Jeg er ikke bange. Er du? (Corzar Narogoth)

[Deleted]

S: Nær vampyrernes by,  i den mørke skov
T: Midt i den evige nat
O: Skumle træer, grenede buske og natdyrene.
V: Overskyet og koldt.

Den var i sandheden speciel, denne skov. Født og opvokset midt i en skov, var der rart med lidt forandring. Visse ting gik dog igen, bl.a. mængden af træer, der så ud til at være lige så skumle og halvnøgne, som nogle af dem han kendte. Buskene fungerede som fingre, der greb ud efter en og fik en til at sidde fast, hvis man ikke var forsigtig. Han havde set flere små stykker stof sidde fast i alt fra en almindelig busk, til en med næsten en meter lange torne. Torne, der næsten kunne bruges som små dolke. Han havde været fascineret af busken, men var snart gået videre. Dybere ind i skoven, dybere ind i mørket. Åh, hvis han havde kendt til følelsen at at være bange...Men det var han ikke. Han havde hørt historierne.
"...Vrimler med monstre!..."
"Slagtet levende"
"Blodsugere over det hele..."
"...Træerne er levende!..."
Alle de kreative, små historier, hvoraf de fleste nok var startet i en stue, hvor folk tilfældigvis var begyndt at snakke om skoven. Nå ja, så var der resten, der bare trak på skuldrene og ikke forstod hvorfor skoven skulle være anderledes. De typer, der brugte mere tid på at skræmme folk, end selv på at være skræmte. De typer der tog ud i skoven og skræmte folk fra vid og sans. Folk som Zean.
Det var klart disse rygter, disse historier, havde vakt hans nysgerrighed. Han søgte spænding, han søgte noget der var sjovt og noget nyt. Og først og fremmest, søgte han folk at pine og gerne dræbe. Og denne skov, efter rygterne, skulle være perfekt til ting som disse. Hvem ville savne en person der forsvinder i en skov? Ingen ville i hvert fald turde gå efter personen. Og hvis de gjorde, var Zean skide ligeglad. Det ragede ham en høstblomst.

Den var lidt mere trang, end skoven derhjemme. Det var anden gang hans prægtige vinger sad fast i en busk eller nogle torne. Fjerne, der normalt var helt glatte, mente åbenbart det var fint at sidde fast i buske. Dertil kom det også at det hev i hans tøj, hvis det fik chancen. Han havde nogle forede læderstøvler på, nogle forede læderbukser og endelig en trøje af hør, med en snor ved halsen, så han selv kunne justerer hvor åben trøjen skulle være.
Han konstaterede med et svagt suk at i også denne situation ville det være praktisk at kunne gemme sine vinger væk, men han havde endnu ikke mestre denne kunst. Ikke for mere end en time, i hvert fald.
Men han var ikke så irriteret over det igen...Et eller andet sted var det sjovt. Selv om han ikke var i tvivl om at han efterlod en sort fjer hist og her, var han faktisk ligeglad. Dødsengle var ikke væsner der var elsket af særlig mange. Nok mere direkte hadet af de fleste. At være i denne skræmmende skov, var som at komme hjem. Her kunne han virkelig vise folk at han faktisk var skræmmende og det ikke bare var noget de kaldte ham.
Men når det så var sagt...Havde han endnu ikke mødt nogen.
Der var mørkt. Bælgmørkt. Et dyr puslede rundt under en af buskene, en ugle tudede i det fjerne. Og endnu fjernere, kunne en ulv eller to høres. Varulv, nok nærmere. Betød det noget? de var begge blot hunde. Den ene slags havde bare ikke lært at tigge ordentligt.
Åh ja...Selvfølgelig var han jo tæt på byen, som vampyrerne jo holdte til i. Eller i hvert fald mange af dem. Han havde mødt nogle af dem. Han var faktisk forholdsvis ligeglad med dem. Og de han havde mødt, havde også virket ligeglad med ham.
Han stoppede op i en lille lysning, som skabte en pause i alt masseriet. Der var få, små stier han var stødt på, men hvad var det sjove i at følge sådan en? Han var ikke videre nervøs for at fare vild. Selv hvis han gjorde, vidste han hvilke planter han kunne spise for at holde sig i live, til han kunne flyve væk derfra.
Hans ene hånd gled over hans pisk...en lille pisk, der var sat fast i hans bælte, snurret sammen. På den anden side sad en lille skede, der fortalte han havde en dolk på sig. og endelig sad der et par små punge. De fleste indeholdte forskellige planter, en enkelt indeholdte hans meget beskedne beholdning af mønter.
Han lod hånden glide igennem det brune hår, som i mørket blot virkede sort. De grå øjne gled  over omgivelserne, af det han nu kunne se. Han håbede virkelig snart der skete noget. Alt andet var for kedeligt.
Han fandt snart en af de små stier igen og besluttede sig nu for at følge den. Han besluttede at der var større mulighed for at møde en person her, end alle andre steder i skoven. Og han blev ikke skuffet. Han stoppede op da han hørte lyden...Lyden af nogen der kom gående. Han smilte svagt for sig selv og trådte, så lydløst som muligt, ud i siden og skjulte sig i mørket, stille. Så stille.
Men han var spændt. Det var kommet pludselig. Så spændt...Åh ja, gid det var en ung pige der ville skrige for sit liv! En han kunne piske til døde. Piske, piske, piske...
Han slikkede sig kort om læberne. Skjult bag et træ, drejede han hovedet rundt om stammen for at se hvem der kom gående...

[Deleted]

Corzar og træer havde aldrig kommet godt ud af det med hinanden. Træerne var for tætte og Corzar alt for stor og bred til at kunne bevæge sig ordenligt blandt deres grene og ræv i hans tøj, så det lignede han havde været på flugt fra et eller andet monster med en små men mange kløer. Alligevel fandt vampyren det tillokkende at gå blandt træerne for sig selv, for han fik sjældent selskab. De fleste andre væsner holdte sig langt væk, selv varulve, da de som regelt kun kom galt når bevoksningen var så tæt og de var så store og kluntet, ikke som vampyren smidig og let tid fods, til en hvis grænse. Aldrig ville han kunne komme op på højde med elvere, men det han havde var Corzar tilfreds med og han havde absolut ikke planer om at ændre noget ved det.
Duften af en fremmet væsen slog han pludseligt i hans næsebord mens han gik igennem mørket. Han stoppede brat op og forsøgte at identificer hvor det kom fra, men ikke uden videre hel. Det var ikke noget godt væsen, ej heller neautralt, for deres dufte havde han det altid svært ved. Derfor måtte det være et 'ondt' væsen som ham selv. Sådan som menneskerne yndede at kategorisere folk. Hvilke i hans egen kategori kunne han dog ikke udpege og han fortsatte derfor lidt efter med at gå. Forhåbentligt ville han møde personen længer fremme. Det skete også. Efter yderlig ti minutters gang fik han øje på et ansigt der var vent imod ham og bag ansigtet fandt han et par store vinger, der ligesom hans tøj lignede noget de ikke brød sig om.
Corzar bar en lang kappe der dækkede hele hans krop. Hætten var slået ned, da det var for besværligt at have den oppe. Under kappen kunne lige anes en noget kraftigt stof og læder som rasten af hans tøj var lavet af. Ved hans side havde han et sværd, men han fremdrog det ikke, havde blot sin hånd hvilene på skæftet mens han betragtede manden foran ham. Ud fra udtrykket ville han nok finde ud af om han kunne se i mørke, for kunne han se klart nok, ville det fremmed væsen, der måtte være en eller anden form for engel, finde ud af at han var blå fra top til tå. Det fik ofte folk til at være noget overrasket, så det udtryk forventede han at se, kunne englen se i mørke. Var det ikke tilfælde, skulle han nok finde ud af det.

[Deleted]

Hans blik faldt mod vejen, til personen var tæt nok på, til at han kunne begynde at se personen. Hans grå blik næsten skar sig igennem mørket og stoppede ved personen, som kom nærmere. Til personen vel at mørke lagde mærke til Zean og selv stoppede op, tydeligvis bedømmende. Bedømmelsen var gensidig.
Der var ikke mange der vidste det eller også tænkte de ikke over det. Dødsengle så dårligt i lys, men så til gengæld bedre i mørke, end et gement menneske ville gøre. Dog var det slet ikke så godt som en vampyrs. Zean gad godt at se godt, både i lys og mørke, men man kunne vel ikke få alt. Hans ene hånd lå på træet han stod op ad, han kunne mørke den ru bark under sine fingre.
Han trak vejret stille og roligt, indåndede skovens dufte. Han lyttede til skovens lyde, til fornemmelsen af den fugtighed, som træerne holdte fanget her.
Det var en mand. Selvfølgelig var det en mand. Mænd skreg ikke, men de havde større tendens til at slå fra sig. Og denne mand så speciel stor ud...Og var sikkert nok også lige så stærk, som han var stor. Det lignede i hvert fald ikke ølmave, fra hvor han stod. Hans fingre, på den ledige hånd, gled over hans pisk i et øjeblik, mens han fokuserede. Så gled hans øjenbryn et styk op i panden. Han havde været lige ved at træde frem, men fortrød med det samme og blev stående. Manden var ikke normal. Han var blå. I mørket så huden meget mørk ud, sikkert meget mørkere end manden sikkert var, men pointen var...At han var ikke bare stor, han var også blå. Hvem var blå? Han kendte ingen blå folk! Vanskabning.

Han var stor og lignede en der kunne sidde fast i diverse smågrene. Desværre var det både en god ting, men også ligegyldig. For takket være hans vinger, kom han ikke selv lettere rundt i skoven og kunne derfor næsten ikke bruge sin størrelse eller vinger til noget praktisk. Faktisk ville de blot sløve ham eller være i vejen. Han trak vejret dybt. Nå, hvem sagde de endte med at slås? Han var bare ude på at skræmme nogle...Uanset om han bare skulle vente på at manden gik og der kom en ny, eller ej.
Til sidst trådte han frem fra træet og ud på den lille sti. Han rystede kort sine vinger, for at løsne dem for smågrene og andet, der kunne generere dem. Hans hoved gled let på skrå, som var der noget der undrede ham. Noget som var et puzzlespil. Det var der også. Hvad skulle han stille op med manden? Han var ikke engang sikker på hvilken race manden var. Ikke menneskelig, i hvert fald. Var han et af skovens monstre? Eller blot en blodsuger? Det skulle nok blive interessant.
Hans ene hånd gled igen hen over pisken. Han løsnede den ikke, han sørgede for ikke at virke direkte truende eller fjendtlig. Men han følte sig ikke særlig afslappet i denne situation.
Han kunne vel lige så godt spørge...
"Man møder ikke mange blå folk. Hvorfor er du blå?"
Han var lidt ligeglad med om det var høfligt. Han var blot nysgerrig. Var det en sygdom? En tilstand? Eller...kunne det faktisk være normalt? Måske var person udsat for en form for forbandelse, magi eller eliksir. Spændende. Mystisk.

[Deleted]

Det var ligefør Corzar kunne læse hvad der skete inde i hoved på det bevinget væsen foran ham. Hans blik fortalte alt. Først gled det lidt op og ned og så hang det fast her og der rundt omkring ham. Det at blikket gled op og ned, var altid et tegn på at folk var en smugle forbavset over hans højde, hvilke også fint gav mening. Han havde jo en tendens til at stikke lidt op over rasten af folk. At manden så opdagede at hans hud var blå, kom til syne i at englebassen, sort eller ej, stod og gloede på de få steder man faktisk kunne se den blå hud. Spørgsmålet var derfor også ventet. Kunne han se huden, ville der selvfølgelig være spørgsmål, men ikke uden at have en regning ved baghånden. At englen fumlede rundt med sin pisk var blevet bemærket, men det syntes ikke at være anden en uviden tøven om hvorvidt han skulle tage vampyren som en trussel eller ej. Noget Corzar også selv ville have overvejet, havde det ikke været fordi han ikke orkede at se skummel ud.
"Det er en farve mit folk værdsatte." Brummede han inde fra kappens mørke, egentligt ikke yderlig interesseret i at snakke omkring det, så fik han lov til at lade rasten af emnet ligge, ville vampyren være tilfreds. "Hvorfor går du rundt med en pisk?" Gav han lidt efter igen, mens han lod armene hænge ned langs siden og sit blik dvæle lidt ved pisken, før hans blik så dovent gled op til vingerne bag manden. "Kan du ikke fjerne de vinger?" Blev endnu et spørgsmål, fra den ellers så tavse vampyr, der først lage vægten på det ene ben og så tilbage til det andet.

[Deleted]

Det virkede som om manden afprøvede ham. Han følte at han blev bedømt på selv den mindste ting, på hvert et ord og åndedrag. Hans sætninger var ikke fyldestgørende og det virkede som om han så en smule ned på ham. En smule, hvis ikke meget. Han var kort sagt en af de få folk, der faktisk fik ham til at føle sig ung og uerfaren, trods han altid modsagde det og kæmpede for at virke...Mere end det.
Det endte med at han trak let på den ene skulder. Hvis manden ikke fortalte det hele, var der jo heller ingen grund til at han skulle. Hans hånd, der var gledet over pisken, gled afslappet ned langs hans side, så han ikke længere havde pisken lige ved hånden. Det var faktisk spændende.
Han kunne ikke lade være med at tænke over hvilket folk. Men han havde en fornemmelse af at det ville være et af de spørgsmål, som han aldrig ville få svar på.
Han smilte svagt. Hans øjne hvilede mod mandens ansigt og mandens øjne.
"Fordi den er sjov" lød det korte, ligegyldige svar. Hvilket var sandt. Den var sjov at lege med. Den lød godt og han elskede når folk krøb sammen under den, i skræk for at den ramte dem og den smerte det ville udløse.
Hvis der havde været mere plads, havde han slået vingerne ud. Desværre var der ikke meget mere plads og han risikerede også bare at hans vinger filtede sig ind i alt muligt.
"Kan du ikke lide dem?" Konklusionen. Hvorfor ønskede manden dem væk? Sikkert fordi han brød sig lige så lidt om dem, som alle andre. Eller også var det en kommentar, for at fastsætte hans alder og hans erfaring.
Og hvad så nu? Dette område tilhørte ikke nogen. Det kunne ikke være et spørgsmål om territorium og hvem der kom først. Han fornemmede hverken nogen anspændt eller venlig stemning. Blot, at de var to af hankøn, der studerede hinanden og prøvede at finde ud af hvad der nu skulle ske.
Han lod endnu en gang sin hånd hvile på pisken, en smule prøvende.
"Vil du prøve?" foreslog han.
"Eller...vi kan selvfølgelig også finde en anden, hvis du ikke selv tør?" Det var på tide de fandt ud af det. Om de skulle prøve kræfter eller være sammen i at lave ballade. Eller måske ville manden bare gå igen. Den mulighed var der jo egentlig også. Men den var kedelig.