Burry the past..

[Deleted]

Det var slet ikke fordi, at Matthew var ude efter at give Eniqa dårlig samvittighed, for det var han virkelig ikke. Han var virkelig bare det som snildt kunne beskrives som det følelsesmæssigt nervevrag. At hun bare havde trukket sig fra hans favn den aften, havde takket og så bare smuttet, var noget af det værste mareridt som stadig kunne vække ham om natten som et lille barn.. at sidde med følelsen for at græde, selvom det som regel endte ud med, at han satte sig i stuen og drak sorgen væk i stedet for.. det havde jo visse privilegier at være det som han var nu.. det partnerskab med Darcelin bandt ham ikke følelsesmæssigt til noget.. han var ærlig talt skide bange for at skulle trække den så langt igen.. han ønskede det ikke, det var noget som Angel hurtigt hade fundet ud af.. at prøve sig på ham, havde hun ikke kommet nogen vegne med, i og med, at hans søn faktisk mindede så meget om ham selv, havde kun skræmt ham yderligere væk. Hans hjerte slog virkelig som fanden mod hans bryst, kæmpet for at få varmen ifølge med blodet pisket rundt i hans krop. Tåren gjorde han nu intet for at stoppe.. han havde vel bare accepteret det faktum, at han faktisk var menneskelig og lige så meget som alle de andre også var det, selvom det nu ikke var hvad han ønskede at skulle stå ved på noget tidspunkt overhovedet. Han vendte blikket stille mod hende ved hendes udtalelse af havn.. han afbrød hende dog ikke, han orkede virkelig ikke.. et sted så frygtede han vel også for hvad hun ville sige? Om det skulle blive hen af det samme som den aften hvor hun havde givet ham et hjerte og kun for at knuse det i den anden ende? Bare tanken var direkte.. frygtelig.. det gjorde ondt stadigvæk og det var det faktum alene, som måtte tvinge ham til at skulle finde og tvinge de mange facader op, også for hans eget vedkommende og for hans egen sikkerheds skyld. Han ville ikke vise sig som den svage ved et bryd.. han ville vel bare vise og stå ved selv, at følelser ikke var noget som han faktisk havde brug for, selvom det langt fra ville være ved fakta. For hans skyld, så kunne hun lige så godt bare have ladet ham blive liggende.. det havde haft den samme effekt for alt hvad han vidste.. det havde sparet ham for denne lange stund med sorgen.. en sorg så ubeskrivelig og direkte forfærdelig, at der ikke fandtes noget ord eller noget udtryk som kunne gøre op for hvor ondt det var og hvor unfair hun havde handlet overfor ham. Hendes ord fik dog kun smilet til at brede sig bare en anelse, selvom det var tungt nok.. han måtte virkelig kæmpe for at skulle finde varmen igen og det var i den grad så frygtelig besværligt. Han var iskold og hele vejen igennem. Maurus blev stadig siddende og med blikket hvilende på dem.. han kunne ikke lade være med at smile.. der var da ikke nogen tvivl om, at de havde brug for hinanden.. at de elsket hinanden. Han gjorde flammerne større, alt for at holde dem begge varme og stadig uden så meget som et ord.. de havde vel glemt at han var til stede, hvis Eniqa da overhovedet havde lagt mærke til ham. Matthews isblå øjne hvilede i hendes.. først nu hvor en mere varm gnist var at skulle få øje på.. de havde været matte og tomme siden hun bare var gået fra ham. Matte.. tomme og iskolde.. den warlock som han havde været dengang havde virkelig været det som han havde haft at skulle klamre sig til.. det var dog en som klart var lagt til side igen. Specielt nu hvor hun endnu en gang måtte sidde der sammen med ham.. det glædet ham samtidig som tanken stadig måtte gøre ondt. Hans arme lukkede han stadig forsigtigt omkring hendes egen krop og kun for at skulle holde hende tæt ind mod sin egen favn. ”Du… du ved i-ikke hvor meget de o..ord betyder for m-mig..” stammede han stille. Al varme lod han glædeligt hende få.. om han så selv skulle gå hen og blive så helvedes syg af det hele ,så var han ligeglad. At hun så direkte skulle bede ham om undskyldning var nu frygtelig nyt for ham, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom.. det havde trods alt altid været ham som skulle gøre det, det var heller ikke noget som han kunne se væk fra, så var det virkelig behageligt med noget nyt for en gangs skyld. ”Du.. du gik.. u-uden at la-lade mig forkl-klare..” sagde han stille.. det var det som i bund og grund havde været det værste ved det hele.. det havde virkelig brudt ham helt og holdent ned.

[Deleted]

Eniqa var udemærket klar over han ikke kæmpede for at rive den samvittighed frem i hende, det var vel kun en del af det hjerte hun var født med i lyset? At være i stand til at føle den skyld når man begik de fejl enhver måtte begå, det var menneskeligt. Den aften var en som selv for hende stod som et mareridt der kunne vække hende om natten og lade hende hvile søvnløs derefter, kun på grund af den afsky for sig selv, somme tider følte hun sig direkte syg af savn og ikke mindst den skyld, og Kenara prøvede.. Det gjorde han virkelig hun elskede ham men det var bare ikke det samme, først nu var det gået op for hende hvor ensomt hun havde levet i så mange år. Alle drømme havde vel bare en ende? Han havde taget hende væk fra det ensomme liv hvor de fleste afskyede hende, ladet hende komme frem i lyset, og kun på grund af hendes egen dumhed var hun endt tilbage nøjagtig hvor hun startede, og det værste var at det var uden ham ved hendes side. Alkohol var intet som hun havde glæde af, aldrig havde hun rørt det stads på trods enhver vidste at hun til tider kunne have haft brug for det til at fjerne hvad hun måtte gå med, alkohol kunne være dyrt og hvor pokker skulle hun få de penge fra? De facader han tvang op ovefor hende var noget som skræmte hende, han kunne være den samme overfor hende selv i deres situation? Han var jo klar over han ikke kunne skjule hans sande følelser overfor hende, han kendte til hendes lille gave. Flammen blev større, hun kunne føle varmen fra den, på trods at det ikke var det som varmede hendes mest det var den varme Matthew skænkede hende både fysisk men også i det indre. At se ham smile, det faktum at han rent faktisk holdte hende tæt ind til sig, det var næsten lettende, på trods hun et sted frygtede at hun gav sig selv de falske forhåbninger. Hendes blik hvilede i hans, den varme gnist som viste sig i dem, nu var han meget lettere at kende det var tydeligt hun følte sig langt mere tryg. Tårerne endte med at skulle søge ned over hendes kinder, uden hun selv rigtigt lagde mærke til det, hendes krop var mere eller mindre følelsesløs efter at have været i det iskolde vand og hvor sneen endnu måtte falde. Hans ord var noget som måtte kaste en stor sten fra hendes bryst. At han rent faktisk troede hende ord frem for bare afvise dem, hver og et af dem var sande. Det var nyt at det var Eniqa som skulle undskylde, men hun havde intet mod at skulle gøre det, hunkunne se hvornår det var hende som havde fejlet og hun var i den grad ikke bange for at skulle indrømme det, igen det var menneskeligt de havde alle gjrot det - også Matthew. At det påvirkede ham så meget forstod hun virkelig, men det gjorde ondt at vide det var hendes skyld at han igen var som han var. Kold og kynisk. Hvad der så gjorde mere ondt var at vide hun aldrig kunne hamle op med det som han nu havde, aldrig ville hun kunne give ham guld og grønne skove eller magt, og for nu ville hun nok ej heller kunne stille hans lyster på de måder han fik det nu, om ikke andet før hun lærte give lidt slip på den sikkerhed "Jeg ve-ved jeg ik-ike var f-far-fair, jeg be-beklager vi-virk-virkelig" stammede hun stille, som ærligheden hang så tydeligt i hendes stemme " Kunne jeg vi-ville jeg sk-skrue tid-tiden tilbage, ale be-begår f-fejl, og det v-var min absolut stø-største, og jeg ved gj-gjort e-e-er gjor.gjort" fortsatte hun stille. Tændern klaprede på hende, hun prøvede at slappe af og på den måde lukke kulden ude. Tårerne trillede lydløst ned over hendes underligt blege kinder, hun gjorde intet for at stoppe dem, et sted ønskede hun at han skulle se at dette var noget som i den grad påvirkede hende selvom skylden kun kunne hvile på hende.

[Deleted]

Matthew viste normalt aldrig nogensinde disse følelser og specielt ikke i det åbne hvor alt og alle faktisk kunne se ham. De facader som en warlock som han nu klart var bærer af, var ikke noget som han kunne smide væk, dog kun det at den mand som han var, kunne lægges lidt til side. Sandt at Darcelin kunne give ham det hele.. alt det som han begærede på denne måde, selvom det slet ikke kunne hamle sig op med det som Eniqa havde givet ham i sin tid og som han slet ikke vidste, om han var værdig til at skulle have ved sig; Hendes hjerte.. han havde virkelig vogtet om det, også ved at gøre som han havde gjort.. han ønskede heller ikke at ødelægge lykken ved en smuk piges fødsel ved at falde død om med det samme som hun ville være ude i dagens lys.. det kunne han virkelig bare ikke få sig selv til.. vel en menneskelig følelse, at ville spare hende for den sorg? Hans hjerte hamrede for livet mod hans bryst, han ønskede virkelig kun at vise hende og forklare hende hvad det var han havde gjort og hvorfor han havde valgt at skule gøre det på den måde.. det havde han aldrig nogensinde fået muligheden for… han var et mørkt væsen af kulde og had, selvom følelsernes frø klart måtte spire i ham og brede den smule varme.. hun var den som varmede ham mest lige for øjeblikket.. ikke bålet, men hende. Det var hendes nærhed som måtte varme ham og samtidig jage den kniv mere og mere i hans eget bryst og den smerte var virkelig så frygtelig intens. Darcelin havde foræret ham magten og mulighederne, samtidig som lysterne blev stillet aften efter aften.. for manden som han havde været, så var det jo hans store drøm.. ingen følelsesmæssige forpligtelser. Maurus blev stille siddende.. for deres skyld, var han selvfølgelig glad, selvom det klart måtte stikke bare lidt til ham selv at se dem så tæt. Hun elskede Matthew og det havde han været vis om siden start. Han lod blikket roligt falde mod bålet idet han rejste sig stille og roligt og listede væk.. ikke bare for at give dem den tid og enerum til at være sammen, men også fordi det stak til ham selv, at se hende så tæt på ham. Matthew lyttede til hendes ord.. denne gang var det i den grad hende som havde fejlet og ikke omvendt.. et sted hvor den tanke faktisk måtte more ham en hel del og en glæde også.. han havde virkelig bare prøvet at gøre det rette. Frygtelig skælvende hævede han den ene hånd og tørrede hendes tårer væk.. græd hun så græd han, det havde de set bevis på tidligere.. hans hjerte havde altid været hendes og det ville det altid være, selvom det at få en mulighed for en chance til, slet ikke var noget som han turde at spørge ind til.. han frygtede ærlig talt for endnu et voldsomt afslag og afvisning som den aften i Neutranium. Han trykkede hende frygtelig forsigtig ind til sig. Hun skulle bare ikke få lov til at ligge der og fryse, det ville han slet ikke høre tale om lige nu. Hans læber var blå og det samme var den blege hud ved at antage af en farve.. han var virkelig bleg, han gik aldrig ud mere og med Darcelin ved sig i Dvasias, så fulgte han jo hendes døgnrytme. Hånden lod han hvile mod hendes kind, hvor han lod hende hvile tæt op ved hans bryst og godt pakket ind i den varme og pelsede kappe. Hun skulle bare have varmen igen.. alt andet var ham virkelig ligegyldigt.. livet var intet uden hende uanset.. det var virkelig ikke det værd at skulle leve. ”Sket.. d-det er ske..sket..” medstemte han med en dæmpet stemme, der var ikke noget andet at gøre ved det.. konsekvenserne var jo allerede sket.. han stod der i Dvasias som den næstmægtigste egentlig.. selvom det ikke var med en lykke.. magten gav ham ikke det rus som det altid havde gjort tidligere. Hun forvirrede ham virkelig.. hun ønskede det slut og nu..? Han trak vejret dybt og tydeligt dirrende.. han var i den grad gennemkold og bare det at bevæge sig, var virkelig en så frygtelig tung byrde som han ikke følte for at gå med.. det var en byrde som han ikke kunne bære. ”Det.. det kn-knuste mig..” hviskede han dæmpet.. for første gang valgte han at åbne sig helt for hende.. faktisk afsløre sine menneskelige følelser for hende, selvom tanken i den grad var.. skræmmende.. den var skræmmende som intet andet.

[Deleted]

Den Matthew hun havde oplevet den tid de var sammen var ikke en som hun havde oplevet for mange år siden, da hans nærhver rent faktisk også havde været en dagligdag. Den fortid var en hun ikke ville mindes om, alle mænd i hendes liv idag var dem som stammede tilbage fra den gang. Matthew, den mand hun nu stod med som den der ejede hendes hjerte det som hun aldrig havde fået tilbage og det som hun adrig ville kræve tilbage. Maurus som stod som en stor støtte og hvor hun måtte indrømme at de små følelser faktisk for en kort tid var dukket op, han fortjente det bedste og det var intet som hun kunne give ham, han var den som blev ved med at sætte hende i den tvivl, men på den ene side så vidste hun udemærket at hend eog Maurus aldrig ville blive til mere, ikke når hendes hejrte var så kraftigt bundet til Matthew. En mand som Matthew ville vel altid ønske det som Matthew nu var i besiddelse af? Magt.. Rigdom.. En smuk kvinde som kunne stille hans lyster når han lystede, hun måtte vel indrømme at jalousien kunne melde sig i tide og utide og give hende følelsen af at være syg bare gå under jorden, og igen fordi hun vidste at hun aldrig ville kunne give ham noget i nærheden af det. Forklaringen havde hun aldrig nået at skulle få, bare de billeder var de som havde skræmt hende så frygtelig, den aften stod nok som den værste i hendes liv. Først miste sin datter lige for øjnene af sig, og Maurus som bagefter meddelte hende at Matthew var død og at han hele tiden havde kendt til det, det var virkelig en aften som kunne frembringe så mange tårer. Som hun trygt hvilede mod hans bryst kunne hun føle hans stærke hjerteslag hun ville ikke gøre ham nervøs, og dig så sad hun selv med den helt samme hjerterytme så hurtig. Til nu havde det været Matthew som begik fejlene, denne gang var det hende, og hun var virkelig ikke bange for at skulle gå til bekendelse. Hans hånd som føltedes så varm mod hendes ellers ligeså kolde hud, tørrede de tårer væk som måtte falde, hun formåede ikke at skulle holde dem inde. Hun fortrød alt der var sket den aften og det forvirrede hende kun mere.En tanke havde strejfet hende.. Det ville være det bedste hun kunne tænke sig før mørket var nødt til at tage hende bort, dette var fejl som ikke kunne rettes op på. Hun nød hvile i hans favn, nød hvile så trygt ind til ham, på trods hun vidste at snart ville det være slut, hun ønskede aldrig det ville få en ende. Hendes egne læber var blå, hendes krop skælvede og huden var det som kunne minde mest m direkte ligbleg, vandet var lagt koldere end det som hun egentlig havde forventet. Det våde hår var begyndt at samle is i sig som noget af vandet måtte fryse i den kølige temperatur, det var dog intet hun tog sig af. Somme tider forvirrede Eniqa virkelig sig selv hun virkede vel som en der ikke rigtigt vidste hvad hun ønskede, dog langt fra tilfældet, af hele sit hjerte ønskede hun den mand som nu måtte sidde og holde om hende. Hans ord var næsten det som måtte knuse hende, at hun selv havde knust ham, aldrig havde det været meningen. Hun satte sig en smule mere op i hans favn, søgte hans blik "Jeg kn-knuste mi-mig sel-selv" endte hun stille, som endnu en gennemsigtig tårer måtte trille ned over hendes kind " Jeg el-elsker dig Matthew, jeg ve-ved jeg fo-forvirre d-dig kunne jeg vi-ville jeg bede o-om den ek-ekstra chance, me-men jeg ved jeg fe-fejlede n-noget så grumt" endte hun stille. Varmen bredte sig i det indre, kun fordi hun nu selv valgte at skulle åbne sig op for ham, den måde han holdte om hende, talte til hende på og det varme blik, det var noget som til enhver tid havde formået at skulle smelte hendes hjerte. Hun kendte ham hun kendte hans svagheder, at udnytte det nu ville ikke være fair, men igen han stod med et valg. Stille trak hun armen op fra kappen lod hånden glide mod hans hage for at vende blikket mod sig "J-jeg men-mener d-e-det" fremstammede hun stille. HUn satte sig helt op, lod kappen falde af hendes krop kun for skulle se ind i hans øne, stillelæne sig frem og lade læberne møde hans i et så dybt kys. Varmen bredte sig for avor på trods sneen faldt over dem og kulden fra vandet endnu hang ved. Hun vidste at han kunne afvise hende men det var ikke det som betød noget. Den velkendte smag, der kun satte en endnu større længsel i det indre, en som virkelig kun boblede efter at skulle blive frigjort af dets lukkede fængsel.

[Deleted]

Manden som han havde været dengang, havde virkelig alt det ved sig, som han nogensinde ville få brug for.. magten havde han, muligheden til at skulle misbruge den om nødvendigt og ikke mindst også det lille faktum, at hans lyster blev stillet uden at han havde noget behov for at skulle tænke på følelser.. det var ikke den mand som han kunne holde som facade overfor Eniqa.. det kunne han virkelig ikke. Han blev siddende med hende så tæt hvilende i hans favn som det var ham overhovedet muligt at skulle gøre det, selvom det selv for hans vedkommende måtte koste kræfter i det næsten så desperate kulde, og i det faste forsøg på bare at skulle finde en smule varme. Hans øjne hvilede i hendes.. hun skulle virkelig ikke græde.. måske at det hele fint kunne siges, at være hendes fatale fejl, for det havde det i den grad været, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom.. ikke at han ville klandre hende i det åbne og i det offentlige, for det ville han ikke.. ting skete vel bare af en grund og det var det som han bare havde tvunget sig til at acceptere, selvom det virkelig havde været besværligt. Darcelin var virkelig det som man så fint kunne sige var en trøst for ham.. det var ikke noget andet.. hun havde givet ham det hele og han misbrugte det noget så kraftigt i den sorg og smerte i det bankende hjerte som Eniqa havde foræret ham for at lade ham sidde her nu.. måske i den bidende kulde som virkelig føltes som den måtte slå ham ihjel på indsiden, for det føles i den grad sådan og det gjorde ondt bare at bevæge sig. Hans hud var virkelig gennemfrossen.. isen havde lagt sig i håret, på arme og ben, ja så at sige overalt på ham og uden at han kunne finde nogen varme overhovedet, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Det var virkelig forbandet koldt! Han havde endnu en gang valgt at skulle åbne sig for hende.. for første gang havde han valgt at indrømme, at han havde menneskelige følelser og at han faktisk i bund og grund var lige så menneskelig som det hun var, selvom det aldrig havde haft nogen til at skulle finde det frem i ham.. foruden hende.. hun havde virkelig fundet den side i ham som han kun måtte være direkte afhængig af.. han var afhængig af hende. Han slap hende forsigtigt, da hun satte sig mere op og med blikket som måtte hvile i hendes øjne.. ikke at han kunne få sig selv til at skulle se det mindste væk overhovedet, ikke at han kunne få sig selv til at skulle gøre det, det var ikke noget som han ville skjule det mindste. Hun formåede virkelig at skulle forvirre ham.. ønskede hun en ny chance, var det jo så ikke at spørge? Han stod ganske fast på, at han intet forkert havde gjort i hans handling ved at slå sig selv ihjel. ”Du.. du.. du forvi-rre mig..” hviskede han med en stadig stammende stemme og med de klaprende tænder. Han så blot til som hun valgte at skulle vende sig helt mod ham og lod kappen glide mere af sin krop for hun endte helt ansigt til ansigt til ham selv. Hvad hun havde i tankerne lige nu, vidste han heller ikke og han vidste ærlig talt ikke hvad han skulle sige eller gøre. Læberne som endte med at møde hendes, fik ham omgående til at stivne helt. Hans hjerte slog som panisk mod hans eget bryst, han var i den grad forvirret og han kunne ikke fordrage tanken! Han gengældte det dog med en klar længsel og et så utroligt stort savn som han ikke kunne komme det mindste udenom eller skjule. Han tog fat om kappen, trak den igen stille over hendes ryg og lagde armene stille omkring hendes krop og trykkede hende ind mod sig.. Han ville ikke slippe hende og han kunne virkelig ikke få sig selv til at skulle gøre det. Han lod de isblå øjne glide i. Tårerne havde frosset sig fast til hans kinder. Han kunne ikke komme udenom at han elskede hende.. han elskede hende og af hele sit bankende hjerte.

[Deleted]

Eniqa var virkelig ikke i tvivl om at Matthew kun måtte yde hans nye tilværelse, en som hun aldrig ville være i stand til at give ham, hun var blot den unge ukendte kvinde fra skoven, jo ingen autoritet overhovedet, og ikke så krævende hvad angik det med lysterne, hun havde trods alt undværet den form for nærhver fra hun endelig var sluppet af med Alaster og lige til hun havde fundet Matthew, hun måtte dog vel indrømme et sted at hun savnede det lidt, ikke fordi hun havde et særigt besvær ved at skulle undvære det. At facaden endelig var faldet var noget som virkelig lettede Eniqa til det inderste, hun hadede mildt sagt at han skulle spille den rolle overfor hende, det var ikke ligefrem den hun behøvede, den gav hende kun en endnu værre samvittighed fordi hun vidste det ikke lignede ham. Tårerne var nogen hun ikke kunne holde tilbage. En fejl havde gjort at hun havde mistet absolut alt, en fejl skabt af forvirring, hun ville have ønsket at hun havde lyttet til hendes hjerte frem for den fornuft som havde prøvet bilde hende ind at det uanset ville ende som det. Han havde en trøst i hendes liv, hun havde Kenara og i tide og utide også Maurus som dog et sted ikke rigtig var nogen hjælp kun fordi han skulle sætte hende i den tvivl hun ikke brød sig om, et dilemma hun følte hun blev stilt i uden han rigtigt gjorde det. Isen sved, som tårerne var frosset over kinden, isen havde lagt sig i hendes blonde hår, man kunne tydeligt se den tåge som kom hver gang hun udåndede, det var virkeligt bidende koldt at blive ved med at være her ville være direkte sindssyg de burde søge til et varmt og trygt sted, men Eniqa frygtede at det ville være enden på dette og hun nød det virkelig det kunne hun ikke komme uden om. Hvem skulle have troet at Matthew nogensinde ville åbne sig op for hende på den måde? Erkende at hun rent faktisk havde knust ham, selvfælgelig gjrode tanken ondt men det var også lettende at vide at han var bygegt af menneskelige følelser, nøjagtig ligesom hende. At forvirre ham var aldrig meningen men at være væk fra ham gjrode virkelig ondt, hun var afhængelig af den mand uden ham var livet intet værd også grunden til hun havde været så tæt på at lade bølgerne bare tage hende med sig. Hun havde begået en frygtelig fejl det vidste hun jo, men at bede om en ekstra chance, direkte spørge for den.. Den afvisning var hun ikke sikker på hun ville kunne tåle, han havde alt han overhovedet havde ønsket hvad skulle han med hende? At han gengældte det dybe kys var noget sm virkelig kun glædede hende. At hun rent faktisk havde gjort det var noget som selv måtte overraske hende. Hans forvirring følte hun, noget som lod samvittigheden stikke til hende endnu engang, dog fik hun sig ikke til at skulle trække sig, trykkede ømt læberne mod hans, lod ham blot trække hende så tæt til hans krop. Hånden lagde sig blide i hans nakke i en blanding af en blid nussen og behagelig massage.. Dette var noget som i det mindste lod hende finde en smule varme. En rødmen som endte med at skulle tage til i hendes kinder. Næstent modvilligt endte hun med at skulle trække sig se ind i de isblå øjne både med forvirring men også sikekrhed i blikket, mere kun for at se om han var med på hvad der egentlig var sket. Et intenst glimt hvilede i hendes øjne, Hånden søgte stille ned over hans overarm og mod hans bryst hvor den lagde sig til hvile. Hun vidste at hun et sted slet ikke kunne tillade sig dette og alligevel lod hun ikke værre, det var som at friste en alkoholiker med whiskey. Hun sagde ikke så meget som et ord, hendes muskler var virkelig for frossen til det, istedet strakte hun sig atter frem lod læberne møde hans liges intenst ligeså ømt, kunne hun ville hun aldrig lade dette stoppe, længsel efter ham var virkelig så tydeligt, hun elskede ham.. Kunne der herske tvivl om det? Hjertet hamrede fast mod hendes bryst hun følte sig som en eller anden teenager, nyforelsket på trods hun havde elsket den mand så længe nu.. Hvornår ville han indse det?

[Deleted]

Var der noget som Matthew faktisk havde brug for, så var det Eniqa. Han gik mildest talt i stå og det var jo der at Darcelin havde været ham en trøst, selvom det ikke havde givet ham hvad han ønskede af hjerte og sind, blot med lysterne og det som han klart brændte for – alt det som han havde været villig til at sige fra sig dengang også for bare at være sammen med hende.. det var stadig noget som stod ved, selvom denne situation gjorde ham så voldsom usikker og det var virkelig ikke en følelse som han brød sig meget om på noget som helst tidspunkt overhovedet. Hans hjerte hamrede mod hans bryst som det aldrig nogensinde havde gjort det tidligere. Han havde i den grad savnet hende og det var virkelig også noget så voldsomt, at der ikke fandtes noget ord eller nogen følelse for hvad han følte for hende i det hele taget. Han elskede hende og det havde altid været med hele hans hjerte.. allerede fra dengang. Nok ikke så samvittighedspræget som det han var blevet til, selvom det i bund og grund havde en masse med hende at gøre.. det var alt sammen noget som hun havde tvunget i ham igennem den tid som de havde tilbragt sammen og at lade det gå mod en ende, var virkelig noget af det sidste som han ønskede.. han ville lade det være op til hende og han ville bare vælge at acceptere hvad det så end ville ende med at blive i den anden ende.. for hans del var det jo slut allerede så.. hvorfor denne handling? Det var virkelig den som forvirrede ham helt og holdent, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Varmen havde omgående meldt sig i hans krop og sind, selvom han stadig var iskold så det måtte skære igennem marv og ben på ham selv. .det ville klart være bedst at skulle søge indenfor i stedet for at sidde herude, det ville da ikke gavne nogen af dem, selvom han ikke fik sig til at skulle stoppe det. Ikke nu hvor han igen mærkede hende så tæt på sig.. at hun så havde været den som havde taget det første skridt videre herfra, var ærligtalt noget som måtte overraske ham en hel del.. det havde jo altid været ham som havde gjort det. Et sted hvor det klart også måtte varme ham, selvom det også måtte gøre ham endnu mere forvirret end det som han var allerede fra før af. At hun så bare valgte at stoppe op.. bare sådan uden videre, hvor han stille trak hovedet til sig. Øjnene åbnede han stille og roligt og med blikket so stille måtte hvile i hendes. Hvad skulle han nu gøre? Han kunne jo heller ikke bare sidde der og gøre ingenting? Kulden var ikke noget som han mærkede sig af lige for øjeblikket.. han ville ikke lade det påvirke ham lige nu. Maurus var glemt, lige nu var det kun Eniqa som han havde i tankerne. Det hele var ødelagt, det var sandt, men var der noget som han havde lært, så var det, at det aldrig kunne være så ødelagt, at det ikke var godt for noget andet i den anden ende. De sad jo der nu.. han havde ikke afvist hende.. det måtte da sige hende en ting eller to vel? Hendes hånd i hans nakke, fik kun nakkehårene til at rejse sig.. han kunne virkelig ikke komme udenom, at han virkelig havde savnet hendes kærtegn og nærhed.. det var virkelig ikke det samme som med Darcelin.. det kunne virkelig ikke sammenlignes på nogen som helst måde overhovedet! Han hævede den ene hånd og lod den stryge mod hendes kind. Igen lod han sine læber møde hendes i det blide og intense kys som han gengældte atter en gang uden at tøve, da hun igen havde valgt at skulle komme tæt på ham. Han var dog den som måtte lade dette blive brudt. Han afviste hende dog ikke. Armen hvilede stadig omkring hendes skikkelse.. næsten bange for at hun skulle gå fra ham igen.. det var virkelig stadig en frygt som måtte hvile der og det ville den sikkert også gøre frygtelig længe. De isblå øjne vendte han mod hende.. hvad var det egentlig hun prøvede at bevise? Han sendte hende et varmt og stille smil. ”Jeg ved ikke med.. med dig, min kære.. men.. d-det at søge indenf-for.. det lyder som en behagelig t-tanke..” Han betragtede hende stille.. ordene flød som de altid havde gjort. De havde klart meget at snakke om og kulden ville ikke være det bedste sted for nogen af dem. ”En varm seng.. en varm pejs.. b-bare dig og mig?” De isblå øjne hvilede i hendes blik.. lige nu lystede han bare at være sammen med hende.. i alle fald i den tid som de havde at gøre det på.. hvor de stod vidste han ikke og spørgsmålet turde han ærlig talt ikke at lade flyde i form af ord.

[Deleted]

Eniqa kunne så fint sige sig at hun klarede sig uden nogen former for trøst lige ud over Maurus som for hende var den hun havde brug for og så alligevel ikke med alt den forvirring han skabte for hende uden rigtigt at gøre noget som helst, At den mand havde været til stede i aften var noget som i den grad henlå uklart for hende, også grunden til hun ikke valgte at skulle kommentere. At Matthew fik lov at opleve den den usikkerhed var på sit vis godt, det ville måske gøre det lettere for ham at skulle sætte sig ind i hendes tankegang meget af tiden, og dog så var der jo stadig hendes samvittighed som hun måtte indrømme stak ved at vide hvilke følelser hun havde påført ham, den sorg han nu var bære af og hun var den eneste som kunne bebrejdes for det. Hun havde savnet ham det gjorde hun jo ganske klart ved at skulle hvile med ham som hun gjorde nu, skænke ham de søde intense kys, hvor en længsel virkelig hang så tydeligt ved hende, et liv uden ham var ikke et liv værd og det var noget hun holdte fast ved, hun havde prøvet alle tilværelser, og måske hun var blevet krævende den tid hun havde været væk fra skoven, men det var ikke længere godt nok for hende og slet ikke hvis han ikke var der som en støtte og ved hendes side. Var dette valg op til hende så vidste hun udemærket hvilken vej hun ville gå! Hun ville være tæt til ham, det var ham hun ønskede det var ham hun elskede, var dette hendes valg så ville hun lade de ringe falde af kæden og direkte tilbage over hendes slanke finger hun følte sig virkelig underligt nøgen uden. Hun vidste dog at for meget stak under til at dette helt og holdent kun kunne være hendes valg, Matthew havde jo noget at sige, han var endt et sted i paradis for hans del, et paradis hun hadede og misundte kun fordi hun vidste at Matthew var en del af det. Måske det var slut, men et sted ønskede Eniqa ikke det skulle være det, et sted håbede hun vel kun på at han ville tage imod og i det mindste lade hende komme tæt på, hun ville ikke forvirre ham men hun vidste jo også at havde rollerne været byttet om ville hun have været mindst ligeså forvirret sm det hun følte han var, et stik i hjertet, dog intet som hvilede i hendes tanker ligenu, helt andre følelser strømmede igennem.. De som varmede hendes krop op idnefra på trods isen stadig måtte ligge sig over hendes fine hud og i hendes hår, den stak ubeskriveligt! De burde virkelig søge indenfor det var der ingen tvivl om, og havde det ikke været fordi Eniqa frygtede at dette øjeblik ville stoppe var det noget som var komemt over hendes læber, ligenu turde hun virkelig ikke lade ord flyde i frygt for det ville åbne hans øjne og lade ham se hvad som skete, noget sm ville få ham til vende om og gå, og bare efterlade hende her. Eniqa var den som tog initativet denne gang, hun kunne sagtens når det gjaldt og ligenu ønskede hun ærlig talt at vise ham at han ikke var hende ligegyldig, at hun ønskede det og af hele det bankende hjerte. Blikket mødte hans, de isblå øjne så velkendte ikke kun fordi hun konstant havde set i dem, så snart muligheden var dukket op,men ogsådet faktum at de var så identiske med hendes egne at det til tider kunne være helt uhyggeligt. Stiltheden som blev hvilende, hvor de for de sekunder blot så på hinanden før hans hånd faldt mod hendes kind og hun havde valgt at skulle genoptae det kys. Varmen var den som måtte sidde virkelig tydeligt i det indre. Hånden som blidt måtte hvile i hans nakke, kun som den form af kælen, hun vidste han måtte nyde. Hun ønskede virkelig ikke at skulle bringe ham ubehag på nogen måde, nærmere at han skulle slappe af. Da kysset endte med at blive brudt denne gang af ham frygtede Eniqa virkelig at han skulle til at afvise hende, at tiden var kommet, men de ord som forlod hans læber lød som noget langt mere fristende, et tilbud som virkelig lod hendes hejrte direkte gallopere mod hendes bryst. Det lød også i den grad fristende, og det faktum at han var blødt op, smilte det smil sendte hende de varme øjne istedet forkodle og gennemborrende, og det faktum at han kaldte hende ved den titel det var noget som lod en sten falde fra hjertet og lod hende ligeglad med de flaske forhåbninger. Der var så meget at snakke om, her i kulden måtte de med smerte fremstamme hvert ord, en varm seng og en pejs ville i den grad hjælpe, og få den våde kjole af og til tører inden hun ville blive syg og den ville fryse helt til is. Et sted lød det virkelig som de var ved at planlægge en romantisk aften, ikke at hun turde sætte snuden op efter det mend det lød altsåå.. Virkelig romantisk. Bare tanken om en nat væk fra skoven som var ligeså kold som alt andet og i selvskab med ham " Det lyder virkelig tiltalende" endte hun som tydelig svar på hans spørgsmål, som et smil måtte ende med at pryde hans læber. Der var ikke langt til kroen herfra, hun ville gerne væk fra sneen og kulden, især hvis det betød hun fik lov at hvile hos ham gennem natten. Hvor de stod måtte natten vel vise? For nu ville hun kun lade tingene ske, se hvor magien ville fører dem hen "Lad os komme væk fra den her kulde" medstemte hun med et stille nik, lod hånden stille glide fra hans nakke og over hans bryst kun for at falde helt fra, dog uden at trække sig ud af hans favn.. lige et par sekunder mere skadede vel ikke?

[Deleted]

Matthew ønskede virkelig bare at søge indenfor for øjeblikket. Han kunne ikke tænke på andet end hvordan han skulle skaffe sig bare en anelse varme, selvom hendes varme, virkelig var noget af det som havde den største betydning for ham lige i øjeblikket, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom.. igen det faktum at han havde hende tæt på sig, var virkelig så uvurderligt som intet andet som han overhovedet kunne tænke sig til og det var ikke noget som han var bange for at stå ved. Hun havde virkelig knust ham, ved at lade ham sidde igen uden at vide hvad pokker der egentlig lige var sket foran ham.. sådan havde han haft det, at hun havde vækket ham og kun for at give ham den nyhed, for bare det, at hun havde lagt sig ind til ham den aften, havde været så voldsomt tøvende.. det var virkelig det som han havde været mest bange for; havde hun virkelig været bange for ham? Farlig var han nu i den grad ikke, specielt ikke hvis han ikke havde haft nogen som helst grund til at skulle vise sig fra den side af, og det var ikke noget som han havde gjort overfor hende i flere år efterhånden. Blikket hvilede på hendes skikkelse. Ordene faldt ham virkelig bare naturligt.. et sted så vel også et tegn på at hun var tilgivet? At han selv ikke ønskede at skulle dvæle ved fortiden, det var virkelig ikke noget som han ville stå ved.. det betød intet nu.. lige nu ønskede han virkelig bare at vide hvor han egentlig måtte stå med hende.. for det var virkelig noget af det mest værdifulde som han havde oplevet siden han var vågnet op i Neutranium. Det blide smil hvilede på hans læber. Hun havde allerede formået at rive facaden igen, han kunne virkelig ikke holde den oppe overfor hende, det var ham virkelig en klar umulighed uanset hvor meget han så end havde prøvet at skulle gøre noget ved det, så kunne han umuligt! Han lod hovedet søge let på sned og med det samme lette og blide smil på læben. Han elskede hende virkelig, det var ikke noget som han bare ville holde op med bare sådan uden videre.. han kæmpet stadig mod det at skulle vågne om natten af de mange mareridt som man snildt kunne sige, at hun stod bag på denne måde, for det gjorde hun virkelig. Var der noget af det som han hadet mest lige nu, så var det virkelig den voldsomme usikkerhed som han måtte sidde med.. han vidste hverken til eller fra og det var virkelig umuligt for ham at skulle afgøre så længe, at hun ikke sagde ham det ene eller det andet som et præg af hvilken retning som de var på vej af hen i øjeblikket. Han blev siddende der sammen med hende.. han ville virkelig bare nyde det så længe det varede. Han kunne da fint stå ved, at han faktisk var panisk bange for at hun bare ville gå igen når alt dette var overstået.. han kunne vel bare håbe på, at det ikke var tilfældet? Han lod hånden stryge mod hendes kind, så varsomt og forsigtigt. Han var stadig helt og igennem iskold og havde klart desperat brug for varmen efterhånden. At hun tog imod det, glædet ham dog. Han smilede let og kyssede forsigtigt hendes pande inden han tvang sig op på benene, selvom det i den grad måtte knage og larme i alle hans mange led. Han bed tænderne let sammen og i en fast grimasse.. det gjorde faktisk ekstremt ondt! Han rev hende forsigtigt med op på benene igen, selvom det klart var noget som han kunne mærke i hele hans egen krop. Blikket hvilede i hendes.. til en grænse, var det næsten som at stirre i sine egne øjne, noget som selv for ham kunne have en til dels skræmmende effekt også, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom, selvom han nu aldrig rigtigt havde bidt sig mærke i det.. før nu, hvor han virkelig havde manglet hende. For det havde han i den grad. ”Det.. det glæder mig..” Han tog kappen af sin egen krop og kastet den igen omkring hendes, hvor han fast måtte lukke den omkring hende. SÅ meget som de havde at snakke om, så var det vel også på tide at få det gjort? Ikke mindst, at han stadig ønskede at vide, hvorfor hun havde gjort som hun havde.. alt hun havde vist ham i aften var anger? At hun faktisk fortrød det som hun havde gjort? Det var klart det som forvirrede ham mest? Hans krop skælvede tydeligt, han var helt stiv og han kunne knapt bevæge sine mange led. Han var virkelig bare som en forfrossen ispind. ”Lad os få n-noget varme.. tror det vil gavne os begge meget mere,” sagde han med en rolig og dæmpet stemme og klart alvorlig også. Stemmens brug havde han igen fået kontrol over.. nu var det bare de kraftige rystelser og den enorme forvirring som manglet.