We meet again..

[Nathaniel Diamaqima]

Liya Daimond Diamaqima - Nathaniel Diamaqima

---

Turen til Manjarno havde været lang, men for Nathaniel, var den direkte nødvendig. Efter han havde fået sig en lille pige, var det lidt som at blive slået direkte i skallen med sin fortid. En fortid, som han nok havde været lidt for god til at skubbe i baggrunden og tage som det nu kom. Det kunne han ikke fortsætte med. Han vidste, at han var nødt til at opsøge sine børn på den anden side af den lyse grænse.
Selve ruinerne, som var lagt på ruten som han plejede at følge, var nu det næste sted, som han skulle igennem. Her gik han som oftest, når han selv befandt sig på denne side. Yuuki var hjemme med deres lille, hvilket var noget som passede ham meget fint, for denne gang, var det ham, som havde brug for at lufte tankerne lidt, så han endnu en gang, var i stand til at tænke klart.

Kappen lukkede han tæt omkring sin krop, som han fortsatte vandringen igennem ruinerne. Ikke så meget som en sjæl kunne han føle, se eller høre for den sags skyld, så det var jo selv noget som rent faktisk passede ham ganske udmærket. Det var virkelig ved at være koldt, og det var noget som han uden tvivl godt kunne mærke, så det var bestemt heller ikke noget som han kunne gøre noget ved. Han havde kutten trukket op over hovedet og med en lille taske over ryggen. Turen mod Procias, var jo en tur som fra Dvasias og Imandra, tog ham flere dage, men den var jo efterhånden ved at være nødvendig. Det var på tide, at han stillede sig ansigt til ansigt med den fortid.. og få gjort noget ved det.. eller afsluttet. Han vidste jo ikke engang hvad han kunne forvente af det.

[Liya Daimond Diamaqima]

I det skjulte mørke, havde Liya været fanget i årevis nu. Der eksisterede hverken fortid eller fremtid eller indhold der gjorde dagene til noget særligt, i stedet vandrede hun hvileløst rundt, holdt øje med dem som var hende tæt til hjertet, hvilket primært var de børn hun havde efterladt sig dengang. I ny og næ.. oftere end hun nok også ville erkende, hvilede hendes falkeblik i Nathaniels nakke når snart han forlod sin familie. Det ville gøre for ondt på hende at se ham sammen med en anden kvinde, et andet barn når han i sin tid havde efterladt hende med to små ønskebørn. Hele vejen fra Dvasias havde hun holdt sin afstand og bevæget sig i det skjulte for at finde ud af hvor han ville hen. Situationen var først nu begyndt at gå op for hende, af ukendte grunde var han på vej tilbage til Procias, hvor deres efterladte afkom hver især havde deres daglige liv.

Ud af det rene ingenting, dukkede hendes blege skikkelse op netop foran hans skikkelse i håb om at han ville stoppe op med det samme, ellers ville det blive en kold og ubehagelig fornøjelse for ham. Hendes blik døde mere og mere for hver dag, der var intet liv, og hvorfor skulle der være det når hun ingenting følte? Hendes mørke lokker, hang halvt ned over hendes ansigt hvilket fik hende til at føle sig mindre udstillet, alt den død og kulde var ej hende. "Hold dig fra dem," sagde hun advarende. Det ville ikke gavne nogen at han dukkede op og pludselig følte et stik af samvittighed, det løb var kørt.

[Nathaniel Diamaqima]

Efter Nathaniel havde fået sin egen lille datter sammen med Yuuki, var det virkelig gået op for ham, hvad han havde vendt ryggen til. Nu lå det på ingen måder til ham, at gøre tingene halvfærdigt, og om det skulle vise sig, om han ville få en chance til, eller om det tog var kørt, var noget som han bare havde... brug for at vide nu. Han havde dummet sig, og han havde dummet sig voldsomt, hvilket han var klar over. Han var bare klar til at gøre noget ved det nu, og han vidste, at det var noget som han burde have gjort for mange år siden.

Liya holdt øje med ham. Selvom hun måske troede, at han ikke var klar over det, så vidste han det udmærket godt. Ikke at det var en tanke som gjorde det meget bedre eller nemmere for ham for den sags skyld, så forsøgte han virkelig bare at leve med det. Han manglede hende og han savnede hende.. særligt nu hvor han så hende forholdsvis ofte, og han ikke rigtigt kunne gøre noget ved det uanset hvad. Han nåede kun lige at løfte hovedet i ligeud position, idet at Liyas skikkelse viste sig lige for øjnene af ham. Næsten som han fik en forskrækkelse, stoppede han op allerede med det samme, for ikke at ende med at gå ind i hende. Hold dig væk fra dem? Han rystede på hovedet. Han var nødt til at opsøge dem og få afsluttet det her på ordentlig vis. "Jeg er nødt til det.." afviste han med en mere bestemt tone. Han var fast besluttet på, at det her var noget, som han havde brug for at gøre, også selvom det på ingen måder var særlig nemt for ham. Det at indrømme, at han havde lavet fejl.. det svært. Selvom han i princippet kunne gå direkte igennem hende, tog han et skridt til venstre, for at komme udenom. Det her var noget som han havde brug for at gøre. Ikke for hans nyfødte datter.. ikke for Yuuki, men for ham selv.

[Liya Daimond Diamaqima]

Valg havde konsekvenser - det havde han lært hende, og at fravælge sine børn var et af de valg han havde taget og som nu havde gjort ham til en ensom mand.. eller havde, den nye familie skulle nok rette op på det. Hun stirrede tomt op ham. Det var trættende at færdes mellem de levende og de døde, det krævede energi som langsomt svandt ud, ingen kunne holde til det til evig tid, før eller siden måtte hendes sjæl vælge den ene eller den anden verden. Hvor han blev forskrækket, stod hun stille, holdt et lille stykke over jorden og noget der mindede om gennemsigtig. Idet han ret så flabet forsøgte at passere hende forbi, forsvandt hun i et øjeblik og dukkede op blot millimeter fra ham, så hendes kolde, døde blik, stirrede intenst ind i hans.

"Du har ødelagt deres liv nok gange, Nathaniel. De er bedre foruden," hvislede hun hårdt. Der var engang hvor hun havde ønsket at han ville tage ansvar for deres børn og troet på at han ville gøre det, men hun havde accepteret at de begge klarede sig bedre uden ham nu. Uden ord, hævede hun hånden og greb ud efter hans strube, og trods hånden gik lige igennem ville advarsel nok komme i form af et voldsomt ubehag. "Jeg lader dig ikke ødelægge dem mere. Tag. Hjem." hun fjernede brat sin hånd men uden at flytte sig fra hans vej. Han havde en ny familie, hvad pokker skulle han bruge dem til nu?

[Nathaniel Diamaqima]

Valg havde konsekvenser, og det her var en konsekvens, som Nathaniel var nødt til at diskutere med sine børn. Han vidste at Jophiel nok ikke ligefrem ville have noget med ham at gøre, og det var jo heller ikke noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende.. men den tanke i forvejen, var frygtelig. Han vidste at han havde fejlet på det grummeste, og nu hvor Liya stod der foran ham og direkte bad ham om at blive væk fra dem, så var det ikke noget som han kunne. Han ville snakke med dem.. i hvert fald finde ud af hvad han selv kunne forvente, og særligt undskylde for det, som han havde udsat dem for i den periode, hvor de virkelig havde haft hårdest brug for ham, og han ikke havde været der.. Det var særligt gået op for ham, efter han havde fået sig en lille pige. Han ville ikke fejle.. ikke igen.

Liyas forsøg på at gribe ham om halsen, fik det til at gyse igennem ham. Følelsen af en iskold vind, fik ham nærmest til at trække sig baglæns, så hastigt, at han faldt over sine egne ben, og gled direkte ned på enden i stedet for. Han tog sig til halsen. Ikke fordi at hun kunne tage fat, men han kendte hende jo godt nok til at vide, at hun ville slå ham ihjel, hvis hun fik muligheden for det. Han trak vejret dybt. Det frustrerede ham, når hun bare sådan meldte sig på banen. "Forstå det her, Liya... jeg er nødt til det.." Begge hænderne satte han let i jorden, for at kæmpe sig op på benene i stedet for. Det var hårdt.. virkelig hårdt, men det her var noget, som han virkelig var nødt til at gøre. Denne gang holdt han dog en vis afstand til hende. Børnene havde altid været noget af det, som hun satte før alt det andet... men det her.. han var nødt til at snakke med dem.. og virkelig finde ud af, om der var noget at redde. Det var jo trods alt hans familie af blod, og han ville virkelig gerne stå ved det ansvar.

[Liya Daimond Diamaqima]

Det var ikke første gang han havde ladt sit eget kød og blod i stikken. Hun var vokset op med en mand der havde gjort hendes liv til et helvede, fordi han havde nægtet at stå ved sit ansvar, kongen af Dvasias, var vokset op uden fordi han var stukket af for at være der for hende og for deres børn, som han ligeså havde ladet i stikken. På sit vis havde Liya næsten ondt af Yuuki, for før eller siden ville hendes datter miste sin far. Silia havde set op til sin far i evigheder, men hun havde lært at acceptere den manglende interesse i dem og Jophiel klarede sig godt, men kunne ikke fordrage sin far. Liya vidste det for hun var omkring dem hele tiden, modsat ham havde hun taget sit ansvar, trods sygdom.

Idet han faldt til jorden, stirrede hun ligegyldigt efter ham. Hellere at han lå der end bevægede sig længere ud hvor han ikke kune bunde. "For dig eller for dem?" spurgte hun blot. Han var et egoistisk væsen hvis han gik igennem dette, han ville give Silia problemer uden nogen grund. Eftersom hun ikke ligefrem var i stand til at holde ham i jorden, blev hun på sin plads, frosset fast i tid og sted. Hun hadede det... alting var koldt og meningsløst, somme tider vidste hun end ikke om hun stadig var syg eller bare drevet til vanvid af tomheden. "Du lod dem gå, de er ikke en del af dit liv mere, og det er din egen skyld," pointerede hun sigende.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel havde det skidt, og særligt fordi at han jo var klar over, at Liya havde ret. Hvorfor skulle hun vise sig på de her tidspunkter? Der måtte være en mening med det.. Han kunne bare ikke rigtigt se den, hvilket nok heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Hans hjerte slog fast mod hans bryst. Hans fortid havde hamret på hans dør, og nu kunne han heller ikke ligefrem fortsætte med at se bort fra den, uanset hvor meget han ville ønske, at han nu kunne.
Han rystede på hovedet. Det her var noget som han var nødt til at gøre for sig selv. Hvorfor ellers gå og håbe på noget ,som måske ikke ville komme? Han vidste at Silia uden tvivl havde set op til ham, og kunne han, ville han da til enhver tid, forsøge at redde forholdet som han havde til sine børn, og faktisk vise dem, hvor vigtige de egentlig var for ham, for han var bestemt ikke ligeglade med dem, og det havde han aldrig været.

"Det kan de blive igen," sagde han. At han rendt rundt og mildest talt snakkede med en afdød, og sikkert en, som han som den eneste, var i stand til at se, var ikke noget som han tænkte yderligere over, for han gjorde jo bare hvad der var nødvendigt for ham lige nu.. Han havde brug for at snakke med dem.. Silia særligt. Han var nemlig bange for at Jophiel allerede nu måtte være tabt. "Du... du må holde op med at vise dig for mig.." Det gjorde ondt for ham at se hende.. Det gjorde virkelig, virkelig ondt. Igen blev han stående... hun ville forfølge ham.. Skulle han vende om og gå en anden vej igennem ruinerne? Eller bide i det sure æble og passere hende? Han manglede og savnede hende jo.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya om nogen kendte sine børn. De alt alt hun var gået op i til sidst, det eneste hun nogensinde havde været god til, eller i hvert fald forsøgt at gøre det bedste for med de midler hun nu havde haft. Hun så ned på sine ødelagte skulder hvor såret efter dragens tand stadig var, der så drabeligt ud trods der ikke løb noget blod, det var der bare til minde om hvordan hun var blevet revet fra verden, i håb om at det skulle vise sig at være en lettelse, hvilket bare var gået den anden vej. Hun rystede på hovedet. "Det er for sent. Jophiel mistede du allerede fra spæd og Silia som evigt og altid har set op til dig, fik langt om længe nok," hendes stemme var bebrejdende. Hun bebrejdede ham for alt det onde der var sket både hende og deres lille familie. Den største fejl i livet hun havde begået, var at få børn med ham.

Hendes hjerte blødte da han bad hende om at holde sig væk. Hvordan kunne han sige at han stadig elskede hende og samtidig ønske hende på afstand? Naturligvis beskyttede hun de eneste der altid havde været der for hende og accepteret hvem hun var og hvad hun kunne give dem. "Det er frygteligt er det ikke? Konstant at have fortidens stemme i hovedet," det var et retorisk spørgsmål. Hun lagde hovedet let på sned og betragtede ham ret indgående. Yuuki fortjente ham ikke.. ingen ud over hende skulle have Nathaniel Diamaqima, om det var død eller levende var så op til ham.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel tog sig let til hovedet. Det var ikke nok med at han lige havde mistet så meget, og nu stod med en lille pige som han end ikke vidste, om han kunne agere som far overfor, for han havde jo aldrig været god til det, men at fortiden sådan skulle hamre på hans dør med alle de fejl og mangler han havde begået, var bestemt heller ikke nemt.. Han var intet andet end et menneske, og det var vel også ved at gå op for folk? At end ikke Nathaniel Diamaqima var fejlfri, for det var han på ingen måde. Han trak vejret dybt. Jophiel havde han mistet for mange år siden, men Silia? Det var jo lige før, at det var den der var værst. Derfor havde han brug for at snakke med hende.. Nu havde hans yngste datter jo både en mor og en far, og han ville jo heller ikke lade de ældste stå uden en far! "Jeg vil snakke med dem, Liya... Og det skal du ikke have lov til at forhindre mig i.. Vi har alle brug for en afslutning.. eller en ny start," tilføjede han. Han vidste i hvert fald hvad han håbede på i den anden ende.

Nathaniel havde brug for at få de kapitler færdige.. også mest for sin egen skyld, og da særligt, når det var på denne her måde. Han havde det virkelig ikke særlig godt med det henseende, at han havde gjort hende så meget ondt. Stemmerne... de var forfærdelige nok, og dem her kunne han jo heller ikke ligefrem lukke ude, og særligt fordi, at han slet ikke var fristet til at gøre det! Han trak vejret dybt. Han elskede hende.. han forgudede hende, og derfor... måtte hun bare lade ham være. Det andet gjorde virkelig for ondt! "Jeg kan ikke lukke dig ude, når jeg ikke kan lukke mit hjerte, Liya... for os... stop..." forsøgte han. Han forsøgte virkelig bare at få hende til at forstå. Hun havde brug for en afslutning.. han havde brug for det samme, hvis ikke, så en ny start, og han var klar til at gøre, hvad det krævede for at få det.

[Liya Daimond Diamaqima]

I og med at det var blevet hårdere at vandre hvileløst, så havde hun ikke muligheden for at følge med hvert eneste sekund i det levende liv. De døde trak mere og mere i hende, krævede at hun indtog den retmæssige plads, som hun ej havde plads i sit hjerte til at finde endnu. Det gjrode hende vred at han igen tog højde for sig selv og sine behov, og var villig til at risikerer alt på Silias vegne for at få det. For første gang bevægede hun sig igen, fløj direkte igennem hans skikkelse, for i stedet at stoppe op bagved ham. Hendes liv var et levende helvede, og han var den eneste der nogensinde havde kunnet rede hende fra det, så hvordan skulle hun kunne give slip? "De klare sig fint, og du er villig til at sætte hele Silias kamp på spil for at få hvad du vil have?" hun hævede et slankt øjenbryn og hendes blik udstrålede foragt. Jo flere dage der gik, des nemmere var det at hade fremfor at elske.

Hele hendes liv havde været plaget af stemmer fra fortiden som hans nu var. Det var ikke et problem for hende at være en klods om hans fod, altid ville hun være en del af ham og han skulle end ikke prøve at løbe fra det. Et farligt glimt fremtrådte i hendes helt mørke øjne. Havde hun været i stand til at græde tårer, så ville de være faldet nu, men ingen kom. "Du har brug for at jeg bliver væk, så du kan leve dit liv, det har intet med os at gøre. Jeg kan ikke forsvinde Nathaniel, jeg er en del af dig, og du må lære at leve med dine fejl som jeg lære at leve med mine," hviskede hun i hans ører og trak sig så tilbage.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel gjorde bare hvad han følte var en nødvendighed, og særligt fordi at han gerne ville have en afslutning på tingene, og der gik han bestemt heller ikke ud fra at Silia var meget anderledes end ham selv. Han hadede at Liya var sådan over ham. Hun var vel allerede kendt med det faktum, at han var blevet far til en lille pige? Han rystede let på hovedet. De var måske bedre uden ham... men det var alligevel en tanke som gjorde ham ondt.. det gjorde virkelig ondt at høre den slags. "Du har altid gjort alt for at beskytte dem... Nu vil jeg gerne yde det samme arbejde," De var store nu, men selv han havde jo bare brug for at snakke med dem.. se dem, og særligt efter alle disse år, for han var bestemt ikke ligeglade med dem, selvom han måske havde været meget god til at agere præcist, som havde han været ligeglad med det hele. Det var bare på ingen måder tilfældet.

Nathaniels hjerte hamrede mod hans bryst. Han havde slet ikke regnet med at det her skulle ske. Han kunne ikke lukke af for hende, for hun var endnu en meget stor del af ham, og en stor del af hans hjerte, og det var jo uden tvivl noget, som selv han var i stand til at mærke. Han lukkede kort for øjnene. Han kunne bare ikke lukke af for hende, og uanset hvor ondt det gjorde, gik han og håbede på, at han kunne komme til det en dag.. Hun var død og ikke længere blandt dem. Hun burde slet ikke være der. "Man kan ikke lukke øjnene for hvad hjertet føler, Liya..." Det gøs direkte, som hun tog turen direkte igennem ham og stillede sig bagved ham i stedet for. Han vendte blikket mod hende. Naturligvis forstod hun ikke.. Selv Liya var kendt for at være indbegrebet af egoisme, lige foruden når det kom til deres børn. Han betegnet dem stadig som sine. Han rystede på hovedet. "Lad mig gå, Liya. Det her er noget, som skal gøres.." fortsatte han. Hun gjorde det måske for at passe på deres børn, men selv de var blevet voksne, og havde nu deres egen stemme, og det var den som han ønskede at høre.

[Liya Daimond Diamaqima]

Eftersom dagene ikke havde noget indhold, så søgte Liya det selv, af samme grund vidste hun meget om hvad der skete i deres liv, hun nærmest levede sit eget igennem dem. Med dagene blev hun mere og mere bitter, hendes had til ham voksede hvert øjeblik, fordi hun følte sig så svigtet og forurettet at det gjorde ondt med tanke på hvor højt hun elskede ham. "Du var der ikke til at gøre det, nogle måtte jo. Og derfor kan jeg heller ikke lade dig gøre det nu," sagde hun koldt. Vindens milde hvislen rørte hende ikke, det var som om hun var der uden egentlig at være der. Hendes skikkelse var kun synlig for hans blik, hvilket egentlig passede hende glimrende. Ligeglad eller ej så havde Nathaniel forspildt sin chance, og Liya hverken kunne eller ville lade ham ødelægge Silia og Jophiel med en nyhed om endnu en søskende.

I disse stunder priste hun sig lykkelig for ikke at kunne føle. Han knuste hendes hjerte gang på gang, når han bad hende om at blive væk og tage sin afstand, men det gjorde ikke så ondt mere, døden havde et alt for stort tag i hende. "Med mindre man er død," hun stirrede intenst på ham og lagde langsomt hovedet på sned. Alle hendes bevægelser var underligt stive, ikke at hun rigtigt bemærkede det mere men det var jo slet ikke naturligt at hun skulle kunne bevæge sig i det hele taget. "Jeg føler... intet. Det er befriende, jeg kan ikke elske dig," hendes blik var fuldstændig tomt, hun så ud i luften, forbi ham med let åben mund. "Ødelæg dem ikke Nathaniel. De er det mest dyrebare denne verden har," konstaterede hun og vendte ryggen til ham med sænket hoved.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var slet ikke ude på at gøre det værre for sine børn, og nu hvor Liya ikke rigtigt kunne være omkring dem, var han jo nødt til at skride til handling på den ene eller den anden måde. Hans hjerte hamrede mod hans bryst. Han vidste, at Liya gjorde det for at passe på deres børn, og fordi at det var det mest værdifulde for hende. Han trak vejret dybt. "Jeg gør ikke det her, for at rive op i noget, men derimod for at få det afsluttet. Det ved jeg, at selv Silia vil værdsætte. Det er hårdt.. Jeg er nødt til at gøre det her." Han var ikke ligeglad med de børn, og det havde han aldrig været, også selvom det virkelig havde været forbandet svært for ham, at gøre noget hen af det her nu.. Det var en nødvendighed for dem at få det her gjort.

Kunne Nathaniel, så havde han taget Liya i favnen, og hvisket hende de store ord, men det kunne han ikke. Han elskede hende, og det havde han alle dage gjort, så dette var bestemt heller ikke noget undtag i den anden ende. Han vendte blikket mod hende. Han var enig... Jophiel og Silia, var virkelig det mest værdifulde som var i denne verden, og der fandtes bestemt heller ikke det, som han ikke ville gøre for dem. Han sænkede hovedet en smule, inden han kom ordentlig op på benene igen. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han forstod jo, at hun gjorde det for at passe på dem.. men at vise sig konstant og så igen for ham, gjorde det bestemt heller ikke eget bedre for hans vedkommende. Det gjorde virkelig ondt. "Du kan måske ikke føle eller elske, men det kan jeg," sagde han roligt. Han gjorde det jo ikke for at gøre ondt værre, og det måtte hun vel se? Han søgte roligt mod hende. Yuuki sad hjemme med deres lille pige.. nu havde han brug for at se de ældste, og var der virkelig så stor en skam i det?

[Liya Daimond Diamaqima]

Deres børn var alene hvilket nok også var Liyas største fortrydelse. Hun vidste hvordan det var at blive efterladt, heldigvis så havde hun sikret sig at børnene vidste hvor højt de var elsket og ønsket, om ikke andet fra hendes side. Somme tider kunne hun endnu mindes den formiddag de var blevet enige om at prøve at skabe en familie, det havde været den bedste periode, både fordi hun havde været vel og han havde været interesseret, og de havde jagtet et fælles mål der var faldet til jorden nu. Der gik et øjeblik før hun vågnede fra sin lange tankestrøm og så lidt bebrejdende på ham. "Du efterlod dem. Hvordan kunne du gøre det?" spurgte hun med en blanding af bitterhed og sorg. Et sted følte hun vel, at hun bar en del af ansvaret for at han havde svigtet dem, fordi det var sket efter hendes død.

"Alt jeg gør er for dem Nathaniel," sagde hun med ryggen til og så lidt sørgmodigt mod Procias. Ord kunne ikke beskrive hvor stor hendes lyst var til at dræbe, bare for at få nogle af sine frustrationer kastet væk fra sig selv og over på en anden. "Dine følelser blev ligegyldige den dag du begyndte at elske en anden kvinde," påpegede hun og så ned i græsset. Hun vidste at hun burde være trist, men følte det ej, det var et helvede... hun levede hver dag i et helvede. I sidste ende kunne hun ikke stoppe ham fra at opsøge sine børn, han måtte lære på den hårde måde. "Hvis Silia får flere problemer på grund af dig. Så flår jeg Yuukis indvolde og kvæler dig med dig," advarede hun. Deres datter ville hun ikke røre. Børn var hellige for hende og sådan havde det altid været.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel vidste godt, at han havde fejlet, og det havde jo aldrig været hane menig at efterlade børnene, og særligt ikke i den stund, hvor de havde haft hårdest brug for ham. Han havde det virkelig dårligt ved det, men tabet af Liya havde slået ham ud... og det havde uden tvivl kostet ham vanvittig meget, at komme over det igen. Og nu hvor hun stod der og kiggede på ha, var det næsten som om at han skulle starte forfra. Hvor han dog hadede, år det var på den måde der! Han trak vejret dybt. "Tror du ikke, at jeg selv har det elendigt med det jeg har gjort? Det er måske sent at stå til regnskab, men jeg ønsker da at give dem min undskyldning.. Silia ikke mindst." Jophiel vidste han jo godt, var tabt for mange år siden, men det ændrede jo ikke på, at han virkelig elskede sin søn, som han elskede sin datter.

Nathaniel brød sig ikke om, at Liya forhindrede ham, også selvom han forstod hvorfor hun netop valgte at gøre det. Han trak vejret dybt, og vendte blikket fast i retningen af hende endnu en gang. Han vendte blikket mod hende.. som hun stod der og kiggede ned. Følelserne blussede for Yuuki... ganske vidst, men var det underligt? Hun havde jo været død i mange år, og det havde uden tvivl taget ham utrolig lang tid, i det hele taget at skulle åbne sig op for en anden. "Jeg handler ikke, for at gøre en større uret, end hvad jeg allerede nu har gjort. Du har handlet så længe og så meget for deres skyld.. Nu er jeg nødt til at stå ved mit ansvar," sagde han videre. Han tog et skridt mod hende. Som et spøgelse, var det vel begrænset hvad hun kunne stille op? Det var nu aldrig til at vide. "Tror du at det ændrer på det som jeg igennem al vores tid har følt, Liya? Du har været borte i så mange år.. Jeg kan ikke klamre mig til noget, som ikke er her mere," sagde han igen. Det var hårdt at sige, men det var jo sandt.. han elskede hende, og det ville han jo alle dage gøre. Liya ville altid være den kvinde, som havde den ganske særlige plads ved ham.