In the end..

[Deleted]

@willow - @jacques

---

Det var halvmåne.. det var smukt og det var stjerneklart. En smuk aften i manges øjne, og selv ruinerne var præget af dette syn til aften. For mange var dette sted dog frygtet og berygtet for de mange hændelser som skete der igennem natten. For mange var det spøgelseshistorier og for andre, var det et klart varsel for at man skulle holde sig langt væk fra det. For Jacques havde dette sted en ganske anden betydning: For ham var det nemlig den ideelle jagtmark. Her kunne han jage.. langt væk fra alle andre, og vide, at der ikke var nogen som ville få øje på ham, hvilket uden tvivl var det bedste af det hele. De småkriminelle af Manjarno - med andre ord, også det folk som man ikke ville komme til at savne, så i hans øjne, var det trygt.. Han havde også gjort dette igennem en længere årrække nu.
Yasmya skulle lære at kontrollere den vampyriske sult, og så var det dyreblod som de fik tilsendt fra Procias bare ikke godt nok mere. Det var sådan han så på det, og det var derfor at han gjorde dette. Blodet fra Procias blev kasseret og han indledte jagten - ligesom han gjorde i denne aften.

Med kappen trukket omkring sin krop, søgte han ned igennem de gamle ruiner. Det som uden tvivl havde været et smukt sted engang, var påvirket af vind, vejr og de mange år, så der var ikke meget af det tilbage. Han stoppede op.. Han kunne høre menneskelige stemmer.. Han var tæt på. Det var jo lige før, at det her var for nemt.. men det passede ham fint. Jo hurtigere han kunne få dette gjort, des hurtigere ville han kunne komme tilbage til Yasmya igen, og det var det vigtigste. Smilet bredte sig på hans læber, hvor de sylespidse tænder også måtte komme frem. Han fortsatte frem. For hvad han vidste, så skulle det være det sidste som disse mennesker ville komme til at se - det var ideen bag om ikke andet.

[Deleted]

Willow var søgt til Manjarno efter han var sluppet væk fra Procias. Han havde virkelig ikke været heldig! Han havde endelig fundet en kvinde, en kvinde som han kunne komme til nemt men hun havde alligevel kunne slå fra sig og ikke nok med det så var de forbandede elvere kommet hende til hjælp! Forpulede elvere! Var der nogen kan ikke kunne lide så var det da elvere. Han havde altid hadet dem og dette had blev ikke mindre når de tog hans ofre fra ham. Han skuttede sig som han luskede igennem ruinerne på den sene aften. Hans sår var healede og han var klar til en ny jagt. Denne gang gjorde det ham dog intet om det var en mand eller kvinde som var hans offer. Han havde blot brug for noget mad og det kunne snart kun gå for langsomt! Det store ulv luskede lydløst rundt, en lille gruppe af stemmer kunne høres i det fjerne og han søgte instinktivt imod dem. Normalt så angreb han ikke når de var flere, det gjorde det sværre for ham men han var så sur og sulten efterhånden at han næsten ikke havde noget valg. Han stoppede op lidt derfra. Han kunne lugte folkene men der var også noget andet. Han spidsede ørene og kiggede lidt rundt. Måske han ikke var alene om dette bytte? Han blev stående i skyggerne og afventede situationen.

[Deleted]

Jacques var fuldstændig opslugt af sin jagt, for han vidste hvor vigtig den var i en situation som dette. Han jagede for ham og Yasmya, for han ville ikke have at hun selv gjorde det. Det var mørkt.. de kriminelle sad i deres lille gruppe og lavede hvad de nu end lavede. Det at det var en samling af mænd, som ingen ville savne alligevel, så selv for Jacques, så var det jo det oplagte måltid.
Selv søgte han tættere på.. opslugt af sine egne tanker om at få det her overstået, og gerne så hurtigt som muligt, så han selv kunne komme videre i programmet, så var det uden tvivl svært nok for ham i det tilfælde. Han trak vejret dybt og stod så stille endnu en gang. At der måtte være andre i hans nærhed, sagde han nu ikke noget til. For alt hvad han vidste, så kunne de bankende hjerter, som han næsten kunne høre og fornemme, være fra den gruppe mennesker, som sad overlænet det lille ildsted som de havde kæmpet med at få lavet. Hvad de snakket om, vidste Jacques faktisk ikke, og han kunne heller ikke været andet end ligeglad. Han havde et liv at få stablet på benene, og det var svært for Yasmya i det hele taget, også fordi at de havde en søn i Procias, som de ej heller ville komme til at se særlig meget til for fremtiden. Det gjorde naturligvis ondt.. Det gjorde det da, men visse ofringer var bare.. en nødvendighed, kunne man jo sige, og det var hårdt. Han bed tænderne let og fast sammen, inden han selv stillede sig nærmere, og derved også placerede sig i skyggen. At der var en anden i nærheden som i værste tilfælde, også kunne holde øje med ham, havde han ikke nogen anelse om. Han var jo ikke vant til at andre holdt øje med ham på et sted som dette. Han kneb øjnene sammen, inden han fortsatte nærmere.. Han var ikke langt fra dem, idet han bare trådte frem. Mændene gispet. "Du... du..." De begyndte at læbe. Med en kraftig hvæsen, var Jacques over den første, som han satte tænderne i ved halsen. Han gav sig omgående til at nære sig. Grebet strammede sig om manden, som virkelig forsøgte at kæmpe sig fri.. dog uden held.

[Deleted]

Willow bemærkede at der var andre end blot de kriminelle ved det lille ildsted. Der var noget der prikkede i ham, en ting som han ikke helt kunne sætte en finger på. Ulven knurrede svagt og han studerede mændende. De var et let bytte, selv for ham selvom han hadet når der var flere. Han var sulten, umådelig sulten men den fremmede som han ikke kunne se vagte hans interesse mere. Et sted så gribbede det i ham som når en vampyr var i nærheden. De døde kroppe havde alle en bestemt lugt som han kunne opfage som ulv. Hvis der var en vampyr i nærheden så havde den sikkert udset sig samme bytte som han selv havde. Irriterende bæster. Willow's opmærksomhd skiftede fuldstændig til den fremmede, han ville have den vampyr ned med nakken. Han hadede de væsner og kunne virkelig ikke andet end blot at ønske dem udryddet. Det var hans lod i livet. At vampyren så måtte vise sig for de kriminelle var kun positivt for Willow. Så fik han da en mulighed for at se hans bytte lidt. At vampyren så begyndte at æde var dog noget han ikke brød sig om. Vampyre som lige havde spist var stærkere og det havde han virkelig ikke brug for. Han hoppede frem fra sit skjul og løb med hastige skridt hen mod vampyren og hans bytte. Han sprang op og flåede byttet væk fra vampyren med en aggressiv knurren. Den vampyr skulle bare ikke blive stærkere! Det var sikkert!

[Deleted]

Varulven i hans nærhed, var slet ikke noget som Jacques bed sig fast i. Selv ønskede han blot muligheden for at brødføde sig selv og Yasmya som sad og ventede på ham derhjemme. Det var der vel heller ikke noget forkert i? Han fik fat i den ene mand, som han hurtigt gav sig til at mæske i sig. Selv var der mere i ham, end bare en vampyr, så måske at det var derfor at han var præget af et mere menneskeligt sind, dog selvom dyret stod stærkt i ham, når sulten var stærk nok. Selv havde han muligheden for at bevæge sig ude når solens lys stod stærkt på himlen, men der var det jo så derimod umuligt for ham at jage, og han ville ikke kunne beskytte Yasmya, da hun ikke kunne gøre det samme som ham.
Den milde knurren havde han dog hørt, selvom det ikke var noget som han bed sig fast i som sådan. Han håbede vel bare at det var en forbipasserende i den anden retning? Selvom denne glæde synes at være kort, og inden manden i hans arme overhovedet nåede at dø, før han blev direkte.. revet ud af hans arme. Han rejste sig hastigt op og med en kraftig hvæsen, da han pludselig stod overfor en varulv.. En varulv?! Han knyttede næverne fast, inden han fast og hurtigt rak sig nogen skridt, for ikke at ende med at komme for tæt på. Et sted med et instinkt som direkte bad ham om at slå dette væsen ihjel, også selvom.. hvordan gjorde man det? Han var jo ikke den som var vant til at kæmpe eller slås på nogen måde, for det var han jo altid holdt ude af, hvilket han selvfølgelig var mere end glad og tilfreds med, for det interesserede ham virkelig ikke det mindste! Hver en celle dirrede i hans krop. Manden gispede på jorden og kæmpede for sit liv.. selvom dette dog ikke var hvad Jacques havde øjnene for lige nu, men derimod det bæst som stod overfor ham. "Forsvind herfra..!" hvæsede han med en fast og kraftig stemme. Han ville slet ikke have den.. hund i nærheden af sig!

[Deleted]

At vampyren slet ikke så ud til at have bemærket Willow gjorde det hele kun bedre. Overraskelses momentet var der og det var noget han nød umådeligt godt af. Vampyren så ud til at være på jagt, han så ud til at ville suge livet ud af de små kriminelle. Det var jo groteskt! I det mindste så efterlod Willow ingen rester. Han knurrede let og ventede på at vampyren gjorde sit træk. Han betragtede hanm lidt før han havde valgt at træde frem. Den vampyr skulle ikke have lov til at mæske sig og få mere styrke! Han knurrede voldsomt efter at han havde revet vampyrens offer ud af armene på ham. Manden lå og gispede på jorden, han var døende. Dette ville et sandt ta selv bord! Den store ulv gik med rolige skridt hen mod vampyren som havde trukket sig lidt fra ham. Var der en smule frygt at spore? Et sted så håbede han det. Han elskede smagen af frygt! Manden på jorden endte han bare med at træde på. Han var fuldstændig ligeglad. Vampyren bad ham om at forsvinde? Det ville ikke ske, slet slet ikke. Han skærpede sine sanser en smule mere og blottede tænderne. Han end ikke svarede vampyren, han ville ikke synke til en ussels vampyres niveau! Hans muskler spændes og han sprang på ampyren med åben mund. Han gik dirrekte efter struben.

[Deleted]

Jacques havde aldrig været særlig god til kamp, og havde faktisk formået at undgå det til nu. Ikke desto mindre, så var det jo heller ikke ligefrem kamp og krig, han gik ind for på nogen måde, så det var jo faktisk bare.. rigtigt og ret, at det var på denne måde, at det skulle foregå. Det var med en klar sitren i kroppen, da han så den store varulv. Selv havde han aldrig i sit liv været tæt på det. Hans bytte lå og kæmpede for overlevelsen, selv da varulven trådte direkte ovenpå ham. Det var nu ikke ham som Jacques havde syn for, men det store bæst som stod overfor ham. Selv valgte han at trække sig nogen få skridt.. Han var slet ikke interesseret i at have det bæst tæt på sig, hvis han da ellers kunne blive fri for det! Han ville have det til at forsvinde... også selvom det var tydeligt, at dyret havde en ganske anden holdnig og mening til dette. Hans krop sitrede af direkte.. frygt? Han havde jo aldrig været ude for noget lignende før!
Da varulven direkte sprang mod ham, måtte han hastigt flytte sig, samtidig med at han direkte slog ud efter ulven, for at slå den ud af kurs. Som alle andre ulve og rovdyr generelt, var han ganske forudsigelig, netop fordi at han valgte at gå direkte efter struben. Han hvæsede kraftigt af varulven, inden han selv igen valgte at trække sig. Denne gang var det måske ham som agerede som et byttedyr, men for pokker.. Det her var ikke ligefrem noget som han havde regnet med at skulle slås med i det hele taget, så selvfølgelig var det da direkte ubehageligt, når det så endelig skulle forekomme, ville han da lige have lov til at sige! "Jeg ønsker ikke krig...!" endte han igen. Tanken om at flygte.. var slet ikke en af slagsen, som i det hele taget slog ham ind, for hvorfor skulle den da gøre det? Han var da nødt til at forsøge at klare sin egen situation, fremfor at tage flugten! Tænk hvis den fulgte med og fandt Yasmya? Det ville han da slet ikke kunne bære!

[Deleted]

Willow levede for kampens hede. Han nød det, han sloges altid med de andre i hans flok når han var hjemme, de trænede på den måde, gjorde sig stærkere og de flygtede aldrig hvis der var mulighed for at vinde en kamp. Det var der denne gang. Vampyren foran ham så virkelig ikke ud til at være vant til at kæmpe på nogen som helst måde hvilket kun gjorde det hele bedre. Han regnede måske ikke med at det ville blive let men lettere end hvis vampyren var vant til slåskampe. Han knurrede og kunne ikke dy sig for at hyle mod månen. Han var sulten og lysten efter denne vampyrs kød hev og sled i ham. Frygten var at spore i hans bytte hvilket han godt kunne lide. Det tiltrak ham på sådan en underlig måde. Han nærmede sig sit bytte med rolige skridt. Han var klar til kamp.
Hans første angreb gik langt fra som han havde håbet. Hvis han havde fået fat i struben første gang kunne dette være overstået nu men ak, de måtte jo bare lege videre. Han blev slået væk af vampyren selvom dette ikke gjorde nogen skade på ham og landede en smule fra sit bytte. Han knurrede igen, han ville altså have ham. Med faste og hurtige skridt var han på farten igen. Han sprang mod struben igen men denne gang havde han en plan. Han var jo ej dum. Han havde med vilje hoppet for langt fra og i stedet for at ramme ind i sit bytte og gå efter struben som først antaget landede han ved hans byttes fødder og bed kraftigt ud efter hans ene ben.

[Deleted]

Jacques var på ingen måder trænet og oplært i noget som kunne minde om kamp. Selv på trods af, at han var det væsen han var, så gjorde det ingen forskel. Han havde arbejdet på en herregård.. nok nærmere et børnehjem igennem rigtig mange år, og det var jo der hans kompetencer måtte ligge.. ikke i kampens hede! Denne varulv ønskede ham borte.. Alene den måde han reagerede på, var bestemt heller ikke noget som gjorde det meget bedre for ham, for han havde bestemt ikke tænkt sig at dø! Hans kamperfaring var ganske vidst imod ham, men så måtte han jo bare gøre det så godt, som det nu var ham menneskelig muligt, selvom han vidste, at det var yderst begrænset hvad han kunne stille op i en situation som denne. Han var nervøs.. frygten var at spore, også fordi at han ikke havde nogen anelse om hvad pokker han skulle stille op! Det her var slet ikke noget som han kunne finde ud af!
Ulven fik han slået fra sig, inden han hastigt trak sig igen. Dyret var desværre meget hurtigt på benenet igen og sprang mod ham. Selvom han selv var hurtig, kunne han mærke hvordan tandsættet direkte gravnede sig ned i hans ben, hvilket fik ham til at få overbalance og ryge direkte i jorden. Han slap et smertende skrig. Det begyndte at bløde.. dyret ønskede ham død.. og han havde bestemt ikke tænkt sig bare at give op. Med al den kraft han havde, sparkede han direkte ud efter dyrets hoved, bare for at få det til at slippe, inden han forsøgte at komme op på benene igen, også selvom såret i hans ben gjorde dette.. næsten umuligt. Han knyttede næverne. Forbandede dyr! Døde han, så var det ude med Yasmya, og den tanke kunne han slet ikke have! "Lad mig gå..." endte han med en mere dæmpet stemme, inden han igen vendte sig mod dyret med en mere fast og intens mine.. Som om at det dyriske pludselig slog ind, da alvoret gik op for ham. Han hvæsede kraftigt efter ham.

[Deleted]

Willow kunne lugte det. Det var en fantastisk lugt! Den tændte ham, fik ham til at ønske at se blodet på hans endnu mere! Lugten af frygt var noget af det bedste han vidste og denne mand lugtede af det, osede af det. Et næsten smil måtte ligge om ulvens mund mens den blottedet tænder. Han ønskede denne vampyr død, død og borte som man sagde. Hans had til racen var stor og selvom denne mand foran ham ikke kun var vampyr så var det ligegyldigt. Lige nu så var det eneste han ønskede at dræbe ham og æde ham. Han var jo sulten efterhånden. Han nærmede sig manden, han gjorde virkelig alt han kunne for at WIllow ikke skulle komme ham nær hvilket han kun kunne beundre. Han elskede når han kunne få lov til at lege med maden, det gjorde ham meget bedre tilpas.
Hans manøvre havde virket perfekt. Blodet kunne han tydeligt smage i sin mund som hans kæber lukkede sammen om hans offers ben. Han bed så hårdt som det var ham muligt for at gøre såret så voldsomt som det var ham muligt. Sparket var godt placeret. Det ramte ham direkte i ansigtet og han slap sit tag i benet med et hyl. Han trådte lidt væk og knurrede voldsomt af hans kæmpende offer. Det der ville han slet ikke finde sig i! Han blottede tænder på ny og sprang igen mod manden med poterne placeret mod hans bryst i håb om at få ham ned at ligge igen. Det var trods alt nemmere for ham at få ordenligt fat når hans bytte lå ned.

[Deleted]

Jacques var slet ikke beredt på kamp eller noget lignende. Det var slet ikke noget so han kunne gøre for! Han havde aldrig været i situationer hvor han direkte havde skulle stå der og kæmpe for sit liv, så et sted kunne man jo sige, at han allerede til nu, var klar over hvordan udfaldet ville blive? Tanken bifaldt han på ingen måde, og han måtte faktisk erkende, at han virkelig hadede at det var på den måde! Han bed tænderne kraftigt sammen, hvor han direkte slap et skrig, da ulven fik fat i hans ben. Han sparkede kraftigt ud efter den i et desperat forsøg på at få den af sig.
Ulven var hurtigt oppe på benene igen, selvom Jacques for øjeblikket faktisk havde mere fokus på sig selv. Hans ben var direkte blodigt, og mest af alt, så føles det som om at hans ben var direkte knust, og han kunne ikke støtte af på det! Det gjorde ondt i det hele taget bare at forsøge på det, og det var en tanke som gjorde ham direkte arrig, og det erkendte han sgu gerne! "Forbandede.." vrissede han med en fast tone, som han igen vendte blikket direkte bag sig, også selvom det var for sent. han spærrede øjnene direkte op, da ulven igen sprang direkte mod ham. De massive poter ramte ham direkte i brystet, hvorefter han direkte røg baglæns ned på ryggen. Smerten jog direkte igennem hans ben, uden at han egentlig kunne gøre noget ved det! Det slog nærmest luften ud af ham. Han gispede kraftigt, idet han næsten helt automatisk endte med at knytte hænderne, og forsøgte at hamre ud mod den ulv, som nu var ovenpå ham.. At miste livet, var da noget af det sidste som han ønskede! "S-stop..!" endte han med en fast tone. Han ville ikke dø.. Han ville virkelig ikke dø!

[Deleted]

Willow nød det her. Han nød det virkelig meget! Manden foran ham var absolut ikke vant til kamp og det kunne mærkes hvilket kun gjorde hans jagt lettere. Det var en dejlig ting og frygten kunne han stadig mærke. Denne mand ønskede ikke at dø, han ville leve og det var en følelse som Willow han lede af og elskede at tage fra folk. Han havde fået godt fat i mandens ben men måtte slippe da han blev sparket i hovedet. Fordømt! Han havde aldeles ikke regnet med at blive sparket selvom han nok burde have forudset det. Måske var det sulten som havde spillet ham et lille pus og han bare ikke havde været opmærksom nok? Ligemeget nu. Nu skulle den vampyr bare blive på jorden. Han hoppede så stor som han var hen mod vampyren og satte de store poter mod mandens bryst. De landede på den hårde jord med et ordenligt bump og Willow endte med at trille af manden. Han kunne høre at han havde mistet pusten og han så sit snit til at komme hurtigt på benene og endte oven på manden igen med blottet tænder. Manden bøn endte for døve øre og Willow knurrede en gang mere. Det at han blev slået på fik ham til at dreje hovedet og sætte tænderne i mandens hænder. Han bed så hårdt som han kunne for det ville han ikke finde sig i![7blockquote]

[Deleted]

Jacques var på ingen måder vant til at skulle kæmpe for sit liv, og det var uden tvivl noget som han godt kunne mærke, og det var da slet ikke noget som han kunne lide! Hans hjerte hamrede mod hans bryst, mens han virkelig forsøgte at genvinde kontrol over situationen, selvom det slet ikke ville som han gerne ville det. Han bed tænderne kraftigt sammen, også selvom han hurtigt endte i jorden igen. Benet gjorde virkelig, virkelig ondt, og det brød han sig slet ikke om! "Forsvind..!" endte han med en fast tone, idet han igen forsøgte at få dyret af sig.. At det trak sig lidt, passede ham fint, også selvom det var en yderst kortvarig glæde for ham.
Ulven sprang endnu en gang mod ham i et angreb. Selvom han virkelig forsøgte at holde sig på benene, så var det virkelig ikke nemt. Tandsættet satte sig denne gang direkte i hans hånd. Han skreg op endnu en gang. Han skreg, for han kunne virkelig ikke lade være! Hans ben gav efter, idet han virkelig forsøgte at rive hånden til sig, hvor han hamrede efter ham med den anden, bare for at få ham til at slippe. Han havde ondt i brystet.. hans ben var stort set ubrugelig, og nu også hans hænder? Han vidste hvad det ville ende med, også selvom han virkelig ikke havde lyst til at dø.. Han havde Yasmya at tage sig af for pokker! Han hamrede mod ulven med en knyttet næve i et fast og desperat forsøg på at få ham til at slippe. Han kunne virkelig ikke have med det her at gøre! Den skulle bare slippe, og det skulle være lige nu! Det knækkede i hans håndled.. som om at hans håndled brækket. Han kunne end ikke mærke det.. Det hele var så.. uvirkeligt!

[Deleted]

Hans bytte kæmpede. Han kunne lide det men det var ham også dybt irriterende et sted. Hvorfor kunne de ikke bare give op? En del af ham ønskede at de bare gav op men på den anden side så var dette heller ikke sjovt overhovedet! Kampe var sjove og især sådan nogle som disse hvor han vidste at ligemeget hvor meget der blev kæmpet så ville han stadig vinde. Manden råben af ham tog han sig ikke af. Han var på manden så hurtigt som det var ham muligt og pressede ham mod jorden på ny. Han kunne mærke hvordan mandens krop måtte give lidt efter for hans enorme vægt og han knurrede kraftigt af manden. Han blev slået op, hamret på af den vampyriske styrke. Han kunne ikke lide det og det var derfor han bed fast i manden hånd. Det skrig der kom bragte ham næsten i ekstase . Det var fantastisk at høre et andet menneske skrige på den måde. Det var det han levede for og åndede for. Han blev dog hurtigt bragt ud af det igen fordi manden begyndte at hamre på ham med den anden hånd. Han peb en gang og trak sig kort med en knurren på ny. Nu kunne det være nok! Han gad absolut ikke lege mere med denne her mad! han hoppede op på brystet af sit bytte igen, bøjede hovedet ned og lod de spidse tænder omklamre mandens hals. Han bed til, han kunne mærke blodet i hans mund da han ramte pulsårene. Lykken meldte sig i ham som han kørte et højt knæk under sig. Kunne det virkelig være enden på dette bytte? Han havde ikke fået lov til at spise længe efterhånden!

[Deleted]

Jacques var allerede klar over udfaldet af dette, for at slå en varulv, som tilsyneladende havde n tydelig erfaring med dette.. det var slet ikke noget som han kunne hamle op med på nogen måde overhovedet. Han bed tænderne let sammen. Det brændt i hans ben, som han slet ikke kunne støtte på lige nu, og han kunne virelig ikke have det! At ulven lige så tog fat og faktisk brækkede hans hånd.. såvel som et ben som næsten måtte have lidt samme skæbne, gjorde, at han direkte hamrede ud mod ham, for at få ham til at slippe.. Og det virkede!
Det var det næste angreb han ikke havde set komme.. Selvom han kun lige nåede at tage hånden til sig og kort skæve mod den, inden han igen mærkede ulvens massive vægt over sig. Tandsættet satte sig direkte i hans hals, hvor han slap et direkte smertefuldt gisp. Han greb fat omkring hans pels i et fast ryk, idet at... det knækkede i hans nakke. Hans pupiller trak sig voldsomt sammen idet at.. han nærmest bare kollapsede under ham, og direkte fik lov til at ligge og hænge der i ulvens gab... Denne gang måtte han efterkomme den skæbne som nu havde ramt ham..Blodig og nærmest knust af varulven som nu havde taget fat i ham igen... Han var død.

//Out