Stalking The Predator (2)

[Deleted]

@angelera

"My Lord... Undersøgelser tyder på en mindskelse i bestanden af mennesker i Fyrstedømmet. Stadig flere Covens og Vampyrer bliver ofre for Alkymisternes forsøg og drænes af deres blod!.." En stemme lød i den store sal, en stemme der havde lydt i flere minutter i en endeløs opsummering af påståede problemer og bekymringer. Alt imens der i baggrunden kunne høres den svage sukken af en ung kvinde klædt i en kort hvid kjole, og lyden af blod der blev suget fra hendes håndled. Hævet op på et mindre ovalt plateau, stod der en Trone af stål og marmor, obsidian og sten.. formet som en Gargoyle i symfoni af Fyrstesalens ellers makabre og dystre interiør. På denne Trone, sad Malekith.Lænet tilbage med fødderne solidt plantet i jorden, iført bukser af sort læder og stål, samt en lang broderet kappe af sort stof og en krave af varulvepels. Den ene albue hvilede mod armlænet, og i hånden hvilede den unge kvindes håndled. Malekith slugte en sidste slurk til sig imens en kort stilhed havde lagt sig over salen, hoffet og tilskuerne der ellers sædvanligt iagttog sådanne sædvanlige møder og samlinger. En næsten daglig ting. "Jeg antager at De vil nå en pointe inden natten er ovre, Lord Carstein?" Lød det så nærmest nonchalant og overlegent fra Malekith, og han ikke engang vendte blikket imod Carstein, der stod på det glinsende marmorgulv foran Tronens plateau. Der var ingen tvivl om hvem der besad magten iblandt alle disse vampyrer. Ingen tvivl om hvem der var den egentlige Lord, selvom så mange bar en sådan titel i Vampyrernes kredse.
Lord Carstein så sig omkring i et næsten utilfreds og lettere fornærmet attitude, dog stadig i en påtaget selvsikkerhed, som han hævede sine arme en smule. "Min pointe, My Lord, er at vi er besat fra alle sider. Og alt hvad De gør, er at hvile her på din Trone, og holde fast i dine egne rigdomme som en slange om sit bytte. Og alt imens vore Covens jagtes og angribes, kræver De stadig at flere optages i Deres hær!? Vi har ikke styrken til at modstå disse angreb, ikke antallet til at kaste dem tilbage. Og medlemmerne af min Coven svækkes dag for dag!" Tonen var hånende fra Lord Carstein, og der gav også genlyd i form af lydløse gisp fra tilskuerne. En tone og ord der også fik Malekith til at spærre sine øjne op og vende blikket mod Lord Carstein. "De glemmer Deres plads, Lord Carstein!.. Har jeg ikke tidoblet vore beholdninger og udvidet hvor magt i disse seneste århundreder? Har jeg ikke bygget dette Slot og grundlagt denne by? Og stadig ville De anklage mig for dovenskab!?" Malekith slap pigens håndled og viftede hende væk, hvorefter han så rejste sig op fra sin Trone, viftede autoritært og nonchalant med sin ene arm. "Det er en sølle hyrde der bebrejder sin flok, Lord Carstein! er Deres Coven under angreb, ikke min! Jeg ruller mig ikke sammen og sitrer af skræk når mine fjender passerer!" Lød det så hvæsende fra Malekith, og han fastholdte blikket mod Lord Carstein, som dog ikke virkede til at være sænket elelr afbøjet af ordene der havde forladt Malekith's mund. Carstein-Klanen var iblandt Dvasias' ældste og største klaner, og havde sit hovedsæde nord for Corvento og ved siden af Den Mørke Skov. En Klan der i mange år havde været ofre for angreb af grådige jægere og alkymister, ude efter deres blod. Og selvom Malekith personligt havde dræbt flere fjender end Carstein-Klanen som helhed havde gjort det, havde de stadig valgt at kaste skylden i retningen af deres nu nye leder... "Vend Jeres opmærksomhed imod denne såkaldte Lord!" Lord Carstein så sig omkring og pegede mod Malekith. "De har tydeligvis ingen interesse i Vampyrernes velfærd, men nærmere en selvvisk interesse i rigdomme og at skjule Dem bag Deres mure! Måske.. er det blevet tid til et nyt styre?" Lord Carstein så sig omkring med armene let hævet fra sine sider, i en søgen efter tilhængere iblandt Hoffet og tilskuerne. Men som Malekith vendte sit skarpe blik imod omgivelserne, var der ingen der gav lyd, og nogle bukkede endda deres hoveder i ærbødighed. Dette var Vampyr-politik. Nådesløs som intet andet i Dvasias. Alle her ønskede magt og styrke, og den som besad den måtte konstant forsvare den imod de som var tåbelige nok til at række ud efter den.
Imens dette havde stået på, havde Malekith bemærket tilstedeværelsen af en kvindelige skikkelse, dog sikkert stadig gemt i skyggerne, eller måske ikke. Han kunne dog høre hjertet banke bag hendes bryst.. hun var lige i tide. Han regnede ikke med at andre vidste hun var i Salen. De var mere optagede af situationen. Men da Lord Carstein tydeligvis ingen tilhængere havde, kunne man se fortvivlelsen sprede sig over den gamle vampyrs ansigt, imens Malekith's eget lyste op i et næsten hånligt men diskret smil. "Jeg forventede mere af Dem, Lord Carstein..." Ord der endnu ikke havde ringet ud i Fyrstesalen, inden Malekith havde sat i bevægelse. Og inden nogen havde nået at reagere med anden end gisp og spærrede øjne, stod Malekith med sin hånd om Lord Carsteins hals, hævet over jorden i udstrakt arm. "De tager synderligt fejl, hvis De tror at jeg vil spendere så meget som et sekund mere, på at lytte til din insisterende jamren og dine undskyldninger! Og De tager så sandelig fejl i troen om, at Deres magt er mere end blot en brøkdel af min egen!" De sylespidse tænder vises og Lord Carstein viftede med fødderne imens han med sine hænder forsøgte at vride sig fra fra hånden omkring hans hals. "My Lord..!" Så snart Lord Carstein åbnede munden, rakte Malekith nogle fingre ind imellem tænderne, med en håndflade og tommelfinger omkring Den gamle vampyrs kæbe. Det var vidst på tide at Carstein-Klanen, og alle andre, blev mindet om hvem de stod overfor. Og i en voldsom bevægelse, blev Lord Carstein's kæbe revet fra dets led, i en blodig symfoni af klumper og brud, hud der flækkes og blod der sprøjtede, idet Malekith rev kæben fra hans ansigt. I sekundet efter, havde Malekith stadig fat om halsen og den sitrende krop i den ene hånd, og den løsrevne kæbe i den anden, og lod aggressivt sine tænder synke i Lord Carstein's hals, i et hvæs af blod der blev suget og slugt... indtil han i endnu en voldsom bevægelse, bogstaveligt talt rev hovedet fra skuldrene. Gisp lød fra omgivelserne, men ikke mere end sædvanligt og forventet. Dødsfald var en almindelighed iblandt vampyrer, som resultat af blodige fejder og magtkampe.
Den livløse og hovedløse krop, faldt sammen, og tilbage stod Malekith... med blod fra læberne til hagen, og med sprøjt af blod over sin overkrop og kappe. Stadig med hovedet i den ene hånd, og kæben i den anden, hævede han hænderne lidt fra siderne og så sig omkring på de som betragtede ham. Et eksempel var blevet statueret, og den var tydeligvis synket godt ind i tilskuernes og hoffets bevidsthed. En ny vampyr ville nu tage pladsen som Lord af Carstein... og måske havde det været hensigten lige fra starten? "Forlad dette sted!" Hvæsede Malekith, og havde derved sat et endeligt for nattens Court de Vampiri.

Tilskuere, hofmedlemmer, Lords og vagter, forlod alle den store sal. Og inden længe, lød lyden af de tre store døre af sten og stål der blev lukket bag dem. Og tilbage stod Malekith foran sin Trone.. men ikke alene. Hoffet ville meget snart kende til hendes eksistens, men ikke endnu, og ikke denne nat. Malekith vendte sig om imod Tronen, og idet han roligt og elegant begyndte at gå imod den, lod han kæben og hovedet glide fra hans blodige hænder og falde til gulvet. Han endte med at sætte sig tilbage i Tronen, ganske tilfreds, trods det meget makabre og blodige udfald af nattens Court de Vampiri. Men som altid, havde der været en plan, fejlfrit udført af ham selv. Og endnu engang havde han statueret sig selv som den magtfulde og nådesløse vampyr han var. Det ville vare længe, før nogen anden ville vove at udfordre hans autoritet igen.

[Deleted]

Angelera havde søgt de ofre som hun havde fået besked på. Det havde været en nem jagt men dog meget underholdende. Der var virkelig ikke noget som at se voksne mænd græde i frygt. Det fik hende til at le! Svage mænd skulle dø, de havde ingen ret til at betræde denne jord og folk som var så svage at de skulle have andre til at kæmpe deres sag for dem var de værste. Hun hadede sådan nogle mennesker. Hun var søgt tilbage til Castle of Blood, tilbage til Malekith. Hun glædet sig til endnu en gang at være i den intimiderende aura som han ossede ud af. Som hun satte en fod på slottet bemærkede hun de mange mennesker som måtte befinde sig i den store sal ikke langt fra hvor hun kom ind. Hun søgte med det samme dertil, hun holdt sig i skyggerne, gemte sig for en stund. Hun betragtede scenen foran sig, den gamle vampyr som var decideret nedgørende overfor Malekith brød hun sig ikke om. Hendes lyst til at slå manden ihjel var stor, ingen skulle tale sådan til ham på nogen som helst måde men hun holdt sig i skinnet. Hun kendte sin plads og hun vidste at han vidste at hun var der. Hun blev siddende, lod ham klare det hele selv og det gjorde han skam også med stil. Manden døde hurtigt men smertefuldt. Kæben blev flået af som var det ingen ting, hoved røg ligeså. Hun havde været nød til at løfte kort på klædet for at kunne se hvad der forgik. Hun kunne ikke andet end at smile stort, det var noget af en herre som hun havde udset sig denne gang. Han beordrede alle til at forlade salen og de forsvandt hurtigt. Hun blev siddende lidt og studerede ham som han søgte tilbage på sin plads på tronen.

Hun søgte frem for sig skjul og søgte frem foran hans blik. Hun sendte ham et roligt smil som hun stoppede op foran hans trone og holdt en sæk hen over skulderen. Den var bulet, fyldt med hovederne af de mænd som han havde ønsket døde. Hun havde elsket at slå dem ihjel, den ene af dem havde hun endda drukket fra. Manden havde været en engel og hans blod havde smagt sødt. Det var også hans blod som lige nu prægede det meste af hendes krop. Det nederste af hendes ansigt samt hendes hals, hendes bryst og ned over hendes tøj var fyldt med blod. Det havde virkelig været en blodig omgang men hun havde kunnet lide det. Hovedet søgte en smule på sned og rod sækken svinge om foran sig og falde til jorden sådan så det ene af de fem hoveder som var der i rullede ud. "Som De ønskede. Her er hovederne på Jægerne sat hoveder på to af alkymisterne. Der var oprindeligt tre af dem men den ene af dem fik vidst kolde fødder og ønskede at sladre til Dem omkring De andres opholdssted. De slog ham ihjel selv" sagde hun roligt og smilede let mens hun slikkede sig om munden. Hun kunne stadig smage englens blod.

[Deleted]

Malekith var en kraftfuld vampyr, og han vidste det. Det var ikke nødvendigvis selvsikkerhed, men nærmere blot en almen sikkerhed. Han demonstrerede sjældent sin magt og sine kræfter i et offentligt forum, med mindre han var nødt til det, selvfølgelig. Det tjente et formål, at lade en mystik vokse over ham selv, som kunne så nogle frø af tvivl hos de der betragtede ham. Ingen vidste blandt andet hvor gammel han var, eller præcist hvilke grænser der var for hans kræfter. Og han kunne lide at holde det sådan, for derved kunne han gøre hvad han gjorde bedst når det ville have den bedste virkning. Blot lade hans væsen og aura tale for dets selv, og ikke bare vifte rundt med sine kapaciteter evigt og altid som et barn. Men Malekith havde jo ikke altid været den ældste og stærkeste. Han havde selv været ung og havde mødt meget mere magtfulde individer på sin færd. Og nogle gange måtte han da også erkende andre som værende individer overfor hvem man burde være særligt mistænksom. Men nu var han iblandt de ældste og de stærkeste, og han elskede det. Og han havde fortjent det! Han havde fortjent at så mange ville bøje deres hoveder i ærbødighed, og havde så sandelig fortjent den loyalitet og respekt som han så bestemt krævede fra dem omkring sig.
Den gamle Vampyr sad på sin trone, og ventede tålmodigt på at kvinden ville vise sig selv og resultatet af sin jagt. Stadig nærmest indhyldet i blodet fra den Vampyr Lord han havde revet fra hinanden på det glinsende marmorgulv. Hans royale kappe var ikke samlet, og en bar overkrop med streger af blod kunne ses. Stadig med tænderne der af og til viste sig bag læberne, som han slikkede blodet af en enkelt af sine blodrøde hænder. Han hørte hendes skridt, fornemmede hendes tilstedeværelse idet hun nærmede sig tronen hvorpå han sad. Og kun let overskygget af lugten af blod der ellers altid dominerede denne sal, kunne han både lugte blodet hun bar på sin krop, og blodet der løb i hendes årer. Men det var først da hun lod sækken falde til jorden, at han vendte sit blik imod hende, og betragtede hende. Han kunne intet andet end at lade nogle tænder afsløres i en tilfreds mine. "Jeg ser at dine løfter ikke var overdrevet.." Et kompliment? Måske.. men uanset hvad, emmede hans tone af en tilfredshed over den fuldførte gerning. Han slugte en smule blod der stadig hvilede under hans tunge, og rejste sig så endelig op fra sin trone igen. Et øjeblik stod han stille, og blot betragtede hende. Blodet klædte hende, og fortalte næsten en historie i sig selv. Så hvorfor ikke se nærmere på denne historie?

Tålmodige skridt ledte ham ned af de få trin, og mod hende. Sækken hun havde bragt ham og hovederne deri, ville blive sat på spyd og ladet hænge ved byens og slottets porte. Som en advarsel til de som skulle tænke at gøre det samme, eller endnu et lille statueret eksempel på blodtørsten der hvilede indenfor dette slot. Men nu hvor det var gjort, var sækken og dets indhold ligegyldigt, og det var i stedet hende der bar interesse og dragede hans blik. Han trådte forbi og over det blodige lig og den blodige sæk, og endte i stedet skråt ved hendes side. Et blik betragtede hende uhæmmet, alt af hende, og han hævede en hånd imod hende. En pegefinger blev lagt under hendes hage, og han første tommelfingeren over huden lige under hendes læbe, trak en smule i den tydeligvis bløde underlæbe, og fjernede derved noget af blodet. Fingrene gled derefter ned over hendes hage og hendes kraveben, indtil de nåede kavalergangen afsløret af hendes sparsomme beklædning.. og streger blev trukket i blodet der dækkede hendes hud. "Du har gjort godt.." Lød det så lavmælt og roligt fra ham, som han førte tommelfingeren op til sine egne læber, og smagte på blodet af en engel. Ord, sagt som man ville sige det til en datter eller et væsen af sødme og uskyld. Men med en berøring som man ville en elsker... Og et blik af lyst og intensitet rettet mod hende.
Malekith hvilede ikke meget længere ved hendes side, og gik i stedet forbi hende, mod det store kar af blod i midten af salen. Da han nåede derhen, lod han en blodig finger følge kanten af karet et par skridt, imens han blik hvilede på den rolige overflade af fyldigt blod deri. "I tusinder og atter tusinder af år, har jeg vandret denne verden... Du har bragt mig en ofring af blod, og således skal blod binde os." Malekith stoppede op, og vendte sig mod den kvindelige figur. Uden den store tøven, viste han sine skarpe tænder, og satte dem i sit eget håndled. Huden blev gennemboret og blod begyndte langsomt at flyde. Han sænkede derefter sin hage en smule, og lod blikket hvile mod hende som han så strakte sin arm ud imod hende. "Hvis du ønsker mig som din Herre, så drik af mit blod, og det skal forsegle vort bånd.." Blod der havde hvilet i hans krop i over 80.000 år... fuldkomment og rent. Ikke mange blev skænket en sådan ofring. Men så igen, så havde han sjældent mødt nogen som hende. Hvis han da nogensinde havde. Malekith havde taget en beslutning. Han kunne i sandhed bruge en pige af hendes talenter, kunne bruge alt af hende... Rank, forblev han stående og lod hende træffe beslutningen. En beslutning han dog allerede kendte på forhånd... og det blot øgede hans tilfredsstillelse.

[Deleted]

Angel havde ikke overdrevet sine evner. Hun anså det på en måde som at lyve overfor hendes herre hvis hun påstod at hun gjorde noget som hun ikke kunne eller som hun ikke vidste om hun kunne. Så hellere være ærlig og sige sandheden. Mange ville måske have bragt hovedet med fra den sidste alkymist og påstået at de havde slået dem alle ihjel selv men sådan var Angel ikke. Hun ville hellere bare have ros for det hun gjorde i stedet for at lyve. Hun gik roligt mod ham som han sad der på tronen. Hun kunne fornemme ham, sanse hans væsen selv på denne afstand. Det var en dejlig følelse endelig at være i hans nærhed igen. Han overdrevet styrke var hende næsten overvældende og det var noget hun kunne lide. Hun vidste ikke hvad han kunne finde på at gøre ved hende, hvad han ønskede at gøre ved hende men dette var ligegyldigt. Hun ville tage imod det hele med et smil. Hendes krop var næsten badet i englens blod, det gjorde hende ingenting, hun kunne lide det. Blodet var et tegn på kamp, tegn på at hun havde gjort et godt stykke arbejde og at hun havde fået deres blod til at flyde. Hun elskede det, næsten helt høj af tanken om de små mænd som havde ligget og skreget under hende som hun havde slået dem ihjel en af gangen. Englen havde været den sidste, ham havde hun nydt. Hun havde pint ham, tortureret ham for at få af vide hvor alkymisterne holdt til og da han endelig gav efter havde hun mæsket sig i hans blod. Det havde været sødt, himmelsk. Hun kunne lide det. Bare tanken om det gav hende gåsehud. Hovedet søgte let på sned som hun lod sække falde foran hans blik. Hun ventede på hans reaktion, han var tilfreds kunne hun høre ud fra hans ord. Det var dejligt, smilet på hendes læber blev en smule bedrede men hun sagde ej noget. Der var ingen grund til at prale, ingen grund til at kommentere. Lige nu stod hun blot og nød hans tilstedeværelse.

Han nærmede sig, hun kunne høre hans skridt komme hende nærmere og nærmede. Hun rykkede sig ikke, gjorde intet ud over at blive stående og blot afvente hvad han ville. Hvad han ønskede at gøre med hovederne anede hun ikke, hun var i og for sig også fuldstændig ligeglad. Hun havde udført sit arbejde, han virkede tilfreds og det var virkelig det allervigtigste for hende. Hun mærkede at hans interesse for hende stige som han kom nærmere, hun kunne fornemme det på ham. Han stoppede op ved hende og hun mærkede hans grådige blik betragte hende og hendes krop. Hun kunne lide det, det måtte kun være ham tydeligt og måske han selv kunne lide det? Lide tanken om at hun var der kun for hans ønsker og nydelse. Lige meget hvad han ønskede af hende så ville det blive gjort. Det var en total magt som han havde over hende, hun havde allerede givet ham den selvom bondet egentlig ikke var blevet lavet endnu. Hun mærkede hans finger under hendes hage og hun drejede hovedet let mod hans retning. Hans tommelfinger kørte langs hendes underlæbe, hev let i den. Det pirrede hende enormt meget! Hun mærkede hvordan hans fingre kørte ned over hendes hud og dannede linjer i blodet for til sidst at ende ved hendes kavaler gang. Hans ord fik hende til at smile. Hun var glad for at han var tilfreds med hende, hun ville virkelig ikke andet end at tilfredsstille ham. "Jeg er glad for at jeg var Dem behjælpelig, Herre" sagde hun blidt. Hans intense blik gjorde hende næsten ør i hovedet, det var virkelig ikke ofte at en mand kunne give hende denne form for reaktion men Malekith kunne, hans styrke i sig selv var nok til at gøre hende helt rundt på gulvet og hans lyst til hende gjorde det virkelig kun bedre. Hun kunne virkelig lide det. Som han gik forbi hende vendte hun sig mod ham og hendes hoved fulgte hans bevægelser selvom hun stadig havde bindet for øjnene. Hun blod dog pænt stående som han nærmede sig det store kar som var fyldt med blod. Hans ord rungede i det tomme lokale. Hun ventede roligt. Blodet skulle binde dem, blodet skulle forsejle den pagt som skulle være mellem dem. Når den var forsejlet var der ingen vej tilbage. Hun ville til evig tid tilhøre ham, adlyde hans mindste vink. Tanken fik hende hjerte til at hamre i hendes bryst af ren og skær ophidselse. Hun elskede den tanke. Duften slog hende med et samme. Blod, stærkere og renere end noget andet i dette lokale, hans blod. Hun havde ikke kunne se hvad han havde gjort, kun omridset af det. Han havde bidt sig selv og tilbød nu sit blod som en del af deres bånd. Hun smilede roligt og uden tøven gik hun roligt over til ham. Hun greb forsigtigt fat i hans hånd og vendte ansigtet i retning af hans. "Med dette bånd tilhøre jeg, Angelera Cassidy Miracuess Dem til evig tid eller til den tid hvor De ej ønsker mig mere eller jeg ikke længere er på denne jord. Jeg vil adlyde Deres mindste vink, lige meget hvad, lige meget hvornår og lige meget hvorfor. Jeg er Deres til at styre, Deres til at beordre og Deres til at nyde. De er min Herre." Hun stilte sig roligt ved ham og duftede kort til hans blod før hun roligt begyndte at drikke fra ham. hans blod var himmelsk! Det var virkelig få gange hun havde smagt ren blod og da slet ikke i samme klasse som hans. Hun kunne lide det, smages var hende næsten overvældende. Hun stoppede igen og vendte ansigtet mod hans skikkelse. Hun havde stadig noget af hans blot på læberne og hun holdt stadig meget blidt fat i hans hånd. Tungen gled let hen over hendes læber for at få hver eneste dråbe af hans fantastiske blod i sig, hun ville ikke lade noget som helst gå til spilde. "Hvad ønsker min Herre af mig til aften?" spurgte hun roligt og med et lille smil på læben.

[Deleted]

Ak ja, det ville tage år, skulle Malekith beskrive sine fineste drab og instanser af mord. Alle de gange hvor han havde fundet nydelse i en andens smerte og pinsel. Alle de gange hvor han havde holdt et liv imellem sine hænder, og valgt at tage det med magt. Nogle episoder mere voldelige end andre. Episoder der havde inkarneret sig i sin egen og andres hukommelse, og som for nogle tjente til at minde dem om, præcist hvor nådesløs han kunne være. Han havde ruineret byer og samfund, ladet jorden under hans fødder blive vædet af blod og tårer. De som havde gjort ham uret eller som havde stået i hans vej, havde betalt en langt højere pris end blot døden. Og de som havde været efterladt til at betragte hans vrede manifestere sig til handling, var blevet mindet om dette. Netop som det havde foregået denne nat, blot nogle øjeblikke forinden. Og han elskede det. Elskede at se frygten og ærbødigheden i øjnene af de som betragtede ham. Elskede underkastelsen for hans fødder. Og dog, var der også en stor tilfredsstillelse at finde i loyaliteten andre gav ham. De som stolede på hans dømmekraft, respekterede ham som deres Fyrste, og så og elskede hans styrke. Og i denne kvinde så han en sådan loyalitet, blot meget kraftigere og langt stærkere. Ikke i hendes øjne, som var dækket af båndet, men på hendes kropssprog, og fornemmede det ved hendes væsen. ed et sådan bånd imellem dem, begyndte han rent faktisk at tro på, at hun ville forblive loyal. Men Malekith var ikke blind for hvad han så og fornemmede. Og han fornemmede oftest meget mere end hvad man troede. Han vidste at dette var hvad hun ville, at hun ville have ham som sin Herre. Han fornemmede den tiltrækning han påvirkede i hende, den måde at hendes blik, selv bag båndet, var rettet mod ham, nærmest i fascination. Han ville altid have hende præcis hvor han havde hende, med mindre selvfølgelig, at hun ønskede sig mere, og besluttede sig for at række ud efter det. Så om hendes villighed til at stå ham til rådighed, var mere end blot den mekaniske loyalitet og trang til en herre han fornemmede i hende, eller om der var mere til det, vidste han ikke. Men uanset hvad, ville han tage dét af hende som han ville have, det hele.

Malekith nød at lade sine fingre glide over hende som de gjorde. Nød at se hvordan hun reagerede på det, nød fornemmelsen af hendes bløde hud under hans fingre. Blot synet af det svage træk i hendes underlæbe, var mere end rigeligt til at drage hans blik. Han fangede stadig sig selv i at blive blot en smule fascineret af, præcist hvor sensuelt et væsen hun var. Dødbringende og drabelig, og dog så indbydende at han kunne smage det. Hvis han ikke vidste bedre, ville han antage hende for at være en Vampyr af det fulde blod... et perfekt rovdyr. Og kort legede han med tanken om alle de ting han kunne bruge hende til, alle de ting hun kunne gøre for ham. Han smilte diskret ved hendes ord, og idet han passerede hende for at gå over mod det store kar af blod, lod kan kort sine læber nærme sig hendes øre. "I så fald, tør jeg garantere dig stor glæde.." Hviskede han. Tja, hvis hun i sandhed fandt glæde og tilfredsstillelse i at være ham behjælpelig, så ville hun uden tvivl finde sig selv overvældet af disse følelser i hans tjeneste. For han havde ingen intentioner om at lade hende stå inaktivt i et hjørne.
Han kunne høre hendes hjerte banke i spænding, kunne høre hvordan hun sugede lugten af hans blod til sig, idet hans egen hud blev gennemboret, og blodet viste sig. Blodet var helligt, og snart ville hun indse hvorfor. Hendes ord og mindre erklæring var alt hvad han havde brug for at høre, og hans blik var fæstnet mod hende som hun havde taget om hans hånd og vendt ansigtet mod ham. Han i sandhed stødt på en særlig karakter i hende. Og hun havde gjort det samme. Han ville sørge for at hendes tidligere Herrer, hvis hun havde haft nogle, ville mindskes til intet andet end svagelige individer i hans sammenligning. Hun skulle opleve en personlig storhedstid i hans tjeneste. "Angelera..." Gentog han for sig selv, som han betragtede en pige han netop havde fået navn på, drikke af hans blod. Hun var ikke grådig, men det var tydeligt at hun nød blodet der nu flød ned i hendes hals. Da hun stoppede op og atter kiggede på ham, lod han hende stadig holdte lidt om hans hånd. I nogle få øjeblikke betragtede han hende ganske intenst som hun slikkede resten af blodet af hendes læber. Ligeledes betragtede han også kort sit eget håndled. Nærmest så hurtigt som hullerne var blevet boret af hans tænder, var de nu forsvundet, healet, og det af hans blod som havde hvilet, var sunket ind i hans hud.
Ved hendes ord, bevægede han en smule på hånden hun blidt holdte om. En enkelt finger førte noget af hendes røde hår om bag hendes øre, inden hånden så blidt lod sig glide om hendes hals. "I dette slot, i dette rige af blod, tager vi hvad vi ønsker, hvad vi vil have, og hvad vi ikke kan leve uden.. Natten og dets nydelser er vores." Sagde han roligt imens et diskret smil hvilede over hans mundvig. Han trådte tættere på hende, tvang hendes hoved en smule på sned, somm han lod en halvåben mund nærme sig hendes hals og nakke. "Så for nu.. ønsker jeg af dig, hvad du ønsker for dig selv." Sagde han, måske lidt kryptisk, men sådan kunne han nu godt lide det. Hånden om hendes hals, gled lidt ned. Tommelfingeren og pegefingeren berørte stadig hendes hals, imens resten af hånden og håndfladen var lagt over hendes kravebenene og huden over hendes bryster. Alle bevægelser der havde været rolige og næsten blide.. pirrende. Og dog, varede det ikke mange øjeblikke, inden han bevægelser blev mere primitive og voldsomme. Hans anden hånd blev lagt mod det nederste af hendes ryg, og han trak hende ganske hårdt ind imod sig, idet han lod sine tænder synke ned i hendes hals. Denne gang, mere grådigt end natten forleden, hvor han havde smagt hendes blod. Denne gang, ikke blot tilfreds med at lade en halv mundfuld af blodet suge ud af hende. Nej, denne gang ville han have meget mere, og i små hvæs sugede han til sig. Dog ikke så hurtigt som han kunne gøre det. Han kunne suge hende tør på et spørgsmål om sekunder. Nej, han var tålmodig, og lod hendes egen puls drage blodet imod hans læber. Et væsen af natten som ham selv, kunne være drabelig og voldelig, men ofte var sådanne handlinger fulgt af en hvis sensualitet. Hen hengivelse til nydelsen af blodet. Og imens han langsomt sugede til sig, lod han sine hænder befamle hendes krop i både hårde og insisterende, såvel som blide bevægelser. Den ene hånd, gled fra hendes hals, og ned over hendes krop til hendes side, med en tommelfinger under hendes bryst, imens den anden lod nogle enkelte fingre glide længere ned ad hendes ryg og lænd, dog uden helt at berøre hendes baller. Han ville suge hendes blod til en centimeter fra hendes liv, og lade hende besvime i hans arme, i et virvar af både nydelse og tilfredsstillelse... Og hånden ved hendes side, gled endnu engang op til hendes hoved, og holdte om det, idet han kunne mærke hvordan hendes puls langsomt blev svagere.

[Deleted]

Angel vidste at hun var i selskab af en mand som vidste hvad han ville have og vidste hvad han forlangte af andre. Hun var ham loyal, allerede nu selvom det var tidligt. Hun var tiltrukket af hans væsen, hans styrke og hans natur. Hun ville ham, mere end noget andet lige nu faktisk. Smilet hvilede roligt på hendes læber som hendes ansigt fulgte hans mindste bevægelse. Så tæt på hende som han var kunne hun se det hele uden at fjerne bindet fra øjnene. Han var hende en kilde til fascination, hun havde aldrig mødt en mand som ham, ikke troet at en som ham fandtes og dog måtte hun jo indse at hun stod foran en lige nu og den tanke var dejlig. Hun ønskede ham som sin herre, ønskede brændende at være ved hans side og blot være til hans rådighed. Hun anede ikke hvad han havde i sinde at gøre ved hende, hun var ligeglad. Hun ønskede blot at være i hans vold helt og holdent. Hun gav sig hen til hans vilje. Hun ville virkelig det her, det var det hun levede for.

Hans fingre kørte roligt over hendes hud og hun havde tydelige reaktioner på hans berøringer. Hun var et ekstremt sensuelt væsen, sex var en del af hendes liv, en stor del faktisk og noget af det som kunne få hende helt op og køre var styrke og det havde han meget af. Hun kunne næsten mærke det stige hende til hovedet at være i hans nærhed. Smilet hvilede roligt på hendes læber som hun lod ham gøre hvad han havde gang i og havde lyst til. Det var sådan hun var, en genstand, en ting han kunne manipulere med og lege med. Hun ville aldrig byde ham et nej, aldrig byde ham ynk eller noget som helst andet. Lydene af nydelse fortsatte med at forlade hendes læber så længe han rørte ved hende og da han endelig lod hende være og lod læberne finde hendes øre kunne hun mærke hele hendes krop sitre. Han påvirkede hende virkelig meget, hun kunne lide det. Hun vendte sig mod ham som han gik mod karet. Hun var ret sikker på at hun nok skulle få meget at lave i hans tjeneste. Hun var ret sikker på at han ikke bare ville lade hende sidde og kede sig alt for lang tid af gangen.
Hun var spændt, var det så underligt? Fuldblods blod var helligt, det var noget af det stærkeste som man kunne få og hun kunne lugte hans med det samme. Rummet fyldte sig mod lugten og fangede hende. Hun havde lyst til at drikke ham, smage hans blod mod hende læber og tunge og mærke styrken. Hans styrke. Hun kom ham i møde, tog roligt om hans hånd og gav sig god tid før hun lod sig selv drikke. Hun var ej grådig, blot nok til at forsejle deres bånd selvom hun klar ønskede mere. Hun havde givet ham sit navn, endnu et tegn på at hun tilhørte ham og var hans eje. Hendes navn var ellers ikke noget som hun gav ud for tit og til hvem som helst. Hun blev færdig med at drikke og slikkede sig om munden for at der ikke skulle gå noget til spilde. Det ville hun da slet ikke have. Hun mærkede det intense blik som han gav hende og som han hvilede på hende og smilet bredte sig en gang mere på hendes læber. Hun kunne godt lide at blive betragtet, godt lide at blive kigget på. Det var hende en kilde til stor nydelse. Lugten af hans blod forsvandt hurtigt som hans sår lukkede sig. Hun kunne selv mærke den stærke magi på hendes krop. Den gjorde hende nærmest varm i hele kroppen.
Hans blide berøringer af hendes hår som han roligt førte væk fra hendes ansigt fik hende hjerte til at hamre en smule hårdere mod hendes bryst. Hun var forventningsfuld, hvad mon han ønskede at gøre ved hende? Hun mærkede hans hånd glide roligt om hendes hals før han begyndte at tale. Han kom hende herefter tættere, dejligt. Hun ønskede ham tæt på sig, tæt på sin krop. "Jeg vil gøre mit bedste for at bringe dig alle nattens nydelser som du ønsker, Herre" hviskede hun blidt og lod hovedet søge let på sned som han ønskede det. Han ville bide hende igen, hendes hjerte hamrede af spænding i hendes bryst. Det var noget hun kunne lide, tanken om tænderne der blev sat i hendes hals var en kilde til ophidselse for hende. Ved hans ord lod hun roligt læberne falde let mod hans øre nu hvor han havde søgt længere ned mod hendes hals. "Jeg ønsker at De bider mig." Hendes stemme var en smule bedende som hun sagde det. Hun bemærkede hvordan han ændrede på sine hænder, placerede dem med blide bevægelser hvor han virkelig kunne pirre hende. Hun havde lyst til ham, mere og mere for hvert sekund som gik. Der gik go ikke længe før han tog ordenligt fat i hende. Hun mærkede hvordan han voldsomt trak hende tæt ind til sig. Hun gjorde plads til ham. Plads til at han kunne gøre hvad han ville. Hans tænder synkede ned i hendes hud og hun kunne tydeligt mærke det. Et støn af ren og skær nydelse undslap hendes læber. Hun kunne ikke længere styre det. Han pirrede hende stadigvæk, rørte ved hende og dog ikke helt. Han var så tæt på og dog så langt fra. Det var fustrerende og dog så nød hun det hele alligevel. Hun kunne mærke at han denne gang drak langt mere end første gang. Hun begyndte at blive tungere i benene. Han blev ved. Om han ville stoppe inden hun døde kunne hun ikke være sikker på og dog så regnede hun med det. Han virkede interesseret i hendes evner. Hun mærkede hvordan hendes krop blev tungere og til sidst kunne hun ikke mere og faldt om i hans arme, bevistløs.

[Deleted]

Hun var stærk og dødbringende, og dog føltes hendes krop så svag og blid under hans hænders berøringer. Ikke en uvant følelse for ham, måtte man nok indrømme. For han havde haft mange år til at forføre utallige kvinder og piger. Nogle langt mere uskyldige end andre, og nogle stadig stærkere end de fleste. Alt i en søgen efter at efterkomme og slukke en af sine tørster og lyster, der ligesom tørsten efter blod, syntes næsten uslukkelig og umættelig. Han var ikke en Dæmon af den sensuelle natur, men han kunne ikke forestille sig at hans egne trængsler var meget anderledes. Hvad var et evigt liv uden en higen efter seksuelle udfoldelser? Og eftersom han besad sådanne 'talenter', så var det en higen han ikke kunne sige nej til. Og end ikke Malekith kunne undgå at erkende, at den kvindelige figur i hans arme, var yderst indbydende og nærmest ophidsende. Men trods hendes tydelige hang til at give sig selv til hans vilje, så var hun langt fra uskyldig. Hun nød hans blikke, og det var da en af de mange nydelser han fortsat kunne give hende, som en start. Og det var jo heller ikke ligefrem fordi hun dækkede sig selv til, eller forsøgte at skjule hvad naturen havde givet hende. Mange ville nok føle sig heldige eller på anden vis ikke lige over at være opsøgt af et væsen som hende. Og på sin vis, havde hendes pludselige ankomst til hans slot da også vist sig at være en ganske velkommen ting. Men han kunne ikke andet end at føle dette var hvad han fortjente, en sådan opmærksomhed og underkastelse fra et væsen som hende..
Smagen af hendes blod var fantastisk, nærmest som alt blod var det. Og han havde drukket og smagt sin andel igennem sin lange eksistens. En blanding af blod han ellers ville finde vederstyggeligt, men som dog alligevel hidsede ham en smule op for hver dråbe, ja for hver liter. For han var ikke tilbageholden. Han fik pludselig lyst til at rive hovedet af hende, som han havde gjort det tidligere, og dog var der selvfølgelig fascinationen, og løftet om yderligere nydelser, der holdte ham fra at gøre det. Malekith kunne mærke hende blive svagere, og kunne mærke hvordan han lidt efter lidt, måtte holde et fast tag i hendes krop, for at hun ikke faldt om. Og inden længe, faldt hun hen i bevidstløshed, og var dog stadig i live. Godt.. for hans planer med hende var endnu ikke færdige. Men da hun tydeligvis var færdig, trak han sine tænder til sig igen, og strakte kort halsen ud i et kort hvæs. Blodet flød ned i halsen, smurte hans gane, imens rester dryppede fra hans læber og faldt tilbage mod hendes hals. Malekith samlede hende helt op i sine arme, og lod hende hænge nærmest livløst derfra, imens han roligt begyndte at gå, og forlade Fyrstesalen.

//Out

---

"Fortsættes HER"

---