Gæt hvilken hånd...

[Deleted]

@myrina - @caleb

Solens sidste stråler farvede hele byen i et orange lys, der fik teglsten og brosten til at gnistre som guld. Boderne var ved at sælge til de sidste handlende, som skulle hjem til et varmt måltid mad og familien.

Ved springvandet sad Caleb på kanten. Vandet sprøjtede lystigt bag ham, mens en lille flok gadebørn, havde samlet sig ved ham i løbet af dagen. Hans sorte hår dansede let i vinden, så læderklappen syet over det ene øje, blev synligt. Det andet øje strålede i grønne nuancer på grund af solen, og latteren der var tydelig i hans ansigt, mens han holdte sine sammenlukket hænder frem mod børnene.

Benovet så de til, mens at han fremtryllede sommerfugle, der blafrede fra hans håndflader, og ud omkring dem. Jublende klappede de i hænderne, mens de dansede omkring, for at fange dem. Han lo fredfyldt. Tøjet var slidt. Kappen, som lå over skulderne, bar præg af lange vandringer med vejstøvet hængende i sig. Tøjet indenunder havde ligeså set bedre dage. 
Det var først for nogle timer siden, at ham og hans søster var ankommet til byen, for at få fat i forsyninger, inden de skulle rejse videre om nogle dage. 
Han nød fridagen, samt varmen fra aftensolen, der ramte hans ansigt. 
”Luk øjnene,” sagde han til en lille pige med nøgne fødder. Hun gjorde som han sagde, mens de andre så åndeløst til. Diskret gemte han en mønt i håndfladen. ”Se hvad jeg fandt bag dit øre!”

Han lod som om han fiskede mønten frem ved siden af hendes ene øre, og mens børnene grinede, så gav han barnet mønten i hånden. Smilende tippede han hendes næse.

”Vil I se et andet trick? Jeg kan få en sten til at forsvinde,” sagde han, og samlede en lille sten op fra jorden. ”Gæt hvad for en hånd, den er i.”

[Deleted]

Dagen havde været rar og afslappende, selv med arbejde og pligter, hun elskede at have noget fast i sit liv og det var rart endelig at have et hjem. Hun havde taget sig den frihed at søge ud for aftenen og nyde lidt af livet på torvet. Med rolige skridt gik hun ned igennem de få boder som stod tilbage, folk var ved at lukke ned og selvom der ikke var meget af se, var det nok til at få hende til at studere nøje og nysgerrig. Børn latter og forundring i form af lyde, fik hende dog til at vende blikket mod springvandet, hun lagde hovedet på skrå og studerede tingene gemt på den anden side. Hun kunne se hans ryk, men det var nu også mere børnenes ansigter hun var interesseret i. Hun lænede sig forover og stirrede nysgerrig, hun elskede lyden af børn som lo, det mindede hende om ikke mange år tilbage hvor hende og Jack legede rundt i skoven. Hendes klæder bestod af et par strømpebukser i beige, en mørkebrun kjole som sad løst med et hvidt forklæde om som hun havde glemt at tage af på vejen. Violinen hang med sin bue bag hendes ryg, håret sad pjusket som alting, men klædte hende til perfektion. Det var tydeligt at se hun var en ung kvinde, kun lige trådt ind under kategorien kvinde. Hendes blik hvilede intenst og hun blev mere og mere ivrig. Som hendes interesse voksede, jo mere lænede hun sig fremad, men endte med at falde forover med et højt hvin og armene viftende i luften som kunne hun flyve sig fra faldet lige ned i vandet. Men der endte hun med et plask, hvor vandet sprøjtede ud til siderne, men fordi hun var på modsatte side, ramte det ikke ham og børnene så meget igen. Hurtigt kom hun op af vandet, gispende, hun var knaldrød i hovedet og skyndte sig op af vandfaldet, drivvåd med tøjet og håret klamrende til krop og ansigt. Det skete hver gang det her, hvis hun ikke kom til skade, blev hun gennemblødt. Pokkers til klodset gen der lå i hende. Hun stod og prøvede at vride det meste vand ud af sit hår, herefter sit tøj. Hun kunne høre børnene skraldgrine af hendes lille stunt, hun vendte sig mod dem og smilede kærligt i deres retning og klukkede blidt med, mens hun trak på sine skuldre. Det var en gave at kunne grine med andre når de grinte af en.

[Deleted]

I fuld gang med at lave små magiske trick for børnene, havde Caleb ikke lagt mærke til ret meget andet, indtil der lød et plask, og nogle vanddråber plaskede op mod hans ryg. Han fór op, og vendte sig rundt, for at se hvad der var sket. Synet der mødte ham, fik ham til at trække på smilebåndet. En ung pige - kvinde - var i fuld gang med at kæmpe sig op af springvandet. Drivende våd. Børnene begyndte at fnise og grine, så han selv måtte overgive sig, og le med, indtil at han skyndte sig over til hende.
"Ved Guderne... er du okay?" spurgte han betænksomt med et skævt grin, og trak galant sin slidte rejsekappe af, for at svinge den om hendes skulder. "Her. Tag det våd tøj af som du kan, og brug min kappe. Du er plask våd!" Inden under hans kappe havde han stadigvæk sin grå trøje, der kunne holde ham varm. De indridset runer kom til syne de steder hvor trøjen ikke dækkede.
Heldigt for hende var solen stadigvæk lun, så hun ikke frøs, men tøjet klæbrede sig til hendes krop, som et ekstra lag hud. Forsigtigt - fordi han havde lært, man ikke skulle røre ved fremmede kvinder - strøg han en våd lok væk fra hendes ansigt. Det tog alt hans viljestyrke, ikke at begynde at le af hende. Lang tid var gået, siden han havde haft det sådan.

[Deleted]

Stadig småfnisende, nikkede hun roligt.
"Blot overrasket over min egen klodset tilgang til tingene. Det lader til at jeg ubevidst prøver at overgå mig selv i pinlige situationer." Lo hun blidt, inden hun fik set ordenligt mod ham. Det var pænt af ham at hoppe til redning i sådan en situation, det var jo ikke rigtig hans problem, alligevel valgte han at tage sin kappe af for at svinge den om hendes skuldre. Hertil sendte hun ham et sødt smil og så med et taknemmeligt blik mod ham, det var jo alt for galt. Hun samlede kappen om sig med den ene hånd, vendte væk fra ham og med knapt så yndefulde bevægelser, møvede hun kjolen af med den frie hånd, den landte hårdt med et plask mod jorden da hun først havde skilt den fra sin underkjole. Mere tog hun bestemt ikke af, men den var også det tungeste og mest klodsede og kolde at have på. Hun knugede kappen mere om sig, og vendte så rundt på hælene igen mens hun så mod ham.
"Tak, det er meget betænksomt. Men kappen, den bliver jo våd." Lød det roligt fra hende, hun sendte ham et forsigtigt smil. Til at starte med gippede det i hende da han rakte hånden mod hendes ansigt, mødet med Zean havde sat sine spor i hende, hun var ikke nær så naiv over for fremmede, heller ikke selvom de havde hjulpet hende. Følelsen af at han fjernede håret fra hendes ansigt, fik hende dog alligevel til at smile, hun studerede ham kort, bare sådan for at få et indblik i hvad han var for en. Mest af alt lignede han ikke ligefrem en her fra, men hun vidste ikke så meget om folk igen, så hun kunne tage fejl. Og væsen, dem var der så mange af hun slet ikke kunne holde styr på det. Før i tiden havde hun jo faktisk holdt sig for sig selv, kun bekymret sig om Jack og hendes overlevelse. Nu var der så meget mere i hendes liv, og en masse nye ting at lære og tage til sig. Ganske forvirrende faktisk.

[Deleted]

Efter det havde givet et gib i hende, da han rørte ved hende, skyndte han sig at fjerne hånden fra hende. Hun var tydelig utilpas ved hans gestus, og han lagde straks armene over kors, som for at vise hende, at han ikke havde hænderne frie længere. Ved hendes tanker omkring hans kappe, trak han ubekymret på skuldrene.
"Det skal du ikke tænke på," svarede han, og kunne ikke lade være med at gengælde hendes smil. Sandt at sige havde den kappe nok været mere igennem end lidt vand. Blodpletterne ved den ene skulder, kunne stadigvæk ikke skrubbes af. Den var for stor til hende, eftersom han var et hoved højere end hende, men så kunne hun dog skjule sig fuldkommen i den. Han var pinligt bevidst om, at hun kun havde underkjole på under hans kappe, men han skubbede tankerne væk. Der skete noget underligt med en ung mand, når han rejste rundt med sin søster, uden chancer for at være sammen med andre kvinder. Han slap kort sin stilling med armene over kors, for at klø sig i nakken.
"Har du et hjem? Et sted, hvor du kan få noget tørt tøj på?" spurgte han med henblik på solen, der snart var ved at gå ned. Det var ikke altid så sikkert i byerne om natten. Ikke nu hvor Dvasias rørte på sig. Som altid havde han sit sværd hængende ved siden, daggert i støvlen og bæltet, samt sin magi. "Jeg kan følge dig hjem. Så kan jeg også få kappen tilbage."
Han tog sig i igen at sende hende et smil.

[Deleted]

Den fine vej fra børnehjemmet, bare for at vende tilbage mod slottet for at finde Elijah og igen være i en pinlig situation og skulle stå foran dronning og prins og vise sig klodset igen, nej tak, hun kunne ikke tænke sig at vende hjem. Ikke tale om. At han sådan havde reageret gjorde næsten hun fik det dårligt, men var også glad for han faktisk lod til at forstå og tage hensyn. Ganske pænt gjort af ham. Det var ikke ret tit hun havde så meget med andre af gøre end dem på børnehjemmet og slottet, hun hav de ikke rigtig turde efter alt den tagfat med dødsenglen, men nu havde hun vovet sig ud.
"Jeg fortrækker ikke at skulle tage hjem lige nu. Ikke i denne mundering." Erkendte hun med et par blussende røde kinder, som hun lod blikket falde ned til jorden og lod sin slidte sko trække hen over jord kort hvor vandet dryppede ned. Hvor hun dog savnede at have bare fødder, men det nyttede jo intet når man havde arbejde og helst skulle se anstændig ud. Hun selv var jo opvokset i gaderne, eller nærmere skoven. Men uden hjem og familie, kun Jack og hende, i tykt og tyndt, lige indtil.... lige indtil de blev modne nok til at han synes han skulle falde for hende og ødelægge det hele. For hende var han en bror og en bror skulle bestemt ikke kysse på sin søster som han havde gjort og åbenbart havde haft svært ved at stoppe med igen. Og så fandt hun Elijah og tog med ham hertil. Hvilket var helt fantastisk. Et hjem, rare folk omkring sig og så lærte hun en masse nyt.
"Jeg skal nok finde ud af noget, jeg ehmmm. Lejer mig ind på kroen. Så er kappen snart i rette hænder igen. Det lover jeg." Uskylden strålede nærmest ud af hende, hun sendte ham et smil igen og vendte sig rundt for at kigge lidt, hun var ikke så vant til at finde rundt i byen, men hun var sikker på det ikke var så svært at finde. Det var vel lyden af musik og glade mennesker man blot skulle følge?

[Deleted]

Ligesom hende kiggede Caleb sig også rundt. Han brød sig ikke om tanken om at efterlade hende på et værelse i en kro. Specielt ikke når hun så sådan ud. Overvejende fugtede han sine læber, indtil han tog en beslutning, som han vidste ville skabe problemer i slutningen, men han havde altså en samvittighed! Isabel måtte te sig så meget hun havde lyst til. Hvad skulle han ellers gøre? Hun stod der uskyldig, drivvåd, det var ved at være aften, og hun havde åbenbart ikke lyst til at tage hjem!
"Jeg har et værelse på kroen. Du kan tage med derhen, vi kan tørre dit tøj, og så kan du tage afsted, når du er klar igen," forslog han med et skuldertræk, som om det var den mindste ting at gøre.
"Bare rolig. Jeg vil ikke gøre noget, eller prøve på noget," skyndte han sig at fortælle med hænderne holdt forsikrende oppe foran sig. "Jeg er dusørjærger. Magiker. Jeg hedder Caleb Veterano, måske... måske du har hørt om mig?" Han sendte hende et skævt smil.

[Deleted]

Det var mere end bare pænt gjort af ham, det var alt for meget at foreslå sådan noget. Hendes øjne spærrede sig overrasket op, burde hun tage chancen om hjælp? Man kunne jo ikke dømme alle fremmede væsner og lidt naiv var hun vel stadig, så hvorfor ikke tage imod når han nu virkede så flink. Desuden understregede han fint han intet ville gøre hende, hvilket fik hende til at le sødt.
"Det vil jeg rigtig gerne. Du virker til at have hjertet på det rette sted, så jeg ser ingen grund til at frygte noget. Om ikke andet kan jeg altid skrige." Hendes stemme var taknemmelig og til sidst måtte hun grine og sende ham et drillende blik der glimtede pænt i hendes øjne. Hun var ikke bange for at være sig selv, selvom det tit indebar pinlige og klodsede situationer, men så var hun så livsglad og frisk hun ofre grinte med af tingene og tog det som det nu kom. Hvilket hun også gjorde her, med hendes våde tøj. Roligt samlede hun kjolen som lå på jorden, nu både beskidt og våd op. Hun prøvede at holde kappen med hagen mens hun vred kjolen for vand endnu engang. En del lettere nu hvor den ikke var på hendes krop.
"Nu er det vel ikke til for meget besvær. Jeg ønsker ikke at forstyrre dine planer." Kom det ret så pludseligt fra hende, men det gik op for hende at han jo rent faktisk også havde et liv ud over at redde ungmøer i nød fra farlige våde springvand. Tanken fik hende til at klukke af grin igen, hun greb fat i kappen som var ved at falde og knugede den hurtigt ind til sig igen. Hun var begyndt at fryse, og aftenens ellers orange og røde himmel var også ved at falde godt bort bag bygninger.
"Jeg er Myrina. Almuligt pige på børnehjemmet og tro tjenerinde af dronningen. Fritidsgøjler og musiker." Hun nejede kort og smilte endnu engang sødt mod ham, inden hun kiggede efter børnene som allerede var gået i skjul for aftenen og nattens komme i mørke. Der var faktisk blevet ret stille og tomt foruden dem.
"Nej, jeg høre ikke så meget om andre folk end dem på slottet og på børnehjemmet. Jeg kan tænke mig til det er et spændende arbejde, men også farligt." Lød det ærligt fra hende, samt nysgerrigt, for hun elskede at snakke og lære folk af kende, hvilket bestemt ikke var en undtagelse her. Desuden virkede han rar og betænksom vidste hun allerede han var.

[Deleted]

Han måtte le godmodigt af hendes spøg om at skrige op. Normalt reddede han personer, der kom i uføre, og skreg op. Det ville være ironisk, hvis han skulle stå i den modsatte rolle. Det undrede ham ikke, at hun ikke havde hørt om ham og hans søster. Hun virkede ikke som typen, der kom meget ud blandt folk, og det var mest også andre kredse, der kendte dem. Yderområderne, der ikke havde soldater til at passe på dem, hvis nogle fra Dvasias, skulle komme forbi. Hvis man spurgte en bonde, kunne han fortælle om Veterano Børnene, eller hvis man forhørte sig af ved en landevejskro, en hyrdedreng, eller bare såmænd en landevejsrøver. Derudove kendte de fleste til de to søskende, der rendte rundt, og slog Dvasias-beboer ihjel.
"Myrna..." Han smagte lidt på navnet. Det lå godt på tungen. "Myrna, du er slet ikke til besvær. Tværtimod. Du redder mig fra en lang aften i mit eget ensomme selskab," fortalte han med en dramatisk tone, inden at han rakte hende sin arm, som man nu ville gøre i det pænere selskab. Ikke fordi nogen af dem lignede nogle derfra lige i øjeblikket. Hende med sit våde tøj i favnen, og ham i slidt rejsetøj. Så hun kom fra slottet, og hjalp til på en børnehjem. Imponerende. Han betragtede hende med mere interesseret øjne. Folk fra slottet mødte han nu og da, når de fik opgaver, men en der arbejde på et børnehjem... det var en god gerning. En god person. Børn havde brug for den slags mennesker omkring sig. Hun virkede bare... så ung med sit søde smil, de uskyldige øjne, og den let skælvende krop. Han ville gerne have lagt en arm omkring hende, for at holde hende varm, mens de gik hen på kroen, men han troede ikke på, at hun ville bryde sig om det. Ikke sådan som det havde gibbet i hende, da han havde rørt ved hende.

[Deleted]

Den dramatiske tone morede hende, desuden elskede hun at gøre en god gerning og hendes selskab som tak for at hun måtte komme til hægterne igen hos ham, var da det mindste hun kunne gøre. Hun var glad for arbejdet på børnehjemmet, der brugte hun sådan set det meste af sin tid, hvis ikke hun havde ting at tage sig af med Elijah, men han selv var jo en travl mand og havde sine ting for. Ting som hun også måtte holdes ude af, og familieopgør med mere. Puha, tænk at være kongelig, godt det ikke var hende, nej det var ikke ligefrem fordi det var særlig frit og hun nød sin frihed. At færdes hvor hun ville, men nu krævede de jo lidt at hun var der, hvilket hun også trofast var og hun hjalp godt til. Ung var hun, meget, og ny i alting, virkelig alting.... Det forklarede også nogen gange hendes væremåde.
"Jamen så er det jo næsten skæbnen, den ene redder den anden for at redde sin redningsmand." Lo hun, inden hun lod armen glide ind under hans og gik med ham. Hendes anden arm havde travlt med at holde styr på den våde tunge kjole og at knuge kappen om sig stadig. Det var virkelig ved at være koldt at være så gennemblødt, hun håbede og bad til at han måtte eje et eller andet hun kunne få på imens hendes klæder tørrede. Og et ildsted var jo næsten et must, ellers ville det nok vare hele natten før tøjet bare var tæt på tørt. Havde han lagt en arm om hende var hun nok faret en smule sammen igen, nok mest fordi hun ikke var så forberedt og det skræmte hende, pludselige bevægelser. Zean havde virkelig haft leget godt og grundigt med hendes psyke og bare tanken fik hende til at gyse lidt. Hendes læbe var healet pænt og det samme var de andre skræmmer, selvforskyldte, men i flugt fra ham. Hun rystede på hovedet for at ryste tankerne væk.
"Er der et ildsted, på værelset?" Spurgte hun så, bare for at lade sine tanker hvile på andre ting.

[Deleted]

Caleb kunne mærke hvor meget hun frøs. Hun skælvede let i sit greb om hans ene arm. Selv frøs han en smule på de bare arme, som trøjen ikke dækkede. Det ville blive godt at komme ind i varmen igen, selvom han blev ved med at tænke over, hvordan man havde en pige på værelset? Han var langt fra erfaren med den slags, men heldigvis virkede det heller ikke som om, at hun var vant til at besøge drengeværelser. Heldigt.
Han smilede beroligende til hende, ved spørgsmålet om ildsted, mens at han førte hende med sig gennem de brostensbelagte gader, for at komme over til kroen, hvor ham og hans søster holdte til, inden de skulle afsted igen.
"Selvfølgelig," svarede han med et let skuldertræk. "Jeg tror de fleste værelser nu om dage har ildsted."

Det tog kun et par minutters gåtur, før de var ved den lyse, hyggelige kro. Folk var allerede ved at møde op, for at spille, drikke og more sig inde i den varme krostue, hvor man altid kunne høre en masse historier, samt finde behageligt selskab. Caleb lagde beskyttende en hånd ovenpå Myrinas, der lå på hans arm, da han tog hende med indenfor. Kroværten hilste på ham med et løftet hånd, og sendte ham et sigende blink med på vejen, da Caleb krydsede krostuen med Myrina, for at komme over til trappen, der førte op til etagen ovenover. Han gjorde alt for at ignorere det sigende blink. Det var ikke sådan det var. Langt fra.
"Jeg må advare dig om rodet," sagde han undskyldende til Myrina, da han stoppede op foran værelsesdøren, for at låse den op. "Vi plejer ikke at få gæster."
Han åbnede op ind til kroværelset, og lod hende gå ind først, inden han fulgte efter.
Værelset var ikke særlig stort. Der var lige plads nok til en uredt enkeltseng, et overfyldt skrivebord, en rejsekiste, et glødende ildsted, og en dør ind til hvad der måtte være en lille badeværelse.
Gardinerne var trukket for vinduerne, så kammeret var henlagt i halvmørke. Caleb dansede over tingene på gulvet, for at komme hen til ildstedet. Med ildrageren fik han gang i gløderne, så ilden snart blussede op, og oplyste rummet.
Et par rodet tæpper lå nedenfor sengen, hvor han sov, mens Isabel havde selve sengen. Våben lå rundt omkring med slibesten, et par bøger, nogle miksturer, sammenrullet pergamenter, tøj og dusørplakater.
Caleb slog lidt ud med armene.
"Vi bor her kun til i overmorgen," fortalte han med et svagt smil. "Så drager vi afsted igen. Ehm..." Han gjorde en hånbevægelse mod ildstedet, og døren ind til badeværelset. "Du kan tørre dit tøj her, og derover er badeværelset, hvor du kan... klæde om. Jeg har en skjorte derinde, som du kan... få på." Han kløede sig i nakken.

[Deleted]

Van til at være på kroophold var ikke noget hun kunne prale af, nej det var faktisk sjældent og hendes første tur på en kro var gået galt. Til gengæld havde hun mødt Elijah, hvilket havde vendt op og ned på alt i hendes liv og hun var ikke en gadetøs mere. Roligt gik de sammen mod kroen, og da de endelig kom ind i varmen måtte de røde kinder blusse på ny. Hun så blikket fra kroejeren, så hun kiggede hurtigt væk og knugede kappen godt til sig. Folk gloede noget på hende, drivvåd og dryppende endnu. Det var virkelig pænt af ham at tage hende sådan ind, han havde intet pligt jo. Hun så undrende mod ham da han sagde noget som hentød til han ikke var alene. Men spurgte ikke ind til det.
"Rod gør mig intet, varme og tørt er mig vigtigst lige nu." Lo hun med en blid latter, hun hvilede blikket på ham og slap roligt hans arm da de stod i værelset. Roligt kiggede hun rundt, her var hyggeligt og da han fik gang i ilden kunne hun allerede mærke sine smilebånd trække på sig. At han tilbød tørt tøj var fantastisk, hun gik roligt mod badeværelset og lukkede døren lidt til. Hun var blevet mere blufærdig efter at have opdaget hvilken effekt hendes nøgne krop kunne have på mænd. At nogen faktisk blev utilpas. Hun fik sine sko af, resten af tøjet og tørrede sin krop med et klæde som lå der. Samt håret. Det blev godt rodet og pjusket at se på igen, stadig vådt. Hun trak i skjorten som var rimelig stor til hendes lille bygning, den klædte som kjole næsten og dækkede kun lige hendes balder. Helt blufærdig var hun ikke, så det passede hende fint. Da hun kom ind igen med det våde tøj i favnen sendte hun ham et stort smil.
"Tusind tak for alting. Du har et godt hjerte." Lød det blidt fra hende, hun havde lagt sin violin med bue på badeværelset for nu. Tøjet lagde hun foran ildstedet, inden hun fandt en stol at hænge det over.

[Deleted]

Caleb havde sat sig tungt i sengen, mens Myrina var inde på badeværelset for at tørre sig. Hans grønne øje vandrede rundt i kammeret, som kunne blive kaldt hjem de næste to dage. Han lænede sig frem med albuerne hvilende på knæene, mens at han med et suk rodede op i sit sorte hår. Det var underligt at have en pige med sig på værelset. Altså en pige, der ikke var hans storesøster. Så meget som han rejste rundt, var det ikke hvad han havde mest tid til, og selvom der var en bondes datter, eller en kropige, som ville sende ham varme blikke så… Der havde ikke været nogen siden Irisia. Tænkt hvis han svigtede endnu en?
Da Myrina kom ud, gjorde han alt hvad han kunne, for at se alle andre steder end hende. Skjorten var for stor men… den dækkede kun akkurat. Hendes nøgne ben så næsten gyldne ud i lyset fra flammerne. Hurtigt fugtede han læberne, og gav sig i stedet til at studere meget intenst hans hænder.
”Det var så lidt,” svarede han en smule hæst, da hun takkede ham. Faktisk følte han, det var det mindste han kunne gøre. Normalt så dræbte han folk fra Dvasias, for at beskytte civile, så hvilken person ville han ikke være, hvis han så ikke engang kunne beskytte en pige med vådt tøj?
Ud af sin øjenkrog kunne han se hende lægge tøjet til tørre. Han havde sat sig, så lappen syet over hans ene øje, var vendt væk fra hende. Med et lille smil kiggede han igen ned på sine hænder.
”Har du familie her i byen?” spurgte han, for at få en samtale i gang, så han kunne tænke på noget andet.

[Deleted]

Roligt fik hun sat tøjet til at tørre på stolen, og så fik hun hængt hans kappe op. Hun var ved at vælte et par gange over rodet, men fniste bare sødt og genvandt balancen endnu en gang. Hendes blik gled lidt rundt da hun var færdig, hun var allerede blevet varmere. Skjorten skjulte hendes former, men benene var frit fremme og det var faktisk befriende. Egentlig bundløs, satte hun sig roligt ved siden af ham med et varmt smil. Hun var på ingen måde flov eller skræmt ved at være halvnøgen og det var tydeligt ved måden hun egentlig var så uskyldig. Ung og naiv, ikke ligefrem helt inde i det med mand og kvinde. Lidt havde hun da fået fortalt, set og oplevet lidt selv. Men hun havde aldrig handlet helt derefter. Hun så på ham og studerede ham lidt, magiker..... Så det var sådan han havde forundret børnene. Ja og hende selv med. Hun var fascineret.
"Jeg har ingen familie, jeg har en som næsten er en bror for mig. Men det er en længere forklaring. Vi voksede op i skoven sammen." Forklarede hun stille, hun sad og pillede lidt ved knappen på skjorten. Det var faktisk ikke første gang hun havde måtte låne en fremmed mands skjorte, det var typisk hende og den klodsethed. Der var dejlig at være og han virkede ganske rar, en smule fraværende, mendet tænkte hun ikke så meget over.
"Hvad med dig?" Spurgte hun med oprigtig nysgerrighed. At sidde her ved siden af ham havde hun intet imod, hun elskede at være social og se dem hun snakkede med i øjenene. I dette tilfælde kun øjet.
"Nu er jeg ikke i vejen for din rejsekammerat vel? Jeg vil så nødig Være til besvær." Lød det roligt fra hende, hun ville ikke være i vejen eller skabe problemer. Hun skjulte et lille gab i håndryggen og lukkede øjnene kort for lige at få ro på kroppen med en masse indtryk der rodet rundt i hendes hoved.

[Deleted]

En lille latter lød fra Caleb ved hendes spørgsmål, og han strøg fingrene gennem sit hår, for at få det lidt væk fra ansigtet, selvom lappen over hans ene øje blev synligt. Heldigvis havde han strategisk sat sig, så det var vendt væk mod Myrina.
”Du er ikke til besvær. Bare rolig,” svarede han hende, og rejste sig fra sengen, for at bruge hænderne til noget. Han var ikke god til at sidde stille ret lang tid af gangen. Måske fordi han altid havde været på farten.
”Jeg… har en storesøster,” fortalte han hende, og begyndte at rydde lidt op, for at give sig til noget. Gang på gang flakkede hans blik over mod døren, som var han bange for lige pludseligt den ville blive sparket op. En healer havde engang sagt, at han var paranoid, men hvordan kunne man være andet med sådan en livsstil som ham? Han sendte Myrina et skævt smil.
”Min rejsepartner er min søster. Vi tager rundt i alle landene sammen. Har vi gjort hele vores liv,” forklarede han, og håbede det ville besvare det kvindetøj, der lå spredt rundt omkring. Bare så hun ikke troede noget forkert om ham. Han kunne nu vel også være ligeglad. De skulle alligevel snart rejse videre. Myrina ville være et af de mange bekendtskaber, som han havde. En flygtig ven, han måtte tage afsked med, før de nåede at lære hinanden mere at kende.