Missed me, Dad?

[Deleted]

Det var en overraskende varm dag. Solen stod højt på himlen og der var faktisk vind stille hvilket var meget atypisk for denne årstid. Det var et dejligt rejsevejr men alligevel havde Elijah valgt at tage en pause ved engen i Manjarno. Han havde smidt sig på græsset med blikket vendt mod himlen. Han kunne virkelig ikke lide denne opgave. Virkelig virkelig ikke. Hvorfor ham? Hvorfor ikke en anden. "Elijah, du er den jeg stoler allermest på. Jeg har brug for at dig tager ud og snakker med Nathaniel på mine vegne" ...... "Du er nød til at opføre dig voksent og få snakket med ham. Det var ikke kun mig der mistede dig den gang ..." Hendes ord rungede i hans hoved og han tog sig til hovedet med en utilfreds lyd. Han havde virkelig ikke lyst til at se Nathaniel. Ganske vidst så var han ikke sur på manden mere ... som sådan og ganske vidt så havde han da også tilgivet ham .... til dels. Det var ikke det der generede ham men han havde ikke set manden i så mange år, måske han endda troede at han var død? Hvordan skulle den samtale ikke lige komme til at gå? Det gav virkelig ikke nogen mening og det satte ham virkelig i et forfærdeligt dilemma. Han sukkede irritabelt. Hvorfor skulle det hele også være så besværligt? På den ene side kunne han godt forstå sin mor, hun havde bedt ham om at hente Nathaniel fordi han var den person som hun stolede allermest på i denne verden. Tanken gjorde en smule ondt men var forståelig. Han havde været væk for længe til at have den plads hos hende. Han måtte bare vise hende at han godt kunne være der for hende og være til at stole på og det gjorde han ved at hjælpe hende på denne måde, også selvom det var en ubehagelig ting han skulle udsætte sig selv for på denne dag. Måske det ikke ville være så slemt? Måske han bare kunne lade være med at nævne sit navn? Lade være med at præsentere sig eller sige et helt andet navn? Så ville han da i hvert fald komme ud over alt det her akavethed som var foran ham. hans tanker faldt kort tilbage på Demian som han havde mødt den gang Elmyra havde været syg. Endnu en af Nathaniels unger? Han havde da efterhånden en del.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniels liv og tilstedeværelse havde virkelig taget en drejning, som han slet ikke havde regnet med. Selvom det var ved at være mange år siden, han havde haft det på denne måde, så var det.. uvirkeligt. Yuuki havde ladet bomben falde, og for hans del, var han bare bange for, at det var en nyhed som skulle nå Kimeya.. Men hvor skulle han ellers tage hende med hen? Engen plejede at være det sted hvor han tænkte.. Han følte sig utrolig fri midt i det store og åbne, og det var uden tvivl utrolig rart, selv for hans vedkommende.
Vinden var dejlig.. det var skræmmende lunt i dag, og selv han måtte jo erkende, at han virkelig nød det. Det var vel bare et sidste spor efter sommeren? Det var uden tvivl hvad man kunne sige, var yderst tiltrængt, så det var bestemt heller ikke noget som han havde i sinde at misse. Han sukkede ganske let. Han skulle være far igen.. Det var mange år side han havde stået i denne situation sidst, men lige her kunne han jo heller ikke ligefrem gøre noget ved den sag. Han sukkede ganske let, inden han stoppede op. At der var en velkendt skikkelse ikke så langt fra ham, var ærlig talt ikke noget som han tænkte meget over lige nu. Det var bare det hele oveni hinanden, som var lidt for meget for ham lige nu. Elijah havde været død i skræmmende mange år, og sådan havde han gjort sig af tanker, hvilket næsten var noget af det værste af det hele. Alle dem som han havde mistet i sit liv..

Nathaniel så sig om.. Det kunne godt være, at han havde haft en fantastisk stor omgangskreds engang, men denne var uden tvivl meget indskrænket, og særligt efter han havde valgt at finde sammen med en kvinde som Yuuki, og hans afdøde eks, var begyndt at opsøge ham. Han kunne virkelig ikke rumme det, og det var ikke særlig ofte, at det var ham, tingene blev for meget for, men det gjorde det da godt nok i denne situation. Skikkelsen som lå i græsset, fik han dog denne gang øje på. Han rynkede let i panden, men gjorde ikke noget yderligere ved sagen. For alt hvad han vidste, kunne det jo være hvem som helst, og han var ikke ligefrem ude på ballade.

[Deleted]

Elijah lå på engen og slappede af, eller .... han var vel ved at samle sig mod til at flyve det sidste stykke vej? Han var nød til at få gjort det han skulle gøre, han var nød til at få opsøgt Nathaniel, sagt hvad der skulle siges og så kunne han vel bare gå igen? Altså med et svar fra Nathaniel til Elmyra? han behøvede jo ikke at blive, han behøvede jo ikke at snakke med Nathaniel om alt det andet der. Det var der vel ingen af dem der var interesseret i? Nej det regnede han ikke med. Så mange år, manden kunne sikkert ikke en gang huske ham. Det var disse tanker som Elijah gjorde sig og dem som han holdt fast i. Det var lidt lettere at kæmpe sig selv i gang på denne måde. Og dog så måtte han alligevel tøve som han lå der i græsset og mærkede efterårs solen stråler. Knuden var kommet frem i hans mave. Han ville virkelig ikke det her, han følte sig presset til at tage et skridt som han ikke ønskede at tage, følte sig presset til at tage en kontakt som han ikke ønskede. Han ville bare så gerne hjælpe Elmyra, hun var nået så langt men hun kunne ikke klare det alene og han havde jo indset at han ikke se var til meget hjælp.

At han ikke var alene var ikke noget som Elijah havde bemærket. Han var henslængt i egne tanker og bemærkede sig slet ikke af sine omgivelser. Alle de mange tanker som fløj rundt i hans hoved gjorde ham forvirret, han kunne faktisk slet ikke have det lige nu. Hun sukkede på ny og endte med at sætte sig bræt op og slog sine hænder sammen. "Tag dig sammen! Det er bare Nathaniel. han er ikke farlig, han bider ikke. jeg skal bare bringe beskeden til ham, få hans svar og så hjem igen. Det er simpelt, det er enkelt og det er hurtigt" sagde han lidt højt til sig selv men formåede stadig ikke at rykke sig ud af flækken. Han følte virkelig at han stod i en meget skræmmende og forvirrende situation.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel var præget af alt for mange tanker lige nu, og han kunne ærlig talt ikke gøre noget ved det. En kæreste som havde det svært for tiden, og særligt med hvad hun var, og hans afdøde eks, som var begyndt at vise sig for ham, pointere hans mange fejl og mangler, og uden at han kunne gøre noget ved det. Det gjorde det bestemt heller ikke særlig nemt for ham på denne her måde. Han bed tænderne en smule sammen, inden han igen vendte blikket i retningen af den store himmel. Han lod hænderne stryge igennem hans hår, og lagde sig frustreret i hans nakke. Han sukkede tungt.

Hans tanker blev dog meget hurtigt afbrudt, da han hørte en anden stemme. Skikkelsen havde han ganske vidst lagt mærke til liggende der i græsset, men det kunne jo trods alt være hvem som helst, og det var jo lidt det. Skikkelsen søgte en ved navn Nathaniel? Nu var det jo heller ikke just det mest udbredte navn, kunne man jo sige, så... det kunne måske være ham? "Jeg fornemmer, at De søger en Nathaniel?" spurgte han roligt. Selv blev han stående og uden at bevæge sig synderlig meget i den ene eller den anden retning, for han ville jo heller ikke stille sig i en situation, som faktisk kunne virke truende overfor ham eller denne modpart, som han nu stod overfor. Han kneb øjnene let sammen. Et sted var der jo noget velkendt over denne mand, og det gjorde det kun værre.. Hvem var han? Det var jo heller ikke fordi at der var noget der som sådan sagde ham noget. Han trak vejret dybt. "Mit navn er tilfældigvis Nathaniel... Jeg ved dog ikke, om jeg er den mand, som De går og søger," tilføjede han roligt, uden at rokke sig det mindste ud af stedet. For hans vedkommende, var det bare.. underligt at man søgte en af det navn, og så på et sted som det her.. Der kendte han nemlig kun en ved det navn, og det var nemlig ham selv.