Where are we standing?

[Deleted]

Vinden havde kun taget mere og mere til og sneen slog mere og mere kraftigt mod det som den måtte møde og ramme på vejen. Matthews krop, var kun blevet mere og mere blå jo mere at de gik rundt udendørs. Kappen havde han bevidst valgt at skulle lukke omkring Eniqas krop.. hvad dette så skulle gå hen og koste ham i den anden ende, var noget som han i bund og grund, var ligeglad med. Når det kom til hende, så var det hende som han altid havde valgt at skulle prioritere først og her, var der heller ikke nogen undtag. Bare tanken til hvad hun havde gjort. .hvad der havde været så tæt på at skulle ske, var en tanke som stadig nu kunne skræmme ham, selvom panikken i den grad havde lagt sig igen. Kroen som spillede for hans blik.. hans krop var mere eller mindre helt og holdent følelsesløs for øjeblikket og det i sig selv, sagde vel også en hel del med hensyn til hvad han var vant til. Det fine ar på hans bryst, selv havde antaget en mere blålig farve.. han vidste, at det ar var noget som han ville bære til evig tid, selvom det i den anden ende, slet ikke betød det mindste.. det viste ham bare hvad han havde gjort for den kvinde som han jo faktisk elskede og holdt af og var villig til at gøre også i den anden ende. Han var gået i døden.. vækket igen og nu stod de der, selvom han nu ikke havde den fjerneste anelse om, hvor de egentlig stod med hinanden. Han vidste og stod kun fast på en ting – at hans handling havde været rigtig, at det havde været meningen at det var sådan at det skulle gå til og det nu var sådan som det hele var endt også i den anden ende, selvom han havde misset så meget.. hans datters fødsel.. en smuk pige havde det vel været.. han var sikker på, at det var en pige som ville ligne Eniqa meget. Med armen godt hvilede om hende, fik han hende med sig hen til kroen, selvom hans ben til tider var ved at svigte under ham. Energi var ikke noget som han havde ved sig efterhånden, det var mere eller mindre ekstrem godt opbrugt, selvom han mildest talt ikke kunne fordrage tanken om det! Han havde ikke sagt så meget som et eneste ord hele vejen.. alle ord synes og mærkes som at sidde fast i struben og i kulden som kun ble mere og mere kraftig, så var det kort sagt umuligt, at skulle gøre det. Han skubbede døren op ind til kroen, hvor varmen omgående måtte ramme ham. Det gøs voldsomt i hele hans krop. Her var godt mennesketomt til aften.. ikke at det gjorde ham det mindste, tvært imod, det behagede ham dog kun. Han var efterhånden kendt som Greven af Dvasias, det var jo trods alt også den titel som han bar med sig nu om dage. Hvor Maurus var endt henne, vidste han ikke.. han var vel taget tilbage til det store palæ i Dvasias. Efter hva han selv havde forstået, så var han placeret der af tvang, selv der hvor Matthew selv, havde været placeret af ren og skær velvilje.. han var blevet tilbudt det som han altid havde længtes efter og efter tabet af Eniqa, havde det i den grad været ham en fristende tanke som han bare ikke havde været i stand til at afslå. Varmen var overvældende.. den lod hans krop omgående begynde at skælve endnu en gang og med isen i hår og på kroppen som stille måtte smelte og efterlade adskillige små vandpytter rundt om på gulvet. Han slap stille Eniqa, selvom kroppen bare protesterede ved det.. ikke bare tanken og frygten for at hun bare ville forsvinde igen, men det faktum, at bevæge sig, faktisk også måtte gøre så ekstremt ondt. Han gik til manden bag disken, fik krævet en nøgle til et værelse inden han gik tilbage til hende. Armen slog han igen stille om Eniqas slanke liv og førte hende med sig hen til trappen. I mellemtiden havde han fået sin fars gamle ring på igen. Den som han kun bar når han havde noget at være stolt af, nøjagtigt som han havde lovet den gamle på hans dødsleje.. det eneste som han havde efter manden. ”K-kom med..” sagde han stille.. som det første som han havde sagt i ekstremt lang tid efterhånden. Han nåede værelset.. et af de største som de havde på det her sted.. lidt af et luksusdyr var han jo trods alt også endt som i den anden ende. Han kæmpet med at få nøglen i nøglehullet og låst op og tvang døren op, hvor han lod hende gå ind som den første. Penge var jo ikke just et problem for ham længere, han havde alt det som han nogensinde ville få brug for. Værelset selv var klart mere luksuriøst. En store seng, silkelagener, kommoder, store vinduer og en sofa, samt et eget bad. Netop som det han var vant til i palæet ’hjemme’ i Dvasias.

[Deleted]

Kulden var direkte dræbende som de havde befundet sig i den virkelig alt for lang tid, og våde af det vand som de begge havde måttet vade i. At kappen så hvilede om Eniqa's krop var intet hun ville protestere imod, eftersom hun virkelig var frossen som is, og dog så hadede hun tanken at Matthew skulle gå der med den blottede overkrop og absolut intet til at skulle beskytte på nogen måde. Hun skælvede, hendes tænder klaprede ureagerligt, hun havde givet op at skulle kæmpe imod den. Den blå farve som hendes læber efterhånden havde antaget, hvor Eniqa desperat måtte prøve trykke varme i dem ved hjalp af tungespidsen som gang på gang måtte stryge over. Ikke så meget som et eneste ord var noget som brød hendes læber, det gjorde for ondt at skulle fører en samtale så frossen som begge kroppe lod til at være, og mere eller mindre kun på grund af det hun havde været så tæt på at gøre, noget som hvilede i hendes tænker netop i sekundet, selv for hendes vedkommende var det skræmmende, tanken omkring at end ikke hendes tid med Matthew og Alaster som førerende styrere af hendes krop havde drevet hende så langt ud som det hun var noget blot med tanken om at skulle miste manden hun elskede, den mand som det virkelig var gået op for hende hun aldrig i livet ville kunne undvære, det ville være nytteløst blot at gøre forsøget. Da de isblå øjne endelig måtte møde synet af kroen var det som en sten der sank fra hendes bryst, en lettelse der kun måtte tage over hendes krop, tanken om varme, tanken om Matthew's ord da han havde forslået dem at tage hertil.. Kun de to.. Den varme pejs og i en blød seng, ikke et tilbud hun kunne sige nej til, ej heller selvom hun frygtede at hun var den som lagde mere i det end det som der var, skrækslagen for at hun ville vågne op og Matthew ville være væk. Selv for hendes del var energien væk, og med tanke på det skræmte det hende kun med Matthew, at han i det hele taget kunne opretholde en stående stilling, han havde holdt om hende, sørget for at hun ville møde den varme, selv på trods hendes kjole var mere frossen end is, den skar mod hendes bløde hud, det ville undre hende om hun overhovedet ville kunne få den af, og med isen som havde måttet ligge sig i hendes lange blonde hår, som hang ådt og slasket ned over hendes skuldre, klistrede sig til den slanke hals. Hun holdte sig i hans favn, følte varmen straks hun søgte ind af den dør, som en kærkommen omfavnelse. Ikke lagde hun mærke til hvem som befandt sig i den store krostue, eller hvad Matthew egentlig lavede da han for det korte øjeblik lod hende stå, optaget af de tanker som måtte blive ved finde sig i hendes sind, tanken om hvor de stod, og om han nogensinde ville tilgive hende den fatale fejl hun havde begået? Blot kastet ham ud i kulden på grund af den klare forvirring, der havde skåret hendes bryst lige siden. Eniqa fulgte ham roligt ved hans side, lod sig fører op af den velkendte trappe op til de værelser som måtte ligge på række hele vejen ned af de lange gange. Stadig sagde hun intet ord, det gik næsten ikke op for hende han overhovedet havde ladet nogen flyde. Den ring som han måtte bære på hans finger, var virkelig intet der var gået for hendes blik, hendes sans for detaljer var så godt som forsvundet lige nu, noget som vel var en god ting med henblik på hvad den ring havde af betydning for hende. Penge var virkelig ikke på nogen måde noget som hun var ejer af, hun havde den ene kjole hun bar om hendes krop, måtte atter igen selv jage for at skaffe sin mad, noget som Jaqia kun havde gjort lidt lettere for hende med de nye racer hun havde fået tildelt. Afventende lod hun ham fumle med låsen i døren, trådte stille ind som den måtte glide op foran hende. Et lille smil endte med at kruse sig over hendes rosa læber, hun trådte længere ind. Hvor var det typisk. Dette var noget hun netop havde nået at skulle vænne sig til i tiden med Matthew, nu var hun blevet vant til den vinterkolde skov endnu engang, havde glemt hvor smukt det kunne være, og hvor behageligt et varmt lokale kunne føles. Vander dryppede fra hendes kjole, hun lagde blidt hovedet på skrå, lod blikket glide omkring i det store lokale, mere luksuriøst end det som hun huskede, et sted så var det vel bare.. Matthew? I en stor nøddeskal.

[Deleted]

Man kunne ikke just sige, at det ikke var ekstremt hårdt nok, at skulle holde sig oppe, selvom det virkelig kun måtte være noget som Matthew måtte tvinge sig til. Han ville ikke bukke under midt ude i det offentlige, det var han selv kort sagt for.. stolt til? Han havde sine meninger og han ville ikke vise sig som den svage, selvom det var ham som havde vandret igennem is og kulde fra havet og hele vejen til byen, og det var virkelig et godt stykke. Ikke et eneste ord havde han sagt på hele turen, han havde vel blot kæmpet for at skulle holde hende oprejst og komme til byen, det var virkelig noget af det som i den grad var sagt som en førsteprioritet for hans vedkommende. At hun skulle komme ind og i varme, i sikkerheden og så få snakket ud om det hele og så egentlig finde ud af, hvor pokker de egentlig måtte stå med hinanden. Lige nu ønskede han bare at få varmen, få hvilet ud og så tage det hele derfra. Kun de to.. Det var jo også det, som Matthew ønskede inderst inde og det var heller ikke en tanke som han kunne slippe igen. Han savnede hende.. han kunne virkelig ikke se, hvad han havde gjort forkert ved at hindre hendes smerte,ved at ende det hele på egen hånd. De billeder som han havde vist hende, havde åbenbart ikke været nok? Han trådte ind i værelset som den sidste.. det mindede skræmmende meget om det som han havde i Dvasias. Han var noget af et luksusdyr, det havde han altid været, kun det bedste havde været godt nok og dette var det bedste som dette sted kunne give dem. Han lukkede døren og smed nøglen hen i sofaen, hvor han derefter lod døren glide i lås. Først nu kunne han mærke den udmattelse og den træthed som dette måtte give ham.. Det havde virkelig holdt hårdt, det var da noget som han så tydeligt kunne mærke. Hans hjerte hamrede som havde det været for livet mod hans bryst, det var virkelig en så voldsom ubehagelig følelse som intet andet. Han vendte blikket mod den lille pejs som stod henne ved sofaen. Et svagt smil bredte sig på hans læber, et sted kunne dette virkelig ikke blive bedre. Hans ben truet så kraftigt med at skulle knække under ham. Dette var bare ikke noget som han ville vise i det offentlige. Forvirret, det var han dog i den grad, hun havde virkelig ikke gjort andet end at forvirre ham hele aftenen. Hun kom til ham.. hun vækket ham.. gav ham beskeden og så tog hun bare sin afsked.. hvad pokker havde hun regnet ham for? Uanset hvor svær den tanke var at acceptere, så havde han vel intet valg? Smerten hvilede stadig i hans bryst og det hjalp virkelig ikke stort, at skulle være så tæt på hende, som det han var lige i øjeblikket. Han sukkede dæmpet, vendte blikket mod pejsen igen, hvor den i løbet af et kort øjeblik, brød op i de klare flammer og med en klar varme som langsomt, men sikkert måtte brede sig i hele værelset. Lige efter hans behag vel at mærke, der fandtes ikke noget bedre, end at sidde med kvinden som man stadig måtte elske og holde af, men ikke kunne få? Stenen hvilede stadig som en ekstrem byrde i hans bryst, det gjorde virkelig.. ondt? Han rettede sig stille op, selvom han stadig måtte ryste noget voldsomt. Kontrol havde han ikke over den så kraftigt skælvende krop. Han var blå, læberne med og det at få ord over læberne, var virkelig så ekstremt besværligt ,at han bare havde valgt at opgive det i den anden ende. Han kunne virkelig ikke. Han nåede kun lige et skridt henover gulvet, inden hans ben for alvor valgte, at skulle bryde sammen under ham og tvang ham ned i gulvet. Han satte hænderne skælvende i gulvet, selvom han bare ikke fandt styrken for at skulle komme op igen.. Han havde virkelig ikke den mulighed for det. Han slap et svagligt suk og lod panden stille møde det kolde gulv. Her blev han liggende.. Han havde virkelig ikke styrke eller energi tilbage til noget som helst. Ilden blussede stadig i pejsen, den havde allerede fået godt fat i det tørre træ, så det krævede intet af ham for at holde i gang.. han have bare brug for hvilen. Desperat brug for hvilen.

[Deleted]

Eniqa vidste det var irrriterende hårdt at skulle holde sig på benene, specielt efter hun trygt og rart havde lagt i Matthew's arme nede ved strandet, foran det bål som egentlig ikke rigtigt formåede at skulle varme nogen af dem op på den måde, det var udelukkende Matthew som havde klaret at skulle lade hende finde en smule varme, den nærhed hun for første gang så længe havde haft til ham, noget som hun virkelig ikke kunne andet end erkende, at hun virkelig avnede, savnede ham på alle måder, bare at skulle stå der i hans arme, lytte til den varme stemme med den så blide tone, ingen ud over hende var vant til at han ville gøre brug af. Det at få snakket ud var for deres vedkommende virkelig vigtigt ligenu, hun havde haft sine grunde til at gøre som hun havde gjort og vel omvendt? Hvad hun ønskede inderst inde var fr hendes egen del så tydeligt, noget som hun vel også havde givet udtryk for til aften? Hvorfor havde hun ellers valgt at skulle lade læberne møde hans som hun havde gjr`? hvile i hans favn for så lang tid? Næsten ofre sit liv kun fordi han var på vej væk, næsten i håb om han ville søge tilbage efter hende, på trods det langt fra havde været hvad hun havde ventet. Blikket gled omkring. Den store seng, så fint redt med de bløde silkelagner, alt i alt så meget mere end det som hun havde kunnet blære sig med at hvile i når aftenen endelig tog til, alt hun havde var den flåede madras det var lykkedes hende at skaffe billigt på det ene marked hun nogesninde havde været til i procias by, kendt for altid at skulle holde sig for sig selv, kun fordi de fleste plejede se galt på hende, af den ganske enkle grund hun var halv Dvasianer, noget som hun ikke kunne komme udenom. Kroppen stoppede på ingen måder den kraftige skælven, selv på trods hun følte det som hendes muskler slappede langt mere af end det som de havde gjort for blot et øjeblik siden. Kappen gled af hendes skuldre, faldt våde til gulvet og kun den ligeså våde kjole stå tilbage, indfinde sig over hendes krop, umulig at få af det næste stykke tid til isen der havde lagt sig over den ville være smeltet, en proces som allerede var godt igang, lod de mange dråber falde til gulvet og danne en større og større vandpyt for hvert sekund som måtte gå. Den smerte som hun havde påført ham ved hendes valg den aften var en som også påvirkede hende i en virkelig stor grad, den længsel efter ham som kun måtte bygge sig mere og mere op og lade hende selv sidde med intet andet end minder, tårer og et knust hjerte uden hun kunne give ham skylden for noget som helst, kun hendes egen dumhed. Pejsen varmede allerede dejligt.. Den flamme som måtte ende med at blusse op kun for at kaste det orange skær ud over det store værelse. Med et lille smil, et sted smørret som det hun ville gøre brug af overfor ham, de tider hvor intet havde været galt og hun kun skulle pirre ham, det smil som bare var bleet en vane i hans nærhver, stille drejede om på hælen og kun for at lade blikket falde mod hans i det han måtte falde til gulvet. Om muligt blev huden langt mere ligbleg, hun følte hjertet springe op til flere slag over "Matthew?" endte hun i en forsigtig tone, uden rigtigt få det svar som hun ønskede vel. Først da han faldt helt til jorden, valgte at skulle ligge stille, bredte der sig for alvor en panik i hende. Frygten for at miste ham var forfærdelig, det kunne ikke være rigtigt han skulle rives væk fra hende nu? Hun faldt stille på knæ ved hans skikkelse, strøg han en gang forsigtigt over håret "Matthew?" endte hun igen, denne gang med en forsøget rusken i ham. at han var udmattet forstod hun, måske det ville være lettest bare... Blikket gled atter rundt i lokalet, faldt på et par starinlys, hun lod sætte en flamme i, kun ved det blotte blik. Ikke at hun kunne specielt meget inden for avatarenes evner, men en lille smule. Et blødt tæppe lavet af pelset fra et dyr der for hendes blik kunne ligne lammeskind i forvokset udgave, lod hun roligt trækkes hen foran den varme pejs. Hun måtte få noget varme i den mand. Roligt tog hun fat om hans krop, hev ham op kun for at skulle støtte ham til hun kunne ligge ham i det bløde skind foran pejsen. Det ville uden tvivl være bedst få de frosne bukser af ham og det samme med hendes kjole, men hun ville nødig sætte de helt forkerte billeder. Blidt faldt hun på knæ for ham, lod hånden hvile mod hans kind "Hver sød at vågne" hviskede hun stille, bekymret, varmt, som en bøn så tæt til hans ører.

[Deleted]

Matthew var virkelig bare udmattet, en hvil ville virkelig gøre sine underværker, selvom det virkelig kunne være så ekstremt besværligt med hende så tæt på, uden at han vidste, hvor han egentlig måtte stå med hende. Han kunne sidde selv hver eneste aften - og det havde han jo faktisk også gjort, og bare tænke tilbage på den aften hvor alt virkelig bare var gået galt.. drukket sorgen væk og så smuttet tilbage under dynen med Darcelin, selvom samvittigheden faktisk havdde meldt sig og så ekstremt mange gange, at det kunne gøre helt ondt. Hans hjerte slog så kraftigt mod hans bryst, prøvede at få pumpet det varme blod rundt i kroppen for at give ham varmen, selvom han virkelig var en forfrossen pind og knapt kunne bevæge sig uden at det virkelig ville gøre ondt. Hvilken intention som Eniqa havde haft med at skulle søge ud i bølgerne, var ikke noget som han ville spørge ind til, det var virkelig en skræmmende tanke og mere end noget andet som han kunne forestille sig lige nu. Han trak vejret ganske hurtigt og heftigt, som han næsten måtte kæmpe for at det nogensinde skulle få lov til at blive aktuelt. Han klemte øjnene svagt sammen. At hun kaldte hans navn, kunne han blot svagt høre. Lige nu ønskede han bare at finde hvilen og at finde varmen, det var virkelig det som stod som hans første prioritet for øjeblikket. Varmen fra pejsen kunne han nu tydeligt mærke, selvom den ikke rigtigt bed sig fast til ham. Han skælvede kraftigt. Det var virkelig første gang nogensinde at han havde givet efter for nogen udmattelse, normalt skulle der virkelig ekstremt meget til og nu.. lå han der bare.. og foran Eniqa, selvom det klart ikke var en tanke som han brød sig om overhovedet! Han stivnede da hun bare tog fat i ham.. helt væk, var han jo ikke. Besvimet var han ikke, dog klart hvilende på grænsen. Han havde virkelig ikke nogen energi til at skulle holde varmen på nogen måde overhovedet. Han bed tænderne fast sammen. At han blev lagt på et lammeskin og varmt og blødt, kunne han nu tydeligt mærke.. Behageligt var det i den grad og det var i den grad også ekstremt trængende. Bare det at komme ned og ligge.. det var virkelig noget af det bedste lige nu, endnu bedre var det jo, at vide, at hun sad der, selvom han ikke havde nogen anelse om hvor længe det nu ville vare for hans vedkommende.. Han frygtede virkelig for at hun ville forsvinde og bare lade ham ligge igen.. Tanken omkring det, var virkelig noget af det værste ved det hele. Han græd vel stadig på indsiden,s elvom han ikke kunne få det frem.. han ville ikke, det var virkelig ikke noget som han ville lade komme frem. At han kom tættere på varmen, kunne han tydeligt mærke, selvom det klart var Eniqas nærvær som gjorde det hele. Han vendte blikket stille mod hende, selvom det alt i alt, var noget som kostet ham energi og kræfter som han slet ikke havde. Et svagt smil bredte sig på hans læber og selv med den kraftige skælven i kroppen som bare ikke ville aftage, den var virkelig bare gået i lås. "Jeg må hvile.." hviskede han med en rolig og dæmpet stemme, stadig let skælvende, selvom han klart havde genvundet meget af kontrollen igen og det var kun noget som han kunne takke sig meget for i øjeblikket. Han ønskede ikke at skræmme hende yderligere. At høre hende så tæt på sig.. han var virkelig forvirret.. hvad var det hun ville ønske? Hvad var hendes intention ved alt det som var sket for denne aften? Han turde ikke stille spørgsmålene, han var virkelig panisk bange for udfaldet ved at åbne munden og lade de ord gå. Han lod hånden følge hendes hånd, arm og skulder for at finde vejen op til hendes kind. Han vidste hvilken vej hans hjerte ville gå og han vidste hvad han oprigtigt ønskede. Hans øjne var endnu en gang med den samme tydelige gnist.. den gnist af liv, som hun havde taget med sig den dag, hun havde valgt at skulle gå ud af døren og uden at lade ham forklare for sig først. Han var kommet videre.. og hun trak ham tilbage igen? Han sad som greve, han havde fået magt, selvom det samme genstod fra dengang; Han var virkelig villig til at opgive det hele, bare for at være sammen med hende.. hvis hun dog bare ville lade ham gøre det.

[Deleted]

Et hvil var tydeligvis nødvendigt for ham, ikke noget hun havde protester mod, han skulle få lov til at sove, og hun ville holde sig væk, noget i hende sagde det ville være mest smart at tage lidt afstand, hun ønskede virkelig ikke at være påtrængende. Eniqa ønskede kort sagt ikke at høre noget som helst om måden han havde sørget på, hun ønskede ikke at høre noget om det liv som han nu levede, og kun fordi det virkelig skar hendes eget hjerte så dybt, medtanken på at han nu havde den magt som hun vidste han ønskede sig, en kvinde at søge til hvad end følelser var indblandet eller ej, og en som nok ville stille de lyster så langt bedre end det som hun vidste hvordan man skulle gøre, uden tegn, uden hjælp kunne hun jo intet stille op. Det liv hun selv levede for tiden var virkelig intet at prale af, livet i skoven med Kenara, tilbage hvor ingen kendte hende, uden sevlskab, uden Matthew, det var noget af det som havde drevet hende ud i de store bølger hvor alle var klar over hun ikke var i stand til at svømme, hvad hensigterne med det havde været var vel ganske tydeligt for alle, hvad var der at leve for hvis ikke hun kunne få ham hun elskede? Den frygt for kærlighed hun havde båret hvor hun nu endnu engang måtte huske på hvorfor, nu var det kun for sent at vende om, faldet direkte i de kløer og der var intet hun kunne gøre ved det. Hun skælvede selv, dryppede på det store gulv, hvor kjolen langsomt måtte smelte og bare henligge slasket og våd, han var den som stod øverst på hendes liste ligenu, få noget varme i ham og lade ham hvile. De isblå øjne hvilede i hans, hun strøg ham blidt over håret. Så længe han ikke bad hende om det ville hun ikke gå, aldrig ville det falde ham ind at skulle forlade ham med mindre det var på eget ønske, hun elskede ham for pokker stadig, var det ikke tydeligt nok? Hun nikkede stille "Det forstår jeg godt" endte hun i et blidt næsten bekymret tonefald, rejste sig i en smidig bevægelse kun for bevæge sig hen til sengen gribe om nærmeste pude og et tæppe som måtte ligge lige over "Her løft hovedet" hviskede hun blidt, stak den bløde pude under hans hovede som en støtte og lod tæppet glide over hans skikkelse. Hun vidste hun burde tage det våde tøj af ham det ville hjælpe dem meget mere men hun ville virkelig ikke skabe et forkert billede, mest fordi hun jo en gang før i ren og skær desperation havde forført ham uden han havde set en pind "Tak dig ikke af jeg er her" hun sendte ham det varme smil, rejste sig atter. Stropperne fra kjolen trak hun stille ned over skulderne, vendte ryggen til ham, hvor flammerne måtte varme hendes ryg, kaste det orange skær over hendes skikkelse, og bare som det tog hun endnu et tæppe til sig, kastede rundt om den slanke skikkelse, for at dække mens hun trak kjolen ned og lod den falde mod gulvet med et lille 'bump' aldrig havde hun været sky, altid været stolt over den krop hun var bære af, hvis man så bort fra de mange ar om ikke andet, og hun vidste Matthew nok heller ikke ville have noget mod det, men ligenu tog hun virkelig ingen chancer hun ville ikke ødelægge noget. To rolige skridt hun var trådt ud af kjolen, bevægede sig mod den nræmeste lænestol i nærheden af ham kun for skulle sætte sig ned, låse tæppet lige over hendes nøgne bryst, nyde varmen fra stoffet og fra den ild som måtte brænde lige i hendes nærhed. Selv manglede Eniqa virkelig et hvil, men at ligge sig hos ham ligenu var måske ikke det mest fornuftige, hun ville ikke være den påtrængende. Øjenlågene sank stille i, hovedet lod hun roligt falde tilbage i stolen, hvis stof straks måtte henligge vådt af det blonde hår. Hun sukkede udmattet, følte den lille varme næsten brænde mod huden.. Behageligt. Et spørgsmål var det som blev ved dukke op i hendes sind.. Ville de nogensinde have en chance? Eller var det ren indbildning? Han var kommet videre mens hun var gået helt i stå.. Prøvede hun frgæves? Var hun virkelig sunket så dybt? En tårer trillede stille ned over den blege kind, denne gang uden at fryse fast, gennemsigtig som en perle, hvor hun næsten kunne føle salten sætte sig i hendes hud, hun var for træt til at skulle fjerne dem, desuden.. hun fortjente græde de tårer.. Fortjente være under den form af smerte.

[Deleted]

Matthew havde virkelig måtte kæmpe voldsomt med sorgen og det var stadig noget som han måtte gøre. Selvfølgelig var det en lettelse uden lige at lige, at hun stadig var der og aldrig kunne det falde ham ind, at skulle bede hende om at gå.. sidst var hun gået uden, at han havde haft muligheden for at gøre noget som helst ved det, og det var virkelig det som han frygtede i form af en gentagelse; Ja, den store Matthew kunne faktisk være bange! Hans krop skælvede stadig, selvom hun sad lige ved siden af ham. Han havde virkelig bare brug for varme og så en lang hvil.. dette havde virkelig tappet på hans kræfter og hans energi og det var virkelig ikke ofte, at man måtte se ham bide i gulvtæppet uden at kunne komme op igen.. denne gang var det sket.. og han hadet det. Sorgen måtte han nu stadig slås ekstremt med, det var ikke noget som han kunne komme udenom.. det stod han stadig helt uklart, hvorfor at hun havde valgt at gøre som hun havde gjort det.. uden at lade ham forklare sig først, selvom han vel bare havde håbet på, at billederne som han havde givet hende, ville sige meget mere omkring hans situation som den havde stået, selvom det nu ikke havde haft den ønskede effekt. Først nu kunne man fint sige, at hans krop igen måtte antage en mere normal hudfarve, da han kun måtte blive mindre og mindre kold.. al varme havde han bevidst sørget for, at hun ville få. Det var klart bevidst, at han var blevet kold.. han havde tvunget hende frem, gået i isende bukser og uden noget til at beskytte sig mod vinterens kulde.. først nu hvor han følte den voldsomme prikkende fornemmelse i hans tæer.. den var i den grad ubehagelig! Han havde klart brug for hvilen, selvom han ikke turde at indlede den.. tænk nu hvis han vågnede og hun igen bare ville være væk.. Han vidste, hvad der i så fald ville vente ham.. en strid på slagmarken.. at falde bevidst, bare for at få det til at se lidt større ud end det som et selvmord ville gøre det. Da hun så bare valgte at rejse sig, greb panikken ham for alvor, selvom han kraftigt prøvede at bide det i sig. At hun så bare greb fat i en pude og et tæppe, fik ham dog omgående til at falde til ro igen. ”O-okay..” hviskede han lettere anstrengt. Han hævede hovedet forsigtigt, da hun skubbet puden på plads og lod ham falde til ro igen. Det hjalp ham dog så sandelig ikke, ved at blive liggende i det våde og iskolde tøj. Han vendte blikket stille mod hende, stadig med den så kraftige skælven i hans egen krop. Han følte sig virkelig forsvars og hjælpeløs og han kunne virkelig ikke fordrage den tanke! Den var direkte forfærdelig! At hun klædte af sig, gjorde ham dog ikke det mindste, selvom det nu ikke var lige det som han tænkte mest over lige for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han lukkede øjnene bare for et stille øjeblik og åbnede dem igen. At hun satte sig i lænestolen lige ved.. han kunne virkelig bare ikke falde til ro.. han manglede noget. Han manglede hende tæt ved sig og dette var virkelig ikke tæt nok. Han bed sig svagt i læben og trak vejret dybt. Læberne skilte han stille og næsten tøvende. Påtrængende var hun ikke.. at komme videre, var han så sandelig heller ikke.. hun skulle bare vide, hvad han tilbragte sine mange dage med.. at drukne sorgen væk så snart at det meldte sig ved ham på denne måde som det havde gjort de sidste mange dage.. han havde klart vist sig som en typisk besøgende i barskabet hjemme. Darcelin var en trøst.. hans vej ud af det kaos i den desperation efter at blive anerkendt som dengang. Ingen følelser i billedet.. det var virkelig det eneste som havde tiltrukket ham til dette.. noget som han kunne bryde op i når som helst det skulle være og han ville i den grad ikke tøve med at gøre det, så snart han fandt en mulighed.. frem til da, så måtte han da klart nøjes med det som han havde at bruge. Magten havde han fået, mulighederne lige så, men det var virkelig ikke det samme.. Han manglede hende virkelig. ”Der.. er plads her.. ved siden af mig..” sagde han stille og næsten forsigtig. Han ville jo heller ikke tvinge hende til noget hvis hun virkelig ikke havde lyst til det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han elskede hende og mere end hvad godt var. Han havde jo stadig ingen anelse om, hvor han stod med hende.. om der overhovedet ville være noget tilbage at redde, nu hvor hun så klækkeligt havde påstået, at der ikke var noget at gøre ved det, noget som han i den grad ikke havde været enig med hende i. ”.. Hvis du vil..” tilføjede han stille, dog ganske hurtigt bagefter.. Han følte sig virkelig som en lille knægt.. så bange og usikker og han hadet det virkelig. Han fortjente det vel.. al den smerte som hun havde påført ham ved denne handling og han bed det i sig. Han var en mand.. han var stærk og de følelser var ikke noget som ville gavne omverdenen det mindste.

[Deleted]

Sorgen var i den grad den sværeste at skulle tackle, selv i aften havde man jo set den blive for meget for hende, og hun var søgt ud i de store bølger kun ventende på at de skulle sluge hende i en mundfuld. Hun havde intet til at drukne den sorg, pengene til sprut fandtes ikke i hendes lommer og hendes eneste sevlskab var Kenara og i tide og utide Maurus når det endelig lykkedes hende at finde ham og hun fik sig kort sagt ikke til at skulle misbruge ham på den måde. Eniqa nægtede at skulle søge væk fra ham med mindre han med direkte ord ville bede hende om det, hun ønskede ikke at skulle forlade ham igen, det var det som gjorde så ondt. Intet varede evigt og det var vel inklusiv dette? Før eller siden ville han tage tilbage til den.. Tøs i Dvasias og hun selv tilbage til de ensomme skove, sidde for sig selv, dvæle ved de sidste minder hun om ikke andet måtte have med ham. De billeder der var blevet hende vist havde virkelig ikke være timet rigtigt, forvirret og ræd, hun havde ikke fået lov at se ham uden han sov, hun følte sig virkelig underligt.. Ligegyldig. De billeder var kun nogle som virkelig havde skubbet hende ud over affgrunden og for en krt stund havde hun slet ikke tænkt kun handlet, og slet ikke gjort efter hjerte, kun af den fornuft som glemte at skulle vise hende konsekvenserne af det valg hun den havde taget. Hans forvirring og hans frygt, for hvad vidste hun virkelig ikke, det var en som hun bare måtte bide i sig, på trods det gav hende ondt i maven, hun havde virkelig ikke plads til at rumme flere følelser oven i hendes egen, det var direke ubehageligt. Varmen var en som langsomt måtte begynde indfinde sig i hendes krop igen, på trods det indre igen måtte føles koldt uden ham tæt til sig, hun accepterede hans ønske om hvile, han var den som havde reddet hende op af det hav, bragt lidt liv i hende igen kunf ro slæbe hende med hertil og sørge for hun var den som måtte holde sig varm, nu var det hans tur, han fortjente den hvile, hun ville blive og vogte over ham. Den bløde lænestol var direkte behagelig i forhold til den træstub hun var vant til, dette sted var det rene luksus men hun var stadig ikke tilfreds? De isblå øjne var atter søgt op hvilede mod Matthew, med et stille træk i mundvien, hun mindste den plads ved hans side, hun ønskede ikke at bede om den, hun ville virkelig ikek være påtrængende eller ødelægge den aften som så ud til rent faktisk blive.. Bedre og Bedre? Hans ord overraskede hende tydeligt. Blikket faldt i hans, hvor hun måtte føle en næsten intens hjertebanken mod hendes bryst. hun tøvede dog ikke.Stille rejste hun sig, sørgede for holde tæppet tæt pakket om hendes delvis nøgne krop. Næsten skælvende i en blanding af den sidste kulde og isen om måtte smelte, og af ren go skær nervøsitet over.. Alting.. Hun hadede virkelig at være så usikker på det hele, lod hun sig stille glide ned ved hans side, lagde sig forsigtigt ned i det bløde skind, kun for putte sig en smule ind til ham. Hun elskede at indånde hans duft på den måde, bare ligge foran den knitrende pejs, og med hovedet som hun blive lagde mod hans armhule, afventede lidt en reaktion, et sted bange for hun var kommet for tæt på, og at han ville begynde skubbe hende væk. Det våde hår klistrede sig fast til halsen, tæppet var allerede delvis vådt af den krop somisen var smeltet ned af og lavet til dråber af vand. Stille bed hun sig i den bløde underlæbe "Matthew... Ikke misforstå det.. Men du burde få det våde tøj af" hviskede hun stille, tæt til hans ører i den blide tone, mere fordi de nu til hendes store glæde var endt så tæt, at et højere tonefald kort sagt ikke var nødvendig. Et stille suk, en skælvende forsigtigt hånd som blidt strøg over hans hår, kun for skulle glide ned og ligge sig mod hans bryst, dog med så let vægt, hun frygtede virelig at dette øjeblik skulle ende, den første gang hun havde båret sig direkte yderst forsigtigt frem med Matthew.

[Deleted]

Eniqa havde aldrig direkte været bange for ham før.. før den aften i værelset, hvor Nathaniel klart havde kæmpet for at skulle holde livet i ham. Det var jo glippet i tide og utide, det var jo udelukkende derfor, at hun kun havde fået lov til at søge til ham, når han sov eller Nathaniel havde været der for den sags skyld. Han var virkelig bange for, at hun frygtede ham. At hun ikke turde at komme tæt på ham, i så fald, var toget allerede kørt og det ventede virkelig ikke på nogen som helst. Sandt, at pejsen kunne varme, men så længe, at han lå i det iskolde og så våde tøj, så havde det i den grad ikke en ønsket effekt overhovedet. Træt var han i den grad, det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. Det havde virkelig været en ekstrem lang og for den sags skyld, så også en ekstrem hård dag. Bare aftenen alene, havde taget alle de kræfter som han havde haft.. han havde alt det som han nogensinde havde kunne ønske sig.. han havde det hele i sin hule hånd og han kunne virkelig ikke stille sig tilfreds.. alt det som han igennem livet, havde kastet fra sig med en glæde, udelukkende for at være sammen med hende, det var stadig noget som han ønskede sig, selvom det nu ikke var noget som han kunne stille sig mere sikker ved, på nogen som helst måde. Han lod Eniqa komme hen til sig og glide ned ved siden af ham selv. Det som først kunne få et smil til at brede sig på hans læber. Han havde virkelig savnet hende, han havde virkelig savnet, at skulle have hende så tæt på sig, som det han havde lige i øjeblikket, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han kunne ikke lade være med at smile.. dette var klart kun noget som han måtte tolke i en hel og særdeles positiv retning, det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Nok var han blevet mere varm at ligge ved, selvom han virkelig følte sig som en forfrossen pind, så længe, at han lå i det våde tøj som han bare ikke formåede, at skulle lægge skjul på i det mindste. Han lyttede til hendes ord. Bare tanken om at skulle flytte sig bare en anelse, var faktisk en som måtte gøre ondt. Han orkede virkelig ikke til at skulle sætte sig op for at få tøjet fjernet, og desuden, så vidste han jo allerede, at han ikke havde noget at skulle skjule, hun havde jo set det hele og han vidste, at han var godt skruet sammen set fra naturens side af. Han nikkede stille til hende. Han kunne da tydeligt tolke en hentydning når han endelig fik den hørt og nu orkede han ikke.. han orkede faktisk ikke at tænke i de typiske baner. Det havde han simpelthen ikke energi nok til eller orket for den sags skyld. Han hævede brystet lettere dirrende, han knyttede hænderne ganske svagt og med de isblå øjne hvilende på hende. Ringen borede sig svagt ind i hans hånd, selvom han nu ikke rigtigt sagde noget som helst til det. Han bar den når han havde præsteret noget som han var stolt af, selvom det jo nu var mange grunde til at gå med den.. alle de drømme som han havde haft som lille, var gået i opfyldelse.. magten, evnerne og alt som titlen som greve kunne give ham, var virkelig noget som han for år siden, ville se på som frygtelig værdifuld, men han havde også reddet hendes liv.. han havde hende stadig.. et sted vel? Han nød af hendes strøg igennem hans hår, ja bare det at have hende så tæt på sig, som det han havde nu, var virkelig en så ekstrem behagelig tanke som intet som helst andet, som han overhovedet kunne tænke sig frem til på denne måde også. Han lod den ene arm hvile om hende, trykkede hende forsigtigt ind mod sig og med blikket som stille måtte søge til hendes skikkelse. ”Vil du tage det af..?” spurgte han dæmpet. Han vidste, hvor dumt det egentlig måtte lyde, men der var ikke rigtigt noget som han kunne gøre ved det.. det ville tage ham selv ekstrem lang tid at få det af. Han orkede bare ikke tanken om at skulle sætte sig op for at få det hele af. Han var virkelig for træt til det. ”Jeg orker ikke noget som helst lige nu..” tilføjede han stille. Han lod armen igen stille falde ned omme bag hendes ryg. Han lod hende dog blive, han lod hende hvile helt tæt på ham, selvom det nu alligevel var noget som måtte gøre så ondt. Han havde jo stadig ingen anelse om, hvor han havde hende henne.. eller hvor de stod for den sags skyld, det var klart noget af det værste. Han bed sig let i læben. ”Du ved… ikke hvor meget jeg har savnet dig..” sagde han stille, næste helt utydeligt, da det langt fra var nogen former for ord, som han ønskede at lade komme frem til hende.. tvært imod. Det var ja, virkelig imod, at skulle sige noget som dette. Han vendte de isblå øjne mod hende igen. Han kunne da ikke være noget andet end ærlig overfor hende.

[Deleted]

Aldrig før havde Eniqa direkte frygtet Matthew, end ikke dengang hun var hans og Alaster's lille kludedukke, aldrig havde hun været direkte bange, ikke før den aften. Se ham kæmpe for livet, og Nathaniel som måtte gøre sit for at hjælpe ham, det havde vel skræmt hende på sit vis? Sat en underlig følelse i det indre, som kun gik ud på frygten for at ende med at miste ham endnu engang, noget som var sket, men det var hendes egen skyld? Det var næsten som gjorde mest ondt, hun havde mistet ham, men kun af frygten for at gøre det, skubbet ham fra sig, mens hun selv havde kvælt den lyd hendes hjerte sagde hende, tiggede og bad hende om ikke at gøre som hun var endt med at skulle gøre. Det iskolde og både tøj, måtte af, det hjalp ikke en dyt ligge under et varmt tæppe foran en knitrende pejs med det på, men Eniqa valgte at bide ordene en smule i sig, hun ville virkelig ikke mistolkes på nogen måde, hun havde virkelig savnet den tid, hvor de kunne ligge som nu, holde om hinanden, hun kunne indånde hans duft, den varme følelse, og pejsen som skabte romantik, hun frygtede virkelig at skulle ødelægge det. At han ville have hende tættere på sig, var et sted noget som varmede. Hun kunne føle hans næsten lettelse som hun gled ned ved hans side. Tygheden om favnede hende, hun lagde sig tlt ind til hans krop som endnu måtte være så bekymrende kold. Det orange skær fra flammerne, som måtte falde over deres skikkelse, dannede skygget på væggene, noget som i hendes øjne skabte en underlig berusende stemning. Matthew var virkelig gdt sammenskruet væsen, og han var jo selv udemærket klar over det, ligesom hun selv var så ganske stolt af den krop hun måtte være bære af. Intet havde hun på sit vis at skjule for ham og han intet for hende, Eniqa havde trods alt virkelig ikke tal på hvor mange gange de havde været så tæt på hinanden, og så alligevel valgte hun at gøre det kun fordi hun virkelig ikke ville misforstås. Den ring som han atter var begyndt at bære, var endnu ikke rigtigt faldet for hendes blik, det var naturligt for hende at se en ring på hans finger, det burde dog have været den som nu hang med hendes i den kæde der måtte indfinde sig langs hendes slanke hals. Hans ord var hende en tydelig overraskelse, hun vidste dog at de ikke skulle menes som man normalt ville forbinde dem når det kom fra hans læber, alligevel kunne hun ikke lade værre med slippe et fnis "Jo selvfølgelig" svarede hun muntert, noget som gav de ord en helt forkert vending. Hun sendte ham et undskyldende blik som mere, for at han netop ikke skulle misforstå det. Stille satte hun sig op, trak det delvis både tæppe af ham. Den ene hånd som klart måtte holde omkring hendes eget tæppe som for ikke ende med at blotte sig, mens den anden måtte begyndte fulme med hans bukser, fik dem åbnet, hvorefter hun trak rolit i den ene side, så i den anden, for at få den bearbejdet ned over hans ben. Det var lidt ironisk. For kort tid siden var hun næsten gået i døden fordi hun ikke kunne få den mand hun elskede, som i øvrigt var den mest frygtede mand, og nu sad hun på knæ ved hans side som hans eks, trods hun ønskede det havde været som noget ganske andet, tog hans tøj af for ham? En tanke som morede hende lidt. Smilet spillede blidt om hendes læber, den røde farve tog til i de blege kinder, på trods hun prøvede at skjule den, bandede virkelig sig selv for den kunne blive så tydeligt. Bukserne smed hun stille fra sig, lagde tæppet godt om hans krop igen, kun for at skulle glide tilbage ned i den blidt favn. Denne gang lod hun mere sikekrt hånden falde mod hans bryst, strøg let og blidt over som mere af gammel vane. De varme ord, som var så lave det næsten kunne føles som var det ikke meningen hun skulle have hørt dem "Og jeg har savnet dig, Matthew.. Så frygteligt" hviskede hun blidt, så tæt til hans ører, puttede sig ind til ham "Sov" hun strøg blidt over hans hår, og videre langs hans kind. Han burde virkelig få noget hvile "Så snakker vi når du vågner" hviskede hun blidt, også mere som berkfætelse på hun ville være der når han atter slog øjnenene op.

[Deleted]

Matthew vidste, at det virkelig måtte lyde forkert, men hvordan skulle han ellers formå, at formulere det? Han bed sig let i læben og stadig med de små, dog alligevel kraftige skælvinger i hele hans krop. Han blev dog liggende, da hun selv valgte at trække tæppet af ham. Han havde ikke noget at skjule, så meget vidste han og han havde jo trods alt heller ikke noget som hun ikke havde set på ham før. Hans krop var tydeligt skælvende, til dels våd af det iskolde vand og den is som pejsen havde formået at smelte af krop og hår. Han lukkede øjnene stille, satte fødderne i gulvet og hævede sig bare en anelse for at skulle stå til en hjælp, selvom det nu ikke var meget mere han kunne gøre. Lige i aften, havde han bogstavelig talt ikke ork til noget som helst, hvilket virkelig kun måtte sige en hel del omkring ham som den person som han var. Han vidste, jo at hun dengang virkelig havde været bange for ham udelukkende på grund, af alt det som han havde gjort ved hende, og det alene, sagde virkelig heller ikke så lidt.. han kunne virkelig se tilbage på det nu og virkelig skamme sig noget så frygteligt over det som han havde gjort ved hende. Hun havde været en kludedukke.. måske at hun ikke direkte havde frygtet ham, men det havde i den grad gjort hende så usikker ved ham, og det var jo også det som hun havde vist den aften, hvor hun bare havde valgt at sige stop og så bare smutte videre uden at han havde fået muligheden for at skulle få så meget som et eneste ord indført, det var virkelig også det som havde været det værste ved det hele.. han var virkelig aldrig kommet over hende.. hvis hun dog bare vidste, hvor mange gange, han havde siddet og druknet sine sorger i den dyre vin som var på herregården når end ikke Maurus havde formået at tale ham til fornuften.. han skulle jo faktisk direkte tvinges til stranden for at gå Eniqa i møde.. han havde jo følt hvor ondt det gjorde og han holdt sig jo fra hende udelukkende af den ene grund, det var vel også ganske åbenlyst. Han lod hænderne gribe omkring tæppet, da det våde og iskolde tøj var kommet af, og trak det godt op over sig og op til det faste bryst. Han lod Eniqa glide ned ved siden af ham, hvor han alligevel ikke kunne lade være med at smile. At direkte indrømme et savn, var jo heller ikke noget som var typisk ham. Han vidste, at han i den grad havde været en frygtet mand.. hvor meget frygtet han var nu, var jo så ikke noget som han direkte vidste, og det var nu også noget som han var ganske så ligeglad med.. han var villig til at smide det hele fra sig for at være sammen med hende, selvom hun gang på gang, havde afvist ham på det punkt, det var så også noget af det værste ved det hele. Hånden som igen måtte falde mod hans bryst, da hun igen lage sig ned ved siden af ham.. Det var faktisk betydeligt mere behageligt, at ligge der i absolut ingenting.. hun kendte ham vel kun godt på det punkt. Han foretrak det jo mere eller mindre på denne måde her. Han spændte ganske let i brystet, næsten varsomt.. han var virkelig øm uanset hvor eller hvad pokker han foretog sig. Han lod den ene arm glide om hende, lagde sig ved hendes side som han strøg ganske blidt og forsigtigt.. Hvor stod de? Han turde virkelig ikke selv at skulle stille det spørgsmål så frygtelig åbenlyst som dette. Han lod de isblå øjne glide mod hende. Ringen mærkede han sig intet af.. det var uanset ikke just den som han jo faktisk ønskede at bære.. den hvilede om hendes hals, selvom.. det var jo op til hende.. hun havde gjort det slut og det valgte han så bare at acceptere. At hun direkte ønskede at han skulle sove, fik ham dog klart til at ryste på hovedet. Det kom da virkelig ikke på tale! Han lukkede øjnene ved hendes strøg mod hans kind. Hun ville være der når han igen vågnede, det var jo trods alt det som hun påstod. Det gjorde ham faktisk meget rolig.. det var virkelig dræbende at vågne op ved siden af en anden end hende.. det føles virkelig bare.. forkert. ”Du har også brug for søvnen min kære,” hviskede han dæmpet. Han var træt, han var virkelig udkørt. Han lænede sig varsomt frem og plantet et kys mod hendes pande, så ekstremt varsomt og forsigtigt, stadig ekstrem bange for at skulle træde forkert ved hende på alle tænkelige måder. ”Så ligger jeg lige her.. så snart du slår øjnene op i morgen,” hviskede han dæmpet mod hendes øre, inden han igen lod hovedet falde til rette på den bløde pude.. bare det at holde hovedet hævet, var en byrde uden lige.

[Deleted]

Det var lige det med hvordan man skulle formulere det, og enhver vidste at Matthew var frygtelig direkte, noget som Eniqa vel blot var gået hen og blevet vant til efterhånden, hun kunne dog ikke komme uden om det føltedes underligt sidde halvnøgen og tage tøjet af sin eks, når det lige var Matthew, plejde at ske i helt andre hendseelser end det som det gjore nu, det morede hende lidt, noget som kraftigt kunne læses på den rødmen som var taget til i hendes blege kinder. Matthew var virkelig en skræmmende del af hendes fortid, en som endnu kunne bringe hende så mange mareridt og ryste hende på den mådem men måden han opførte sig på overfor hende nu det var virkelig noget som opvajede det. At isen smeltede af begges kroppe og af begges hår, var virkelig kun et godt tegn, at det så måtte gøre alt omkring dem vådt var så en helt anden sag. Det orange skær som blidt måtte falde over ders skikkelser, og varmen, for hende skabte det virkelig en underlig intens stemning, en som hun kun kunne sige sig at have savnet på den måde. Usikkerheden når det kom til matthew var et sted en som var gemt efter frygtelig lang tid, selv helt fra hendes barndom vel, det ville først undre hende om hun var gået fra den tid uden nogle former for varige mén, men hun fortrød virkelig den aften hun var gået uden at lade ham komme med nogen spm helst forklaring, kunne det blive mere tydeligt hun ønskede ham tilbage i sit liv? Hun var nær hoppet i bølgerne for hans skyld, ladet dem æde hende kun fordi hun ikke kunne få ham, en tanke som gjorde ondt men som hun efterhånden var ved at lade falde.. Ligenu virkede det jo næsten som om.. Han ej heller ønskede at begrave den fortid? Det som ellers havde været meningen med hele det møde til aften, og alligevel lå de nu her, hende i hans favntag, og strøg ham blidt over brystet som var den aften aldrig sket, hun vidste dog at det ikke var sådan det hang sammen - Desværre. At Matthew indrømmede et savn var virkelig ikke ventet, det var frygteligt nyt, det måtte hun vel erkende, men det savn var virkelig gengældt og mere end det som han nok egentlig regnede med, ærligheden i hans ord var virkelig kun til at høre i stemmen, hun følte den så dybt i hendes hejrte som skar den sig ind og pressede på de hun selv følte, det var hende kun en fordel at hun efterhånden havde lært at skulle kontrollere den evne som var blevet hende tildelt, for i nærheden af Matthew kunne hun nemt ende som et nervevrag. Eniqa puttede sig tæt ind til hans krop, direkte åndede i den duft han var bære af, frygtede næsten at dette ville være den sidste aften hun ville være i nærheden af den, lod hånden blidt hvile mod hans bryst så tæt ved hans hjerte kun i frygt for det pludselig ville stoppemed at skulle slå igen, at se ham død havde hung jort mere end rigeligt den første gang, hvor det liv stille var ebebt ud mens han hvilede i hendes egne arme og den anden gang hvor hun var den som måtte se ham ligge på det bord. Hvor de præcis stod turde hun virkelig ikke spørge om, hun frygtede for alt del at ødelægge de sekunder hun lå med ham her, stod det til hende så gjorde de dette hånd i hånd, med den ring på fingeren frem for begravet i sandet det sted de begge frygtede mest, men ønskede han det samme?Hun lyttede til hans ord, tog glædeligt imod det kys han plantede mod hendes pande, det som virkelig kun lod en indre varme brede sig. Begge behøvede de virkelig den søvn. Øjnene gled stille i, lod de isblå øjne skjules "Lov du er der når jeg vågner" hviskede hun stille tydeligt i en halvvejs bøn, hun turde virkelig ikke falde i søvn om hun vidste han ville snige sig væk fra hende "Jeg klare ikke vågne op en morgen mere uden dig ved min side" hviskede hun blidt, tæt til hans ører, nu de var så tætte var der virkelig ingen grund til skulle tale højere, og slet ikke med den udmattelse som tydeligt måtte spille i begges sind.

[Deleted]

Matthew havde altid været af den åbne og så frygtelige direkte personlighed, at det stadig kunne være så ekstremt besværligt for ham, at skulle pakke den ind. Det var han bare ikke i stand til uanset hvor meget han så end måtte prøve på det. At hun i det mindste måtte være ganske tryg ved ham i øjeblikket, var dog noget af det som gjorde en verden til forskel for hans eget vedkommende. De isblå øjne hvilede på hendes skikkelse og med det selv så svage smil på læben. Han havde aldrig selv kastet sig ud i bølgerne hvis det ikke var fordi han holdt frygtelig meget af hende.. og endda mere end det i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han tvang sig mere om på siden og med fronten mod hende i stedet for at ligge på ryggen. Med en stadig skælvende hånd, tog han fat i tæppet og tvang det godt omkring hende. Om han så selv skulle ligge og fryse, så var han ligeglad. Det vigtigste for ham, var at hun skulle få varmen igen. Han elskede hende stadig.. han ville slet ikke være i stand til at skulle begrave den fortid bare sådan uden videre. Der var jo en meget god grund til at han ikke havde været i nærheden af hende. Han kunne virkelig ikke holde det ud i den anden ende, at det måtte være helt ekstremt på det led også. Han plantet et så frygtelig forsigtigt kys mod hendes pande. Han kunne uden tøven love, at han ville ligge der også når hun ville vågne. Det var jo heller ikke fordi, at han havde styrken til at skulle rejse sig. Han kunne jo ikke engang komme op at stå som han havde det lige i øjeblikket. Ikke at han så væk fra hende på noget tidspunkt. At hun var bange for gentagelser fra tidligere.. lige så var han.. at hun skulle være væk, når han ville slå øjnene op igen. Det var virkelig en frygt uden lige som måtte hvile ved ham og det sagde virkelig heller ikke så lidt lige nu. Bare det lille faktum, at få Matthew til at indrømme noget så stort som et savn, var ikke noget som man skulle sætte sig til at vente sig, for det var virkelig ikke noget som han gjorde normalt.. det var kun for hende som han nogensinde havde gjort det og specielt nu. Han savnede hende virkelig. Han savnede det, at kunne kalde hende for hans og omvendt. Han lod armen stille hvile omkring hendes skikkelse og med det samme svage smil på læben. Han havde givet hende hans ord på, at han igen ville være der når hun ville stå op og han agtede at holde det. Det var i det mindste det sidste som han kunne give hende, hvis dette skulle ende med at være den sidste aften de ville have med hinanden og han ville virkelig bare nyde hvert eneste sekund af det så længe som det nu ville vare. Ikke at det var pejsen som stod for varmen i hans krop og sind, det var hende.. det føles virkelig bare.. rigtigt at ligge der sammen med hende. Darcelin var en trøst som han kunne søge til og faktisk sidde med en samvittighed uden lige bagefter. ”Det skal du slet ikke være bange for min kære.. jeg vil ligge her når du vågner,” hviskede han med en dæmpet stemme. Træt var de begge to, ikke at der var nogen tvivler i det, selvom det nu end ikke var noget som han ønskede at rode mere i. sov hun, så sov han, så kunne han fint falde mere til ro. Han havde lovet at gribe hende, og denne gang havde han i den grad også formået at gøre det. Hånden førte han stille og forsigtigt til hendes kind som han strøg ganske let. Stadig måtte han spænde i brystet ved hendes hånds berøring. Han nød af det, det var der ingen tvivl om. Ved hende, så var han i den grad en helt anden end den som han måtte være omkring alle andre, ikke nogen tvivl om det overhovedet. Han smilede et stille smil. ”Så ved du hvordan jeg har haft det, siden livet atter måtte tvinges i mig,” forklarede han med en dæmpet stemme. Ikke fordi at han ønskede at præge hende med den store samvittighed. Han vidste jo et sted, at hendes handling var præget af hans egne handlinger og at det jo så i den grad, så måtte være hans egen skyld,. Han hadet bare tanken om det, endnu mere at skulle miste hende. ”Sov du blot. Her vil jeg ligge lige så snart du vågner igen.. ikke vil jeg vie fra din side igen,” hviskede han stille. Hvorfor lige han sagde de ord, vidste han ikke, men han ønskede bare, at hun skulle vide det. Hun skulle bare have lov til at vide, at han selv havde det forfærdeligt med alt.. sådan som det havde været efter at hun bare havde vandret ud af værelset og ladet ham ligge.. mildest talt fortabt.

[Deleted]

Et sted så måtte hun næsten prise sig lykkelig for han var så direkte, at det ikke skulle pakkes ind for nogens skyld, hvorfor prøve snige sig uden om tingene på den måde? Der fandtes kun den vej frem og det var en del af den ærlighed i hendes øjne som han var bære af, og så kunne det spørgsmål nok ikke være formuleret meget anerledes. Eniqa følte sig tryg i hans arme, der havde været en tid for ganske mange år tilbage hvor hun kun havde følt sig utryg det som i den grad var ændret nu, endnu iskold efter hendes tur i døden, nu parat til at kaste sig ind i den, kunne hun ikke få ham så var der i hendes øjne intet at leve for, et ensomt liv ude i skoven var virkelig ikke det værdigt, det ville gøre for ondt, tanken om at skulle miste ham. Det isblå blik så identisk med hans eget som hvilede i hans, og selv hvor hun virkelig ikke formåede at skulle holde et lille træk i mudvien væk, at vide at han ville ligge der. Det faktum at han rent faktisk havde kastet sig ud i bølgerne for hende, gået frygten i møde, risikeret livet kun for at redde hende med sig op på landet, den var underlig lettende, det måtte vel sige noget et sted? Måske han virkelig stadig elskede hende som hun aldrig var stoppet med at elske ham? End ikke den aften. Hun puttede sig godt om det tæppe han svøbte omkring hende, næsten med et sagligt suk "Du burde virkelig være den som fik varmen" hviskede hun stille. Han var den svage ligenu han ville umuligt kunne rejse sig, men det havde hun jo heller ikke troet han var i stand til den aften, da hun kom inden dagen efter for at sige undskyld, for at fortælle at hun ikke havde ment ordene, der og da havde han været borte og det var for sent. Det savn var kun et Eniqa virkelig kunne sige sig at gengælde det var utrioligt så meget det kunne gøre ondt at tænke så vanvittigt på en person, at længtes på den måde. Hun puttede sig blidt ind i hans favn, indåndede den så savnede duft. Aldrig ville hun finde på at skulle tage af herfra et efterlade ham nu var virkelig det sidste hun ønskede, især fordi han rent faktisk åbnede op igen, frem for at vise sit kølige jeg det som han i dn grad udviste ved søen om ikke andet så frem til han havde valgt at risikere livet for hende. Eniqa hadede mildt sagt tanken om at han lå i med en anden kvinde, at det var hend esom fik lov til at skænke ham søde kys og kærtegn og omvendt, et sted ville hun vel ønske det stadig var hendes ret? På trods hun udemærket kendte Matthew ud og ind, uden en kvinde ved sig ville han gå under, hun kendte risikoerne, hun kendte ulemperne, ville hun en dag være væk så ville hun ligge glemt natten efter og en anden ville være i hendes sted, hun hadede det, den følelse af jalousi som opstod på trods hun virkelig ikke havde retten til at skulle føle den "Er du ikke, så tro mig når jeg siger dig at jeg vil søge både Procias, Manjarno, Dvasias, Imandra sågar Sinaqra om det vil blive mig nødvendigt for at finde dig" hun så i hans blik med hendes egne isblå så funklende, og med det smil på læben som sagde at det ikke ligefremvar en advarsel mere end kendsgerning, hun ville nægte at de skulle gå hver til sit nu. De var begge udmattede trængte virkelig til søvn for derefter vågne op ved hans side om et par timer når dagen ville trænge på. Eniqa lod blidt kinden falde mod hans hånd, de kærtegn var virkelig kun savnede. Samvittigheden var tydeligt stor og det var virkelig ikke bedre med tanken på at det rent faktisk var hendes skyld det var endt denne gang "Jeg er ked af det Matthew.. Jeg mente virkelig ikke.. Jeg ville have sagt det men du var væk" hun sukkede stille. Det var virkelig ikke for at bortforklare men det var sådan det hang sammen. De ord lettede hende virkelig at vide at han ville være der igen. Hun lænede sig stille frem, plantede et blidt kys mod hans læber, kun for at glide tilbage i sengen. Hun vidste at det måske ikke var hendes ret at gøre det, men det føltedes rigtigt.. Det var det som hendes hjerte bad hende gøre, og hun havde lært en lærerstreg.. Aldrig lytte til fornuften når hjertet sagde en det modsatte.

[Deleted]

De ord som Eniqa havde skænket ham dengang, havde virkelig været alt for hårde til at han nogensinde ville være i stand til at holde sig rolig. Han havde søgt væk fra Neutranium så snart at han havde haft mulighede og kræfterne til at skulle rejse sig og bare tage væk. Han kunne virkelig ikke bare blive liggende for sin egen skyld og høre hende sige det igen.. og igen.. og igen i hans eget hoved, det var der heller ikke nogen tvivl om, det var virkelig noget som have ramt ham så frygtelig hårdt. Nu hvor han jo et sted følte, at de lå på det samme punkt, at han lå der uden kræfterne til at skulle rejse sig - et sted så frygtelig genkendeligt fra det som det havde været sidste gang han havde set hende. Han hvde sagt at han ville gribe hende.. denne gang havde han ladet hende falde og derved også taget ud i bølgerne for at hente hende, selvom det i den grad havde taget frygtelig meget på hans kræfter.. kræfter som han ikke havde. Han hade virkelig ikke kunne finde nogen former for ro i den tid hvor han havde været adskilt fra hende, det var der nu heller ikke nogen tvivl om. Han havde haft en kvinde i hans arme i den tid hvor Eniqa ikke havde været der og det var Darcelin, men igen; Han havde fået stillingen som greve i det mørke land, han havde en kvinde i sengen og det var uden de følelsesmæssige forpligtelser - det var uden nogen fare for at skulle ende så frygtelig knust igen som da Eniqa havde valgt at sige stop - Det var da en hver mands drøm et sted? Han lod øjnene glide fuldkommen udmattet i for et ganske stille øjeblik inden han igen stille ld det glide op for at skulle falde til hendes skikkelse igen. Han var i den grad gla for at kunne have hende så tæt på sig igen, det var i den grad frygtelig savnet. Et svagt smil passerede stille hans læber ved hendes ord, det var jo det som han selv havde ønsket, men ikke det som han havde fået gjort. Hun havde gjort det slut, så havde han vel bare gjort sit for at komme over det, selvom Darcelin mere eller mindre kun havde været en ringe trøst for hans vedkommende, det var der vel heller ikke nogen tvivl om overhovedet? Han elskede virkelig Eniqa, ellers havde han da heller ikke kastet sig ud i bølgerne for at skulle få hende reddet ind til stranden og ind i sin favn igen som han havde gjort lige der og da. "Du giver mig varmen min kære," begyndte han med et stille og dog udmattende smil. For øjeblikket måtte han selv kæmpe imod søvnen som så tydeligt måtte trænge sig på ved ham for nu. Han missede let med øjnene, lod hovedet søge tæt ved hendes og med armene omkring hende, som ganske blidt måtte skubbe hende tættere på sig igen. "Det skal du slet ikke være bange for.. Jeg vil ligge lige her når du igen vil slå øjnene op," hviskede han stille mod hendes øre. Han ville virkelig elske at vågne ved siden af hende.. den eneste som virkelig havde formået at skulle vække de blide følelser frem i ham på denne måde, det var ikke noget som han ville lægge skjul på for hende. Hendes sidste ord var virkelig en lettelse uden lige for hans vedkommende, det var virkelig det eneste som virkelig formåede, at skulle fjerne den sten af en byrde som havde lagt sig i hans bryst. Læberne måtte stadig hvile ud i det trætte smil. Hans øjne var allerede gledet i endnu en gang og han magtede virkelig bare ikke at skulle få dem op igen. Han orkede ikke at skulle tage den kamp op lige nu. Han trykkede hende stille ind mod sig. Hans krop skreg direkte efter en hvile for øjeblikket og han agtede ikke at skulle kæmpe imod den. Han tog blidt og kærligt imod hendes kys som han gengældte som det rene ingenting. Det var slet ikke noget som han tænkte det mindste over, det var virkelig bare noget som måtte ske. Øjnene måtte han direkte tvinge op igen og med blikket mod hende. "Du ved virkelig ikke hvor meget de ord er mig en lettelse, Eniqa.. Jeg rejste.. Jeg magtede ikke at blive liggende der.. Ikke når du ikke var der.." Hånden fortsatte de rolige og lette strøg. Det var nu heller ikke fordi at han ville bortforklare noget som helst. Det var vel bare logik? Måske at han var en morder på det ydre, men selv i det indre, var han faktisk en mand med følelser. Han tog blidt om tæppet og pakket det roligt omkring hende og trykkede hende tæt ind mod sig i hans beskyttende favn. Det var og blev hendes ret. Han lod kun Darcelin gøre det når savnet og den længsel var blevet alt for stor, ellers var det hans bror som trådte til. En næsten naturlig tanke for hans vedkommende. Han rystede stille på hovedet. "Jeg var selv skyld i det.. Jeg burde have forklaret det inden... ja, jeg gjorde det," afsluttede han med en rolig og dæmpet stemme. Han lagde hovedet stille ned ved siden af hende, i og med ,at øjnene igen var gledet i. Han var i den grad udmattet.