One will be punished...!

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det var ved at være hen på aftenen, da Junior kom vandrende ned igennem gaderne. Det var stille.. alt for stille, men sådan havde det jo faktisk været, stort set siden han havde mistet Cayla. Tanken knuste ham, og selv kunne han ikke forestille sig at skulle leve uden hende eller med nogen anden, og derfor.. så var den virkelig, virkelig svær for ham. Hans mine var intetsigende.. Han var ganske enkelt knust. Det eneste som han vidste, var at hans datter havde overlevet det som var sket på Castle of Darkness, hvilket uden tvivl havde været det vigtigste af det hele. At han så efterfølgende skulle miste hendes mor.. det var jo så en ting, som han ikke lige havde set komme, og det havde virkelig slået ham fuldstændig ud.
Ikke havde han spist igennem den seneste tid. Han havde ganske enkelt ikke haft lyst til det. Han var alene, og det havde han virkelig aldrig været god til før. Alene det som han havde ofret, bare for at være sammen med Cayla, og nu var det som om at det bare var.. væk? Han sukkede dæmpet og hævede blikket op mod månen, selvom han faktisk ikke nåede meget mere, inden han direkte blev grebet bagfra. Han stivnede kraftigt.
"Det er på tide, at uddele straffe for hvad der er sket her i landet.." En iskold stemme lød voldsomt i Juniors øre, hvilket fik det til at løbe iskoldt ned af hans ryg. "Slip mig.." endte han med en fast tone, som han forsøgte at komme fri. Det gik dog ikke helt som han gerne ville have til det, da en anden også kom frem og greb ham. Hvad pokker skulle dette ikke lige forestille?! "Slip mig!" Denne gang hævede han stemmen, inden han forsøgte at lægge kræfterne i, for at komme fri. Det ville bare ikke helt som han gerne ville det.

Junior blev nærmest trukket med hen i retningen af en større samling af mennesker. Junior stirrede direkte mod dem. De stod med fakler, som havde han været et misfoster som skulle jages væk. Han forstod jo ikke hvad han i det hele taget blev straffet for! "Jeg har intet gjort... slip mig!" begge ben satte Junior i jorden under ham, også selvom en helt 3. hurtigt var henne, og løftede i hans ben, så han netop ikke kunne gøre den modstand. Folk begyndte at grine, og det gjorde ham direkte panikslagen.
"Nogen skal straffes for hvad der er sket! Det kan ikke passe, at vi skal gå rundt og frygte for vores eget liv, i vores eget land!" udbrød en anden. Junior var fuldstændig forvirret. Hvad pokker var det egentlig der skete? Han forstod jo intet!
"Jamen jeg.." Mere nåede Junior ikke at sige, før han nærmest var placeret ovenpå et mindre podie midt mellem menneskene, som havde samlet sig. Hans hænder blev ført om på hans ryg, hvor de blev bundet og.. hans ben blev låst fast. Hans pupiller trak sig sammen alene ved tanken om det. "Jeg har intet gjort..!" skreg han nærmest op igen, inden en fast hånd blev tvunget for hans mund og hovedet nærmest presset ind mod en fast favn - han sad fastlåst.

Junior nåede ikke rigtigt at registrere hvad der skete, inden han så en stor og bredskulderet mand komme gående mod ham med det som mindede om en stor og flad hammer i hænderne. Nærmest desperat forsøgte Junior at komme derfra.
"For hvad der sker i landet her, er vi andre nødt til at handle på det! Det er nok! Vi skal ikke finde os i mere, og det skal alle vide! For Xavier... for kongehuset.. for Dvasias!" Høje tilråb kom fra folket. Junior følte hvordan hand indre nærmest krøb sammen, som han desperat forsøgte at komme fri, uden at det virkede.. Den store hammer blev tvunget og hamret direkte over hans ene lårben. Hans øjne for op ved smerten, som knoglen direkte knuste i hans lår. Bag hånden som holdt ham for munden, slap han det mest smerteskingrende skrig. Øjnene løb omgående i vand og det var først der han blev sluppet.
"Løb og spred buskabet! Vi finder os ikke i mere, og aldrig vil vi se dig i nærheden af byen igen!" udbrød den ene med en fast tone. Smerten dunkede så voldsomt i Juniors ben, da han forsøgte at støtte på det.. Noget som han hurtigt måtte opgive. Han humpede afsted.. Det gjorde virkelig ondt!

Hvor langt Junior overhovedet nåede, inden han direkte kollapset. Han skreg igen. Det gjorde virkelig ondt! Benet hang nærmest efter ham, idet han røg direkte i jorden. Med hænderne bundet på ryggen.. med benet hængende efter sig.. Hans krop rystede. Han var træt.. udmattet.. han kunne virkelig ikke klare mere!

[Deleted]

Aftenen var kommet og nu var de tid for Angel at rende rundt. Hun hadede det. Hun hadede det faktum at hun var bundet til mørket og ikke var i stand til at rende rundt om dagen. Hun savnede solen, nøj hvor hun dog savnede den forbandede sol og den forpulede varme! Det var virkelig fustrerende stadig efter alle disse år. Hun sukkede stille og fortsatte sig vandring i udkanten af byen. Malania fløj over hende i ly af mørket, det var altid betryggende at vide at man ikke var alene især nu hvor det virkede som om at der skete ting og sager i byen. Hun ed sig stille i læben, hun var iført en stor sort kappe og hun løftede hætten for at skjule sit ansigt. Selvom hun var ukendt for folk i denne by så ønskede hun heller ikke at blive set for meget. Hun levede alene, hun var aldrig omkring andre rigtig men det hændte da fra gang til gang at hun førte en samtale med forskellige folk. Hun var kommet videre med sit liv, havde lagt sin fortid bag sig den eneste hun virkelig tænkte på var sin datter som var død for mange år tilbage, tåbelige pigebarn. Hun havde ikke nået hjem før solen var stået op og hun døde en hurtig død. Tanken fik hende næsten til at få det dårligt indvendigt. Malania kunne mærke det selvom hun ikke var ved hendes side. #Lad os søge hjem Angel. Vi kan altid søge ud i morgen.# Dragens stemme lød i hendes hoved men Angel rystede blot på hovedet. #Nej. Der er noget jeg ......# Deres kommunikation var intern og kun de kunne høre den men den blev afbrudt af et øresynderivende skrig som kom fra et sted i nærheden. Angel stoppede op kort og begyndte så at løbe mod lyden. #Angel!# Hun kunne høre Malania kalde men hun løb bare videre. Hun nåede til et sted hvor der faktisk var ret åbent og der var ingen at se bortset fra en mand som lå på jorden. Hun nærmede sig forsigtigt og hendes blik faldt til mandens ben. Det var smadret fuldstændigt. Hun smed sig på knæ ved mands side og betragtede ham stille. Ingen skulle have det på denne måde. Hun måtte gøre noget. Han virkede til at glide lidt ind og ud af bevisthed. "De ser forfærdelig ud Sir. Lad mig hjælpe dem" sagde hun blidt og lagde en hånd på hans pande. Han var varm, benet måtte gøre forfærdeligt ondt! Hun kaldte Malania til sig, der var rig mulighed for at hun kunne lande. Malania duftede til manden, den lugt var ... bekendt. Junior. Hun kunne kende hans lugt alle steder. Hun løftede manden op som Angel bad hende om og Angel hoppede op på ryggen af Malania og holdt fat i manden. Han skulle ikke falde. "Hjemad, Malania" Bad Angel stille og hendes drage lettede.
De nåede den forholdsvis store hytte i skoven. Den var så stor for at der også var plads til Malania indenfor. Manden blev lagt på Angels seng og hun begyndte at finde en hel del urter frem mens hun mumlede for sig selv. #Angel?# Malania prøvede at få kontakt men hun kom ikke rigtig igenenm til Angel der fortsatte med at mumle for sig selv og finde ting og sager frem. #Angel? Angel? Angel for pokker! Lyt til mig# Angel stoppede op og vendte blikket mod hendes drage. "Hvad?" spurgte hun forundret. Hvorfor stoppede Malania hende? #Den mand der. Jeg er sikker. Det er Lestat Junior. Du ved ..... ham# Ved disse ord stoppede Angel fuldstændig og kiggede over på manden på sengen. Det kunne ikke være rigtigt, hun ville ikke tro det. Hun rystede bare på hovedet og tog sin kappe af. Det kunne ikke være rigtigt, Malania måtte huske forkert.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det sitrede voldsomt i Juniors krop, da han kollapsede midt ude i det åbne. Smerten skød igennem det, hvilket fik skriget til at bryde hans læber endnu en gang. At komme op var fuldstændig umuligt for ham.. Han følte sig svimmel.. Han kunne slet ikke fokusere, og det at skulle se noget i det hele taget.
Stemmerne som lød omkring ham sådan pludseligt, var knapt noget som han lagde mærke til.. Han mindes at have hørt den før, men ikke noget som han direkte kunne placere. Som hun hjalp ham op, udstødte han et direkte smertefuldt gisp. Aldrig havde han været udsat for noget lignende! Hans krop rystede alene af den smerte som han måtte føle i hans ben, og alene den psykiske som han døjede med i forvejen, gjorde det bestemt heller ikke ligefrem bedre for ham lige nu! Tænderne bed han fast og kraftigt sammen og rystede så endegyldigt på hovedet. I takt til dragens bevægelser, for at komme op under himlen igen, begyndte han igen at ryste meget.. Benet dinglede nærmest ved hans side, og smerten var virkelig intens, at den nærmest... slog ham ud. Han kunne slet ikke holde til den!

Hvad der skete efterfølgende, og det faktum, at Junior blev lagt ind i en seng, lagde han ikke rigtigt mærke til. Han var varm... smerten fik hele hans krop til at reagere og arbejde på højtryk. "L-lad mig gå... lad mig gå.." Næsten som om at han faktisk måtte tale i søvne, for han kunne virkelig ikke styre eller kontrollere det på noget tidspunkt. Han drejede hovedet ganske let. Hvem pokker der havde fundet ham, vidste han ikke, men det som han var udsat for... en straf.. en straf for hvad? Hvad der var sket i landet? Det havde bestemt ikke haft noget som helst med ham at gøre! En tåre trillede ned af hans kind, så ondt som det gjorde, så følte han egentlig bare for at ligge der... besvimet.. Det at holde sig vågen, var slet ikke noget som han kunne klare eller holde til!
Juniors krop rystede svagt, som han virkelig forsøgte at finde hvile.. Den smerte som skar igennem hans krop, bare at bevæge sig, gjorde at han rystede mere.. Det var en ond cirkel og han kunne virkelig ikke styre det længere! "Det gør ondt... så ondt..." hviskede han med en anstrengt stemme. Han kunne virkelig ikke holde til mere nu!

[Deleted]

Malania var sikker, hun kunne mærke det på det store dyr som tog plads på sin egen soveplads i den store stue. De blå øjne hvilede på Juniors skikkelse på sengen og så tilbage til Angelea. Angel stod som fast frosset på stedet. Hun havde aldrig regnet med at hun skulle se ham igen, hun ville ikke se ham igen hvorfor skulle hun dog det? Hun havde været ung og irriterede og smask forelsket og han havde virket interessere tog så valgt en anden. Hun var ikke sur på ham længere men hun havde bare ikke haft lysten til at gense ham igen og nu lå han i hendes seng. Hun bed sig lidt hårdt i læben, hun kunne jo ikke bare lade ham ligge der! Uden en eller anden form for behandling så ville han dø, enten af smerterne eller af den infektion der ville komme i hans ben. Hun måtte gøre noget. Hun fik langt om længe revet sig ud af sin lille trance og søgte over ved hans side. Hun satte sig på sengekanten og lagde hånden på hans pande, han var glohed. "Du er i sikkerhed her. Jeg skal nok passe på dig fremmede" sagde hun beroligende og rejste sig så igen. Hun søgte over til urterne og hun begyndte at finde de frem hun skulle bruge. Først og fremmest skulle hun have han feber ned. Hun fandt sin lille lommebog frem og fandt det hun skulle bruge. Hun kunne ikke huske det hele i hovedet så hun var nød til at bruge denne hjælp. Hun fik hakket og most urterne og blandet dem op med noget vand. Det skulle drikkes men spørgsmålet var om hun kunne få ham til det. Hun gik forsigtigt tilbage til Junior i sengen og satte sig. "Jeg ved at det er svært men du er nød til at tage dig sammen og drikke det her. Ellers får du det slet ikke bedre." Han var virkelig nød til at drikke det for at slå hans smerte feber ned. Når det var gjort kunne hun fokusere på hans smerte og så noget antiseptisk. Hun var langt fra en healer, det måtte kroppen selv klare men hun kunne sørge for at holde kroppen i balance for at blive hel hurtigere end ellers.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Det eneste Junior formåede at fokusere på i øjeblikket, var den smerte som skød så voldsomt i hans ben, at han ikke kunne mærke sig af noget andet. Hans krop rystede og dirrede, og han fået en slem feber. Selv den stemme som lød, og det strøg over panden, var knapt noget som han registrerede, sådan som han havde det lige nu. Han lukkede øjnene let igen. Aldrig havde han været udsat for værre fysisk smerte, selvom den dog på ingen måder kunne måle sig med hvad han følte i det indre. Hans ben var ødelagt.. så meget vidste han da allerede, så om han overhovedet ville komme til at gå igen, vidste han ej heller, hvis det endelig skulle være det.
"Det.. det gør ondt.." Svagt kneb Junior øjnene sammen, som hun begyndte at rode rundt med urter.. Han var som fanget i sin egen verden, som han ikke rigtigt kunne komme ud af. Han var nærmest i chok.. Chok over hvad han havde været udsat for, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt. Han blinkede let med øjnene. Han havde det skidt.. han havde ikke nogen anelse om hvor pokker han var henne, eller hvorfor pokker det var sket med ham, og det var da slet ikke noget som han kunne lide! Svagt bed han sig i læben. Hvorfor pokker var det også lige sket for ham!? Hans hjerte hamrede mod hans bryst.. hans ben var blevet fuldkommen lilla, og bare det at bevæge det, var noget som gjorde så ondt, at han mest af alt bare havde lyst til at få det kappet af! Han rystede på hovedet.. Han kunne slet ikke finde ud af hvad pokker han skulle og ikke skulle.. bare det at høre hendes stemme, var end ikke noget som han direkte registrerede.. han havde virkelig, virkelig ondt! "F-få det til at stoppe!" Hans hænder lukkede sig om sengetøjet under ham. At det var en gammel kending, havde han end ikke styr på.. Han havde virkelig ikke styr på noget som helst!

[Deleted]

han havde ondt og hans smerte udbrud gjorde virkelig ondt at høre på selv for Angel. Hun sukkede stille og prøvede at ryste det af sig. Dette var ikke anderledes end nogen som helst andre Patienter som hun havde arbejdet med, dette var noget som hun skulle hjælpe med og få styr på. Hvem det var var ligegyldigt lige nu og det måtte hun blive ved med at sige til sig selv. Hun strøg ham over panden, han var virkelig nød til at drikke det her men det så ikke ud som om at han registrerede hende vad hans side. #Du skal styre hans smerter først, Angel. Ellers kommer du ikke i gennem til ham.# Malanias ord lød i hendes hoved og hun prøvede lidt mere at få ham til at drikke men det virkede ikke. Hun satte drikken fra sig på et lille bord og betragtede ham stille. "Jeg finder noget mod dine smerter. Jeg skal nok skynde mig, hold ud lidt endnu" bad hun ham stille og så gik hun ellers over og rodede med sine urter på ny. Der gik ikke lang tid med mosen og hakken før hun vendte tilbage til sengen med en tyk grødet masse. Hun satte skålen med massen fra sig og gik over og hentede urtekniven som hun endte med at bruge til at skære hans bukseben op med så hun kunne se hans ben. Hun gispede næsten forfærdet. Dette var noget af det værste hun nogensinde havde set! Hun greb den grødet masse og vendte blikket mod Juniors ansigt. Han havde ondt nu og hans ben var med garanti berørings ømt som bare pokker men hun var virkelig nød til at smøre dette på for at bedøve området og få ham til at falde mere til ro. "Tilgiv mig" endte hun stille og tog derefter noget af massen i hånden og smurte det ud på det smertefyldte område. Hun vidste at det ville gøre ondt på ham før det ville lindre men lindringen skulle nok komme og det var hurtigt. Hun blev færdig og rejste sig fra sengen og gik op til bordet. Denne lindring ville kun være midlertidig. Han ville blive klar nok i hovedet til at hun kunne snakke med ham men det ville fortage sig igen go smerten ville vende tilbage medmindre hun fik noget bedre smertestillende i ham som han skulle indtage. Mens Angel arbejdede med urterne sned Malania sig tættere på for at studere Junior. Han var virkelig vokset meget op siden sidst hun havde set ham, der havde han jo blot været en lille knægt.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior lagde virkelig ikke mærke til andet end den smerte som skød så voldsomt igennem hans ben. Det var knust tæt ved knæet, så bare det at ryste, var noget som han så tydeligt kunne mærke. Det var en ond cirkel, som han bare ikke kunne gøre det vildeste ved! Hans pande badede i sved, ligesom resten af ham, som han let lå og rystede på hovedet. Selvom han lå der med åbne øjne, så.. kunne han ikke gøre noget ved det.. Han kunne virkelig ikke reagere på noget andet, end hvad han måtte føle i krop og sind, og det føles virkelig... forfærdeligt! Lige hvad hun fortalte ham, var slet ikke noget som han i det hele taget registrerede, for det var som om, at han slet ike kunne høre hvad hun faktisk sagde til ham.
Junior lukkede øjnene igen. Smerten havde slået ham ud en enkelt gang før, og bare at holde sig vågen var udfordrende nok i sig selv, for det var hårdt... det var virkelig, virkelig hårdt for ham, at gøre det på den måde! "F-få det til at s-stoppe..." fortsatte han igen, som om at han faktisk bad vedkommende om at ende hans liv. Den smerte både fysisk og psykisk som han måtte bære i krop og sind, var en massiv byrde, som han ikke kunne gøre særlig meget ved. Hans øjne løb i vand, som han faktisk lå der og græd udelukkende på baggrund af den smerte som han måtte føle. Hans øjne for op, da hun begyndte at massere noget stads ned mod hans ben. Ikke fordi at han som sådan kunne gøre noget ved det, for det kunne han ikke, men han havde end ikke ænset, at hun havde klippet hans bukseben op. Skriget brød endnu en gang voldsomt hans læber som aldrig nogensinde før. Næsten automatisk slog han ud efter den arm som påførte ham det, for det gjorde ondt.. Han havde aldrig nogensinde oplevet noget lignende! "FÅ DET TIL AT STOPP!" nærmest skreg han. Han ville jo ikke påføres yderligere smerte! Det gjorde for helved da ondt!

[Deleted]

Det var forfærdeligt at høre ham skrige på denne måde. Hun havde det virkelig dårligt. Hans ord om at få det til at stoppe anså hun som værende nogle dårlige nogen. Hun vidste hvad han ønskede men det var ikke noget hun ville gøre! Absolut ikke! Hun bed sig stille i læben som hun satte sig ved hans side igen. Det ville gøre ondt men når det var på ville det lindre. Det var sikkert. Han ville blive klar i hovedet, kunne slappe af men hun vidste at det ville være kort varigt så hun var nød til at handle hurtigt derefter. Hendes ord om tilgivelse var virkelig fordi hun vidste at dette ville gøre forfærdeligt ondt for ham at få det påført når hans ben så sådan ud men det var nødvendigt. Hun tog den grødet masse og fik det ikke smut ud et sekund for tidligt før han slog ud efter hende. Han ramte og hun endte med at falde fra sengen med en flækket læbe. #Angel!# Den store drage kiggede ondt på Junior i sengen. Hvad pokker havde han lige gang i? Måske hun bare skulle æde ham. Enkelte tårer trillede ned over Angels kinder, mest af alt af forskrækkelsen over at have fået en på hovedet. "Jeg er okay, Malania. Hans smerter er voldsomme, jeg vidste at det ville gøre ondt at få på. Jeg burde have været mere forsigtigt" sagde hun stille og vendte tilbage til bordet for at forberede noget andet smertestillende som han kunne indtage og ville hjælpe i længere tid. Det tog ikke lang tid at lave men hun havde heller ikke meget tid. En gang i mellem vendte hun blikket tilbage mod Junior på sengen. Smerten burde være begyndte at tage en smule af nu, så var det bare at vente på at han blev mere klar i hovedet sådan så hun kunne få ham til at drikke. Han havde to ting lige nu som skulle indtages, den smertestillende var vigtigst for den ville tage et kort øjeblik at virke. Stofferne skulle først føres fra hans mave til hans ben men hun var sikker på at det nok skulle gå hurtigt. Hun nærmede sig forsigtigt sengen igen med den færdiglavede mixtur som kunne få smerterne til at gå væk i mange timer. "Er du lidt klarer i hovedet nu, fremmede?" spurgte hun forsigtigt men satte sig ikke. Hun ville ikke slås igen. En enkelt bloddråbe var løbet ned over hendes hage fra hendes flækkede læbe.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior kunne slet ikke håndtere den smerte, som han nu blev udsat for, og det var uden tvivl forbandet ubehageligt for ham bare at ligge der.. Derfor skreg han og slog kraftigt ud efter hende. At det jo så resulterede i en flækket læbe, var end ikke noget som han lagde mærke til, da hans tanker måtte hvile helt andre steder. Hans krop sitrede og dirrede som aldrig nogensinde før. Han ville have benet af.. I hans øjne, var det virkelig det eneste rigtige at gøre, for den smerte, kunne han da slet ikke holde ud! "Få det til at stoppe... få det til at stoppe.." Ordene gentog han, som han ikke havde noget bedre at tænke over, og som det nu var den eneste tanke som skød direkte igennem hans tanker og sind. Han prustede ganske let, som han igen lod øjnene glide i.
Hvor lang tid Junior faktisk lå der, vidste han ikke, men med tiden hvor smerten stille og roligt aftog, kunne han fokusere mere og mere på hvor han egentlig var, og hvad han havde omkring sig. Hans krop badede stadig i sved og han havde feber. Hans krop var uden tvivl i højeste alarmberedskab! Han åbnede øjnene ganske let og vendte blikket omkring. Ja.. hvor var han egentlig henne? Var han død? I det tilfælde.. så burde det vel heller ikke gøre ondt, som det gjorde lige nu, burde det? Han lukkede øjnene endnu en gang. Smerten kunne han stadig mærke, men det var slet ikke så slemt, som det havde været for bare et øjeblik siden. Som stemmen lød, vendte han denne gang faktisk blikket i retningen af hendes skikkelse.. Hun havde slået sig.. det kunne han jo se. At det jo så derimod var noget som han havde forårsaget, vidste han ikke, for han kunne slet ikke huske, at det var ham selv som havde hamret direkte til hende på den måde der. "Det.. det gør ondt.. virkelig ondt.." Denne gang kunne han da om ikke andet, så svare mere rationelt, end hvad han havde været i stand til at gøre tidligere. Han lagde hovedet ned. Hans krop rystede en anelse, og han havde det varmt.. men det var uden tvivl langt bedre nu. At han så i øjeblikket stod overfor en gammel kending, var jo så en anden side af sagen.. Han genkendte hende ærlig talt ikke.

[Deleted]

Malania kunne ikke lide det. Han burde ikke opføre sig sådan, det var ikke rationelt! Hende og Angel havde en ret heftig diskussion omkring dette i hovedet for de kunne snakke i fred. Angel blev ved med at minde hende om at han var i en form for smerte hvor han ikke rigtig kunne finde rundt i verdenen men hun ønskede ikke at lytte. Ikke lige nu i hvert fald. Angel sukkede stille og rystede på hovedet af sin gamle ven som lagde sig til rette på sin soveplads og bare studerede sengen. Angel blev færdig med urterne, denne her var ikke så kompliceret men den virkede fantastisk på sådanne nogle smerte som disse. Hun nærmede sig forsigtigt Juniors seng. Han skreg ikke så meget mere så det lod som om smerten havde lettet en smule hvilket kun var en god ting. Hun betragtede ham stille. Hun bebrejdede ham ikke for at slå til hende før, han havde haft ondt og hun havde godt kunne se at det var mere en reaktion på smerten end det var for at skade hende. Stille bed hun sig i læben og gik helt hen til sengen og satte sig på kanten af den da han virkede lidt klare i hovedet. Hun lagde en hånd på hans pande igen. Han var ved at brænde op. "Jeg ved det. Hvis du drikker dette som er i denne kop vil dine smerter fortage sig for en stund og du vil få noget ro. Det jeg smurte på er kun midlertidigt og du er nød til at drikke dette snarest for at blive så smertefri som muligt" sagde hun stille og rakte ham koppen. At han ikke genkendte hende passede hende egentlig fint. Hun havde ikke lyst til at blive genkendt, hun havde ikke lyst til at se ham som sådan men hun kunne heller ikke bare smide ham ud selvom hendes drage da virkelig synes at dette var en god ide lige nu. Hun sendte ham et lille opmuntrende smil og lod hovedet søge let på sned. hendes læbe gjorde voldsomt ondt men det ville gå over igen. Det vidste hun jo godt.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior kunne ærlig talt slet ikke huske, at han havde hamret ud efter hende, da det egentlig kun havde været et desperat forsøg på at få den konstante smerte til at opføre, for det var virkelig slemt.. Aldrig havde han været udsat for noget lignende, og han havde faktisk oplevet lidt af hvert igennem hans tid, hvilket nok heller ikke ligefrem gjorde det meget bedre af den grund. Han vendte blikket mod kvinden. Denne gang var han faktisk i stand til at fokusere på hende, også selvom der ikke rigtigt var noget som han genkendte. Hun stammede fra en fortid, som han knapt var i stand til at huske.. Det var virkelig ved at være mange år siden, og frygtelig meget kunne man jo sige, havde sket siden dengang. Han trak vejret dybt og lod hende sætte sig på sengekanten. Han havde det varmt.. hans krop rystede, og han havde det virkelig ikke særlig godt. Øjnene lod han glide i for et kort øjeblik. Der var små øjeblikke, hvor smerten var så intens, at han ikke kunne fokusere på andet end den!
Juniors mørke øjne.. tomme og kolde, gled mod hende ved hendes ord. Uanset hvad der var i koppen, skulle han nok indtage det. Gift..? Modgift..? Smertestillende? Han var egentlig ligeglad. Hvis det var gift, kunne han være så heldig, at det ville tage hans liv, så han kunne være sammen med Cayla.. Han kunne virkelig ikke overskue alt det som han nu havde at slås med, og særligt alene. Han var virkelig ikke særlig god til at være alene i forvejen. Det var faktisk en forfærdelig fornemmelse, når den nu endelig var der. "Okay..." Forsigtigt tog han omkring koppen med begge sine skælvende hænder. Han kunne jo lige så godt bare få det ud af det, som han nu kunne. Med en smertende grimasse, tømte han koppen for dets indhold, inden han igen gled ned i sengen. Hans krop rystede voldsomt. Det gjorde virkelig ondt i hans ben bare at bevæge det, og han kunne virkelig ikke holde det ud.. Det var virkelig så intenst, at han ikke kunne holde det ud! "Jeg.. t-takker mange gange.. for hjælpen," endte han. Han havde skam høfligheden og respekten - når han ikke lå i smerter, som gjorde at han ikke kunne kontrollere det, vel og mærke.

[Deleted]

Angel var et sted lykkelig over ikke at blive genkendt. Hun havde det godt som hun havde det lige nu selv det til tiden var ensomt herude, alene med hendes drage. Desuden tilbragte hun som regel det meste af tiden helt alene fordi Malania havde været ude og jage til dem sådan så de kunne få føde. Hun var nød til at gøre dette i dagstimerne da der var bedst mulighed for fangst og imens måtte Angel blot blive tilbage og bare sidde og vente på at solen gik ned. Det var forfærdeligt. Hun satte sig forsigtigt ved hans side, hun skævede dog stadig en gang i mellem til hans hænder og var parat til at rejse sig hvis han skulle lange ud efter hende igen. Det havde gjort rigtig ondt på hende men hun vidste at det på ingen måde var den samme smerte som han følte lige nu i hans ben. Hun rakte ham roligt koppen og betragtede ham mens han drak indholdet. Der ville gå et øjeblik inden smerten ville aftage fuldstændig og når den gjorde det skulle hans ben forbindes men som han havde det lige nu kunne hun ikke røre det. "Så lidt" endte hun svagt og løftede den ene hånd op for at mærke på såret. Det var endnu ikke healet men det var nok fordi hun endnu ikke havde spist, hun var heller ikke sulten så det gik nok hånd i hånd. Hun lænede sig let frem og greb den anden kop fra bordet da han var færdig med at drikke indholdet af den første kop. Hun tog roligt koppen fra ham og rakte ham den anden med et lille smil. "Dette vil nedsænke din feber. Det er ikke antiseptisk men det tager feberen for en stund så du kan få det lidt bedre. Sig til når du er smerte fri for jeg er nød til at ligge en forbinding om dit ben." Hun betragtede kort hans øjne, de var kolde hvilket slet ikke var sådan hun huskede dem. Der måtte være sket meget i de så forfærdelig mange år hvor hun ikke havde set ham. Hun sad helt i sin egen verden og opdagede derfor ikke Malania som kom snigende om siden på hende med sin lange hals og tog et smugkig på Junior. Han så ud til at have fået det en smule bedre men stadig var han ikke tilgivet for at være ond ved hendes rytter. Angel rejste sig på ny og gik over og legede videre med sine urter mens Malania blot betragtede ham. Hun pustede en gang og lod hovedet søge let på skrå.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior kunne ærlig talt ikke huske, at han nogensinde havde hamret ud efter den kvinde, som han nu stod overfor i en stund som denne. Et sted var det komplet underligt, men den smerte havde virkelig været så intens, at det var det eneste, som han havde haft mulighed for at fokusere på. Han krop dirrede endnu, men det var langt mere overskueligt nu, end hvad det havde været før. Han havde endnu feber og en krop som var i alarmberedskab, og det var ikke just noget, som han kunne gøre det største ved lige nu. Han prustede ganske let, som han forsøgte at finde ro... Han vidste hvad hvad straffen havde været for, men ikke hvorfor den var blevet givet. Dum var han da godt nok ikke, så resten havde han jo været i stand til at gætte sig frem til.
Selv nu hvor hun satte sig på sengekanten igen, så rystede hans krop endnu, selvom det skam ikke var fordi at det var ubehageligt i den forstand. Han ønskede benet fjernet.. det var da næsten det bedste? At hun ville give ham noget til at slå feberen ned og alligevel noget til at forbinde benet, var han bestemt ikke meget for. Han var egentlig bare på kanten til at sige, at han ikke magtede mere.. han kunne virkelig ikke overskue det. Han lagde hovedet ned i sengen igen. Det smagte virkelig grumt, men han kunne jo ikke gøre andet end bare at.. få det ned. "Jeg ved ikke hvem du er, eller hvad du gør... eller hvorfor du gør det.. men.. tak.." Han tog det andet glas, også selvom han næsten var ved at tabe det, så meget som hans hænder rystede. Benet kunne han ikke holde i ro, og med den smerte som han følte i det, så var det svært at finde pladsen til det hele, og det kunne han godt mærke. Han tømte glasset og rakte hende det, inden han lagde sig ned igen. Det smagte uden tvivl direkte væmmeligt! Men for pokker.. han var jo nødt til det! Han lukkede hånden omkring sengetøjet endnu en gang. Han havde det bestemt ikke særlig godt. Tvært imod, så havde han det direkte væmmeligt!

[Deleted]

Angel tog sig stille til læben. Det ville heale hurtigt, det var ikke noget stort men det havde virkelig gjort ondt. Det var ikke en rar tanke at blive slået ud efter men hun vidste jo også godt at han ikke havde gjort det med vilje men at bare havde været i ren og skær smerte. Hun bebrejdede ham intet, det var helt sikkert. At hendes mixtur begyndte at virke var en lettelse. Selvom han stadig havde det forfærdeligt så var han en smule mere fattet end han havde været det længe. Hun betragtede ham roligt på sengen, hvis ikke Malania havde fortalt hvem han var så havde hun selv gættet det. Han lignede slet ikke den Junior hun havde kendt men det var vel heller ikke så underligt taget i betragtning af hvor lang tid siden det var hun havde set ham. Hun satte sig ved hans side og rakte ham koppen. Han var nød til at slå feberen ned og få hans ben forbundet sådan så han kunne få det bedre. Hvorfor at dette var sket med ham anede hun virkelig ikke, det var underligt, meget underligt faktisk men hun var bare glad for at hun var kommet forbi sådan så hun i det mindste kunne hjælpe ham nu. Det han skulle drikke smagte ikke godt, det gjorde sådan nogle urter aldrig men han drak det da uden for meget bøvl selvom hans ansigts udtryk sagde det hele. "Tænk ikke på det" sagde hun bare lidt affejende og tog koppen fra ham sådan så han bare kunne ligge og slappe af. Hendes blik vendte til hans ben. Han havde virkelig fået det hårdt, knust var det og det var tydeligt. Hun vidste ikke om han nogensinde ville få funktion tilbage i benet men hun ville gøre alt hvad hun kunne for at det ville lykkes. Hendes blik søgte til den store drage og dragen kiggede tilbage på sin herre. Modvilligt prustede hun en gang og stirrede på Angel som bare stirrede tilbage på hende som havde de en lydløs samtale. Dragen så meget irriteret ud før hun med tunge skridt luntede over til hendes indgang og forsvandt ud i mørket og efterladte Junior og Angel alene. Angel's opmærksomhed vendte sig tilbage på Junior. "Fortæl mig når smerter begynder at aftage sådan så dit ben kan blive forbundet." Hun rejste sig fra sengen og gik over til sit bord og begyndte at rode med nogle flere urter. Hun havde flere ting som hun var nød til at lave.

[Lestat De Lochèr Maloya Junior]

Junior kunne ærlig talt ikke huske, at han havde slået ud efter hende, og hvis han havde, så skulle han skam nok undskylde, men den smerte havde været så voldsom, at det havde været det eneste, som han havde formået at fokusere på, og det var virkelig ikke noget, som han kunne gøre noget ved. Han trak vejret dybt og lukkede øjnene for bare et kort øjeblik. Det gjorde stadig voldsomt ondt, men han kunne da fokusere på det andet som skete omkring ham lige nu. Han lagde hovedet ned mod puderne og forsøgte at finde roen i kroppen, selvom det slet ikke var noget som ville som han gerne ville.. Han hadede det.. Gud hvor han dog hadede det!
De mørke øjne gled mod hendes skikkelse som hun satte sig på sengekanten ved siden af ham. Dragen havde han set, men valgt ikke at kommentere på i frygten for at han ville sige noget forkert.. Alligevel var der mange ting ved det her som virkede ham... underligt bekendt, men han kunne bare ikke rigtigt sætte en finger på det, hvilket ikke ligefrem var noget som gjorde det meget bedre for hans vedkommende. Han hævede den ene hånd og strøg den over hans ansigt. Han trak vejret dybt endnu en gang, og vendte derefter blikket mod hendes skikkelse. "Jeg begriber ikke, at du gør alt det her for mig, men.. du skal i hvert fald have en stor tak," sagde han med en rolig stemme. Det var dog ord, som han kunne og ville stå inde for. Han var en mand af et godt hjerte, og derfor havde han heller ikke noget imod at stå ved det, når han havde brug for hjælp, og andre netop havde skænket den til ham. Han sendte hende rent faktisk et smil denne gang.. Han kunne ikke lade være, som han heller ikke var i stand til at styre det længere. "Hvis det nogensinde kommer så vidt... De har knust mit ben.... har de ikke?" spurgte han med en dæmpet stemme. Han kunne jo mærke det, og han havde jo set, hvordan de havde hamret løs på hans ben. Han kunne da slet ikke rumme den slags længere! Det havde virkelig gjort forbandet ondt!