What the hell...!

[Deleted]

Tatiana Vanessë Móreadhiel - Valandil Romain Ancalimë

---

Det var en sen aften, da Valandil endelig fik sig kæmpet igennem træerne, for at komme hjem og tilbage til mørkelvernes samfund. Buen kunne man også godt erkende, var mistet og det var uden tvivl noget som direkte måtte irritere ham. Smerten i benet var virkelig tydelig, og det kunne uden tvivl godt mærkes. Han bed tænderne fast sammen, og søgte igennem mørket, for at komme hjem. Det at gå på benet, var så godt som umuligt, og hans tøj var også ødelagt.. Hvor han dog hadede den kvinde for at gøre det ved ham!
Uanset hvad det var hun havde gjort ved ham, da hun nærmest havde klædt ham af, skulle han ikke kunne sige, men den effekt... den hvilede stadig ved. Det var første gang nogensinde, at han havde været så tæt på en anden kvinde.. Og det føles virkelig underligt! De grønne øjne hvilede foran ham, da han så sin frues hjem. Der hvor han havde søgt ud for dage siden, for at indlede en dagens jagt.. Ja, han var hjemme flere dage for sent, og uden noget bytte, og uden sin bue, samt et skadet ben, som han knapt kunne støtte på. Derfor var han glad for at han havde sin store kæp at støtte sig til. Hvad han skulle kunne bruges til nu, var nok det som han var bange for.. Kunne Tatiana overhovedet bruge ham? Eller ville hun bare smide ham ud? Selv måtte han jo personligt forvente det værste, for det andet ville da først for alvor skuffe ham, hvis det skete. Han humpede op til døren, hvor han bed smerten så meget i sig, som han nu kunne, og skubbede så døren op for at træde ind. Han var kold.. hans tøj var ødelagt, og han lignede noget der var løgn, men nu var han hjemme!

[Deleted]

Tomt for fruen stod det prægtige hjem, der måtte udgøre Maerimydras centrum, samt være bopæl for mørkelvernes leder. Hen af en af byens gader gik Tatiana nemlig, som hun gik i følgeskab med en række mørkelviske kvinder, som de måtte være på vej hjem til hende efter en storslået gladiatorkamp. Sin egen arena havde Maerimydra nemlig, hvilket også kun var passende. Der blev der nemlig kun spillet ud fra deres regler, samt det kun måtte være den ædle mørkelviske race, som måtte deltage. Som publikum vel og mærke. Det var nemlig ganske fornøjeligt at se, hvordan andre usle racer forsøgte at bekæmpe den mest ædle af dem alle. Aldrig havde en udefrakommende vundet, men det var bestemt heller ikke de bedste odds, som de fik tildelt. Fair var den mørkelviske race nemlig ikke, som der ikke var nogen regler for, at man ikke måtte torturere en deltager, inden vedkommendes store deltagelse i arenaen. Det var blot sådan, at det var..
Selv var Tatiana ved godt humør, som det havde været en storslået kamp! Aftens duel havde nemlig budt på en af livets væsner.. En skovelver for at gøre det helt perfekt. Et direkte vidunderligt syn havde det været at se, hvordan skovelveren var blevet snittet op.. del efter del. Al sammen til ære for hende og hendes folk. I sin traditionelle dragt var hun at finde, som det var den sædvanlige røde læderdragt, og den ikoniske lange fletning. Som hun og kvinderne nærmede sig herregården, måtte hun rynke på brynene. Døren var åben? Havde en slave nu glemt at lukke den? Stram om munden blev hun, hvor hun fortsatte vejen op til den. Hendes jæger? ..Valandil, hvis hun huskede korrekt. Dog lignede han ikke just sig selv, som han derimod lignede en, som havde været udsat for et overfald. Hun rynkede brynene, inden hun valgte at gøre holdt i døråbningen. Fronten vendte hun mod kvinderne. ”Jeg beklager, mine kærer. Festlighederne må desværre fortsætte en anden gang,” meddelte hun beklagende. Vedkommende der stod i gangen var muligvis blot en mand… en slave. Problemet var dog, at han var hendes slave og hendes folk, og derfor kunne hun ikke just vende det blinde øje til, skønt guderne måtte vide, hvor meget hun ønskede at gøre det! Hver og en sendte kvinderne Valandil et isnende blik, inden de vendte om.. Alle undtagen en, som den sidstnævnte – en smuk mørkhåret kvinde – måtte træde sin leder tæt, inden hun lidenskabeligt trykkede sine læber mod hendes. Tatiana selv lod sin hånd finde kvindens nakke, som hun begærende besvarede kysset, inden hun måtte slippe det. ”En anden gang, min kære,” svarede hun dæmpet, inden også den mørkhårede forsvandt. Som dette skete, syntes Tatianas ansigt også at formørkes. Indenfor gik hun, hvor hun sørgede for at lukke døren forsvarligt i efter sig. ”Du har lige kostet mig nattens fornøjelse.. Årsagen til, at du ligner en hængt kat har bare at være god,” endte hun direkte med at sige, hvor hendes tonefald måtte være isnende.

[Deleted]

Valandil frygtede uden tvivl konsekvenserne ved at komme vandrende på denne måde og på denne tid, men hjem skulle han jo, ikke sandt? Han havde været væk i dage.. Det havde taget ham en krig at komme hjem, og med et ødelagt knæ.. ødelagt af en sten, fordi at han ikke ville som Daelis havde ønsket af ham. Han var for pokker bare sin frue tro, og det kunne han ærlig talt ikke se nogle problemer i!
Huset nåede han endeligt, kun for at humpe indenfor. At hun så skulle komme efterfølgende med hele det kvindelige herskab, var ganske vidst ikke lige hvad han havde regnet med. I sin miserable tilstand, lod han stort set bare blikket glide i gulvet, da han kendte sin plads, og ej følte sig værdig nok til at se på dem. Naturligvis var det en tanke som vakte ham en direkte frustration, men ikke just en af slagsen, som han kunne gøre det helt store med. Han støttede sig til den vandrekæp som han nu havde fundet undervejs, men hans blot blev stående.. Betragtet som havde han været et dyr. Det var bestemt ikke en tanke som han bifaldt på nogen måde, og han måtte i sandhed erkende, at han bestemt ikke brød sig om den! 
Da de langt om længe måtte forlade stedet.. og hun kyssede den sidste farvel, vækkede det blot en væmmelse.. Det var den slags Daelis havde tvunget ham til, uden at han egentlig havde haft nogen direkte lyst til at gøre det! Han trak vejret dybt, som hun endelig valgte at henvende sig til ham, da de stod alene. Han var træt.. han var kold og hans krop den rystede under ham, selvom han virkelig forsøgte ikke at bide sig fast i dette. Han ville jo heller ikke vise sig svag overfor hende! "Jeg beklager dybt, min frue.." Hende havde han ingen problemer i at vise den rette respekt for hun fortjente den - i forhold til så mange andre! Han knyttede næven let omkring sin vandrekæp. Han var en temperamentsfuld mand.. og det havde kostet ham det ene knæ... og nu også hans arbejde som jæger, for han kunne jo ikke ligefrem gøre det længere, kunne han? Kunne hun overhovedet bruge ham længere? "Jeg blev overmandet af en kvindelig mørkelver.. Jeg undskylder dybt, at jeg først er hjemvendt nu. Det har været en problematisk rejse," forklarede han sig.

[Deleted]

Omlagt skulle det vise sig, at Tatianas aften blev, og det var et faktum, som hun bestemt ikke brød sig om. Forrygende havde aftenen været i hendes optik indtil nu, og forrygende ville den også have fortsat, hvis blot hun havde kunnet forsætte aftenen og natten med disse kvinder. De kvinder, som hun nu havde sendt hjem, som hun havde fundet en af sine slaver hærget i sin forhal. Hvilken belastende måde at slutte aftenen på... Derfor havde slaven også bare, at have en forrygende god grund til at forulempe hendes aften! Hårdt faldt de gennemborende blå øjne på slaven, som hun lukkede døren til forhallen, for derefter at vende fronten mod ham. Intet kærligt var der at spotte hos hende, som hendes mine måtte være af stål. Intet følte hun, som hun betragtede sin slaves forhutlede ydre. Det var dog også fordi, at hun endnu ikke kendte til skadens omfang. Brynene rynkede hun. Han var blevet overmandet af en mørkelvisk kvinde? ”Hvad har du gjort, siden du har forurettet en kvinde af højere stand end din egen?” spurgte hun ham skarpt. Det kom vel ikke som nogen overraskelse, at hun først og fremmest antog, at det var ham, der havde været problemet? Mørkelviske kvinder var ganske vidst en hidsig type, men sjældent var det, at de sprang på andre kvinders slaver uden nogen grund, og mindst af alle selve kahli’ens! Deres leders slave. Når det så var sagt, så var det før hændt, at en mørkelvisk kvinde havde sprunget på en af Tatianas slaver. Det havde hændt, som en af kvinderne havde været indebrændt på en af hendes gladiatorer. Det havde også haft det udfald, at både kvinde og slave var blevet pisket som straf. Blikket lod hun kort scanne rummet. Det var kun ham, som var her.. Ingen hjort.. Ingen kaniner eller lignende. Det var selvfølgelig muligt, at han havde været forbi køkkenet, men hun havde ærligt talt sine tvivl. Hvis han havde været forbi køkkenet, burde han ikke florere rundt her. ”Hvor er byttet?” spurgte hun dernæst direkte. Det var hans pligt at fange dyr. Derfor forventede hun også, at han gjorde sin pligt. Hvis ikke, så havde de et gevaldigt problem!

[Deleted]

Valandil vidste godt, hvad hans Kahli tænkte, og særligt omkring dette, og det var vel også derfor, at han havde for sinde, at skulle forklare hende hvorfor han stod der i hendes hjem på et af de steder hvor slaverne som regel aldrig nogensinde viste sig. Han støttede sig til kæppen. Det brændt virkelig i hans ben, nu hvor Daelis' smertelindrende stads var begyndt at aftage. Han prustede ganske let, inden han sænkede hovedet igen. "Jeg nægtede at skænke hende mine klæder.. mit hår.. og særligt min bue, som hun var yderst fascineret af. Samt jeg nægtede at lade hende komme tæt på mig, som blot en frue burde komme, Kahli.." forklarede han. I sit stille sind, var det vel muligt for hende, at selv finde svarene frem til hvad han egentlig henviste til? Han var blevet berørt.. berørt som en slave, af en anden kvinde, end sin frue, og det var uden tvivl noget, som selv han havde utrolig svært ved.
At hun var mere bekymret for byttet end andet, forundrede ham ikke. Han vidste jo godt, at han ikke havde opfyldt sin opgave som hendes jæger, men.. var det noget som han nu kunne? Det var lidt det, som faktisk var det dummeste af det hele, for han var uden tvivl en forbandet dygtig jæger - når man ikke ødelagde det for ham om ikke andet! "Hun tog det hele, Kahli... Den prægtige hjort med et håndvåben jeg aldrig har set magen til før. Larm og støj.. Det ramte på lang afstand.." Han var slået af en kvinde på hans egen jagtmark, hvilket i forvejen var utrolig svært for ham, men ikke noget som han kunne gøre noget ved nu. Hans knæ var ødelagt og direkte stiv og smertefuld overhovedet at bevæge, så om han nogensinde ville komme til at gå igen.. ordentlig på det om ikke andet, det var slet ikke til at sige. "I nægtelsen af hendes egen sygelige lyst, tog hun en sten og ødelagde mit knæ.. Forhindrede mig i at udføre min opgave, Kahli.. Jeg beklager dybt.." endte han med en dæmpet stemme. Han hadede sig selv for det!

[Deleted]

Personligt irriterede det Tatiana, at slaven kom anmassende på denne måde. Først og fremmest ødelagde han hendes aften. Dernæst lignede han det der var løgn, som han lignede en, som havde kæmpet med et tjørnekrat, samt rullet rundt i jorden. Det sidste der gik hende på var, at han end ikke havde udført sit arbejde! Hvor var hjorten, kaninerne, fasanerne eller vildsvinet? Det var hans arbejde at skaffe dette, og hvis han fejlede, måtte hun vise ham, hvad hun mente om det. Tanken om, at han skulle have forurettet en kvinde, brød hun sig bestemt heller ikke om! ..eller det var til han fik afgivet sin forklaring af sagen. Passede det virkelig? Kunne hun mon stole på ham? Hendes gennemborende blå øjne hvilede intenst på ham. Ej afslørede hendes mimik, hvad hun tænkte, for en alvorlig sag var det, og derfor var hun også nødsaget til at tackle den korrekt. Hvis ej han løj, havde problemet den betydning, at den mørkelviske kvinde ønskede at udfordre hende. Udfordre hendes stand. Valandil var hendes ejendom, og hvis andre troede, at de kunne kræve ham, betød det, at de ej respekterede hende. Hendes øjne hvilede koldt på ham. ”Det er en alvorlig sag, som du kommer til mig med.. Hvis ej din historie holder stik, vil din skæbne vise sig at være fatal. Straffen for at lyve omkring en mørkelvisk kvinde er ej mild.. Hvis du ønsker at holde ved din klandring, befaler jeg, at du leverer alle de oplysninger, som du har om denne kvinde, til mig. Disse sager kan vi drøfte på mit kontor, og dernæst kan du tage et bad.. Guderne må vide, at du trænger til et,” bad hun sigende, alt imens hendes blik hvilede hårdt på ham. Blikket lod hun glide undersøgende over ham. Kvinden havde ødelagt hans knæ, da han havde nægtet hende sin manddom? Det lignede ganske vidst, at han var hærget, men stå og gå kunne han tydeligvis, så havde de egentligt et problem? Hun håbede det ikke, skønt hun langt fra var glad.. ”Dit ben.. forvolder det dig nogen problemer? Jeg forventer, at du er klar til at udføre dine pligter igen efter en omgang nattesøvn,” endte hun med at sige. At han var blevet voldtaget, efter at han havde fået ødelagt sit knæ, vidste hun ikke. Han havde trods alt kun sagt, at hans knæ var blevet ødelagt, fordi han havde nægtet kvinden sin krop. At han havde været attraktiv i en anden kvindes øjne, forstod hun skam, som han var en køn mand. Umiddelbart et muligt avlsprojekt. Dog var det ikke tilladt for andre kvinder at gøre krav på en anden mørkelvisk kvindes slave.. og da slet ikke kahli’ens! Derfor brød hun sig end ikke om, at denne kvinde havde forsøgt sig.. hvis det vel og mærke passede.

[Deleted]

Valandil vidste godt, at dette var noget, som han slet ikke burde, men han skulle jo hjem, og særligt nu hvor han havde været væk igennem flere dage, uden at han egentlig kunne gøre noget som helst ved det. Han bed sig let i læben og med blikket vendt mod hende. Det kunne godt være, at det var en meget hård udmelding, men ikke desto mindre, så var den sand. Daelis havde taget ham mod hans vilje, og han havde endda vovet at sige ordet 'nej' til hende! Nej til en mørkelvisk kvinde! Han stirrede på hende med en alligevel ganske alvorlig mine, for han kunne bestemt heller ikke lade være! "Aldrig kunne jeg drømme om at lyve for dig, min Kahli... Jeg nægtede hende at røre ved mig.. Jeg er jo trods alt i din husstand, og ej i hendes. Desuden efter hun valgte at ødelægge mit knæ, tog hun mig alligevel mod min vilje.." Dertil valgte han at tie. At snakke om det var virkelig pinligt nok, men han kunne jo lige så godt få sandheden sagt istedet for det andet, og det var det, som han gerne stod fast på i den anden ende!
Valandil vendte blikket mod sit knæ. Det gjorde virkelig ondt, og han tvivlede virkelig på at han ville kunne bruge det lige så optimalt, som han havde gjort tidligere. Tænderne bed han let sammen og vendte blikket mod hende. En nats søvn ville ikke kunne gøre det, så meget vidste han da allerede i forvejen. "Jeg er sikker på, at en nats hvile ikke vil være nok for mig, til at udføre mit arbejde optimalt for dig, Kahli.. Jeg kan ikke bruge mit ben.." forklarede han med en mere kortfattet og sigende mine. Han ville naturligvis gerne blive, og derfor håbede han selvfølgelig på muligheden for at finde ud af det hele med hende.. så han faktisk kunne blive. Han havde jo ikke ligefrem lyst til at ende på gaden og ende alene igen, og særligt ikke nu!

[Deleted]

At det hele havde været så meget værre, end hvad Tatiana først havde troet, måtte hun hurtigt sande. Stram i minen måtte hun være, som hendes blik var som is. Denne mørkelviske kvinde havde ligget i med hendes slave? Det var ej jalousi, som hun følte på dette punkt. Følelsesmæssigt var hun nemlig direkte ligeglad med slaven. Det var nærmere en ætsende vrede, som hun følte, som en kvinde havde turde gøre det, uden hendes tilladelse. Selv mærkede hun, hvordan det helt fik det til at krible i hendes håndflader! Lige umiddelbart forløb det således: en anden kvinde end hende havde lagt i med slaven, tortureret ham, samt stjålet fra ham.. Og hvad var dette våben, som han havde nævnt for hende? Hun blev nødt til at komme til bunds i sagen, samt vide, hvem denne kvinde var! Dog ønskede hun ikke at føre den samtale her. Den måtte de derimod føre på hendes private kontor. Læberne snerpede hun sammen, inden hun bestemt valgte at træde over til slaven. Han kunne ej gå optimalt? Af den årsag havde hun intet andet valg, end at hjælpe ham ind på sit kontor, skønt det at kræve hjælp syntes ynkeligt i hendes øjne. Han var jo blevet komplet ubrugelig! Ynkelig fandt hun folk, som ikke var i stand til at klare sig selv, og da mørkelvernes skulle være den stærkeste race, kunne han meget vel ikke bruges længere.. En skam.. Han havde ellers været god. Armen endte hun med at lade glide under hans ene, så den dernæst kunne støtte op omkring hans ryg. I så fald burde han ikke have en undskyldning for at kunne følge med hende. Det havde dog også den konsekvens, at hun tabte respekten for ham. ”Kom med,” endte hun med at sige. ”Kom med,” endte hun med at sige. ”Lad os drøfte hændelsen inde på mit kontor. Derinde vil jeg gerne have, at du leverer mig et fuldt referat, og til gengæld vil du kunne sidde ned.” Ej lå hendes kontor langt væk. Blot et par døre henne, hvis man gik ned ad gangen til deres højre side.

[Deleted]

Valandil vidste godt, at han selv stod i en temmelig ubehagelig situation, som han nok ikke bare kunne rode sig ud af. Han vidste at der var mange reelle grunde til at hun havde antaget at det faktisk var ham som havde gjort noget, for det var jo for pokker slet ikke tilfældet! Hans blik gled mod hende. Han støttede slet ikke på benet. Bare at forsøge var noget som virkelig brændt ved bare at forsøge at støtte på det. At anklage en mørkelvisk kvinde for dette, vidste han godt, kunne vise sig at være farligt, men hvorfor lyve? Det som var sket, var slet ikke noget som han brød sig om, og alene den tanke om, at det rent faktisk var sket, var uden tvivl noget af det værste af det hele! Han trak vejret dybt, da han så at hun søgte mod ham, hvor hans eget blik gled direkte til gulvet i stedet for. Et sted fordi at han jo allerede i forvejen vidste, at han intet var i forhold til hende.
Som Tatianas arm gled under hans, vendte han blikket forundret mod hende. Hun ydede ham faktisk en... hjælp? Han nikkede og humpede med hende i retningen af kontoret. Selv var det uden tvivl vildt underligt for ham, at hun gjorde den slags for ham. Hans ben var direkte ødelagt, og han vidste derfor også godt, at han ikke kunne udføre det arbejde, som han burde som jæger for hende.. Selvfølgelig gjorde det ham trist, for han vidste jo, at han var god til sit arbejde! "Det vil jeg værdsætte, Kahli..," endte han med en tydelig taknemmelig stemme. Bare tanken om at han kunne få lov til at sidde ned, var uden tvivl en fantastisk fornemmelse.. Og samtidig hvis det betød, at han kunne afgive en forklaring af hvad han have hørt, samt oplevet, så var det jo bare det bedre for hans vedkommende!

[Deleted]

Det var bestemt ikke af sin gode vilje, at Tatiana hjalp slaven. Hun gjorde det nemlig udelukket for egen vindings skyld, som han havde nogle informationer, som hun skulle bruge. Det at hun skulle hjælpe ham havde også den fatale konsekvens, at hun mistede al respekt for ham. Ganske vidst havde mænd aldrig rangeret højt i hendes optik, men det at han end ikke kunne gå gjorde, at han var en krøbling, og krøblinger hørte ikke til blandt mørkelvere. I hvert fald ikke, hvis det havde den betydning, at de ej var i stand til at klare sig selv længere. Hårdt syntes mange muligvis, at det var, men svaghedstegn blev ej tolereret blandt mørkelverne. Armen holdt hun godt om slaven, som hun lod ham støtte sig op ad hende, mens de fandt vej til kontoret. Ned ad gangen gik hun, til hun måtte stoppe op ved en dør, der var ligeså pænt udsmykket som resten af herregården. Døren var af mørk mahogni, hvor der var indgraveret elviske tegn i træet. Døren slog hun op, så de begge kunne vandre ind. ”Luk den efter dig,” beordrede hun, inden hun slap ham for at fortsætte videre ind i selve kontoret. Selv tog hun plads i den store stol ved selve skrivebordet, som stod i midten af rummet. Herinde var alt ligeså lavet af mahogni og pænt udsmykket. I rummet stod tre stole omkring bordet, der alle var polstret med behagelige puder. Der var den Tatiana sad i, og to andre på den modsatte side af selve skrivebordet. På selve skrivebordet lå der nogle pergamenter, samt blækhuse med fjerpenne. Langs væggene stod der reoler der alle var fulde af bøger, og pergamentruller, og bag selve Tatiana, var der to aflange vinduer, hvor man kunne ane månelyset. ”Tag plads,” sagde hun sigende og gestikulerede til pladsen overfor. ”Jeg forventer, at du fortæller mig alt, samt sandheden. Jeg ønsker at vide, hvad kvinden hed. Hvilket mystisk våben hun brugte, samt hvordan hele episoden forløb,” sagde hun fast, som hun tydeliggjorde, at det var sådan, at deres samtale ville forløbe.

[Deleted]

Valandil frygtede ærlig talt, at Tatiana ville smide ham ud, også selvom den tilstand som han nu var i, var fordi at han virkelig havde forsøgt at opretholde den stand, at det som var sket, faktisk kun var fordi at han havde forsøgt at være sin Kahli loyal og trofast, og det så han virkelig ikke noget forkert i. Jage kunne han måske godt, men det blev bestemt ikke på det samme grundlag som tidligere.. Og slet ikke nu hvor han slet ikke kunne støtte på benet uden nærmest at knække sammen. Aldrig havde han oplevet noget lignende af dette! Og han ville efterhånden også påstå, at han havde oplevet lidt af hvert, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt igen. 
Som de nåede hendes kontor, lukkede han roligt døren efter dem. Han støttede sig endnu til kæppen som han stod med i sine næver, og dertil, så var det også disse omstændigheder, der gjorde, at han handlede og reagerede på denne måde. Han humpede efterfølgende hen til den ene stol, som han med tydeligt og let besvær, endte med at glide ned at sidde i. Han prustede ganske let. Det gjorde virkelig ondt, selvom han forsøgte ikke at vise det for hende. Næsten som han sad og skulle forsvare sit eget liv.. Det var uden tvivl en voldsom ubehagelig fornemmelse, at sidde igen med! Og da særligt på denne her måde! "Jeg kender ikke hendes navn, Kahli, men hun udgiver sig for at være en mand," begyndte han. Han vidste, at det lød til at være virkelig langt ude, men det var sandt! Han støttede hånden af tæt ved knæet, som han masserede forsigtigt. "Som beordret, var jeg ude for at jage vildtet, for at bringe det var ønsket af mig.. Hun søgte det samme bytte som jeg.. med et håndvåben som slår ihjel ved hjælp af brag og støj.. Aldrig har jeg set lignede til våben før." Han rynkede let i panden. Det lød måske som det purre opspind, men at lyve for hende, ville han da slet ikke!

[Deleted]

Øjnene endte Tatiana med at knibe sammen, som de havde taget plads overfor hinanden. Han kendte ej kvindens navn? Han var jo komplet uduelig! Han lå i med en kvinde, som ej var en, som hun havde givet tilladelse til. Han lod sit bytte tabes, ligesom han lod sig miste sin bue. Derudover lod han sig blive krøbling.. Og han kunne end ikke sige, hvem der havde været en del af al dette? Hvad skulle hun overhovedet bruge ham til?! Det var et faktum, som fik hendes blik til at formørkes. Man kunne bestemt ikke sige, at han stillede sig godt i denne sag! Var det fordi, at han i al hemmelighed ønskede at blive smidt ud? Hvis det var således måtte hun sige, at han gjorde det godt. Hun smiskede utilfredst med læberne. ”Du kender ej hendes navn? Og kvinden skulle eftersigende udgive sig for at være en mand? Er du sikker på, at du ej blev overrumplet og voldtaget af en af dine egne?” svarede hun med en sukkersød stemme, der kun signalerede et isnende helvede bag. En joke var det.. Han var en joke.. Tænk, at hun nogensinde havde set et potentiale i ham! Ej heller følte hun, at hans udsagn hjalp hende. De havde søgt det samme bytte, meget vel.. Det i sig selv var ganske realistisk. Men et håndvåben som slog ihjel ved hjælp af brag og støj? Selv skulle det ikke undre hende, hvis vedkommende havde kastet en sten i hovedet på slaven, hvilket havde forårsaget en hjerneblødning.. Tilbage i sin stol gled hun, alt imens hun lod armene søge overkors. ”Jeg vil foreslå, at du ej spilder min eller din tid fra nu af. Jeg ønsker, at du beviser for mig, at der var fornuft i at smide et fornøjeligt selskab kvinder for porten til ære for dig.. Begynd venligst igen,” lød det kynisk fra hende. Det havde vel sivet ind i hans tykke hoved, hvad hun ønskede?

[Deleted]

Valandil var bange for at blive smidt ud. Han kunne jo lide at være der, og nu hvor den kolde tid var det næste som de gik i møde, så var han da bestemt ikke ude på at gøre noget, som ville ende med at få ham kastet på porten igen. Han var en god jæger, og han skænkede hende faktisk sandheden. Han knyttede næverne ganske let. At blive presset på den måde, var bestemt ikke en tanke som han måtte bifalde, men det var ikke just noget, som han kunne gøre det største ved af den grund. "Jeg kan trygt love Dem for, at det var en kvinde som gjorde dette ved mig.. Om det havde været en mand, ville jeg end ikke være i tvivl." Hvor dum troede hun virkelig at han var? Den måde at blive snakket til på, var svær.. han kunne slet ikke have den, og det var også lidt det, som han faktisk reagerede på, når det nu endelig var. 
Valandil lod blikket falde for et kort øjeblik. Han trak vejret dybt. Han sad der ikke for at spilde hendes tid, eller hans egen for den sags skyld. Han måtte vel bare finde den rette vinkel at gribe denne sag på? Han vendte de grønne øjne mod hende endnu en gang. Hans mine var intetsigende. Han var ikke humpet denne lange vej hjem, for at blive smidt på port som en ubrugelig genstand! "Jeg sidder ikke her for at spilde hverken din eller min tid, Kahli.. Men blot for at informere om, at der er en mørkelver derude, som berører ting og folk, som hun slet ikke skal røre ved. Jeg nægtede at give det af min frie vilje, så hun tog min bue.. mit levebrød, samt min evne til at forflytte mig med samme ynde, samt gjorde det ved mig til følge.. Jeg er bestemt ikke tilfreds med sagens udfald.. men straf mig om De vil.. jeg står fast ved hvad jeg har gjort, og det er loyalitet til Dem, Kahli," tilføjede han med en ganske sigende mine. Stolede hun ikke på ham? Han kunne have gjort det frivilligt med kvinden, om han ville, og bare tiet stille.. men det havde han ikke gjort!

[Deleted]

Hvorvidt Tatiana nærede tillid til slavens hjerneceller var bestemt ikke et væddemål, som man skulle satse for mange af sine penge på. Han var en mand. En slave. Derudover havde han mistet evnen til at kunne gå, så alt i alt.. hvad kunne han bruges til? Han ville næppe kunne jage igen, og personligt brød hun sig ej heller om tanken; om at lade ham arbejde for hende udendørs igen. Det betød jo tydeligvis, at han faldt ned mellem kvindernes ben og mislykkedes i sit arbejde. Nej, det ville hun ikke hånes for! Hun ville ej være kendt for at være lederen med de mislykkedes slaver! Om hun overhovedet ville beholde ham var også en tanke, som hun kraftigt genovervejede. Det var vel ikke en skam at sige, at hun hældede mest til at kyle ham for porten? ”Kvinde eller mand, så var det det samme, som hændte. Du skuffede mig. Du fejlede i dit arbejde. Du lod dig gøres til krøbling, og du lod dig voldtages,” sagde hun sigende, som hun ej kunne rykkes i sin holdning. Blikket holdt hun på ham. Ubarmhjertige og gennemborende var de blå øjne, som ej skånede ham. Det eneste hun så var en mand, som havde mislykkedes i sit arbejde. En mand, som ikke længere var i stand til at tage vare på sig selv. En mand, som frit lod sig besudle af diverse kvinder. Glad var hun ikke.. Bestemt ikke. ”Du siger, at du ej er ude på at spilde min tid.. Fortæl mig, hvordan du ej kan spilde min tid, hvis du end ikke ved, hvem der har forulempet dig? Hvordan skal jeg kunne ransage sagen, hvis jeg end ikke ved, hvem jeg skal søge efter?” Hendes blå øjne nedstirrede ham, alt imens hendes stemme ingen varme eller trøst bar. ”Sig mig.. Har jeg ej været god ved dig? Tog jeg dig ej ind.. lod dig få et hjem, samt lod dig arbejde med, hvad du elsker? Ønsker du at holde mig for nar? ..Turen ud kan blive ufattelig hurtig, og for en krøbling som dig tvivler jeg, at du vil holde en uge, og da slet ikke med den vinter, som er på vej.”

[Deleted]

Frygten for at blive smidt på porten, var stor for Valandil, da han i hans nuværende situation, udmærket godt vidste, at han aldrig ville komme igennem den kommende vinter.. Hvem ville have en krøbling? Det var bestemt ikke fordi at han havde handlet efter den forstand, fordi at han direkte ønskede at skulle ende hvor han var endt henne! Hans næve knyttede sig om kæppen som han havde brugt som støtte. Selv var han klar over det faktum, at han ikke havde retten til at ytre nogen meninger.. Men alligevel valgte han jo at gøre lige så. "Kraftigt mod min vilje, Kahli! Jeg gjorde hvad jeg kunne, for at forhindre dette..!" modsagde han sig. Han havde gjort sin frue utilfreds.. Og han vidste det, men ikke desto mindre, så ville han jo stadig sætte sig til at gøre hvad hun ville sætte ham til. Ej ønskede han at forlade hendes hjem. Måske det var af egoistiske grunde, men han følte sig uanset vel her.. han følte at han kunne ytre hvad han havde været god til - til nu om ikke andet, for nu var sagen jo fuldstændig en anden. "Jeg kan skænke Dem en fuldendt beskrivelse af hendes person, ydre og handlinger, Kahli. Jeg vil ikke påstå at jeg vil gå og spilde Deres tid, ved at informere om en kvindelig mørkelver, som går rundt i skovene her og gør brug af De handlinger overfor Dem," pointerede han med en kortfattet mine.
Valandils hånd begyndte at ryste.. Om hun ej havde været god for ham? Det havde hun i langt større forstand end så mange andre, som også havde huset ham igennem de sidste mange år, og det stod han da hellere end gerne ved, når det nu var det som skete. "De har været god ved mig, Kahli, og i det tilde accepterer jeg naturligvis den straf, som De vil lade falde til mig, for hvad der er hændt.. Blot ønsker jeg at udtrykke at jeg gjorde hvad jeg kunne for at forhindre det.. jeg har skænket Dem de informationer som jeg ligger inde med," endte han. Bange var han.. han ville jo virkelig gerne blive her.