Heading in one direction..?

[Nathaniel Diamaqima]

Liya Daimond Diamaqima - Nathaniel Diamaqima

---

Det var hen på aftenen, da Nathaniel langt om længe kom til Ityrial. Det var en forholdsvis kold aften, og selvom det måske ikke direkte lignede ham, så søgte han ind på Den Brændende Flamme. Den levende musik bragede løs, og der var forholdsvis mange til stede allerede nu, så var det alligevel ikke noget som generede ham. Det var sjældent han var omkring folk, og da særligt som det var lige nu. Hans liv og tilstedeværelse med Yuuki gik ikke just uproblematisk hen. Kimeya havde reageret på det, også selvom den mand havde lagt meget på is igennem de sidste mange år.. Man kunne vel sige, at Liyas død havde omlagt.. frygtelig mange ting?
Nathaniel tog plads ved et lille tomandsbord, hvor han kunne sidde lidt alene. At rende rundt så alene, som han havde gjort igennem de sidste år, var heller ikke typisk ham.. At opsøge hans børn havde han endnu ikke gjort, uanset hvor dumt og forkert det så end havde været, så vidste han ærlig talt ikke hvordan han skulle gribe denne sag rigtigt an. Han strøg begge hænderne over håret. For nu var Yuuki i sikkerhed, og han kunne tage sig den frihed at puste lidt.. Det var noget som han særligt var begyndt at gøre rigtig meget efter at Liya var død.. Det var vel gået op for ham, hvor meget af hans energi og tid, hendes sygdom egentlig havde taget fra ham? En byrde som han glædeligt havde levet med.. Det var stadig underligt at mangle hende. "Sir..? Skule det være noget?" Nathaniel vendte hovedet mod stemmen. "Et glas vand... og ingen dumme spørgsmål," endte han med en mere kortfattet stemme. Tjeneren himlede med øjnene, men fandt et glas vand som ønsket. Nathaniel bundede det. Alt var bare.. underligt lige nu.

[Liya Daimond Diamaqima]

Den stille nat var bare et uendeligt mørke, som ingen andre kunne se. Bag forhænget så ingen hvad der foregik for næserne af dem, ingen så hvad der gemte sig i skyggerne. Liya havde altid været omgivet af mørke og had, og med årene havde det opslugt hende i live.. og i døden. Hun følte sig følelsesløs.. kold, og alligevel følte intet, det var en underlig følelse som hun havde lært at leve med - eller ikke leve med. Hun svævede usynligt hen over den kolde jord upåvirket af aftenens kulde. Hun fulgte Nathaniels fodspor, velvidende om at han ikke anede at hun aldrig var forsvundet helt. Ikke en dag var hun ældet siden døden havde taget hende, hendes hud var bleg og gennemsigtig og hendes blik dødt og følelsesløst, men ud over det var hun bare sig selv. Døren smækkede lige foran hende, men det stoppede hende ikke, i stedet passerede hun med lethed det solide træ. Hendes usynlige skikkelse begyndte svagt at komme til syne. Det havde taget hende årevis at lære. Trods hun var lettere gennemsigtig, var det de færreste der bed sig fast i hende og bevidst forblev hun bag Nathaniel, så han ikke ville bemærke hende stå der med sit døde blik, opfyldt af en blanding af længsel og had. Af hele sit hjerte havde hun elsket ham, været ham så hengiven at hun ville give sit liv for at være sammen med ham, men han havde aldrig været villig til det samme, så nu havde hun intet andet valg end at tvinge ham. Havde hun haft et bankende hjerte, ville det have slået hurtigt nu. Langsomt rakte hun en hånd ud mod ham, men trak den til sig inden hun overhovedet nærmede sig. Tjeren glansede mod hende, men sagde ikke mere før han forsvandt i stedet.

[Nathaniel Diamaqima]

Alderens tegn havde uden tvivl sat sig på Nathaniel igennem de seneste år.. Grå hår, var begyndt at melde sig, og det samme med rynkerne.. Lige hvad han var så stresset over, for han gik skam ud fra, at det var derfor. Han sukkede ganske let. Der var mange ting som han skulle have styr på nu. Han elskede Liya, selvom han havde været en mand af ord, fremfor handling, og han vidste, at det altid havde talt imod ham i det her tilfælde.
At Liya derimod havde været omkring ham i årevis, havde Nathaniel ingen anelse om. Han kunne høre folk, men ikke se dem, som hans kære datter. Der gik ikke den dag, hvor han ikke tænkte på dem. Den familie som han vidste, at han havde svigtet, og nu stod han her, og forsøgte at finde ud af det med Yuuki. Ikke den mest heldige kvinde at gøre det med, men for pokker.. Han kunne jo heller ikke bestemme og herske over sine tanker og følelser, når han mødte en som rent faktisk skænkede ham den forståelse, som han havde brug for! Han bundede sit glas, inden han igen lod hånden glide over hans ansigt. Det var virkelig en forvirrende ting for ham lige nu.. Alt det som han skulle tage til overvejelse.. Nu hvor Kimeya vidste, hvor han boede i Manjarno sammen med Yuuki, var han nødt til at flytte hende og det hele til et andet sted, men at gøre det, uden at Kimeya holdt øje med det, var nok heller ikke den nemmeste ting i verden. Han havde placeret sig i en meget uheldig situation, og det kunne han ikke gøre noget ved. Glasset skubbede han let til side.. Tankerne selv gled til Liya fra tid til anden.. Selvom det havde været en hård tid.. så havde han elsket det.. Hvert et sekund han havde tilbragt sammen med hende. "Giv mig en whisky.." bad han da tjeneren passerede ham igen. Han var nødt til at gøre noget med de tanker. Han kunne ikke holde dem ud!

[Liya Daimond Diamaqima]

Afstanden mellem dem lige i dette øjeblik, var kortere end den havde været i så ekstremt mange år. Hun havde været der i baggrunden, set ham finde lykke med en anden kvinde... få en anden familie, eller om ikke andet være på vej til det, mens den de havde skabt sammen faldt mere og mere sammen. Hun knyttede hånden og mærkede hvordan hadet minut for minut fortærrede hende. Det var blevet værre inden for de sidste par uger, uden hun helt vidste hvorfor, men alt i hende længtes efter at gøre ham ondt, bare så han kunne tage del i den smerte han selv havde påført hende og fortjente. Hun svævede roligt hen til hans stol og bukkede sig ned så hendes læber var lige ud for hans ører. "Du kan ikke drikke mig væk," hviskede hun blidt og dog med den lidt farlige intensitet som altid havde ligget i hendes stemme. Selv hvis han stod hende så foran ham, så ville han nok tro at han så syner, velvidende om at hun var begravet, og hendes jordiske rester lå et sted dybt under jorden. "Du kan ej heller slå mig ihjel.. eller stiltie mig. Jeg er blot en stemme," tilføjede hun sigende og lod en hånd løbe hen over hans skulder, eller forsøgte på det, for den gik lige igennem. Nu vidste han måske hvordan det var altid at have en stemme i sit hoved, en som aldrig kunne dræbes eller gøres tavs, han ville snart vide hvor stor magt en sådanne kunne have over en.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel stirrede frem for sig i sin egen tankebobel. End ikke musikken og de mange stemmer var hvad han hørte. Stemmer synes han at høre fra tid til anden, og stemmen for ham, var så frygtelig genkendelig, at han ikke kunne lade være med at tænke på den familie som han engang havde haft. Ikke fordi at han troede på, at han ville skrive sig ind i hans børns gode bog... da slet ikke Jophiels, hvilket faktisk gjorde ham trist. Det familieliv som han havde ønsket, var bare ikke noget som lå til sidebenet, som så mange andre ting havde gjort. Stemmen som pludselig lød i hans øre, fik nærmest hans pupille til at trække sig sammen. Han blev dog siddende uden så meget som at røre en muskel.
Glasset med whisky blev placeret foran ham. Det var en stemme.. ikke noget andet end en stemme i hans hoved. Han tog en god tår af væsken foran sig, selv uden at skære en grimasse. Som om at han ikke rigtigt ænsede hvor bitter og forfærdelig en smag den havde, for han var bestemt ikke vant til at drikke. "Intet andet end blot en stemme.." endte han dæmpet for sig selv. Han vidste at Liya var død og begravet.. så hvordan skulle det da kunne være hende, der gjorde det? Hvorfor skulle de også pludselig komme nu? En følelse af kulde ramte hans skulder, hvilket fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen. Det var egentlig ganske... koldt.. Hvor kom det fra? Næven lukkede han mere omkring sit glas. Var det stresset igen? Det måtte det være.. Særligt med alle de tanker som han gjorde sig i forvejen. Han kunne virkelig ikke lide det. Han trak vejret dybt igen og endte med at bunde glasset i endnu en stor mundfuld.. Først der måtte grimassen melde sig. Det kunne bare ikke passe, at han begyndte at høre den slags.. Det var ikke ham, at rende rundt med stemmer i hovedet!

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya rettede sig op igen med et mørkt blik. Engang havde han bekymret sig om hende, ligget vågen om natten bare for at tage hendes mareridt inden de fortærrede hende. Han havde holdt om hende, elsket hende og nu.. var hun bare luft, en tom og ligegyldig stemme i hans hoved blandet med tankerne om hans nye store kærlighed, endda en kvinde som havde ødelagt Kimeyas liv på så mange områder. Ham så hun også til i ny og næ, men han klarede sig.. som sædvanlig. Forsigtigt forsøgte hun at stryge fingrene igennem hans mørke hår, men uden nogen forandret effekt. "Om du vil det eller ej, jeg vil altid være en del af dig," hun trak hånden til sig og lod blikket glide omkring i desperation efter at bevise at han skulle frygte hvad der var i skyggerne, døde eller levende, hun kunne gøre ham ondt. Når det hele var overstået kunne de være sammen, han ville være hendes og denne gang til evig tid, intet ville kunne skille dem ad. Ringen havde han fjernet.. den dag han havde gjort det, var den eneste gang hun havde følt andet end had siden sin død. Hun havde følt sorg.. elendighed og tomhed uden andet. Hendes forældre havde hadet hende, set hende som en pestilens og et værktøj.. et legetøj, og Nathaniel havde fået hende til at elske ham med alt hvad det indebar, og derefter vendt hende ryggen som alle andre ligesom hendes stedfar havde gjort da han havde smidt hende ud i skoven med forventningen om at hun ville dø.

[Nathaniel Diamaqima]

Nathaniel følte virkelig, at han var ved at blive vanvittig. Det var ikke første gang han hørte stemmerne i hans hoved, og han kunne jo lidt høre og mærke, at det ikke bare var en tanke, som han gjorde sig, men at det rent faktisk var der! Han rystede stille på hovedet af sig selv. Han lukkede øjnene for et kort øjeblik, som om at han rent faktisk forsøgte at sortere sine tanker og så bare håbe, at det var noget som ville hjælpe ham i det lange forløb.
"Det er bare en stemme i mit hoved.." gentog han for sig selv igen, for han kunne ikke gøre andet.. Han kunne virkelig ikke gøre andet. Han var for pokker da nødt til at samle sig, for hvordan skulle han da ellers finde ud af det hele med Yuuki? Ganske vidst, var han klar over, at det på ingen måder var velset, men det var nu den mulighed som han havde.. Og en som han var mere end villig til at gøre noget ved, også selvom han vidste at mange var imod det. Særligt Jophiel og Kimeya havde vist sig at tage det meget tungt. Han forstod skam Jophiel.. Han hørte jo hvordan hans børn havde det, selvom han ikke havde opsøgt dem. Han var vel bare.. ikke den som ville erkende sine fejl, for han var slet ikke god til det, og særligt ikke når han ikke vidste hvordan han skulle tage tingene, og særligt ikke hvad angik børn. Det var på ingen måder nemt for ham lige nu! Denne gang gned han begge hænder henover hans ansigt og med et tungt suk. Altid ville Liya være en del af hans liv, og det var skam slet ikke fordi at det var noget som han havde tænkt sig at vende ryggen til, men efter så mange år, havde han vel bare selv brug for at komme videre? Og det var der jo intet forkert i!

[Deleted]

Selvom det var ved at være koldt i vejret, så var det slet ikke noget som påvirkede Dominic på nogen måde. Dog af den grund, så var det rart for selv ham at komme lidt indenfor, og se noget andet end de mausoleer, som var på kirkegården, som primært var det sted, hvor han opholdt sig. Igennem de sidste rigtig mange år, havde han rent faktisk formået at holde sig ude af problemer, hvilket egentlig var ganske utroligt i sig selv.
Her var mange mennesker, og selv han var ikke meget for den støj og de mange lyde, som i forvejen lød skræmmende høje for ham. Han kneb øjnene let og fast sammen og rystede så på hovedet. Han måtte bide det i sig lige for nu. Han havde brug for noget næring, og så kunne han jo tage videre. Efter han måtte leve sit liv alene, var det ensomhed som uden tvivl prægede ha meget. Han havde sit oppyntede mausoleum med malerier.. og det var egentlig det, som var hans højdepunkt i livet. Han kunne bruge timer på bare at sidde og kigge på dem. Det var jo bare den fascination i livet, og særligt efter han havde mistet kvinden, som havde malet ham dem. Hans udseende bar præg af en meget fattig tilværelse. Han havde jo rent faktisk... ingenting. Ikke at han kunne gøre særlig meget ved et, for det kunne han ærlig talt ikke. Han trådte igennem lokalet og tog pladsen oppe ved disken. "Et glas blod," bad han neutralt. Der var ikke rigtigt noget ellers i hans stemme, som indikerede, at han ikke var ude på noget. Hans mine var fast og intens. Ikke en mand af udseende, som man ville komme på tværs af, selvom skindet uden tvivl bedrog i det her tilfælde.

[Liya Daimond Diamaqima]

Liya havde haft en stemme i hovedet siden barndommen. Den havde fulgt hende i tykt og tyndt, beskyttet hende, sikret hendes overlevelse gennem alle de forfærdelige ting livet havde smidt i hovedet på hende. Nathaniel var bare endnu en af de ting, men dog var hun ude af stand til at slippe ham. Hendes hjerte blødte. Stadig ville han ikke vedkendes hende, eller det savn hun vidste at han inderst inde følte, et tomrum som end ikke Yuuki ville kunne fylde ud, det var en triumf hun evigt ville holde. "Du ved bedre kære," hun strøg ham blidt over håret.. eller forsøgte igen, men hendes blik faldt på vampyren. Hans blege hud og døde blik gav hende en underlig følelse af at være forbundet til ham. Hun havde altid hadet vampyrerne.. arrogante væsner, men langsomt begyndte hun at forstå deres behov. Idet hun svævede ud af skyggen blev hun usynlig igen og greb på vejen en gammel trækniv fra en tilfældig mands bælte. Han var for fuld til at mærke det. Hun stoppede op umiddelbart foran vampyren velvidende om at han ikke kunne se hende. "Jeg vender hjem," med et intenst skær i blikket, stak hun kniven gennem sin egen hånd, inden hun jog den ud mod den uskyldige vampyr, direkte mod hjertet. Med så mange mord på samvittigheden, vidste hun præcis hvor den skulle placeres. "Han skal nok blive min," hun slap kniven og slog smæld med tungen.

[Deleted]

Domonic havde ikke nogen anelse om hvad der ville ske med ham i aften, og egentlig var han jo heller ikke typen som der skete det vildeste ved. Han var en mand som havde holdt sig for sig selv igennem skræmmende mange år. Der var ikke mange som havde vidst at han overhovedet havde været til stede, og han havde aldrig været i vejen for nogen. I det store og hele, så var det ikke ofte, at han søgte ud af Corvento på denne måde, for at søge andre steder. Et sølle glas blod blev serveret for ham og hurtigt tømt. At der var andre som var ude på at give ham det endelige til aften var ikke en tanke som slog ham. Han drejede forsigtigt om på stolen, kun lige tids nok til at se den svævende kniv foran ham. Hans pupiller trak sig let sammen. "Hvad i..." Han tav med det samme, som den blev hamret direkte mod hans bryst. Han blev om muligt mere bleg i hovedet, som han jo allerede nu var klar over, hvilken skæbne som rent faktisk ville ramme ham i en stund som denne.
Skriget brød derefter hans læber, idet han røg direkte i jorden. Hurtigt blev hans krop og hud direkte askegrå, inden den direkte endte med at gå i opløsning. Skjult i de tynde og lasede klæder, som han bar til normalt vis, endte han denne gang for alvor med at gå i døden, også selvom han ikke havde nogen anelse om hvem eller hvad er havde gjort det.. Så var han denne gang død.

//Out

[Nathaniel Diamaqima]

Liyas betydning for Nathaniel, var uden tvivl enorm, og end ikke noget som Yuuki kunne udfylde, men særligt efter så mange år, ville han da stadig mene, at det var hans ret, at komme videre.. og selv i sit eget liv. Han så intet.. vidste ikke at Liya rent faktisk var omkring ham, selvom tanken nok havde slået ham mere end en gang, og han kunne virkelig ikke gøre noget ved det. Stemmerne lød endnu en gang i hans hoved.. For nu forsøgte han at ignorere dem, selvom det på ingen måder var nogen nem ting for ham. Nu vidste han da hvordan hun havde haft det, og hun havde endda haft det på den måde i årevis. Han lukkede øjnene ganske let. At ignorere den, var virkelig ikke nemt. Særligt i dag, synes han at den havde været der stort set hele tiden!
"Jeg må være blevet rablende vanvittig.." Måske at det var sådan her at det hele startede? At man virkelig tænkte for meget? Det løb ham koldt nedover ryggen, da han igen synes at mærke hvordan noget.. kom i kontakt med hans hår. Han strøg kort sin egen hånd igennem det efterfølgende.

Siddende i sin egen lille verden, følte han hvordan nakkehårene rejste sig, ved lyden af skrig, som hurtigt og hastigt fangede hans opmærksomhed. Hurtigt drejede han blikket og rejste sig i tide til at se vampyren som faldt til jorden som intet andet end en bunke aske. Næven knyttede han automatisk.. Det var genkendeligt et eller andet sted. Folk rejste sig med det samme.. visse med tegn til panik, for hvad pokker var der ikke lige sket? Automatisk begyndte hans hjerte at hamre mod hans bryst.. Døden havde aldrig været hans kop the og slet ikke efter han havde mistet Liya. Måden denne mand havde mistet livet på... var næsten hvad han måtte sige, var det værste. Den var skærmmende genkendelig for ham. "Liya..." Det var de første og eneste ord, som rent faktisk passerede hans læber. Han rystede fast på hovedet. Det kunne ikke være rigtigt.. Men alligeve.. Han kendte ikke nogen som havde gjort brug af den indfaldsvinkel til dette tidligere.. Så hvem andre kunne det være? Også selvom han vidste, at hun havde været død i frygtelig mange år. Folk begyndte at forlade stedet, mens andre var nysgerrige på hvad der var sket.. Nathaniel stod egentlig bare stille. Hvordan skulle han reagere?

[Liya Daimond Diamaqima]

Enhver mistede, følte smerte og før eller siden levede de videre.. alle andre end Liya. Da Nathaniel havde været væk, havde hun tvunget sig selv til at leve i evig sorg og savn, fordi tanken om at komme videre, virkede som et svigt overfor en mand hun havde elsket og for hendes eget hjerte. Hun havde fundet trøst i deres vidunderlige børn der nu stod alene og på trods af det klarede sig fantastisk. Liya så hvordan det mørke træ borede sig ind i hjertet på en uskyldig mand. Det var ikke som at slå ihjel ellers. Det gav hende kun en meget svag følelse af magt, fordi hun ikke længere følte sig levende, end ikke ved mord. Alligevel smilede hun for sig selv da hans skikkelse faldt sammen i støvede korn og fangede kroens opmærksomhed. Det højlydte skrig havde fået alle til at vende sig mod dem, Liya stod i midten af det hele men uden at blive bemærket. Uroen bredte sig, beskyldninger gik gennem luften uden at være sande.. ikke en eneste af dem. Hun fangede Nathaniels skikkelse blandt dem alle og lukkede øjnene da han hviskede hendes navn. "Du kan lade mig dø men du kan ikke slå mig ihjel og du kan ej glemme mig. Jeg er en del af dig, af dit kød og dit blod, en del af din sjæl, så længe du lever, lever jeg, vi lever sammen," hviskede hun i hans ører og så til som nogle af gæsterne kom op at slås om det pludselige lig. Han kunne se det som en advarsel eller en kærlighedserklæring.. måske begge dele. Stemmen fulgte hende uendeligt, nu fik han et lille indblik i hvad hun havde levet med og forsøgt at flygte fra... altid. Var hun blevet stemmen? Sin egen ven og fjende? Hun rystede på hovedet.

[Nathaniel Diamaqima]

Skriget og vampyren som endte med at falde død til jorden, uden at der egentlig var nogen specifik grund til dette, var noget som direkte måtte sætte en skræk i de fleste, for hvem havde gjort det? Fremgangsmåden var for Nathaniel, kun for velkendt, og særligt når man var kendt med Liya, og måden hun havde gjort det på. Det var ikke just nogen hemmelighed, at han virkelig savnede hende.. og ja, han elskede hende, og kunne han redde hendes liv, så havde han så sandelig også gjort det, men selv til tider, var de ting ude af hans hænder. Han legede ikke længere med liv og død.. Han havde set og mærket på egen krop hvilke konsekvenser det kunne have i længden. Tænderne bed han sammen, også selvom han endnu forholdt sig rolig.
Den ene næve lukkede Nathaniel ganske let, alene ved tanken om at han måske rent faktisk stod overfor sin kære Liya. Altid ville han have et svagt punkt for hende.. altid ville der være et tomrum som ingen anden kunne fylde op, uanset hvor meget de så end ville forsøge på at gøre det. Han trak vejret dybt og vendte sig om mod døren. Dette barslagsmål var slet ikke noget, som han var særlig fristet til selv at tage del i. Igen lød Liyas stemme i hans øre.. Han blev kun mere og mere overbevist om, at hun rent faktisk måtte være der.. Den kolde fornemmelse... stemmen i hans øre.. Det var jo en stemme som han alle steder genkendte. "... Du kan ikke være her.." Han vidste, at hendes krop måtte være gravlagt, og han tvivlede så sandelig stærkt på, at hun var gravet op og noget var sket til følge af det. Silia havde lovet ham højt og helligt ikke at gøre det, også selvom han vidste, at det var en hård situation at tvinge hende i, men han var nødt til det. Han rystede på hovedet. Han kunne ikke se hende.. Den gave var gået til hans datter og ikke just til ham selv, men det var ubehageligt. Hvorfor slå ihjel? For at understrege, at hun var til stede? Han tav denne gang. Det var virkelig sjældent, at han ikke vidste hvad han skulle sige.

[Liya Daimond Diamaqima]

Normalt havde hun taget sig længere tid. Det var aldrig planlagt, men hun tog kontrol, det var hendes måde at fokuserer på. Der havde altid været en mand til at tage magt og kontrol over hende, og når lyset i deres øjne døde hen, så følte hun magt over sit eget liv, kontrol over sine følelser, det at give slip og vide at hun var en stærk sjæl trods mange mente det stik modsatte. Hun stirrede mod bunken af aske og så op på Nathaniel med et tomt blik. Før eller siden ville han indse at hun ikke bare var en stemme, ligesom stemmen i hendes hoved heller ikke var det. Han ville blive hendes, hvis ikke i livet, så i døden. Han fortjente ikke et bankende hjerte efter det han havde gjort mod hende. "Nathaniel kære.. jeg er her ikke, det sørgede du for," påpegede hun med en dæmpet hvisken i hans ører. Var hun hævntørstig? Det blandet med desperation efter at tage kontrol og blive en del af ham igen. Uden at sige noget nynnede hun en medodi i hans ører.. den samme melodi som hun nynnede når stemmen havde haft fat i hende og hun forsøgte at berolige sig selv, den samme melodi som hun havde nynnet for børnene om aftenen. Det var det eneste hun nogensinde havde gjort rigtigt - børnene.

[Nathaniel Diamaqima]

Stemmen.. det som skete omkring ham.. og måden det var gjort på. Det kunne jo kun indikere for ham, at Liya rent faktisk var til stede, også selvom han havde svært ved at forstå hvordan og hvorfor at det var sket. Han bed tænderne en smule sammen. I hans øjne, var det ikke nogen skam at komme sig over det tab som han nu havde lidt, ved at miste hende.. For det var en virkelig grotesk måde at ende livet på, men hvis bare Silia havde fået lov til at tilse hendes sår, og gjort noget ved det.. Så havde sagen været en helt anden. Knuden meldte sig omgående i hans mave.. Det var jo ikke nogen hemmelighed, at han virkelig elskede hende, og altid havde gjort det. "Jeg kunne intet stille op.." Igen var det som om at samvittigheden meldte sig. Han havde set såret og været klar over, at det var så slemt, at han intet havde været i stand til at gøre ved det.. Uanset hvor grotesk det så end måtte lyde. Han bakkede igen.. Han søgte hen mod døren. Her ville han helst ikke blive set snakke med sig selv, som han heller ikke ønskede at blive fanget midt i barslåskampen, som var ved at tage til.
Den nynnen fik det til at løbe ham koldt ned af ryggen. Det var ikke noget ,som han havde hørt igennem rigtig mange år nu og dog, så var den ham så velkendt som intet andet. Det var hende.. Han blev jo kun mere og mere overbevist om det, og ja.. det rev op i de følelser som igennem så forbandet mange år, havde ligget på is. Følte han for at undskylde? Det lignede ham så sandelig heller ikke, men for pokker.. det var da virkelig forvirrende, når det foregik på denne her måde! Han følte et pludseligt slag over den ene skulder, hvilket hurtigt fik ham til at dreje hovedet, inden han fik en direkte knytnæve mod ansigtet. Han røg i gulvet og tog sig til kæben.. Alene den nynnen slog ham helt ud af kurs.. Han genkendte den jo. Han havde jo næsten dagligt hørt den siden han havde fundet sammen med hende. Han trak sig let væk fra slagsmålet. Han kunne slet ikke finde ud af det lige nu!