tænkte hun bare over hvor mange forfærdelige ting de måtte have oplevet og hun måtte bare kramme ham! Havde hans søster været der havde hun også krammet hende. Sådan var hun, kærlig og meget nærværende. Måske meget nærgående, men hun havde stadig ikke lært at begå sig med andre endnu. Sådan en tapper sjæl, hun kunne næsten græde på hans veje! Tænk sig at gå det igennem, se sin elskede søster kæmpe sådan. Familie.... Hun følte hun havde haft en bror, indtil han mente han skulle kysse på hende, så blev alting ødelagt og nu vidste hun ikke hoved og hale i noget. Familie var nok børnene på børnehjemmet.

[Deleted]

Det gav et sæt i ham, da hun pludselig omfavnede ham, og hele hans krop stivnede. Nærkontakt, nærkontakt, nærkontakt! Automatisk lænede han sig væk fra hende, mens hovedet hævede sig, som prøvede han, at komme så langt væk fra hende som muligt, uden rent faktisk at rive sig løs. Det var der, hans blik faldt på hendes nøgne balder, og hun kiggede hurtigt op i loftet. Oh dear god. Hvis han havde været en hvilken som helst anden person, uden en streng storesøster, til at kigge efter ham, så havde han udnyttet hende. Kroppen reagerede på, hvad han havde set, så hans kinder blev en anelse røde. Hænderne var knyttet, uden at holde om hende.
Han rømmede sig, og kiggede ned på hendes krøllet hårtop, der var lige under hans hoved.
”Det er ikke så slemt,” mumlede han med et usikkert smil, og strøg hende akavet over hovedet. Han kunne mærke sit hjerte hamre afsted. Åhhhh hvis Isabel kom ind nu, ville han synke i jorden. For to år siden, havde han ikke haft noget imod det her, men nu kunne han slet ikke tage det, at have en kvinde, så tæt på sig. Det var så lang tid siden. Så uvant.
Han rømmede sig, og skubbede diskret til hende, så hun måtte sætte sig op igen.
”Vi klare det fint. Vi har hinanden, vi har penge, vi har et varmt sted at sove, mad i maven, og jeg har behageligt selskab,” fortalte han, og blinkede til hende. Dér var lidt af den gamle Caleb. ”I det mindste går vi den slags igennem, så I andre ikke skal. Forhåbentligt vil du leve hele dit liv igennem, uden at støde på et mørkvæsen. Det er hvad jeg kæmper for.”

[Deleted]

Med det samme kunne hun egentlig mærke han ikke brød sig om det, og huskede det også for før, så et sted, skammede hun sig helt over hendes opførsel. Hun gled tilbage da hun blev skubbet væk, hun så ned af sig selv, inden hun så op, rettede lidt på skjorten og med røde kinder, fordi hun egentlig fandt det pinligt hun var så fatsvag. Lidt uroligt sad hun, pillede fraværende ved stoffet på skjorten og var fristet til at rejse sig fra sengen så hun ikke endte med at bryde hans intimsvære igen.
"Undskyld, jeg er ikke van til andre væsner som sådan, jeg har levet i skoven og gaden det meste af mit liv. Jeg lære stadig." Mumlede hun så, så alle andre steder hen end på ham, næsten bange for hun skulle begynde at græde. Her sad han og snakkede om noget som egentlig for hende ville være et ømt emne, og så overfalder hun hans intimsvære og gør ikke ligefrem situationen lettere for ham. Hvis hun havde været nær en væg havde hun slået hovedet gentagende gange ind i den. Det var bare så typisk hende det her! De sidste ord fik hende til at se op, med halvblanke øjne.
"Jeg har allerede mødt mit første onde væsen, for håbentlig også det sidste." Tanken om Zean fik hende til at lægge armene om sig egen spinkle krop, nu måtte hun rejse sig fra sengen, ellers ville hun endnu engang glemme det og putte sig op af ham bare for at få tryghed. Myrina var en naiv pige, der skulle ikke meget til at vinde hendes tillid. Med lidt klodsede bevægelser fik hun møvet sig ud, hun gik over mod tøjet og mærkede på det, stadig vådt, eller fugtigt, men for meget til at tage det på ville gøre hende noget som helst godt. Hun blev dog stående, med ryggen til ham og stirrede ind mod flammerne.