Tingene ændre sig. Hele tiden. (Ziggi)

[Deleted]

S: Procias hovedstad, slottet
T: Aften
V: Varmt
O: Beskrives i indlægget.

Det havde ikke været en sjov tur. For hver kilometer de havde lagt bag sig, var det blevet lysere og varmere. Og såret havde plaget ham. Hans sår i siden, som Gabriel havde givet ham. Åh, han havde også givet Gabriel nogle sår, men de var garanteret healet nu. Men han havde nøjes med at sy sit og binde det ind, smurt det med urter for at holde det rent og sundt. Og det havde virket. Det var i fuld gang med at heale.
Som om turen ikke havde været slem nok, var selve Procias...Alt hvad han havde forestillet sig og mere til. Det værste mareridt han nogensinde kunne være endt i. Dagen brugte han helst indenfor, i skygge, hvor solen ikke gjorde ham blind og hvor varmen ikke truede med at smelte ham. Han var slet ikke forberedt på noget så rædselsfuldt!
Han havde været i nogle dage nu. Absolut nogle af de værste dage. De første to dage havde han brugt på at komme sig, så at sy sit sår og sove. For han havde været så udmattet! Og i dag, i dag havde han bevæget sig rundt på slottet, hvor han nu havde tilladelse til at gå. Selvfølgelig evigt forfulgt at to vagter. Han havde ingen våben på sig. Han kunne ikke helt huske om de var blevet taget fra ham eller om de stilletiende var blevet enige om at han ikke skulle være bevæbnet. Sikkert en kombination af begge dele. Hans vagter var ikke særlig spændende. Ud over at han følte sig som en adelig fange - For han var jo trods alt ikke i en fængselscelle - var de yderst stille og mistænksomme. Deres modvilje strålede ud af dem. Han var skam van til den, denne modvilje og mistænksomhed, men de ville ikke engang snakke! De skulede bare og forhindrede ham i at gå de steder, hvor han ikke måtte. Han vidste at gjorde han så meget som tiltag til at gøre noget forkert...Ville han sikkert være en død mand.

På denne alt for varme dag, og nu aften, gik han endelig udenfor. Det måtte han dog!
Han var let klædt, for ikke at få hedeslag. Bare fødder, i stedet for hans slidte sko der var alt for varme, et par lette, mørke bukser og en let trøje. Det hele bølgede nærmest om hans krop, for at sikre han fik så meget luft som muligt. Hans vinger var skjulte. Han var ikke så god til at holde dem skjulte endnu, men han foretrak at blive overanstrengt af det her, end at vise dem...Det var som om døden lurede om hvert hjørne og han ville ikke have muligheden for at se den, da her var alt for lyst!
Selv for en aften at være, var her alt for lyst. Og varmt.
Det brune hår lå fladt ned over hans hoved, de grå øjne var lige så hårde og kolde som de plejede.
Han besluttede sig for at haven var hans ynglings sted. Planter! I massevis, og så damme og åer. Der var køligere her, med murenes store skygger og græsset føltes køligt under hans fødder. Det var...Himmelsk! Hahaha! Et ordspil. Et forfærdeligt et!
Et svagt smil gled over ham. Han bukkede sig ned og studerede en af planterne. han havde set den før, i den store slotshave i Imandra, hos Elmyra, den eneste kongelige han rigtig følte for at følge. Men hun var langt væk nu. Han rejste sig op igen og sukkede svagt. Foran ham var porten ud til friheden, kun et par meter til stien, der førte fra slottets hovedindgang og ud til muren, i muren var porten der åbnede sig ud til friheden...På kongens befaling. Han havde netop taget i skridt i den retning, ikke fordi han regnede med at måtte gå, men for nysgerrighedens skyld. Men tydeligvis mente hans vagter at han var ude på noget fælt. Et spyd gled ind foran ham og forhindrede ham i at gå videre. Han stoppede op, kiggede fra spyddet til porten...Sukkede svagt og vendte om, for at gå videre ind i haven, følge en af de små åer. Han skulle lige prøve...Men ak! Han kom kun hvor han måtte, når kongen sagde han måtte. Trods alt skulle han lege procianer, mens kongen skulle lære ham...Lære ham ting som ære. Han glædede sig til det. Men han havde en fornemmelse af der gik lang tid før det skete. Han savnede allerede at flå huden af en eller anden! Når han kedede sig, som nu, føltes det som tortur...Man kunne vel i bedste fald sige han var afhængig af det, afhængig af at give folk smerte og mærke denne nydelse det gav ham! Det var det bedste! Det kløede i fingrene for at få lov!
Hans hænder blev knyttet. Det gik ikke. Ikke her. Ikke nu. Hans blik faldt på åen, der løb lystigt ved siden af ham.

[Deleted]

Frugtfadene buldnede af kulørte , små mundrette stykker i et orgie af strålende farver.
Brødskiver af friskbagt majsdej var placeret i små flettede kurve , stadig lune og lerkander påfyldt kølig rød vin stod klar ved siden af fadene.
Det var aftenens lille snack der stod tilberedt til slottets beboere og eventuelle gæster.
Pligterne på slottet var skarpt fordelt, og for den unge køkkenpige Ziggi hørte de til i det store slots køkken. Hun havde ikke sin færd i de mere private gemakker, eller bare fælles arealerne i Castle og Light.
Hun havde et kammer i afdelingen for de der var i tjeneste på slottet, og var ganske tilfreds med dette.
Forlængest havde hun erfaret at det betalte sig at kunne være anonym, i en verden hvor mennesker blev set ned på, eller fejlagtigt regnet for at være andre racer underlegne.

Kun yderst sjældent ville Ziggi bevæge sig væk fra hendes eget domæne, drevet frem hendes nysgerrighed .
Det kunne være hvis et bal skulle afholdes eller spændende prominente gæster var ankommet.
Engang gik der rygter om en drageunge skulle være 'flyttet' ind og Ziggi havde trodset alle advarelsesalarmer der havde hylet som sirener bagerst i hendes hoved, og listet rundt i store dele af slottet , for at finde det unikke og sagnsomspundende lille dyr. Skuffelsen var til at tage og føle på, da hun ikke så skyggen af en drage - eller bare spor af den , som et svedet blomster blad.
Men i dag havde Ziggi klaret sine pligter og enda helt uden at koste nogle ulykker , eller smadre noget porcelæn....ikke noget der var blevet opdaget da og nu havde hun sat kursen ud i haven, ud mod lidt natur og åben himmel.
Den var ganske vidst ikke tiltænkt køkkenpersonalet , ikke anlagt for at glæde deres sind- men Ziggi vidste at haven på dette tidspunkt ofte lå øde hen, så hun kom her fra tid og anden, for at snuse drømmen om frihed til sig.
Ved åen var store gamle æbletræer , og her matte man kun plukke efter aftale.
Ziggy stod på tåspidser, i de sorte flade sko .Hun anstrengte sig og rakte op- smilede sejrsrige da hun trak et stort friskt æble af de nederste grene.
Den dueblå kjole, med snørre ved bryst var trukket op om hendes liv, og det lyse skørt underneden var formet så det kunne holde de tre fire røde æbler, hun havde fået plukket og gemt deri. Fire måtte være tilstrækkeligt.
Hvad straffen mon var for at ...låne...dem vidste hun ikke, men nu havde Ziggi jo heller ikke planer om at blive grebet i den lille unode. Håret var som altid sat op på en arbejdsdag, ingen satte pris på et langt hår i deres mad.
I dag var det flettet i to lange piske, der hang ned af Ziggis ryg, med et lille beige blondebånd til at hæfte deres ender.
Hun var travlt beskæftiget med at binde en kunstfærdig knude på underskørtet, så æblerne ville ligge sikkert og godt i skjul, når hun om lidt ville lade det blå stof falde ned på plads igen, og dække de fløde farvet lyse lår til.
Så skulle hun bare finde et uforstyrret sted, at nyde himlen og hendes fire røde 'gevinster'.

[Deleted]

Hans ene fod var stort set i vandet, da han fulgte den lille å der løb frejdigt af sted. Det var koldt og de små sten var glatte, glatte af alger og mindre planter. Glatte af vand. Men han formåede at holde balance...Næsten perfekt.
Det skulle passe med at han kiggede op, ved lyden af noget der blev plukket. Og så denne kvinde stå, med udstrakt hånd og greb om endnu et æble. Æblerne var modne nu her og der var en del på træet, forude de halvrådne der lå ved træets fod og spredte en sødlig lugt og diverse insekter. Dette var dog ikke noget Zean rigtig lagde mærke til. Han stoppede op. Han var lidt i tvivl om hvad han burde gøre...Han var ligeglad med æblerne. Måske kunne faktisk selv spise en. Men han vidste ikke helt om han faktisk måtte snakke med nogen. Men at snakke var vel også...Den måde procianerne levede på? Desuden skadede han jo ikke nogen ved at snakke. Han var ikke kongelig eller adelig, han brød ingen regler. Og hvis han bare holdt sig rolig, ville hans vagter vel heller ikke modsætte sig det?
Så han tillod sig at gå tættere på, dog gik han ikke helt tæt på. Vi kunne ikke have nogen fik de forkerte tanker, vel? Vagternes opgave var at sørge for han ikke brød reglerne og fange ham hvis han gjorde. De var nok ligeglade med et par æbler.

"Er æblerne gode?" En uskyldig sætning, blot for at få opmærksomheden. Han havde lagt mærke til hendes lår, til hendes lyse, fine hud. Men det rørte ham ikke rigtig. Ja, sex var godt og sjovt, men mest under...Bestemte omstændigheder. Som med Sera...Han savnede Sera. Men hun var et helt land fra ham! Hvis ikke man kunne sige det var to lande...Hjemme i Dvasias, i gang med at snakke med dødsenglenes fuldblodsfamilier.
Han gik over til træet, da hun var gået lidt væk fra det. Han strakt sin arm op...Men grunden den helt almindelige forskel, der gjorde han var lidt højere end hende, behøvede han ikke at række nær så langt. Snart lagde hans fingre sig om et æble og trak det fri fra en gren, der gyngende gav efter. Et blad rev sig fri og gled til jorden.
Æblet så fint og sundt ud. Alligevel gned han det kort mod trøjen, før han tog en bid af den. Hans stålgrå øjne fandt pigen, kvinden, igen. I et øjeblik gled diverse billeder igennem hans hoved. Hvordan hun ville skrige, hvordan han ville svinge pisken og så hende til at bløde. Hvordan han ville rive tungen ud på hende...Alle disse grusomheder han nød, men som de fleste slet ikke kunne forestille sig, i deres små, alt for fredelige liv. Et svagt smil gled over ham. Men han gjorde intet andet end at tygge videre, med den søde smag af æble i munden. Hans vagter sørgede for at holde sig på hver side af ham, så de bedre kunne overskue situationen. For den uvidende kunne det næsten ligne han var så vigtig en person, at han havde brug for beskyttelse...Døgnet rundt.
I et øjeblik overvejede han om hun ville bemærke hans aura og stikke halen mellem benene. Men forhåbentlig var hun ikke så pivet...som de få andre tjenere han efterhånden var stødt ind i.

[Deleted]

Hvorfor var det lige at forbudt frugt bare altid smagte bedst?
Hun kunne jo have snuppet sig et æble nede i køkkenet, da hun alligevel anrettede de mange fade. Ingen ville have talt efter om der manglede et.
Men ....hun var ung og levede et ret trivielt og forudsigeligt liv, så noget spændning skulle hun jo have. Ziggi var ekspert i at opsøge den...gå på linen ...hvor der var ballade og ulykke på den ene side - og lidt harmløs skubben til grænser på den anden.
Og dog kom det bag på hende at blive tavet i akten, og det gav det et spjæt i hendes krop, ved lyden af en mande stemme der tydeligvis havde set hendes rapsen.
Men hjertet i halsen , drejede hun omkring og tog beskik af fyren.
Pulsen ville kunne ses tydeligt i halspulsåren og en lille nerve ville sitre næsten usynligt ved den ene mundvige .
Hun kunne hurtigt konstaterer at det helt klart ikke var en hun havde set før, hvilke frembragte en lettelse ved første reaktion.
Han viste sig dog eskorteret af to vagter, hvilke hurtig gav anledning til ekstra spekulation på kontoen, så lettelsen var hurtigt overstået.
Ziggi kendte vagterne, kendte dem af udseende. De talte ikke så meget de to mænd, var bare tavse og stærke - og Ziggi havde også kun set dem fra en afstand på slottet. Det var normsæt nogen der omgav Gabriel , hvilke ikke ligefrem fik bekymringerne til at skrumpe.
Ziggi gav dem dog et kort høfligt nik, og forsøgte se ud som det var det mest naturlige i verden for hende at befinde sig her. Man kunne jo håbe de var mere muskel end hjerne, og købte forstillingen hun serverede, da hun lod dem tro hun var her på andres bud.
Ziggi lod øjnene møde den fremmeds, og ikke foruden nysgerrighed betragtede hun ham. Fremmed, flot og farlig, lød domme omgående.
Der var en ildevarslende aura der omgav ham.
Hun kunne ikke præciserer det nærmere, ikke forklar det bedre end alle instinkter i hende hviskede at hun skulle tage flugten.
Hun var mus og han var kat. Hans øjne og hans stemme fik alarmen i hendes indre til at hyle som en sirene ude af kontrol.
Men nu var hun ikke så let at skræmme igen.... Sådan da.
Hun havde lært hjemmefra, at for at skabe det mest effektive forsvar , skulle man vide havd man forsvarede sig imod. Men det var nok også let at sige for en syerske, som hendes mor var - hun skulle egenlig bare forsvare sig mod skæve korssting - Ziggis liv var en smule mere kompliseret end dét.
Et svagt spor af nervøsitet lå over den lyse stemme, da hun rømmede sig og rankede sig i ryggen, i et forsøg på at se upåvirket ud - og sende et smil til fyren.

" Æblerne er ...søde, du skulle prøve et " kom svaret , og hun trådte automatisk lidt til siden.
Ziggis puls var steget og adrenalinen over at være blevet grebet, jog igennem arterier og vener. Hun kunne nok ikke skjule det, selv om hun virkelig forsøgte.
Han var måske en af kong Gabriels personlige venner? Eller en fornem baron ?
Eller en rig dæmon der gjorde som han ville ? Med hele to bodyguards var han ihvertfald ikke den nye anlægsgardner!
Måske han kunne fornemme hun var langt fra tryg ved hans selvskab? Det stod i bizar kontrast til hans harmløse handlinger hun fulgte nøje, og hendes blik ville følge æblet til hans læber, og se hvordan han krængede overlæben lidt op, før han lod de hvide tænder sænke sig i den røde skræl og videre end i det lyde kød.
Åh ja - uroen strakte sig langt udover det at hun var afsløret som æbletyv.

Instinktivt nejede hun og slog blikket ned.Høflighed kunne vel ingen skade gøre.
" Ziggi Pond til tjeneste hr. .... Jeg er ..øh..sendt ud efter æbler til natmaden, sir" forklarede hun og bad en stille bøn til han ikke havde fået set de æbler stoppet ned i hendes underskørtet, men hun var helt på det rene med hun gamblede lige nu.
En hånd strøg op og puffede det lange pandehår til siden, samtidig med hun rettede sig op og tillod sig endnu et kik på ham.
En lille rynken lå over hendes næse, da hun forsatte sine spekulationer.
Hvem var dén mand ?

[Deleted]

Hele scenariet...Det var humoristisk. Han følte sig både som den stærke, den overlegne og samtidig en smule nervøs for det hele. Han mærkede det tydeligt...Hvordan han normalt ville være gået tættere på, have sendt hende et udfordrende smil og skræmt hende. Selve hendes forsigtige væsen lokkede ham til det! Som han havde leget med denne lille pige...Hvad hed hun...Muri, Myri? Et eller andet. Han havde som sådan ikke skadet hende...Bare leget lidt. Og så var hun faldet. Flere gange. Og slået hul på knæ og hænder. Bidt hul i læben. Det havde været sjovt! Ikke fordi hun følte særlig meget smerte, men mere fordi han havde følt sig så stærk, hun havde været så bange for ham! Det havde været fantastisk!
Dette...Var en situation hvor han normalt ville gøre det samme. Men han kunne ikke. Han vidste ikke hvor grænsen lå, om han stadig måtte snakke frit eller om det også gjaldt hvis han blev for hård i munden. Han tog sig god tid til at tygge færdig.
Hun virkede skræmt, men løb ikke direkte. Dette kunne skyldes at hun, sjovt nok, troede han var mere end han var! Åh...Det var det sjoveste! Ham, der drømte om en dag at blive leder for dødsenglene, blev allerede behandlet som en adel!
Men det føltes...Forkert, faktisk. Han brød sig ikke meget om det, ikke lige nu, ikke her ved slottet i Procias. Som om selve det at snyde folk lidt var forkert. En svag latter forlod ham. Hans tøj røbede ham ikke?
"Rejs dig og sig blot du. Jeg er ingen adelig, ingen kongelig eller noget andet med magt" Han havde ikke rigtig lyst til at fortælle hende sandheden. Lidt...Som var det noget at skamme sig over. Han havde været meget trodsig hjemme i Dvasias, endda sloges med Gabriel, men var i sidste ende endt med at tabe. Her var han ikke lige så sikker på sig selv, at han turde sige alt muligt.
Hans ene hånd, den ledige, gled ned over hans mave i et øjeblik. En uskyldig bevægelse. Han kunne mærke forbindingen.

"Æblerne er gode" medgav han hende.
"Det må være derfor du sikrede dig et lille lager..." han smilte let til hende.
"...Men bare rolig. Jeg holder din hemmelighed, hvis du holder min..." han holdte sigende det æble, han havde taget, op.
"...Og ellers kommer du ikke i problemer...Fra mig af, i hvert fald. Jeg er blot på besøg" Sådan kunne man altid kalde det. Og det var jo også tæt på sandheden...taget i betragtning at han altid kunne opsøge Gabriel og sige han ville hjem. Hans kolde blik gled over hende et øjeblik. så uskyldig! Det pirrede ham...Gav ham lyst til at...Men nej! Rystede han lidt? Han kunne ikke bedømme det. Det var måske bedst at gå, inden noget gik galt, men han havde ikke lyst. Han havde lyst til selskab. Et selskab der ikke gik ud på at holde øje med ham eller pådutte ham noget eller lære ham noget nyt.
"Mit navn er Zean. Skal vi nyde et æble sammen? Haven virker tom og det kan ikke skade at nyde hinandens selskab" Det var vel kun en god ting. At han socialiserede sig lidt. Så længe han orkede det. Men han flyttede sig ikke, gik ikke tættere på hende. Ikke lige nu, i hvert fald. Han tog endnu en stor bid af sit æble. Denne gang nåede han helt ind til kernehuset og kunne mærke den hårde kant, han havde fået med, som hørte til inde ved kernehuset. Den sorte farve af et frø skinnede i det lyse frugtkød. Så småt...Kunne blive så stort. Det var fantastisk. Hans blik gled over æbletræet i et øjebliks forundring. Planter...Han kunne heale med planter. Planter fascinerede ham. Den eneste ting...Hvor han havde kunne snakke med en anden person, hans egen mor, hvor de var lige. Ingen der var dum eller klog, hadet eller elsket. Blot sammen i en fælles interesse.
Han så på Ziggi igen. Ziggi Pond...Sådan et normalt navn. Men alligevel et der ville kunne huskes senere.

[Deleted]

Ikke adelig? Ikke Royal ?
Ai, NU følte hun sig næsten snydt!
Forundring skød frem i hendes blik da hun endnu engang synes at tage mål af ham.
Hvad var han så ? En farlig mand, med to vagter så han ikke lavede ballade ?
Ziggis tanker slog som små piskesmæld igennem hende, og trangen til at forlade situationen, simpelthen bare se at få trukket sig væk, vendte tilbage. Hendes venstre fod var enda trådt et skridt bagud, og kroppen lænede vægten med....men hun slap ikke grunden med modsatte for og blev derfor stående.
Han kunne jo også synde hende bevidst ?
Ziggi besluttede sig for at blive og finde ud af hvem han var. Hun ville sikkert fortryde big time, både fordi hun var nysgerrig men måske mere fordi hun kunne få brug for at skabe sig en vandtæt historie om æblerne, og så var det faktisk ret hensigtsmæssigt at vide hvem man dealede med.
" hmm... Ingen rigmandssøn eller baron med blåt blod i årene? ....du ligner dog ikke en stalddørene heller" vendte glimtet tilbage i de lyse øje af hendes. Hun kunne dog sagtens se ham med en hest. Ikke i færd med at muge ud , der klistrede troen på han 'var noget' stsdig fast, for Ziggi forstillede ham øverst på ryggen af en stor stærk nattesort hingst, hvilke ville udgøre et prægtigt syn, næsten majestætisk i hendes imaginære lille udflugt.

" ja ...J-jeg" begyndte hun at skulle trække en eller anden lam forklaring ud af kjoleærmet, men opgav så snart fyren omtalte hendes lager. Ingen køkkenpige der VAR udsendt efter æbler på lovlig vis, ville gemme dem der. Der ville være en meget upassende og uanstændig opførelse, og det ry var hun heller ikke interesseret i at lyve sig til.
Hendes øjne mødte hans. Kunne hun stole på ham ? Ville han holde løfte?
De fleste gav ikke deres ord, for at besudle det senere, det ville krænke en gentlemans ære.
Men var han det- en gentelman? Ziggi ville gøre et forsøg på at afdække det, efteralt havde hun intet at miste, alle trumfer lå mageligt i den fremmeds hænder, parat til at kunne tage stikkene hjem.

" Zean... " gentog hun og smagte på hans navn, imens hun fulgte hans håndtering af æblet.
" Det vil være mig en ære " lød det næsten lydigt, som han stadig var mere end hende.
Ja ja , det VAR han vel også, som gæst på Castle of Light! Hun var og ville sikkert altid forblive køkkenpige, hvis beste skud op af klasse stien, ville være en dag at blive leder af køkkenet, som den lille buttet Mrs. Forrestë var.
"... og det er sandt, haven er oftest lagt øde på et tidspunkt som dette" hun skævede til de to vagter, men de så ud til at lege statuer, og ikke have en mening om noget som helst, så længe der herskede fred. Det var udmærket. Faktisk kunne man næsten glemme de var der, selv om de sikkert var medvirkende til freden var at finde, gættede hun på.

" Det er åbenbart en aften for deling af ....æbler....og hemmeligheder også " lå antydningen af et smil på hendes læber.

Ziggi ville lyve hvis hun påstod det hele ikke var en lille smule spændende. Hun ville nok aldrig tilstå, men hun fandt det faktisk lidt oplyftende liiige at træde udover rammerne indimellem. Aldrig med hensigt at gøre nogen noget, eller koste skade af nogen art- det var mere dét at man ....tillod sig...at gøre noget af egen fri vilje, som andre havde defineret som et forbud på forhånd. Hun elskede den lille trods det var at ignorere grænsen og forbudet og fik en lille promillefri rus af spændingen over måske at blive grebet.
Og hér var hun så ....i selvskab med en fremmed herre, hun anede intet om ham udover hans navn var Zean, og han blev eskorteret rundt af to kongelige vagter.
Hendes mor ville sende Ziggi på sit værelse promte! Havde hun været tilstede, men det var hun heldigvis ikke.

" De er smukke , ikke ? " hun fulgte hans blik mod de gamle træer, før hun igen rettede opmærksomheden mod Zean.

" De skulle Eftersigende være både oldtussegamle, men også fyldt med magi . " lod hun ham vide lidt om alle de fortællinger der omspandt de gamle træer i den kongelige have.

" Det er naturligvis kun vandre historier, men .... Æblerne skulle gøre en meget vis ! Og visdom kan man jo ikke lade sin næse gå forbi - eller få for meget af , vel ? "
smilede hun så endelig uden forbehold, og rystede på samme tid med ' æble skørtet'.

Ziggi tøvede ...
Var det klogt det her ? Der lå stadig noget udefinertbart over Zean, som var han på et helt forkert sted, som tilhørte han ikke lysets have? *jeg er på besøg her* havde han ikke sagt det? Hun så på ham.... Måske ikke så tilbageholden som hun burde være, men tilgengæld var hun ærlig.

" Zean.... hvad bringer dig til Castle of Light? ....og hvorfra kommer du ?" Det sidste næsten hviskede hun, åndeløs af spænding for tænk hvis han kom fra et af de fremmede lande ? Hvilke historier kunne han ikke være budbringer for!
Ziggi havde aldrig rejst uden for Procias, som hun selv kaldte for solens rige.
Her var så smukt og mildt, så hvorfor skulle hun ønske forlade det - sagde alle !
og ja...jaja..her VAR smukt, men hun havde heller ikke mønt til at kunne klare en rejse, eller en hest at fortage den på- så det spillede ligesom også ind.
Hun havde lært af sine forældre, af resten af verden var et farligt sted, og hun skulle holde sig til sin plads her! Det hele lød fornuftigt.
Hvis ikke Ziggi havde haft det sådan med grænser og rammer altså.
Nu drømte hun ....hemmeligt...om at se og opleve de farlige steder.Thi hun var sikker på de ikke var spor anderledes, ikke meget i hvertfald. Det var sikkert bare skrøner....som med æbletræerne, ik ?

[Deleted]

Hun havde været på vej væk. Han havde set det, hvordan den ene fod gled ud bag hende og hvordan hun hældede tilbage, klar til at tage flugten. Om ikke i direkte løb, så i hvert fald med at gå hurtigt. Han kunne næsten mærke spændingen i luften i et øjeblik, da en af vagterne trådte halvt ind foran ham og tydeligvis ville holde ham tilbage, så hun kunne trække sig tilbage i sikkerhed uden der skete noget. Men...Han havde jo slet ikke gjort noget! Det var som et slag...Et eller andet sted, et slag.
Hans blik søgte jordens et øjeblik, da en af vagterne tydeligvis mente at nu krævede dette en forklaring, inden Ziggi fik rodet sig ind i noget der ville skabe ballade senere.
"Zean Forsyth er Kongen af Procias' gæst. Men han er også dødsengel og et farligt væsen. Vi følger ham for at sikre han ikke bryder vores love og udføre sine...tilbøjeligheder, på nogen som helst. Hvis du på noget tidspunkt føler dig truet eller ønske at stikke af, skal du bare give tegn og vi vil sørge for han ikke kan røre dem" Vagten snakkede på en gang ganske formelt og samtidig til en, som han ikke behøvede vise den store respekt for. Omend en vagts pligt vel var at holde så mange sikker som mulig. Endnu et slag. Hun ville flygte nu, vidste han. Han ønskede faktisk kun at snakke, men folk flygtede. Og til hverdag ville han nyde det! Han var van til at være alene. Men det hele virkede så...Så meget værre her, i Procias, hvor han vitterligt var alene, evigt flankeret af vagter og behandlet som en bombe. Ikke at han kunne fortænke dem i det.
Han vedblev at sige til sig selv at han var van til det og ligeglad. Og det hjalp. For det var han jo!
Hans blik søgte Ziggi igen og et svagt smil gled over ham.
"Jeg er meget farlig" medgav han blot. Han kunne lige så godt give hende en grund til at flygte!

Omend hun alligevel blev stående et øjeblik mere. Zean prøvede ikke at gå tættere på. For det første fordi der stod en vagt halvt foran ham, for det andet fordi hun netop ville flygte, hvis han prøvede at komme tættere på. Jamen hun var jo så uskyldig at det gjorde helt ondt! Og så...Naiv...
Træer kunne de altid snakke om. Et meget mere behageligt emne. Hans blik gled over det nærmeste træ igen. Det var gammelt, det kunne han se på de lange, forkrøblede grene og den grove bark. Gammel og forkrøblet, som en gammel dame der lænede sig mod en stok. Sådanne træer havde altid noget mystisk over sig og skabte historier. Lidt som med hyldetræer og hyldemor.
Han smilte svagt, da han gik helt hen til træets stamme og lagde en hånd mod den ru bark. Visdom og små, latterlige historier til at underholde folk. Tjenestestablen havde brug for deres magi og mystisk i deres hverdag, til at holde modet og hovedet højt i en verden, hvor de altid ville blive set ned på. Deres egne små helte og historier. Det var så anderledes i Dvasias...Der var kvinder i det mindste på lige linje med mænd, men han havde opdaget at her blev der set lidt ned på kvinder. Og det lå ham ganske fjernt at se ned på kvinder. Hvorfor skulle han? De kunne være lige så drabelige og mystiske som enhver mand...Og mere spændende. De kunne det samme. Slås, tænke, sige deres meninger...

Hans blik gled over på Ziggi i et øjeblik, mens hun snakkede. Han havde allerede besluttet sig. Han kunne godt lide slottets gamle æbletræer. Fulde af mystisk og historier, som han og hans race altid havde været. Sikke en verden, når man følte at man havde noget tilfælles med et træ! Han smilte lidt af den tanke.
Han fik ikke svaret på de små historier. I princippet behøvede han heller ikke, hun fortalte ham dem. Og det var rart nok.
Hendes spørgsmål fik ham næste til at stivne lidt. Vagten havde allerede fortalt det meste af det, men vagterne vidste ikke mere end hvad de havde brug for. Detaljerne lå kun mellem ham og Gabriel. Han så på Ziggi et øjeblik. Så tog han endnu en bid af æblet i hans hånd, som han faktisk havde glemt alt om et øjeblik. Han tyggede færdig før han svarede. Han sendte hende et lille smil.
"Din konge tror han gøre hele verden til noget godt og kedeligt. Jeg mødte ham i Dvasias, hvor jeg er født og opvokset. Vi sloges, jeg tabte og vi lavede en aftale" mere behøvede hun ikke at vide.
"Og nu er jeg her, udsat for hans forsøg på at ændre mig og gøre mig til en bedre person" Hans stemme afslørede det hele. At han ikke havde meget til overs for den tanke og da slet ikke ville samarbejde for at få det til at ske. Han var her ikke for at ændre sig, for at blive påvirket til at blive god og kedelig.Han var her kun for at lære, for at se. Og han glædede sig. Hvornår ville han vise ham hvordan man slog ihjel med ære? Engle slog jo helst ikke ihjel...Så han havde en fornemmelse af han kunne vente længe. Det var trist. For han gad ikke være her længe. Han tog endnu en stor bid af æblet og kunne konstaterer der snart ikke var mere af det at spise.
"Min vagt har sagt resten. At jeg er en dødsengel, hadet af alle i denne verden og frygtet af halvdelen. Men jeg har lovet ikke at dræbe, ikke at torturerer, så længe jeg er her. Men lige som jeg er mistroisk for alt og alle her, er alle også mistroiske over for mig. Vagterne skal forhindre mig i at...gøre noget forkert. Jeg har et spørgsmål til dig..." hans stålgrå øjne fandt hende, næsten gennemborede hende, i stærk kontrast til det svage smil der lå om hans læber.
"...Vil du flygte nu?"

[Deleted]

Ziggi blev rystet ud af hendes egne tanker da en vagt besluttede det var på tide at markerer deres tilstedeværelse. Med overraskelse i blikket så hun først på Zean , som søgte hun svar - men da vagten talte flyttede hun fokus over på ham.
Han præsenterede Zean med fuld navn , og som kongens gæst og Ziggi sukkede. Hun gned en finger over er lyst øjebryn og pressede læberne lidt sammen.
Kongens gæst ligefrem ?! Hvad pokker skulle hun lige stille op med den Info?
Og så blev hun ellers smidt fra asken til ilden sekundet efter og jorden synes at forsvinde under hendes fødder. Det samme gjorde styrken i Ziggis knæ og hun følte sig svag.

"dødsengel?" underlæben sitrede svagt og talen var sagte , som det kun ville blive værre hvis ordet blev sagt højt. Hun havde hørt om disse væsner før. Når tjeneste folket sen aften bunkede sammen omkring ildstedet og gamle Winnie spredte hendes fortællinger fra mørket ud.
Ikke sjældent var det beretninger om engle af død , men de havde alle samme morale - stay away , gå ikke nær en dødsengel , da det bliver det sidste du gør i dette liv.
Winnie havde beskrevet dem som sardistiske og lunefulde skabninger , der ikke besad normalt omsorg eller evnen for empati.
Rystet over afsløringen , så hun taknemmeligt på de to vagter, og prøvede at skrabe al sit mod sammen igen.

"Tak, jeg skal nok sige til " svarede hun hurtigt og lagde en lys hånd mod sin pande. Æblerne der lå bundet ind i hendes underskørt, syntes tunge nu og haven al for stor omkring dem. Ingen dække og ingen skjul gav den med dens stor plæner af veltrimmet græs.

Hendes øjne rettede sig igen mod Zean , og ville skiftevis se på hans læber og øjne.
Dødsengel!
Han ville givevis kunne se alle de tråde af forskellige følelser der nu var i hende, glemt var de stjålent æbler helt og spillet havde ændret karakter.
Tingene var ændret til noget helt andet nu med et slag.
Hun nikkede , da Zean medgav han VAR farlig. Hun fornemmelse egenlig på ironi , sandhed og advarelse i hans stemme. Men også ... Var det stolthed ? Hun mærkede hvordan frygten tegnede med en kold pegefinger , ned af Ziggis ryg og gav hende gåsehud.

Hun begyndte at ævle om træer og historier , lidt ude af balance.
Det var ligelovlig meget Info - eller alvorlig Info - at hun var i selvskab med en engel af død.

Ziggi fik forklaret sammenhængen og mærkede modviljen der lyste fra Zean , som han snakkede om kong Gabriel.
Ziggi følte hun burde forsvare Gabriel for det lød i hendes øre som han udelukkende forsøgte gøre godt.
" Min konge er en vis mand , jeg har aldrig mødt ham Zean men du gør klogt i at føle hans lederskab. At ændre sig til det bedre en vel en god ting ?" Kom det stille.

Ziggys hænder havde fået greb om den dueblå kjole og krummede det bløde bomuldsstof lidt sammen i hendes anspændte hænder.
Hun burde gå... Virkelig ... Hun var i over hendes hoved her.
Grebet i at stjæle , grebet af kongens personlige gæst.
Og nu.... Nu viste han sig en dødsengel ! Hvordan skulle hun kunne andet end at tage flugten - løbe op i sit pigekammer og komme i skjul , under de mange bunker af tæpper, der lå i hendes seng.
Men Zean blik sømmede hende fast - som havde han brugt store søm til at hammer hende med ryg ind mod det store krogede æbletræ , hele vejen langs hendes krop, så hun ikke kunne bevæge sig. Hun stod dog i det fri , og det eneste han havde spiser hende med , var hans gennem borende blik.
Ziggi kunne mærke hjertet hoppe helt op i hendes hals og øjnene blev spærret lidt op, da de udvidede pupiller afslørede hendes utryghed og frygt .
Hans ord faldt som små prik til hende. Om hun ville flygte ? Ja for fanden da ! Hver en lille celle i hende skreg efter sikkerhed.
Blikket flakkede over til vagterne.
Var de overhovedet nok , kunne de holde ham , hvis Zean besluttede at trodse Gabriel? Hun havd en fornemmelse af at det var aftalen mellem hendes konge og Zean der mest holdte ham iklædt god opførelse. Men nu forstod hun da hvorfor han havde den forstyrrende aura over sig.
Stik imod hendes fornuft , styret af Zeans blik OG det fact at han ikke havde gjort andet end at love værne om hendes lille æble ting , rystede Ziggi på hovedet .
" Nej.. De passer på mig " kastede hun et nik mod vagterne.
" Desuden har du lovet mig at jeg ikke fik ballade grundet dig, og jeg går ud fra vi er enige om .... Slemme ting... Indgår i det lyfte? Altså at de ikke sker ?" Roede hun lidt rundt , da hun følte sig både omtåget og svimmel.
Hun kunne lige høre hvordan alle formaningerne senere ville regne ned over hende . Hvad hun havde tænkt på? Hvorfor hun ikke løb for livet ? Osv osv
Men... Selv om hun var skræmt over hvad han var , så var hun tilsvarende draget af hvem han mon var - og måske var det den kombination der
Fik Ziggi til at blive ?

[Deleted]

Hans blik gled over hende. Alle fordommene, alle sandhederne, alle historierne, mistroen, frygten...Det hele lyste ud af hende. Og han fik selv lyst til at gå sin vej. Åh, men altså...Normalt slog han folk ihjel! Afreagerede ved at fange en mand eller kvinde, få dem til at skrige under pisken og dolken, få dem til at spjætte og bede ham om at dræbe dem! Og først da...Først da slog han dem ihjel, velvidende han havde fået sin hævn, havde fået sin tilfredsstillelse, sin sjov og afreageret. Men her hobede det hele sig op. Åh ja, han havde så ondt af sig selv! Det var latterligt virkelig. Det tidspunkt hvor han ikke vidste om han skulle være glad for det eller trist, fuld af selvynk. Folk så ham først og fremmest for den race han var. Altid. Det måtte han huske på. Ens race var selve en vejledning til hvem og hvad man var, det første fingerpeg folk fik om hvad man var for en person. Og hende her...Hans bud var at hun var et menneske. Så lille, så uskyldig, så bange. Typisk mennesker at reagerer sådan. Han sukkede svagt. Følelsen kom tilbage. Æblet forlod hans fingre og gled ned i det halvhøje græs rundt om stammen på æbletræet, ud af syne. Hans hænder knyttedes. Og samtidig, var det som om vagterne blev mere opmærksomme på hans bevægelser. Han tvang sig til at slappe af, at trække vejret dybt og slappe af igen. Det var svært. Hvad ville han ikke give for at løbe over, vælte hende omkuld, skære tungen ud på hende og grine hysterisk samtidig? Sådan en fryd!
men han vidste folk aldrig kunne forstå det. Ikke ville forstå det. Det var ud over deres forståelse. Det var også okay, det var en gave som kun tilfaldt dødsenglene, en grund til at de var noget helt specielt. Han rettede ryggen.
"Nej" lød hans svag blot. Kort og bestemt.
"Det er måske det naturlige valg for dig...Men det i definerer som godt, definerer jeg som yderst kedeligt, ligegyldigt og uforståeligt" Hvorfor prøvede han overhoved? Hun ville modsige ham. Og så ville han være udsat for endnu en diskussion der ikke førte nogen vegne. Men han kunne ikke lade være...Han ville ikke ændre sig. Og godhed var ikke det eneste i verden. Nogen måtte vel tale for de ondes side?

Hans blik gled over vagterne, der så mistroiske på ham, som kunne han stadig finde på at hoppe på Ziggi og flå hende fra hinanden. Det var morsomt! Så komisk. Han var jo ikke stærkere end alle andre. Han var jo ikke som sådan magisk. De kunne lige så vel skade ham, som han dem. Med undtagelse af at de havde våben og rustning på, det havde han ikke. Det var dårlige odds...Og han sloges kun hvis han havde en grund eller vidste han kunne vinde. Lige nu var det ikke det værd. Han var også skadet. Så hun gjorde ikke helt fejl af at udråbe dem til sine beskyttere. Hvad hun glemte...Var at de faktisk også beskyttede ham. Mod alle dem der hellere ville se en død dødsengel.
Modvilligt...Men de gjorde det. For de havde fået en ordre.
"Du bør aldrig stole på mine ord. Ligesom jeg aldrig vil stole på dine. Men jeg har en tendens til at holde hvad jeg lover. Men for nu vil jeg ikke gøre dig noget...Tro mig...Havde jeg ønsket at flå dig, havde jeg allerede prøvet" han sendte hende et smil, der lovede hende at hvad han lige havde sagt, var mere end sandt. Åh...Faktisk ville han jo gerne. Han kunne bare ikke, måtte bare ikke...
Argh, han havde altid været fri! Fri til at gøre som han ville, uden nogen bestemte over ham! Hans mor havde forgæves prøvet, hans far havde prøvet...Men altid havde han været fri og gjort som han ville! At være underlagt regler, et ranksystem, at skulle opføre sig inden for visse rammer...var så fremmed og sært for ham! Det var sværere end han havde troet.
"Hvad kan overbevise dig om at jeg faktisk ikke er interesseret i at torturerer eller dræbe dig?" spurgte han

[Deleted]

Ziggis verden var ikke sort hvid anlagt. Den var et stort vidunderligt utæmmet ocean af farver. Hendes sind smittede nok af på hvordan hun anskuede den , men det gjorde det vel på alle ?
Hun vidste dog at dødsengel var frygtet og hadet og at det stammede fra ..... Ja det var så her hun tvivlede lidt - For var det et blakket ry der havde fået et løft så det fik en helt urimelig grad ? Eller var alle skræmme historierne sande ? Hun havde ikke kendt eller mødt nogle dødsengle.
Det var ikke ligefrem dém der stod og fin hakkede salatblade eller kogte grøntsagerne i slots køkkenet , side om side med Ziggi jo.

Hans tanker var et ukendt terrain og Ziggi have ingen forudsætning for at kunne gætte dem. og her i solers by , ville man nok ikke finde mange af Zeans slags, og dermed ingen tanker i den farve Zeans havde.

Havde hun vidste han lystede efter at befri hende for hendes tunge , ville Ziggi have trukket en gren af træet til at forsvare sig med , da hun ingen knive havde på sig . Han ville ikke være den første fyr der nok ønskede sig at tage endes tunge , men helt klart den første der bokstavelig ville rive den ud.
Men hun kunne ikke læse ham , blot ane et mere dyrisk glimt i hans meget vågne øjne , og det glimt sendte straks frygtens trille gennem marv og ben påny.

Der blev anspændt i luften , da Zean smed æblet. Gosh de var på dupperne , de vagter.
Ziggi var stadig meget påvirket af de ting hun ikke vidste om dødsenglen , så tvivlen kom ham til gode.
Hun sendte vagterne et bønfaldelsen blik , en tavs bøn om de lige skulle holde deres plads , for det hele skulle nok gå.
Det håbede hun da godt nok , det føltes lidt som alt eller intet var deres indsats i det lille spil.

Ziggi lukkede sine øjne i , og ville prøve indkapsle al frygt , bare for de næste minutter - og så måtte hun se hvad der skete.
Hun trak vejret dybt ind og helt ned i mellemgulvet, i et forsøg på at skabe lidt indvendig ro , efter Zeans spørgsmål blev stillet.

" Tiden ... Dén kan overbevise mig. Indtil den har arbejdet , har jeg kun dit ord , så ... Fortæl mig igen - er det godt nok ? Hvad betyder ære for dig ? Hvilke type mand er Zean Forsythe ? ".

Hun besluttede sig at tage både livrem og seler på , og tilføjede " ... Desuden skader det vel ikke at have venner ved slottet - jeg er godt nok kun ansat , men ... Stadig en del af Castle og light " kom det så.

Ziggi relaterede til ham først og fremmest som mand , og ikke hans race. Hun var opdraget sådan.
Skulle hun rubricere folk efter racer , lå hun selv nederst og det gav ikke mening - så hun forholdte sig langt hellere til hvem folk var og ikke kun hvad , men naturligvis kunne race betyde man skulle drage visse hensyn. Vampyrens tænder skulle ikke i hendes kød , og hun ville ikke så gerne gennem et maridt eller miste sit liv til en dødsengel.
Uroen nåede alligevel ned i hendes ben og
Ziggi fik sat dem i bevægelse , og det krævede sin mand at indlede en spadseretur , når ens knæ føltes som var de af vat og tankerne for rundt som gav hun dem en lang karrusel tur.
Instinktivt ville hun bare bevæge sig , som ville hun kunne føre dem fra et anspændt sted til et mere afslappet.
Hun ville gå mod lyden af et lille springvand, en højere rislen end den åen lavede.

[Deleted]

Tiden var et fair bud. Gabriel mente vel det samme, selv om han også havde krævet en form for handling for at bevise det...Derfor var han gået ud fra at andre også ville forlange handlinger, der kunne bevise det ene eller det andet. Men næh nej...ud over man vel godt kunne sige at manglen på handling...Også var en form for handling? Det funderede han lidt over, da han lænede sig op af træet med armene over kors. Hun fortsatte ikke samtalen om god vs. ond, hvad der faktisk overraskede ham lidt. Gav hun ham ret...Eller vidste hun også at det var en ligegyldig diskussion? Om ikke andet...Følte han sig nu ikke ked af at blive snydt for dette. Gabriel skulle nok give ham masser af det, med tiden, det var han ikke i tvivl om.
Ære! Der var det igen. Alle brugte det åbenbart i flæng, lige så ofte som man brugte andre ord. Når det blev brugt så ofte, af så mange...Betød det så virkelig noget? Og betød det det samme for alle? Han vidste ikke hvad det gik ud på.
Men også det var en samtale han havde med Gabriel og ikke Ziggi. Han ville ikke føre sine diskussioner videre.
"Du har mit ord. Tiden vil vise om det er nok" svarede han, omtrend som hun havde sagt til ham. Tiden ville vise hvad der skete og om hun var værd at holde det over for. Hvem vidste...måske gik han pludselig amok eller også ville han pine mindst en person i Procias, før han forlod landet igen, og måske faldt hans valg på Ziggi? Hvis der ikke var dukket en mere irriterende person op inden.

Begrebet venner var ham fremmed. Han havde ingen af disse skabninger. Folk snakkede om det, men han havde ingen ide om hvad de gemte bag den titel. Han havde opfanget så meget at det gjaldt en form for loyalitet. At man kendte hinanden. Han kendte ikke Ziggi så meget...Og han følte sig ikke loyal over for hende. Over for nogen som helst. Så hvad mente hun med det? De kunne da ikke være venner. Han havde ikke brug for venner, men allierede. Allierede, der ville hjælpe ham til at blive leder. Han skulle jo hjem og giftes ind i en af de store familier! Sera...Seraphiel...Endnu en gang gled billedet af denne dødsengel ind foran ham. Fantastisk kvinde!
Og Elmyra, den kommende dronning af Imandra.
"Jeg har ingen venner" svarede han kort. Om ikke andet, valgte han at gå med hende. Selskab kunne enhver bruge og han måtte give hende, stilletiende, ros for ikke blot at flygte, selv om hele hendes væsen bad hende om det og selv om hun kun netop holdte sig gående.
"Så, Ziggi Pond. Hvad laver du her ved slottet? Har du altid arbejdet her?" Vagterne, som to lidt for livlige statuer, fulgte efter dem, lige bag dem. Tættest på Zean, selvfølgelig.
Han var nysgerrig. En menneskepige der ikke bare stak af fra ham...Hvad fik hende til at blive? Vagterne...Nysgerrighed...En lyst til at opleve det farlige, eksotiske? Gættene var mange, svarene få.

[Deleted]

" Dit ord er godt nok for mig " lød det fra hende.
Ære var et sjovt begreb , sandt nok og hvis situationen krævede at hun smed al ære fra sig, for at tigge og bede på vegne af en anden, så ville Ziggi ikke tøve.
For hende var kompasset at man gjorde hvad der var mest retfærdigt og gjore folk glade. Glæde var hvad hun stræbte efter. Lykken var for flygtig, den opstod i glimt og al for sjældent, var hendes oplevelse med lykke. Glæden var vel en discount udgave af lykke- og det var rigeligt for en pige som hende.
Ære....og at holde sit ord betød noget, for når man ikke havde så meget andet at tilbyde i stedet , så gav man sit ord- og DET skulle så gerne vægte lidt , ik.

" ...vi KAN også prikke hul på vores tommelfinger og sværge ved vores blod, men jeg tror på en måde det mere høre børne alderen til , ikke ?" Lød det let drillende.

Hvordan havde en engel af død det med blod? Tændte det dem, ligesom vampyrene? Gamle Winnie havde ladet alle omkring anen forstå at det var smerte , lidelse og frygt der opildnede disse skabninger, og ikke selve blodet, men igen....måske det bare var en af de få glæder en gammel kone havde- at sætte en skræk i livet på de unge tjenestepiger.
Turde hun stille sine spørgsmål til Zean, eller ville det bringe hans vred eller irritation frem ? Ziggi parkerede ideen i vente position, og ville lige se tiden an.

Ziggi var godtroende, hun ønskede at tro på der var godt i alle.
Omvendt var hun ikke helt overbevist om at der fandtes udelukkende gode væsner.
Alle havde vel også noget mørkt i sig ? Selv var hun en pige med intentioner som guld, en uskyld hvid som nyfalden sne....men hun kendte skam til fristelser og den adrenalin rus man kunne få af at gøre noget man ikke burde. Og ....den største dynd af dem alle....hun troede og dyrkede ingen religion, men dette var noget hun stort set aldrig talte højt om, da hun var meget bange for hvordan det ville blive opfattet af andre, og om det var at betragte som hun var en kætter, en der svigtede sin religion.

"Ingen venner? Det lyder faktisk mere ensomt end mit liv " lød det , og hun med fodsnuden puffede et løv blad væk, fra græsset.
Der var en tung parfumeret duft i haven , en besnærende aroma afgivet af alle de kulørte eventyrsagtige blomster og planter, havden groede.
Det var et smukt syn, et romantisk og drømmende syn...det skulle helst være et syn man ikke fik andre steder, det var immervæk den kongelige slotshave de spadserede i .

Ziggi kastede et skjult blik på ham. Hendes navn lød....anderledes ..når det kom fra hans læber, hvor besynderligt.

" nej...jeg er født i byen. Mine forældre er hårdt arbejdende mennesker " hendes hænder gled ned over bryst og sider på den almindelige kjole, der bestemt ikke struttede af rigdom.
" som du kan se, er jeg ikke beklædt med guld kæder eller funklende smukke sten, jeg arbejder i køkkenet. Og kom hertil for nogle år tilbage..."
Ziggi havde ikke lyst til at lyve, det var noget hun kun indlod sig på , hvis det var meget nødvendigt. Sandheden var et magtfuldt redskab, og hun ville gerne kunne mestre det , og stå ved hvem hun var - og hvilke værdier hun troede på.
Hun ville bare ikke skulle fortælle om det lille....uheld...hun havde været nød til at komme hastigt væk fra, da hun arbejdede i huset hos Familien De Comte.

" Da jeg var omkring de 14 sendte mine forældre mig ud at gøre tjeneste hos en adelig familie. Jeg holdte hus for dem, og passede den mindste. Indtil jeg blev...mere øhh voksen...så sendte de mig væk, og jeg fik plads i køkkenet her. jeg er meget heldig , ifølge mine forældre ! De siger det er et godt liv " truttede hun med læberne, tydeligvis ikke helt enig i deres syn.

" ...der er bare ikke så meget ....udfordring i at skylle salat og snitte porre , vel ?" Funklede et smil ham i møde. " Jeg ved ikke HVAD jeg skal med mit liv, men modsat min mor og far, er jeg ikke tiltænkt at stå i et køkken hele mit liv - ikke engang det af kong Gabriel's" slog hun fast.

Ziggi slappede ikke af , musklerne var stadig tense og hun fandt det at spadserer med Zean, som at være en prægtig vild tiger nær. Vagterne sagde de nok skulle holde den tam, men hun var på vagt for dens instinkter- selv om hun havde valgt at nærme sig den frivilligt.

[Deleted]

Frygt, lidelse, smerter...Disse ting holdte ham mere i live, end mad og vand. De gjorde ham mere frisk og stærkere, end en god søvn. Han spiste alligevel ikke meget, sov ikke meget. Nok til at holde sig frisk, sund og stærk, men ikke mere. Han var opvokset med at der ikke altid var nok mad, så hvis man blot havde til at holde sig kørende, var det mere end rigeligt. Og...Smerter gav ham den fornødne styrke ud over. Aldrig følte han sig nær så stærk, så magtfuld, så veltilpas, som når han netop havde pint en person til døde. Intet kunne sidestilles med denne oplevelse!
Her følte han sig svagere. Væk fra mørket, væk fra kulden og uden nogen at torturerer...Han følte sig svag og var ikke sikker på han ville kunne slå Gabriel igen i en kamp. Vel at mærke...Han var startet med at slå Gabriel tilbage, bagefter havde han slået Zean tilbage. Men pointen var...Han kunne have vundet! Men ikke her, ikke nu, ikke som tingene var. Det var vigtigt for englen at han opførte sig godt og holdte hans regler. Som en far der irettesatte en søn. Han trak vejret dybt. Han havde da klaret det fint, for nu! Men han havde heller ikke været her særlig længe...
Hvad angik blod, var det bare en effekt. En god effekt. Det betød de havde smerter.
Med blod kom smerten altid.

Han havde aldrig gjort denne form for...Løfter. At dele blod. Skulle det betyde noget? Umiddelbart lød det som en latterlig gengivelse af at man aldrig snød sit eget blod, at man altid var loyal. Ens eget blod...Som var en måde at sige ens familie på. Men familie havde aldrig betyder noget for ham. Ligesom han aldrig havde betyder noget for den. En lille stemme mindede ham om hans mor...Men hans mor var ikke del i hans familie. Hun var noget helt specielt, hans eneste stabile sten i et oprørt hav. Hans familie bestod af de adelige Forsyth, hans fars familie. Men de havde udstødt hans far, da han tilfældigvis fik et barn med en simpel healer. Og siden havde hans far været sur og tvær, prøvet at opdrage sin søn i adelens kunst. Uden nytte...Uanset hvilke midler han havde brugt.
Og nu legede han med tanken om at slå familien Forsyth ihjel for at overtage deres penge, titler, forretninger...Og navn. Deres den af adelen. Han kunne bruge den til selv at få mere indflydelse...Og penge til nyt tøj. Ha!
Ensomt...At være alene...På sin hvis kunne man sige hans liv havde været og var ganske ensomt. Men var det en dårlig ting? Hun fik det til at lyde sådan.
"Hvorfor er det surt? Ingen at skændes med, ingen til at stoppe en...Hele verdenen ligger foran en, man er fri...Fri til hvad man vil. Ingen at stå til ansvar for eller leve op til!" Man kunne tydeligt høre på ham at det var noget han satte pris på, ikke noget han så på med triste øjne. Ensomhed var rart! Ingen folk til at svine en til! blot en selv og ens tanker.

Han lyttede til hendes lille historie og kunne konstaterer den var ganske normal. Som taget ud af bogen om ganske almindelige liv. Kedelig. Han så lidt på hende, fornemmede en form for...eventyrlyst.
"Hvad vil du ellers lave? Det kan være svært, uden penge eller magt eller frihed, at nå særlig langt. Du er jo ikke født med vinger, så du bare kan flyve væk...Går jeg ud fra?" kommenterede han med et svagt smil og et drillende blik. Drillende, udfordrende, koldt...De tre ting skiftede hans øjne imellem normalt. Som udgangspunkt var de kolde, blottet for følelser. Også lidt fordi han slet ikke besad det samme følelsesregister. Eller dårlig samvittighed. Han huskede ikke at han rigtig havde været ked af noget. Vred, ja. Haft smerter, ja. Men ikke noget han faktisk var ked af. Og han huskede heller aldrig at have...elsket...Nogen eller noget. Han Kunne lide sin mor...Men det var vel ikke det samme som at elske?
"Verden er fantastisk..." hans stemme lød drømmende, hans blik var rettet fremad, som så han noget der ikke var der. Han bemærkede ikke lyden af springvand eller duften af eksotiske planter...ikke lige nu.
"...Der er så mange ting at se! Så mange detaljer...Forskelle. Og ting, hvor de fleste faktisk er ens. Så flotte landskaber...At vandre i Manjarno enge, med deres blomster, alene, uforstyrret...Eller Se mod bjergene i Dvasias...Eller rejse igennem Imandra...De har alle deres flotte steder. Og sådan en rigdom på planter...Først når man har set noget af det, forstår man hvor stor verdenen er og hvor forskellige folk kan være" han smilte svagt. Det var fantastisk! Selvfølgelig burde Ziggi se det...Se det hele! Men...Muligheden var lille. Ikke alle havde mulighederne. En mulighed han ellers mente alle burde få. Få tilbudt. Det var jo alligevel ikke alle der faktisk turde rejse ud og se noget nyt, mange foretrak at blive hjemme i sikkerhed, blandt ting de kendte.
Zean var blevet træt af sit hjem. Opvokset i udkanten af sortelvernes by, elvere der havde accepteret hans mor, for hendes pragtfulde og kendte evner med urter og healing. Men der havde ikke været meget for Zean...Så for noget tid siden var han taget hjemmefra. Var rejst rundt i de fleste af landene, havde udvidet sin viden om planter og deres egenskaber, var begyndt at ligge planer for at blive noget større...Han havde kedet sig. Ville opdage, ville se! Ville lære...Altid lære. Viden var vigtig. Det havde han opdaget for længst.

[Deleted]

Først vakte hans spørgsmål forundring hos Ziggi, men det var kun fordi hun havde tildens til at udviske forskelle og uligheder , i samtaler med folk.
Det gav jo sig selv , at hun havde et halt andet afsæt end Zean havde- end hun formoede han havde.

" Ingen at toppes med ja...men heller ikke nogen at dele oplevelserne med, vel...de få der er. Hele verden for ens fødder ? Altså min verden består af at renskuret championer, skrælle gulerødder og skære frugten i mundrette størrelser, så Gabriel ikke kløjes i dem. Jeg har rammer over alt jeg sætter mine fødder, og regler der oplyser hvem jeg må se i øjnene og hvem jeg skal agere underdanig for" hun rystede på hovedet. Det var jo ikke fordi hun var i lænker eller blev tvunget til at gøre tjeneste hos kongen- kun af hendes forældre da.

" misforstå ikke ...jeg er skam taknemmelig, jeg er ikke længere en økonomisk byrde for mine forældre, men...hvori ligger eventyret ...jeg har ikke fundet det i nogen af køkkenskufferne endnu " smilede hun frem for sig.

Ziggy blev grebet af øjeblikket, og som en lille fugl der spredte sine vinger ud, strakte hun sine arme ud til siden og drejede rundt , bevægede sig rundt om Zean.
" Jeg....ville flyve ud under den fri himmel....og bare være mig selv.... Fri som fuglen , og gøre noget storslået med mit liv !" Drømmende hun sig til, som så mange gange før. Hun havde vel 101 forstilling om alt det hun kunne, burde og ønskede ...men intet af det var bare realistisk , ikke for en pige som Ziggi.

" men du har ret...drømmene er nok det tætteste jeg kommer på det. Løn som køkkenpige er primært kost og logi, og det der er af mønt ,går de fleste til mine forældre og mine to mindre søskende."
Hun 'landede' igen ved Zeans højre side , og havde af en sær grundigst lyst til at fortælle ham at hun også havde drømme om at få en hest. Eller bare få lov at ride en.
At mærke vinden piske i ansigt og lege med håret, at ride med lynets hast og ikke tænke på tid og sted....at ride langs stand og vand...hvilken luksus og hvilken vidunderlig ....drøm.
Men hun sagde intet, ville ikke udstille sig selv som et barn, selv om hendes sind nok var lige så legesygt som et.

Zean talte istedet- og han tog pusten totalt fra Ziggi, med hans ord.
Han kunne ikke vide hvor meget han fordreje hendes hoved , ved netop at tale om alle de steder, de andre verdner og indbydende oplevelser.
Hun skred ind foran ham med et par hurtige trin og spærrede ham vejen frem.
Stakåndet af forventning og opstemt af tanken om Zean måske virkelig havde oplevet de ting , lagde hun en hånd på hans arm og så op på ham..

" har du været der? H-har du set alle de steder , Zean ?... Fortæl mig, vil du ikke nok...fortæl mig om dem! Lad mig høre hvad dine oplevelser er, og dit syn på det hele , vil du ikke nok fortælle mig om det" næsten tiggede hun ham.
Ziggi havde ikke haft mulighed for at udspørge eller lytte til nogen der havde set de steder med egne øjne. Det var altid historier der vandrede og hun vidste udmærket at de ændrede sig hver gang de kom ud af et nye sæt læber.
Men ...hvis det virkelig var sandt, hvis Zean havde set de steder....så havde hun her en unik mulighed for at suge lidt til sig, og få et drys af eventyret gennem ham.

[Deleted]

Han grinte lidt. Hvordan kunne han andet? Ja, ingen at dele oplevelser med...Men det betød heller ikke noget. Han var glad for der ikke var nogen der fulgte ham i hælene. I stedet lod han hende svinge rundt, fuld af en livlighed og glæde kun unge mennesker havde. De gamle sad næsten fast i deres stole eller heste, langsomme, alt for bagkloge. Men Ziggi var et perfekt eksempel på et ungt menneske, der blot ville opleve verdenen! Og han lod sig rive med, mærkede han. Hans tanker forlod den sti, de normalt fulgte, og efterlod kun muligheden for at slappe lidt af og snakke med en, uden at tænke over særlig meget. De havde noget tilfælles. De ville begge være fri, de ville begge opleve verdenen! En ting Zean havde været mere heldig med, end hun havde.

Han stoppede overrasket op. Selv havde han holdt afstand, for ingen brød sig om ham eller hans aura af mørke og frygt. Hun kom så tæt på...Før hun rørte ved ham. Og med et mærkede han mistænksomheden slå ned i ham. Som altid, når folk kom for tæt på, gik han ud fra de ville ham noget ondt. Måske havde Gabriel bedt hende om at...manipulerer rundt med ham, få ham til at ændre mening og slappe mere af her? Så han havde større succes med at ændre ham? Måske...
Eller måske, sagde en lille stemme, var hun bare en ung kvinde der rigtig gerne ville opleve noget nyt. Den mulighed var der også. Vagterne var vågne, men de gjorde intet. For Zean gjorde intet. Andet end smile lidt til hende.
Han vidste hvor han skulle starte. Med det land han var født og opvokset i, dette perfekte sted, som han ofte savnede, når han var ude. Ingen andre steder var helt som dette. Som Dvasias.

"Jeg er født og opvokset i Dvasias. Landet, hvor der er mere nat end dag. Hvor der kun er få solskinstimer midt på døgnet...Og kun om sommeren. Hvor der er koldt året rundt. Hvor kvinder og mænd er ligestillet!" Det var kort sagt de ting Dvasias var kendt for.
"Dvasias er så...Speciel! Der er land, marker, byer, bjerge, søer man tror er gifte, skove...Åh, men jeg elsker mest skoven, søen og bjergene, for de er i nærheden af hvor jeg er vokset op. Jeg løb altid rundt i dem, da jeg var mindre. Jeg lærte at flyve ved at kaste mig ud af klipperne fra bjergene, efter at have brugt et døgn på at kravle derop..." hans smil voksede en smule. Det havde været så sjovt...Det havde kildet i maven og han havde fået en forsmag på fornemmelsen af vind i håret. Selvfølgelig var han startet med de små klipper, han havde jo ikke ønsket at dø.
"Jeg nyder natur mere end byer. Hvis du kan...Så oplev Dvasias på en af dens festdage, hvor alle folk er ude, sammen, og fejre noget. Som Azraels dag, hvor vi ofte til folks guder eller endnu bedre, De dødes dag, hvor der er lys over det hele! Forestil dig det...Et mørkt land, med lys over alt! Som tusind små stjerner...Alle et minde om dem folk engang har mistet..." Nej, han gik ikke op i religion. Og nej, han savnede ikke nogen døde...Men det forhindrede ham ikke i at bemærke disse skønheder.
"Du skal smage deres vildsvin. De laver bedre vildsvin end noget andet sted. Oplev et af deres store markeder! De er virkelig store. Alle har store markeder, ja, men Dvasias er anderledes. Tag en tur fordi Castle of darkness, en storslået bygning i vores hovedstad! Der er masser af ting at opleve..." Dvasias. Hans elskede hjemland. Der ville hans hjerte, hans hjem, altid være. Ikke i et bestemt hus, men i hele landet! Et smil gled over ham.
"Markederne er magiske...Det siger folk. Så mange handlende, for faktisk alle lande, med så mange ting! Mad, drikkelse, smykker, våben, krydderier, sjældne ting og sager...Man kan nemt bruge en hel uge på at se det hele og så er det med at huske hvor den bod, som havde noget interessant, lå. Det er en hel labyrint. Jeg har hørt om folk der er faret vild, i deres egen hjemby, midt i markedet" en let latter forlod ham.
"De har alt. Virkelig alt" Han så på hende igen, for at se om hun havde lyttet og overhoved var så interesseret, som hun havde givet indtryk af. Han brændte for Dvasias, hvilket hun sikkert også ville kunne mærke eller høre. Åh, hvis hun bare kunne opleve det! Tanken om at kidnappe hende med på et eventyr poppede op...Og var ganske morsom! Men umulig. Ikke nok med han først rigtig ville gøre hende bange for ham, så ville han også blive skudt ned, inden de overhoved kunne forlade slottets grund. Trist.
"Du må opleve det en dag. Hvis du gør, vil jeg gerne vise dig rundt" Han kendte alle stierne, vejene, Hvilke der var sikre og hvilke der var farlige. Alle de små skjulesteder. Han vidste hvordan man rejste sikkert rundt i Dvasias...For selv om der var smukt, dejligt, var der også farligt. En farlig skønhed.