Begravet

[Deleted]

Det var tidligt hun var stået op og var endt på børnehjemmet, hun gik og ryddede op, gjorde rent og hjalp til med maden til børnene. Hun elskede at være der og var egentlig faldet godt til, men nu var der ikke rigtig så meget for hende at lave, og eftermiddagssolen stod højt på himlen. Nu kunne hun rigtig mærke hvor træt hun var, og nu hvor arbejdet ikke var at begrave sig i, var hun igen opmærksom på smerterne. Hun havde listet sig væk fra Elijah og bevidst havde hun undgået både Elmyra og ham, hun så forfærdelig ud. Selvom et bad havde gjort hende godt, var læben opsvulmet og hævet, mange af børnene havde spurgt ind til det og hun havde forklaret hvor klodset hun var, at hun havde faldet og slået sig, hvilket jo også var sandt. Hun stod omme bag ved bygningen og hvilede op af muren, næsten til på at falde om af udmattelse, hun havde løbet så meget, grædt så meget, holdt smerte ud hun aldrig havde haft skulle holde ud før. Hans tunge mindedes hun, slikke blodet væk. Der kom et kort klynk fra hende, hun havde små flashbacks af det, og det gik op for hende at hun mere eller mindre stod og sov. Hun missede lidt med øjnene mod solen og kiggede kort rundt, hun var stadig bange for at se ham igen, men det var deres hemmelighed og den måtte hun bevare. Forsigtigt sank hun sammen op af væggen og gemte sit hoved ned mod sine knæ, sådan sad hun egentlig meget godt og følte sig som en baby i sin moders skød. Hvordan kunne sådan et væsen være i nærheden af Elmyra uden hun vidste det, eller vidste hun det? Myrina sad og tænkte så det knagede, tænk hvis det gik ud over dem, hvis hemmeligheden ikke forblev en hemmelighed mere! Nej, hun måtte holde fast i at hun blot havde været klodset. Af samme grund bar hun en langærmet kjole og et par strømpebukser indenunder, ingen skulle se alle de rifter af busken hun var faldet i. Det så jo farligt ud! Mest hendes læbe, men den var ikke til at gemme. Desværre. Dog havde folk ikke svært ved at tro på hende, for hun talte jo sandt og så lignede det jo bare hende at være så uheldig. 

[Deleted]

Det var tidligt og Elijah arbejdede på livet løs. Som tidligere ansvarlig for livgarden i Dvasias havde han påtaget sig denne rolle for Elmyra indtil en anden kunne blive fundet. Vagterne var ankommet fra Manjarno og han var taknemmelig over den ekstra hjælp de fik derfra. Dog var der noget som plagede ham. Han kunne ikke rigtig tage sig sammen om arbejdet, ikke rigtig holde hovedet fokuseret. Han sukkede irritabelt og gik over til vinduet. Han havde ikke set meget til Myrina på det sidste. Han havde haft travlt og for at være ærlig så følte han at hun havde trukket sig en smule fra ham. Han mærkede knuden i maven ved tanken. Hvis hun ikke ville være i nærheden af ham så skulle hun da bare sige det. Det ville være nemmere end dette her. Han sukkede på ny og vendte blikket ud af vinduet. Der gik ikke længe før han fangede et glimt af Myrina udenfor. Han bed sig stille i læben, måske han bare skulle lade hende være? Hvis hun ville ham skulle hun vel nok komme igen? Han stod der lidt og betragtede hende som hun satte sig op af den ene væg på en af bygningerne og krøllede sig helt sammen. Han kunne ikke lide det.
Han tog en hurtig beslutning og åbnede vinduet. Han var nød til at snakke med hende, hun havde lukket sig en smule inde og det lignede hende ikke. Måske hun bare ikke ikke kunne falde til på slottet? Måske hun ønskede at komme hjem til Procias? Hun bed sig stille i læben som han hoppede op i vindueskarmen og tog den ud i det blå. Hans vinger foldede sig ud og han kom hurtigt uskadt ned til jorden. han landede næsten lydløst et stykke fra hende. Han bed sig let i læben som hun sad der. "Er der noget i vejen, Myri?" endte han stille og en smule spørgende. De grønne øjne hvilede roligt på hendes skikkelse. Han ville jo bare gerne have at hun havde det godt.

[Deleted]

Det gav et sæt i hende da Elijah sagde noget, hun kiggede næsten forskrækket op og for helt sammen, men det gik jo hurtigt op for hende hvem det var og hun sendte ham et varmt smil. Det blev dog brudt hurtigt, da det gjorde pokkers ondt i hendes læbe, hun skar en grimasse og kom op og stå. Roligt børstede hun sin bagdel af, inden hun missede lidt med øjnene igen, hun var rundtosset, havde rejst sig for hurtigt op og faldt tilbage mod væggen. Igen skar hun en grimasse, hendes krop var øm og træt.
"Jeg er træt og øm, jeg faldt og slog min læbe i går. Det gør virkelig ondt." Mumlede hun, tydeligt prøvende på ikke at bevæge læben for meget. Selvom hun igen smilte, for hun elskede at være i nærheden af ham, men av! Myrina lukkede roligt øjnene igen og nikkede med hovedet, nej hvor var hun træt! Hun gispede helt og så hurtigt op, fik rettet sin holdning lidt og sendte ham et træt undskyldende blik. Det var hårdt, men hun havde også været igang tidligt, bare for at skulle undgå de så hende og her var han så alligevel. Det kunne jo heller ikke undgås helt, selvom hun lidt havde ønsket det. Hendes blik gled mod hans øjne, hun elskede at se mod ham, han var så smuk en mand, så kærlig og omsorgsfuld. Et sted havde hun jo brug for ham, mest af alt, lige nu. Hun endte med at skubbe sig fra væggen og kramme sig ind til ham, med hovedet godt presset mod hans bryst hvor hun hørte hans hjerte slå så smukt. Det gav den tryghed hun så brændende manglede, hun mærkede tårene presse sig på, men nægtede at lade dem komme til. NEJ! Så ville han opdage der var andet end læben, andet end smerter og det gik bare ikke. Deres hemmelighed, hun kunne ikke sige noget! Tænk hvis det gik ud over Elmyra, eller værre endnu Elijah, nej hun måtte holde det for sig selv.