A new alliance?

[Sephiran Acheron]

@elmyra

Det havde været to meget mærkelige uger, siden Sephiran havde fået overrakt sin søn og fået at vide, at hans kone var død. Han følte intet, for det kunne han ikke. Men alligevel var der et tomrum et sted i ham, som han ikke kunne fylde ud med noget. Men det var heller ikke rigtigt det han kunne tænke på netop nu. Han havde sendt bud efter denne Elmyra fra børnehjemmet. Hans højre hånd havde fundet et stort forladt hus cirka 1 kilometer udenfor New Dale, så han ville tilbyde hende det sted, eftersom det nok var en del bedre, end det hun havde nu. Om de så ville være et mere oplagt offer, det kunne han ikke sige noget om, men børnene ville have mere plads. Han havde dog ikke tilkaldt hende til tronsalen, men derimod valgt et helt andet sted på slottet i dagens anledning. Han skulle snakke med den kvinde om andet end bare børnehjemmet. Med Tiyanna borte, så havde han nu ikke sit våben til at overvinde det imandranske folk til sin side, så han blev nødt til at finde en alliance i en anden, der kunne hjælpe med folket. Men først skulle de lige have en lidt mere alvorlig snak. Han vidste, at Lestat var på hans side, for den mand var i gang med at samle sin handelskreds og det havde han allerede set også, for der var begyndt at gå varer ind på slottets lager. Flere arbejdere kom til og efterhånden var der egentligt godt gang i slottet. Galleriet var dog ikke noget at prale af, for alle værdigenstande var borte og sikkert stjålet af tyve, mens det hele havde stået tomt. Han stod ved et af vinduerne og spejdede ud over haverne og afventede hendes ankomst. Han var dog ikke alene, for han havde ligeså et våben med sig; Romeo. Den lille knægt lå trygt i hans arme, for han kunne faktisk godt lide at gå rundt med knægten, når ammen ikke skulle give ham mad. Specielt fordi knægten ikke skreg op over det ene og det andet. Dog kunne han sagtens give udtryk for utilfredshed i form af sult eller andre baby ting, men det var ikke skrig og skrål.

[Deleted]

Elmyra var blevet noget så overrasket da der havde stået et sendebud fra slottet ved hendes dør denne morgen. Hun havde ikke forventet at blive hidkaldt så hurtigt. Han arbejdede hurtigt ham deres konge. Hun havde skyndt sig at få noget kluns på som bare var nogenlunde præsentabel og så tog hun ellers mod Det Mørke Morgengry. Hun blev fulgt af vagter gennem slottet og blev overrasket over at hun ikke blev ført til tronsalen. Hvor mon de førte hende hen? Hun hostede en gang som de nærmede sig det kongelige galleri. Hun fik afvide at kongen var indenfor og vagten bankede roligt på og lukkede hende ind. Galleriet så ikke særlig prægtigt ud. Det var hærget af tyve og alt skins kravl som havde stjålet og ravet til sig. Det var en skam men tingene herinde havde sikkert været en del værd. Hendes blik gled roligt rundt som hun trådte ind og de grønne øjne faldt roligt på Kongen som hun så stod ved et af vinduerne. Hun smilede roligt og stoppede op et stykke fra ham. "De ønskede at se mig, Deres Majestæt" sagde hun roligt og foldede hænderne foran sig og betragtede ham. Sådan som hun stod i forhold til ham kunne hun ikke se at han havde sit lille barn i armene.

[Sephiran Acheron]

Sephirans blik gled ud over haven, der var et meget stort areal på denne side af huset hvor han kunne stå og se ud. Ryggen var vendt mod døren og han holdt blot sine lille søn i armene. Den lille knægt var ikke mere end et par uger gammel, men det var en noget standhaftig lille knægt. Ammen var den, der gav ham føde, men ellers så stod Sephiran for så meget af 'børnepasningen' som muligt, da han ikke ville lade andre end ham selv få direkte indflydelse på knægtens opfostring. Hans førstefødte søn skulle være stærk og følge i hans fodspor. Dog ville han nok ikke træne sin søn på samme måde han selv var blevet trænet, for han havde andre ting i tankerne. Men uanset, så skulle sønnen blive til noget stort. Hans blik vendte sig ud over Galleriet, som bestemt ikke var den smukkeste eller prægtigste mere. Men på den anden side kunne han selv starte det og så få det godt bevogtet, for ingen tyveknægte skulle røre ham! Som det bankede på døren trak han tilfredst på mundvigen, selvom det ikke rigtigt udspillede sig til et smil. Elmyras stemme lød og han blev stående med ryggen til et øjeblik endnu. "Jeg har fundet et sted til dig... Et stort hus, der ikke længere er beboet af nogle og vist har stået tomt i et par år. Det ligger 1 kilometer udenfor New Dale... Jeg tænkte, at det kunne have din interesse?" startede han som det første. Det var vel det hun regnede med, at hun var kommet for, ikke? Endeligt så vendte han sig rundt, hvor han så hen mod hende og han vuggede sin lille Romeo i armene.

[Deleted]

Elmyra havde helt klart forventet at han havde sendt bud efter hende fordi han havde fundet et sted til dem. Det var virkelig tiltrængt for dem at komme et nyt sted hen hvor børnene kunne more sig og boltre sig. Hun savnede også en lille smul ro eftersom at der sov omkring 6 børn bare på hendes værelse for at de alle kunne være der. Det havde været en hård tid. Hun betragtede roligt sin konges ryg og kiggede derefter forbi ham ud på de store have arealer. Hun smilede roligt. Det var faktisk rart at vide at der var begyndt at komme lidt liv her på slottet og at det ikke bare tårnede sig op ver byen som en eller anden uhyggelig, tom bygning. Hendes blik gled tilbage på Sephiran da han snakkede til hende. Udenfor byen? Det gjorde det en hel del nemmere for dem. De tyve bander som de var plaget af opholdt sig i byen og forlod den sjældent. Det skulle nok blive godt. Hun smilede taknemmeligt til ham. "Det lyder meget interessant. Hvor stort er det, ved De det?" spurgte hun nysgerrigt. Et nyt hus var virkelig tiltrængt. Hun elskede de små unger men hun havde brug for at kunne gå op og bare være sig selv en gang i mellem hvis det var det hun havde brug for. At han vendte sig mod hende og afslørede at han havde sin lille nyfødte på armen fik hende til at smile. Hun elskede virkelig børn. "Er det vores lille nye Prins? Jeg gratulere" Hun løftede hænderne op foran munden og betragtede den lille. Han var godt nok sød. Det var der da ingen tvivl om.

[Sephiran Acheron]

Sephiran gik direkte til sagerne først, eftersom Elmyra jo nok regnede med, at det var det han havde sendt bud for. Det var det også. Men der lå mere bag og det var jo netop derfor, at han bar rundt på sin lille søn. Det ville han dog først komme ind på, når den anden sag var klaret. Hans isblå øjne vendte sig mod hende, som han fik vendt sig om og han trak på skuldrene. "Det er en gårdbygning, der har en gårdsplads i midten og så ellers tre vinkler udenom pladsen. En af mine mænd har tjekket i arkivet, da han fandt en gammel optegning over arealerne og der hører et rimeligt landstykke med til stedet. Der skulle være rigeligt med plads," forklarede han hende roligt. Præcis hvor stort huset var, det havde de ikke fundet i optegningerne, men stedet var stort nok, for han havde selv været nede og kigge. Han sendte hende et smil, blot for at charmere hende endnu mere og nikkede. Han gik mod hende og stoppede op en meter fra hende, hvor han vuggede sin søn, der faktisk lå trygt og sov fra hele snakken. "Det er det... Romeo hedder han. Min kone... der skulle have været dronning ved min side, overlevede dog ikke fødslen," startede han ud med at sige. Han vendte blikket mod Elmyra, spændt på hvilken reaktion han ville få fra hende på det. Han ventede dog med at gå videre.

[Deleted]

At han gik lige til sagen var kun en god ting. Hun stod roligt og lyttede til hans ord omkring bygningen. Den lød stor. Det var en dejlig tanke. Det ville virkelig være godt med noget mere plads og måske også noget mere hjælp. Det var stadig svært at klare det hele på egen hånd. "Det lyder fantastisk, Deres Højhed. På vegne af Børnene vil jeg gerne takke Dem for Deres hjælp. Vi har hårdt brug for det. Jeg acceptere med glæde gården. Vi har brug for pladsen og jorden kan vi bruge til at dyrke lidt, så bliver vores udgifter en smule lavere. Jeg takker" sagde hun taknemmeligt og bukkede for ham. Det ville virkelig være rart at få denne bygning og komme ud af byen så som muligt. Hun havde ikke lyst til at blive i byen med børnene for længe. Hun følte ikke at der var trygt her lige nu. Hun smilede roligt og lod blikket falde til den lille i hans arme som han kom tættere på. Han var virkelig sød. Prins Romeo? Det var ikke dårligt. Hans ord om hans kone fik hende til at vende blikket mod ham. "Jeg kondulere. Som sagt i vores sidste møde så kendte jeg ikke Deres kone. Det er synd for den lille Prins at vokse op uden en mor. Har De fundet Dem en god amme?" spurgte hun roligt. Hun var da ked af det på hans vegne men det påvirkede hende ikke synderligt meget fordi hun ikke havde kendt dronningen. "Han er ikke en del Ild Dæmon, vel?" spurgte hun roligt. Eftersom Sophia lige havde været syg måtte hun hellere passe lidt på hvis den lille havde Ild Dæmon i sig.

[Sephiran Acheron]

Sephiran var ikke kendt for hyggesnak, da han normalvis ikke havde tid til det. Han gik som regel lige til sagen og var mere til at drøfte og diskutere fremfor at snakke om noget, der slet ikke var vigtigt. Han så roligt mod Elmyra og nikkede. Han ville faktisk skænke hende stedet ganske gratis... i den første periode hvor de skulle falde til og det hele vel at mærke. Men det var ikke noget han ville bekymre hende om lige nu, for han havde ikke selv fået på plads om han ville opkræve skatter og andet af hele byen, hvilket jo ville omhandle hende ligeså, eller ej. Det kom helt an på hvordan folk opførte sig! "Glædeligt! Jeg har selv set på stedet, det ser udmærket ud og så ligeså endnu holdbart ud. Min mand vil vise dig huset... Har du brug for hjælp til at flytte børnene? Jeg har endnu ikke fundet nogle, jeg vil mene passede til at arbejde på børnehjemmet, men måske du selv kunne finde tid når I har tilpasset jer det nye sted, til at søge efter noget hjælp?" svarede han hende roligt. Han trak vejret roligt. Hans blik gled ned til Romeo, der vred sig en smule, gabte og lagde sig ind til ham igen. Han trak på mundvigen. Hans søn var en stærk lille en. Hans blik gled tilbage mod hende igen. At hun mente det var synd, at han ingen mor havde, det vidste han ikke, om han var enig om. Men dog så nikkede han bare til hende. "Ja. Ammen afhjælper de mere kritiske tidspunkter når han er sulten..." svarede han og nikkede. Han var ikke ked af det, det kunne han ikke føle. Han havde bare et tomrum. Han vendte blikket mod hende og rystede så på hovedet, som han gjorde tegn til, at hun skulle gå med ham. Galleriet var jo rimelig stort og det var rart at bevæge sig. "Nej... Hans mor var nymfe, elver, warlock og necromancer... Og jeg er warlock, så han er dog en kraftig lille blanding. Hvis du kigger nærmere på hans ører, så kan du se den spidse form fra elveren," endte han til hende og løftede Romeo en smule, så hun kunne se hans ører. Han gik roligt.
"Siden min kone nu ikke er her... Kunne jeg godt bruge dig til at overvinde folket. Som bestyrer af børnehjemmet, så gør du en stor indsats for byen og jeg vil mene, at folk mener godt om dig." Han gik lige til sagen, men sådan kunne han bedst lide det.

[Deleted]

Elmyra ønskede selv at komme til sagen ret hurtigt. Hun var ikke yderligere komfortabel med at være for meget omkring hendes konge men det afhang nok mere af hans race. Hun havde det virkelig skidt med Warlocks selvom hun overså det når hun var i samme rum som Sephiran. Hans forklaring omkring huset faldt i god jord. Hun nikkede taknemmeligt og lyttede roligt. "Det lyder som et godt sted De har fundet til os. Det er vi meget taknemmelig for, Deres Højhed. Nej, vi har ikke brug for hjælp med at flytte børnene. Det skal vi nok selv stå for. Jeg ønsker nødigt at besvære dem mere end højest nødvendigt" forsikrede hun ham for og smilede roligt. At han ikke var i stand til at føle noget som helst vidste hun ikke. Lige nu så hun ham som almindelig når det kom til følelser. Elmyra havde den holdning at børn havde det bedst når de voksede op hos både deres mor og far. Både moderen og faderen giver vigtige ting videre til deres børn så derfor var de begge vigtige i hendes hoved. Hun nikkede blot til hans svar med ammen. Det måtte være svært når barnets mor ikke var der til at tage sig af den slags. Hun fulgte lydigt efter ham som de begyndte at bevæge sig rundt i det store galleri. Hun betragtede barnet i hans arme da han forklarede om hans racer. Han var nu en sød lille en. "Den lille pris skal nok blive stærk. Jeg ville bare lige sikre mig, vi havde en lille syg pige for blot et par dage siden. Ild Dæmon. Den sygdom hun fik var meget dødelig og kan kun ramme Ild Dæmoner. Jeg ville bare sikre mig at der ikke var nogen mulighed for smittefare" sagde hun roligt.
Hvad han sagde bagefter kom bag på hende. Det var absolut ikke noget hun havde forventet overhovedet. Hendes blik hvilede roligt på ham. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle reagere. Hun tænkte lidt. "Så .... De ønsker min hjælp til at få dem på god jord med folket i Imandra?" spurgte hun lidt prøvende. Dette var virkelig ikke noget hun havde regnet med. Ikke på vilkår! Hun lagde hovedet let på sned. Hvad var det helt og holdent han ønskede af hende?

[Sephiran Acheron]

Som konge, så havde Sephiran været nødt til at prøve at lægge sine komplikationer til andre racer på hylden. Folket havde meget at byde på og han blev nødt til at dømme folk efter noget andet end deres racer. Efter han havde været gift med Tiyanna, så havde synet dog også ændret sig. Alt behøvede ikke være ren blodet, for han var sikker på, at hans knægt Romeo faktisk kunne blive næsten stærkere end ham selv. "Æren er på min side. Det er et vigtigt erhverv du har dig," svarede han, vel næsten som et kompliment? Han blev nødt til at fedte lidt for folk, indtil han skulle begynde og sætte eksempler for folket, vise han kunne styre dette land. Men hver ting til sin tid. Egentligt var han ligeglad med, at Tiyanna ikke kunne være der for Romeo. Det var ham, der følte tomrummet efter hende. Hans vane var borte og han vidste faktisk ikke hvad han skulle erstatte den med. Barnet fik dog hvad han behøvede og meget mere end det, for han skulle have sine behov stillet indtil træningen kunne begynde når han lærte at gå og senere når han udviste tegn til magi. Han nikkede. "Tak for omtanken," svarede han hende. Han mødte hendes blik ganske kort, før han så frem for sig i retningen som de gik. Om han kunne få hende ombord, det vidste han ikke, men han havde brug for et hemmeligt våben. "Præcis." Han stoppede op igen og vendte sig direkte mod hende. "Men så bliver du nødt til et give mig din komplette loyalitet," fortsatte han yderst alvorligt. Prøvede hun på det mindste, så slagtede han hende.

[Deleted]

Elmyra havde det fint med de fleste racer. Hun havde normalt ikke noget imod andre racer men med Warlocks var det noget lidt andet. Hun havde et persnligt problem med dem. Det sprang ud fra hendes fortid og selvom det ikke var rationelt så havde hun det svært. Hun ville dog gerne se forbi de problemer. Hun ville gerne kunne se bort fra folks racer fordi de betød ikke meget. Det vidste hun. "Jeg takker. Jeg er glad for mit erhverv. Efterladt på gaden ville mange af de små dø. De er en del af fremtiden så vi er nød til at passe på dem" sagde hun roligt. Hun foldede roligt hænderne foran sig mens hun fulgte ham rundt i rummet. Selvfølgelig var det også synd for kongen at han havde mistet sin dronning. Elmyra vidste ikke om han havde elsket hende men det gik hun ud fra. Man var vel ikke sammen med nogen hvis man ikke elskede dem? Dog synes hun stadig at det var mest synd for den lille Romeo. Han ville komme til at mangle en mors indflydelse når han voksede op. Hun nikkede roligt ved hans tak og vendte blikket mod Romeo igen. Han var virkelig en sød lille en. Hun havde virkelig et ømt punkt overfor små børn. Det var en af hendes største svagheder. Og det lod vidst til at Sephiran allerede havde regnet det ud. Hans ord fik hende til at stoppe lidt op. Hun tænkte. Hun vidste virkelig ikke hvordan hun skulle reagere helt på det han sagde. Hun lod hovedet søge let på sned mens hun betragtede ham. Måske det ikke ville være en helt dårlig ide. Hun ville gerne kunne gøre mere for folket. Hvis hun kunne hjælpe ham med at gøre det bedre for folket så ville hun da gerne det. "Hvordan vil dette komme til at påvirke mit arbejde på børnehjemmet, min konge?" spurgte hun roligt og vendte de grønne øjne mod Sephiran. Hun ville vide om dette ville komme til at bringe hende meget væk fra børnene for det var i sandhed ikke noget som hun ønskede, ikke det mindste. Hans krav om loyalitet vidste hun ikke ville være et problem. Ikke så længe han havde folket interessere i tankerne. "Folket er det som er det vigtigste for mig. Folket har brug for et lyspunkt og så længe du holder folkets og landets interesse højest så har De min loyalitet. Men prøver De at vende tronen til egen vending så kan jeg ikke give dem min loyalitet." Hun var ærlig. Hun ønskede at hjælpe folket. Det var det vigtigste.

[Sephiran Acheron]

Den race som Sephiran hadede mest var vampyrer og det ville han have sværest ved at lægge på hylden. Med alle andre racer anså han bare sig selv for at være højere hævet og det mente han stadig, men med sin fornuft og rationalitet blev han også nødt til at indse, at han måtte acceptere hvem end, der kom forbi ham og bad ham om noget. Han blev nødt til at være der for folket og få bekæmpet tyvene, før han kunne begynde at sætte strengere sager ind som love og regler og virkelig rette landet ind. Det hele skulle dog gøres i folkets tempo, så der ikke kom oprør. Han nikkede roligt og drejede blikket ned mod Romeo. "Som Romeo er Imandras fremtid," svarede han med et roligt smil. Han gik roligt afsted rundt i galleriet. En dag ville han fylde det op igen og forhåbentligt også med ting, der blev ham skænket, som kunne få en værdi for ham. Han stoppede op som hun også gjorde det, da han gerne ville vise hende, at han mente dette seriøst. Han ville gerne have hende på sin side som støtte, fordi han manglede et våben til at overvinde folket. Og folket måtte have hende kær med det erhverv hun havde. Han så tænksomt på hende ved hendes spørgsmål og mødte hendes grønne øjne med sine egne blå øjne. "Så lidt som muligt. Jeg ønsker du skal være hos børnene. Men hvis jeg har brug for dig, så vil jeg gerne have muligheden for at tilkalde dig," forklarede han hende. Han håbede det gav mening for hende. Han vædede sine læber og nikkede til hendes ord, for det forstod han udmærket. "Folket er i min interesse," understregede han.

[Deleted]

Had til andre racer kunne være svært at komme af med. Det vidste Elmyra kun alt for godt. For hende var det Warlocks hun ikke kunne døje af mere personlige årsager. Dog vidste hun at hun ikke kunne leve sådan og hun vidste at hun var nød til at komme over det. Det var også derfor hun nu gik her sammen med Kongen selvom han var Warlock. Hun var kommet langt men kunne godt komme længere. Hun nikkede roligt ved hans ord. Romeo var virkelig deres alle sammens fremtid. Hvis Sephiran kunne blive på magten så ville Romeo overtage efter ham. Han var deres alles håb og Fremtid. Hun var stoppet op fordi det han forslog var stort og ej noget hun havde forventet. Hun stod roligt og betragtede ham og lyttede til hans ord. Han havde brug for hendes hjælp? Hun skulle give den information som hans dronning nu ikke var i stand til at give ham. Hun bed sig let i læben og vendte blikket mod det nærmeste vindue. "Så lidt som muligt siger De" gentog hun roligt og gik mod vinduet. Hun betragtede udsigten mens hun tænkte videre. Et sted brød hun sig ikke om det. Hun ville gerne hjælpe folket men på denne her måde var det begrænset hvad hun kunne gøre. Hun fik en ide, hun måtte se hvor meget han ønskede hendes hjælp og hvor godt hun kunne placere sig selv. "Slottet her er stort. For stort til at De selv kan fylde det. Konveter noget af slottet til plads til børnehjemmet. Skærm det af så De ikke bliver påvirket af børnene. Så vil jeg være til din rådighed dag og nat og jeg ville kunne hjælpe dem meget mere uden at det påvirker børnene." Hun vidste at det var et sats. Hun vendte blikket mod ham. Hun var rolig. Hun vidste ikke om han ville acceptere men det ville hjælpe dem begge. Hun ville kunne hjælpe ham med folket uden at han skulle sende en ud for at hente hende og hun skulle ankomme til slottet. At have hende ved hånden på denne måde ville hjælpe ham. Og det ville sætte hende selv i en bedre position. "De har min Loyalitet så længe deres fokus er ved folket, Min Konge. Det vil jeg love Dem."

[Sephiran Acheron]

Sephirans had til folk, der ikke var warlocks, havde markant ændret sig efter han havde fået Tiyanna ind i sit liv. Nu var hun ude og han blev nødt til at holde samme retning med at acceptere alle. Men det kunne han nok godt, for han havde Romeo til at blive påmindet om Tiyanna, fordi han var en blanding af de samme racer. Han så mod hende og vædede tænksomt sine læber. På en måde skulle Elmyra oplære ham om Imandra, selvom han som regel ikke modtog hjælp, men det blev han vist nødt til hvis han ville til den komplette magt. Han trak vejret roligt og fulgte hende med blikket, som hun vendte om og trådte over til et af vinduerne. Han blev stående hvor han havde stået før og så mod hende med et opfordrende blik, for hun så ud til at tænke noget over sagerne. Hendes ord fik selv ham til at se lettere tænksom ud. Hun havde jo ret, men ville han have et helt børnehjem rendende rundt her? Men hvilket signal det måske ikke ville sende til folket, at kongen selv var en del af børnehjemmet! "Det er sandt... Vi har faktisk en fløj, som ikke er taget i brug endnu. Børnene skal lære hvor grænsen går, og hvilket område de kan bevæge sig i. Men jeg vil gerne møde alle dine børn," svarede han og nikkede sigende. Han hadede egentligt børn, pånær sin egen selvfølgelig, men han blev nødt til at spille klogt i forhold til at overfinde folket. Han gik hen mod hende og nikkede så. "Så velkommen til slottet... Jeg forventer du ankommer med børnene om 2 dage, så vil jeg have fløjen klar til dem alle... Hvor mange har du?" spurgte han hende roligt. Han flyttede Romeo over på sin venstre arm og rakte så sin højre frem, for faktisk at give hende hånden.

[Deleted]

Det var virkelig en process at lærer at acceptere de andre racer. Det kendte Elmyra da kun alt for godt. Hendes personlige erfaringer med Warlocks var grumme men det var ved at blive afhjulpet. Et af børnene på hjemmet var Warlock og hun valgte at bruge en smule ekstra tid på dette barn blot for at hjælpe sig selv en smule også. Hun lærte noget nyt hver dag og især det faktum at man ikke kunne dømme folk på deres racer. Hun var virkelig ikke sikker på om Sephiran ville billige hendes forslag. Det var egentlig bare kommet til hende. Hun ville gerne være tættere på, gerne hjælpe folket men stadig være i stand til at beskytte børnene. Herinde på slottet ville hun ikke skulle tænke ret meget over sikkerheden for den var næsten sørget for i vagterne som beskyttede Kongen og så havde hun mere tid til at hjælpe ham. Hun vidste det ikke med sikkerhed men hun havde en teori om at han nok skulle få brug for alt den hjælp han kunne få. Hans ord omkring børnene fik hende til at smile stille. "Børn skal være disciplineret. De skal vide hvad de må og hvad de ikke må. Nogen af dem vil prøve grænser, men de fleste af dem er faktisk meget lydige og gør som de bliver bedt om. Hvis De virkelig ønsker at møde dem så vil jeg gerne introducere jer" sagde hun roligt og lod blikket vandre ud over udsigten. Hun vendte kort hovedet mod ham med et let grin. "Vi har i øjeblikket 39 børn. De fleste er mellem seks og 12 gamle men vi har enkelte som er yngre og enkelte som er ældre. Jeg takker Dem for Deres velkomst til slottet. Jeg vil gerne bede dem om at indrette et specielt rum til os i fløjen. Et rum der er meget mere holdbart end de andre hvis dette er muligt. Vi har ikke et eneste menneske barn lige nu så de er alle ved at lærer deres kræfter at kende. Jeg ønsker ikke at ødelægge noget på slottet her." Børn kunne være nogle svære nogle at håndtere. Hun vidste at deres kræfter kunne ende med at løbe løbsk hvis de ikke blev trænet bare en smule. Hun betragtede ham roligt som han rakte hende hånden. Hun brød sig ikke ret meget om menneskelig kontakt men vant dog sig selv over og tog hans hånd med et sikkert klem. Hun sendte ham et stille smil.

[Sephiran Acheron]

Sephiran vidste, at det kunne tage lang tid at ændre sine vaner og meninger, men om ikke andet, så kunne det lade sig da gøre, for det havde han prøvet på egen krop op til flere gange nu. Han trak let på mundvigen mod hende. Hendes forespørgsel kom egentligt ikke bag på ham, men faktisk synes han, at det var en udemærket idé. Hvilket signal ville det ikke sende til folket, at han havde valgt at tage børnehjemmet til sig? Både for at passe på dem, beskytte dem, men også for at give dem en større chance? Nogle af dem kunne endda få nogle af hans folk til at træne dem, hvis der var warlocks eller magikere iblandt, for de skulle alle have en chance, så de kunne sprede budskabet om den store, gode konge. Han lyttede til hendes ord og nikkede. "Uden tvivl... Men her er folk nok på slottet til at holde øje, så der skal nok komme styr på dem, når de har vænnet sig til at være her. Jeg ønsker at møde børnene," svarede han hende roligt og nikkede. Han lod hovedet falde let på sned og så på hende som hun forklarede om børnene. De havde nogle rimelige aldre. "Jeg skal nok sørge for en træningssal, så børnene kan afprøve deres grænser. Mine mænd på slottet vil jeg også stille til din rådighed, hvis du har brug for hjælp til at træne de små hoveder," svarede han hende roligt. Han så let på hende, som hun selv betragtede ham, da han gav hende hånden. Han trykkede hendes hånd sikkert og kunne godt lide selvsikkerheden i hendes håndtryk. Han slap hende roligt og fik Romeo godt på plads i sine arme igen. "Meget vel.. Jeg vil ikke optage mere af din tid. Jeg vil straks sætte mine mænd på sagen og du må forberede børnene på at flytte om to dage," svarede han roligt og gjorde en gestus mod dørene ud. Han begyndte så at gå og dørene åbnede magisk foran ham, som en anden warlock kom for at føre hende ud og han selv gik tilbage til sit.

//Out.