Please make them stop!

[Aya Keena]

Gabriel Maloya Nicomendes
Selvom vinteren nærmede sig med hastige skridt og kulden blev mere og mere fremtræden så nægtede solen alligevel at slippe sig tag på denne dag. Solen stod høj og klart fra en skyfri himmel og det var faktisk mildt i vejret selvom der ikke var mange som var ude. Aya var vendt tilbage til sit arbejde selvom hun holdt sig på afstand af Gabriel. Hun havde været hård ved ham sidst, hun vidste det godt men hun havde virkelig følt sig utilpas omkring ham den dag og det var vidst gået lidt for vidt. Hun sukkede stille som hun tænkte på det. Hun havde holdt sig meget i nærheden af andre, ikke kunnet lide at være for meget alene medmindre hun kunne lukke sig inde på sit værelse og det gjorde hun også tit. Dog havde hun på denne smukke dag valgt at søge udenfor nu hvor vejret var så dejligt. Smilet hvilede roligt på hendes læber som hun bevægede sig gennem slotshaven og blot betragtede alle de mange farver som bladene var ved at få sig. Hun kunne godt lide efteråret, alt var bare så smukt! Hun kom ubevist længere over mod en af de gammel vagtbygninger som ikke blev brugt for tiden. Hun havde egentlig holdt sig langt fra alle vagter siden hun var blevet overfaldet men lige nu gik hun bare i sin egen lille verden. Det var rart bare at kunne glemme det hele en smule og så bare føle sig helt rolig og fri. Hun kunne godt lide det her, bare det at gå og have det godt. Det var virkelig rart.

Aya havde ingen ide om at der blev holdt øje med hende. Hun fornemmede ikke nogen i nærheden og hvem skulle dog også kigge efter hende? Hun nynnede roligt for sig selv som hun fortsatte sin gang. Oppe fra slottet havde en af de andre tjenestepiger, Maria fået øje på hende og hun lænede sig let ud af vinduet og betragtede den rødhårede pige som gik rundet dernede og så helt fredfyldt ud. Dog varede dette ikke længe. Maria så til at to vagten kom hen og tog fat i Aya. Hun rettede sig lidt mere op for bedre at kunne se. Aya så ... Bange ud? Maria så til at den ene lande en hånd for munden af hende og så hev hende med sig ind i den ubrugte bygning. Der var et eller andet galt! Maria vidste ikke hvad der var sket med Aya før men havde tydeligt mærket en ændring i hendes personlighed. Hun spildte ingen tid og vendte sig om og løb gennem slottet for enten at finde Carlisle eller Gabriel. En af dem måtte da kunne gøre et eller andet eller fortælle hvad der forgik.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Silia var komemt hjem, også selvom man ikke just kunne sige, at tingene gik helt som han gerne ville have dem. Det var hårdt.. Det var akavet og de havde så lidt tid til hinanden, at de små stridigheder som de rent faktisk havde, var noget som han kunne gøre noget ved. Han arbejdede stort set fra morgen til aften. Han sukkede tungt og blev siddende på sit kontor. Det var ham som havde taget kontorarbejdet i dag.. bare for at have noget andet at lave end audienserne, som Silia tog sig af i dag. De havde knapt snakket sammen.. gik sent i seng om aftenen og tidligt op, så det at få tid til hinanden, var der jo heller ikke nogen mulighed for.
Han var ked af det.. Selv havde han ikke nogen anelse om hvad der var sket med Aya, og hvem der havde gjort det, for det ville hverken Aya eller Carlisle fortælle ham. Han forstod at Carlisle holdt tæt fordi at de var tætte, men han ville jo for pokker da også gerne passe på hende, og det var virkelig blevet ham en direkte umulighed! Han rystede de tanker ud af hovedet, da han endnu en gang satte sit navn på et stykke pergament, og lagde det over i bunken som han vidste, at Silia ønskede at kigge igennem. Det var den manglende tillid i forvejen som forvoldt ham store problemer.

Uanset hvad der rent faktisk skete udenfor i denne stund, så havde Gabriel ingen anelse om. Selv var han blot så optaget og opslugt af hans eget arbejde, at han ikke rigtigt kunne gøre noget yderligere ved den sag. Han kvalte et gab. Han havde efterhånden siddet der i nogle timer. Hvad han dog ikke ville gøre for et par timer hvor han kunne gøre andre ting og bare.. tage for sig, hvad han egentlig selv ønskede, for han havde jo mere end rigeligt i forvejen, hvilket heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Hånden strøg han kort over ansigtet, idet at han lagde fjerpennen fra sig. Han savnede Aya... de gode stunder som de rent faktisk havde haft sammen, også selvom han vidste, at han selv havde ødelagt det, men vigtigst af alt, så savnede han faktisk sin hustru... Et sted bange for, at det hele ville gå mod sin ende, hvis de ikke fik snakket tingene igennem. Han håbede inderligt for, at det ikke var tilfældet.

[Aya Keena]

Maria styrtede igennem slottet så hurtigt som det var hende muligt. Hun kiggede kort og uforstyrende ind i tronsalen men Gabriel var ej at finde der. Carlisle havde hun ikke set nogen steder heller. Hun begyndte at blive urolig. Hendes blik faldt kort på dronningen som afholdt audienser på denne dag, det måtte vel betyde at Gabriel var at finde på sit kontor? Hun tog sig inden tid med at finde vej dertil. Døren var lukket og hun stod meget kort og kiggede på den. Hun ventede ikke på svar før hun trådte ind som hun ellers plejede, der var virkelig noget som ikke stemte ved det som hun havde set nede i gårde og hun havde brug for at fortælle det videre til nogen som kunne hjælpe. Hun åbnede døren og trådte indenfor. Hendes blik faldt på kongen. "Undskyld jeg kommer brasende på dnene måde, Deres Højhed" startede hun ens mule forpustet. "Jeg var i gang med mine pligter da jeg så Deres kammerpige, Aya nede i gården. Der var et par vagter der havde fat i hende og hev hende med sig ind i den ubrugte vagts bygning. Hun så meget skræmt ud." Maria var virkelig nervøs for hvad der var ved at ske med Aya. Aya virkede altid så stærk og aldrig bange for noget som helst så det at se hende med sådan en frygt havde virkelig været underligt. "Da de førte hende væk holdt den ene af dem hende for munden sådan så hun intet kunne sige."

Aya kunne ikke bevæge sig. Vagten havde et ordenligt hold i hende som han førte hende med sig ud fra haven og ind i den forladte bygning. Det var også her de havde haft fat i hende sidst. Tårerne var allerede begyndt at trille ned over hendes kinder som hun blev hevet med. Hun frygtede hvad de ville gøre med hende, var virkelig bange for at de ville tage hende igen. Hun blev ført ind i samme rum som hun havde været i sidst, kæderne som hun havde været bundet med var der stædig og selvom hun gjorde alt for at kæmpe imod fik de hurtigt hendes hænder låst fast. "Lad mig gå, jeg beder jer" bad hun inderligt med grådfyldt stemme. Den mand som havde holdt fast i hende smilede blot til hende og lagde en hånd mod hendes kind. "Det kan vi desværre ikke, pusling. Vi ved at du har snakket med Carlisle, det var dumt gjort. Nu skal du se hvad vi gør ved ulydige små piger." Han grinte en gang før han fjernede hånden fra hendes kind. Han greb fat i hendes tøj med begge hænder og ubesværet rev han det fra hinanden sådan så hun stod blottet foran dem. De kom begge med nogle bekræftende lyde før de begge kom tæt på hende og hun endnu en gang kunne mærke deres hænder på hendes krop. Det var virkelig forfærdeligt, hun følte sig helt syg.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

For tiden kunne man bestemt heller ikke påstå at Gabriel var nogen glad mand. Hvis der var nogen, som havde gjort ham godt i den tid, hvor Silia ikke havde været til stede, var det Aya, og nu ville hun slet ikke have noget med ham at gøre. Hun passede ganske vidst sit arbejde, men de mange samtaler som de lige så havde delt, var noget af det som han savnede mest. Det var slet ikke denne vending som han havde regnet med, at tingene ville tage, når han kom hertil. Det var hårdt.. virkelig hårdt for ham faktisk, og særligt fordi at han var en mand som gik med følelserne ude på tøjet. Man var ikke rigtigt i tvivl om, at han havde det skidt.
Som det bankede på døren, hævede han blikket mod den, også selvom han ikke nåede at sige noget, før den unge tjenerinde, stod i den. Han lagde fjerpennen fra sig igen. "Fortæl endeligt," opfordrede han med en træt stemme. Det var mange timer han havde fået til at gå med det her, men det skulle jo laves. Hendes ord, gjorde ham om muligt mere bleg. Havde vagterne fat i hende igen? Det var en tanke som gjorde ham direkte arrig! "Jeg takker for besked, Maria.. Søg tilbage til arbejdet. Jeg skal nok tage over herfra," sagde han med en kortfattet stemme. Han rejste sig fra sin plads ved skrivebordet, og hurtigt var han væk. Det kunne da heller ikke være rigtigt!

Gabriel nåede ud på den lange korridor, inden han kort vendte sig mod vinduet. Det var vel næsten den nemmeste vej? Ikke at det var noget som gjorde ham noget som sådan, for det gjorde det da godt nok heller ikke. Han kneb øjnene fast sammen, inden han fik åbnet vinduet, og vilkårligt fik sig kastet ud af det. Han spredte de store vinger, inden han satte direkte mod den ubrugte og forladte vagtsbygning. Han landede lige udenfor.
Vreden meldte sig omgående i Gabriel. Det kunne godt være, at Aya ikke ønskede at han skulle blande sig, men nu hvor han var kendt med det, kunne han da for pokker heller ikke lade være. Han ventede ikke. Døren tvang han op allerede med det samme, og trådte ind. At se hende ligge der.. lænket i ingenting og med deres hænder over det hele, vækkede ham en direkte kvalme. Det kunne da ikke være rigtigt. "Aldrig i mine dage, forventede jeg denne opførsel og behandling fra min egen stab... Træd væk fra hende," hvislede han faretruende. Han var virkelig, virkelig vred lige nu!

[Aya Keena]

Maria vidste at hun nok havde afbrudt noget vigtigt men hun havde brug for at fortælle nogen hvad hun havde set. Gabriel tog det heldigvis pænt og hun kunne ikke andet end at nikke roligt. "Det vil jeg gøre. Tak, Deres Højhed" sagde hun roligt og forlod rummet igen. Bare Aya var okay.

Aya ønskede virkelig bare at disse mænd ville lade hende være. Hun havde intet sagt, hun havde ikke turde og alligevel frygtede de det tydeligvis. De vidste at hun havde været hos Carlisle og snakket og det var grund til at hun var her igen? Hun lå hulkende som de begyndte at tage på hende og føle på hendes krop. Den ene af mændende begyndte at berøre hendes bryster og hun kunne ikke mere. Hun prøvede at råbe på hjælp men lige så snart den første lyd forlod hendes læber mærkede hun en syngende lussing mod hendes kind. "Du kan lige vove på at skrige, tøs" hvæsede den ene mens den anden greb et stykke af hendes ødelagte tøj og stoppede det i munden på hende så hun ikke kunne sige flere lyde. Tårerne trillede og muflede hulk kunne høres mens mændende fortsatte deres berøringer af hendes krop. Den ene af dem bøjede sig ned over hendes overkrop, han lagde roligt munden mod hendes bryst ved hendes kavaler gang og herefter åbnede han munden og ben hende i brystet. Det virkede om det var så hårdt som han kunne for hun kunne mærke blodet løbe ned over hendes bryst som han slap hende. Hun ville ikke mere, hun ville virkelig ikke mere.

Den anden mand havde rejst sig op. Han skulle til at lade sine beklædninger falde da der kom nogen brasende ind. Mændende måtte begge stivne ved synes af deres vrede konge. Aya's blik søgte mod Gabriel. Hun var glad for at han var kommet og alligevel så havde hun hellere håbet at det havde været Carlisle. De tog vagter gjorde øjeblikkeligt som det blev beordret til og trådt væk fra Aya. Begge mumlede de usammenhængende undskylder, at hun selv havde villet, samt meget andet som slet ikke passede. Alt for at slippe for straf vel sagtens. Aya græd mens hendes paniske blik hvilede på Gabriel. Hun var redet.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel vidste godt, at Aya ikke ville se ham eller have noget med ham at gøre, men derfor ville han ikke acceptere, at dette skete i hans eget land. Alene tanken om at nogen gjorde nogen borger her i landet ondt - som en del af repræsentanten for hvad lyset rent faktisk stod for, var en tanke som gjorde ham direkte arrig! At se Aya ligge lænket der på gulvet, var slet ikke noget som han kunne have med at gøre. Den slags skulle bare ikke have lov til at forekomme i hans land!
At vagterne trak sig med det samme, passede uden tvivl Gabriel mere end fint. Han trådte tættere på. Han var vred.. gud hvor var han vred, og det kunne han slet ikke have med at gøre! Hans krop dirrede og vreden havde efterladt ham med en virkelig kold gnist i det ellers så varme blik. "Hvad pokker er det I foretager Jer?" spurgte han med en fast one. Straffen ville falde.. Han kunne jo for pokker da se, at dette ikke var noget som. Gabriel kaldte en gruppe af vagter til sig, da han jo havde dem stående mange steder rundt omkring.

"Grib dem og før dem til fangekælderen... Jeg vil slet ikke se på dem!" sagde Gabriel med en fast tone, mens han selv søgte direkte mod Aya, som lå på gulvet. At hun lå der, i det rene ingenting kunne han slet ikke have. Han rystede let på hovedet, som han knælede ved hendes skikkelse.
"Hvad har de dog gjort ved dig..." Han strøg kort over hendes kind, inden han lagde hånden mod hendes bryst, for roligt at få det healet og lukket, for der var jo bidt så kraftigt, at der var bidt hul jo! Derefter løsnede han lænkerne som holdt hende fast, for derefter at lægge sin kappe omkring hendes skikkelse, bare for at skjule hende lidt. Han var måske ikke Carlisle, men så slem var han altså heller ikke at være i nærheden af, og det ønskede han da blot at understrege for hende. "De kommer aldrig nogensinde i nærheden af dig igen," lovede han. Det kunne han trygt love hende!

[Aya Keena]

Aya havde virkelig haft lyst til at søge til Gabriel den seneste tid. Hun ønskede at se ham, ønskede at fortælle ham at hun var virkelig ked af det hun havde sagt for hun havde jo ikke ment det. Hun havde bare haft det så skidt, hun havde følt sig blottet, om muligt mere end hun var det lige nu. Hun havde ikke haft lyst til at være der mere, ikke haft lyst til at eksistere og ville bare glemme men han havde presset hende, presset hende på en forkert måde og det havde bare sat nogle spor i hende. Hun havde sagt nogle ting som hun ikke burde havde sagt, nogle ting som hun fortrød bitterligt men hun havde bare ikke følt at der havde været mulighed for at fortælle ham det. Tårerne trillede kraftigt ned over hendes kinder og de svage hulk kunne høres selv gennem det stykke tøj de havde stoppet i munden på hende. Hun vred sig fortvivlet under manden som satte tænderne i hende. Hvorfor!? Hun forstod virkelig ikke at nogen som helst kunne finde på at være så voldsomme overfor et andet menneske.
Gabriels vrede var tydelig, Aya havde aldrig set ham så gal før. Det skræmte hende en smule men måske det bare var hele situationen som virkelig var svær for hende. Vagterne kunne mærke det. De havde trukket sig hurtigt fra Aya og prøvede virkelig at komme på et eller andet for at få deres konge til at lytte men det gik vidst for døve øre.

De blev fanget og slæbt hen mod døren. De fulgte blot med, der var intet andet de kunne gøre nu, de var blevet fanget. I døren strittede den ene dog kraftigt imod. Han vendte ansigtet mod Aya som stadig lå lænket på gulvet med Gabriel ved hendes side. "Næste gang jeg får fingre i dig, din lille dvasianske luder, så overlever du ikke!" Han nåede ikke at sige meget mere før vagterne førte ham videre med sig og de forsvandt.
Hele hendes krop rystede som Gabriel rørte ved hende. Hun havde det virkelig skidt, det måtte tydeligt være at spore i hendes ansigt. Hun vred sig i lænkerne mens han healede hende. Hun ville gerne fri og det kunne virkelig kun gå for langsomt! Da han endelig løsnede hende og lagde kappen om hende, satte hun sig bræt op og knugede kappen indtil kroppen men hun hev tøjstykket i munden ud. Hun kunne ikke mere, hun kunne virkelig ikke klare mere. Hun begyndte at ryste en smule mere som hun endte med at bryde fuldstændig sammen foran Gabriel. Hun græd som var hun blevet pisket, som stod han og slog hende lige nu. Det har var for meget, hun kunne slet ikke rumme det i hendes sind. Hun var helt og aldeles ødelagt.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel savnede uden tvivl Aya og de gode stunder som de havde delt, men siden hun ikke ville snakke med ham, eller have noget med ham at gøre, havde han vel bare gjort dem begge to en tjeneste, ved at holde afstand til hende? Han tog det ikke så tungt, selvom det selvfølgelig var noget som gjorde ham ked af det, for det som han havde gået mest op i, var selvfølgelig at hun skulle have det godt, dog selvom man kunne sige, at det var en opgave, som han havde fejlet.
Vagterne blev ført væk, også selvom den vrede som Gabriel følte, uden tvivl var noget som kunne g udover disse mennesker, så var han på kanten til at udstede endnu en dødsstraf. Dette havde han ikke gjort siden Sephiran, og end ikke den gang, var en situation som han havde fortrudt. Den mand havde virkelig gjort skade på folk, og det samme havde hans egne vagter i denne stund! End ikke dem, var han i stand til at stole på åbenbart, og det var da på ingen måder en stund, som han havde regnet med at stå i. "Du skal være glad for, at det ikke er en straf som du selv bliver mødt af!" endte Gabriel fast efter vagten, da han blev ført væk. De skulle straffes.. og det skulle Gabriel personligt sørge for!

Aya fik Gabriel løsnet fra sine reb og lagde sin kappe om hende, efter han havde fået hende healet. Han kunne ikke lide, at se hende på denne måde. Nej, hun fortjente en langt bedre behandling, end hvad hun blev mødt af, og det var næsten der, at det måtte ligge for ham. Som hun brød sammen, tillod han alligevel at lægge armene omkring hende, for at føre hende ind mod sig. Selvom det havde været svært for ham.. for hende, så betegnede han hende da endnu som en nær og kær veninde, og det var slet ikke noget som han havde i sinde at ødelægge på noget tidspunkt. Nej, det var faktisk vigtigt for ham, at hun havde det godt. "De kommer ikke til at gøre det der igen.. Det lover jeg," sagde han med en ærlig stemme. Alene det, at dette var noget som var sket med hende, var noget som gjorde ham vred, og ikke mindst forarget, og den tanke kunne han da slet ikke have lige nu! Hans krop rystede alene af vrede. "Kom med ind.." Han rejste sig med hende i favnen. Denne gang ville han ikke slippe hende!

[Aya Keena]

Aya havde været grum ved deres sidste møde. Hun havde sagt ti g i vrede for vred og skuffet havde hun været over hans opførsel. Hun havde haft det så skidt og den måde han havde reageret på havde kun gjlrt det værre. Nu lå hun der på ny, bundet, blottet og blødende. Hun var bange. De sagde at de gjorde dette ved hende fordi hun havde snakket med Carlisle. Hun havde snakket og de kunne ikke lide det. Måske man bare skulle holde sin mund næste gang? Hun vidste det slet ikke. Det hele var bare for meget lige nu.
Som vagterne blev taget og ført væk blev det en smule bedre. Det at de ikke var i hendes nærhed lettede lidt på den sindstilstand som hun var i lige nu dog måtte det grippe i hende ved vagtens tilråb. Han ville slå hende ihjel? Tanken var med til næsten at gøre hende panisk. Måske det virkelig var det eneste hun kunne bruges til? Noget der bare kunne kastes væk, ubrugelig og nytteløs.

Hun brød sammen. Tårerne trillede ohøg hun hulkede. Hun var knækket, aldrig havde hun oplevet noget lignende, aldrig havde det været så voldsolt som denne tid. De negative tanker var tilbage. Hun følte sig ubrugelig, bedre hvid hun ikke var der. Hun betød intet, intet værd i forhold til andre. Hun sad i sin lille verden af selvhad. Hun var fanget der lige indtil Gabriel lagde armen om hende. hans varme ajra var behagelig, kærkommen, hun havde savnet den og ham så forbandet meget den seneste tid. Hun søgte ind i hans favn, greb fat i hans bluse ved hans brystkasse og trykkede sig bare indtil ham. Han var tryg, hun følte sig tryg ved ham og det var noget hun havde brug for nu. Hans ord var beroligende for hende. Hun lod hovedet hvile ind mod hans skulder. Der blev længere mellem hulkende. "De .. De sagde at de gj....gjorde det her fordi jeg snakkede med Carlisle" fik hun fremstammet mellem hulkende. Som han rejste sig med hende holdt hun blot fast i ham. Hun ville ikke slippe ham, han måtte ikke gå. Hun ville ikke være alene igen.

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Gabriel havde uden tvivl savnet Aya, og dete var ikke noget undtag. Han var virkelig ked af, at dette var sket hende i landet her, og særligt fordi at det var noget som han havde forsøgt at undgå og modkæmpe, og han havde fejlet.. Han havde fejlet, og kun set hvad det havde gjort ved hende. Selv tillod han ikke, at nogen skulle komme i nærheden af hende, til at kunne forvolde hende nogen former for skade. Alene tanken om det, gjorde ham arrig.. Direkte arrig! Det var sjældent han var som han var lige nu, og særligt fordi at det var hende, som det var gået så voldsomt ud over, hvilket heller ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende.

Gabriel trykkede forsigtigt Aya ind mod sig, inden han rejste sig med hende i armene. Heldigvis denne gang, blev han da ikke afvist af hende, for det kunne han da slet ikke overskue lige nu. Han blev siddende med hende i hans arme, kun for et kort øjeblik. Hun klamrede sig til ham, som var hun rent faktisk oprigtig bange for hvad der var sket.. Og tanken gjorde ham arrig. Han prustede ganske let og sukkede tungt, inden han rejste sig op med hende i armene. "Det kommer ikke til at ske igen.. Det lover jeg dig," sagde han med en rolig stemme.. Så rolig, som det nu var ham menneskelig muligt, men selv det, var jo faktisk.. stort set umuligt for ham lige nu. Han hævede sig straks med hende i sine arme, og uden at give slip. Han tog fri for resten af dagen. Det alene, var han allerede fast besluttet på. Han tyssede let på hende. "Spar på kræfterne, Aya.. Jeg lader dig ikke være alene nu," pointerede han med en rolig stemme.. Så rolig som han nu kunne gøre det. De øvrige vagter stirrede mod ham med en tydelig forvirring, selvom det nu heller ikke var noget som han tog så tungt. "Pas Jeres arbjede," endte han med en fast tone, som han passerede dem, for at komme indenfor. Selvfølgelig var det tungt for ham at bære hende, men lige her, så han altså slet ikke noget andet alternativ. Han var jo selvfølgelig bange for, at noget skulle ske hende. Han førte hende op af trappen, for at komme mod tjenestefløjen, for at få hende til sit værelse. "Få vagter bragt til døren. Jeg tillader ikke at noget skal ske hende," sagde han med en kortfattet stemme, til en af tjenestestaben som de passerede på vejen, inden han førte hende med sig ind i hendes værelse. Her kunne de da være lidt i ro.

[Aya Keena]

Aya havde savnet Gabriel. Virkelig meget faktisk. Hun havde savnet at være i hans nærhed og bare snakke. Hun følte sig for det meste så godt tilpas sammen med ham og det ville hun virkelig gerne have igen. Hun havde virkelig ikke været heldig efter hun var kommet til Procias. Hendes liv havde langt fra været let eller bedre selvom dette havde været meningen. Hun vidste godt at det ikke var hans skyld, han gjorde det så godt han kunne og det var jo svært når det så ud som om hun rendte rundt med en skydeskive på ryggen.

Aya mærkede hvordan han tyrkkede hende ind til sig og hun gengældte det ved at putte sig helt ind til ham. Han måtte ikke gå, hun nægtede at give slip på ham. Hun var ked af det, tårerne trillede stadig men hulkene var der ikke så mange af længere. At afvise ham var virkelig ikke en mulighed lige nu. Hun puttede sig ind mod hans krop og holdt fast i ham da han rejste sig med hende. Hans ord var hende ingen trøst for lige nu følte hun sig virkelig ikke sikker noget som helst sted og da slet ikke her på slottet. Hun kunne høre på ham at han virkelig var arrig, hun kunne mærke vreden ebbe fra hans indre. Det var en ubehagelig følelse at se Gabriel så vred for det var en helt anden vrede end den hun havde set fra ham før."Hvorfor er du så vred?" spurgte hun en smule åndeløst. Hun vidste godt at han ikke ville have at sådan noget her skete i hans land men han var mere vred end hun havde forventet af ham. Hun kunne ikke helt forstå sig på det. Hans ord om at hun ikke ville være alene lette en smule på hendes sind. Hun lukkede øjnene stille og bed sig let i læben mens hun hvilede ind mod hans krop. "Tak." Det var det eneste svar hun lige kunne mønstre. Hun hørte ham snakke med vagterne men hun tog sig ikke rigtig mærke af det overhovedet. Hun puttede sig bare ind til ham og nød at være ved ham igen. Hun havde savnet ham, savnet hans rolige og milde væsen selvom det virkelig ikke var sådan han var lige nu. Hun mærkede hvordan han tog hende med sig, hvor hen anede hun ikke og dog fandt hun hurtigt ud af det. Han førte hende til hendes værelse og efter hvad hun kunne forstå ville han placere vagter ved hendes dør. Betød det at han ville gå alligevel? Hun mærkede panikken begynde at stige i hende igen. Hun ville ikke være alene, han måtte virkelig ikke forlade hende!

[Gabriel Maloya Nicomendes]

Det var ikke nogen hemmelighed, at Gabriel i denne stund, virkelig var vred, som intet andet. Aldrig havde han troet, at han nogensinde skulle være så præget af vrede, som det han følte i denne stund, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Det var med en voldsom og tydelig sitren og dirren i hans krop, da han førte Aya op mod hendes værelse. Selv havde han virkelig ikke nogen intentioner om at forlade hende lige nu.. Det var da noget af det sidste, som hun havde brug for, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. "Sch..." endte han dæmpet. Han kunne slet ikke klare, at høre hende være så ked af det, og særligt fordi at dette var sket.. for det burde slet ikke være sket!
Vagterne ville han have ved hendes dør, og det skulle så sandelig også være nogen, som han stolede på, for andet accepterede han så sandelig heller ikke. Han førte hende roligt indenfor. "Jeg.. jeg er ikke vred på dig, Aya.. men på dem.. Jeg stolede på de mænd.. De har jo kun vist, at det slet ikke har været tilfældet," sagde han sigende, inden han roligt satte sig på sengekanten med hende siddende i favnen. Han kunne slet ikke få sig selv til a slippe hende, og særligt ikke når det var sådan at hun havde det med tingene. Han sukkede dæmept og rystede så på hovedet. Det var på tide, at han gjorde noget ved de vagter... særligt hvis det var sådan at det skulle foregå! "Der er ikke noget at takke for, Aya... Jeg gør det her, fordi at jeg gerne vil... Jeg vil ikke have at den slags skal ske dig igen," sagde han sigende, inden han igen vendte blikket mod hende, som hun sad der i favnen. Han var bekymret.. virkelig bange for hvordan det ville påvirke hende og med konsekvenserne til følge. "Jeg bliver siddende her, så længe, at du har brug for det, min kære," sagde han igen så kontrolleret som muligt. Hans stemme var uden tvivl præget af den vrede som han følte.. Det var virkelig voldsomt lige nu!