Heading in one direction..?

[Liya Daimond Diamaqima]

Nathaniel havde ingen idé om hvor meget hun havde været omkring, hvor meget hun vidste om det liv han havde levet efter hendes død. Hun ville hjem.. ud af sit evige mørke. Hun blinkede en gang og mærkede tårer presse sig på, men da hun lukkede øjnene kom der ingen, der var intet at tage af. Der var råben og skrigen over hele kroen, had.. endelig noget hun kunne dele med andre trods hendes døde skikkelse. Hun havde aldrig vidst særlig meget om alkymi, men såret dengang havde været slemt. Hendes døde skikkelse var nøgen, men kunne stadig se det blodige hul i hendes skulder, dog var der ikke dræbende.. man kunne ikke slå en død ihjel. Som han faldt gjorde hun intet.. hun kunne heller intet gøre andet end at se det kaos som hun havde fået skabt. Han ville se mere til hende. Hun fortsatte sin stile nynnen efter ham, opsat på at tage den sidste rest af hans forstand fra ham. "Du ved hvor jeg er," hun passerede hans skikkelse, gik lige igennem og følte et kort stik af den varme som hun længtes efter mere end nogen anden. Han kunne ikke gemme sig, ikke stikke af, men det var nok for i aften. Kort inden hun passerede trædøren, synliggjorde hun sig og kastede et tomt blik over skulderen mens hun passerede det hårde materiale og forsvandt ud i kulden.

//Out

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel kunne slet ikke finde ud af denne situation, og det lignede ham slet ikke at miste tråden på den måde. Stemmen havde han hørt stort set hele dagen, og ja.. han var virkelig ved at være bange for, at han var ved at miste forstanden, for det kunne jo meget hurtigt vise sig, at blive en direkte farlig situation, som han slet ikke var interesseret i, skulle ske!
Slaget mod hans kindben, slog ham i jorden, hvor han hurtigt trak sig, for at komme væk fra det barslagsmål, da det slet ikke var noget som han havde lyst til at deltage i. Det var slet ikke noget som faldt i hans interesse på nogen måde. Den nynnen.. den stemme.. Det løb ham virkelig koldt ned af ryggen. Ikke fordi at han var bange som sådan, da han selv var klar over hvordan det var at vandre mellem livet og døden, for der havde han selv været.. Men Liya havde været gravlagt igennem så mange år.. Det kunne da virkelig ikke være... Han nåede kun lige at dreje blikket, idet at han fik øje på hendes skikkelse.. Det kunne i hvert fald ikke være andre. Om end, så blev han mere bleg i ansigtet, end hvad han havde været til nu, og hurtigt vendte han blikket væk.. Han vidste hvor han kunne finde hende, og han havde en sjov fornemmelse af, at hun ikke ville lade ham være, om han ville ignorere dette. Et sted var det jo så heller ikke noget som han ønskede.. Han ønskede at finde ud af det.. få det afsluttet på den ene eller den anden måde. "Liya..." endte han dæmpet, som han kort vendte sig mod hende.. Men væk var hun. Hurtigt rejste han sig ordentligt, og forlod stedet selv. Han havde alt for mange tanker i hans hoved lige nu! Han havde jo lige set sin afdøde ekskone!

//Out