Just ... waiting here

[Deleted]

Hvor længe havde Chryseis været ved sin nye herskerinde? Uger? Måneder? Hvem vidste.. Ej havde hun styr på dagene, og hvordan skulle hun også have det? Det eneste hun så dag ud og dag ind var cellen her, træningssalen og arenaen, og al det blev ensformigt ganske hurtigt. Selv var hun dog vant til, at hendes liv havde denne mængde af ”spænding”, og derfor klagede hun ej heller. Det var blot således, at det ville være, indtil hun en dag ville få sig kæmpet ud af denne miserable tilstand. Hvis hun da nogensinde ville komme så vidt. Tavst stirrede hun op i det mørke loft. Midt på det hårde og kolde stengulv i sin celle lå hun. Hendes hænder var foldet bag hendes hoved, hvilket gav hende et snert af ”komfort”. Ingen seng havde hun. Intet tæppe havde hun. Ingen høstak havde hun. Der var vitterligt kun det hårde gulv, de fængselslignede tremmer og de to vægge der indikerede, at hun havde den sidste celle i rækken. De første par nætter her havde budt på hold i nakken og ømme lemmer, men det var ved at gå over nu. Vant var hun til det hårde liv, og det var vel det eneste grundlag for, at hun var i live, samt ikke syg. En velhavende kvinde havde aldrig klaret en dag her. Om nætterne havde man ingen varme, som man lå på et koldt stengulv og i uhyggeligt lidt tøj. Dette havde ganske vidst også fået de mandlige gladiatorer/slaver til at se et par gange i hendes retning, da hun kun bar en lille top, der både viste arme, mave og kavalergang, samt et løst skørt, der viste bar hud fra halvdelen af låret og ned. Disse blikke valgte hun dog blot at ignorere, som de ej interesserede hende. Hendes blå øjne hvilede blot på loftet, hvor hun tavst betragtede et stort spindelvæv i hjørnet.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Nyankommet.. Selv på sin færd fra Imandra, var Matthiel endt med at vågne, kun til at indse, at den skæbne som han havde troet, at han endelig havde fået i Dvasias, var lavet om.. og bestemt ikke til det bedre, hvis han selv skulle sige det. Med lænker om håndled og hals, blev han bragt ned i kælderen til de mange celler.. Det første som han bed sig mærke i, var kulden som ramte stedet her, som kun var oplyst af fakler. Hvor pokker var han egentlig endt henne? Det eneste som han havde fået med sig, var at Tiyanna var en forbandet hård kvinde, som han bestemt ikke kunne lide at kaste sig i krig med, om han selv skulle sige det.
Den mand som førte Matthiel derned, var skræmt.. Uden tvivl en af de mænd som ikke var gode nok til at være gladiator, men god nok på andet vis. Han blev ført til cellen, og først der blev hans lænker fjernet. Det var koldt.. og han brød sig bestemt ikke om det. De andre mænd som var der.. og ganske, ganske få kvinder, så det var ikke noget som han som sådan bed sig fast i faktisk. Cellen var.. tom.. Der var virkelig ikke noget som helst herinde, og han kunne da slet ikke have at han skulle sidde fanget - igen! Han ømmede let sine håndled, alt imens han faktisk tænkte.. Tænkte så det knagede. Han begyndte at studere tremmerne meget nøje med sine fingre.. han var møgbeskidt og mindede bestemt ikke om en kriger af nogen slags, og det var vel også det som skræmte ham selv en smule? Hans erfaring var ganske vidst ikke bred.. og han havde bare været uheldig, at den kvinde var en som han var endt med at støde direkte ind i, for det irriterede ham da uden tvivl, at det var på den måde, at det var sket. Han kneb øjnene let sammen, inden han tog om tremmerne.. og ruskede i dem. Han havde bestemt ikke tænkt sig at blive siddende her!

[Deleted]

Kedsommelig var kælderen, som den kun bestod af en lang gang med to cellerækker. Intet var der her, som der kun var rumfordelingen og de stakkels individer, som var blevet placeret i cellerne. Der var dem som passede sig selv – som Chryseis gjorde i øjeblikket – og dem som førte samtaler med hinanden på kryds og tværs af cellerne. Aldrig skete der noget spændende her, som det mest spændende var, at man kunne blive taget ud til træning eller til kamp. Tavst lå Chryseis i sin celle, alt imens hun blot betragtede loftsvæggen. Samtalerne der blev ført i rummet var kun en simpel summen for hende. Hurtigt blev man nemlig vant til at sortere de lyde, som man ønskede og høre, og de lyde som man fandt irrelevante.
Selv bemærkede Chryseis, hvordan al snak pludselig forstummede, som trin lød. Skulle de mon ud? Selv valgte hun dog ikke at røre på sig, som hun ej hørte herskerindens stemme. Hvad hun derimod hørte, var to sæt fodtrin, samt raslende lænker. En ny tilkommen måske? Stakkel.. Hun fugtede læberne, som hun hørte, hvordan lænker blev taget af, og hvordan en celledør gled i. Uden tvivl en ny slave til samlingen. Ej reagerede hun dog, som hun fortsat blot stirrede op på loftet. Op på edderkoppen der konstant arbejde på sit spindelvæv. Den havde i det mindste noget at foretage sig.. Hun blinkede med de blå øjne, som en høj lyd gav genlyd i kælderen. Selv kunne hun ikke undgå at himle med øjnene. Var det virkelig en tåbe, som var blevet bragt ind? Regnende vedkommende vitterligt med, at han eller hun kunne bryde ud, hvis vedkommende ruskede i tremmerne? Hvis det havde været tilfældet, havde hverken hun eller de andre slaver siddet her! Det var sikkert! ”Sig endelig til, når du kommer ud,” lød det dovent fra Chryseis, alt imens folk igen genoptog deres samtaleemner.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

At Matthiel endnu en gang skulle sidde bag tremmer på den her måde, var da slet ikke en tanke som han brød sig om, og da slet ikke noget som han ville finde sig i, hvis han da ellers var i stand til at blive fri for det. Han kneb øjnene fast og let sammen og ruskede så i tremmerne. Han selv havde set hvordan de andre bare.. passivt sad og så til. Han havde ikke nogen anelse om hvor pokker han var endt henne, men en ting var sikkert: Han havde bestemt heller ikke tænkt sig at blive her. Han kneb øjnene lettere irriteret sammen, inden han trak sig væk fra tremmerne igen. Han selv havde direkte hovedpine efter han var vågnet op. Det sidste han kunne huske, var at denne kvinde havde forsøgt at kvæle ham.. ganske vidst kun til han gik ud som et lys, hvilket ikke ligefrem havde været hans mest stolte øjeblik, men nok om det.. Han kunne jo heller ikke ligefrem gøre noget ved det.
Lyden af kvindens stemme, var noget som kun direkte måtte irritere ham, for han brød sig bestemt ikke om det. Han fnøs let. "Jeg skal nok komme ud herfra.." endte han med en ganske kortfattet stemme, da han bestemt heller ikke havde tænkt sig at blive siddende der, hvis han kunne blive fri. Han vendte blikket mod hende. En kvinde som sad for sig selv i en celle i en kælder fyldt med mænd.. Der måtte være meget gode grunde til det.. og i princippet var han egentlig ganske ligeglad med hvad de grunde overhovedet skulle være. For nu var han mere optaget af at komme ud, end hvad han måtte være af andet, for det gavnede da på ingen måder nogen som helst. Han slog irriteret ind mod væggen bag ham. Der var jo intet som man kunne bruge for at bryde den dumme lås op!

[Deleted]

Underholdning var der ej meget af her i cellerne. Derfor fangede det Chryseis’ opmærksomhed, at der kom en ny en ind, og at han forsøgte at bryde ud i det sekund, som han var blevet slæbt ind i cellen. Nyttesløst var hans forsøg, men det ville han vel selv ganske snarligt finde ud af? Ej havde hun selv prøvet at bryde ud, men det var også fordi, at hun var klog nok til at vide, at det var umuligt. Hun havde trods alt været gladiatrix igennem halvdelen af sit liv, og af den årsag, måtte hun efterhånden vide alt om celler. Som det kortfattede svar blev sendt retur til hende, valgte hun at løfte hovedet ved at sætte albuerne mod det hårde stengulv. Komfortabelt var det bestemt ikke, men det kunne man ikke just forvente, at deres liv ville være. Hendes blå øjne fandt den nye. Han var beskidt, ligesom hende. Hvad hans historie var, vidste hun ikke, men ligegyldigt var det et sted over. Hvad de før havde haft var ligegyldigt, når de kom hertil. Herskerinden var i hvert fald ligeglad. Det eneste hun tænkte på var, hvordan hendes slaver kunne gavne hende. ”Held og lykke i så fald,” svarede hun med et kynisk smil på læben, inden hun lagde sig ned igen. Tåbe! Troede han virkelig, at hun og alle de andre ville blive siddende her, hvis der var en mulighed for at komme fri? Dummere end dum måtte han være, men igen.. Det var muligvis mandens første tur som slave, og i så fald kunne hun ikke bebrejde ham for forsøget. Dengang hun var blevet taget, havde hun sprunget op og ind i tremmerne, til hun var endt helt gul og blå. Det havde dog tydeligvis ikke lykkedes hende, og det ville ej heller hjælpe den nye.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Uanset hvem kvinden måtte være, så var det i hvert fald ikke noget som fangede Matthiels interesse. Det eneste som han faktisk interesserede sig for, var at komme ud herfra, da han bestemt ikke havde tænkt sig at blive siddende her! Han så sig om. Der var virkelig ikke noget i cellen her, som han kunne bruge for at komme ud, hvilket uden tvivl var ham en irriterende tanke. Et sted kunne man næsten kalde det for ganske.. utroligt, at han igen skulle sidde fanget i en celle, da han selv i gammel tid havde været en slavehandler. Været ganske ligeglad med andres liv, som han kun havde tænkt på hvad han selv kunne tjene på det. Kvindens stemme, fik ham igen til at vende de grå øjne mod hende. Han kneb dem let sammen. Det var bestemt ikke fordi at han havde tænkt sig at sætte sig ned, og se hvad skæbnen nu ville ham, da han ikke havde tænkt sig at blive her, mere end hvad der var højst nødvendigt i hans forstand! "Har du da prøvet, måske?" bed han hende af.
At det var til gene for de andre, at han gik rundt, rev i tremmerne, undersøgte muren bag ham og alt mulig andet, var lige så noget, som Matthiel var ganske ligeglad med, da han ikke var kendt for at være en person, som tog let på tingene. Han var kreativ og intelligent på sin egen ganske særlige måde.. Dem som kendte ham ville vide det om ikke andet, selvom det uden tvivl var langt tid siden han overhovedet havde været social med nogen som helst, da han havde levet på gaden.. og derfor var blevet møghamrende beskidt, og ikke lignede nogen særligt. De lange fingre løb langs tremmerne. Han vidste jo af erfaring, at der var et svagt punkt ved dem alle, og det var det som gjorde, at han fortsatte som han gjorde. Han forholdt sig da positiv. Han ville ikke ende et liv som en sølle slave, om han kunne gøre noget ved det!

[Deleted]

At den nye var hidsigt anlagt, forstod Chryseis skam godt. Det var nemlig aldrig en morsom skæbne, at ende et sted som dette. Faktisk kunne det ikke blive meget værre, end at ende som en sølle slave. Selv var det længe siden, at hun var blevet slavegjort, men alligevel havde hun ikke helt indfundet sig med sit lod i livet. Det hændte i hvert fald stadig, at hun stillede sig op imod sin herskerinde, som hun endnu forsøgte at være trodsig ved at være sig selv, selvom hun måske burde sande, at det var således, at hendes liv var, og at hun nu burde optræde underdanigt. ”Alle cellerne er magiske,” begyndte hun sigende. ”Så medmindre du er warlock eller magiker, er det alligevel nytteløst.. Tror du desuden, at alle os virkelig ville blive siddende herinde, hvis vi havde muligheden for at komme ud?” Mange hjerneceller kunne han ikke have at rykke rundt med. Ganske vidst var der ingen her, som var bogligt anlagt, men alligevel var der ingen her, som var så dumme. Dog var det fuldstændigt op til den ny ankommende, hvordan han ønskede at bearbejde sin nye situation. Hvis han fik en forløsning ved at forsøge at slippe ud, måtte det nemlig være således, at han måtte gøre det. Det var nemlig en hård skæbne at stå i, at man pludselig var fanget. Dog skulle han ikke forvente, at hans ihærdige forsøg ville give pote, men det vidste han vel også inderst inde? Dette kunne Chryseis dog ikke sige med sikkerhed, da hun ikke havde fået muligheden for at udvikle sig selv bedst muligt socialt. Ganske vidst havde hun altid haft sine ”slavekammerater”, men decideret venner havde hun ikke haft, siden hun blev slavebundet. Derfor forstod hun sig kun på det mere overflødige, hvad det sociale angik.. Ellers brugte hun trods alt også bare tiden på at bekæmpe folk, og at slå dem ihjel.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel havde så sandelig ikke tænkt sig at blive siddende her og bare acceptere den skæbne som endnu en gang var tvunget nedover hovedet på ham, hvis han da ellers kunneblive fri for dette. Det kunne godt være, at dette var til gene for de andre, men han var ærlig talt ligeglad. Han havde bestemt ikke tænkt sig at blive siddende her og bare ventede på at få svarende, da han et sted allerede var klar over, hvad der ville ske herfra? Alene ud fra deres beklædning kunne han jo konstatere en ting eller to omkring det her sted, og det var skam slet ikke noget som skrev sig ind i hans gode bog. Han prustede ganske let, inden han valgte at sætte sig ned.. For nu måtte han jo i sinde bare.. opgive det. "Magisikret... hun har været smart.. virkelig smart.." tænkte han højt for sig selv. Dog vidste han at der var et svagt led.. sådan et var der nemlig altid!
Matthiel vendte blikket i retningen af kvinden som alligevel havde valgt at føre en samtale med ham. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget som sådan. Han begyndte at kravle henover gulvet, som om at han virkelig undersøgte gulvet.. der måtte være noget.. bare et eller andet som han kunne bruge. Det var ikke ofte, at man faldt over nogen, som virkelig kendte til alle flugtvejene, hvis det var.. og han skulle da nok finde en på et tidspunkt. "Jeg ved ikke hvad pokker hun har brugt Jer til, men jeg har bestemt ikke tænkt mig at blive siddende her og lade den kvinde afgøre noget som helst for mig.." endte han med en fast tone, idet han satte sig ved tremmerne tættest på denne kvinde. Hans blik hvilede intenst på hende.. det var ikke meget af en beklædning hun havde at gemme sig bag, og det var jo ikke lang tid før det for alvor ville blive koldt om natten.. særligt nu hvor efterår og vinteren var på vej.

[Deleted]

At manden opgav og satte sig i cellen, hørte Chryseis skam. Dette fik også resten af slaverne til at ånde lettet op, som de alle vidste, at flugt ej var en mulighed. De klare blå øjne holdt hun fortsat på loftet, hvor hun betragtede det eneste der var at betragte. Spindelvævet. Selv havde hun fået "æren" af at se hele dets udvikling, som hun havde set det fra at være ingenting til et stort mesterværk. "Hun har det hele i magien.. Uden den har hun ikke en chance," kommenterede hun blot, skønt ordene er havde været dedikeret til hende, men blot været en del af en tankerække. For hende måtte det dog være ligegyldigt, hvad det var. Hvis man ønskede at holde noget for sig selv, måtte man lukke munden, og hvis man ønskede et svar, måtte man åbne den. Ganske simpel var hun på det punkt, men det var hun vel også på mange? Hun havde trods alt ikke fået lov til at udvikle sig på mange punkter, som hun derimod blot havde lært at kæmpe og overleve. Ganske nyttige faktorer, hvis man spurgte hende. De allervigtigste faktisk. Dovent lod hun blikket glide til siden, som manden satte sig ved tremmerne helt henne ved hende. Spørgende løftede hun det ene øjenbryn. At hans blik hvilede intenst på hende, sagde hun intet til. Han ville ej kunne nå hende, og hvis han havde vovet at lægge hånd på hende, ville hun have brækket den. Mænd sagde hende intet. Desuden.. Det gjorde jo vanvittigt ondt at være intim med en mand! "Den såkaldte kvinde, som du snakker om, vil ikke være den, som bestemmer din skæbne. Det gør du selv. Du kan selv vælge at kæmpe eller dø i de kampe, som du nu bliver sat i, " sagde hun sigende. Selv havde hun allerede dræbt mange, men det var også blot vilkårene for hendes eksistens. At han ikke vidste, at dette nu også var blevet hans lod i livet, kunne hun ikke sige. Hun kendte nemlig ej til hans baggrund.

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel var end ikke blevet forklaret hvad han lavede på et sted som det her, og det var vel også derfor at han reagerede som han gjorde? Selv anså han dette som gemen slaveri, og han havde skam været en del af klikken før.. Og han ville bestemt ikke igennem den slags igen! Han havde haft så meget andet at udføre med sit liv, og da særligt efter at han var stødt på en af de gamle alkymister, som havde indvilget i at lære ham den ædle kunst.. og nu sad han her. Var det overhovedet underligt at han reagerede på den måde, som han nu gjorde? Han havde ikke fundet nogen flugtveje.. og at det stressede de andre at han forsøgte, var han praktisk talt ligeglad med. De kunne rende og hoppe, for alt hvad han vidste, og han ville da være fuldstændig ligeglad. Han kneb øjnene let sammen. Hvad han så, var simpel magi.. men dog effektivt. Det var da næsten det, som var det mest irriterende. "Jeg er imponeret.. desværre." Selvom kvinden måske ikke var den mest stærke, så havde hun alligevel haft sine tricks i ærmet, for hun havde jo formået at slå ham ud på et grundlag, som han slet ikke fandt retfærdigt!
De grå øjne hvilede intenst på kvinden. Kæmpe sig til overlevelsen? Hvad pokker var det her egentlig for et sted? Han kunne da slet ikke have at han skulle sidde på denne her måde og bare.. vente på at finde ud af hvad han skulle! "Og hvad mener du helt præcist med at skulle kæmpe?" spurgte han med en kortfattet mine. Han brød sig ikke om ikke at blive informeret, og det kunne man da særligt ikke sige, at han var blevet i en stund som denne, og det var uden tvivl meget mærkbart for hans vedkommende! Han greb om tremmerne.. Dette var noget som gav ham stress. Han havde bestemt ikke tænkt sig at kæmpe kampe til andres underholdning og så selv risikere at miste livet midt i det! Sådan legede han bestemt ikke. "Hvis jeg nogensinde får fat i den kvinde..." vrissede han direkte sammenbidt. Alene den tanke om at han skulle gøre det, gjorde ham arrig!

[Deleted]

Han var imponeret? Selv kaldte Chryseis det for unfair strategi. Magi var ikke just et fænomen, som hun kom godt overens med. Selv mente hun, at folk skjulte sig bag magi. Herskerinden ville for eksempel kun være en sølle kvinde – en sølle rig kvinde måske – hvis hun ej havde haft sin magi. Hvorvidt hendes magi var stærk eller ej, havde hun ingen ide om. Selv gjorde hun sig nemlig ikke i magi. Hun vidste blot, at hun ej havde kunnet stille noget op, og af den årsag måtte den være stærk nok for hendes vedkommende. Hun fugtede læberne let. ”Det er kujonagtigt,” sagde hun ligeud, som det var hendes opfattelse af sagen. Ej var hun nogen respektfuld kvinde, men det havde hendes herskerinde og resten af slaverne vel også allerede fundet ud af? Mange her var deres herskerinde underdanig, men selv var hun endnu rapkæftet. Dette resulterede dog ej heller altid i de bedste udfald.. Selv havde hun nemlig allerede fået sine straffe, skønt hun også havde fået sine goder. Hun havde for eksempel den største celle.. Derudover havde hun også formået at vinde et bedre måltid end de andre gladiatorer. De blå øjne fjernede hun igen fra manden, skønt hans blik endnu måtte hvile intenst på hende. Hvad var hans problem? Svagt måtte det være at se, at hun trak på skulderen, som hun endnu lå ned på det hårde stengulv. Koldt og hårdt måtte det være at ligge her, men man vænnede sig nu også til det. ”Ved du det ikke?” spurgte hun dovent, alt imens hun betragtede spindelvævet. ”Vi er gladiatorer,” endte hun kortfattet med at svare. Manden vidste vel, hvad det betød? Kæmp og dø i arenaen.. Muligvis kæmp og tjen din frihed. Personligt håbede hun på, at hun var i stand til at gøre det sidste. Hun ønskede sin frihed, skønt hun ej fandt det værst at stå i arenaen. Hun nød trods alt følelsen af at tage en anden mands liv.. Hun skævede igen til manden, som han greb om tremmerne. Han måtte virkelig være frustreret.. Selvfølgelig kunne hun ikke bebrejde ham, hvis det var hans første gang.. ”Som sagt.. Held og lykke med det,” gentog hun fra før. Selv ville hun ønske, at der var en, som vred halsen om på den kvinde, men selv tvivlede hun på at det ville ske. I så fald skulle denne mand kunne yde magi..

[Demarcus Lathan Gaetulicus]

Matthiel var bestemt ikke typen som bare ville sætte sig til og bare acceptere, at tingene nu var blevet som de var og det var noget som han meget gerne ville understrege. At der var brugt magi, var bestemt ikke noget som gjorde det meget bedre for ham, for han kunne jo heller ikke ligefrem arbejde imod det, når det nu endelig måtte komme til stykket. Han kneb øjnene let sammen. Han var enig med kvinden med alle fordelene, hvis man kunne sige det sådan. En stor celle, og i forhold til mange af de andre, så havde hun uden tvivl også det bedste måltid om dagen. Heldige rad.. Et eller andet sted, selvom det uden tvivl ville være underligt, at han skulle vænne sig til en dårlig kost nu. "Enig.." svarede han ganske kortfattet, inden han igen tog fat om tremmerne.
Nyheden om at han nok var en opkommende gladiator, var bestemt ikke noget som glædede Matthiel det mindste, for det var han da slet ikke forberedt på! Han kneb øjnene let og fast sammen, for han kunne jo heller ikke lade være! Gladiator? Ham? Han var bestemt ikke en gladiatortype! Overhovedet ikke! "Fedt... simpelthen... fedt.." Han ruskede kraftigt i tremmerne, inden han igen slap dem og rejste sig endnu en gang. Han var stresset et eller andet sted. Alene den tanke om at skulle sidde fanget i en celle og bringes ud i en Arena for at kæmpe for sit eget liv, for øjnene af så mange andre, som kun ville betragte det hele som en simpel underholdning, for det var da slet ikke noget som han ville være med til. Han vendte sig mod hende og med en intens mine. Hun var flabet.. virkelig flabet, og et sted var det faktisk noget som kun gjorde ham mere arrig end hvad han var i forvejen. "Og skal jeg så betegne dig som 'Herskerindens' favorit? Den største celle.. siddende endda alene.. Du har vel det hele i munden?" endte han med en kortfattet tone, da han ikke selv var meget overbevist om andre ting. Nok om det.. først og fremmest, så ville han bare ud derfra, og derfor gled hans blik forbi absolut alt på vejen. Han vile bestemt ikke blive siddende her!