Entertain me!

[Deleted]

Carmine Jordin Marlineo

Dette var en af de mere kedelige nætter. Der var ikke ret mange mennesker ude og udvalget var ekstremt dårligt! Dixie gik ned gennem en af Rimshia's gader og sukkede for sig selv. Hvorfor var der ikke bare et eneste anstændigt menneske som hun kunne udnytte på det groveste i denne natte stund? Hun kiggede rundt men her var der virkelig ingen af værdig overhovedet. Hvor var det bare fustrerede og irriterende! Det havde været det samme i Atterlin, hun havde ikke haft en eneste god oplevelse med mændende der indtil hun mødte Zean. Hun kunne stadig mærke der hvor han havde kradset hende på ryggen i sin ekstase. Det havde været skønt! Hun havde virkelig nydt det, nydt det langt mere end hun plejede at gøre. Han havde været uerfaren men virkelig prøvet sidste bedste for at tilfredsstille hende og det havde han så sandelig også gjort. Nu stod hun så bare tilbage, alene, i en stor by og manglede noget nyt legetøj. Hvem vidste? Måske han ville komme dumpende og rede hende fra kedsomheden på ny? Hun kiggede forhåbningsfuldt rundt et kort øjeblik hvorefter hun sukkede opgivende. Nej, så heldig kunne man ikke være to gang i træk. Hun nåede til en mur som hun endte med at læne sig op af og blot betragte de fulde mennesker som gik forbi hende. Mange stirrede efter hende, enkelte lagde an på hende men hun afviste dem blot en på en. I aften ville hun have en hvor hun ikke skulle tage til takke med nogen som helst. Hun ville bare have en som hun kunne nyde og som kunne nyde hende og med det udvalg som var her så lod dette ikke til at blive en mulighed, desværre. Endnu en gang sukkede hun. Hendes blik faldt på en vampyr som tydeligt gik med en ikke vampyr i hånden. Hun så meget glad ud men han så en smule mere skummel og skeptisk ud. De nåede til et sted med en gyde og han skubbede hende derind og frivilligt gik hun med. Prostitueret var hun helt sikkert. Der gik ikke ret længe før man kunne høre støn og skrig derinde fra hvilket kun pirrede Dixie's lyster endnu mere! Lidt tid gik hvor hun bare stod og lyttede og til sidst kom manden ud alene med blod i hele ansigtet og et tilfreds smil på læben. Hun rystede blot på hovedet. Gad vide hvorfor en vampyr skjulte sit offer?

[Carmine Jordin Marlineo]

At søge rundt udendørs, var i sig selv en farlig bedrift, og særligt efter det angreb som havde været på Castle of Darkness, så var man nødt til at være ekstra påpasselig. Selv Enrico havde nægtet garde for at komme igennem byen, for så bange var han ikke, og skulle det vise sig, at blive en nødvendighed, ville han bestemt heller ikke være bange for at slå fra sig. Han var ved at være en mand oppe i alderen, og endnu med den plads som kongelig rådgiver i Dvasias, så var der mange ting, som han selv var nødsaget til at tage højde for.
Han kom igennem gaden med afmålte og faste skridt. Han vidste hvor han var på vej hen, og i dette tilfælde, så det som engang havde været hjem. Halve slottet henlå stadig i ruiner, som man var igang med at rydde op. Han havde kun været heldig at nå ud.. Mange andre havde mistet livet. Deriblandt den dvasianske prinsesse, hvilket var et tab som den unge Mattheus havde taget frygtelig hårdt. Selv Enrico måtte erkende, at det var underligt, at den kvinde ikke gik rundt på slottet længere.. En kvinde magen til sin mor, skulle man da godt nok lede længe efter, hvis han skulle være helt ærligt.. og ja.. det var virkelig en underlig fornemmelse.

Selvom Enricos sarte og følsomme ører opfangede skrig, så lød det ikke som de smertende, så dette var ikke noget som han havde i sinde at blande sig i. Det fik ham nu egentlig bare til at tænke på Noelle.. kvinden som han elskede, men aldrig fik muligheden for at være sammen med.. Hvor var livet dog besværligt engang imellem? Han rystede de tanker ud af hovedet, kun for at fortsætte frem. Alene af hans beklædning fremgik hans sociale status, som en velhavende mand. Det var han jo. Det var bestemt ikke en dans på roser, at rådgive de kongelige, og da særligt ikke i disse tider, så indebar det faktisk en hel del set fra hans side af.. Men han elskede det. Han elskede det faktum, at han kunne bruges i den forstand.
Under armen havde han en lille æske med. Ikke stor, men derimod nok til at fylde hele hånden, så den hvilede godt tæt ved hans krop. I det store og hele, så var han ude på en meget vigtig opgave.

[Deleted]

Vampyren som havde hygget sig med den prostituerede så meget veltilfreds ud som han forlod den lille gide igen. Der var blevet stille, helt stille derinde fra og Dixie kunne godt gætte sig til hvad der var sket. Ikke at det gjorde hende noget overhovedet. Hun havde ikke ansvaret for nogen andre end sig selv. De isblå øjne hvilede på vampyren som åbenbart havde set hende og ikke fået stillet sin sult nok endnu. Han kom med hende med det mest charmerende smil han kunne mønstre. Hun rørte sig ikke ud af flækken med stod der blot til han kom tæt på. han var nædgående fra starten, stilte sig helt op af hende og lagde en hånd på hendes kind. "Du ligner en som kunne bruge noget selskab min kære" hviskede han blidt og Dixie kunne mærke væmmelsen stige i hendes indre. Hun sendte ham et roligt smil og lænede sig frem mod hans øre. "Jeg giver dig til jeg har talt til tre til at flytte dig fra mig, ellers så mister du din manddom." Den kærlige men kolde stemme skræmte manden som ikke tog meget mere end et øjeblik til at fjerne sig fra hende og så stikke af. Hun sukkede irritabelt og kiggede rundt. Hvorfor var der virkelig ingen i denne forpulede by som kunne underholde hende for natten? Hendes blik endte med at falde på en mand som kom gående med en pakke. Han så vigtig ud, meget endda men hun genkendte ham ikke som den kongelige rådgiver, sådan noget gik hun da slet ikke op i. Hun smilede sødt og endte med at skubbe sig ud fra muren og begyndte at gå ham i møde. Måske han ville være sjov at lege med? Hun kunne da håbe. Hun var iklædt nogle meget stramme mørke bukser og et corset som fremhævede hendes barm som altid og gav hende en meget fremtræden kavaler gang. Hun sendte den fremmede et blidt som da hun kom ham nærmere. "Hvad laver De på sådanne et skummelt sted som dette?" spurgte hun roligt og stoppe op lidt foran ham.

[Carmine Jordin Marlineo]

I det store og hele, så var Enrico fuldstændig ligeglad med hvad der skete omkring ham, og det var også det, som gjorde at han handlede og reagerede som han gjorde lige nu. Med et kongehus i højeste alarmberedskab, selvom man uden tvivl så Mattheus mere end man så hans kære moder, så var det nok noget som meget snart ville forandre sig igen. Han gik med pakken under armen. Den var vigtig i henhold til det kommende arbejde, som foregik på slottet, og det var dette, som han havde i sinde at beskytte. Hans sanser, var som på stilke.. Han hørte stort set alle lyde, som var omkring ham, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det, og det var heller ikke noget, som han havde is inde at reagere på. Han havde sin opgave for øje, og det var egentlig også det.
At han dog derimod var faldet i en anden kvindes øjesyn, var noget som hurtigt gik op for ham, da han hørte hendes stemme og stod ikke langt foran ham, hvilket tvang ham til at stoppe op eller gå udenom.. Med andre ord, så var han lagt mærke til, hvilket uden tvivl lige så måtte være ham selv en direkte irriterende tanke. Hans blik gled direkte i retningen af hende endnu en gang. Han betragtede sig af hende.. dæmon.. Alt i hende udstrålede en dæmon. Lige hvad det var, skulle han ikke kunne sige, men han var ikke i tvivl, når han så hende på denne her måde. "Jeg må beklageligt meddele Dem, at jeg ikke har tid til dette.. Så De må ave mig undskyldt." I hans øjne, var det uden tvivl en meget fin afvisning, for han havde virkelig ikke tænkt sig at blive stående på denne her måde. Næven lukkede han let om pakken som han nu havde under armen, da han havde set sig nødsaget til at stoppe op overfor hende. Hans blik var direkte intetsigende, og uden så meget som det mindste til at påvise det mindste om følelser eller noget som helst andet. "Så træd til side, og lad mig passere," endte han med en ganske kortfattet mine. Selv var dette ikke noget som han havde tiden til. Han havde alt for meget andet i hans tanker og sind!