Some bad choices?

[Deleted]

Åh ja, sandt. Smerte og død var hvad han levede og, til tider, havde han slet ikke brug for almindelig mad. Eller, det mente han i hvert fald selv. Smerte gav ham alt hvad han havde brug for, styrkede ham, gjorde ham fuld af energi, som mad ville for andre. Bagefter ville han være så tilfreds, såå...Mæt...At almindelig mad slet ikke føltes særlig tiltrængende eller lækkert i sammenligning. Ikke at han slet ikke spiste, dog. Så ville han jo være død for længst.
Og et land som dette havde for lidt af disse essentielle ting. Her var for lyst, for varmt og ganske enkelt alt alt for fredeligt og smertefrit. Han tog en sidste bid af sit eget æble og lod også det forlade hans hånd og falde ned på græsset, et sted ude for deres rækkevidde.
Han så lidt på hende et øjeblik.
"Naturen?" spurgte han. Det gav jo ingen mening. Var det...Naturen, at mænd skulle bestemme over kvinder? Der var jo dyregrupper, hvor det også var kvinden der bestemte. Det var vel også naturen?
"Men hvis det går ud på vilje, kan i jo bruge den samme vilje til at få indført en form for lighed?" pointerede han.

Han var overrasket over det hun sagde. Var hun ligefrem fascineret over ham? Og...Ville gøre noget for ham, hvis hun havde kunnet? Det var...Det var uvant. Og i et øjeblik var han helt stille. Han vidste ikke hvordan han skulle reagerer på det. Han ville ikke virke svag eller dum.
"Øhm...Tak. Tror jeg..." Han havde ikke brug for at nogen gjorde noget for ham. Eller, det kom sådan set an på hvad.
Ingen dans på roser. Det var vidst nemmere at fremstå som en, der var blevet båret hele vejen til succes, end at være en med succes. Men hun havde succes, også selv om det havde krævet sit af hende. Men det var vel på sin vis også rart at vide, at det krævede arbejde at nå så langt...Det betød andre også kunne opnå det. Ved at arbejde sig til det.
Det var rart at snakke med en, her, som kendte Dvasias og ikke nedgjorde det. Det var som at finde en forbundsfælle, en man var på hold med. Trods alt.
"Tillad mig at snakke frit, om et emne jeg måske ikke bør blande mig yderligere i...Men jeg finder det bare så sært. At en kvinde, der har oplevet den frihed kvinder har i Dvasias, ikke kæmper mere for den samme frihed her i Procias? Eller måske gør du og jeg blot snakker i tåger?" Det var et oplagt emne, nu hvor de var kommet ind på det. Desuden var hun en dronning, hun kunne være med til at indføre forskelle, ændre ting. Hvis hun gad. Selv om det nok ikke var alle der ville elske det, dog.

[Silia D. Diamaqima]

Solen var gået ned nu. Silia spejdede mod horisonten og betragtede de sidste farver den havde efterladt på himlen. Der var smerte og sorg her hvis man vidste hvor man skulle søge, dog var det ikke noget hun åbenlyst ville dele med ham. Folk i dette land havde sultet i flere år, først nu var der sket en markant forskel. De havde mistet deres sønner, fædre og ægtemænd i krigen som de så godt som havde tabt, frem til nu hvor de igen havde kunne styrke deres hær.
Hendes tanker flød lidt. Ja hvis dog bare han vidste hvor meget han egentlig havde kunnet stille sin umættelige sult efter smerte på dette sted, så ville han aldrig forlade det, hvilket kun var endnu en god grund til ikke at nævne noget for ham. "Her til lands er det," bekræftede hun med et svagt nik. Somme tider savnede hun friheden og respekten i Dvasias. Diamaqima navnet havde været nok til, at de fleste bukkede i respekt når hun kom gående, ingen havde nogensinde taget sig af om hun var kvinde eller mand, men derimod anerkendt hende for evnerne.
"Stod det til mig gjorde jeg det gerne, men tingene har været så i uendelige tider, med undtagelse af at både den forrige dronning og jeg har regeret et helt land på ene hånd, frem til vi fandt vores konge naturligvis," hun sendte ham et smil der indikerede at det ikke var generende for hende på nogen måde at han tog emnet op. Det var kun naturligt, desuden var hun i den tro at nysgerrighed var sundt.
Det var morsomt at se hvordan han vendte på en femøre, dog mente hun hvad hun sagde. Hvorfor hade ham, se ned på ham som væsen for hans gerninger, når han kun gjorde hvad han var skabt til? "Det var ment som et kompliment," bekræftede hun med et svagt grin.
Det var tilsyneladende et emne som havde fanget ham ret meget, ikke fordi det gjorde hende noget som sådan. "Tal endeligt frit," indskød hun. Det var det fantastiske med dvasianere, de lagde oftest ikke fingre i mellem, det var langt nemmere at forholde sig til. "Nej du snakker ikke i tåger, du har ganske så ret. Jeg er muligvis dronning her, men de færreste stoler på mig her til lands, trods jeg har arbejdet på deres tillid i mange år. En dag når tingene falder mere til ro, så vil jeg kæmpe for kvindernes rettigheder, men lige nu ville en så stor ændring af deres kultur, skabe for megen usikkerhed og endnu mere mistillid, mange ville måske føle at jeg forsøgte at gøre landet mere dvasiansk, det er for stor en risiko på nuværende tidspunkt," forklarede hun ærligt. Det var ganske simpelt for farligt.

[Deleted]

Han så lidt på hende. Han var interesseret i historie og i hvordan tingene var før. Det var nyttig viden, det var med til at dikterer hvorfor folk handlede som de gjorde. Han lod en kompliment være en kompliment og gik direkte videre. Han smilte let, han var glad for at hun faktisk ville kæmpe for det. Og hvorfor betød det noget for ham, når han ikke var en del af Procias? Det gjorde det bare. Og det var en måde at få en fornemmelse af hvor dronningen stod og hvad Procias kunne se frem til i fremtiden. Han nikkede let, dette var en forklaring han meget bedre kunne forholde sig til.
"Falder til ro?" han lagde op til at høre mere. Sandt nok havde han været ret...isoleret, det meste af sit liv, og det var lidt som at komme vraltende og skulle lære alt på ny. Hans mor interesserede sig ikke længere for de store nyheder og hans far...Tja, han vidste ikke med ham. Men i hvert fald hørte de kun om de aller største ting, der skete ganske sjældent. Han havde brug for at få en bedre fornemmelse af verdenen og hvor folk stod i forhold til hinanden. Enhver brik gjorde spillet mere interessant og nemmere. Det faldt ham mærkværdigt...at folket slet ikke stolede på hende endnu, når hun havde kæmpet så meget og stadig kæmpede. Ville de så nogen sinde holde af hende? Stole på hende? Men måske var Procias ikke bare et åbent og lykkeligt land...Men også et af de lande, hvor det var sværest at falde til og blive accepteret. Det var efterhånden hans fornemmelse af landet og han brød sig ikke om det. I Dvasias var alle næsten accepteret, så længe de havde noget at give af.
"Det var ærgerligt. Men ting tager tid" kommenterede han roligt.
"En dag vil du måske få muligheden. Jeg gætter på det handler om det rette tidspunkt, mere end noget andet" Det gjorde de fleste ting i hvert fald. Måske skulle Procias se at en selvstændig kvinde var godt og ikke skræmmende? Men hvordan viste man det til et helt land?
"Åh...Forresten. Ikke fordi jeg vil overføre nogle problemer til dine allerede belastede skuldre. Jeg har en tanke. En af jeres køkkenpiger, Ziggi Pond, ønsker at gøre sig eventyr og ønsker at rejse med mig til Dvasias, hvor jeg har lovet at...Vise hende rundt og holde hende sikker. Men jeg tvivler på kongen vil bryde sig om ideen, ikke fordi han bryder sig om særlig meget. Nogen gode råd? Eller vil også du stå negativt stemt for ideen?" han så på hende et øjeblik.