The First Date

[Deleted]

Den kølige nattevind strejfede hen over Ania's lyse hud. Månens skær kastede sin glød hen over landskabet. Himlen var mørk. Sort og dyster. Mystisk. Hemmelighedsfuld. Mørket blev dog afbrudt af månen og de mange stjernes lys. Måske var natten ikke nær så sort taget det i betragtning. Men nede på jorden var det godt nok ikke alting man kunne se lige tydeligt. Ania havde dog ikke så svært ved det. Værende et af nattens børn. Dette var hendes element.

I den sidste måneds tid havde hun dog besøgt smejden et par gange. Måske lidt flere end det. Og det var faktisk alle sammen uden hun havde et egentlig formål. Hun havde ikke noget nyt som hun skulle have ham til at lave. Hun havde ikke noget hun manglede at afhente. Men han havde jo selv sagt hun måtte komme når hun ville ikke sandt? Og det havde skam været nysgerrigheden der havde overtalt hende til, at hun en uges tid efter deres samtale havde lagt turen forbi den varme smejde endnu en gang.
Men denne gang var det ikke smejden hun gik efter. Nej. Hendes sidste møde med Saïx havde ændret sig i forhold til de andre. Hver gang ja så snakkede de om nye ting. De lærte mere om hinanden. Kom tættere på livet så at sige. Men sidste gang havde tingene alligevel taget et helt andet sving. Uventet som det var for Ania, at Saíx havde spurgt hende om at mødes ved søen i Natymia. Uventet nok for hende selv, så sagde Ania ja. Det kunne dog være rart nok, at møde ham udenfor hans hjem og arbejde. Se om han mon var anderledes udenfor. Også modigt han ville færdes ude i vildnisset midt om natten. Men Saïx havde skam på ingen måde virket som en kryster for hende, så det var ikke så overraskende. Men at han kunne ligge tid fra arbejdet til at mødes med hende fik hende til at føle sig... ja privilegeret. Glad. En ting var, at han kunne gå op i sin bolig og efterlade smejden. Men så kunne han gå ned hvis der kom kunder. Når han gik så langt fra smejden som i nat så ville det jo kunne betyde tab af kunder. Men selv en smed krævede jo pauser.

Vandets overflade var glitrende. Magisk. Fortryllende. En sø så altså så smuk ud i nattens lys. Ikke at Ania havde set den om dagen. Men hvordan kunne noget så godt ud i et skarpt lys? Med rolige skridt gik hun nærmere vandet med et smil på sine læber. Hun bar en lang nederdel i sort stof som nærmest smøg som om hendes ben. Den havde et snit op langs den ene side op til låret så den var nem at bevæge sig i. De lange støvler var også sorte. Dog var hendes top en anden farve. Nemlig hvid. Den gik næsten helt ned til kanten af nederdelen, men havde ingen ærmer og var ikke dækkende foran. Den havde ikke en vildt dyb udskæring, men der var en udskæring som blottede hendes hals. På ryggen var den mere nedringet og gik til midt på ryggen før stoffet mødtes og holdt huden dækket resten af vejen ned. Det lange blonde hår hang i løse lokker om hendes ansigt og skuldre og blæste let rundt i vinden omkring hende. De sølvgrå øjne holdt roligt øje med vandets overflade mens hørelsen holdt fokus på lyde i omgivelserne.

[Deleted]

At Ania var vendt tilbage til smedjen allerede ugen efter han havde tilbudt hende at komme tilbage, havde et eller andet sted overrasket Saïx. Men han havde langt fra klaget på hendes nærvær. Faktisk havde hendes blotte nærvær været nok til at give ham fornyet energi, og selv når hun havde besøgt ham mens han havde haft kunder i sin smedje, havde han formået at få udført salget samtidig som han bevarede sin samtale med hende. I takt med at besøgende gentog sig, og Saïx blev mere og mere komfortabel i hendes selskab – for ikke at snakke om hvor meget han så frem til hendes besøg – kom trangen til at se hende i mere private omgivelser. Han havde haft hende for sig selv når der ikke var kunder og de havde været i hans bolig, men det var ikke hvad han havde haft i tankerne. Da han havde fremmet sit forslag, og hun havde sagt ja, kunne ord ikke beskrive hvor lettet han var blevet.
Aftenen kunne ikke have været mere perfekt til formålet. Idet Saïx nærmede sig søen, kunne han ikke lade være med at kaste blikket mod nattehimlen, og måtte trække på smilebåndet. Der var en klar himmel med en stor, lysende måne og utallige stjerner foroven. Månen spejlede sig i søen og stjernerne dansede i dens overflade. Og ved søens bred kunne han se en skikkelse, som kun kunne være Ania. Saïx havde selv iført sig pænere klæder end hvad han normalt plejede. I stedet for det beskidte tykke forklæde han brugte i sin smedje, og det lige så beskidte tøj, var han nu iført nogle mørke bukser og en langærmet, lys skjorte – alt sammen meget renere end hvad han havde gået med i lang tid. Hans hår havde han dog ikke kunnet gøre stort ved. Over skulderen havde han en rejsetaske, hvis indhold han havde planlagt skulle bruges på dette møde.
Han begav sig nærmere søen, indtil han kunne få et klarere blik på Ania, og han fangede sig selv i at måbe lidt. Han havde allerede dannet en klar mening om at Ania var en køn kvinde – en smuk kvinde, faktisk – men at se hende sådan her i lyset fra månen, gav hende en særlig glød.
”Ania… Du ser fantastisk ud.” Han mærkede varmen stige ham til ørene bare ved at sige det, men han havde ikke kunnet standse sig selv. Han sendte hende et fåret smil idet han gik nærmere. ”Jeg er glad for du sagde ja til at møde mig.” tilføjede han med et ligeså fåret smil.

[Deleted]

Det var med håb om, at hun ikke trængte sig på, at Ania havde besøgt Saïx gentagene gange. Men han lod ikke til at være irriteret over det på nogen måde så hun så intet problem i det. Det var ikke hver gang hun havde haft ulvene med. De var heller ikke med hende i aften. Hun havde ladet dem få en nat for sig selv. De var begge to i stand til at passe på sig selv og hinanden så hun så intet problem med det. De kunne finde hjem så hun behøvede ikke finde dem før hun selv tog hjem.
At hun var ankommet først gjorde hende intet. Så fik hun lige tid til at nyde udsigten hen over vandets glitrende overflade i en stund af stilhed om sig. Hvorfor hun så var blevet bedt om, at de kunne mødes her var noget hun havde undret sig lidt over. Og stadig gjorde. Men nysgerrigheden ved det havde dog lokket hende herhen. Det var et skønt sted. Smukt. Hun kunne godt lide det. Et stille suk gled fra hendes hals ud over læberne mens hun blot betragtede stedet i sin rene skønhed. Det var dog ikke længe hun stod der alene.

At hun blev betragtet lidt på afstand og i stilhed en kort tid før det var, at Saïx faktisk kom over til hende havde hun ikke lagt så meget mærke i. Hendes sanser havde hun slækket lidt på. Ladet sig opsluge i øjeblikket ved søens syn. Men det havde jo heller ikke voldt hende skade så mon ikke det gik. Hun bar godt nok ingen af sine våben i aften. Hun lignede faktisk ikke på nogen måde en trussel. Det eneste dødbringende hun havde med sig var sine hugtænder. De ville altid være der.
Ania sansede dog til sidst skridt der kom nærmere før hun rent faktisk hørte stemmen. Hun havde stået næsten med ryggen til ham, men drejede sig roligt rundt mod ham. Smilede stille til hans ord. Det var da sødt af ham at sige. Ikke at hun havde gjort noget særligt ud af det. Hun havde blot valgt noget tøj som var afslappet, enkelt og komfortabelt. Men uden sine våben og alt det så så hun nok mere..Ja som en feminim kvinde nok i manges øjne skulle se ud. "Tak.." smilede hun før hun stille strøg en lok om bag sit ene øre. "Jeg må sige det skam også glæder dig at have noget andet tøj på end det til dit arbejde.." Det var nok den største forandring hun kunne se. Tøjet var slet ikke som det hun normalt så ham i. Det var rent og ikke så praktisk som det til smejde arbejde. Dette tøj ville nok ikke kunne tåle ret meget varme før en glød gik igennem. Det klædte ham utroligt ikke at have alt det støv og skidt ud over sig.
Hun gik et par skridt væk fra søens bred. Hun Havde næsten endt med at stå i vandkanten. "Det var da ingenting. Jeg må dog indrømme jeg er nysgerrig efter hvad årsag du måtte have til at mødes her. Og at jeg da blev glad for spørgsmålet. Og for at jeg sagde ja." Hun smilede stille og hun var glad. At få ham at se i mere privat udgave var noget nyt. Denne side af ham var så ukendt som noget andet. At se ham i hans hjem, men i arbejdstøjet var en ting. Men nu så hun ham som han var udenfor sit arbejde. Når og hvis han valgte at gøre som nu; at iklæde sig almindeligt tøj. Ikke at skidtet havde generet hende på nogen måde. Men det var nu rart at se hvad der gemte sig under snavset.

[Deleted]

Saïx smil var vokset en anelse ved hendes kommentar, og han så per automatik ned af sig selv. Det var næsten ligeså unormalt for ham selv at se sig selv så ren, men det var en forfriskende forandring. Men med hans travle skema var det efterhånden sjældent at han fik nok tid til at vaske sig synderlig grundigt, mellem hans arbejdstid, søvn og måltider. Men denne aften havde han taget sig tiden til det. Han havde lukket smedjen for natten – mod at love sine kunder ekstra tid den følgende nat – og havde brugt lidt tid på at gøre sig selv lidt mere præsentabel.
”Jeg tænkte at når du nu har besøgt mig så ofte i smedjen, ville det være hyggeligt at tilbringe noget tid sammen i lidt mere fri omgivelser. Det er så længe siden jeg har været herude, men jeg husker hvor fredfyldt og smukt der er herude.” Det krævede kun et hurtigt blik omkring dem, for at Saïx kunne bekræfte at intet havde forandret sig der. Hans blik faldt tilbage på Ania, og hans smil voksede nok en gang. Et sted var han lidt glad for at Kakashi og Sasuke ikke var med hende denne aften. Ikke at han havde noget imod hendes ulve, tvært imod, men han havde lyst til at få Ania for sig selv denne aften. Og selv om ulvene intet havde gjort for at komme imellem dem i den sidste måneds tid, kunne han næsten altid fornemme at de holdt øje med ham fra sidelinjen.
Som om han pludselig huskede hvad han havde medbragt, stak han hånde ned i sin rejsetaske og trak et tæppe frem som han foldede ud og lagde i græsset ved søens bred, før han vendte sig mod hende og gestikulerede mod det. ”Jeg tror det er mere behageligt når man sidder ned. Og det ville være ærgreligt at svine dig til.” sagde han med et varmt smil. I det store og hele ville han gøre hvad han kunne for at Ania skulle slappe af og nyde hans selskab, og i hans hoved var det altid mere behageligt at sidde ned end at stå op – og tæppet han havde medbragt var stort nok til at de begge to kunne sidde der.

[Deleted]

Hans tankegang med at nye omgivelser ville være rart kunne hun godt lide. Hun var også helt enig. Det var forfriskende at mødes ude i det fri og så i så dejlige omgivelser. Hun satte virkelig pris på det. Endnu mere på, da det var han trak et tæppe op fra en taske og lagde det ud på græsset så de havde et tørt sidde sted. Et smil kunne hun ikke stoppe fra at dukke op på hendes læber idet hun med en mild latter trådte hen og satte sig ned på det som det var han tilbød hende en siddeplads. "Jamen mange tak da. Det var faktisk ganske rart, at komme ned og sidde." hun strøg lokken om bag sit øre igen, da det var vinden havde revet den løs.
At det var hans idé at de skulle mødes udenfor var noget der gjorde hende glad. Og nysgerrig efter hvad han mon helt præcist havde tænkt over, da det var han fik den idé. Ikke at hun ville spørge ham om det. Hun så dog bare på ham med et smil og det ville faktisk gøre det hele mere rart hvis de kunne sidde ned. Det at stå op i lang tid og snakke sammen. Det kunne jo hurtigt ende med noget akavet eller bare noget der ville ødelægge stemningen og samtalen på en eller anden måde.

Nu hvor hun sad ned så kunne Ania skam også godt mærke hun blev mere rolig og afslappet. Det var rart. Og med denne udsigt ud over søen så kunne man jo ikke ønske sig ret meget mere. Det var et godt sted. Nærmest perfekt. Hendes blik gled for en kort stund ud over søen endnu en gang for lige at se vinklen an nu hvor hun sad ned, men hendes blik blev der ikke. Nej det var faktisk der kun kort og var lidt efter atter vendt mod Saïx. Hun var glad for hun var vampyr. Hun ville fryse halvt ihjel hvis ikke. Hendes arme var dog kølige. Men det var hendes hud jo altid. De sølvgrå øjne hvilede roligt på hans skikkelse. Det var nok nemmere for hende at se ham end den anden vej rundt. Hendes øjne var jo trods alt skabt til at se i mørket. "Nu håber jeg ikke du får ondt i øjnene. Mennesker har jo sværere ved at se i mørke end min slags." Dog så gav månen et godt lys. Men stadig ikke så man kunne se alt helt klart. Det havde dog været slemt med en sky himmel. Det ville heller ikke gøre stedet og øjeblikket så magisk.

[Deleted]

Da Ania havde sat sig til rette på tæppet, slog Saïx sig ned ved hendes side og fulgte hendes blik ud over søen, ligeså med et smil fæstet over sine læber. Det var langt mere behageligt at sidde der med hende, ude i den friske luft og med sådan en udsigt. Så vidt han kunne bedømme var de to de eneste væsner i nærheden af søen, men om Ania opfattede andet kunne han ikke sige med sikkerhed. Men det kunne være ligemeget. Han var mest optaget af Ania i dette øjeblik. Han vendte blikket mod hende ved hendes kommentar, og han lo mildt før han rystede på hovedet.
”Jeg tilbringer det meste af mine dage med at se på glødende stål og smeltet jern. At være lidt i mørket er faktisk afslappende lige nu.” fortalte han med et skævt smil. Ikke at de var henlagt i fuldstændig mørke. Månen gav mere end nok lys til at Saïx kunne se rundt omkring sig, og det blege lys fra månen var mange gange mere behageligt end det rødglødende skær fra hans stål og jern i smedjen. For ikke at tale om hvordan månelyset virkede til at fremhæve Anias kønne træk, og Saïx fangede igen sig selv i at lade blikket hvile lidt længere på hende end han egentlig havde tænkt sig. Han måtte smile fåret over sig selv, før han tog sig sammen. ”Hvordan har alt gået siden sidst?” spurgte han mildt. Ania havde stadig ikke fortalt ham hvad hun faktisk lavede, og Saïx havde undladt at spørge siden den aften hun var i hans bolig for første gang. Men nysgerrigheden var der stadig. At spørge hvordan alt gik, var det nærmeste han kunne komme et klart svar fra hende indtil videre.

[Deleted]

Det eneste der nok var i nærheden var måske naturens skabninger. Små insekter og måske flagermus og ugler. Men der var næppe folk ude. Ania kunne ikke fornemme nogen anden tilstedeværelse end Saïx der sad der sammen med hende. Det var en hel anden oplevelse end at sidde indendøre. På en god måde. Hun følte sig godt tilpas og var helt rolig. At han så faktisk ikke havde noget imod mørket fik hende til at smile et svagt lille smil. Hun kunne dog godt følge ham. Det var nok rart med noget lidt mørkt og koldt fremfor det han altid gik omkring på sit arbejde.
Det var en glimrende aften han havde valgt. Og heldigvis havde hun jo ikke haft andet der skulle ordnes i de nætter der lå omkring så det havde ikke været svært at få det til at passe ind på nogen måde. At han så sad og betragtede hende i lidt lang tid irriterede hende ikke. I længden kunne det jo godt føles lidt.. fremmed og måske lidt underligt. Mest fordi hun ikke var vant til alt den fokus på sig selv. Hun var jo som regel gemt i mørket. At han så rev sig løs fra stirringen og istedet for gav sig i kast med at stille hende et spørgsmål fik hende til at se direkte på ham igen. "Det er gået udmærket. Der har været nogle nætter på det sidste hvor jeg blot har foretaget mig ting jeg var i humør til. Været på jagt og ellers bare vandret i natten. En stille tid i mit arbejde." smilede hun lidt. Hun havde så ikke været på jagt i nat. Kom det nok heller ikke hvis de endte med at snakke så længe som muligt før hun måtte tilbage. men så måtte hun bare undvære blod i nat. Hun behøvede det heller ikke hver eneste nat. Men hun ville klart være lidt mere svækket imorgen aften. Den tid den sorg dog. Ligesom med spørgsmålet om hun mon nogensinde kom til at fortælle ham om hvad hun gik og foretog sig. Hvad hans våben primært blev brugt til. Han havde ikke spurgt til det igen. Men Ania havde på fornemmelsen, at han nok stadig gerne ville vide det. Hun følte sig dog mere tryg ved ham. Kendte ham bedre. Men der var stadig ting hun ikke var sikker på hvordan han ville reagere.

[Deleted]

Et sted burde Saïx måske have reageret da Ania havde sagt at hun havde været på jagt. Han vidste trods alt nok om vampyrer til at vide at de måtte have blod for at overleve, og at det sagtens kunne være sådan en jagt hun havde ment at hun havde været på. Men han reagerede alligevel ikke. Det var måske en smule naivt af ham, men han havde svært ved at forestille sig Ania jage en person ned for at drikke dens blod. Hun virkede alt for mild til den slags. Det havde måske været en af de ting der havde overrasket ham mest, da han første gang fandt ud af at hun var en vampyr. De fleste vampyrer Saïx mødte i sin smedje var alle sammen grove og aggressive – men Ania havde været høflig og venlig overfor ham. Det havde måske været det første skridt i retning af at de sad der hvor de sad nu. Han smilede lidt for sig selv.
”Jeg er nu glad for dit arbejde ikke kom i vejen for det her. Jeg tror ikke aftenen kunne have været bedre.” svarede han med et skævt smil. Det var ikke mere end nogen dage siden de havde regnet sidst, og noget af fugten var stadig i jorden, så Saïx priste sig lykkelig for at vejret havde klarnet op, og at han havde valgt at tage tæppet med. Hans smil voksede en anelse bredere, da han stak hånden ned i sin rejsetaske nok en gang, og fremtrak to glas og rakte hende det ene. ”Det gik jo så godt sidst vi to delte en flaske vin,” startede han med et varmt smil, inden han også fremtrak flasken fra sin taske. ”så jeg tænkte at vi kunne gentage succesen i aften.” Han håbede at han ikke gjorde for meget ud af det, men vinen de havde delt i hans bolig havde trods alt hjulpet dem til at hygge sig dengang, så mon ikke det ville have den samme effekt denne gang?

[Deleted]

At jage var for Ania en almindelig ting. Det var lig med overlevelse. Ganske vist kunne hun også tage hen til Krypten, men det var bare ikke altid hendes vej gik der forbi. Men hun dræbte ikke sine ofre. Hverken mennesker eller dyr. Hun tænkte ikke over om Saïx ville føle sig dårligt tilpas ved at hun havde nævnt det. Havde hun ville drikke hans blod havde hun allerede gjort det. Ikke at sige hun ikke ville drikke det. Hun var altid interesserede i om blodet mon smagte så godt som hun forestillede sig det. Men hun ville ikke drikke det under tvang. Så var det nemlig sket. Nej hun kunne lide Saïx og hans selskab. At kaste sig ud i at angribe og drikke hans blod ville næppe føre noget godt med sig. Så ville de næppe kunne mødes og snakke sammen mere. Så ville han enten være bange for hende eller måske direkte hade hende og forsøge at slå hende ihjel som en slags hævn. Det var ikke spor i stil med det hun ønskede.
Havde Ania vidst noget om, at Saïx fandt hende mild ville hun nok le lidt. Havde han vidst hvad hendes job gik ud på var mild nok noget af det sidste man ville tænke om hende. Men Ania kunne skam være mild. Hun slog kun ihjel når det var arbejde. Ellers forsøgte hun at undgå at forvolde for meget skade. Men jobbet havde bare sine mørke sider...

Den dystre stemning trådte dog aldrig i kraft. Ania kunne skam kun være enig i, at aftenen næppe kunne blive meget bedre! Hun var glad for, at hun havde sagt ja. Denne aften var altså for smuk til bare at vandre hvileløst rundt uden et mål. Ej heller var det passende at sidde indespærret hjemme i sådan et smukt vejr. De sidste dages regn hang stadig i luften og gjorde den så ren og klar. Det var skønt! Hun hadede støvet i luften som tit kom efter lang tids tørke. Sådan en god gang regn gjorde altid det hele så meget bedre.
Hendes blik gled mod tasken, da der atter blev fisket noget op og Ania smilede lidt da hun så hvad det var og grinede en smule. "Er du nu ude på at forsøge med at drikke mig fuld igen?" grinede hun drillende, men tog skam imod glasset. Et glas vin ville faktisk være rart nok.