Some bad choices?

[Silia D. Diamaqima]

Til: @zean

Solen var langsomt på vej ned i Vesten efter smuk, lys dag. Vinden var stadig mild, rev blidt i træernes blade der hvislede hyggeligt i det lidt dunkle mørke. Silia havde besluttet sig for endelig at tage en pause fra det tunge arbejde, og friske sindet op med lidt frisk luft. Procias var igen ved at være nogenlunde på fode takket være Marius, men det betød desværre ligeså at landets borgere havde mere tid og overskud til at tænke over de seneste års udfordringer og langt de fleste bebrejdede hende med sine mørke rødder. Af samme grunde søgte hun kun ud om aftenen og blev sjældent set i forbindelse med andet end kongelige ærinder.
I den smukke slotshave var der ikke nogle til at se på hende med vrede, sårede blikke eller kaste beskyldninger efter hende. Det var loddet som en dronning, men hun var endnu en forholdsvis ung kvinde og nogle gange var det svært at håndtere. De mange hendelser havde ligeså distanceret hende og Gabriel fra hinanden, og Silia var endnu skeptisk overfor mange af hans beslutninger, blandt andet i forhold til at lade en dødsengel betræde den procianske jord. Hun vandrede langsomt langs stierne blandt smukke blomster og buske der bragte kulør på ethvert mørke. Hendes tanker flød sammen i en stor suppedas før de langsomt blev hvisket væk af den rare aftentur. Hun så op og foldede hænderne foran sig. Et sted ikke langt der fra anede hun et par skikkelser, det var umuligt at se hvem det var men hun følte sig ikke utryg, slet ikke her.
Hendes sandfarvede kjole slæbte hen af gruset i takt med hendes skridt, egentlig brød hun sig stadig ikke rigtigt om de store kjoler, hun savnede at færdes i skovene, klatre i træerne, spise med elverne og pjaske sig i bækken, men det var alt sammen så fjernt nu.

[Deleted]

Tiden var gået. Han var mere frisk nu, da hans sår var begyndt at heale og han havde sovet ordentlig. Så ordentlig man kunne, et fremmed sted, der var fuld af fjender og fare. De første par nætter havde været svære, ikke fordi han var alene, det var han altid, men fordi stedet var fremmed...Og på sin vis skræmmende. Om dagen var der så lyst, at man skulle tro de var taget op på solen for at bo der. Varmen passede også til denne teori...Omend, han vidste det ikke var sådan. Det var blot ham, der var van til mørke og kulde. Han fandt slet ikke lyset behageligt og derfor bevægede han sig sjældent udenfor, før det begyndte at mørkne på himlen og temperaturen faldt et par grader. Og selv om aftenen var der for varmt!
Han havde bare fødder. Det var for varmt at have sko på. Det kølige græs hjalp med at køle ham ned. Hans mørkebrune bukser var forholdsvis løse, med undtagelse om rundt om livet, hvor de sad lidt strammere, ganske enkelt for at holde bukserne oppe. Han havde også en let trøje på i noget lidt lysere stof. Alt i alt, ikke specielt fantastisk. Men han var jo heller ikke hverken adelig eller kongelig, havde kun lige råd til at have tøj på kroppen. I det mindste havde han haft noget, der kunne give ham lidt luft og lindring i dette land af ørken. Hans sorte vinger var skjult. Han havde brugt en del af tiden her med et øve det at skjule dem og det gik efterhånden rigtig godt.
Det brune hår lå forholdsvis fladt ned over hans hoved. De stålgrå, kolde øjne gled over en af de små åer, som han yndede at følge efter. Ja, haven var hans ynglings sted. Han elskede planter og dette var en god mulighed for at stifte bekendtskab med nogle nye af slagsen.

Selv ville han aldrig have sat en fod i Procias. Men nu var han ikke bare i Procias, men endda inde i slottet, hvor deres kongelige befandt sig! Det var fantastisk...Og irriterende. I det mindste var det kun lyset og varmen der irriterede ham...For han var allerede van til de nedsættende ord og mistænksomme blikke.
Som han gik der, roste han sig selv. Var der gået en...uge nu? Og han havde slet ikke rørt nogen! Han havde snakket med en af køkkenpigerne, Ziggi, men han havde ikke gjort nogen noget. Men han var også begyndt at blive rastløs. Skete der ikke snart noget nyt, noget spændende? Ville Gabriel ikke snart vise ham hvordan man slog ihjel med ære? Det irriterede ham faktisk også, nu han tænkte over det. Siden han var kommet hertil havde han ikke set skyggen af denne konge.
Han bukkede sig ned og lod fingrene glide over den nærmeste blomst. Den var smuk...Den var faktisk rigtig suk. Forsigtig plukkede han en af blomstens blade, snuste til den og bed så i den. Den havde en bitter smag. Det betød ofte af planten ikke var spiselig...Eller at man ikke skulle spise for meget af den, medmindre man ville have ondt i maven. Han tog hele bladet i munden og begyndte at tygge. Han kunne ikke eksperimenterer her, andet end på ham selv.
Han rejste sig op og gik videre, mens de to vagter gik tæt bag ham. Han var blevet helt god til at ignorere dem!
Han kiggede op og opdagede en anden skikkelse var på vej over mod dem. I en nydelig, lang, sandfarvet kjole. Hun var køn og tydeligvis ikke bare en tjenestepige. I så fald gik hun i hvert fald bedre klædt end dem han havde set.
De kom tættere på...Da en af vagterne pludselig trådte ind foran ham og standsede ham i at gå længere. Zean stoppede forundret op. Hvad nu? Og men sandten om ikke begge vagter bukkede!
"Vores dronning!" hilste vagten, der var gået ind foran ham.
"Vi advare Dem, inden De kommer nærmere. Dette er den berygtede dødsengel" Vagten mente åbenbart det var hans pligt at advare dronningen, inden de kom for tæt på. Zeans grå blik gled op på kvinden igen, men selv bukkede han ikke. Måske, hvis hun bekræftede hvem hun var, siden han havde lovet Gabriel at...opføre sig pænt. Men han var ikke hans konge og denne kvinde ikke hans dronning...Hvis hun var dronningen.
"Blot sig til og vi vil forføre ham væk, så De kan nyde deres aftentur i fred" tilføjede vagten højtideligt. Zean måtte holde lidt på sig selv, for ikke at komme til at smile. Denne...Tilbedelse af andre folk. Den var sjov! Humoristisk! og dog var det præcis hvad han selv hungrede efter! Han havde lyst til at grine, men lod være. Han kendte ikke denne dronning, måske ville hun helst se ham død og så ville han ikke udfordre hende. Nok lovede Gabriel at holde ham i sikkerhed...Men det var vel begrænset hvad han kunne gøre, hvis hans dronning kommanderede Zean død. Han så afventede på kvinden foran dem.
"Så De er altså dronning..." lød hans afslappede svar.

[Silia D. Diamaqima]

Ledt af sine mange tanker, gik det først sent op for Silia at den lille flok ikke bevægede sig. Procianere færdedes sjældent ude på denne tid af aftenen, somme tider kunne man støde på nogen fra tjenestestaben, men selv det var sjældent eftersom de oftest var trætte efter en lang dag. Hendes skridt blev en kende mere tøvende for et lille øjeblik, som hun nærmede sig de to vagter og en mand hun end ikke nåede at se før den ene lod ham skjules bag sig.
Silia stoppede helt op og så på de to mænd med et varmt blik. De gjorde deres arbejde, hvilket hun aldrig ville bebrejde dem for. "Godaften D'herre," hilste hun. Det var aldrig blevet en vanesag at de alle bukkede for hende, hun var blot en kvinde som så mange andre her til lands, men med en byrde der sommetider gav hende følelsen af at synke helt ned til hun ikke længere kunne stå på sine ben. "Åh," hun nikkede tankefuldt og lod sine mørke øjne glide ind mellem vagterne og falde på englens skikkelse. Så det var denne mand som hele landet var i panik og forargelse over?
En lille del af hende var glad for at se noget velkendt, de færreste i landet nærede tillid til hende grundet opvæksten i mørket, hun frygtede ikke nogen fra det sted, en del af hendes værdier og tanker var grundlagt der, hun vidste hvordan de tænke, hvilket gav hende en fordel i visse henseender, men når det var sagt, så havde hun kun gode intentioner i forhold til det lyse land. "Det er okay D'herre, gå blot, hvil for i aften jeg tager mig af vor gæst," annoncerede hun og sendte dem skiftevis et varmt smil. Trods hun var ung, var der noget autoritært over hendes tone, hun var ikke en kvinde man diskuterede med, hvilket var almindeligt kendt på grund af hendes far, den verdensberygtede alkymist Nathaniel Diamaqima. "Det er jeg. Men i aften kan De kalde mig Silia," hun viftede vagterne væk selvom de åbenlyst ikke var glade for hendes beslutning. "Gå med mig," bad hun og gjorde tegn til at han skulle følge med gennem de smukke haver.

[Deleted]

Vagterne så ret tvivlsomme ud, da de rettede sig op igen. De delte blikke med hinanden i et øjeblik. Gabriel havde udtrykkeligt bedt dem om ikke at slippe englen af syne og når englen til med var sammen med deres dronning! De kunne da ikke bare forlade dem, hvad hvis der skete nogen? Englen var farlig. De skulle være der, for at gøre deres job.
De tøvede. I tvivl om hvad de burde gøre. Dronningen kom selv fra det mørke land, men hun var deres dronning nu og det var skødesløst bare at tage på sikkerheden på den måde!
Til sidst blev de dog overbevidst om at gå deres vej.
"Tak" mumlede den ene, til at de måtte holde en pause. Men det var tydeligt de langt hellere ville blive der for at overvåge dødsenglen og beskytte deres dronning.
De gik.

Zean lod blikket følge vagterne, da de gik væk. Det var sært, de sidste par dage havde der været fire forskellige hold. En gang i døgnet skiftede de, hver anden dag skiftede de hold. Den ene dag var det hold 1 og 2 der skiftede, den anden dag var det hold 3 og 4, så der altid var friske vagter omkring ham. Det var underligt at være her uden vagterne...Han blev straks mistænksom. Hvad ville dronningen opnå? Magtfulde personer blev ofte sære, måske havde hun fået en sær ide? Eller pønsede måske ligefrem med at dræbe ham, mens ingen var til stede? Folk ville jo langt hellere tro på deres dronning end en død dødsengel. Hans blik gled over dronningen endnu en gang. Han gik vel ud fra hun havde snakket med Gabriel om det. Så selv hvis han var uønsket, var det ikke sikkert hun ville være så ekstrem. Eller at han var så heldig at dronningen ville gøre det selv. Ønskede hun ham død, havde hun bedt en vagt om det, eller en anden ukendt person.
Silia. Simpelt navn han ville kunne huske...Troede han. Hun virkede overraskende afslappet, taget i betragtning hun var i selskab med en mørkets skabning. De fleste følte sig skræmte, bange eller vrede i nærheden af ham. Ikke fordi hans mørke aura ligefrem hjalp på det.
Han sank resten af bladet i munden og begyndte at fjerne diverse stumper fra tænderne og sank også dem. Bladet efterlod en småbitter smag, der blev mindre for hver gang han sank sit spyt.
Til sidst trak han let på den ene skulder og valgte at gå med hende. Ingen sagde vel nej til selveste dronningen? Desuden var det rart at være uden mistroiske vagter, om det så bare var for en stund. Han strakte sig, som var han blevet befriet for usynlige lænker.
"Åh...Endelig! De ånder en i nakken og følger mig endda på toilet..." Det gjorde de ikke. De tjekkede toilettet og badet, inden han gjorde brug af dem og igen når han var færdig, men ellers fik han dog lov til at være for sig selv. Det samme når han skulle sove. Omend...De også kiggede ind en gang i mellem, i løbet af natten, for at se om han stadig var der. Han vidste ikke om det var en del af deres ordre eller blot noget de selv havde valgt at gøre. Men som altid skabte overdrivelse en bedre forståelse af hvordan man havde det.
"Mit navn er Zean. Hvad du sikkert allerede ved" Han tog sig straks den mulighed at kalde hende en 'du' i stedet for 'De'. Noget han også gjorde med Elmyra, i Imandra. Det var bare mere behageligt og ganske underholdende, at udfordre deres magt ved at nedbryde den mur af formaliteter der lå tykt omkring dem. Også hans måde at gøre lidt oprør, uden direkte at gøre noget.
"Men hvad får dig til at ville følges med mig? Så vidt jeg erindre hader folk mig. Og med god grund" Han virkede fuldstændig ligeglad med denne konstatering. Han havde vænnet sig til den for længe siden. Til tider kunne han stadig godt føle et stik af...smerte eller vrede, mest irritation, når han overhørte deres skændsels ord og vrede blikke. Men så fangede han bare en person og torturerede denne, til han fik det godt igen. Intet bedre end når noget vred sig af smerte under hans hænder...

[Silia D. Diamaqima]

Vagterne havde intet ord imod hendes, Kongen havde men han var trods alt ikke til stede. Hun sendte dem blot et lidt sigende blik, og trådte derefter forbi dem for at nå denne Zean. Det var sjældent mørke væsner fik lov til at betræde landets jord, hun var skeptisk overfor hvorfor Gabriel havde set det nødvendigt at gøre en undtagelse i dette henseende. Hun lod de mørke øjne løbe ned over hans skikkelse. Frygtindgydende var han ikke, men skindet kunne bedrage det vidste hun om nogen.
Trods mange ville mene at hendes beslutninger mange gange var taget på baggrund af den dvasianske opdragelse, så var det sjældent sandt, hun vidste at der somme tider måtte ofres for at kunne opnå noget bedre, og det gjorde hende somme tider hård, men aldrig om hun nogensinde ville gå ind for mord, end ikke på dvasianere der kunne udgøre en trussel. Ført når det var nødvendigt kunne det komme på tale.
Roligt genoptog hun den stille vandring og betragtede ham ud af øjenkrogen. Måske godtroende, men ej naiv, hun vidste at han var farlig og at hun måtte passe på sig selv i ensomme omgivelser med en mand som ham. "Du bliver omtalt som en farlig mand, de tager deres forholdsregler," svarede hun blot og kunne ikke tilbageholde et lille smil. Modsat de fleste andre royale så var hun afslappet og nød i disse stunder at fralægge sig den kongelige titel, til fordel for bare at være Silia, hvilket i sig selv var en udfordring i disse tider. Hendes familie var kendt ofr mange ting. "Jeg kender dit navn," bekræftede hun, upåvirket af hans manglende respekt overfor hendes autoritet. Det var sandt at enhver i dette land nok afskyede ham og hans væsen, ikke at Silia var uforstående overfor dette, men hun vidste at der altid lå noget bag. "Jeg var nysgerrig," svarede hun ærligt og glansede i hans retning. "Jeg ville se hvad min Konge havde fundet så vigtigt ved dig," hvorfor lyve? Hun så ud over haven igen og fugtede sine rosa læber med et strejf fra tungespidsen.

[Deleted]

Hans blik gled over hende ca. så ofte, som hendes gled over ham. De bedømte hinanden, lidt som to løver der var lidt uenige om hvor grænsen til deres territorier gik og overvejede om de skulle slås. Men for nu, var der ikke brug for en slåskamp. Folk så ham automatisk som farlig. Ikke nødvendigvis fordi de havde set ham gøre noget som helst, men blot fordi han havde den race som han havde. Netop på grund af hans race havde han været tvunget til at vokse op hurtigt og lære at komme videre. Han havde hurtigt opdaget at folk var skide ligeglad med hvad han havde af tanker, af følelser, af meninger. De så på hans race og tog forholdsregler derefter. Alt andet ville vel også være dumt...Han var netop vokset som til at blive et pragteksemplar på en dødsengel, en der kunne leve op til folks forventninger om en dødsengel. Han havde vænnet sig til at folk var ligeglade.
"De kalder mig farlig, men ej har de set mig udføre noget forfærdeligt. Den eneste grund til forsigtighed er grundet min race. Og så Gabriel" sandt. Kongen havde set at han var en farlig mand. Men derfor havde resten jo stadig ikke set det. De troede det bare.
Han trak igen på den ene skulder.
"Jeg er farlig. De støtter min selvtillid" et svagt smil gled over ham. Man kunne altid vende tingene.

Selvfølgelig kendte hun hans navn! Hvad ellers? Men han havde fundet det underligt...ikke at sige det. Han havde følt at han måtte præsenterer sig, som almindelige folk jo gjorde. Det var ikke alle der havde midlerne til at vide ting i forvejen eller følte sig så arrogante, at de ikke ville være en del af den normale hilsen, folk gav hinanden. Denne udveksling af navne, der var første skridt på at socialiserer sig. Det var i hvert fald det han brugte det til. Folk der ikke fik hans navn, var han ikke interesserede i at snakke med.
"Jeg er en dræber. Din konge..." det var underligt. Var de ikke gift, før hun kunne blive dronning? Hvorfor så ikke bare kalde ham 'min mand'?
"...ved det. Og selvfølgelig prøver han at ændre det" han så lidt på dronningen. Hvis hun kendte sin mand lidt, ville hun vide at det lignede ham. Eller gjorde det? Han vidste jo faktisk intet om ham. Det var endda først til sidst han havde præsenteret sig som en konge.
"Han er en smule...Naiv" tillod han sig, omend han regnede med at han nu var ude på farlig grund.
"Men jeg tog med ham uanset. Han vil vise mig begrebet ære, vise mig hvordan man rigtig skal dræbe folk, før han vil accepterer det. Jeg glæder mig. Omend det virker som om han har glemt mig" han smilte svagt. De kom forbi en af de gamle æbletræer, hvor han også havde mødt Ziggi. Alle de små historier om hvor gamle de var og mystiske...Hun havde opført sig som om det var ulovligt at plukke frugten, som var det forbudt frugt. Men hvem skulle ellers spise dem? Han gik ikke ud fra kongen og dronningen spiste dem alle. Ufortrødent rakte han ud efter et æble og plukkede det, satte tænderne i det. Hvis dronningen blev sur over det...Jamen så var det vel hendes problem? Æblerne var ganske lækre!

[Silia D. Diamaqima]

Trods Silia var fuldstændig rolig, så betød det ikke at hun ej var agtsom. Blandt mørkets væsner var der altid grund til forsigtighed, hun havde ingen grund til at gøre ham ondt, så lang tid han gik fredeligt ved hendes side og ikke forsøgte et pludseligt angreb. Det var farligt af Gabriel at bringe denne mand ind over landets grænser, det satte dem i hvert fald ikke i et bedre lys i folkets øjne, hvilket havde været lidt af et irritationsmoment for hende gennem de sidste par dage. "De kalder mig farlig, trods de aldrig har set mig udfører noget grusomt, du skal ikke tage det tungt, procianerne er et fordomsfuldt folkefærd," svarede hun ærligt.
Personligt blev hun dømt ud fra hendes forældres handlinger, det var ikke nemt med en mor der var kendt for at være skingrene sindssyg og slog mænd ihjel, og en far der altid havde været højt i hierakiet i Dvasias. "Det er et ry som giver dig en masse unødvendig magt," konstaterede hun med et lidt ægerligt suk. Desværre kendte hun følelsen.

Hun sagde det ikke højt, men det var rart med noget velkendt fra det land og det hjem som hun kendte. Dvasias havde for hende været et trygt sted og på mange måder nemmere at færdes i, der var ikke nær så mange fordomme, for enhver var sin egen lykkes smed. Silia kastede et kort blik på hans smukke vinger. Der var noget betagende ved den slags væsen, det havde hun altid synes selvom mange fandt det som en mærkværdig tankegang. "Du er en mørkengel, det er hvad man kan forvente," svarede hun endnu upåvirket. Ærligt kom det ikke som en overraskelse. "Din race indbyder til mord og vold i alle askygninger, derfor er jeg heller ikke samme naive tro på at man kan ændre dig, som han er," sagde hun ærligt og trak svagt på skuldrene.
"I dette tilfælde ja, så er han naiv. "Hvorfor går du op i ære, hvis jeg må være så fræk at spørge? Jeg mener.. det er sjældent at ofrene betyder noget for mørkets væsner, så hvorfor?" spurgte hun endnu roligt og stoppede op ved æbletræet. Frem for at skælde ham ud over at han tog en frygt, strakte hun sig og tog ligeså et, dog uden at bide af det.

[Deleted]

Han smilte svagt. Dronningen var ligefrem, ærlig...Og med nogle holdninger han langt bedre kunne forstå og holde sig til, ens Gabriels flyvske tanker havde været. Men hendes omsorg var dårligt placeret. Hun kunne lige så godt have hældt vand på en sten, for at prøve og drukne den. Han smilte svagt til hende.
"Alle er fulde af fordom. Selv jeg! Dvasias var ikke meget anderledes. Der er ikke mange dødsengle og selv folk i Dvasias ved vi kan være lidt for...farligt selskab. Men pyt nu med det" Hvad angik fordomme, onde ord og vrede blikke, havde han oplevet dem i Dvasias, såvel som alle de andre lande. Omend...Hun havde dog ret på en måde. I Procias føltes det lidt mere..hårdt. Modviljen var så stor...I Dvasias vidste de godt at dødsengle havde deres gode ting, noget de kunne bidrage med og at de trods alt ikke myrdede alle. Selv om man ikke kunne vide hvem det næste offer blev. I Procias var det rendyrket had og frygt. Både spændende...Og lidt irriterende.
"Jeg ved ikke om jeg vil kalde magt for unødigt..." kommenterede han en smule lavt. Det var vel nemt for hende, som dronning, at påstå noget magt var unødigt? Hun havde jo alt den magt hun overhoved kunne drømme om og behøvede ikke længere den smule magt det ville give en.

Han så smilende på hende. Sandt, at myrde, at pine, var selve hans væsen. Sex var godt, men god tortur var endnu bedre. Der var intet i verden han nød mest, end at bruge en hel nat på at vride sidste bloddråbe og sidste skrig ud af folk. De dødede oftere af udmattelse og sår, end fordi han faktisk direkte slog dem ihjel. Og aldrig havde han følt sig ked af det eller fortrudt det. Hvorfor skulle han?
"Jeg går ikke op i ære. Jeg aner ikke hvad ære er, ud over et tomt ord, de såkaldte "gode" folk bruger så ofte. Jeg tvivler på det faktisk betyder noget...Men selv om selve vores kamp, mellem Gabriel og jeg, var uafgjort, vandt han på sin vis stadig. Han ville ikke lade mig gå, velvidende jeg ville slå ihjel igen. Ikke uden jeg var død eller havde lovet ham ikke at gøre det. Så min sidste udvej var at påstå han skulle vise mig det. Men altså...Uanset hvad, dør nogen. Om det er på den ene eller anden vej. Det kan kun blive spændende" han så på hende. Hans øjnene skinnede i mørket, som om selv tanken om død tændte en gnist i ham. Med de ord tog han endnu en bid af æblet og tyggede videre, mens han gav hende tid til at tænke over det og kommenterer på det. Alt i alt...Vidste han ikke helt hvad han lavede der. i sidste ende havde det været hans egen ide, selv om han på daværende tidspunkt ikke vidste Gabriel ville slæbe ham til Procias. Men selv da...Var han en smule nysgerrig. Hvordan så dette lyse land ud? Selv ville han ikke turde rejse ind i det, ikke medmindre han gerne ville dø. Men han havde rig mulighed for at se landet, under beskyttelse af kongen. Omend...Han jo aldrig kom særlig langt, da han helst skulle blive i nærheden af slottet. Men det var også fint nok...Haven kunne holde ham beskæftiget. Han elskede trods alt planter.

[Silia D. Diamaqima]

Det var sandt at der også groede fordomme i Dvasias, men slet ikke i samme grad som folket dyrkede det her til lands. Alle de år havde hun levet i skoven, væk fra alt det og først nu forstået hvad hendes forældre havde forsøgt at beskytte hende imod. "Det er sandt at alle har fordomme, men procianere dyrker det nærmest som havde det været en del af deres tro. Jeg nyder meget landet her, men visse ting savner man altid fra sit hjem," indrømmede hun med et stille suk og drejede æblet let i sin hånd, endnu uden at tage en bid af det.
Enhver havde mulighed i Dvasias for at komme frem, procianere var oftest det svage led, men de som ikke var klarede sig fint i mørket, langt bedre end mørke væsner klarede sig her. Det passede hende fint, hun var ikke interesseret i at få mørket over på den forkerte side af muren. "Nyder De omgivelserne?" spurgte hun oprigtigt interesseret og lod blikket glide ud over de smukke omgivelser. Farverige blomster lyste op under månens skær, badede sig i vældet af de blinkende stjerner.
"De vil nok mene at det er lidt.. dobbeltmoralsk at de ord kommer fra en dronning, men min magt havde også været unødvendig hvis folket havde været i stand til at kæde tingene sammen i sig selv. Jeg anser kun mig selv for at være mere magtfuld i det omfang hvor jeg bliver tvunget til at være det," fortalte hun oprigtigt. Det var grunden til hun kunne være så afslappet omkring ham. Hun var som ganske ung blevet hevet ind i dette som en tjeneste til en mand og en kvinde hvem hun skyldte sit liv.
Silia så på ham med et intenst glimt i hendes mørke øjne. Hun sagde intet, brød ikke ind men tog en bid af æblet mens hun lyttede til hans ord. "Der findes ingen æreværdig død ud over manden der dør gammel efter et langt liv, eller kvinden der dør i forsøget på at bringe liv til verden, der er jeg bange for at du vil gå herfra skuffet," hun fugtede sine læber. Det glimt han havde i øjet når han talte om død gjorde noget ved hende. Som alkymist havde hun den tæt inde på livet, og med sin medfødte fejl, var det kun værre. At se de døde som var de levende gjorde det sværere at skelne virkelighed fra det modsatte.

[Deleted]

Han grinte. Hun havde så ret! Procias var slem på det punkt. sjovt, landet der kendes som varmt, lyst og godt kunne være præcis det modsatte. Procias var alt i alt et land fuld af dobbeltmorale, med folk der påkaldte sig den...ære, vel? At have ført et godt liv og opført sig godt, aldrig slået nogen ihjel. Men samtidig var de så fordomsfulde og indelukkede over for fremmede, at det vel på sin vis balancerede op.Nogen ville vel hellere dø, end være udsat for det. Men Zean var van til det, så det gik nok. Men det var alligevel sjovt at tænke over. Mon Gabriel havde det i mente? Sikkert ikke. Han var lidt snævertsynet på det punkt. Han kunne meget bedre lide hans dronning.
Han blev oprigtig overrasket. Han havde undret sig over hvorfor hun havde accepteret ham så hurtigt og hengivet sig til uformel samtale. Men det hele gav jo meget mere mening, hvis hun kom fra Dvasias og vidste hvad hun skulle forvente af ham. Men...Hvorfor ville procianerne tage imod en fra Dvasias?
"Så du kommer fra Dvasias? Hvad laver du så her...Også lokket hertil af kongen?" han smilte svagt, lavede spørgsmålet om til en sjov og kvik kommentar, omend han stadig ledte efter svaret på det. Det var da interessant...Det lød jo som om hun savnede Dvasias! Faktisk...Alle han for nu rigtig havde snakket med, her i Procias, ville gerne med til Dvasias. Ziggi ville gerne med ham, for at opleve stedet og komme på sit eget eventyr. Og dronningen lød som en der savnede landet. Det var så...underligt!

Så hun var ikke godt tilpas i rollen som dronning. Sådan lød det i hvert fald ikke, mere som om nogen havde sat hende på en stol og forlangt hun holdte sin mund eller hjalp med at lede et land. Begrænset hendes frihed. Og netop frihed betød så meget. Han havde også opdaget at kvinder blev behandlet dårligere her i Procias, end hjemme i Dvasias, hvor alle var mere lige. Gad vide hvordan dronningen havde det med det? Eller var det også en del af grunden til hun ikke havde det helt godt med det? Han var ikke sikker på det var i hans sted at spørge. Lige nu, i hvert fald.
"Jeg vil gerne være magtfuld" indrømmede han. Ja, mange tænkte det og han gjorde det også selv: Han var en af de latterlige personer, der drømte om ligegyldig magt. Folk tvivlede altid på det, når de hørte det, for han var meget ung og fuld af liv, slet ikke en man tog for særlig seriøs eller alvorlig på den måde. Mange så ned på ham...Men han var i fuld gang med sine små planer. Hver ting til sin tid...En dag ville han tage dem alle med en storm. Undervurder aldrig en mulig fjende...Eller allieret. Han var født mistroisk, fri og med en stor vilje. Ingen kunne komme og sige hvad han skulle, medmindre han selv ville.
"Og den smule magt, som rygterne om min race giver mig, nyder jeg. Kald mig alt du vil, være så fantasifuld du vil...Og jeg du har hørt om mig og har bemærket mig" han smilte svagt for sig selv. Det var fint for ham. Han ville faktisk nok bare savne dem, den dag de måske stoppede med det.

Omgivelserne...Han lod det grå blik glide igennem haven, på denne tidlige aften. I Procias var det som om der aldrig rigtig blev mørkt...Ligesom der til tider aldrig rigtig var lyst i Dvasias. Det irriterede ham, for han så bedre i mørke og følte sig mere tryg i mørke. Skjul i skyggerne.
"Slottet er meget pænt og haven overdådig. Kvinderne ligner sig selv og mændene ser altid sure ud. i hvert fald når jeg går forbi..." han smilte drillende til dronning.
"...Resten har jeg ikke set. Jeg har...Haft brug for hvile, i et par dage. Og derfra er jeg endnu ikke kommet så langt, at jeg har listet mig ned i byen...Det er jo mistænkeligt hvis jeg går om natten og dagen er for lys og varm til mig" Normalt ville han ikke indrømme det, ikke sige det så direkte, for det var det samme som at indrømme sine svagheder, at virkelig svag og...Menneskelig! Men han følte sig godt tilpas sammen med dronning og han var faktisk sikker på at hun ville se det på en lidt anden måde. Hun mindede lidt om hans...Ja, om hans mor! Hvad han dog ikke sagde højt.
Han grinte let. En lille latter, der om ikke andet nåede overraskende langt.
"Det er jeg glad for! Jeg troede lige det var noget kompliceret. Ærlig talt...Jeg ser det som i at vi blot slår ihjel på forskellige måder. Og det skader aldrig at se hvordan han vil slå ihjel og se om man kan lære noget...Selv om jeg nu mere tror det er omvendt" medgav han roligt. Han elskede hendes syn på det! Så enkelt! Han kunne forholde sig til det, end Gabriels snirklede forklaringer, der aldrig førte nogen steder hen. Uden tvivl foretrak han at snakke med Dronningen, Silia, end med kongen.
Allerede ved tredje bid var han næsten færdig med æblet. Denne bid bragte ham tæt på kernehuset, så den næsten sorte farve af æblets frø dukket op.

[Silia D. Diamaqima]

Mange anså dette for at være et sandt paradis og det var sandt at Procias havde sin klare charme, særligt på naturområdet, der var de smukkeste omgivelser, steder som man ikke ville finde magen til i nogle af de andre lande. Vandfald, laguner, smukke, frodige skove, glitrende søer og åbne enge hvor børnene kunne løbe frit. Personligt for hende som elskede den slags, var det er paradis, men der var andre ting der var sværere. For mange var det almindeligt kendt at hun kom fra Dvasias, hendes fars navn havde engang været det mest kendte verden over, trods det næppe var sådan længere.
Hun så på ham med et roligt blik og nikkede. "Jeg er født og og til dels opvokset i Marvalo City. Mine forældre bragte min bror og jeg hertil da vi var ret unge," fortalte hun sandfærdigt. Hans ord fik hende til at trække skævt på mundvigen. "Dog ikke. Kongen er en gammel ven af familien, de færreste ved det, men jeg valgte ham ikke omvendt," hun kluklo morende.
Det første år havde hun været eneregent hvilket ikke var ret ofte set, men presset var blevet for tungt for en kvinde som de færreste stolede på, så hun havde giftet sig til en hjælpende hånd, og en evig støtter, det havde aldrig været meningen at dyrke varme følelser for ham, det var bare kommet hen over tiden.
Dronningeposten havde lidt taget hende på sengen, dog var Silia ganske tilfreds med sin tilstedeværelse. Hun studerede nysgerrigt denne Zean, og konstaterede at han ikke var meget anderledes i forhold til så mange andre var, hvor han kom fra. Lysten til død og ødelæggelse var ikke andet end hvad hun havde forventet sig af ham. "Det betvivler jeg ikke. De fleste vil have magten frem til de smager både den sure og den søde frugt," hun tog et symboliserende bid af sit æble, før hun kastede det fra sig. Af jord var det kommet, til jord skulle det blive, være næring for nye blomstringer. "Her til lands er de en magtfuld mand fordi folk frygter dig. Du ville lære om at slå ihjel med værdighed? for overhovedet at være i stand til det, må du vinde folks respekt ikke deres frygt," fortalte hun. Det var om ikke andet hendes tankegang om Gabriel var enig - det tvivlede hun på.
Lidt længselsfuldt kastede hun sit blik på de smukke sletter i det fjerne og kunne ikke undgå at føle sig opløftet af at vide hvor meget landet havde opnået. Aldrig om de ville takke hende for det, men at se landets liv var mere end nok. Selvfølgelig var byen en nysgerrighed i sig selv, og nu hvor han var gæst, så skulle han naturligvis blive givet chancen. "Jeg skal sørge for at vagterne eskortere dig til byen i morgen, jeg ville gerne følge dig personligt, men desværre er jeg bange for at din tilstedeværelse allerede er en byrde der hviler på mine skuldre, det ville ikke gavne nogle af os," hun sendte ham et beklagende smil, eftersom hun jo faktisk nød hans selskab. "Du er klar over at han ikke har tænkt sig at vise hvordan han slår ihjel ikke? Han ville ikke begå et mord unødvendigt og aldrig på en procianer," påpegede hun ærligt. Det morede hende næsten hvor stor hans iver var efter dette.

[Deleted]

Det lød helt absurd. Hvem havde lyst til at rejse fra Dvasias for at bo i Procias? Det var latterligt, åndssvagt! Han forstod det ikke. Eller...på sin vis, hvis han gad koncentrere sig om at sætte sig i deres sted, lade som om Dvasias var så skidt som folk sagde og blandede det med hjemve...Men det var så mange ting han ikke gad på en gang. Og han var desuden også ligeglad. De havde vendt Dvasias i ryggen...Lød det til. Det var ærgerligt dronningen ikke havde lov til at blive boende der...Det ville have været godt for Dvasias.
"Så...Hvem var den kongelige først? Var du den kongelige der tog en konge...Eller var kongen den kongelige, der tog en dronning?" Han forventede det sidste...Men umiddelbart virkede tingene lidt blandede sammen og det lød næsten som om det var dronningen der havde valgt en konge.

Åh, hun lød som om hun prøvede at opdrage på ham, som om hun prøvede at lære ham noget, han slet ikke var interesseret i. Hans interesse faldt omgående, som altid reagerede han hurtigt på de ting folk sagde eller gjorde.
"Nej" han så på dronningen med sine kolde øjne, der ikke efterlod nogen tvivl.
"Jeg er faktisk skide ligeglad med værdighed. Bare jeg har det godt, er jeg fuldstændig ligeglad. Folk dør, og de dør hele tiden. Hvad betyder det hvordan det sker? Hvornår det sker? Hvem der sørger for det?" Sådan så han det. Og ingen kunne fortælle ham anderledes. Folk havde deres idealer, idealer om hvordan folk med magt skulle være. Zean havde nogle helt andre idealer. Han ville gøre tingene på sin egen måde og vise dem det stadig nok skulle lykkes. At tingene ikke nødvendigvis blev dårlige, bare fordi han ikke fulgte en lang tradition af latterlige tankegange.
"Folk betyder lige så meget, som et af æbletræerne her. Du kan fælde det, mens dens frø vokser videre. Du kan høste dens frugter og spise dem...Eller du kan plante dem til flere træer. Jeg spiser" han smilte let til hende og lod en hånd glide over barken på en af træer, han gik tæt forbi. Den var ru.
"...Mens andre sår. En fin balance" Det var farligt at sige ting som disse. At sammenligne sådanne store ting, med mindre ting. Såkaldte kloge folk, eller folk med magt, modsagde altid en, inden for ens egen lille fantasi. Men det var også sjovt at sige det på den måde. Den var helt ny! normalt sammenlignede ham dem med en gruppe køer. Nogen avlede nye, nogen blev slagtet og spist. Det var også grunden til han faktisk altid tog gravide kvinder. Måske en moder eller to, han kunne jo ikke se om de havde et barn, men ikke en der var gravid.
Hvad andre dødsengle tilgengæld nok var skide ligeglad med, hvis de overhoved stak hovedet op af jorden fra tid til anden.

Han overvejede det et øjeblik. Tog sig ikke af at dronningen sagde det, som om det allerede var besluttet. Ville han ned i byen? Han var ikke helt sikker. På den anden side kunne han lige så godt få så meget ud af sin tur som muligt. Han nikkede en smule, til sidst.
"Jeg takker" kommenterede han.
- Og sukkede så.
"Ja. Tanken strejfer mig ofte. Og jeg er faktisk i tvivl om hvad jeg skal gøre. For nu, bliver jeg lidt og ser mig omkring, nu hvor jeg trods alt har muligheder uden at blive dræbt samtidig. Men jeg regner også med at rejse igen, inden for en nær fremtid. Jeg har flere ting derhjemme at tage mig til og så spændende er Procias dog ikke,at jeg vil vente flere år, på noget der aldrig sker." han smilte let til hende. Han var ikke dum. Og han havde fået lov til at rejse når han ville. Måske skulle han snart opsøge Gabriel igen, spørge hvad han havde tænkt sig...Og rejse, hvis han ikke ville gøre noget som helst. Som en konge, der ikke kunne andet end spise og sove.

[Silia D. Diamaqima]

Mange ting havde været omvendte i forhold til Procias, Måske var det til tider det, som gjorde det kompliceret for hende at se glæderne i lyset. Det var et dejligt sted, smukkere end noget andet. Naturen kunne mørket på ingen måde at hamle op med og her var varm det meste af tiden. Dog så måtte hun erkende at hun savnede meget ved Dvasias, særligt nogle af de sjæle som var blevet nærtstående. Kimeya der var hendes far mere end Nathaniel nogensinde havde været, hun havde ikke set ham i flere århundrede nu. Tanken fik et suk frem over hendes læber, inden hun igen vendte sig mod Zean. "Jeg blev udnævnt som Dronning, og jeg tog efterfølgende Gabriel som min Konge. Ironisk hvordan jeg dengang var den mest magtfulde, og nu holder manden magten over mig," hun smilede ufortrødent, det generede hende ej, der var blot en sød ironi i tanken.
Uden at bryde ind, vendte hun de nøddebrune øjne mod ham og lagde hovedet lidt på sned. Han havde en pointe. Der skulle være balance, folk døde, men der var ingen nytte i at slå ihjel for morskab. Han var anderledes, død og ødelæggelse gav ham samme velvære som intimitet gav hende, det kunne man ikke fratage en sjæl. "Jeg går ind for balance. Nogle må dø for at andre kan fødes, præcis ligesom træet der. Men hver sjæl skaber sine relationer, sår sin egen blomst, skaber et liv og når et æble plukkes, så mister træet som helhed en del af sig selv. Derfor betyder det noget. For hver gang du tager et liv, så tager du ikke blot ét men mange.. ikke at det betyder noget for dig, og det kommer det aldrig til," konkluderede hun lidt ligegyldigt. Hun havde ingen intentioner om at belære ham om noget som helst, han var et koldt væsen, det lå til ham at skabe sorg og lidelse.
Trods hun behandlede ham med den samme respekt som hun ville behandle ethvert andet vlsen, så brød Silia sig ikke mere om at han var i landet, det gik ud over hende. Hun nikkede sigende og håbede helt ind i knoglemarven at han snart ville forlade lyset, hvor han ikke hørte til alligevel. Selv hvis han ville, ville han aldrig blive en del af lyset, det var ikke hans skyld, men man skulle ikke forsøge at gøre ham til noget han ikke var. "Jeg synes at du bør se hvad der er at se. Tag den sjældne mulighed og oplev lysets vidunder, og tag derefter afsted. Jeg ønsker ligeså lidt at se dig her som du ønsker at opholde dig her, og jeg beder til at min husbond snart vil tage sig af det løfte han gav dig," indrømmede hun stilfærdigt.

[Deleted]

Det var ærgerligt. Hun var den mest interessante - Og behageligste - kvinde han nogensinde havde talt med. Han nød deres samtale og han nød hendes selskab, og hun var en af de eneste i verden der viste ham en smule respekt og lytte til hvad han sagde. I et øjeblik følte han sig næsten helt almindelig, blot en tilfældig borger. Men det var en farlig tanke, for det blev han aldrig. Og, desværre, ville han både hurtigt væk herfra og, hvad der var det mest triste, ville den eneste kvinde, der talte normalt til ham og tålte hans selskab, gerne af med ham hurtigst muligt. Det var så trist. Men også forståeligt. De gode ting, de behagelige ting, holdt ikke særlig længe. Men det gjorde de triste altid. De kom ofte og blev længe. Han trak vejret dybt, men viste ikke tegn på hvad han tænkte over. Det var ikke passende, hverken for ham eller hende.
Han forstod faktisk ikke den måde hun brugte hans lille metafor. Når han tog et menneske, tog han jo ikke flere menneskers liv. Det var jo ikke sådan at når et menneske døde, døde fem andre spontant rundt om i verdenen. I et æble var der kernerne til flere træer, ja, men et menneske havde ikke kerner. Kvinden havde muligheden for at skabe flere liv, føde flere børn, men medmindre de var gravide tog han jo ikke fleres liv. Men han lod også dette emne falde. Han forfulgte ikke de valgte emner særlig længe, en smule nervøs for de skulle komme ud på et sted, hvor han ikke længere kunne følge samtalen.
I det hele taget virkede deres samtale alt for hurtigt slut. Hun ville nok være lykkelig for at slippe af ham igen, nu hvor hun havde gjort sine ønsker klare for ham. Og måske havde det været hendes agenda hele tiden? Og det var netop fordi folk altid havde en plan, gerne ville opdrage på ham, fortælle hvordan han skulle leve sit liv, svine ham til eller ville af med ham, når de snakkede med ham, at han altid reagerede ligegyldigt og vedblev at snakke om alt og intet, til han selv følte sig klar til at gå eller når samtalen kedede ham. Virkelig...Når han var uønsket, hvorfor skulle han så koncentrerer sig om andre end sig selv?
For der var endnu et emne han kunne reagerer på.
"Jeg finder det ærgerligt. Du må være blevet til dronning af en grund. Og for mig at se, men det er selvfølgelig min private mening, er du en kvinde der er værd at høre på. Jeg syntes ikke du skulle finde dig at blive skubbet ned af en mand. Specielt ikke en så naiv som Gabriel. Folk her er bagud...De har endnu ikke opdaget at kvinder kan indeholde lige så mange værdier, eller måske flere, end mænd kan og har. Der burde ikke være nogen der undertrykte den anden" Han var helt ærlig. Det var hans personlige mening, omend han ikke gik ud fra den betød noget. Men hvis den nu gjorde...Jamen så var den der, fra ham til hende! Om ikke andet, ville det måske gøre at hun ville accepterer hans selskab et par minutter mere. Eller måske tog han fejl og hun blev vred. Eller måske sagde hun slet intet, allerede vant til at være undertrykt og ikke sige en mand imod. Selv om de fleste nu så ham som en dreng.
Han smilte svagt.
Et eller andet sted kæmpede han stadig for at skabe sig en identitet, en person, nogen han kunne være hele tiden. For nu, skiftede han personligheder hele tiden og havde ikke noget fast tilholdssted. Han kæmpede for at skabe sig et netværk af folk der gad ham og hans ideer og skabe sig en position med mere magt, men til hverdag kæmpede han stadig for at få bare nogen af snakke med eller lave. Jaja, han spillede ligeglad og var det for det meste også...Men til tider blev han ramt af...Han vidste det ikke helt. Som om han manglede noget. Som om han manglede noget der holdte ham beskæftiget, manglede nogen eller noget. Men folk hadede hans race og hans race var det eneste han havde. Så hans race var det eneste han levede for, det eneste han havde og han gik efter at være præcis så forfærdelig, som folk gjorde ham. Slog ihjel, var voldelig og en forfærdelige samtalepartner. Men når alt kom til alt, ville han gerne mere end det. Men han havde aldrig haft rollemodeller og var allerede ganske skadet af at han hele sit liv havde været meget alene.
Der var ingen grund til at tro det ville ændre sig.
Han sukkede svagt. Hans tanker var ofte så kaotiske og selvmodsigende, hele tiden. De forvirrede ham til tider.
"Nå...Men som dronning har du vel mange ting at lave. Alliancer at skabe, krige at kæmpe, folk at tilfredsstille. Det lyder som et eventyr at de vil vælge en, fra Dvasias, til deres dronning. Og at du ligefrem fik den mand, du hele tiden havde drømt om" Han lagde lidt op til det. Det lød som om hun havde fået hele sit fantastiske liv serveret på et sølvfad. Alt hvad man muligt kunne ønske sig. Samtidig fiskede han efter lidt mere historie. Det skade ikke at tilegne sig lidt viden, hvis man havde muligheden og Selena nåede nok aldrig helt til Procias for at spionerer.

[Silia D. Diamaqima]

Zean ville aldrig falde til på et sted som dette. Den smerte og sorg som han levede og nærede sig af, var ikke velkommen i lyset, trods det sikkert var meget af det at finde på visse kanter. Kvinder der mistede deres mænd og sønner i krigen, hungersnøden der mere eller mindre var forsvundet men endnu plagede få. Der var mange ting som endnu vakte sorg, men her ville han aldrig kunne vække den selv. Hun så ned på det æbleskrog hun endnu stod med i hånden og kastede det derefter om bag et busk hvor det før eller siden ville blive til nærende muld der kunne skabe nyt liv.
Ligesom hende var han en unik person. Det var alle, og han fortjente respekt hvad end han var dvasianer eller ej, det var noget som Silia havde lært igennem sine mange år her, og efter at hun var blevet vist så meget disprespekt. Det var rart at se noget velkendt, hvilket hun naturligvis ikke kunne afsløre. Hans mørke vinger var lidt et symbol på det der engang havde været hendes hjem og ligeså var hans holdning. Personligt nød hun hans selskab, men det var utrygt at han var i landet, hun kunne ikke tage ansvar for hans handlinger her og ej heller kunne Gabriel trods han gerne ville påstå at han kunne. Hun betragtede ham indgående og lagde hovedet lidt på skrå. Det var en mærkværdig holdning fra en mand som ham, om ikke andet havde hun ikke ligefrem forestillet sig, at en mand som ham ville se værdighed i en sølle kvinde.
"Jeg ville sætte pris på hvis du ikke sagde det videre, men du har ret. Her til lands er kvinder.. undervurderet. En del af det skyldes naturen, men jeg går ikke ind for det. Da jeg boede i Dvasias var jeg omgivet af stærke kvinder der var langt større end mange mænd. Jeg tror ikke det handler om køn men om vilje," konstaterede hun endeligt. Faktisk imponerede han hende lidt, hun fandt ham interessant.
"Du fascinerer mig Zean. Jeg ville ønske der var noget jeg kunne gøre for dig. Jeg tror du rummer langt mere end blot behov for smerte og død," hendes læber gled i et lille smil der foretog sig efter et øjeblikket og i stedet blev erstattet med en mild latter. Det var typisk mænd af hans slags at konstatere at hendes liv var en dans på roser, at hun havde været heldig og var blevet forsynet med alt hvad livet kunne bringe af det gode. "Jeg ville ønske at det var så smukt og idyllisk, men sådan er det desværre ikke. Det har krævet mange ofre, og trods jeg elsker Gabriel af hele mit hjerte, så var han ikke manden jeg drømte om før efter ægteskabet var indgået," erkendte hun ærligt. Faktisk havde hun ikke travlt med at komme af sted, hans selskab var behageligt, men det mest fantastiske ved dvasianere var at man kunne snakke frit uden at blive dømt.