A new chance in life

[Carmine Jordin Marlineo]

@eriz - Carmine Jordin Marlineo

---

Det var sent om aftenen og fuldmånen var oppe. I det fjerne kunne de kraftige ulvehyl høres fra den mørke skov. Det var der at det væsen holdt til. En tanke som faktisk passede Enrico fint. Ikke fordi at han ikke værdsatte den råstyrke som et væsen havde i sin besiddelse, men mere det naturlige had, som fandtes mellem en vampyr og en varulv. For nu nød han at kunne betragte sig den slags på afstand.
Hans skridt var meget afmålt, som han begav sig igennem den store slotshave. En sti af grus slangede sig igennem haven, hvor træer stod som store og massige mørke skygger, som skjulte for fuldmånens blege lys. Den som ramte Enrico direkte i ansigtet, og oplyste de nærmest røde øjne og den blege hud. Med en mørk beklædning, som stod direkte i strid med hans blege kulør. Hans læber forblev stram, som snerrede han af de ulve, som holdt sig på milevis afstand. Forbandet være de naturlige instinkter.

Enrico havde netop forladt stillingen som rådgiver. Han havde efterhånden brug for noget nyt, også selvom han nu alligevel havde lovet at blive på slottet, som en med-rådgiver af en slags. Ikke fordi at han var ude på at udnytte de kontakter som han nu havde, men også fordi at slottet havde været hans hjem igennem rigtig mange år. Han kunne stadig betegne sig selv som en nær ven af deres elskede dronning.
Mimikken forblev intetsigende, selv da vinden ramte ham direkte i hans ansigt. Langsomt vendte han blikket ned mod den tilgruset sti, som han begav sig hen af. En sti som han havde vandret på igennem mange tusinde år, og endnu havde tænkt sig at befærde sig på. Hænderne foldede han let over ryggen, hvilket gav ham en meget maskulin udstråling. Roligt stoppede han op. Midt i det åbne og midt i haven hvor stien delte sig i 3. Hvilken vej skulle han vandre i aften? Ned forbi slotssøen? I retningen af de mange træer, som næsten udgjorde en skov, eller tage turen omkring slottet, hvor han også kunne bade i lyset af faklerne som var indendøre? Der var så mange muligheder.

[Deleted]

Kjolens kant hvislede over stiens små sten, mens skoene lydløst bar hende længere og længere væk fra skovsøen. Fuldmånen lyste hende op, da hun kort trådte ud af skyggerne. Marmorhvid, fejlfri hud – langt, bølget, kastanjebrunt hår og to, mørkeblå øjne, der næsten lignede to sorte huller i det slanke ansigt.
Macaria kastede et intetsigende blik op mod fuldmånen, mens hun forsatte ned af stien, for at komme tilbage til slottet, hvor hun nu kaldte sit hjem. Et nyt hjem. Fyldt med magtfulde slanger, der med deres fordomsfulde øjne, overvågede hendes mindste træk. Mystificeret over hvem hun var, eftersom hun så pludseligt var kommet ud af mørket bag dronningens trone, og havde stillet sig stabilt ved hendes side.
Med smalle, blege læber hviskede hun søde ord ind i dronnings øre. Ord som fik dronningen til at smile smalt. Ord ingen andre kunne høre - kun frygte.
Natten var blevet brugt til at udforske omgivelserne. Hun havde klædt sig i en midnatsblå aftenkjole, flade sko, og havde afslappet vandret rundt, for at studere området. Kulden bed ikke i hendes nøgne skuldre og arme. Ikke så meget som en rødmen viste sig på hendes kinder eller næse. Kun et enkelt knudret ar foran på skulderen, brød den glatte overflade af porcelæn.
Hun fulgte stien rundt, og stoppede kort, da hun gennem mørket opdagede en ensom skikkelse. Tydeligt mand. Det tog ikke lang tid før hun genkendte ham. Enrico Iramicâ. Ham hvis job, hun havde overtaget.
Et høfligt smil pressede sig frem på hendes læber, da hun begyndte at gå frem imod ham.
”Enrico!” kaldte hun, og bøjede hovedet i en hilsen. ”Ude og nyde den friske luft? Roserne dufter fantastiske i aften.” Hun stoppede op et par skridt fra ham.

[Carmine Jordin Marlineo]

Allerede inden kvinden var kommet Enrico særlig tæt på, havde han været i stand til at dufte hende. At en kvinde havde overtaget hans post, ved dronningens side i den store tronesal, var noget som han havde en stor respekt for. Kvinderne var vejen frem i dette land. Selv det, var noget som han havde erfaret på den hårde måde. Kort måtte han alligevel trække på smilebåndet, da hendes stemme lod sig høre et sted bag ham. Roligt drejede han hovedet mod hende, så han lod blikket falde direkte til hendes slanke og feminine skikkelse. Om han selv skulle have lov til at vælge, havde hun uden tvivl været den rette til at tage over efter ham. Han priste sig lykkelig i det henseende.
"Macaria," hilste han afmålt. Han var langt fra præget af tanker og følelser i det ydre, selvom det lå et sted dybt i hans indre. Roserne duftede i aften? Ja, det var nok ikke lige hvad han havde lagt mærke til. Måske fordi at han endnu en gang vandrede i sine egne tanker. Ikke at det var en nyhed. Tvært imod. Han blev stående længe.. Næsten som om at han igen stod og tænkte, inden han igen kom tilbage til virkeligheden.
"Jeg må sande, at det ej er hvad jeg har lagt mærke til i aften.. Du har sikkert ret. Som ny lægger man ofte mærke til de småting," sagde han ærligt. Ikke at han tog det tungt. Tvært imod. Hun var ny på stedet, og var sikkert endnu ved at falde til.
"Faldet til på stedet her?" spurgte han videre. Så sprudlende i forhold til hvad han var vant til. Dog måtte han jo sande, at han kunne lide det.

[Deleted]

Et let skuldertræk indikerede Macaria’s svar til hans spørgsmål, mens at hun stillede sig hen ved hans side.
”Det er større end jeg er vant til, men alle har været mere end samarbejdsvillige. Skal vi følges?” Ubekymret tog hun hans arm, og førte ham med sig ned af stien, der førte rundt om slottet. Hendes tag i hans arm var let. Afslappet slentrede hun afsted ved hans side. I forhold til de andre ved hoffet, havde hun ikke travlt med at holde sig formel og præsentabel. Ansigtet var ikke fyldt med hovenskab, kropsholdningen var indbydende og åben, og hendes attitude, blev allerede set som skødesløse men inspirerende.
”Folk ser ud til at være meget ivrige efter at finde ud af min herkomst,” fortalte hun ham, mens de vandrede forbi de duftende rosenbede med de skarpe tjørne. ”Deres øjne er dømmende. Sikkert fordi de tvivler på, at jeg kan gøre dig kunsten lige så godt efter.” Hun sendte ham et sigende smil, så de spidse hjørnetænder kom til syne. Fuldmånen fik dem til at skinne op.
”Jeg ved godt det er nogle store sko, jeg skal fylde ud, men er sikker på, jeg kan give vores dronning den fornødne assistance, som hun har brug for,” snakkede hun henkast videre, og kiggede væk fra ham, for at se frem for dem. Mørket afslørede mere for hende, end det ville gøre for normale folk. Tydeligt kunne hun se vagterne stå som stille statuer langt fremme for dem. De var aldrig alene. Selv roserne havde ører.
”Nogle tips du kan komme med, som vil gøre arbejdet nemmere? Nogen der skal stryges over hårene? Have penge i håndfladen? En kniv i ryggen?” En let latter fyldte natten.

[Carmine Jordin Marlineo]

Macaria havde uden tvivl fået sin sag for, som rådgiver for det mørke land. Han havde selv stået denne tjeneste tro igennem flere tusinde år, og havde skam heller ikke noget imod at give hende nogle gode råd med sig. Hans mine sagde dog absolut intet om de tanker som han gjorde sig. Netop det, var et kort, som han agtet at holde tæt til kroppen. Disse tanker blev dog hurtigt afbrudt, da hun tog omkring hans arm. Selv var han ikke vant til kropskontakt.
"Du lader mig med intet valg," sagde han blot. Ikke bebrejdende eller afvisende, hvor han derefter blot lod hende føre ham på vej. Han måtte jo sande, at han kunne lide det et sted. Grebet strammede han selv, mest for at understrege det.
Hendes ord, tog han som et kompliment. Han havde gjort hvad han kunne for at holde stillingen ved lige, og samtidig yde dronningen den nødvendige hjælp og assistance. På må og få kunne man jo sige. Der var ikke det, som han ikke havde gjort for deres elskede dronning.
"Ikke betvivler jeg, at det arbejde, som De kan udføre, er hvad landet her har brug for. Dog er jeg endnu på slottet, hvis det skulle blive nødvendigt," fortalte han roligt. Han agtede skam at blive der i den tid, hvor Jaqia nu lod ham. Ikke at han regnede med, at det skulle blive et problem at blive der til den dag han skulle gå i graven - eller ende som en bunke aske.

Svagt måtte Enrico dog trække på smilebåndet. Han forstod hvorfor det var hende som havde fået positionen.
"Tag alle med et grand salt. Den eneste du kan stole på i arbejdet, er dig selv. Giv Jaqia de råd, som hun søger og intet andet medmindre det er efterspurgt. Jeg havde posten i flere tusinde år. Mange vil forsøge at gensætte mig på posten," fortalte han sandfærdigt. Han slap grebet igen let om hende, inden han vendte blikket mod hendes skikkelse.
Vagterne behøvede han end ikke kigge på, for han vidste at de var der. Han kunne se dem. Han tvivlede dog på at det var gengældt. Han kunne jo høre det bankende hjerte i deres bryst. Levende.. med andre ord, ikke med et syn af natten.. eller børn af det.
"Det er en hård branche du er endt i, Macaria. Det kræver en robust psyke," tilføjede han en kende mere alvorligt.

[Deleted]

En lille, ubekymret latter undslap Macaria’s læber ved hans ord, og hun blinkede godmodigt til ham.
”De kan bare prøve,” svarede hun, og rankede sig selvtilfreds. ”Hvis nogle prøver at tippe mig af denne her post, vil de hurtigt opdage, at jeg ikke er nogen lille, fin, høflig frøken.”
Det var ikke løgn. Få vidste det, men Macaria kom ikke fra en magtfuld eller rig familie. Som menneske, jo… men hendes skaber havde været en normal, fattig vampyr, der havde taget sig af hende, og mere lært hende om overlevelse end om hvordan man nejede ordenligt. Mange ville se ned på hende af den grund, men det gav hende en masse styrker, som ingen andre forstod eller havde. Hun kunne aldrig drømme om at sende folk ud, for at gøre hendes beskidte arbejde. Hvis nogen prøvede at gå imod hende, ville hun angribe dem hårdt og ansigt til ansigt. De kunne bare prøve. Hun havde sine es i ærmet. Derfor dronningen havde valgt hende som rådgiver. Hun var andet end en blank facade.
Roligt førte hun Enrico med sig ned af stien. Deres skridt var synkroniseret, selvom hendes var mere fjedrende, end hans rolige og kontrolleret fodtrin. Gad vide hvem af dem, der ville være hurtigst? Hun kastede et blik op på ham.
Han var en flot fyr, men det vidste hun allerede godt. Både fra talen omkring ham, men også fra sidste uge, hvor hun havde mødt ham første gang. En flot, erfaren, intelligent vampyr, som mange kvinder håbede, nu ville have mere fritid, end at rende i dronningens hæle. Macaria smilede smørret.
”Tak for tippene, Enrico. Jeg sætter pris på dem. Du behøver dog ikke være urolig for mig. Jeg vidste hvad jeg gik ind til, da jeg sagde ja til stillingen. En robust psyke, er akkurat det jeg har. Bare rolig. Ellers ved jeg hvor du sover, og vil ikke tøve med at opsøge dine værdsatte råd,” takkede hun ham, og lod sin tone være uklar med hvad hun præcist mente med den sidste sætning. Smilet voksede sig en smule bredere.

[Carmine Jordin Marlineo]

Hvis nogen kunne klare mosten, var det uden tvivl Macaria. Enrico måtte blot se med beundring til, hvordan hun tacklede sin nye tilværelse, for i manges øjne, var den ikke nem.. Og sandt, at den ikke var nem, for det var den virkelig ikke. Det var en kamp og fejl kostede frygtelig dyrt. Selv Enrico havde været en tur forbi kældrene, hvor han var blevet pisket og andet.
"Det vil ikke hindre dem i at gøre et ihærdigt forsøg," forklarede han roligt. Han kunne jo lige så godt ruste hende op så godt, som det nu var ham muligt, fremfor det andet. Ikke at han ville have noget imod at få sin post tilbage, men selv han havde brug for at vende sig mod noget nyt. Nu havde han siddet her i tusinde år, og var ikke rigtigt komme videre. De mange tanker, var begyndt at gå udover hans daglige arbejde. Han havde virkelig brug for nogle nye jagtmarker.
"De ved jo hvor du kan finde mig," begyndte han med et kort træk på den ene mundvig. En dog smuk kvinde med utrolig meget mellem ørene.. et yderst tydeligt gå-på-mod, som uden tvivl ville komme hende til gode i en situation som denne. Det var en hård tid hun havde overtaget efter ham i, og det ville bestemt heller ikke blive nemt. Det kunne de jo lige så godt få på plads allerede med det samme. Han trak vejret dybt. Ikke fordi at det var ham en nødvendighed.. men blot en vane. Hovedet lod han søge langsomt på sned.
"Hvad jeg dog er mere interesseret i, er hvad De kan tilbyde min Dronning. De må forstå, at hun er en kvinde, som står mig frygtelig nær," sagde Enrico direkte. Sandt at sige, at han havde delt frygtelig mange stunder med Jaqia.. Mange som en rådgiver måske ikke skulle.. På det punkt, kunne man jo sige, at han engang havde været hendes elsker, og stadig var blandt dem som hun havde nærmest i sit liv.

[Deleted]

Macaria skævede til ham ved hans sidste ord med et hævet øjenbryn, inden at hun svagt rystede på hovedet, og forsatte frem af stien.
”Jeg kan tilbyde alt hvad hun vil have,” svarede hun med et let træk på skulderen. Det her var en samtale, som hun havde haft lidt for mange gange på det sidste stykke tid. Alle havde så travlt med at hoppe og danse for dronningen, selv når hun ikke så på. Det overraskede hende ikke at Enrico var af samme støbning. Faktisk ville det ikke chokere hende, hvis Enrico havde besøgt dronningens seng ligeså, men Macaria var ligeglad og ville ikke blande sig i den slags. Alt hvad hun fokuserede på, var hvad hendes stilling krævede. Hverken mere eller mindre. Dronningen var glad for at få en anden kvinde ind i sit hof, og Macaria var så sandelig en kvinde, som kunne holde til det meste. Hun havde endnu ikke oplevet dronningens utilfredshed, og regnede heller ikke med at det ville blive foreløbig. Dronningen holdte godt af sit nye legetøj.
Da de kom til en port, der førte indenfor i slottet, stoppede Macaria op, så Enrico også blev nødt til at stoppe, da hun stadigvæk havde ham i armen. Hun vendte sig om mod ham, så de stod overfor hinanden. De mørkeblå øjne gled op, og mødte hans, så månen reflekterede i den blanke overflade.
”Jeg vil gøre alt hvad jeg, for at dronningen får en vellykket, lang regerings tid, og tro mig… det vil også lykkes for mig,” sagde hun bestemt, og holdte hans blik, så han forstod seriøsiteten af hendes ord. Hendes hånd havde sluppet hans arm, for i stedet at lægge sig beroligende mod hans overarm. Der var noget både foruroligende og trygt ved hende på samme tid, selvom det ikke kunne forklares hvordan. Alvoren var dog væk så hurtig som duggen faldt.
Et smil dukkede frem i det ene mundvig igen, og hun slap hans arm.
”Nu vil jeg ønske Dem godnat. Jeg mangler stadigvæk at pakke mit kammer ud. Opsøg mig igen, hvis De er interesseret i at diskutere politik over et slag skak, og noget frisk blod,” forslog hun, og bøjede hovedet som farvel, inden at hun med et sidste, listigt smil til ham, vendte sig rundt, for at gå tilbage ind i slottet. Skyggerne opslugte hende med det samme, inden porten lukkede sig i bag hende.

//out

[Carmine Jordin Marlineo]

Enrico havde gjort meget igennem sin tid som rådgiver. Ja, han havde sågar været en tur eller hundrede forbi dronningens seng. Han havde stået hende meget nær på må og få, dog aldrig som en potentiel ægtemand, og nu hvor hun legede rundt med den berygtede Matthew Igleéias, så var det ikke en mand som selv han ønskede at puste sig op overfor.
"Mere end det, forlanger jeg ikke," sagde han med en rolig stemme. Han forlangte intet andet end det bedste fra hendes side af.
Arm i arm, vandrede de igennem haven. Et sted måtte han jo sande, at han godt kunne lide det kvindelige selskab, og særligt fordi, at det ikke rigtigt var noget som han havde gjort med nogen i mange år nu. End ikke hans... kæreste? Noelle? Han vidste ikke hvad de var efterhånden, men det var nu heller ikke ligefrem noget, som han havde tænkt sig at diskutere med Macaria, for det var ham en meget personlig ting.

At de var ved at skilles, sagde han nu ikke noget til. Selskabet var altid godt. Han nikkede roligt mod hende og med et let træk på smilebåndet.
"Det er ikke utænkeligt, at jeg gør det på et tidspunkt. Jeg glæder m g til at følge Dem i arbejdet," sagde han roligt. Det var skam ikke fordi at han var ude på at overvåge hende som en høg, men udelukkende på grund af nysgerrigheden om hvor godt hun ville gøre det, for det var et virkelig hårdt arbejde, og særligt med den psyke som man var nødt til at holde. Hun ville søge ind.. Han havde skam forståelsen for det. Han nikkede mod hende i et halvvejs buk. Respekt og høflighed, havde han nu altid haft i sin egen besiddelse.
"Fortsat god aften, Macaria.. Og igen vil jeg ønske Dem tillykke med Deres nye stilling," sagde han med en rolig stemme. Han lod blikket følge hende på vejen ind, frem til de store porte gik i bag sig. Han vendte sig om mod haven igen, blot for at tage en sidste tur. Han nød det jo. Han havde altid nydt synet af den store og prægtige have.

//Out