Tingene ændre sig. Hele tiden. (Ziggi)

[Deleted]

Det var den følelse igen...at være draget af noget forbudt og forkert.
Ziggis hjerte bankede så hårdt imod det bløde bryst, da hun kunne tage at dykke ned i Zeans beskrivelser, svømme og lade sig gennembløde af hans ord .
Han havde jo været de steder! Hvor fantastisk !
At rejse rundt og opleve , var jo ikke en forbudt gerning, kun hvis man var født ind i en familie som Ziggis. Der var sikkerhed og at holde sig anonym ( der egenlig også var et led i sikkerhed ) livets mål. Man holdte sig inden for hjemmets vægge, tog sig af pligter og hjalp hinanden. Tag ikke fejl - Ziggis familie var fyldt med varme og kærlighed, med de fire andre havde nul trang til frihed eller at sprede deres vinger ud. At suge viden til sig , nyde fremmede dufte eller se anderledes landskaber end dem det lyse land så smukt og gavmildt gav dem, havde de ingen trang til.
Ziggi havde vist fået for dem alle, da eventyrlyst blev uddelt.

Da hånden lagde sig på Zeans arm, blev hun konfronteret igen med hans mørke aura. Den forsvandt aldrig, og hun undervurderede ikke alvoren der lå bag.
Men ...som med den vilde tiger...var hendes facination bare større af ham og den verden han repræsenterede . Zean havde også lovet ikke at gøre hende noget, og...ja vagterne var der. Men det var nok først og fremmest hendes begejstring og passion der stak af med hende, og efterlod hende så uforsigtig.

" Dvasias....selvfølgelig. Er der så mørkt og koldt som man siger ?" Lød det spændt og så lod hun ellers Zean tage hende med på en lille visuel imaginær rejse.

" du gode...det er sandt " strålede hun begejstret. Ziggi havde forlængest opfanget at det var farlig grund at betræde. Af alle landene var dette nok det mest frygtede, men derfor var alt jo ikke sådan, og hun lod sig villigt forføre af Zeans indsmigrende billed, som han malede så smukt.
Hun så ham for sig...yngre men lige så fantastisk flot og spændende... Klatre på klipperne og ud springe ud derfra. Ziggi forstod det dragende ved mørket, kunne mærke hvordan det kildede og kælede for man skulle opleve det, men aldrig ville hun kunne knække en vinge på en fulg eller gøre en race fortræd. Kun i selvforsvar.

" HEY! Du har vist ikke smagt vores vildsvin !" Brød hun drillende ind, og forsvarede 'hendes' køkken med en lille latter .
Fakta var at hun VAR solgt. Zean havde i den grad hældt benzin ud over bålet der brændte i Ziggi.
Når man som Ziggis forældre havde et ønske om hun forblev i sin tjeneste og måske enda blev gift væk til en solid ligestillet ung mand og så ellers bare holdte næsen for sig selv- så var Zean måske den farligste mand for Ziggi netop nu.
Udover det indlysende dødsenglen gen, der kunne få Ziggi til at opleve et levende maridt, hvis Zean besluttede sig for at hun skulle tjene dét formål - så var han en mand med talegaven i hans magt, og snart kunne han have Vildledt Ziggi , fået hende at tro det bedste ville være at stikke af, lade hånt om pligter og blotte sig selv på en al for farlig færd, hvis hun skulle gøre alvor om at rejse ud , en skønne dag.
De ville have set på Zean som djævlen selv.
For Ziggi havde han nærmere en gude status.
Zean havde gjort ALT det hun drømte om, og her stod han og fortalte det var lige så bjergtagende, som i hendes drømme.
Selv de dødes dag fik han til at lyde som smuk, og hun ville elske at se denne 'stjernehimmel' trukket ned på jord.

Ziggi sukkede henført og et drømmende skær lå i hendes blik.
" Åh Zean...det lyder så fantastisk. Så anderledes end her.
Jeg ville elske at se det, spise vildsvin med potpourri af kogte bær til og så bruge dage på at udforske de store markeder.
Og at besøge Castle of Dark og antænde stjernehimlen på jord når det er de dødes dag " smilede hun henført og kiggede så lidt nærmere på Zean.

"Driver du ...gæk med mig?" Kom det så sagte og en smule tøvende.
Hvad havde han ment med han ville vise hende rundt?
Havde han ikke forstået hun var bundet her til? Grøntsager og salater var hendes skæbne og et arrangeret ægteskab med Dennis der var i lære som smed, og ikke lavede andet end at banke på jern og fortære enorme mængder af mad- hendes fremtid. Årh det var da lidt deprimerende at tænke på.
Hellere ville hun kastes ind ind i en labyrinth af nye oplevelser, også selv om de kringlede veje nok kunne være en meget farlig færd. Hun mente ikke frygt skulle styre ens liv.
Men selv hvis hun en dag skulle snuple over en nedgravet skat og fik lov at beholde den, så kunne han vel umuligt mene han ville bruge sin tid på at vise hende rundt? Det lød jo ikke som noget man bare kunne opleve på en dag, uanset hvor frisk til fods man var.
Ting som disse....skulle nydes og man skulle give sig tid- forstillede hun sig.

En anden indskydelse slog hende ..." Zean, hvorfor gik du med til at Kong Gabriel skulle forsøge omvende dine tanker? ....og hvorfor krydsede i klinger til at starte med ?"
Ziggi pustede måske til lidt flammer, men Zean virkede ikke sart og ikke til at have noget imod lidt hede.

[Deleted]

En lille killing kom stavrende ud fra det halvhøje græs, der flankerede åen, som løb lystigt et sted ved siden af dem. Den snublede og faldt om på den ene side, før den fik kæmpet sig op igen og stavrede videre. Lidt efter snublede den igen. Killingen var sort, men med hvide sokker og en hvid snude, den virkede ikke til at være særlig gammel, omend den var ganske alene. Den kiggede op mod dem og peb igen. Måske gav de den mad? Den fik kæmpet sig op igen og skyndte sig hen mod dem. Den fangede straks Zeans opmærksomhed, med et skridt var han over hos den, netop som den faldt over hans ene fod. Sådan en blød og varm lille klump! Han bukkede sig ned og samlede den op. Overrasket over at jorden forsvandt under den, satte den sine små, sylespidser kløer i hænder på Zean, men han bemærkede det ikke rigtig. Den peb igen, en smule ynkeligt, da Zean holdte den ud fra sig, mens han studerede den. Så tog han den ind til sit bryst, med en hånd under den, så den ikke faldt ned. Hans ledige hånd begyndte at nusse den og den faldt til ro, for her virkede varmt og den var ikke længere alene!

Zean vendte sig om mod Ziggi igen, med et lille smil. De fleste tænkte ikke på Dvasias som det ønskede feriested, et sted at tage hen og opleve. De fleste blev helst bare væk. Men Ziggi virkede frisk på det og det kunne han godt lide. Hun ville virkelig opleve.
Han grinte svagt ved hendes kommentar om deres vildsvin. Han havde smagt noget af deres mad, et brudstykke, men hvem der end sørgede for hans mad, havde hurtigt opdaget at Zean ikke satte så meget pris på mad. Hun ville gerne se det...Han ville gerne hjem til det.
Han så på hende med et udfordrende blik.
"Gæk? Jeg driver ikke gæk. Driver jeg gæk med folk, driller jeg dem med hvilke uhyrligheder jeg mon skulle udsætte dem for, blot for at se frygten i deres øjne..." han slappede af. Han følte sig som sig selv, lige nu, hvilket han slet ikke troede han ville kunne gøre her, af alle steder. Derfor kom tingene også ud, lidt for sande. Som altid, når han snakkede normalt til folk, var han lidt grov i munden. Ikke alle brød sig om at høre om de ting han gjorde eller kunne gøre...Men Zean var ligeglad. Det var ikke hans problem.
"Du virker som en der rigtig gerne vil opleve det. Jeg vil bare gerne hjem til det. Jeg kan sikre du får set de rigtige steder og at ingen overfalder dig. For uanset hvor stort et eventyr det lyder som, er der mindst lige så farligt" kommenterede han.
"En dag. Alt er muligt, hvis man har tålmodighed og kender de rigtige" Det var klart de ikke bare kunne pakke hesten og tage af sted nu, selv om han på en måde havde lyst til det. Sådan en spontan ide!

Han spidsede mund et øjeblik. Ville hun virkelig vide det? Åbenbart. Ellers havde hun nok ikke spurgt. Han vedblev at nusse den bløde klump i hans favn. Måske ville han beholde den, den var rar.
"Jeg havde udset mig et offer. En ung kvinde, som jeg ville...Udføre visse ting på. Men Gabriel syntes ikke om ideen og det endte med at kvinden fik lov at stikke af, mens jeg tog en kamp med Gabriel. Selve kampen endte sådan set uafgjort, men vi endte med at snakke bagefter...For din konge syntes ikke han bare ville lade mig gå, når han vidste jeg bare ville finde en anden person at lege med. Ud for den samtale...Kan man vel sige Gabriel var vinderen. Og stædig. Han ville ikke lade mig gå før jeg lovede ikke at skade nogen, jeg ville ikke love ham noget. For at komme ud af situationen, med livet i behold, sagde jeg at han kunne vise mig det. Vise mig hvordan man slog ihjel på en bedre måde, med det han kalder ære. Jeg ved ikke helt hvad der gik galt...Men jeg tror han forstod det som om han fik muligheden for at ændre mig. Men jeg står fast. Han skulle bare vise mig noget. Men han stoler jo ikke på mig...Så nu står vi her, jeg flankeret af vagter der skal sikre jeg ikke gør folk som dig skade og at andre ikke gør mig skade. Dødsengle er jo ikke ligefrem elsket her" Sandheden, der var den, fra ham til hende. Så måtte hun stille op med den hvad hun ville.
"Han påstod jeg bare kunne sige til, hvis jeg ville hjem igen. Men jeg mistænker ham lidt for at holde mig her så længe som muligt..." det sidste sagde han lidt lavere, som var det en hemmelighed de nu delte. Han smilte en smule drillende til hende. Uanset hvad, var han en dødsengel. Han havde ofre, han fandt folk at lege med. Uanset hvor fredelig en samtale de havde nu...Vil der altid være den side af ham.
"Selvfølgelig, som jeg nævnte, lovede jeg at opføre mig ordentligt. Han er så alvorlig!" han rystede let på hovedet, som var hendes konge i virkeligheden helt umulig.

[Deleted]

" Beenie ... Hvor har du været skat " udbrød Ziggi , og kærlige toner varmede hendes stemme helt op. Hun havde aftenen forinden søgt efter det lille myr som hun havde påtaget sig ansvaret for, efter Killingens mor var blevet kørt ned af et hestespand. Ziggi bøjede sig frem og rakte ud efter den, men
den lille nuttede killing, luntede dog ikke hen til hende, med fattede istedet interesse for Zean, hvilke var sært da Beenie var en påpasselig og meget forsigtig killing normalt. Ziggi brugte altid mad til at lokke den frem med, hvilke tydeligvis ikke var nødvendigt når Zean var med.
" Er hun ikke bare dejlig ? Hun har desværre mistet sin mor...Dennis kom til at køre hende over, med hestevogn, det var helt forfærdeligt" Ziggi rakte ud og nussede Beenie bag det ene øre, efter Zean havde fisket hende op i hans favn.
Ziggi smilede varmt. Hun kunne lide at se ham med killingen, lide at se Zean være sød og kærlig. Det ledet hendes opmærksomhed væk fra den lidt skræmmende aura han slæbte rundt på, og fremhævede den mere maskuline side, der ikke tilhørte eller udsprang fra hans race.
" jeg kalder den Beenie... Men jeg har ikke noget med til den nu. Måske vi skulle skaffe den en tår fløde " tænkte hun højt og puffede til kattens kløer, lidt undskyldende. " nej nej...lille skat ...ikke kradse Zean "


Tilbage til Dvasias, og hele Zeans fortælling.
Ziggi havde nu ikke udvalgt Dvasias som årets ferie sightseeings sted, men det vsr mere ....kontrasterne hun var nysgerrig på. At tage et sted hen der var meget lig hvor hun kom fra, ville være spild af et rejse ønske, og hun fik måske kun et- hvis nogen overhovedet. Så det skulle ikke spildes, hvis det kom.
Men Zean legede med ilden nu, og han skulle til at være påpasselig, for meget kunne man sige om Ziggi, men hun var ikke en pige der tog let på løgne og løfter der blev brudt. Og han tændte jo for pokker for de smp julelys i den unge piges sind.

" Vil du...vil du tage mig med dig , når Gabriel lader dig rejse ? " forventning og spændning ville kravle igennem hendes krop, og trykke mod hendes brystben, hvor den søde pine krævede en udløsning. Var der en real mulighed for st dette kunne blive til virkelighed? Kunne og ville han indfri hendes ønske ?

Der var stadig et problem ...eller flere faktisk. Det var jo skønt at han ville guide hende rundt og sørge for Ziggis sikkerhed, men hun skulle havde penge at klare sig for og leve for- tilladelse af Kong Gabriel til at rejse med Zean...hvis hun kunne lokke Zean til at det blev lige om snart - og ikke bare one fine day- og så....så skulle de begge overleve at fortælle hendes forældre at de rejste til Dvasias. Og DET kunne blive grumt, selv for en dødsengle , forudså Ziggi.

Hun lyttede med til hvad der var hændt mellem hendes konge og Zean.
Ind i mellem lod hun sin hånd kæle for Beenie,stryge over det lille hoved - og så igen gav sin opmærksom til Zean.
Han fremstod afslappet og ærlig, lod hun sig mærke - hvilke gjorde at Ziggi selv slækkede en smule på paraderne , uden at give det en tanke.

" Du er heldig, sådan at møde ham , Gabriel....eller KONG Gabriel som jeg burde omtale ham. Er han så smuk som rygtet siger ?" Lød det nysgerrigt. Hun havde aldrig mødt ham , ikke set ham tæt på- kun fra afstand og der kunne alle tage sig godt ud. Alle talte altid så godt om ham, og hun drømte om den dag hun selv ville få kongen at se- selv om det så sikkert betød hun var kommet i en slem klemme.
Hun smilede et lille hemmeligheds fuldt smil og tænkte for sig selv at kongen umuligt kunne have et mere appelerende ydre end Zean, når man altså lige ignorerede hans fordømte aura der kunne jage en frygt i livet på en, hvis man ikke passede på.
Og passe på det måtte hun bare se at huske ! For Zean lille fortælling gav hende rynker i den ellers helt glatte pande.
Hvad sagde man lige til det ? Hun kunne jo ikke forvente at Zean talte om perler og pudevår! Bevares han var mand - OG dødsengel- så naturligvis havde han lavet ring der slet ikke ville være acceptabelt. Det kunne der ikke ændre på.
Ziggi trak vejret dybt og knyttede og åbnede sine hænder et par gange for at få den snurrende nervøse følelse til at træde i baggrunden.

" Jeg stoler på dig, sålænge du lover du ikke gør mig noget....eller andre når vi er sammen " her blev der så lige lagt et par løfter - eller ønsker om løfter oven i , fra hende til ham. spørgsmålet var så om Zean var parat til at betale den pris, for måske at kunne tage Ziggi med sig ud på eventyr - og vise hende verden gennem hans øjne.

[Deleted]

Katten havde et navn. Et drengenavn til en hunkat. Stakkels dyr! Den måtte blive drillet af de andre katte på slottet. Han så ned på den bløde klump et øjeblik...Altid, når man fandt noget rart, man gerne selv ville have, var det ofte ejet af andre. Siden han havde lovet at opføre sig ordentligt, kunne han ikke bare stjæle den, beholde den. Han ville også hellere have en hankat! Han tog den op i sin favn og rakte den ud til Ziggi, så hun kunne tage den. Tage den, tage ansvaret for den og så Zean kunne vende tilbage til sin ligegyldighed. Måske kunne han finde en anden, en dag...
Han måtte hellere lede efter en vild kat i naturen, derhjemme. Dem var der i hvert fald ingen der ejede og kunne komme grædende, for at forlange at få den tilbage.

Hun var ivrig, fuld af forventninger, som næsten ret Zean med ned af en sti, hvor der ikke var meget fornuft tilbage. Men samtidig...Fornemmede han næsten en snert af mistænksomhed. Ja, hvad lavede han? Stod og lokkede en lille pige i fordærv...Hvis man spurgte alle andre end ham. Vagterne havde ikke sagt noget, men lod man blikket glide over deres ansigter, var det tydeligt de ikke kunne lide ideen. At de mente hun ville ende død, før de kom særlig langt. Måske var det bare bedst at lade være...Og stoppe samtalen, trække sig tilbage til sit rum i stilhed. Der kunne kun komme dårlige ting ud af det her.
Alligevel mønstrede han et svagt smil til hende.
"Jeg er nok ikke den mest ønskede rejsekammerat. Og jeg er ganske farlig og utilregnelig. Men skulle du komme fordi Dvasias, vil jeg vise dig rundt. Sikkert. Uden at gøre dig noget. Det lover jeg" Han lovede det...Og det var underligt. Tanken om at lokke en kvinde til Dvasias, bare for at gøre ting ved hende, var tillokkende. Men det var faktisk sjovt at lege god, omend det blot var for denne ene gang. Hun ville bare være fri, bare opleve...Ligesom han selv ville. Ikke om han ville gå efter at dræbe hende, før hun i det mindste havde fået oplevet disse ting. Måske endda lade hende leve alligevel, bagefter. Sandt at sige havde han jo ingen planer om at dræbe hende...Det var bare en strøtanke.

Smilet voksede en anelse, da hun snakkede om Gabriel og hans ydre. Det var så typisk en kvinde at sige sådan!
"Ærlig talt...Har jeg ikke overvejet om han var særlig køn. Jeg havde mere travlt med andre ting. Dertil vidste jeg heller ikke hvem han var i starten" Sandt, det havde først været til aller sidst han havde fundet ud af at han var en konge. Zean, dødsenglen der kom i kontakt med alt for mange kongelige! Det måtte ende galt en dag. Men så længe han kunne holde det hemmeligt, kunne de jo ikke fange ham og bruge ham mod hinanden. Han havde heller ikke nævnt noget om Elmyra til Gabriel...Han var jo ikke dum!
Hans blik gled over Ziggi, lagde mærke til nervøsiteten, historien havde fremkaldt. Det var vel det mindste man kunne forvente. Alt andet ville være unaturligt.
Der var det igen. Lysten, trangen, til at ændre på ham. Begrænse ham. Stod hun ikke og snakkede om frihed? Hvorfor prøvede hun så på at begrænse den hos andre, bare fordi de havde andre meninger end hende?
"Jeg lover ikke at gøre dig noget...Men du kan ikke bestemme hvad jeg skal gøre ved andre, når vi først er hjemme i Dvasias. Hvis vi kommer af sted. Jeg vil have meget at indhente" Sandt. Han havde godt nok tid til at vise hende rundt...Men han skulle også hjem til Elmyra og tjekke op på hendes helbred, mødes med Sera og høre hvor langt hun var kommet med familier, snakke med Selena om hun havde erfaret noget nyt og slå sin familie ihjel. Pludselig følte han sig lidt travl. Måske var det fint at være her lidt og slappe af, inden alle de ting skulle ske.

[Deleted]

Ziggi tog imod killingen og der gik ikke mange sekunder før hun havde kysset den lige mellem de strittende små øre.
" Er den ikke dejlig? " spurgte hun og selv om Beenie først pev lidt efter Zean, da hans hænder og bryst havde virket varmt og trygt, begyndte den snart at spinde og slikke en pote, imens Ziggi knuede den ind til sig.

" Jeg er ikke sikker på det er helt tilladt at holde kat i fløjen for tjenere, men jeg vil da prøve at se om jeg kan slippe afsted med det. Jeg har ikke hjerte til at den skal rende rundt herude , uden en mor. Det kan så hurtigt gå gruelig galt.
Men ....hvis jeg nu ikke må have den, og de beder mig sætte hende ud, tror du så..." Hendes øjne flakkede lidt mellem killing og dødsengel, og hun tøvede. Hvad havde hun dog gang i nu ? Men ...Zean havde kunne lide den og Beenie havde meget klart vist hun kunne lide ham!
" ...tror du så du kunne passe på hende ?" Følte Ziggi sig forsigtigt frem. Hun havde ikke meget lyst til at give Beenie til Dennis, han var ikke just et katte menneske, han ville sikkert lave en stuvning ud af den stakkels lille mis.

Havde Ziggi haft adgang til hans lille leg i tankerne , dem der kredsede om at gøre hende fortræd, havde hun helt sikkert på det her tidspunkt smækket ham en på siden af hovedet, så aftrykket af en hånd ville dukke op som rødt mærke på Zeans kind. Hun ville være vred på ham, og lade det skinne igennem hendes handling.
At have sådanne ideer om hende, når han havde lovet at 'være hendes ven ' og ikke at gøre noget, ville være meget forvirrende for hende, og hun ville fordømme dem. Ikke HAM men tankerne. Nu glemte Ziggi at han havde sagt han ikke 'lavede venner ' for hun var begyndt at tænke på ham som en. Selvfølgelig en helt ny en, et spædt bekendtskab der kunne gro og vokse, hvis de en dag mødtes i Dvasias altså. Ellers ville det jo ende lige så brat som det var begyndt, formoede hun.
Men hun kunne ikke vide hvordan det stod til, i hans tanker. Så hun nikkede blot og svarede som hun forstod.." Jeg ved det...jeg kan mærke din aura og det er meget anderledes at være nær dig, end mange af de almindelige engel jeg er stødt på, det må jeg sige. Lidt som at være i selvskab med.....en tiger ! " gav hun et forlegent lille smil. Måske hun romantiserende det en smule, men det ville selv Zean nok havde gjort- hvis dagens højdepunkt var at opdage der ikke var orme i æblerne og det derfor ville gå hurtigere at skære dem ud, når de ikke skulle orme terminers forinden, altså at der ikke skulle bruges ekstra tid til at grave orm ud af en balje æbler.Det kunne vel få alle til at udvikle et behov for at romantisere eller dramatisere... ting...bare en lille smule?

Ziggi stoppede op, og rystede på hovedet . Zean misforstod og nu skulle hun give det et skud at få ham til at se hvad hun mente...hvorfor hun ønskede det sådan udover det indlysende at hun ikke ville kunne stå standby og se en uskyldig person blive mishandlet. Hun var ikke engang sikker på hun ville kunne se en skyldig blive det !
" du misforstår....det er ikke for at bestemme, jeg ....det er for at respekterer dig! Jeg ved jo godt du sikkert...gør alle mulige ...slemme og eeh farlige ting, ting som jeg ville blive skræmt af " prøvede hun , men mærkede at nervøsiteten steg som et barometer på vej op af. Hun var inde og pille ved noget væsentligt her, og hun blev usikker. Ziggi ville dog ikke bakke ud og opgive, ej heller lsde frygten styrer hende, så hun prøvede sit bedste på at forklare..

." Ud af respekt vil jeg ikke sætte dig eller mig selv i en situation hvor vores ...tilgang...kolliderer og jeg tror du ved st jeg ville vælte død om på stedet af et hjertestop, hvis jeg vidste du var ved at trække benene af en stakkels kvinde , og jeg bare skulle ignorere at det fandt sted.
Så måske vi kunne undgå akavet situationer ,ved jeg ikke kommenterede på dine valg , men du respekterede ikke at tvære dem ud i mit ansigt, og undlade at gøre...øøh....dødsengel ting, imens vi var sammen ?"
Ziggi så ned på sine fødder og håbede han ikke blev vred nu.
Beenie var også begyndt at kradse nu, måske påvirket af Ziggis indre uro og det var virkelig ikke så smart , for hun ville helt sikkert skulle stå skoleret , kom hun tilbage til køkkenet med rifter op af begge sine arme.

[Deleted]

Hans blik gled ned til killingen. For nu, var den bare en irriterende lille pelsklump. Men han var end ikke i tvivl, da han havde valgt.
"Nej" svaret var kort, kontant. Han kunne ikke gå og passe på små killinger! Da slet ikke en dum hunkat. Det var hendes kat. Hun måtte lade være med at tage ansvaret for den, hvis hun ikke var klar til det eller ikke kunne leve op til det. Det var hendes pine og hun skulle ikke tørre den af i ham!
Hans blik forlod hurtigt den irriterende killing og fandt Ziggis ansigt igen, da han satte i bevægelse. For nu, havde de stået stille, men deres mål var vel det springvand? Så han begyndte at gå og gik ud fra at hun ville følge med, hvis hun var interesseret i at snakke og planlægge videre.

En tiger! Aldrig havde han set så eksotisk et dyr, omend der gik historier om disse store kattedyr. Om cirkusser der ejede nogle af dem og man ellers kun kunne se dem, hvis man rejste længere væk, end nogen som helst ville finde behageligt. Det var som om de hørte til i en helt anden verden. Store katte, store rovdyr, som slog ihjel når de var sultne eller følte sig truet og irriterede. Eller i hvert fald satte den pågældende på plads, hvis de ikke opførte sig ordentligt. Ja, han kunne godt lide at blive kaldt en tiger. Det var passende, hvis man så bort fra de farver dyret åbenbart skulle have.
Og så kom de videre til det lidt mere ømme punkt. Det stod hurtigt klart for ham at de havde talt forbi hinanden, omend han ikke kunne bedømme hos hvem fejlen var. Det var vel også underordnet. Han smilte svagt, da hun havde talt færdigt.
"Du misforstår...Jeg havde på ingen måde tænkt mig du skulle se på. Hvis det endelig skulle ske, og det kan det hurtigt, ville jeg trække mig. Den ene aften er jeg der, men forsvinder hele natten og vender tilbage om morgenen...Eller noget i den stil. Hvornår der nu vil være tid til det" Set fra hans side, ville de så kunne accepterer hinanden. For han tværede det jo ikke ud i ansigtet på hende, når hun ikke engang var i nærheden. For ham var problemet løst.
Han blev ikke sur, men tværtimod i bedre humør. I det mindste kunne han få lov at gøre, som hans hjerte begærede!
Han bemærkede hendes nervøsitet og måtte vende hovedet væk, da hans øjne i et øjeblik tog en vandring opad. Han havde ikke kunne stoppe bevægelsen...Og alligevel smilte han. Folk blev altid så nervøs for ham. Men hvis han var en tiger...Og ingen ønskede jo at møde en sur tiger, gjorde man vel?
Killingen peb en anelse, hvor den før havde gjort nogle kluntede forsøg på at spinde, som dens mor nåede at lære den. Før den satte kløerne i Ziggis spinkle, lyse hud. Han sukkede kort.
Hans hånd gled ind mod Ziggi...Kun for at tage fat i killingen og lægge den over i hans hænder i stedet for. Han havde intet imod kløerne. Han nussede den bag ørerne og et øjeblik efter var den rolig igen, prøvede igen at spinde, han kunne mærke hvordan hele dens lille krop næsten rystede af det. Så svag, så lille, så ensom og så nem at dræbe. Noget så skrøbeligt...Omend, han havde ikke lyst til at dræbe den. Han ville gøre det, hvis det blev nødvendigt...Men han havde aldrig haft så meget lyst til at dræbe dyr. Han jagede, men aldrig mødre og deres børn. Det var ikke op til ham at rode ved naturen på den måde..og dyr var på flere måder så langt at foretrække frem for selskabet af forskellige folk!

[Deleted]

Faldet i hans tone var bestemt og lod ikke plads til en lille ordduel.
Beslutningen var blevet truffet og det efterlod både Ziggi og Beenie i et lille dilemma. Killingen havde behov for et tryg base, Ziggi have behov for at se det opfyldt - blot ville det næsten med garanti skabe ballade , tog hun selv den lille pelsbold ind. Men der var ikke noget valg , for at bede en af de øvrige ansatte udsætte sig selv og risikerer en reprimande , det ville Ziggi aldrig bede dem om , så nu blev Beenie altså hendes hoved pine.
"Den er ellers meget glad for dig " mumlede hun og gned sig med en flad hånd over højre arm, for at dulme ubehaget de små skarpe klør havde efterladt , da killingen igen kom over til Zean.

At dear Parael til det eksotiske katte dyr var nærliggende. Kong Gabriel havde engang modtaget en som gave , som en anerkendelse fra en gæst fra et fremmed land. I køkkenet var de bleve bedt om at skære kød fra skind og selv om Ziggi ikke have haft mave og psyke til at deltage aktivt , havde hun listet sig til en kig og et kæl , da den var stadig hel !
Den havde været intet mindre end pragtfuld - unik og selv i helt uskadelig tilstand kunne hun let fornemme hvilken råstyrke, hurtighed og vildskab den måtte have rummet. Og heraf hvor farlig den ville kunne være , rørte tigerens instinkter på sig.

Med et Nysgerrigt sind , blev Zeans svar nøje vægtet , da han mente hun havde fået det galt fat.
De var igen i bevægelse nu og smilede ved sig , da hun så ham nusse Beenie til ro. Han var jo god til det !
Ziggis bekymrede træk der lå omkring munden og i øjnene, blev mindre fremtrædende og endte helt i et stort smil , for hun fik en SÅ god ide , skulle hun sige det selv !
Der var slet ingen problemer i dét Zean sagde. De var enige om at Ziggi ikke skulle være en del af hans ... Øh trang ... Men det bedste var at han SELV sagde det ville ske HVIS og NÅR der var tid.
Og helt ærligt - så var det jo bare et spørgsmål om at holde Zean så travlt beskæftiget så der ikke eksisterede tid !kun til at hvile !
"ved du hvad ... Jeg tror faktisk ikke det vil blive et problem - vi skal nok finde ud af det er jeg overbevist om " funklende hendes øjne glade og lettet over at have fundet hvad hun mente var et herlig løsning på det hele.
Hun kunne vel for pokker godt underholde ham og finde på SÅ meget at lave , udover de forslag Zean selv måtte smide på bordet , så hvis det fraholdte ham fra at pine og plage nogen , så ville hun den selv samme aften gå i gang med at indsamle inspiration og tage noter om alt det de skulle udstoppe tiden med !
Hun glædede sig allerede meget.

Det store springvand tronede frem for dem. Det signalerede første og fremmest velstand , men det kastede også en aura af ro , hvile og skønhed af sig.
Der var små bænke omkring det , så springvandet inviterede til man stoppede op og nød godt af dets tilbud om at forkæle tilskueren lidt.
Ziggi var ikke før gået så langt gennem haven og hun sugede derfor alle indtryk til sig. Det var ikke kotume for tjeneste folk at tage ophold her og det var nok heldigt for hende at de var uforstyrret.
Godt nok var konge og dronning på Caste Of light , kendt for deres godhed , men lige når det kom til en simpel køkken pige var det ikke sikkert de ville dele deres have ?

" Måske vi skulle ... Ehh ... Jeg ved ikke om du kan komme i knibe for at... Socialiserer med mig?" Blev hendes måde at spørge Zean om hun måtte sætte sig ved hans side?
En omvendt situation ;
at menneskepigen tog bekymring for dødsenglens velbefindende.

[Deleted]

Ziggi mumlede og gned sin arm. Han så kort på hende og spidsede læber i en kort grimasse. Han nussede katten, der faldt til ro, men han kunne næsten høre Ziggis tanker kredse om hvad hun skulle gøre ved katten.
"Gnid dine små rifter i Citronmelisse. Det healer, er afslappede...Og kan måske få de stramme tanter i køkkenet til at være lidt mere milde. Jeg har endnu ikke mødt en person der ikke blev opløftet af duften af planten" han vidste de havde den her i haven. Den elskede solrige steder eller steder med halvskygge, og var generelt ret hårdfør, voksede i næsten alt slags jord. Ja, han havde set den flere steder har i haven og dens duft var ikke til at tage fejl af, trods bladene måske også kunne minde lidt om mynte...For den uvidende. Omend,duften tog man aldrig fejl af!
Han pralede ikke med sine evner inden for medicin, healing og hans viden om urter, som var en arv fra hans mor, der var en kendt healer, omend i sin tid under et andet navn end Forsyth. Nu havde hun trukket sig tilbage og passede sin lille have derhjemme, men intet havde forhindret hende i at oplære Zean i tingene også...Og han havde været glad for sin mors energi, tid og forståelse. I haven var de fuldstændige ligeglad med hvad han var, hvilke problemer det gav og hvad folk sagde. Der var de blot mor og søn og de hyggede sig.
Men til tider...Kunne han ikke lade være. Hvorfor have denne viden, hvis man ikke brugte den?

Han smilte let til hende. Hun virkede meget glad ved tanken og det var vel fint. De næste par dage kunne tage brodden af denne ivrighed og give hende tid til at tænke over det, så hun ikke gjorde noget dumt. Håbede han da.
"Jeg bliver her så kort tid som muligt. Hvis vi skal rejse sammen er det forhåbentlig inden for en måned, højst to" ikke om han ville blive her for længe! Så måtte Gabriel tage sig lidt sammen. Han ville ikke blive her, som hans legetøj.
De kom til springvandet. Det var smukt, lyden beroligende. Han stoppede op og så op af springvandet med et svagt smil. Det mindede ham om kilderne i bjergene, kolde som sne og livlige. Hvis man drak af det, trak hele ens indre sig sammen for at stå imod kulden. Han havde også opdaget at kulden stoppede ens forstoppelse...Så det var bedst at samle det sammen og varme det op til kropstemperatur. Men når man gjorde det...Det var mere frisk end noget andet! Gerne med nogle blade fra citronmelisse eller mynte i.
Han gik over og satte sig på en bænk, tæt på vandet. Killingen så op, både interesseret i vandet og på sin vis skræmt for det. Til at starte med syntes den at det var bedst at blive på skødet af Zean og putte sig lidt. Men måske...Måske ville den snart gå ned og kigge...
Han så på Ziggi med en svag overraskelse. Han var en dødsengel! Hvis nogen ville se ondt på det, vill det være fordi et menneske nedværdigede sig til at være sammen med en dødsengel. Vagterne stillede sig om bag bænken, så vidt der var plads. Der var kun plads til den ene, så den anden holdte sig en anelse i baggrunden, men tæt nok til at hjælpe, skulle Zean gå af, som en bombe.
"Hvis nogen ser dårligt på det, er det fordi du er sammen med mig. Jeg er forfærdelig ligeglad med de der betænksomheder. Enden sætter du dig...Eller også lader du være. Er der mere i det?" ikke set fra hans side. Ud over...Hvis hun ikke satte sig, måtte det være et tegn til hun ikke længere var interesseret i at snakke.

[Deleted]

Ziggis hånd holdte inde og fandt vej til hendes hofte , da hun indtog en eftertænksom stilling og vippede lidt med den ene fod.
" Citron Melisse ? Det er den plante med de små hvide blomster , ik ? Den vi bruger til at lave the til kongen og hans viv ved sengetide?" Ziggi havde smagt på den , og også snuppet sig et helt krus , en sjælden gang. Duften havde haft en lokke aroma , lidt som citrus . Hun kendte den som fordriver af søvn besvær - heraf aften te .
Men at den skulle have en generel virkning der var formildende og også lindre smerter , var hun ikke oplyst om. Det lå uden for en køkkenpiges oplæring - ihvertfald uden for Ziggis.
Men - ja , det gjorde både læsning og skrivning også ret meget , og DET mestrene den unge pige alligevel til fulde. Takket være Ziggis far og de endeløse aftener ved den lille kamin , i hendes hjem.
" den lindre smerter og heler ? Det vil jeg gøre !" Smilet udfoldede sig til at lille grin , da køkken fruerne blev omtalt som stramme tanter.
Hendes øjne havde et skær af munterhed og hun rystede svagt på hovedet i en Opgivende bevægelse.

" du har SÅ ret, Zean ! Det er altså ikke humoren der tynger dem !"

De var dygtige og grundige - men Ziggi havde da overvejet om de troede suppen ville få en mere bitter smag , hvis de hyggede sig og lo lidt , imens de lavede den ? Skulle stemningsleje virkelig kunne påvirke en ret og smages deri - så var en let og glad stemning , en latter og er smil vel at foretrække , frem for neutralt og fladt ? Det var Ziggis holdning .

Omkring det at sidde , syntes Zean komplet ligeglad og da hun ikke ønskede at lave et problem ud af noget det ikke var det - satte hun sig ved siden af ham og rettede på æblerne i hendes underskørt.

" så ... Du er en dødsengel der går op i healing ? " udfordrede hun ham med en blid stemme.
" Og jeg er en køkkenpige der vil rejse på eventyr og måske møde en .... Drage en dag ! Har du set sådan en før ?"
Ziggi kendte TIL drage ryttere men havde ikke personligt mødt nogen.
Livet når man tjente , bød ikke på den store variation af oplevelser - når man altså ikke lige kom til at hidkalde forbandelser ved små uheldige uheld , lød en små bitter tanke - der dog var hurtigt videre.

Ziggis tanker blev taget ved hånden og ledt tilbage til rejse planerne.
Hun håbede så inderligt det ikke bare ville være endnu en plan der gik til grunde og løb ud i sandet.
" Jeg skal gøre hvad jeg kan .. ALT hvad jeg kan for at være klar , også økonomisk !" Lovede hun .
" Måske jeg kan arbejde og tjene lidt at spare samme , hvis jeg om aftenen syr og repeterer tøj !"
Og kunne hun ikke det , havde Ziggi ingen ide om , hvordan pengene skulle skaffes , men hvor der var vilje var en vej- så det skulle nok gå !

[Deleted]

Hvorfra skulle han vide hvad de serverede til de kongelige? Den viden besad han ikke og kunne derfor ikke besvare hendes spørgsmål. Men ud over det, lød det som om hun havde fint styr på hvilken plante han snakkede om.
"Aner jeg ikke. Men selve duften af den kan virke beroligende, så det ville give mening" Svarede han roligt og smilte svagt til hende. Hun virkede, lige nu, ikke interesseret i at vide, hvor han vidste det fra. Og hun havde heller ikke direkte takket nej tak, trods det var hvad de fleste gjorde, hvis han prøvede at give dem råd for deres helbreds skyld. Kun få turde rigtig modtage hans hjælp, og det kun hvis de var desperate nok eller ikke havde andre valg. Eller folk som Elmyra. Ja, han savnede lidt slottet i Imandra, trods...Trods ham den irriterende. Hvad var det nu han hed? Nå pyt, det fik han heller ikke brug for.
Han smilte let til hende, da hun kommenterede det med tanterne i køkkenet. Hun havde haft det udtryk...Som om disse rifter ville give ballade og den eneste logiske slutning han havde, var at kvinderne i køkkenet ikke var de mest fornøjelige. Måske et sted, dybt inde, men ikke til hverdag. Hvis de altså ikke snart havde været sure så længe, at de havde glemt det eller det sjove i dem var helt forsvundet. Det vidste man jo aldrig. Men...Med de rigtige teknikker, ville alle hoppe, danse og være glade. Han smilte let ved tanken.

Selvfølgelig var hun ikke ligeglad. Det var en stor modsætning, ikke noget man ville tro en dødsengel kunne eller ville beskæftige sig med. Han huskede Gabriels kommentar...Om han ikke kunne bruge sine healende evner. Men dødsengle havde da ikke healende evner, havde de? Han havde i hvert fald aldrig haft antydningen af healende evner. Måske tog englen bare fejl. Det ville ikke være første gang.
Hendes spørgsmål kunne besvares kort og smertefrit.
"Ja" Så enkelt var det! Han var en dødsengel, der kendte til urterne og planterne omkring dem. Han vidste hvilke der var healende, hvilke der var giftige, hvordan de skulle tilberedes for at virke bedst. Men han havde ikke tænkt sig at snakke om hvor han havde det fra. Det var der bare og så måtte folk accepterer det eller lade være. Hvad ville folk ikke tænke, hvis de hørte en dødsengel havde lært om healende urter af sin mor? Totalt åndssvagt. Folk ville straks vide at de blot skulle opsøge hans mor, for at få krammet på ham. Det gik virkelig ikke.

Han grinte let af hendes iver. Hvordan hele hendes ansigt lyste op på den mest sundeste måde. Drager? Disse store, farlige og mytologiske dyr?
"Jeg har aldrig mødt en drage, aldrig mødt en dragerytter. De er vidst ikke så udbredte igen. Måske har jeg set omridset af en drage eller to, oppe blandt bjergene, men det har været få gange og i kort tid. Og altid med en kæmpe afstand" Han smilte let til hende. For ham at se var drager for farlige at være tætte på...Hvis man endelig kom tæt på en. De var vel sjældne...Var de ikke? For ham havde de altid været en del af folks historier.
Han nikkede let til hende og satte Beenie ned. Den stavrede hen til vandet, satte sig på numsen og kiggede nysgerrigt på det løbende vand. Den havde måske set det eller hørt det før, men enhver killing var jo altid nysgerrig og eventyrlysten. Han så lidt på den.
"Hvis det går galt, kender jeg nogle...Steder, hvor man kan sove, uden at fryse ihjel og uden at bander opsøger en om natten. Jeg ved hvilke bær der kan spises og jeg kan jage. Vi kan altid selv skaffe os mad" han så på hende med et svagt smil.
"Hvis...Hvis jeg kommer forbi Rimshia først...Og du vil give mig et døgn eller to, vil jeg endda også være rig nok til at hjælpe dig..." Det var alt for hjælpsomt. Det lignede ham ikke. Men han var stolt af Dvasias og hun fortjente et eventyr, før hun rodede sig ud i dræbende problemer. Menneskernes liv var kort. Og for nu...Kunne han altid bruge allierede, uanset om de var i den anden ende af verdenen. Man vidste aldrig hvornår man fik brug for en tjeneste. Eller noget i den stil.
"Kommer du ikke bare til at savne at være hjemme, blandt familie og venner? I dit eget land?" spurgte han en smule tænksomt. Dagligt savnede han Dvasias. Ugentlig tænkte han på sin mor. Folk måtte vel have det på samme måde?

[Deleted]

Ziggi kendte hendes plads på den sociale rangstie, den var irriterende langt nede...et af de nederste hvis ikke det sidste.
Hun havde som sådan fundet sig tilrette med den, en form for stilletiende accept udadtil, kunne det beskrives som.
Desværre var Ziggi på ingen måde enig i , at en persons værdi blevet målt efter deres race eller vejet efter hvor meget guld de havde gemt af vejen under madressen.Hun fandt det både snoppet og overfladisk.

For Ziggi handlede livet om at sætte et positivt fingeraftryk, at gøre andre mennesker glade og sprede en god atmosfærde hvor man var.
Man skulle samle på oplevelser, det var dem der gjorde en rig.
Kærlighed og gode oplevelser. At rejse er at leve- bildte hun sig selv ind , da hendes rejser egenlig kun bestod af smut turen fra Castle of Light til hendes hjem, i familien skød.
For hende bestod værdi af de små særlige øjeblikke, små glimt af noget der strejfede ens hjerte, hvilke i sagens natur kunne være både triste , spændte eller glædelige ting.
Sorg og glæde. Op og ned.
Livet skulle kunne mærkes og føles- og ikke spildes på at tælle mønter eller bruge timer på at farvelade lægge sit ansigt foran et spejl.
Hun var dog klog nok til ikke at rende rundt og skræppe op om de ting. Tanker som Ziggis kunne være uvelkommende endog ligefrem farlige , gav man dem ud til de forkerte .
Et samfund blev ikke forandret og holdninger ej påvirket overnight- men hun havde da tænkt sig at gøre sit for at ændre det usle syn på mennesker, på at de var svage.
Måske var hun ikke stærk stærk ...men hun var udholden og modig, og gemte sig ikke bag en hær af vagter, eller et bjerg af mønter...hun passede på sig selv- og var dygtig til det !
Hun gned sine arme med alle de små rifter.
Ok- dygtig og dygtig....nogle gange var hun uheldig og der opstod tumult...men ...hun kom jo altid helskindet ud af det, so far da ! Hun var dog en dygtig elev af livet, og havde derfor en lille smule underdanighed da hun anså Zean for at være hende overlegen - udadtil.
Havde de været et helt frit sted, ville hun havde smidt den følelse af sig, og danset mere frit- men de sad i kongens have , så mere ophøjet blev det nok ikke.

Hun smilede til Zean..." Tak...det er et råd jeg vil følge, så snart jeg er tilbage i køkkenet i aften " kunne hun oplyse. Og hvis citronmelissen kunne løsne de gamle stram tanter op i sømmene, så skulle hun gerne benytte urten dagligt.
Det korte svar , skabte langt flere spørgsmål om dét at være døds engel.
Hvor vidste han om healing og urter fra ? Ziggi arkiverede det til en anden god gang, for der lå bestemt en interessant samtale gemt der, men at blive for anmasende lige nu, ville ikke gøre noget godt for deres rejseplaner. Så hun zippede læberne og nikkede blot i anerkendelse.

Samtalen gled over på dragerne og det var som at bladre videre i bogen og tage hul på et nyt kapitel. Hvem ville ikke være facineret af et møde med et så ædelt dyr.
For Ziggi var det måske et af hendes højeste ønsker, det slog godt nok at skrælle kartofler og slæbe kogende vand rundt. For hende symboliserede dragerne visdom, frihed, myter og styrke. Hun kunne tage fejl med det hele...og blive skuffet...men sådan var drømmen om de fantastiske dyr formet, i hendes sind.
" Du har set en...fra afstand ! Zean...helt ærlig, er der noget du ikke har oplevet. det næste bliver vel barn og hustru " slog hun nakken tilbage og en let latter ville lyde.
Det var en besynderlig aften, slet ikke som hun havde forstillet sig den ville gå.

Hendes øjne fulgte den lille søde Beenie, og Ziggi holdte sig parat til at springe ind, skulle den være ved at slå en koldbøtte forover, og ende ned i vandet.
Men den slog sig til tåls med at dyppe poterne og daske ud efter nogle blade , et højt træ havde ladet falde.

" Om du må få nogle døgn ?" trækkene i hendes ansigt skiftede og viste hun overvejede det .
* jaaaa....sålænge du ikke piner og plager nogen mr* læd tankerne straks kryptisk, nu havde hun jo netop lagt plan om han skulle beskæftiges 24-7 for at forsikre folk mod ulykker fra hans hånd.
De lyse læber dannede en lille trutmund , inden de glattede sig ud i et kæmpe stort smil.

" Hør....du er helt igennem alt for sød, og jeg er allerede sat på gæld hylden at du vil have mig på slæb! at du vil være min guide er jo helt fantastisk af dig, men jeg skal nok finde en måde at betale for mig selv. ...men tak " kom det varmt og nok også lidt forlegent.
Hun anede ikke hvordan det skulle ske i praksis, hvordan hun skulle skrabe penge sammen - men hun havde jo stadig tid til at koge en ide op, og få det til at ske!
Helt grundlæggende ville hun føle sig mere tryg , var hun ikke afhængig af en mand.
Både hjertemæssigt og økonomisk. Det ville i hvertfald kræve meget tillid af hende , at skulle overgive tilliden og måske det afgørende ord til en anden, og det var intet hun tog let på.

Ziggi strakte benene og begyndte at overveje at vende næsen tilbage til sit kammer.
Hun havde ikke spor lyst. Hellere ville hun forsætte sin snak med Zean, og hun var nok også ængstelig for om han ville ombestemme sig , når han først blev ladt alene med hans tanker.
Men hun havde både en stak æbler under sin kjole og en lille killing at smugle med sig ind. For ikke at nævne hun nu var nødsaget til at luske ned og stjæle mad og fløde til Beenie. Hvorfor var det lige hun havde talent for at trække problemer til sig ? Hendes øjne kærtegnede springvandet.

" jo...hvis du virkelig vil have sandheden ? " hun satte Zean i fokus, og blottede et af mange lag for ham. " Faktisk er jeg død ræd for at rejse ud. Jeg er lidt af en trygheds narkoman. Men også en der drømmer om at se mere....og opleve mere...og jeg aner ikke hvordan man kombinerer de to. Jeg er bange for at blive skuffet over verden ikke er det fantastiske sted jeg håber- og for at spolerer det fundament jeg trods alt har nu i mit liv, ved at vælge det fra for et eventyr.
Jeg vil savne solen, varmen og alt det smukke. Jeg tror aldrig jeg vil tage det for givet, men ....jeg tror også at ved at rejse ud, vil mit hjemland stå så meget mere smukt for mig at vende tilbage til " med hovedet lidt på sned , så hun stadig på Zean.

" ...eftersom jeg aldrig har rejst, er det hele jo teoretisk snak fra mine læber, men forstår du hvad jeg mener ? Har du familie ...venner....tvillinger ...der venter dig nær du kommer tilbage ? Hvad er egenlig din baggrund - har dødsengel arbejde ? Hvad laver Zean Forsyth når han tuller rundt hjemme i Dvasias ? "

[Deleted]

Han nikkede let. For ham kunne hun plukke hele haven op af citronmelisse og hænge det overalt, hvis det gjorde hende glad. Han var ligeglad...Så længe han lod lidt at planten stå, så der kunne komme nye næste år. Han gik ud fra de havde milde vintre her, jo. Hvis de overhoved havde vinter? Det virkede slet ikke som om de overhoved havde efterår! Hvilket nok også gjorde dem nemmere for dem at have disse eksotiske planter. Der hjemme var det kun de mest hårdføre der overlevede...For der var mørkt og koldt stort set hele året. Og det var dejligt!
Han så på hende med et svagt smil, men lavede en grimasse der skulle vise hende hvor lidt tanken om børn og hustru virkede tiltalende på ham. Det gjorde det nemlig ikke. Det var noget af det sidste han ville have! Hvad skulle han bruge det til? Han kunne vel have et hjem uden. Han kunne give familierne, dødsengle-familierne derhjemme, lidt opmærksomhed, så de kunne få flere børn af rent blod. Men det betød jo ikke at han ville begynde at holde af disse ting.
"Min fremtidige hustru skal sikre mig en mere stabil position, så jeg kan opnå mere magt. Alt efter hvor brugbar hun er, kan hun bare forsvinde bagefter. Når alt kommer til alt, gifter folk sig jo kun for at opnå mere magt eller flere penge. Om det er familien der gifter en væk eller ej. Enkelte påstår det er fordi de elsker hinanden..." Han trak let på skuldrene. Han vidste hun ville belære ham om kærlighed, hvis han lod hende, så han ville ikke direkte ind på emnet. Kort sagt sagde det ham intet. Overhoved. Han vidste ikke hvad det var. Ud over praktisk og pisse irriterende på samme tid.
Når folk elskede hinanden og ville gøre alt for den anden...Eller når folk var for stædige, for at beskytte nogen.
"...Men det har jeg ingen planer om. Jeg gider heller ikke beskæftige mig med børn. Jeg har set folks familier. Fuld af snot, lort, pis og larm. Forældre der ser dødtrætte ud eller skændes konstant. Intet af det virker tiltalende. For mig er det ikke et eventyr. Det er et helvede. Et jeg aldrig vil betræde, med mindre det vil blive praktisk en dag" han smilte svagt. Åh, han udelukkede ikke tanken. En dag skulle han vel have et barn til at føre familien og dens genopståede magt og rigdomme videre. En dag.

Han studerede hendes ansigt et øjeblik. Da hun overvejede det...Selve den måde hun havde nævnt det, kunne han aflæse at hun ikke stolede på ham. Med god grund. Det var han ligeglad med. Det der irriterede ham, var at hun åbenbart mente at hendes bestemmelse betød noget. Når alt kom til alt, havde han alligevel nogle ting han skulle ordne hjemme i Dvasias, selv om hun var på slæb. Han havde ikke tid til at vente et halvt år med noget af det. Han burde også snart vende hjem til Elmyra...
"Jeg har mange ting at nå derhjemme og de fleste af dem må ske, selv om jeg har dig ved siden af. Jeg har ikke tid til at vente de måneder, vi måske bruger på at komme rundt og opleve det hele. Så enden må du accepterer jeg forsvinde for et døgn eller to en gang i mellem, eller også må du tage med og se på det hele. Åh ja...Og så bliver jeg nød til at se true dig, for at du ikke røber noget af det" Vagterne bag Zean brød sig slet ikke om det, længere. Det eneste de hørte var at Ziggi snart ville dø. En af dem så ud til at ville sætte et spyd til Zeans strube...Og måske endda stikke det hele vejen igennem samtidig, med en undskyldningen til kongen om at han lokkede en ung pige i fordærv, ville dræbe hende...Og at ingen ville savne en dødsengel.

Ha trak på skuldrene.
"Det er sådan jeg skaffer mig mad. Jeg har ikke råd til at købe det hele tiden. Men det må du selv om" Så måtte hun sidde på diverse kroer og spise sig mæt, mens han lavede et bål på en eng eller i skoven og spiste et egern eller en fugl af en slags. Ikke en hjort, så meget mad kunne han ikke spise på en gang.

Hendes ærlighed var god. Han elskede når folk var ærlige og sagde tingene ligeud og havde altid gjort det. Det var noget han havde nemmere ved at forholde sig til, end hvis folk begyndte med alle deres hentydninger, han slet ikke forstod eller opfangede.
Men de ting hun sagde var også modsigende. Hun var bange men ville stadig af sted? Det var underligt. Han var sjældent bange...Havde han nogensinde været bange? Jo. Han havde vidst frygtet Gabriel ville slå ham ihjel i starten...Men var frygt det samme som at være bange? Han var i tvivl. Det var også lige meget, for det var hende der var bange og ikke ham.
"En ting har jeg lært..." hans grå blik gled fra hende og ned på Beenie, der lige nu lå på ryggen og legede med nogle lange græsstrå.
"...Og det er at livet aldrig er som man vil have det. Intet er som man planlægger det og specielt aldrig som man forventer det. Det eneste man kan gøre, for ikke at blive for skuffet...Er selv at gøre det fantastisk og spændende." lidt lommefilosofi. Når han gik for sig selv, elskede han at tænke over sådanne sære ting. Men han delte sjældent ud af det. Så han håbede hun lyttede efter.
"Det er dit eget job at lave et eventyr ud af det. Det er din egen indstilling til tingene, der gør dem fantastiske og spændende. At se en solnedgang? Dem er der masser af. Intet nyt der. Men med den rigtig indstilling, stopper man alligevel op og nyder den gang på gang" han var ikke sikker på om det overhoved gav mening for andre end ham. Det var også ligegyldigt. Det hjalp ham med at være bedøvende ligeglad med alt og alle og gøre som han selv ville.
Og han sagde det...trods han ikke brød sig om at hun mente at have været i Dvasias, ville hendes eget land være smukkere og bedre. Så hun havde allerede antaget at resten af verden var noget skod og rejste til det land, hun havde hørt var værst, for at bekræfte det og lære at elske sit eget land i stedet? Han fik lyst til at vride halsen om på hende. Men det var bare en bølge af ny irritation, han ville ikke lade det få overtaget. ikke nu.

Han rejste sig op, gik over til Beenie og samlede den op. Den var lidt forundret over at jorden igen forlod den og at den ikke længere kunne lege. Den ville bestemt ikke sidde stille lige nu! Men Zean gav ikke slip på den, uanset hvor mange kløer den satte i ham. Og til sidst, også tænder. Han nussede den let og så ned på Ziggi med et gråt, koldt blik og et koldt udtryk. Som om han et eller andet sted ønskede hans øjne i sig selv kunne skade folk.
"Jeg har familie. Det meste af det skal snart dø. Mest fordi jeg skal bruge deres magt og penge til mit eget liv. Resten bor i udkanten af en by, usynlige fra resten af verdenen. Der ud over...Har jeg mine planer at tage mig til" Han havde ingen venner, det havde han allerede sagt. Og han gjorde det tydeligt at familie ikke rigtig betød noget for ham. At han ikke havde noget fast arbejde, men alligevel...En form for arbejde, noget at tage sig til, at lave, at opnå.
"For det meste rejser jeg rundt. Jeg har et job i Imandra for tiden" han trak let på den ene skulder og så op mod slottet et øjeblik.
"Jeg tror det er på tide vi skilles for i aften" han så tilbage på hende. Og så, uanset om hun havde mere at sige og før hun kunne nå at gøre noget, vendte han om og gik væk fra hende. Med Beenie. Vagterne så lidt på Ziggi, for at tjekke om hun var okay, før de fulgte efter ham.

[Deleted]

Ziggi vidste der var ligeså mange udgaver af kærlighed, som der var folk og væsner.
Hun havde ingen hensigt at gøre sig til dommer over hvad der var rigtigt og forkert, hvis blot man var sandfærdig om sine valg , og baggrunden for dem når man talte med den udvalgte omkring det, så var det ene vel lige så godt som det andet ?
Trods denne frie indstilling og åbne holdning , kunne hun mærke presset vokse for at sige Zean lidt imod. Det VAR trods alt kærlighed de talte om, ikke mangle på det.
Derfor blev de lyse bryn også hævet i en spørgende grimasse, da Ziggi strøg en pegefinder hen ad overlæbens amorbue og gned en enkelt gang.
" Hun skal være....brugbar? Og så smutte igen ? Geez Zean du ER da virkelig Mr. Romance! Hvor han du dog samlet alle de gode score triks op? " drillede hun , og selv om hun viklede begreberne ind i hinanden, at score og at elske , skulle Zean nok opfange den skjulte protest i det.

Det blev ikke ret meget lettere da snakken omhandlede børn, for Ziggi elskede dem.
Hun mente børn skulle være glade og ubekymret og elskes trods deres snotnæser og helt urimelige opførelser. Børn var uskyldige væsner til nogen lærte dem andet. De var fremtiden ....og hun ville gerne værene om fremtiden og gøre den så god som muligt.

" Det er hårde udtalelser du kommer med ! Du kunne se på familie som allierede...som en partner der aldrig vil svigte og børnene som små rejsefæller. I er på et eventyr samlet og uforudsigeligeheden er jo større, jo flere man deltager?" Prøvede hun at bløde ham op.
" Det lyder mere som kvinder eller en hustru er et redskab ? " Ziggi puffede blidt til hans ene skulder. " Well....du har ligeså ret til din mening, som jeg til min ! Og jeg tror kun der er EN ting der kan ændre dit syn. Du skal forelske dig Zean. Og i en rigtig lille askepot, så du ikke forveksler magt , status , indflydelse med det at hun får din puls til at stige" drillede Ziggi , og ville så lade ham slippe af krogen.

De talte videre om rejsen og der kunne godt risikerer at lure et potientielt problem.
Men hvorfor dog tage sorgene på forskud. Ziggi var en kreativ pige og hun skulle vel non kunne styre en enkelt fyr - dødsengel eller ej - hvis han blev lidt for kæk ? Hun skulle blot lige finde Zeans achilleshæl , inden afrejse .
" Skal vi ikke vente lidt med al det alvorlige ? Jeg har ikke tænkte mig at sidde på dig døgnets 24 timer ....deeeer er...vel også 24 timer i døgnet i Dvasias? " prøvede hun at lokke et smil frem .
Så trak hun på skuldrene. Det var umuligt at spå om hvordan det hele skulle gå. Hun ville få brug for ham, sikkert langt mere end hun ville både indrømme og bryde sig om.
Men sammen kunne de måske få noget ud af det , hver især.
" ...nej..du misforstår, jeg vil langt heller spise med dig i naturen, end at sidde alene i en kro. Du skal nok få lov at ...pelse et vildsvin...eller hvad man nu gør i Dvasias" smilede hun og kunne se for sig, Zean ved et bål med knitrende ild og en lille steg der blev vent i ny og næ, som den hang spiddet på en stor gren over ilden.
Meget hyggeligt.
" Shyyss..,de MISFORSTÅR " tyssede hun på Zean, da vagterne røret på sig . Ziggi så tilbage over skulderen på dem, gav dem et strikst blik. Nu skulle de ikke begyndte på noget.
Var det meningen hun skulle rejse med Zean, så nyttede det bare ikke hun var ved at dø af skræk , hver gang hun så ham , eller hans stemme blev brysk. Han var en mand ....og alle vidste mænd havde det med af lyde farlige, uden at være det.
Omvendt...jaja...en dødsengel ! Men hun var jo ikke død endnu, og Ziggi vidste ganske udmærket at det IKKE skyldtes vagterne.

Ziggi lyttede opmærksomt, hun havde ikke det fjerneste imod elev rollen. Hun ville have elsket at få liv at blive mere belæst og klogere på verden generelt. Men det lå ikke i hendes familie træ.
" jeg kunne ikke være mere enig med dig " kom svaret stille. Zean havde ramt plet - og der var ingen indsigelser fra Ziggi. Hun følte omkring livet på eksakt samme måde.Man måtte selv skabe ...og ikke bare side og vente.

De var meget ens trods deres store forskelle. Ziggi nærede en kærlighed til hendes fædreland, Procias- helt som Zean havde for Dvasias.
Hun elskede sit land, men vidset at andre steder også havde skønne steder og oplevelser at byde på. Hun ville ikke se det som skod- det var luksus at skulle opleve de steder.
Men også en ekstra bonus så at kunne glæde sig ved at vende hjem igen. Havde Zean misforstået den del ? Et enkelt lille glimt , mente hun at kunne spotte i hans blik, men så var det væk. Hun besluttede sig for ikke at forfølge det, for ikke at skabe dårlig stemning , nær et formodet brud.
Hun fulgte ham med øjnene , da han gik til Beenie og samlede den lille killing op.
Ben og mund gik på hende, men Zean virkede som de spidse negle slet ikke rørte ham.
Noget i Zeans blik, gav Ziggi en impulsiv løst til at stjæle Beenie og løbe i sikkerhed.
Istedet stod hun helt stille.
" Du vil...slå dem ihjel? Din familie ! Jeg håber godt nok det ikke handler om hvem der optager toilettet i længest tid " himlede hun med øjnene, men Zean så så alvorlig ud, havde en mine der ikke tolererede modstand, så hun smækkede tænderne i og var stille.

Et minuts tid da.
" Slå sin Familie ihjel. Det er meget fremmed tanker for mig og en smule skræmmende ? Skal familie ikke passe på en ? og Hvad har de gjort? Og det bliver altså ikke med mig på slæb ,buddi " stønnede hun og rakte ud efter Beenie, hvis Zean ville af med den.
Men Zean havde allerede ryggen til hende. Ville skilles ....og vagterne fulgte ham troligt.
Hun spærrede øjnene op , var godt forundret lige der.
Han var noget af en mundfuld, og hun havde lige bestilt de luxe menu udgaven , i form at at rejse med ham. Men dét blik hun fik ! Og ...." HEY MIN KAT ?" Råbte hun og satte i løb, så æblerne nær var raslet ud af hendes underskørt.

" hvad med Beenie ? Beholder du den alligevel ?" Hun følte sig helt fortabt som sekunderne gik. Ville han pleje eller strangulerer dyret.? Og hvorfor det kolde blik ? Nu skulle han ikke få nogle gode ideer! Og havde han tænkt sig at slå sin egen fami,ie ihjel - så måtte hun vide mere.
Måske hun kunne nå at advare nogen....HVIS der var grund til det altså ?
Hendes bud var det første...hun havde tillid til Zean, at han VAR god - og hun mistænkte han var god til at være omsorgsfuld - når ellers han gad !

[Deleted]

Så mange spørgsmål! Aldrig kunne man sige en ting, uden folk spurgte ind til det. Han måtte virkelig blive mere påpasselig med hvem han fortalte om sine planer...Hvilket vel også var grunden til at han ikke havde fortalt det hele. Alt. Det ville også tage alt for lang tid og kom da sandelig ikke en fremmed kvinde ind, så uskyldig som Ziggi var.
Han så på hende et øjeblik. Romantik? Score tricks? Han havde sjældent haft brug for dem. Kvinder havde ikke interesseret ham synderligt...Før han havde mødt Dixie og siden Seraphiel. Hans blik gled tænkende ud over den halvmørke himmel. Han opfangede på ingen måde hendes hentydning. For ham lød det mere som om hun forstod ham lidt. Så til sidst smilte han bare lidt til hende. Det var jo meget nemmere at finde en passende kvinde, hvis kvinder var indstillede på at være nyttige og droppede deres fantasier!

Det lille, venskabelig skub. Han så tænksomt på hende. Hele denne samtale om familie og børn hensank ham i betænkeligheder. Han brød sig ikke om det...Men hun havde ret i at det kunne udgøre hans egen, private hær og få folk til at tro han var en god mand. Men det ville også kræve tid og penge at have en familie. De ville hele tiden forlange hans tilstedeværelse og penge til mad og tøj, varme og hus. Det kunne han altid tage stilling til en anden gang! Men tanken om en almindelig, højtelskede kernefamilie...Faldt ham slet ikke ind. Den var ikke naturlig for ham. Som alle tanker og følelser om kærlighed og hengivenhed var ham komplet fremmed og faktisk ikke-eksisterende.
Hans svage smil voksede en smule.
"Jeg aner ikke hvad forelskelse går ud på. Folk bruger ordet, når de er besatte af hinanden. Det er latterligt" kommenterede han, lige så alvorlig og useriøst, som havde de snakket om solen og månen.
"De opføre sig latterligt og bruger dette ord som undskyldning samtidig. Folk kan finde på at spørge om jeg kender en eliksir til kærlighed..." man kunne tydeligt se på ham at folk der spurgte om dette, gjorde ham komplet forvirrede. Var kærlighed noget man bryggede sammen i en flaske?
"...Men så fortæller jeg dem bare at jeg er helbreder, ikke alkymist." han trak let på den ene skulder. Det var så hans erfaringer med dette. Og mere havde han sådan set ikke at byde ind om det.

"Vi kan udsætte det så længe du ønsker. Men det er bedst at rejse med nogle planer, så man ikke står midt i en dum situation og ikke aner hvad man skal" Hun brød sig ikke om det og prøvede at undgå emnet. Det var tydeligt nok. Det irriterede ham let. Hvorfor kunne hun ikke bare accepterer det? Det var jo helt normalt! Åh, folk var sådan en pine...Og han var ved at være træt af selskab. Han fornemmede at blev de ved med at snakke sammen, ville de ramle sammen og til sidst skændes. Blev han først vred...Blev han også voldelig. Farvel til deres planer, og for hans vedkommende, farvel til al frihed og livet. Det ønskede han ikke, så det var klart han prøvede at komme væk. Men hun var en stædig og, lige i øjeblikket, en lidt dum tøs. Selvfølgelig løb hun næsten efter ham og forlangte svar.
Elegant holdte han Beenie ude af Ziggis rækkevidde. Hun kunne ikke først prøve at give en kat væk og så ville beholde den bagefter. Det gav slet ingen mening! Nu måtte hun lige tage sig lidt sammen.
Hans kolde blik ramte hende og han håbede det ville stoppe hende. Både fysisk og hendes evige strøm af spørgsmål. Hun bevægede sig ind på personlig grund, Zeans personlige grund, og mere end noget andet sted, ville hun opdage hvor farlig denne grund var. Den var fuld af miner og dyngede under en...Let kunne man træde på en mine og miste hovedet. Han havde endnu ikke opdaget nogen der kunne balancerer igennem grunden og klare sig helskindet. Og det var heller ikke meningen.
Han stod stille og stirrede lidt på hende. Som om han overvejede hvad han burde gøre ved hende. Men han havde selv lukket op for posen, dum som han var, og måtte nu pænt vise hende hvad den indeholdt.
"De har ignoreret mig. Ignoreret jeg er født, at jeg findes. De har smækket døren i hovedet på mig, når jeg har opsøgt dem. Jeg kan absolut ikke bruge dem til andet, end at tage deres penge og magt fra dem. Altså, døde. Som min familie gør de det sikkert gerne." han smilte svagt til hende. Tankerne om familie havde helt pustet spørgsmålet, om hvor langt et døgn var, ud af hovedet på ham. Og nu virkede det dumt at vende tilbage til.
"Men bare rolig...Som sagt, skal du bare give mig en dag, gerne to, alene. Du vil slet ikke komme i nærheden af det" han smilte til hende, som om alt var godt og der ingen problemer var til. Han så ikke det forkerte i det. Det faldt ham helt naturligt. en af vagterne begyndte at trippe nervøst, tydeligvis over Zeans afslappede smil, mens han snakkede om at dræbe nogen. Zean sendte vagten et kort, ligegyldigt blik, før han lod det vende tilbage til Ziggi.

Lad dog katten være. Hvis hun bare havde holdt sin mund, ville Zean have taget katten med sig, som om det var helt normalt og passet den godt. Men nej. Han var en dødsengel, enhver af hans handlinger skulle forklares, for ellers blev folk nervøse omkring ham. Et blik, trække vejret, spise...Alt skulle ske med en forklaring. Mere eller mindre. Han så ned på klumpen mellem hans hænder, som om han slet ikke havde opdaget den var der. Så trak han let på den ene skulder. Skulle han sige det mere klart? Det faldt ham ikke ind at indrømme når han ville passe på noget eller nogen som helst. Men det var en lille killing...Blot et dyr.
"Jeg tager hende" kommenterede han kort. Ingen diskussion. Hun havde selv været desperat efter at komme af med hende.

[Deleted]

Årh hvor ville det havde været en fantastisk scene at kunne udspille Zeans tanker om kvinder. Ziggi ville have dasket ham kammeratlig på skulderen og stukket i et stort grin. At finde en kvinde der havde fokus på at være nyttig og droppe sine fantasier? Var det overhoved en kvinde så ? Det ville helt bestemt lyse mere som en dresseret vovse i Ziggis øre , og hun ville have ønsket ham al held og lykke i DEN jagt.
Ziggi var mange ting, og blandt dem også romantisk.
Ikke på den der 'nu fortæller jeg dig hvor skøn du er måde ' for det var hun ret ligeglad med at høre. Mænd sagde det til alle de kvinder de mødte. Mødte de nogensiden nogen de ikke fandt kønne eller lækre ? Ziggi så forbi det ydre, og ind i deres sind. Det prøvede hun i hvertfald, og man kunne være ligeså sikker som kongen hed Gabriel at Der skulle mere end en god facade til at vække hendes opmærksomhed, selv om det helt klart havde sine fordele.
Og.....nu stod hun og mente at Zean havde tilgode at møde ægte kærlighed...ja...altså...det havde hun sådanset også selv, da Dennis ikke kunne stoppes ned i dén kasse, selv om Ziggis forældre begge to virkelig prøvede.
Men...måske hun kunne prøve finde det til Zean, en sød og 'nyttig' kvinde, så han blev lidt mindre kynisk omkring emnet kærlighed , kone og børn?

" måske...måske finder du ud af jeg en dag Zean, hvordan forelskelse føles. Eller er det ikke på mode for en dødsengel ?" Drillede hun ham , selv om Ziggi også havde holdt øje med hans aura . Det gjorde ingen skade at være forudseende , og hun havde da også tænkt sig at dykke mere end i historien om den race, bare for at øge sin viden ....og forbedre muligheden for at forstå Zean,hvis de skulle til at tilbringe en del tid sammen.

" vi behøver ikke udsætte en evighed " lød det hurtigt. Tænkt hvis han fortrød!
Ziggi havde lært at man skulle smede mens jernet var varmt! Og det havde hun sandelig også planer om.
Såsnart det praktiske var på plads, ville hun hægte sig på Zean som en lille sugemalle, og ikke give slip. Det skulle han nok 'nyde' - men til den tid ville det være too late at ryste Ziggi af ....hun ville være rejse klar!

Hun havde udmattet Zean med alle hendes spørgsmål og snakken.
Ziggi kunne godt forstå det.iveren havde fået overtaget og begejstringen havde været svært at doserer i korrekt mængde.
Hun trådte alligevel lidt tilbage,og pressede hendes læber fast sammen, da hans blik mødte hendes. Det var køligt og irettesættende. Som gav han hende en skideballe....eller blev hun afklapset helt uden ord eller slag.
Hun blinkede et par gange og kunne godt mærke fortvivlelsen true med at presse på i hendes klare blik. Hun forstod godt hvis hun skulle tie og slappe af nu, men var han vred på hende ? Tog han afstand ?
Hun kunne ikke forstå hende fejl, og ikke indse hvilken linie hun var i færd med at overtræde. Hans blik virkede dog.
Hun stillede ikke flere spørgsmål til hans familie, men hans korte indførelse sf Ziggi i hans familie situation, ville brændmærke sig i Ziggis hukommelse.
Det var helt klart noget slemt, på alle måder.

" i see.... Just another day " mumlede hun og mærkede en kuldegysning ved tanken om han ville slå sin familie ihjel. Vagterne rørte på sig, og denne gang havde Ziggi svært ved at sende dem et irriteret blik. Hun var selv forvirret.
Og tanker legede en farlig leg, der både gik ud på at sætte Zean grundigt på plads, hvilke ville være noget af en bedrift for et menneske af en dødsengel....men også tanker om HVORDAN han ville gøre det ? Hendes øjne lagde sig på hans hænder, større og mere kraftfuldt end hendes egne, hænder der nænsomt holdte Beenie og nussede det lille forsvarsløse pjok. Ville han lægge dem om nogens hals og klemme livet ud af dem, klemme til indtil deres øjne mistede al skær og blev udtryksløse....livløse? Ziggi sank en fortvivlet klump.
Selv en engel af død havde vel et hjerte?

Hun rendte efter Zean og killingen, en smule fortumlet.
De havde haft en god....i Ziggis verden faktisk pragtfuld snak...hun havde laver en ven ( selv om han ikke gjorde sig i venner ) og fået lagt planer om at komme ud og opleve Dvasias. Det havde været en god aften, også selv om de opbundet æbler , efterhånden havde fået trukket hendes underskørt ned om hofterne , så hun gik som en kluntet hundehvalp , luntende- for ikke at tabe både skørt og tyvegods.
Hun kunne godt ønske at stemningen havde været bedre at slutte af på, og hun mente altså også at Zean havde takket nej til Beenie! Men ...
Mænd var ikke lette at forstå, hvis man skulle sige sandheden.
De var ulogiske og helt igennem meget som små børn, det ville enhver kvinde kunne skrive under på. Det menet i hvertfald Ziggis små finurlige drillesyge tanker.
Hun var igen helt oppe ved siden af Zean.
Skød hagen lidt op , så hun kunne se ind i hans øjne. Hun ville slutte fred.
" ok....så tak for i aften. Jeg har nydt dit selvskab " kom det næsten lydigt, med et svagt smil til Zean. Ingen grund til at mase på, hvis han var at overdoserer på Ziggi Pond.
Stadig med et lille smil , ville hendes lyse hænder glide over Beenies lækre bløde pels, for til slut at indramme killingens bløde hoved.
Ziggi ville læne sig mod den og gnide sin næse mellem de strittende øre, og Beenie ville duppe sin fugtige snude mod Ziggis kind flere gange, da den snusede livligt til hende.
" Pas på hinanden " hviskede hun , og så kunne de to ellers selv finde ud af hvem af dem hun havde talt til.
Ziggi ville sende et sidste blik på den flotte engel af død, før hun spandt omkring på fødderne , hankede op i skørterne . Let til fods, ville hun suse afsted over det aftenfugtige græs- tilbage mod tjeneste fløjen , der lå placeret i den del af Castle og Light- nærmest slots køkkenet.
Et enkelt rødt æble, ville give et blødt BUMP da det faldt fra hendes klæder og trillede et stykke hen over plænen- langt fra æbletræernes placering.
Det eneste bevis på hun rent faktisk havde været der.

// out