Post by Deleted on Sept 24, 2014 11:46:38 GMT 1
@demek - Tatiana Vanessë Móreadhiel
Tatiana strammede vant de røde læderhandsker, som hun marcherede af sted gennem byen. Sig selv lignede hun, som hendes hår som sædvanlig var blevet sat i en stram fransk fletning, der gjorde, at hendes ansigtsudtryk var det hårdere. Matchende handskerne var hele beklædning ligeså det røde læder, som det var den tætsiddende heldragt, som hun så ofte var at se i. Det var med bestemte skridt, at hun førte sig gennem byen, som hun havde et møde. Et møde hun så frem til, som det skulle omhandle det, som hun nød mest i denne verden. Tortur. Det var nu to dage siden, at hun havde mødt englen. Hvad hans navn var, havde hun glemt, men det var også ligegyldigt, da han ej var værdig til at bære et navn. Det eneste hun mindedes var, at han havde belemret hende med at sige, at han var en prociansk prins. Interessant, skønt hun ikke mindedes, at Procias skulle have en sådan prins. Stedet hun søgte var at finde i udkanten af byen. Ved første øjekast lignede stedet blot en hule, men selv vidste Taiana bedre. Mange timer havde hun engang brugt her, som stedet rent faktisk måtte rumme hendes gamle arbejdsplads. Vant bevægede hun sig over til den revne, som var i den mindre klippevæg, inden hun bevægede sig ind. Hvad man ikke ville forvente var, at revnen ledte ind til en sti, en nedgang. Det var en smal trappe hun nåede til, hvor den førte ned under jorden, hvor der var glødende fakler, til at holde den oplyst. Roligt og upåvirket fortsatte hun ned ad trapperne, hvor man begyndte at kunne høre skrigene. En gruopvækkende skrigen, der kunne få koldsveden til at løbe de fleste ned ad ryggen. Som hun kom ned på planet, hilste hun høfligt på de kvinder som måtte være der. Hun var her dog ikke for dem i dag, og derfor fortsatte hun videre ned til en af dørene. Et kynisk smil gled over den lille mund. ”Vågn op, min kære engel. En ny morgendag gruer,” meddelte hun, som hun slog døren op. Døren ledte hende ind til et ovalt rum. I midten af rummet hang en mand. En engel. Ej kunne han nå jorden, som han var blevet hængt op i armene, og ej kunne han sparke ud, som han ben ligeså var blevet lænket til gulvet.
