Syg med døden til følge?

[Deleted]

Mørket var så småt faldet på i det lille hus i Imandra. Elmyra havde valgt at forlade slottet for en stund og tage tilbage til det gamle hus for at hente de sidste ting som de manglede derfra. Hun gik roligt igennem rodet og lendte efter urter og andet småting som de kunne have glemt. Hun havde efterladt Fader Michael sammen med børnene som endelig var begyndt at falde lidt til ro på slottet. Det var i det mindste noget. Mens hun gik og ledte tog hun sig stille til hovedet. Hun havde haft det halvskidt det sidste stykke tid men havde været evig forvisset om at det havde været på grund af for meget stress. Hendes tur til Manjarno havde endnu ikke vist sig om det gav pote eller ej. Det måtte tiden blot vise hende. Hun nåede ud i køkkenet og begyndte at finde nogle flere småting frem. Hun kunne mærke hvordan det hele begyndte at svimle for hendes blik og hun satte sig på hug og holdt fast i bordet. Hun havde det virkelig skidt. Hendes vejrtrækning begyndte så småt at blive mere og mere besværet. Hosten begyndte at melde sig igen. Hun havde haft hosteanfald de sidste par dage og Fader Michael havde været så bekymret den ene gang at han havde truet med at sende bud efter Nathaniel. Hun havde nægtet det, bare sagt at det havde været støvet fra en gammel bog som havde fået hende til det men hun vidste at det var noget andet. Hosten blev støt værre selvom hun prøvede at få den til at holde op. Hun holdt hånden for munden og lukkede øjnene. Hun prøvede virkelig at hoste igennem for at få det til at holde op. Hosten fortog sig igen og hun åbnede øjnene. Hun kunne mærke noget vådt på hendes hånd og hun troede at det var slim. Ulækkert! Hendes blik søgte til hendes hånd og hun spærrede øjnene op. Det var ikke slim men blod som dækkede hende hånd. Hun vidste at hun var nød til at komme tilbage. Hun var nød til at blive tilset af en læge. Med rolige bevægelser kom hun på benene men hun nåede ikke langt før hun endte så lang hun var på gulvet. Hendes vejrtrækning blev svagere og svagere, hun kunne mærke hvordan hendes hjerte begyndte at slå langsommere. Det hele svimlede for hende. Smagen af blod nåede hendes mund og hun hostede en gang. Blodet løb let fra hendes mundvig af. Hun vidste at hun var nød til at vende sig om. Hvis hun blev liggende sådan her ville hun ende med at drukne i sit eget blod men hun havde virkelig ikke overskudet til at vende sig om. Øjnene gled stille i som hun endte med at miste bevistheden.

[Deleted]

Elijah styrtede igennem gaderne i New Dale. Det var virkelig mange år siden han havde været her i byen og han havde svært ved at finde rundt. Han løb panisk rundt for at finde børnehjemmet. Hun måtte være der. Han mærkede hvordan hjertet i armuletten begyndte at blive svagere. ”Nej, nej, nej, nej” hviskede han panisk til sig selv og løb så hurtigt som hans ben tillod ham. Hvor var hun dog henne? Han havde vidst at hun havde været syg i noget tid men han havde hverken fundet Nathaniel eller noget som helst! Måske det var for sent nu?Nej! Den tanke turde han slet ikke tænke på. Hvis han dog bare ikke havde brugt så meget tid sammen med Myrina i Manjarno, så kunnet han havde været kommet hurtigere. Nej, sådan skulle han ikke tænke. Han havde handlet rigtigt. Nu måtte han blot finde hende før det blev for sent. Endelig nåede han til en vej som han kunne kende. Han styrtede ned af den og lidt længere fremme rejste den velkendte gamle bygning sig. Han smilede og nåede hen til døren og flåede den op af al kræft. Hvad han fandt indenfor var blot et øde gammelt hus. Hvor var alle børnene henne? Han kunne virkelig ikke tro at børnehjemmet var stoppet eller noget i den dur. Det ville hans mor aldrig tillade men hvor var de så henne? Måske var de flyttet? Det var en ting som Elijah slet ikke havde tænkt på. Pokkers! Han sukkede stille og tog sig til hovedet. Hvor skulle han så lede efter hende henne? Hjertet blev svagere og svagere. Han skulle lige til at forlade huset igen da han hørte det. Lyden af en hosten og …... noget andet fra køkkenet. Med faste skridt gik han derud og synet der mødte ham var skræmmende. Han havde ikke set sin mor siden han var 8 år gammel. Det var efterhånden mange år siden. Hun lignede sig selv bortset fra at hendes før blå øjne nu var grønne. Han nåede ikke at tænke så meget over det før han fik smidt sig ned ved hendes side og vendte hende på ryggen sådan så noget at alt blodet kunne forlade hendes mund og lunger. Han tog roligt fat om hende. Han lagde en hånd på hendes bryst og healede de bristede blodkar i hendes lunger. Det var det eneste han kunne gøre for hende lige nu.

[Deleted]

Demian havde efter et godt stykke tid fundet chancen til at slippe væk fra nogle af de større pligter der lå og ventede på ham, men han følte alligevel at hans største forpligtigelse lå ved Ellie. Hun var i hans øjne, noget af det vigtigeste. Hans mor og Nathaniel havde fundet sammen, så hvad var der tilbage for ham at beskæftige sig med? Hun var i sikre hænder hos Nath og det var alt han havde brug for.
Huset kom til syne for øjnene af ham og tomt så det ud udadtil. Det var meget mærkværdigt synes han, for der var altid gang i den, inde i den varme stue, hvor alle børnene plejede at lege og underholde hinanden. Han havde længe gået uden at have hørt fra hende og derfor kunne han ikke trække den længere. Hun havde været alt for stille i forhold til hans mening, der måtte være sket et eller andet siden at hun valgt at byde ham denne tavse behandling.
Eftersom at det ikke så ud til at der var nogen hjemme, valgte han at søge over omkring huset for at se om bagdøren indtil køkkenet skulle være åben. Det gav et lille sæt i ham da døren gav sig og åbnede op. Var de her virkelig ikke? Et besynderlig duft rev ham i næsen nu hvor døren stod på klem. Blod!? Ikke blev han ståene i et eneste sekund før han rev døren helt op og trådte ind i køkkenet, til sin egen store overraskelse. "Ellie!?" Udbrød han forfærdet og blev helt hård i ansigtet ved synet af den fremmede mand der stad ved hendes side. Hvem var han og hvad gjorde han ved hende!? Helt stiv stod han, som var han neglet til stedet og ude af stand til at reagere alene på grund af chokket. Der var i den grad noget helt rivende galt her!

[Deleted]

Elijah vidste at der var noget rivende galt. Han havde ikke set Elmyra siden han var gået med Samuel den gang men han følte sig stadig underligt knyttet til hende. Han var styrtet til Imandra så hurtigt som hans vinger havde kunnet bære ham. Han havde brug for at finde hende og da især nu hvor hendes hjerte måtte slå så langsomt. Hun havde det skidt, han havde vidst det længe. Hvorfor pokker var han ikke taget afsted før?! Der havde været en grund, han havde ikke kunnet lade Myrina gå så let. Et sted så savnede han hende lidt nu. Hun var så dejlig ung og naiv, hun havde et helt andet syn på tingene hvilket var umådelig forfriskende.
Da han endelig havde fundet Elmyra på gulvet var frygten for alvor sat ind i hans sind. Han vidste ikke hvad han skulle gøre andet end at prøve at heale de bristede kar i hendes lunger. Det var svært for ham men han kunne dog gøre en smule. Roligt strøg han sin ene hånd ned over hendes kind. hans mor så ikke specielt ældre ud en da han havde set hende som lille. Et sted så fik det ham til at smile en smule. Dog måtte det forsvinde igen da døren til køkkenet gik op. Manden som trådte ind vækkede klart nogle alarmklokker hos Elijah. Hvem pokker var han? Elijah hørte ham kalde et navn, Ellie, som han kun kunne tro var et kaldenavn denne mand havde givet til Elmyra. Han sagde intet men valgte blot at løfte Elmyra op i armene og vende sig mod manden. "Gider du at flytte dig. Jeg skal forbi. Hun har brug for en alkymist" sagde han blot med en lidt hård tone. Han vidste virkelig ikke hvem denne mand var og han var også ligeglad. Han skulle have Elmyra til Nathaniel og det kunne virkelig kun gå for langsomt!

[Deleted]

Demian var fuldkommen slået bagover ved synet af Ellie. Hun så farlig ud og det behagede ham på ingen måde. Ellie var ham en meget speciel kvinde, til trods for deres store aldersforskel, så var han alligevel endt op med at åbne sig op overfor hende.

En helt anden sag for ham, som han på ingen måde kunne eller for den sags skyld ville acceptere, var at denne mand, der var fremmed for ham, valgte at tage hende op i sin favn og med et klart signal om at ville forlade stedet.

Han tog hårdnakket fat om mandens overarm, som en simpel advarsel. "Slip hende," Endte han kortfattet og havde på ingen måde tænkt sig at lade Ellie forlade stedet. Hendes tilstand alene var nok til at han kunne regne ud hvorfor hun var så skidt tilpas. "Du vil ikke nå at finde hvad du søger efter, ikke før det er for sent," Endte han kortfattet og tog manden i betragtning. Han fremstod som værende ualmindelig rolig, men han brændte virkelig i sit indre og med tanke på at hun var smittet... det gjorde virkelig ikke sagen bedre!

Der var intet ved denne mand der fik Demian til at sænke sine parader. Manden havde siddet på knæ da han var trådt ind og nu stod han med hende i sin favn... hvilket han på ingen måde brød sig om! og han ville slet ikke tillade at Ellie forlod huset... ikke i første omgang da!

[Deleted]

Elijah kunne virkelig ikke lide den fremmede som var i huset. Han brød sig egentlig ikke om fremmede overhovedet men af denne mand kendte Elmyra var der vidst ingen tvivl om. Elijah var rolig som han tog Elmyra i sin favn, har var jo umådelig stærk efter Jord Dæmonen og det at bære hende var ingen sag. Hans blik hvilede på den fremmede som heller ikke så særlig begejstret ud over situationen. Han mærkede den stærke hånd tage fat om hans arm og Elijahs grønne øjne skød næsten lyn. Slippe hende? Ikke på vilkår. Han rev sig fri af manden og trådte et skridt tilbage. "Ikke nok med at du slet ikke skal røre ved mig, knægt, så skal du overhovedet ikke bestemme hvad jeg skal gøre med Elmyra eller ej. Jeg siger det ikke igen, Ryk dig!" Hans ord var hårde og kolde. Han ville ikke stoppes. Han var nød til at finde Nathaniel, han måtte vide hvad der skulle gøres. Elijah vendte blikket mod den fremmede igen. Han så ud til at vide hvad hun fejlede? Betød det at det var hans skyld? Hans øjne blev smalle og han skulle til at slynge en spydig komentar efter ham da Elmyra begyndte at hoste blod op igen. "For pokker" Mumlede han irriteret og satte sig på hug med hende i favnen. Han lagde hånden mod hendes bryst og begyndte at heale hende igen. Blikket gled fra den fremmede og til hans mor. Han var uden tvivl bekymret. "Du har været syg længe. Hvorfor pokker søgte du ikke hjælp?" Spørgsmålet var henvendt til Elmyra selvom det var tydeligt at hun ikke kunne svar i den tilstand hun var i. Hun skulle altid være så stædig. Han sukkede opgivende og knugede hende let indtil sig før han vendte blikket mod manden igen. "jeg ved ikke hvem du er eller hvad du vil men det lyder som om at du ved hvad hun fejler. Fortæl mig det, omgående."

[Deleted]

Ikke nok med at Ellie var syg, så skulle han også håndtere en nok så påståelig mand, der uden omtanke bare ville vælge at ræse ud over alle marker med Ellie i sine arme. "Jeg beder dig kun om at slippe hende af hensyn til dit eget helbred og mest af alt, så fordi jeg slet ikke ved hvor du vil søge hen," Påpegede han og forsøgte så godt som muligt at forholde sig i ro, til trods for at han slet ikke vidste hvor længe han kunne holde igen på sit temperament.
Det gibbede i ham da Ellie begyndte at hoste blod op, endnu mere, det at denne mand kunne heale hende. "Engel?" Lød det spørgende fra ham, inden han søgte forbi ham med rolige skridt, kun for at hive sin bomulds vest af og dyppe den ned i den store tønde med vand. Han vred den hårdt op og foldede den let sammen inden han gik over og rakte den til den fremmede mand. "Her læg den her over brystet på hende og sørg for at køle hende ned," Endte han i et sammenbidt alvor. Hvis Ellie allerede lå med så voldsomme symptomer, var det kun et rent held for hende at de begge var dukket op. "Få hende op ovenpå og ind i en af sengene. Hun skal køles ned omgående!" Endte han fast til den fremmede og rejste sig igen op for at søge igennem skabene i køkkenet. Den ekstra eliksir burde vel stadig være her et eller andet sted?
Den fremmedes spørgsmål prikkede til ham og han sukkede ganske kort, før han vendte sig og placerede begge hænder mod bordpladen. "Pruilis Toxin, det er en sygdom der angriber ilddæmoner og den er mildt sagt dødelig," Forklarede han en anelse lavmeldt, men dog stadig alvorligt. "Med andre ord, hvis du vælger bare at storme afsted, så kan jeg garantere dig for at hun ikke vil overleve,"

[Deleted]

Elijah havde virkelig ikke tid til at skændes med denne fremmede. Det ville tage lidt tid for ham at komme til Manjarno med Elmyra i armene og derefter skulle han finde Nathaniels hjem. Han vidste at den mand kunne hjælpe hende, han var jo trods alt gammel efterhånden. Han måtte vide hvad der skulle gøres. "Du skal ikke bekymre dig om mig. Og hvor jeg tager hende hen er ikke noget der kommer dig ved" sagde han irriteret. Denne fremmede gjorde det ikke ligefrem let for Elijah at komme afsted og jo længere tid der gik jo svagere blev Elmyra. Det vidste han jo. Han sukkede da han var nød til at heale hende endnu en gang. Hun ventede virkelig for lang tid, hvis det havde været et barn havde hun taget det til healeren med det samme men hende selv gik hun bare rundt og led i stilhed. Hun var virkelig ikke smart. Den fremmedes spørgsmål fik Elijah's blik til at vende sig stift mod ham. Han nikkede. "Bland andet." Der var vel ingen grund til at afsløre for meget? Han kendte jo ikke denne fremmede. Det at han måtte tage sin vest af, gøre den våd og række den til Elijah fik ham kun til at løfte det ene øjenbryn. Han havde ingen tiltro til denne mand og dog så så han ud til at vide hvad han lavede, om end en lille smule. "Tak. Men jeg er nød til at tage hende med mig. Vi kender en alkymist som kan hjælpe hende. Han navn er Nathaniel, han vil vide hvad der skal gøres. Hun har været syg i flere uger og for at være ærlig så stoler jeg ikke på dig" endte han fast. Han lagde den våde vest på Elmyras bryst og vendte blikket mod hende. Hun havde det skidt, det kunne han se. Selv havde han ikke bemærket at hun havde forhøjet temperatur, hun var jo ilddæmon, var det ikke normalt?
Elijah tog hende i favnen igen. Han studerede den fremmede som begyndte at rode igennem tingene, bare fordi børnehjemmet var flyttet kunne han ikke bare tillade sig at rode i andre folks ting! Hans ord slog dog pusten ud af Elijah. Han havde hørt rygter om den sygdom men hvorfor kendte denne fremmede til den?? Hans øjne blev smalle og han betragtede manden som rodede køkkenet igennem meget skeptisk. Han kunne virkelig ikke lide det her. "Og det at hun bliver her vil gøre at hun vil overleve mere end hvis hun kommer til en alkymist?" spurgte han roligt. Han vidste ikke helt om han skulle tage denne mands ord for gode vare men kunne han gøre andet lige nu? "Har din mor ikke lært dig at det er ubehøvlet at rode igennem andre folks ting?"

[Deleted]

Demian kunne virkelig ikke tro sine egne øre. Denne fremmede havde da virkelig ikke den mindste forståelse for hvor alvorlig en situation han ville bringe Ellie i, ved at tage den lange tur til Marnjarno! Han bed hårdt sammen og skuttede sig en anelse sammen inden han svagt bemærkede at Den fremmede rejste sig op igen, og endda med Ellie endnu engang! "Nathaniel vil ikke kunne hjælpe jer!" Endte han fast. "Vil du få hende lagt ned!? Omgående!" Endte han næsten forfærdet. "Jo mere du bære på hende og flytter rundt på hende, jo mere øger du presset på blodcirkulationen," Han hastede omkring bordet, med et panisk glimt i øjet. "Denne sygdom har en kur som langt de fleste Alkymister, slet ikke tør drømme om og de kan ikke lave den alene! Selv hvis du fik opsøgt min far, Nathaniel, så ville han ikke kunne stille noget op. Ellie er højest sandsynlig blevet smittet af en af børnene her fra børnehjemmet og til din øjenetring,  så er det ikke så frygteligt længe siden at jeg risikerede mit eget liv for at fremstille den kur... 2 af slagsen endda!" Han havde snart fået mere end rigeligt til at springe i luften. Han ville ikke have at Ellie kom galt af sted, derfor kunne han heller ikke bare tage hende ud af favnen på ham, sæt nu at de gik galt! "Få hende op ovenpå i en seng. Jeg er nød til at se om den kur stadig befinder sig her i huset, hvis ikke... så er jeg nød til at lave den igen," Denne gang var hans tone langt mere bedende end før. Han var nød til at sikre sig at der ikke ville ske hende noget før at han kunne foretage sig noget som helst andet.

[Deleted]

Elijah betragtede manden som virkelig ikke så ud til at kunne håndtere pressede situationer særlig godt. Han var virkelig sikker i sin sag, Nathaniel havde altid lovet ham at han nok skulle beskytte Elmyra. Nu var det tid til at holde ord. At den fremmede så måtte kende Nathaniel også fik Elijah til at stoppe helt op. De grønne øjne hvilede let på den fremmede. Ikke nok med han kendte Nathaniel så kommanderede han også nu? Elijah sukkede. "Nathaniel er den mest magtfulde mand jeg kender. Hvis han ikke kan hjælpe, hvem kan så?" spurgte han spydigt. Han havde virkelig ikke sig at give op, han burde være taget fra Myrina noget før. Han mærkede hvordan skylden boblede op i ham men han slog det væk. Det var ikke tiden at tænke på sådan noget nu. De paniske glimt i den fremmedes øjne fik dog endelig Elijah til at løsne en smule op. Den fremmede bekymrede sig tydeligvis meget for Elmyra som han selv gjorde det. Han sukkede en gang. "Hvis du virkelig var så forudseende hvorfor tog det dig så så lang tid at komme tilbage og tjekke til hende? Du kender tydeligvis Elmyra og så må du også vide at hun aldrig tænker på sig selv. Af hvad jeg ved af har hun været syg i næsten to måneder. Jeg kender hende ret godt, hun har sikkert holdt hendes symptomer i skak så lang tid som det var hende muligt" vrissede han tilbage af den fremmede. Gud hvor var han irriterende men hvis han virkelig vidste hvad der havde gjort hende syg så kunne Elijah vel ikke gøre andet end at lytte? Han sukkede en gang vendte sig og begyndte at søge mod døren som førte ovenpå. "Tydeligt at høre at du er i familie med den mand. Ligeså stædig og højrøvet som han er" mumlede han irriteret før han forlod køkkenet og gik oven på. Elmyra's værelse lignede sig selv bortset fra manglen på ting. Sengene var fjernet men var det så underligt når hele hjemmet var flyttet? Han holdt hende stille i favnen mens han fandt nogle tæpper og lagde ud som hun kunne ligge på. Han lagde hende stille ned og satte sig ved hendes side. Hun var virkelig nød til at komme igennem det her, han havde ikke bare fundet hende for at miste hende igen med det samme. Forsigtigt lænede han sig ned over hende og gav hende et lille kys på kinden. "Du har bare af at vågne op igen" hviskede han stille.

[Deleted]

Demian vidste at situationen var langt værre for Ellie, end hvad han først havde skudt det til. Den fremmede der tydeligvis var meget glad for Ellie, brød han sig faktisk slet ikke om. Han kunne ikke lide at de var så tæt på hinanden, men han var bare nød til at skubbe den grønne jalousi fra sig, hvis han skulle koncentrere sig om at få hende rask.
Demian var langt fra forudsigelig og det havde kun været en sikkerhed han havde stillet sig selv, om Ellie skulle ende som offer for sygdommen. "Endnu mere grund til at det ville være dumt at søge over marker og bjerge for at risikere hendes liv, synes du ikke?" Påpegede han alvorligt. At han måtte minde om Nathaniel i sin måde at agere på, var nok ikke helt så skævt ramt. Han havde bare aldrig selv lagt mærke til det, så for ham lød det næsten helt uvirkeligt. Han rystede på hovedet af det og fortsatte sin søgen efter den kur. Han var skam sikker på at den nok skulle ligge et eller andet mærkeligt sted.


... Der gik et godt stykke tid, hvor han bare gennemsøgte det hele, men uden at have heldet med sig, kunne den ligge ovenpå? Han skyndte sig op ad trapperne og ind i alle rum. Han lugtede sig frem til alle hjørner og fik faktisk ganske hurtigt færden af den. Dog måtte han over til vinduet og vende sig en enkelt gang om eller to. Der! under nogle gamle slidte tæpper lå flasken og med al indhold i god behold. Han smilede bredt og lettet for sig selv. Med denne kur, så var han sikker på at Ellie nok skulle blive rask!
Han skyndte sig ind i soveværelset til dem begge. "Jeg fandt den!" Informerede han, betydeligt mere lettet i sin stemme og ikke nær så panisk.

[Deleted]

Det var på tide at Elijah tog sig af Elmyra som tak fordi hun havde reddet ham den gang. Han ville virkelig ikke miste hende, ikke igen. Den fremmede holdt tydeligvis også af hende men han brød sig stadig ikke om ham. Der var noget ... noget han ikke helt kunne sætte fingeren på og han kunne ikke lide det. At den fremmede så måtte være jealoux anede Elijah ikke, hvis han havde vidst det havde han nok fundet det umådeligt morsomt.
Elijah fnøs irriteret og rystede på hovedet. Hvis denne mand var Nathaniels søn så måtte han være alkymist med mindre han som Elijah kun var plejesøn. Om ikke andet så virkede han som om han han forstod sig lidt på det der skete. "Nu er jeg ej Alkymist eller Druide. Jeg anede ikke hvad hun fejlede, var det en fejl at søge til den eneste som jeg mente ville have en chance? Skulle jeg blot have ladet den vigtigste person i mit liv ligge på gulvet? Det tvivler jeg på" sagde han med en tydeligt irriteret tone i stemmen. Denne fremmede mindede utrolig meget om Nathaniel. Han så samme stædighed i dem begge ligesom han så den i Elmyra.

Han havde bragt hende ovenpå og gjort sådan så hun kunne ligge behageligt. Han sukkede stille og strøg hende over kinden. Hun skulle da også altid gøre alting besværligt for alle andre. Hvis hun dog blot lærte at tænke på sig selv en gang i mellem. Han havde kysset hende blidt på kinden og holdt hendes hoved ved hendes indtil den fremmede kom indtil dem i rummet. Han løftede let hovedet og vendte de grønne øjne mod ham. "Hvad er der i den flaske?" spurgte han roligt og stirrede mistænktsomt på manden. Han stolede virkelig ikke på den mand! Overhovedet ikke.

[Deleted]

Der var intet ved situationen som egentlig kunne ryste Demian ud af kontrol. Han vidste allerede nu at han var den eneste der lå inde med en viden og forståelse overfor Elmyra's sygdom, i modsætning til denne fremmede mand.
Han gik ind og satte sig komfortabelt ned på knæ, med et kort skævende blik til den måde manden behandlede Ellie på. Intet kunne han sige til det, det irriterede ham vel blot en smule. Netop fordi at hun aldrig lod andre røre ved hende på den måde, men hvad kunne hun også sige til det i den tilstand hun nu var havnet i?
"Vil du overhovedet forstå det, om jeg ville give dig en forklaring?" Antog han bare en anelse hovmodigt. Han havde gættet sig til at mandens viden omkring alkymi var begrænset og det at han var så nærgående omkring Ellie, det gav ham bare lysten til at træde ham lidt verbalt over tæerne. "Denne mikstur er en jeg lavede i sin tid til en lille pige, også en ilddæmon ligesom Ellie. Hun havde den samme sygdom og der var ingen der kendte til nogen kur... så jeg søgte land og rige rundt efter én. Det lykkedes mig, men det var bestemt heller ikke nemt eller risikofrit." Endte han dog alligevel og trak lettere tænksomt på mundvigen inden han tog fat om hendes hånd for at aflæse hendes blodtryk og puls. Rusen fra hendes feber gjorde det ikke nemt for ham bare at datere hendes hjerterytme, blot ved at lytte efter det, hvilket gjorde ham en anelse mere bekymret for hendes nuværende tilstand end ellers. "Det alt du behøver at vide for nu. Jeg har ingen grund til at slå hende ihjel... det tog næsten livet af mig sidste gang bare for at lave denne dosis af miksturen." Han var dog mere end bare lettet ved tanken om at han havde lavet en ekstra dosis. Det var bare ikke en glædelig tanke at der faktisk var behov for den så tidligt efter Sophia's tilfælde. Hans forudsigelser var jo endt op med at blive en realitet nu.... det gav ham i den grad en bitter smag i munden!

[Deleted]

Elijah brød sig virkelig ikke om det her! Elmyra lå syg og af hvad han kunne fornemme kunne dette meget vel slå hende ihjel. Det var virkelig ikke en behagelig situation og han ville have det utrolig meget bedre hvis Nathaniel havde været der. Meget kunne han sige om manden men han stolede på ham, i hvert fald med noget som dette. At denne mand foran ham så var hans søn var kun en ringe trøst. Han stolede ikke på ham, kendte ham ikke og han brød sig virkelig ikke om det hele.
At han så måtte prøve at rakke ned på ham fik kun irritationen til at stige. Nej, han forstod sig måske ikke på Alkymi som sådan men han var altså ikke dum! "Jeg er ej dum. Jeg kender til Alkymi, kan dog blot ikke praktisere det. Jeg stoler ikke på dig, ikke det mindste og den eneste grund til du stadig er her er fordi du siger at du er Nathaniel søn" sagde han koldt og vendte et hårdt blik mod manden. Han hadede det her! han kunne virkelig ikke lide at han var omkring Elmyra men han var Nathaniels unge så helt slem kunne han vel ikke være? Som manden begyndte at forklare lyttede han roligt til det han sagde. Kuren var farlig, det havde han da fundet ud af men ville den overhovedet hjælpe? "Hvis denne kur kan hjælpe hende så giv den til hende men var dig mine ord. Hvis dette her slå hende ihjel så er der intet sted og ingen som kan beskytte dig. Jeg vil komme efter dig og så er jeg ligeglad med om du er søn af Nathaniel." Den hånde og lettere aggressive tone var tydelig og han var truende. Hvis Elmyra døde af denne her kur så ville han vig sit liv til at slå den fremmede ihjel og end ikke Nathaniel ville kunne beskytte ham for den vrede som han ville føle.
Elijah kiggede ned mod Elmyra og sukkede stille. hun havde virkelig fået rodet sig ud i noget som han ikke kunne hjælpe hende med, noget hvor han ikke kunne beskytte hende men det kunne denne fremmede åbenbart også selvom han ikke kunne lide den tanke. "Hvis den kan hjælpe hende så spild ingen tid. Giv den til hende" endte han stille mens han strøg hende over kinden. Hun havde det virkelig ikke godt. Pokker tage det hele! Han skulle have været kommet noget før.