What the hell...!

[Deleted]

Hvorvidt slaven havde nydt sit samleje eller ej, kunne Tatiana selvfølgelig ikke sige. På den ene side kunne han tale sandt, og på den anden side kunne han føre hende bag lyset. Hun kunne trods alt ikke se med sine egne øjne, hvad der egentligt havde hændt. Dog brød hun sig ikke om tanken, at der muligvis var en mørkelvisk kvinde derude, der ej respekterede hendes autoritet som racens leder. Ej måtte sådanne tanker finde sted, og hvis de gjorde, måtte hun eliminere dem! Det var desuden også, hvad enhver anden mørkelvisk leder ville have gjort. ”Nuvel..,” sagde hun affejende og viftede med hånden. ”For alles vedkommende håber jeg blot, at dine sædceller ej fandt vej til hendes æggestok. Dine bastardbørn ville ej være velkommende.” Selv kunne hun ikke just sige, at hun var glad for, at han havde været ude og ligge med en kvinde. Dog kunne hun ej heller sige, at hun selv var interesseret i ham på den front længere. Faktisk kunne hun ikke, hvordan nogen kvinde skulle kunne ønske ham igen. Ingen mørkelvisk kvinde ønskede afkom med en krøbling. Blikket holdt hun på ham. ”Hvad venter du på? Beskriv hende!” lød det utålmodigt fra hende. Hvorfor han ikke allerede havde påbegyndt fortællingen, begreb hun ikke, men lige nu og her irriterede han hende kun. Det at han overhovedet åndede var et irritationsmoment i sig selv.. Som hans hånd begyndte at ryste, måtte hun anse det for at være et tegn på frygt. Godt! Han burde også frygte hende, samt hvad hendes udfald ville blive! Det var jo ej heller fordi, at han var synderligt velset i hendes bog lige nu og her. ”Du acceptere den straf, jeg vil give dig? Tror du virkelig, at din accept betyder noget som helst for mig?” spurgte hun isnende, alt imens hun kneb øjnene sammen. Hvad regnede han med, at det var?! ”Jeg er din herskerinde og din leder. Jeg bestemmer din skæbne. Hvis jeg vil have dig til at stå på hovedet, står du på hovedet. Hvis jeg ønsker, at du arbejder dag og nat, arbejder du dag og nat. Hvis jeg vil piske dig, pisker jeg dig. Hvis jeg ønsker dig i eksil, ender du i eksil.. Forstår du, sevrus?”

[Deleted]

Valandil rystede ikke just fordi at han var bange. I princippet vidste han jo godt at han ikke havde retten til at sige noget som helst andet end hvad han bad hende om, og det var lidt det. Han nikkede blot. "Ej noget, som De skal være bange for, Kahli," endte han. Han var ikke gjort færdig som hun var blevet det, så det var da om ikke andet, så lidt, som han følte, at han kunne få lov til at beholde, så det passede ham fint. Selvom han nu var endt som en krøbling, og nok ikke var noget som mørkelverne ville have med at gøre, så var han virkelig.. udsat. Og den tanke kunne han da slet ikke lide! Han trak vejret dybt. "Mørkt hår, smalle øjne, langt fra en typisk mørkelver af udseende.. Langt fra yndefuld som De, Kahli..Meget mandigt af udseende, og ej en kvinde af særlig høj stand i samfundet her. Hun var bleg.. virkelig bleg, vandrer rundt med hunde og med et våben ved sin side, som aldrig før er blevet set," forklarede han med en rolig stemme.
Selv var det tydeligt for Valandil at høre, at hans Kahli på ingen måder var tilfredse med ham, og det var jo det som han først bed sig fast i. Hvis hun ville smide ham på port, så måtte hun jo smide ham på port! Hun kunne vel gøre det på andet vis end at trække pinen ud på denne her måde?! De grønne øjne faldt intenst til hendes skikkelse. Han anerkendte sin stand som slave, også fordi at han ikke rigtigt kunne gøre noget ved det. Han sænkede hovedet, men holdt endnu et meget stramt greb omkring den kæp som han havde stående ved sin side. "Hvad ønsker De af mig, min Kahli?" spurgte han så endeligt. Skulle han ud? Piskes? Henrettes? Hans blik gled igen mod hende. Han kunne jo for pokker ikke gøre andet end at vente på at hun bestemte sig.

[Deleted]

Tatiana løftede drævent brynene, uden hun tog blikket fra ham. Han sagde, at hun ej behøvede at bekymre sig? Ih, hvilken lettelse.. Der var end ikke en minimeter, som fandt ro i hende ved hele situationen, og derfor hægtede disse ord sig ej heller fast i hende. Hun brød sig på ingen måde om situationen. Hun brød sig hverken om, at hendes gode aften var blevet forpurret eller det faktum, at der eftersigende vandrede en kvinde rundt i skoven, der sked højt og helligt på hendes titel. ”Jeg behøver ej at bekymre mig? Prøver du at fortælle mig, at du ingen kugler har?” Øjnene kneb hun sammen, alt imens hendes stemme måtte være ligeså isnende, som hendes gennemborende blik var. At han derfra fortsatte med at misbehage hende, gjorde bestemt ikke situationen bedre! At han komplimenterede hende, prallede fuldstændigt af på hende. Beskrivelsen som han gav til hende omkring kvinden, var ganske vag. Ja, for at være ærlig tvivlede hun på, at hun kunne bruge den beskrivelse til noget som helst. Det eneste hun vidste, var; at kvinden var mørkhåret, besad smalle øjne, havde bleg hud, mindede om en mand, samt ejede hunde og et usædvanligt våben. ”Er det virkelig i din optik, at jeg vil kunne finde denne kvinde ud fra den beskrivelse? Du bliver nødt til at gøre det bedre, slave,” svarede hun skarpt, som hun behøvede en detaljeret beskrivelse af vedkommende. Læberne fugtede hun. Beskrivelsen var hende umiddelbart ikke nyttig.. men var han hende overhovedet nyttig? Hun tvivlede kraftigt på det efter i dag.. ”Hvad jeg ønskede af dig var en stærk mand. En mand, som kendte til sin plads i samfundet, samt kunne mestre, hvad han fik får hånde.. På det punkt har du i allerhøjeste grad fejlet.” Hun sendte ham et misbilligende blik, som han havde været et utøj. Efter nogle sekunder viftede hun dog med hånden, alt imens hun så sig omkring i lokalet, som om han var begyndt at kede hende. ..”Hvad jeg ønsker af dig nu? Er du overhovedet værdig til at leve.. værdig til at kalde dig for mørkelver? Kan du overhovedet tilbyde mig noget nu?”

[Deleted]

Valandil vidste godt, at det var meget begrænset hvad han kunne tilbyde Tatiana i denne tid, og særligt efter det som var sket igennem den sidste tid. Det var jo heller ikke ligefrem noget som han ville sige sig, at være stolt af! Næven knyttede han fast. "Det har jeg ikke udtalt mig om, Kahli.." Han måtte virkelig tage sig i nakken, for ikke at ende med at blive spydig, men den form for verbale angreb, havde han fået nok af for den seneste tid. Det var hårdt at modarbejde sig dem konstant og så igen! Han trak vejret dybt. Det var måske ikke en særlig dyb beskrivelse af Daelis, som var den kvinde som havde gjort ham dette, men det burde være rigeligt, for det var da ikke en typisk beskrivelse af en mørkelvisk kvinde som han havde givet hende! "Ønsker du at vide mere om hende, Kahli? Den blege hud, de smalle øjne, samt hunde, et våben som ikke ses andre steder og en beklædning som en mand, burde være nok at gå efter. Skal jeg gå mere i dybden... ønsker De virkelig at se det billede af hende, som jeg har i mit sind?" spurgte han videre. Ja, han var ved at blive irriteret, også selvom han vidste, at det kunne vise sig, at blive en meget farlig situation for ham, men lige nu, kunne han altså ikke lade være!
Igen forblev Valandil tavs. Ja, hvad kunne hun bruge ham til? Nu om dage og særligt nu med det knæ, så kunne han ikke tage sig af tunge løft.. han kunne ikke jage, før han lærte at gå på det ben igen.Blikket sænkede han i skam.. Det var virkelig skamfuldt, ikke at leve op til hendes krav, og særligt fordi at hun var hans leder. "Sæt mig til opgaver, og jeg skal bevise, at jeg endnu er værdig at have i Deres husstand, Kahli.. Lad mit ben hvile.. og jeg skal være klar igen," lovede han. Han ville ikke ud herfra!

[Deleted]

”Nej, du har muligvis ikke udtalt dig om det. Dog må det være den konklusion, som jeg må drage, siden du siger, at jeg ej bør frygte dine mulige bastardbørn,” svarede Tatiana sigende. Hårde var hendes ord muligvis, men sande var de også. Hvis en mand havde intakte kugler, ville han også kunne skænke en kvinde et barn. Et samleje påstod han trods alt, at de havde haft, og hvis ej hun burde frygte hans mulige afkom, kunne han ej heller være en rigtig mand. Det var måske også årsagen til, at han havde været så uduelig, at han havde ladt sig gøres til krøbling? Øjnene kneb hun sammen ved hans ord. ”Forsøger du at gøre nar ad mig, sevrus? Ved du, at det er jeg som står med vægtstangen mellem liv og død?” lød det lavmælt fra hende, som en tydelig trussel. ”Hvis jeg mener, at din beskrivelse ej er fyldestgørende, er den ej fyldestgørende.. Hvordan sidder kvindens hår? Hvordan er hendes kropsform? Hvilke klæder bar hun? Hvordan så hendes hund ud? Hvordan så hendes mystiske våben ud?” spurgte hun skarpt. Hun brød sig bestemt ikke om, at hun skulle fodre ham med spørgsmål. Det var nemlig svar, som han automatisk burde give hende! Det var hvad en god mand ville have gjort. En god mand var Valandil dog ikke, som han havde skuffet hende. ”Og hvilke opgaver skulle du dog kunne løse med det ben? Du kan ej gå, og du kan knapt nok stå..,” sagde hun med væmmelse i stemmen. ”En simpel syerske vil du kunne blive.. Medmindre en nål og en tråd også er for svært for dig at styre?” Hovent hvilede hendes blik på ham. Det var næppe et erhverv, som kunne gøre ham værdig i hendes øjne igen. Han havde fejlet hende, og det at være udendørs var tydeligvis en frihed, som han ej kunne mønstre! ”Din tid som jæger er desuden troligt drevet over.. Jeg kan ej sende en slave ud fra min husstand, som vælger at vanære mig.”

[Deleted]

Tatiana kørte virkelig på Valandil, hvilket kun gav ham en fornemmelse af, ikke at være noget værd.. at han bare var en ting som hun i øjeblikket stod og overvejede om hun ville kaste på port, eller hvad hun ville, og den tanke bifaldt han så sandelig heller ikke. Tvært imod, så var det noget som vakte ham selv en vrede et eller andet sted.. Han hadede det virkelig! "Javel, Kahli..." endte han med en dæmpet stemme, som han igen sænkede hovedet. Det var bestemt ikke fordi at dette var noget hen af hvad han var tilfreds med, men ikke just noget, som han kunne gøre det største ved af den grund. Han var ikke ude på at gøre nar af hende, men her sad han.. forsøgte at melde en forbrydelse, og så var det ham som blev hamret i hovedet? Han fandt det på ingen måder retfærdigt! "Mørkt og kort som en mand.. klæder som en mand.. Tætte.. intet afslørende og kamuflerende med tanke på livet i skoven.. Hunde som var de ulve og våben skinnende, aflangt og larmende.." Han vidste ærlig talt ikke hvordan han bedre skulle kunne beskrive det, for han havde aldrig set noget lignende, og selvfølgelig var det noget som selv måtte påvirke ham i en forstand, som han faktisk ikke brød sig om, når det endelig skulle komme til stykket. En syerske? Det var en kvindes job... Han trak vejret dybt. Han måtte jo bare.. gøre hvad hun satte ham til trods alt.. Han var jo endnu under hendes tag.. og derved også underlagt hendes regler. "Blot ønsker jeg noget hvile... så skal mit ben nok være klar til at udføre det arbejde, som De end pålægger mig, Kahli," endte han med en rolig stemme. Det var en rystende undertone.. Han var vred.. Hun lyttede jo for pokker end ikke til ham. Hans næve lukkede han fast omkring kæppen ved hans side. Vanærede han hende? De grønne øjne vendte han direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. "Jeg er blot kommet, for at meddele at en mørkelvisk kvinde vanærer Dem. Skænk mig den straf, som De ønsker er mig fortjent, Kahli... Jeg har i mine øjne, blot gjort hvad jeg fandt ret."

[Deleted]

Personligt ville Tatiana ikke mene, at hun gjorde noget forkert over for slaven. Andre racer ville højst sandsynligt se på hende som en umådelig hård og følelseskold kvinde, men i denne verden eller nærmere … i dette samfund, var det hende retmæssigt. Ej var han hendes ligemand, og derfor havde han ingen rettigheder over for hende. Et hierarki, som hun altid havde øje for. Inden han begyndte beskrivelsen af sin overfaldskvinden, rakte hun ud efter et nyt pergament, som hun foldede ud foran sig. Dernæst greb hun efter en fjerpen, som hun let væddede i blækket, inden hun førte det over pergamentet. Ukendt mørkelvisk kvinde efterlyses!, skrev hun øverst på pergamentet. Tavst lyttede hun til hans ord, alt imens hun på nye linjer nedskriblede på pergamentet. Utraditionel af udseende. Mørkt og kort hår, som en mands. Iføre sig mandeklæder. Klæderne er tætte, men ej afslørende, samt kamuflerende med tanken på livet i skoven. Besidder smalle øjne og en bleg hud. Ligner umiddelbart ikke en kvinde af høj stand. Vandrer omkring i skoven med ulvelignende hunde. Bære et ukendt våben, der beskrives som; skinnende, aflangt og larmende. Ej et umiddelbart set våben før. Det gennemborende blå blik hævede hun til hans. ”Har du mere at tilføje?” spurgte hun kort for hovedet. Det var nu han havde chancen for at åbne munden, så hvis han havde mere at sige til sit forsvar, var det nu. Blikket holdt hun på ham. Hvis han skulle blive i hendes husstand, skulle han ligeså fortsætte med at arbejde. Ganske vidst ikke, hvad han før havde bebyrdet sig med, men arbejde om end. Læberne fugtede hun let. ”Hvis du skal have en chance til i min husstand, kræver jeg, at du fortsat er mig arbejdsdygtig. Som syerske vil du være nyttig, som dit ben vil kunne få ro, samtidig med, at du vil være mig nyttig. Hvis du behager mig, vil du muligvis have en chance for en ny stilling, men forvent ej, at din gamle vil blive dig givet. Hvis det skal vise sig, at du har løjet til mig angående den mørkelviske kvinde, vil du ej være nødsaget til at tænke på din fremtid længere.. Er det forstået?”

[Deleted]

Valandil blev siddende og nærmest med blikket i jorden. Nej, han var på ingen måder stolt over hvor han var endt henne, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre noget ved det. Han havde anmeldt hvad der var sket.. også selvom han faktisk havde bidt fra sig, såret og slået denne kvinde, for at have gjort hvad hun havde gjort, så var det ting og tanker, som han bevidst undlod at nævne for nogen som helst. Han ville jo heller ikke ligefrem gøre det værre end hvad det allerede var. At hun skrev det ned, som han remsede op, var jo bare et tegn til at hun faktisk tog det ganske alvorligt, og det var uden tvivl noget som faktisk glædede ham mere end det som han egentlig ville give udtryk for. "Hun viste stor interesse for våbenbrug, mænd og... særligt min beklædning, samt mit lange hår.." Ej vidste han, om det var noget som hun kunne bruge til noget, men kvindens store og tydelige fascination for hans bue, samt hans hjemmelavede tøj og det lange hår, var uden tvivl også noget som havde sat sig så tydeligt i hans egen krop og sind.
Selv ville Valandil ikke påstå at jobbet som syerske var særlig eftertragtet. Nej, han var en mand, som gerne ville lave noget som han faktisk kunne være stolt af i den anden ende, og det kunne han jo heller ikke ligefrem af det her! Han vidste at han ikke havde noget at gøre ved en sag som denne, og egentlig burde være tilfreds med at han ikke var røget ud... det var lidt der den lå. "Jeg forstår, min Kahli.. Jeg beklager, at jeg har svigtet Dem," endte han dæmpet. Det var bestemt heller ikke fordi at det var en tanke som han måtte finde behagelig på nogen måde, men hvad andet valg havde han egentlig? Han var bare nødt til at få det på det rene, så dette som var sket med ham, ikke var noget som ville ske igen! 

[Deleted]

Skønt det endnu var uvidst, hvorvidt Valandil talte sandt eller ej, var Tatiana nødsaget til at tage hans fortælling seriøst. Den ene faktor for dette var, at der ikke måtte strejfe en kvinde rundt, som så sig højere stillet end hende. Den anden faktor var, at hun som racens leder skulle værne om sit folk. Også mændene, skønt de altid ville komme i anden række. Brynet hævede hun let. Stor interesse for mandlig beklædning og hår.. Det forekom hende uden tvivl mærkværdigt at skrive. Dog måtte hun hellere få alt med, da hun personligt ikke vidste, hvem de var på jagt efter. Hun satte igen fjerpennen mod pergamentet, hvor hun begyndte at notere.. Kvinden har tidligere udvist stor interesse for våben, samt mænd. Særligt deres beklædning og hårpragt. Tatiana satte det endegyldige punktum, inden hun rettede blikket op. ”Efterlysningen vil i morgen tidlig pryde byen. Hvis kvinden stadig skulle befinde sig i skoven, burde hun hurtigt blive fundet. Hvis ikke vil en efterlysning blive sendt af sted i resten af Dvasias,” sagde hun fast. Tilfreds var slaven forhåbentligt også med dette udfald.. Hun havde om end indvilliget i at sætte en eftersøgning i gang. Tilbage i stolen gled hun, uden hun slap ham med sit gennemborende blik. ”Smut du i bad.. Du lugter og ligner endnu noget, som katten har slæbt med hjem,” sagde hun affejende. Træt var hun af at se og høre på ham. Derfor ville det glæde hende, hvis han fes ned til sine egne. Hun selv havde vel intet andet at lave, end at lægge sig til ro? Slaven her havde nemlig ødelagt hendes aften, og lige pt. var hun ikke i humør til at erstatte en kvinde med en slave i sin seng.

[Deleted]

Om ikke andet, kunne man jo sige, at Valandil var glad for, at nogen tog hans sag seriøst, men det var nu bare sådan at det måtte være i den anden ende. Alt taget i betragtning, så var det jo ikke noget, som han direkte kunne gøre noget andet ved. Mænd plejede at være stærkt nedprioriteret, men her blev han faktisk taget seriøst. Den sidste ting som hun kunne skrive på, gjorde det da nemmere at finde den rette.. Om ikke andet, så hvis hun fandt adskilige, ville han snildt kunne udpege den rette for hende. De grønne øjne vendte han blikket mod hende. "Jeg tror det var alt, Kahli.." endte han med en rolig stemme. 
Som hun opfordrede ham til at gå i bad, vidste han at det var en lang vej for ham at gå, men han ville jo stadig vise hende, at han var den som hun skulle bruge, og at det præcist var det som hun søgte efter, så det var jo det, som han holdt fast i. Han tog fat om kæppen, inden han direkte tvang sig op på benene, også selvom han havde et ben som han for nu ikke kunne støtte på. Han forsøgte at skjule grimassen, også selvom det bestemt heller ikke var nemt for ham at gøre det. Hans arme skælvede.. Han var afkræftet, selvom han forsøgte ikke at vise det. "Jeg takker rigtig mange gange, Kahli... og jeg beklager, hvis jeg ødelagde aftenen for Dem.. Jeg vil trække mig nu," endte han roligt. Han havde virkelig ikke været ude på at ødelægge noget for hende. Forsigtigt fik han humpet den anden vej, kun for at søge tilbage til det som man kunne kalde hans værelse, for at trække sig. Han havde ødelagt hendes aften nok for i dag.

//Out