En, to, tre kongelige! Nu må i stoppe...(Denjarna)

[Deleted]

S: Manjarno, tæt på Natymia, ved søen.
T: midt på dagen
O: Sø, træerne, planter.
V: Solen skinner, det er hverken direkte koldt eller direkte varmt.

Hans rejse havde taget ham mange steder nu. Og allerede bragt ham mange oplevelser. Han havde mødt fremmede folk, hørt andre dialekter end den han var opvokset med, set andre bud på kultur og opførsel, set storslåede og latterlige steder. Han havde fundet nye planter, som han ville afprøve så snart det var muligt. Altså gik hans rejse jo godt. Dette var jo netop hvad han ville, lidt væk hjemmefra, opdage nye planter og deres voksesteder, se andre folk. Enhver by han kom igennem, snakkede han med andre healere...Hvis de ikke havde for travlt og hvis de overhoved ville snakke med ham. De fleste lukkede døren i, når de så hans vinger og åbnede ikke igen. Men enkelte havde ville snakke med ham. Han havde mødt et par stykker, som virkede til at være dygtige, men flertallet var blot middelmådige og ikke værd at nævne igen. Det havde været spændende. Men det havde ikke kun været en god tur. Han var også blevet mødt af mange fordomme, mange skældsord og mange folk der ignorerede hans eksistens eller gemte deres børn væk, når han kom gående. Ikke at han så meget i mod det...Mente han da...Alt var blot som det plejede.
En af de ting han ikke kunne stoppe med at tænke over, var at han endnu ikke havde mødt særlig mange dødsengle. Han havde mødt få på sin rejse, men til sammen kunne han højst tælle det til en 6 stykker, som han havde set igennem hele sit liv. Det var en smule deprimerende. Gemte de sig alle eller var de døde?
Det var klart han følte en længsel efter at være sammen med sin egen slags.
Men disse ting var underordnede, specielt lige nu. Lige havde han ikke mange tanker om den slags, optaget som han var.

Hans tøj ville blive beskidt. Han var iklædt nogle læderstøvler, som efterhånden var lidt slidte. Han havde nogle mørkebrune bukser på og en næsten helt hvid trøje. En snor i kraven gjorde at han kunne justerer hvor meget af hans kraveben kunne se og lige nu var den ganske åben. Ikke at det betød noget for ham, det var jo ganske varmt! Han var van til kulde og mørke, så dette grænseland var noget helt andet. Men han holdt til det, for det var spændende at se hvilke planter der voksede her.
Hans to, store, sorte vinger var synlige. Han havde endnu ikke kontrol over dem nok, til at kunne gemme dem væk fra nysgerrige øjne og det havde både gjort hans rejse nem og besværlig. Han havde i hvert fald sjældent fløjet så meget, som da han fløj til Manjarno.
Han var stoppede i en af de mindre byer og spurgt en healer, som dog gad at snakke kort, om et godt sted. Han havde nævnt dette sted, Natymia, for der var frodigt og mange forskellige planter. Og sikke han havde ret! Der var så mange at han i et øjeblik ikke havde vidst hvor han skulle kigge hen.
Efter at have krydset engen, var han gået ned til søen. Og nu lå han midt i græsset, på maven, mens hans vinger gled ud til hver deres side og slappede af.
Hans slanke fingre var travlt beskæftigede med at føle og mærke hver af planterne. Han havde samlet sig en lille håndfuld af planter han ikke kendte og havde slået sig ned her, hvor der var ganske fredeligt, for at studerer dem. Lugte til dem, mærke til dem, se dem ned til mindste detalje og smage på dem. Han havde hørt om nogle af dem. En enkelt eller to vidste sig at være afarter af nogle han allerede kendte. Og så var der et par stykker han endnu ikke kendte. Dem måtte han plukke flere af og tage med hjem, så han kunne afprøve dem. Eller måske kunne han afprøve dem allerede her? Hvis han kunne finde...et offer...

Han havde nok ligget der i et par timer. Solen gik sin gang på himlen, søen var ren og køn og slet ikke som den sorte sø, han kendte derhjemme. Insekter sværmede så fint over vandoverfladen, som til tiden blev afbrudt af en fisk, der snappede et insekt. Græsset var grønnere. Det var...Flot. Alle de planter...Han endte nok med at bruge nogle dage her, hvis ikke flere. Det var ikke fordi han havde travlt, han havde fortalt Elmyra at han ville rejse lidt rundt, se nogle flere ting, møde flere folk og allervigtigst, finde nye planter. Elmyra kunne sagtens klare sig selv, hun havde alt hun havde brug for og var i bedring. så småt. Han havde ikke meget lyst til at besøge Procias, selv om de også kunne have en masse spændende planter. Ikke siden...Nej, der var nok for mange engle og han risikerede at blive jagtet ned. Hvad han også sagtens kunne risikerer her. Men...Nu var her jo ikke nogen og lige nu generede han jo heller ikke nogen. Han kunne tage stilling til det med Procias senere.
Planten havde en rødviolet stængel med små hår på, bladene var mørkegrønne og halvtykke. Blomsten var næsten helt rød, med en gullig midte. Duften var...Ubestemmelig. Han havde aldrig mødt den duft før! Han trak et af de grønne blade af og bed forsigtigt i den. Den smagte ikke af noget. umiddelbart virkede den ikke giftig. Men han måtte hellere gemme den til senere, afprøve den på en person...
For nu, var han blot uforstyrret. Ikke vildt opmærksom på om nogen kom...

[Deleted]

Efter at Denjarna havde ovetaget tronen i Manjarno, kunne man sige, at meget havde hændt hende og resten af verdenen. Spændende var det. Særdeles spændende. Sin kongelige rådgiver havde hun sendt ud på et togt. Et togt, som han endnu befandt sig på, og som resulterede i den smukke røde rose, som hun endnu bar om sit håndled. Det var et togt, som muligvis skulle bringe hendes alliancer til nye hjørner. Derudover var der de to troneskift. Begge to ganske særlige og med hver sin betydning. Først var der Sephiran Acherons død i Imandra. Dette betød, at den imandranske trone endnu engang stod tom. Dette efterlod også mange med spørgsmålet om, om denne trone mon virkelig var forbandet? Dernæst var der troneskiftet i Dvasias. Et skift der betød, at Mattheus Angleráx havde overgivet tronen til sin moder. En kvinde, som Denjarna ikke ligefrem havde det største kendskab til. Dog kunne hun sige, at hun havde haft sine kontroverser med sønnen.. På hjemmefronten kunne man sige, at Denjarna havde fået et dyr. En ven sågar. Dragen Damien havde nemlig fløjet til hende, hvor den nu boede i Neutranium på hendes private gemak. Et bånd der allerede havde rygtet sig, som hun brugte mange af sine frie timer med det overdådige væsen. Uden sin drage var hun dog i dag, som hun i dag var at finde til hest på sin smukke ganger. Den hvide hingst Aelindir, som hun også havde redet den dag, som hun havde indtaget landet.
Let drev Denjarna hingsten frem med sædet, som hun måtte være en erfaren rytter. Kønt bevægede den sig under hende, med den let svajede nakke og de høje knæløft over græsset. Til Natymia havde ridtet igen ført hende til. Fantastisk var der her, og det var vel derfor intet under, at hun anså dette for at være sit fristed? Smukt var der her, som den skinnende sø skabte frodighed til nærområdet. Det var alt fra græsset, til de farverige blomster og videre til de stolte træer. Opmærksomt søgte hendes sølvgrå øjne omkring, som hun red igennem terrænet. Køn måtte hun være at se på, som hun red af sted på sin prægtige ganger og med sit eget elviske udseende. Der var hendes evige mærketegn, som var det lange ravnsorte hår og de klare sølvgrå øjne. Derudover bar hun en enkel, men pæn, hvidbroderet kjole, samt der henlå en mørkegrøn kappe over hendes skuldrer.

[Deleted]

Han lagde blidt planten til side og tog den næste. Den vidste sig at være en afart af den han lige havde siddet med. Spændende...planter der var i familie, gjorde dog ikke alle det samme. Han lagde også den til side og tjekkede resten. Til sidst tog han hele bunken i den ene hånd og satte sig op på knæ, så han endnu engang kom til syne for sine omgivelser. Både ham og hans overkrop, men også hans sorte vinger, der trak sig sammen fra at have ligget udtrukket i græsset, til en sammenfoldet stilling på hans ryg. Ikke at han tænkte over det, det faldt ham helt naturligt.
En sort fjer gled fri og svævede ned i græsset. Noget han ikke bemærkede. Et bevis på at han havde været her, til dem der nu end endte med at lægge mærke til den.
Han åbnede et par af sine små punge. De kendte planter kom han ned i en af dem, mens han kom de fremmede ned i en anden. Han rullede planterne sammen, så de kunne være i posen, uden at lide for meget skade. Det var vigtigt han kunne se hvilken der var hvilken senere. Så rejste han sig op, klar til at finde nogle nye, han kunne studerer. I en situation som denne, ville han end ikke tænke på at sove eller at spise. Men blot være fokuseret på planterne omkring ham. Han trådte nærmere søen. Et par dunhammere stod med deres store haler af frø, brune, små brød der vejrede let i den lette vind. Han kendte planten. Især deres rødder var gode. Burde han grave nogle op? Vandet var ikke så dybt her, jo...
Længere nåede han ikke at tænke over det, før han stoppede op, stiv som et bræt. Han var ikke længere alene. Hvad han havde frygtet, kom der nu nogen og ud fra den vrinsken og svage klapren af hove, han hørte, måtte det være en person til hest. Kunne han høre flere end en hest? Det var han ikke sikker på. Det lød som om der kun var en.
Han så sig omkring, men der var ikke lige et sted han kunne gemme sig. Han blev med et en anelse nervøs. Han var et mørkt væsen i et grænseland. Ville de ønske at skade ham?
Det måtte tiden jo vise. Han vendte sig med front mod lyden...
til dette prægtige dyr og dens yndige ganger kom frem. Altså han havde jo set elvere før, hans familie boede i udkanten af en elverby derhjemme. Han havde set dem, viste hvad for væsner de var. Men hver gang slog det ham altid hvor elegante de formåede at fremstå. Han lod blikket glide over personen og hesten et øjeblik. Flot. Et flot syn. Men havde han grund til at frygte dette?
Han vidste personen enden snart ville opdage ham eller havde opdaget ham. Så hvorfor ikke gøre sig en entre?
"God eftermiddag" Han vidste ikke hvor længe han havde ligget her, opslugt af sin egen verden. Var det middag, eftermiddag? Han gættede på eftermiddag. Og mere sagde han ikke. Ikke lige nu. Først ville han se om personen viste sig at være en neutral person, eller en modstander.

[Deleted]

Kønt og fredfuldt. Det var de ord, som ofte kunne beskrive området her. I dag syntes ej heller at være noget undtagen, som der var Denjarna selv, som kom ridende på sin ganger, og et bevinget væsen. Hvad var det? Selvfølgelig gik synet ikke forbi det skarpe sølvgrå blik. Ganske fremtrædende måtte vedkommende også være i denne stund, som der kun var dem og ej de fleste skjul. Opmærksomt hvilede det sølvgrå blik på væsnet. Ej reagerede hun på det endnu, da folk skam havde tilladelse til at færde sig her, og da vedkommende ej bebyrdede sig med noget synderligt bemærkelsesværdigt. En engel.. En dødsengel? Hun måtte indrømme, at det var længe siden, at hun sidst havde lagt øje på et sådant væsen. Tænksomt fugtede hun sine læber. Dødsenglen var ganske vidst en mørk race, men af den grund reagerede hun nu ikke endnu. Mørkelveren trods alt også en af mørkets racer. Hendes hingst fortsatte skridtene over græsset. Fortsatte sin færd, der nu måtte være imod det ensomme væsen. Den ranke skikkelse holdt hun, som hun nikkede til manden. En ganske nydelig mand var han faktisk. Dog kunne man ikke just sige, at deres garderobe mindede om hinanden. Et tegn på, at han ikke just var af hendes stand.. men nu havde hun også selv befundet sig i alle livets stande. ”Godeftermiddag,” hilste hun roligt igen med en melodisk stemme. En tone, som mange ikkeelviske måtte opfange ved hendes race. Langsommere måtte hendes hingsts skridt også være blevet, som hun nu var kommet det tættere på den fremmede. Dets hoved forsøgte også prøvende at søge ned mod de frodige græsstrå, som dets mule interesseret nappede efter. Hånden lagde hun roligt mod dets hals, hvilket fik dyret til at stoppe, alt imens dets mule gav efter for presset. Svagt trak hun på smilet, inden hun måtte skæve over til den fremmede. ”En herlig dag at være ude på.” Hvad han lavede her, vidste hun ikke, men mulighederne kunne såmænd også være mange. En af mulighederne kunne ganske enkelt være, at han boede her og blot nød dagen for sig selv. At han var dødsengel behøvede nemlig ikke nødvendigvis at betyde, at han var dvasianer. Det var for eksempel også et titel, som hun havde lagt bag sig.

[Deleted]

Så rank, så flot, så stolt. Både rytter og hest bevægede sig i en form for harmoni, som var de et, stolt væsen. Han kendte det udmærket. Denne fremførelse, som var de lange, skrøbelige væsner. Denne formalitet, der næsten altid lå over dem. Det var både bemærkelsesværdigt og irriterende. I hans hjemby havde der skam også været elvere, der havde beskæftiget sig med mere normale ting, som at dyrke lidt jord eller arbejde i smedjen. Men selv da, virkede det næsten som om de havde en højere titel og stand, end de faktisk havde. Som mindre havde han prøvet at gengive det, men selvfølgelig havde han været for klodset. Han havde dog lært at gå med rank ryg, som en person der kunne tillade sig at være stolt af sig selv.
Det så ikke ud til at kvinden så ham som en trussel. Så enden var hun ligeglad, god til at snyde folk eller...Ja, eller også så hun ham virkelig ikke som en trussel, men blot en fremmed, der var her.
Hans blik gled rundt på omgivelserne, lidt op mod himlen, før de landede på kvinden igen, med et svagt smil.
"Dagen er skøn" medgav han blot. Den var vel fin nok...Måske en smule for lys til ham. Lyset havde en tendens til at stikke ham i øjnene og forringe hans syn. Også en af grundene til hans blik oftere søgte mod jorden. Det kunne tolkes som usikkerhed, men det var det nu langt fra.
Men det sagt...Hvad lavede en kvinde som hende her, alene? her var vel tiltalende for den gennemsnitslige person, men...Det kunne vel stadig være farligt, trods dette var Manjarno? Der fandtes vel stadig folk der ville lave ballade...Som ville overfalde, stjæle og gøre ved. Han smilte svagt for sig selv. Han ville i hvert fald. Kvinden så ikke ud til at være fattig. Hendes fine beklædning, hendes vedligeholdte hest. Elvere var hurtige, snedige, intelligente. Men det var ikke umuligt, især ikke når de var alene.
"Manjarno. Så det er sådan her landet ser ud." han smilte svagt.
"Jeg er blot en gennemrejsende, men selv jeg har hørt om dette sted. Og endnu bedre, om den rigdom af planter her er..." han slog let ud med armene. Mange forbandt ikke en dødsengel med healing. Med urter og medicin. En kontrast. Og en skøn en! En han altid kunne udnytte.
"...Er du velkendt med de planter her er?" spurgte han ligeud.

[Deleted]

Dødsengel eller ej så Denjarna ikke just den fremmede for at være hende en trussel. Aldrig havde hun haft et udestående med den race, og derfor tillod hun sig også at tage en indånding, inden hun konkluderede noget. At han ej var fra landet her, fik hende ej til at løsrive blikket fra ham, som hun derimod nøje måtte studere ham. Han var ej manjaner.. Højst sandsynligt ville han i så fald være borger af Dvasias, men på den anden side fandtes Imandra også. Et land, som hun ej havde det største kendskab til, men som hun alligevel overvejede at samarbejde med. Det var om end et samarbejde, som hendes rådgiver var i færd med at søge nærmere om. ”Kan du lide, hvad du ser indtil nu?” endte hun med at spørge ham om. Umiddelbart havde han ikke det største kendskab til landet her. Ej heller, at hun regerede som landets dronning. Tøjlerne løsnede hun en anelse, som hun lod sin ganger græsse. Mange ture hertil havde hun efterhånden bragt den til. Det var dog også en by, eller nærmere område, som hun holdt kær. Som dronning af et land skulle man muligvis ikke umiddelbart sige, at man havde yndlingsdestinationer, men det havde hun om end. De var også kommet før hendes tid som dronning. ”En dødsengel, som er på jagt efter viden om planter.. Det er ikke just et normalt syn. Fortæl mig, hvor du er på gennemrejse fra,” bad hun ham sigende. Ganske uventet var det med en dødsengel, som interesserede sig for planter, men verdenen var trods alt også et forunderligt sted. Mange fandt trods alt også hende forunderlig.. Hun betragtede ham roligt. Nysgerrig var hun skam. De sølvgrå øjne kastede hun roligt omkring, som han spurgte ind til hendes viden om planterne her. ”Det ville nærmest være en skam at kalde sig for elver, uden at kende til verdens planter.. Fortæl mig, hvilken viden du søger omkring dem som er at finde her.”

[Deleted]

Om at være kongelig eller ej. Zean havde aldrig tænkt særlig meget over rollen og dens betydning, for ham var det bare noget der altid havde været der. Folk, der altid havde bestemt over hver en ting.Folk man aldrig fik at se, men som folk ofte nok snakkede om, om det så end var godt eller skidt. Ja, folk fyldte endda rigtig meget med og kunne blive helt sure, hvis andre havde en anden mening om disse personer og deres handlinger.
Men hvis man tænkte over det...var de vel folk som alle andre. Med noget de foretrak og noget de ikke kunne lide, med følelser, meninger og tanker. Og det var ud fra dem de tog beslutninger på landets vegne. Et ansvar Zean ikke hungrede efter, nejnej. Han ville hellere uset rundt og sprede lidt kaos, være en kendt healer og en person...Der måske hørte lidt for meget efter og vidste nogle af de mere praktiske ting. Og dog...Et eller andet sted måtte det være sjovt at være den der bestemte! Hele hans liv havde andre prøvet at bestemt over ham og han var træt af det. Hvorfor måtte man aldrig gøre hvad man ville? Dvasias var det nærmeste han kom på et sted, hvor han kunne gøre som det passede ham, uden at han blev jagtet på livet.
Dvasias. Fantastisk land!
Han slog let ud med armene og snorede halvvejs rundt, før han vendte sig om med hende igen. Han trådte et skridt væk fra søen, for ikke at risikerer at falde i den i et øjebliks uopmærksomhed.
"Her er skønt. Men måske lidt for lyst" smilte han svagt. Hjemve kunne man vel kalde det. Her var spændende nok...Men generelt havde han intet til overs for landet. Han var her kun for planternes skyld, og for selvfølgelig at se sig omkring. Men han ville ikke være her længere end højst nødvendigt.
Endnu en der var hurtig til at bemærke denne...unormale harmoni. Han smilte svagt. Han vidste ikke hun var dronning og talte eller opførte sig derfor heller ikke derefter.
"Du er hurtig. Hvem ved? Måske vil jeg forgifte den næste jeg ser..." han smilte drillende til hende.
"...Eller også er jeg opvokset med healing. Måske er jeg specialist i urter og medicin og er ude efter at studerer flere planter. Nok har de mange i Imandra, men selv ikke deres slotshave kan have alle" han trak let på den ene skulder. Han mente ikke han havde sagt for meget. Kvinden var fremmed. Landet var fremmed. Det kunne vel være ligegyldigt!
Han fumlede let ved af sine punge, før han hev et par forskellige, for ham fremmede, planter frem. Den ene var den med rød stængel, som han også havde set nærmere på tidligere.
"Enkelte af dem er mig fremmed og det kan jeg slet ikke leve med. Jeg søger deres navn, deres historie og om de bliver brugt til noget. Hvad som helst der kan og vil have interesse" han holdte dem op i et øjeblik, men til sidst gik han tættere på hende, så hun ville have større succes i at se hvilke planter han snakkede om. Det var surt hun ikke følte for at træde ned af hesten. Men...På den anden side...Det ville han nok heller ikke, vidste han alene mødte en dødsengel. Nu måtte de se.

[Deleted]

En kende for lyst? Ja, i det store og hele kunne svaret ikke vække den store overraskelse hos Denjarna. Manden var mulig dvasianer og ikke mindst en dødsengel, og derfor faldt han meget let ind i en bestemt faldgruppe. Dog kunne hun ikke just sige, at hun så ned på ham af den årsag. Af fødsel og af race tilhørte hun nemlig også selv mørket. Selv var hun nemlig født og opvokset i det mørke Dvasias, samt hun tilhørte den arrogante race, mørkelverne. Dog var det ikke fødsel og race der afgjorde, hvilken person man var. Nej, med tiden havde hun sandet, at det var ens oplevelser og valg som afgjorde, hvilken person man var. ”Selv mørkets racer kan finde glæde ved lyset. Det er blot at tillade ens øjne at åbne op,” sagde hun i en rolig tone. Hans efterfølgende ord måtte dog få hende til at hæve det ene mørke øjenbryn. Måske talte han sandt.. måske var han blot vittig.. Begge dele var muligt og procianer, manjaner, dvasianer eller imandraner, så burde man være lige opmærksom. Det var nemlig ikke kun mørkets folk, som man burde holde øje med. Næ, det var skam også lysets, som de var mindst ligeså glubske overfor alt, hvad der var fremmed. Dog smilte hun svagt og sigende ned til manden, alt imens hun roligt lænede sig en anelse ind over sin hingsts hals. ”Trusler om forgiftning.. Ord omkring en kundskab indenfor healing.. Hvilken sætning burde jeg fæstne mig til? Og er det lige klogt at sige ord som dem overfor enhver?” De slanke fingre lod hun blidt søge langs hingstens bløde pels, inden hun rankede sig op igen. Opmærksomt fulgte hun manden med blikket, som hans fingrer drev ned i hans punge. Hvad denne mand helt præcist havde på færde, vidste hun endnu ikke, og derfor måtte hun endnu se sig agtpågivende overfor ham. Hendes hoved søgte på sned, som han hev de forskellige planter frem. Selv kendte hun skam til disse planter.. Om det var grundet hendes elviske natur, eller hendes bosættelse i Manjarno, var dog ikke til at sige. Efter at have betragtet planterne i en rums tid, løftede hun langsomt blikket mod hans, hvor der nu måtte være et glimt i de sølvgrå øjne. ”Fortæl mig, hvorfor jeg skal hjælpe dig. Du kunne potentielt være ude på at forgifte mig, eller den næste forbipasserende på din vej.”

[Deleted]

Han smilte svagt. Hun var kvik og opmærksom. Havde en vis autoritet over sig. Men det ville enhver have, højt på hest. Hans grå blik gled over hende et øjeblik. Hendes kommentar om at åbne øjnene irriterede ham lidt. Påstod hun man intet kunne se, før man tilhørte lyset? At man intet forstod, intet var, intet kunne finde ud, at man var dum, blot fordi man foretrak evig mørke og kulde? På den anden side. Han var i Manjarno og størstedelen hadede Dvasias og dem der kom derfra. Det var ikke forbavsende. Og som han var her, i et fremmed lang, blandt fremmede folk, ville han ikke forfølge emnet yderligere. Men han havde bidt mærke i det. Åh ja, det gjorde han altid. Bed mærke i ting.
"I så fald foretrækker jeg at være blind" indrømmede han ligeud, uden så meget som en trækning i ansigtet. Sådan var det bare.
"Læg mærke til dem alle. For begge ting høre sammen. Kender du en healer, som kender til urter, men som kun kender de urter der healer og intet til dem der dræber? Ret uheldigt, hvis han får valgt den forkerte plante...Enkelte planter kan heale, i små potioner, men dræbe i store. Forestil dig han ikke ved det og giver folk for meget?" Sandt nok fandtes der folk, der kun forgiftede og intet vidste om healing. Men udspurgte hun, ville hun hurtigt lære at han vidste noget om healing.
Han trak ligegyldigt på skuldrene og pakkede planterne ned igen, før han vendte ryggen til hende og gik tilbage til søen. Han var ikke færdig i sin søgen. Der var stadig flere planter her, han ville have fingrene i.
"Så lad være. ingen tvinger dig til noget. Jeg kan bare opsøge en healer i den nærmest by og få ham til at fortælle mig det. Sådanne folk er ofte meget snakkesaglige, når de opdager der er en, som interesserer sig for det samme" han smilte svagt for sig selv. Det var sandt. Selv hvis der var en enkelt eller to der sagde nej, var der altid en anden der sagde ja. Om ikke andet...Med lidt overtalelse.
"Hvis jeg ville forgifte dig, hvilket nok ville være svært, ville jeg bede dig om at spise planten. Men det gjorde jeg ikke" kommenterede han kort efter. Om det betød noget, tvivlede han på.
"du lyder som om en der selv kunne finde på at dræbe. Tager jeg fejl, når jeg foreslår at du er så mistænksom, udelukkende på grund af min race?" han vendte sig om mod hende igen med et svagt smil. Det var de fleste. Så hun var vel også. Eller også var hun ikke...Igen, betød det noget? En smule. Det ville fortælle hvor meget der skulle til, før han kunne risikerer hun blev hans fjende og ville prøve at skade ham.

[Deleted]

Denjarnas hoved søgte en anelse på sned. De sølvgrå øjne tog hun ej fra ham, som de fastholdt koncentrationen om hans ansigt og mimik. ”Vi vælger alle, hvad vi føler er bedst for os selv,” svarede hun blot, som emnet forekom uddebatteret. Chokkerende fandt hun dog ej hans svar, som han forekom hende ung, samtidig med, at han delte den samme generelle holdning som mange andre. Et faktum som hun personligt fandt trist, men som hun ej kunne bebrejde ham for. Hun havde trods alt også selv været i det stadie. Det havde alle vel? Denjarna rankede sig en anelse i sadlen. ”Jeg kender skam til healingens kunst.. På mit folks vis om end,” sagde hun sandfærdigt. Intet havde hun at skjule på det punkt, som det måtte lyse ud af hende, at hun var elver. Selv gjorde hun nemlig intet for at skjule sine træk, og hvorfor skulle hun også gøre det? ”Urternes kunst er et begreb, som man bør studere, inden man vælger at bruge dem. Som du selv siger, er alt nemlig gældende, hvis man vælger at springe ud i det.” Næsten morende trak hun på smilebåndet, som han syntes at reagere mopset på hendes tilstedeværelse. En mening hun ikke just forstod sig på, som hun endnu ikke mente, at hun havde gjort ham noget, men alle var trods alt også forskellige på hver sin vis. Hun betragtede ham, som han søgte tilbage til søen. ”Søg en healer.. Ingen stopper dig.. Jeg vil derudover også være tilbøjelig til at give dig ret i, at folk kan lide at tilbringe tid med folk, som deler ens egen interesse,” svarede hun ham i en rolig tone. Tøjlerne samlede hun i den ene hånd, så hendes anden arm kunne hænge hende slapt ned ad siden. Sandt var det, at han endnu ikke havde forsøgt at forgifte hende, og for at være ærlig bar hun ej heller den store mistænkelighed for det. Dog stolede hun ikke på ham, men hvem kunne også med hånden på hjertet sige, at de blindt stolede på en fremmed? Hun smilte et lille morende smil. ”Og jeg sætter skam også pris på, at fremmede ej ønsker at forgifte mig,” endte hun lettere morende med at sige, end hun mere alvorligt måtte svare, ”du forveksler mistænksomhed med agtpågivenhed. Det du siger er, at du selv vælger at sætte dig i en bås, hvilket gør, at du distancerer dig fra andre.”

[Deleted]

Til tider kunne det være besværligt at afkode elvernes indviklede sætninger eller humør. Han var glad for han ikke vidste hvad hun tænkte, han ville blot blive endnu mere forvirret, sikkert. Omend...Hun morede sig. Det var da tydeligt nok. Og når folk morede sig, blev de gerne lidt længere eller slap et par parader. Men det skulle han nok ikke forvente af denne elver. Eller elvere generelt. Disse væsner virkede altid som nogen der var et skridt foran en selv. Men hun havde helt ret. Folk valgte hvad de selv fandt bedst og dette fandt han bedst. Mørket, kulden...Aldrig ville han undvære det! Folk kunne ofte ikke...kaperer det. Forstå det. eller accepterer det. Altid drejede de sig væk fra sandheden, for at se og tro hvad de mente var bedst i verdenen. Ingen kunne forstå præcis hvor meget et mørkets væsen Zean var...Og at han aldrig ville vende sig fra det. Folk troede altid han gemte på noget godt, kunne ændres eller ville blive klogere. For Zean var det blot et udtryk for deres uvidenhed. På deres ønsker. Men sådan var virkeligheden ikke. Ikke alle udviklede sig den vej, de ville have. Og i stedet for at accepterer tanken og forstå den, gemte de sig bag nye, indviklede sætninger. Altid bange for det ukendte og det onde i verdenen.
Eller sådan så han det.

Han så på hende et øjeblik. Hans ansigt var ikke umiddelbart til at aflæse...Ofte fordi han ikke besad det samme følelsesregister som alle andre. Visse ting vil altid være fremmede og uforståelige for ham. Lige nu, dog, var det for at prøve og gennemskue denne elver. Men hvorfor spilde energien? Hun lod sig kun gennemskue, hvis hun selv mente det var passende. Så til sidst smilte han bare svagt. Han vidste meget om urter og hvordan de skulle bruges. Hendes næste sætninger, dog...Hvordan skulle de forstås? At hun hellere end gerne så ham smutte herfra, så hun kunne fortsætte sin tur, eller at hun gerne ville snakke mere med ham, fordi de trods alt delte en form for viden og interesse? Han vidste det ikke. Besluttede sig at være ligeglad. Han gik alligevel ikke før han var færdig.
"Sandt" Han trak let på den ene skulder. Sådan var det bare.
Det overraskede ham at hun vendte hans spørgsmål om og begyndte at tale til ham om at være mistænksom og sætte en i en bås. Hvorfor nu det? Følte hun at han havde brug for en belæring? Det gjorde elvere normalt, hvilket var skide irriterende. De kunne aldrig være ligeglade, hvis de fik chancen for at sætte andre på plads. Hans ene øjenbryn gled i vejen, for at vise hendes ord undrede ham. Så smilte han bare let.
"Jeg har ikke brug for at blive analyseret og sat i bås. Folk har sat mig i bås og jeg har accepteret båsen som en del af mig selv. Jeg er ikke den der har problemer med det. Er du?" Hun opførte sig som om han burde være ked af det og løsrive sig. Men hvorfor skulle han det? Han elskede båsen der betød han var dødsengel og forfærdelig! Ingen stolede på ham og han stolede på ingen. Præcis sådan skulle det være. Det gav ham en form for magt.
Han gik langs med søen, væk fra hende, mens han kiggede efter nye planter. Helt nede ved vandet var der en ny. Han bukkede sig ned og studerede hvor den voksede og hvordan...Før han tog sin dolk frem og plukkede noget af den. Han snuste til den og studerede dens udseende. I et øjeblik kunne det endda ligne han helt havde glemt sit selskab. Til sidst trak han svagt på den ene skulder og pakkede planten ned i en af sine punge, før han satte dolken tilbage på plads og fortsatte. Men aldrig kom han langt nok væk, end at de kunne fortsætte deres samtale.

[Deleted]

Denjarnas hoved holdt sig en smule på sned, som hun forblev siddende på hingsten, alt imens de sølvgrå øjne hvilede på dødsenglen. En mand af få ord var han i sandhed, men dem havde hun også stødt på før. Hun kendte vel til alle de typer, som måtte eksistere? Det i sig selv var dog ikke underligt, da hun ikke var synderligt ung længere. Nej, hun havde vandret på denne jord i mange århundreder efterhånden, og derfor ville hun også mene, at hun bar en vis viden med sig. ”Du ønsker ej at blive analyseret og sat i bås, men alligevel sætter du mig i en? I min verden kaldes det at være dobbeltmoralsk,” sagde hun i en rolig tone. Fornærmet følte hun sig endnu ikke, som hun nærmere fandt hele episoden morende. Forvirret kom han helt til at lyde, som han smed diverse begreber ud, uden tydeligvis at tænke over dem. Hans alder kunne dog meget vel spille en rolle i den del, og lige umiddelbart forekom han hende som en ung mand. Måske havde han endnu ikke været myndig i mange år? Hans ydre bar desuden præg af charmen og ligegyldigheden, som mange unge besad. Blikket løsrev hun fra ham, så hun i stedet kunne betragte sig af den smukke udsigt. Natymia havde altid været et af hendes foretrukne områder, og nu tilhørte det utroligt nok hende. Den store længsel følte hun ikke længere efter sit hjemland, som hun ikke længere følte, at det var hendes, samt at der ej heller var noget at komme efter længere. Svigtet hende havde det, og det havde ført til, at hun nu havde vendt det ryggen. ”Personligt finder jeg det sørgmodigt at lade andre bestemme ens skæbne, men selvfølgelig.. Der er dem som finder det svært at tage skæbnen i egen hånd,” sagde hun sigende. Selv havde hun brugt mange år på at skabe sin egen sti. Hårdt havde det været, som det bestemt ikke var alle som bifaldt et selvstændigt og stærkt individ, men stolt og glad var hun for det i den sidste ende.

[Deleted]

Åh stop lige en gang...Hvem troede hun at hun var? Tydeligvis ufattelig arrogant og med den mening at hun skulle fortælle ham, hvordan han skulle leve! Det kunne han slet ikke forlige sig med. Han følte en voksende modvilje mod denne kvinde og ønskede faktisk at hun smuttede, så han kunne gå i fred. Men han vidste godt at man sjældent fik hvad man ville have. Alt i alt så hun altså ned på ham. Så ham garanterede som en tilfældigt dreng, der intet vidste eller kunne finde ud af. Ja! Faktisk når han tænkte tilbage, havde hendes ord og lille smil blot været hånlige. Hun havde moret sig over ham - Over hvor uvidende og dum hun mente han var! Det var han overbevidst om. Han var sjældent overbevidst om at folk var uskyldige. Folk havde altid en plan, en mening med tingene, uanset om de selv var klar over den. Han vendte sig om mod hende et øjeblik og hans blik gled fra svagt nysgerrige til dødsens kolde. Mage til næsvished! Hun var ikke hans forældre. Kunne hun ikke være forbandet ligeglad? Det burde hun. Det burde hun være! Han havde ikke brug for hendes råd, hendes råd til at liv han slet ikke kunne forestille sig eller i det hele taget gad.
"Undskyld mig...Bad jeg om råd til et bedre liv? Ligner jeg en dreng, der er faret vild? Du snakker om at tage skæbnen i egen hånd, men hvem siger jeg er uden skæbne? Jeg er fuldstændig fremmed for dig og alligevel mener du at du kan fortælle mig at jeg ingen skæbne har, ingen mening har og tydeligvis trænger til at skifte mit liv ud? Du snakker om båse og at være dobbeltmoralsk, men selv har du også sat mig i en bås" han så på hende et øjeblik. Hvorfor forsøge? Han havde aldrig vundet en samtale med en elver før. Dette ville sikkert heller ikke gå godt. Men...Hun havde ramt et af hans ømme punkter. Friheden, skæbnen, at skabe sit eget liv. Han var skide ligeglad med om han var dobbeltmoralsk, men det betød åbenbart noget for hende ikke at være det.
"Blot fordi folk sætter mig i en bås, kalder mig ting og behandler mig som skidt, betyder det ikke at de har dikteret min skæbne" han så på hende et øjeblik. Han virkede på ingen måde vred, blot...forundret og måske med en snert af irritation. Han sukkede svagt. Hun forstod det ikke. Det vidste han at hun ikke ville. Dette vil blot føre til en diskussion, end til en af dem blev sur nok til at gå igen. Og det gad han virkelig ikke. Hun var en fremmed for ham og han var blot glad for at han ikke var sammen med hende til hverdag. Hun ville sikkert være enormt interessant...Hvis hun gad lægge sin belærende stemme væk og lade være med at lege livsguide. Det var han aldeles ikke interesseret i. Der var også en grund til at han var rejst hjemmefra, væk fra alle elverne. Han trak let på skuldrene, uden at sige noget yderligere. Ville blot vise hende at hendes opførsel forvirrede ham og at han faktisk var ligeglad. Hvad skulle han stille op med det? Hun lød som hans mor. Og som de 1000 andre folk han havde mødt igennem sit liv. Alle gjorde de ham blot stædig...Og en smule vred. Noget der altid gik ud over andre, når han blev alene med et offer...