We meet again..

[Liya Daimond Diamaqima]

Tab eller ej, så skulle han aldrig have ladet deres børn i stikken, hun havde været tryg ved at forlade dem kun fordi hun vidste at de havde en far der kunne tage sig af dem for en gangs skyld, eller det havde om ikke andet været hendes håb. Det var en del af det bristede håb der holdt hende her selvom det ikke kunne blive ved til evig tid, det begyndte at blive for hårdt at klamre sig til dem som fortsatte deres liv som var ingenting sket. Det var ingen hemmelighed at han altid havde farvoritiseret Silia, og det generede hende dybt at høre ham bringe hende i centrum igen. "Du skylder ligeså meget din søn en undskyldning som din datter. Du mistede dem. End Kimeya er mere far for dem end du nogensinde har været eller nogensinde bliver," tilføjede hun koldt, stadig uden at se på ham. Det var for svært. I stedet spejdede hun mod horisonten, længtes tilbage til et bedre liv som aldrig ville blive hendes igen.

Tanken om at han gav den plads hun havde haft ved ham til en anden var kvalmende nok i sig selv, men at Yuuki var hans udkårende var næsten endnu værre. Den kvinde havde ødelagt alt for Faith og Kimeya, og alligevel gav han hende en plads i sit hjerte? Det skar hende helt ind i brystet at tænke på. "Jeg advarer dig kun. Du vil ikke få noget ud af det, det ansvar fralagde du dig allerede inden de blev født," hendes krop føltes tung selvom hun stod der og svævede, uden egentlig at være der. Hun var blot et spøgelse, en illusion. Hun hævede sin hånd og strøg den over kinden for at tørre en tårer væk som aldrig havde eksisteret, men det føltes sådan. "Jeg ved ikke hvad du nogensinde følte. Jeg ønsker at tro på det var ægte, men jo mere jeg ser.. og høre, des mere svinder det håb og den tro væk," sagde hun tomt. I det mindste gjorde det ikke ligeså ondt som havde hun været levende.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste udmærket godt, at han havde fjelet som far, men det ændrede da slet ikke på det fatkum, at han virkelig forsøgte at gøre noget ved det. Måske bedre sent end aldrig, men han var ikke en mand, som ville lade den hænge frit i luften. Hans blik hvilede på Liya, velvidende om, at hun nu stod med ryggen til ham. Hvor han dog virkelig måtte hade, at hun viste sig på den måde. Han kunne virkelig ikke have det. Det var rent faktisk også noget som gjorde ham direkte ked f det. "Jeg har måske ikke været den bedste fader for nogen af dem, men jeg ønsker at vise dem, hvor stor en betydning de har for mig.. Det er noget som jeg ved, at jeg har forsømt," sagde han roligt, men det ændrede da ikke på det faktum, at han forgudede og elskede dem begge. Han var bare nødt til at vise det nu.

Liyas ord gjorde ham faktisk ked af det.. Det var virkelig med en kæmpe og massiv knude i hans bryst, og han kunne ikke lide den. Yuuki havde ødelagt alt for Faith og Kimyea, hvilket han vidste, men var det noget som behøvede at gå udover ham? Selv han havde brug for nogen i sit liv, og særligt når det nu var på denne her måde, så havde han virkelig brug for, at det skulle være på den måde. Han trak vejret dybt og uden at slippe hende med blikket.. De tomme ord.. hvor han dog hadede, at han ikke bare kunne tage hende i armene. "Tvivler du på, at jeg virkelig elsker dig, Liya? At det gør mig ondt, at se dig, når jeg ikke engang kan tage dig i mine arme, og hviske i dine øre, at det nok skal gå?" spurgte han direkte. Han havde virkelig handlet efter bedste mening, for at give hende den tilværelse, som hun havde haft brug for, og det havde da fungeret i perioder. Yuuki derimod var et kæmpe læs af følelser og tanker.. end ikke det var noget som han kunne kapere med lethed.. For det kunne han ikke. "Jeg har begået fejl.. jeg er menneskelig, ligesom alle andre," sagde han endeligt. Liyas fejl, havde kostet hende livet.. og nu måtte han jo betale prisen for det.. Han kunne jo ikke lide, at se hende lide på den måde.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var ligeså svært for Liya at se på ham som det var for ham at se på hende. Måske hun burde stoppe med at plage dem begge to, ved stædigt at vende tilbage og vise sig for ham, men det var svært at give slip på den eneste mand der nogensinde havde bragt hende ro. Han var den eneste der havde givet hende et liv der havde været værd at leve og selvom det lige nu var meningsløst så håbede hun på at det en dag ville lysne. "Du har forsømt dem. De ventede på dig Nathaniel, somme tider må man se når slaget er tabt, det lærte du mig," påpegede hun og stirrede lidt tomt frem for sig. Hvor ville hun ønske at han kunne tage hende i armene, trods det var fysisk umuligt i hendes tilstand.

Enhver anden kvinde havde nok sat pris på at hendes mand havde skabt et liv for ham selv, men ikke Liya. Hun var knust over at have tabt ham og særligt til en kvinde som Yuuki. Det var bare svært for hende at give udtryk for det, særligt når hun ikke for alvor følte andet end tomhed. Hun blinkede én gang. "Jeg ved ikke hvad jeg skal tro. Du løj for mig, og nu er du sammen med hende," hendes stemme blev underlig spids hver gang hun referede til Yuuki, og det var aldrig af navn, udelukkende fordi hendes had til det forhold var større end hendes had til mænd generelt. "Ingen forventer at du skal være fejlfri. Blot at du lære af dem og det er åbenbart også en for stor forventning," sagde hun og trak på sine skuldre. Hendes arme gled omkring hendes egen skikkelse bare for at finde lidt trøst.

[Nathaniel Diamaqima]

Det var uden tvivl hårdt for Nathaniel at stå ansigt til ansigt med Liya, og særligt når han vidste, at det på ingen måder, var som det plejede at være. Hvad han dog ikke ville gøre, for at kunne tage hende i armene, og hviske i hendes ører, at det hele nok skulle blive godt, som han altid havde gjort.. sørget for at holde hende sikker, og give hende så rolig en tilværelse som muligt.. ligge vågen om natten og tage imod hendes mange mareridt, når de blev for voldsomme, og hjælpe hende med de evige stemmer, som hun havde i sine tanker og sind.. Det kunne han ikke mere, og derfor gjorde det ondt, nu hvor han stod overfor hende. "Jeg har lært af mine fejl, Liya.. Derfor gør jeg som jeg gør. Jeg ved at de har ventet, og derfor vil jeg snakke med dem. De er nemlig ikke ligegyldige for mig,og det har de aldrig været." fortalte han med en rolig stemme. Han forsøgte at holde sig rolig.

At høre, at Liya rent faktisk tvivlede på at han nogensinde havde elsket hende, var nok det værste, som hun kunne komme og fortælle ham. Han havde alle dage elsket hende.. Hun havde endda fået ham til at glemme det løfte, som han havde skænket til sig selv, efter han havde miste Auromia. "Jeg beklager, om det ikke har været tydeligt nok, at du har været det vigtigste for mig igennem mit liv. Du er bitter," endte han. Om det var døden eller hvad det var, skulle han så ikke kunne sige, men det var lidt det som han håbede. Enhver anden, ville håbe, at ens mand og nære, var kommet over et tab af dem, men ikke hende.. Og det gjorde det heller ikke ligefrem nemmere. Han tog et skridt mod hende. Det var jo heller ikke fordi at han var bange for hende.. Det ville han aldrig blive. Åh, hvad han dog ikke ville gøre, for at kunne tage hende i armene.. Det gjorde ham virkelig ked af det, at se hende på den måde. "Bedre sent end aldrig.. jeg flygter ikke fra noget igennem hele mit liv, og særligt ikke mine børn," endte han. Hvis hun ikke stolede på ham, gjorde det jo heller ikke sagen nemmere, men hun kunne ikke beskytte børnene for tid og evighed.. og særligt ikke nu.

[Liya Daimond Diamaqima]

I denne tilstand kunne de ikke være sammen. Trods hun ikke følte, vidste Liya at det var smertefuldt for hende at se ham sammen med en anden, så hendes tanker narrede hendes hjerne til at tro noget andet end det hun egentlig selv kunne føle. Vinden svajede let, den var kold, men føltes næsten lun på hendes kolde hud. Det her var næsten som at leve i et evigt mareridt. Hun fugtede sine læber - eller forsøgte ikke at det gjorde den helt store forskel for hende. "Hvorfor så få dem til at tro modsat? Du har haft alle muligheder, alle chancer for at lade dem vide at deres far elskede dem," sagde hun lidt spidst og mærkede lysten til at græde, velvidende om at det var fysisk umuligt for hende at slippe sine tårer.

Ligesom børnene havde han haft alle muligheder for at få hende til at føle sig elsket, men i virkeligheden havde han bare prøvet at ændre hende, forsøgt at gøre hende normal og nu var han sammen med en kvinde der kunne stå op for sig selv og klare sig selv. "Ja jeg er bitter. Jeg er bitter over at du kan sige at jeg er det vigtigste i dit liv, når du ikke besværede dig ved at gøre noget som helst!" udbrød hun ikke særlig hårdt, men yderst sårbart. Det skar hende i hjertet at tænke på hvor lidt han havde gjort for at give hende livet, når han havde givet det til så mange andre før. Et sted bag hende fornemmede hun hans tilstedeværelse, men så stadig ikke på ham, det gjorde for ondt. "Det er for sent, men du må tage konsekvensen af det selv. Pas på," sahde hun lidt advarende og forsvandt derefter i den kølige aftenluft. Det var så krævende af hende.

//Out