Burry the past..

[Deleted]

Natten var så stille. Månen stod blegt på himlen, kastede sit skær ned. Omringer af millioner af stjerner der kun forgæves prøvede at skulle hamle op med den. Sneen var langt fra stoppet med at skulle falde, det havde virkelig været Eniqa en stor kamp at skullekomme derud hvor de mange bølger lod nseen opløses og gjorde det umuligt at skulle ligge sig. Bølgerne brusede lystigt den kraftige vind måtte komme et sted fra, desuden var det tydeligvis tidevand, noget som kunne ses når bølgerne slog op på breden, bredte sig kun længere og længere op. Eniqa lod armene falde om sig selv. Hvorfor det lige havde skullet være i nat vidste hun virkelig ikke, for hende var det bare en ting som skulle overstås, noget som måtte begraves for at hun overhovedet kunne fortsætte med at leve. Hendes læber havde antaget en lettere blå farve, tænderne klaprede og gåsehuden havde trukket sig godt om hendes blege hud. Hun frøs.Fødderne var nøgne og kolde som is som hun havde vandret i sneen for at nå ud til hvor sandet blot var frosset til og kun gjorde ondt at skulle træde over. Den kraftige vind rev i hendes blonde hår der gled lystigt omkring hendes ansigt, lod det kun indrammes. Tårerne var tørret ind, hun følte dem svide mod hendes ansigt nu hvor kulden kun brændte som havde det været en brandvarm flamme. I hånden knugede hun de to små ringe.. Begge så betydningsfulde, også for hende, også selvom hun virkelig et sted endnu elskede Mattew af hele sit hjerte, det hjerte som i sekundet kun pumpede ubehageligt hurtigt i frygt for hvordan hun egentlig skulle reagere når hun ville stå overfor ham..Den første gang siden den aften hun blot havde kastet den ring fra sig, gået fra hans værelse velvidende om at han den næste dag ikke længere ville være der. Alle begik sine fejl ikke? Dette var en af Eniq's virkelig store, en af dem man ikke blot kunne lave om på, hun kunne ikke forvente det, også grunden til hun gjrde som nu. Rygterne gik jo.. Og dem som var nået hende for ører med ham g den Dvasiaske grevinde, var egentlig ingen som undrede hende skulle være sande, hun kendte ham jo, måske hun for en gangs skyld havde gjort det rigtige? Det føltedes virkelig bare ikke sådan når kniven kun blev ved at skulle borre sig ind i hendes hjerte, msåke et lille stik af jalousi hun for den første gang følte? Hun sukkede tungt, lod de funklende isblå øjne glide omkring for at søge efter den mandelige skikkelse hun ventede sig. Det var frygtelig tæt på hendes hænder frøs fast om ringene, tanken om at skulle ud i vandeti det her vejr var virkelig ikke fristende, men så var hun om ikke andet sikker på hun ikke ville løbe tilbage for at hente dem op umiddelbart efter. En stemme i hendes skreg tiggende at hun måtte gøre op for den her fejlmens en anden sagde det var for sent og derimod prøvede overbevise hende om hun denne gang havde gjort det helt rigtige. De hvide snefnug som stille faldt, smeltede ikke længere med det samme over den hud som var blevet koldere end sneen selv noget som i den grad påvirkede hende, lod sig fange i hendes blonde hår og de lange øjenvipper. Tænderne måtte hun bide hårdt sammen, prøve så vidt muligt slappe af i kroppen for ikke fryse mere på trods det var umuligt for selv hende. Tåren som stille måtte trille over hendes blege kind, tørrede ind umiddelbart efter den havde ladet sig falde, lod det kun svide endnu mere, som havde dette været en aften fuld af uventede lussinger. Overalt i hende brændte det, af en længsel, jalousi, fortrydelse. Skoven var ikke længere et hjem, Kenara var ikke den samme ven og hun følte virkelig hun havde svigtet den eneste som altid havde stået der, hvor hun hørte til var hende så ganske uvidst. hun havde smidt hendes eneste guide ud, nu... Var hun end ikke i stand til at lytte til sit hjerte længere.. Og det var det som et sted skræmte hende noget så frygteligt..

[Deleted]

Matthew havde for længst fået beskeden omkring alt dette.. han havde nu tøvet frygteligt med at tage af sted. Han kunne jo ærligt stå ved, at han faktisk nød en tilværelse som greve i Dvasias, selvom det jo ikke just var med en lykke.. han nød magten.. Han fik stillet sine lyster på de mest utrolige måder – det var vel enhver mands drøm? Hans var det i hvert fald, selvom denne vigtige del for ham måtte mangle og den manglede virkelig.. stedet hvor de mødte hinanden for første gang, fik begravet stridsøksen og gået hvert til sit inden de for alvor havde fundet sammen.. der skulle det hele også afgøres. Hans beklædning var finere end det som den normalt ville have været, det er der ikke nogen tvivl om. Med sig, havde han sin bror.. en moralsk støtte for dem begge vel at mærke. Igen var Matthew manden som han altid havde været.. den mand som blev frygtet ved bare at høre navnet. Den Warlock som han havde lagt på hylden for Eniqas skyld, havde endnu en gang fundet vejen frem til hans sind og sjæl.. Hans skalkeskjul vel at mærke, det tillod ham da at gemme alt af følelser væk, for det var virkelig ikke noget som han ville dvæle ved mere. Den varme kappe trak han godt omkring sin egen krop. Det var virkelig ved at være frygtelig koldt, selvom han vidste, at dette var noget som bare måtte gøres.. hun ønskede den afslutning? Fint, så var det da den hun skulle få! Selvom.. bare tanken ved at det for alvor var slut, var noget som alligevel stadig måtte gøre ondt. Han havde ikke opsøgt hende.. tvært imod, så havde han gjort det modsatte nemlig ved at holde sig så langt fra hende som overhovedet muligt.. han ønskede ikke at forfølge hende og virke så frygtelig desperat.. det var slut. Hun havde valgt at vække ham, skænke ham den endelige nyhed om at det var slut for så bare at gå, mens han lå der ude af stand til at gøre noget som helst.. det var virkelig det værste.. kunne hun ikke bare have ladet ham ligge?! Han sukkede dæmpet, da han manede sig vejen igennem de mange træer for at ende nede ved den store strand i Manjarno. Vinden var klart kold når den endelig slog og sneen måtte knase under hans fødder til hans skridt og Maurus’ med. Begge mere fint klædt.. lige nu ønskede Matthew det ærlig talt bare overstået, så han kunne søge hjem, tilbage til striden og forhåbentlig falde der som han havde ønsket det til nu.. det var bare ikke gået hans vej endnu, det var klart det som måtte frustrere ham og noget så frygteligt! Han stoppede op ved synet af hendes skikkelse. Ikke havde han sagt så meget som et ord, noget som Maurus klart havde tolket som noget positivt. Han skænkede Matthew et klap mod hans skulder og nikkede uden ord. Næsten tøvende, gik Matthew ned mod hende. Hvad hun ønskede af dem lige nu og her, havde han ingen anelse om.. Han havde jo blot hørt det som budbringeren havde skænket ham af ord. At han var ønsket på stranden lige netop i aften. Aften efter aften, havde Matthew hvilet så tæt på Darcelin som kun to elskede burde gøre det.. og aften efter aften, havde han siddet igen og bare tænkt det hele igennem.. det var vel hans skyld, at det var endt? Han måtte bare acceptere det, han måtte ikke vise hende det følelsesvrag som han virkelig måtte være på hans egen indside, for det var virkelig forfærdeligt mildt sagt. Hans vandring stoppet op ganske få skridt bag hende. Blikket kunne han ikke tage fra hendes så smukke skikkelse.. han savnede hende ærlig talt, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. De isblå øjne.. fuldstændig uden følelse at spore, og det var valgt bevidst.. han klamrede sig til facaden som den Warlock som han altid havde været også før han havde mødt hende.. alt det som han havde gjort ved hende dengang.. det var den mand som han måtte holde fast i – det var den mand han var! Han havde ikke brug for nogen.. han havde ikke brug for følelser, det var en svaghed og intet andet! Han gik mod hende, hvor han frygtelig forsigtigt lod hånden falde mod hendes skulder og med blikket som han vendte mod hende. Skræmt var han af det hele.. han var panisk dybt i sindet, selvom han kort sagt måtte nægte at lade det komme til udtryk. ”Lad os få det her overstået..” sagde han med en rolig stemme.. alligevel så følelseskold som intet andet overhovedet. Han ville bare have det færdig, komme tilbage til Dvasias og stridighederne som stadig måtte være og så håbe, at det ville tage ham med sig i form af tab.. det andet kunne han virkelig ikke bære længere.. det var en byrde uden lige.. en byrde som han ikke bar styrken til at bære.

[Deleted]

Et sted kunne det vel ikke undre nogen at Mattew tøvede med at skulle gøre dette, hun havde jo selv, kun i frygten for hvordan hun ville reagere ved at skulle stå overfor ham kun så kort tid efter og selv efter hvad hun vidste hvad han nu havde fået. En ny kvinde som havde sig lidt af et ry, i stand til at stille hans lyster, give ham den magt som i hendes øjne set var farlig for ham, men hvis det var det som han ønskede så ville hun ikke blande sig, hun havde ikke retten til det og et sted så var det hans liv, og desuden var det som han nu havde fået noget sm hun aldrig ville kunne skænke ham og det var alle parter vel klar over? Hun havde ingen autoritet på nogen måde, endnu engang var hun blot kvinden i skoven, endnu mere ensom end det som hun nogensinde havde følt sig, og hvad angik at stille hans lyster så var det intet hun formåede på samme måde kunf ordi hun var så tilbageholdt når det kom til det, han havde ikke ligefrem givet hende nogle fingerpeg på trods hun et sted ikke behøvede dem. At Maurus var med ham var intet som Eniqa egentlig var klar over, den mand stod som en støtte for hende som han hele tiden havde gjort, men det var gået op for hende hun aldrig vile kunne elske ham på helt samme måde, hun var ikke ude efter en trøstepremie. Selv var hun blot klædt i en sort kjole der fulgte de slanke former, den eneste kjole hun var ejer af Pt, og det var ikke ligefrem fordi de små stropper og det tynde stof var specielt varmt. Et sted frygtede hun lidt hvem hun ville stå overfor. Matthew havde jo så mange sider af sig selv og hun havde kun hørt han var blevet den samme frygtede mand, dog en som hun ikke selv frygtede.. Længere vel og mærke. Når de ringe ville ligge begravet ville deres fortid sammen det også og hun var velvidende om at for hendes del ville det betyde den samme ensomhed tilbage i de store skove der næsten føltedes som afskyede de hende, som havde hun svigtet, langt ude taget i betragnting af det bare var en skov. For et kort øjeblik lod hun sig synke ind i hendes egne tanker, den store længsel var en som ramte hende hårdt, ikke mindst jalousien over at vide han allerede var gpået videre, måske hendes betydning for ham ikke havde været så stor som hans stadig var for hende, måske hun virkelig havde gjort det rigtige på trods det virkelig ikke føltedes som det? Hånden som landede mod hendes skulder hvor hun i et sæt endte med at vende sig mod ham, de isblå øjne funklende som stjernerne et sted over, faldt direkte i hans blik. Den rlige tone der næsten virkede så ligeglad var en som gjorde helvedes ondt. At føle hans fustration og den måde ham næsten prøvede gemme sig for hende, det var en følelse som direkte skar i hendes hjerte. Kulden faldt langt fra fra på nogen måde, tog stadig kun til i hendes krop. Hun endte stille med at skulle nikke, knugede om de små ringe "Lad os det" mumlede hun i det stilel blide tonefald, dog tydeligt præget af hvad hun elv prøvede skjule hun følte lige i øjeblikket, et øjeblik hvor hun virkelig måtte kæmpe en brag kamp med de tårer som hvilede lige i øjenkrogen. Hun vendte ryggen stille til ham, så ud mod det store oprøske hav med en underlig hjertebanken. Måden hun havde reageret overfor ham var for hendes del ganske ventet, hun tog det da meget pænt på trods hendes indre direkte smeltede? Med stille skridt bevægede hun sig ud i det hav han i sin tid havde lovet at skulle gribe hende i, sank dybere og dybere ud hvor kulden kun delvist måtte lamme hver lille muskel i hendes. Om han ville følge hende var hans egen sag men for nu ville hun blot have dem begravet det sted de begge ville frygte også mere for sikre sig hun ikke ville hente dem op umiddelbart efter. Da vandet nåede hendes knæ'er satte hun sig stille på hug, gravede et hul i sandet under vandet, og dog tøvede hun med at skulle smide ringene i. For lange minutter nøjedes hun med blot stirre ind i sølvet som reflekterede så smukt i månelyset et sted over dem. Det føltedes forkert at begrave dem.. Hun kunne ikke? Det kunne hun da ikke vende sig om at sige nu? Det ville gøre hende evigt til grin. En mindre panik bredte sig stille, at sige noget var bedre end blot sidde på hug og se dum ud langt meget længere. Hun vendte sig roligt, endte med at skulle vende snuden mod land, kulden lammede hendes endnu. Hun bed sig fast i den smukke bløde underlæbe, lod stoffet klamre sig til hendes krop "Jeg kan ikke" hviskede hun stille, nåede det punkt hvor tårer var umulige at holde tilbage, hvor to trillede ned over hendes blege kinder tørrede dog så hurtigt ind "Undskyld Matthew, men det er foerkert du er nødt til at gøre det" hviskede hun blidt, tydeligt påvrirket af hele situationen og tydeligt påvirket af stamningen og han tilstedeværelse. Et sted var huns å vred på ham som han vel måtte være på hende, og stadig kunne det gøre så ondt?

[Deleted]

Matthew havde mere eller mindre bare slået sig til ro med kendsgerningerne og at tingene bare måtte være sådan.. Hun havde valgt at give slip på ham, selvom han havde prøvet at forklare hende hvad pokker der var sket.. det var koldt, det var virkelig isende koldt, og det var ikke noget som han kunne komme det mindste udenom lige for øjeblikket, det var der heller ikke nogen tvivl om. Blikket hvilede på hendes skikkelse, alligevel med den klare facade over sig. Maurus var en støtte.. det havde han været siden de igen havde stået ansigt til ansigt i Darcelins store mansion og en lykkelig genforening kunne man vel pænt sige, at det havde været. Han holdt sig i baggrunden og betragtede dem med et svagt smil. Han håbede selvfølgelig selv på at det ville ordne sig i den anden ende, det var noget som de havde snakket om.. meget endda. Meget kunne man sige om dem som brødre, men de kunne på absolut intet tidspunkt sammenlignes. Han blev stående ved siden af hende og fuldkommen ulæselig i blikket for alt hvad man kunne sammenligne med tanker og følelser.. facaden havde han igen tvunget op.. den warlock som han havde været dengang, var endnu en gang den som han var den dag i dag.. magten og lysterne var en ting.. han havde jo sågar for flere år siden også indviet Eniqa i at han havde været villig til at skulle kaste det hele fra sig for hendes skyld.. at hun så ikke havde taget imod det dengang, var jo ikke hans fejl vel? Han klandrede hende for det hele.. det var hende som havde valgt at forlade ham uden at han havde fået forklaret det oprigtigt.. hun var jo bare gået.. de billeder havde jo alligevel sagt mest af den situation som han havde siddet i lige der og da. Han nikkede stumt til hendes ord, slap hendes skulder igen og lod hende som den første, bevæge sig ud i de mange store bølger.. vinden var kraftig herude. Alligevel der hvor han valgte at holde ekstra godt øje med hende. Han havde lovet at gribe hende.. hvorvidt om det løfte stadig skulle opretholdes, havde han ikke den fjerneste anelse om.. han vidste ikke hvad han havde retten til at gøre eller ikke. Hvor han stod med hende, var det eneste som han faktisk måtte vide og kende til.. det var forbi.. det var slut og endnu en gang måtte de jo gå hvert til sit. Han kneb øjnene svagt sammen.. et sted følte han for at græde, selvom han ikke havde ladet så meget som en enkelt tåre falde det mindste overhovedet. Hans hjerte slog kraftigt mod hans bryst.. han var ikke i tvivl om hvad han inderligt ønskede… han ønskede hende.. han elskede hende af hele det bankende hjerte og det havde altid forholdt sig sådan… intet var anderledes på grund af det som var sket dem imellem, selvom han forgæves prøvede, at skulle skjule det savn.. den længsel… det knuste hjerte.. alt var bare noget som skulle gemmes af vejen! Han ville virkelig bare have det her gjort og så søge tilbage til det mørke som kun slog ham endnu mere ihjel på indsiden.. måske at kærlighed var noget som gjorde menneskeheden svag, men menneskelig var han nu og da, selvom han hadet den tanke alene. Vandet måtte da være isende koldt.. selv blev han blot stående på stranden for nu.. at hun efter adskillige minutter valgte at rejse sig, vende sig mod ham.. hendes ord.. de slog som en lussing mod hans ansigt. Han sukkede stille og rystede stille på hovedet. Han fjernede kappen fra sin egen krop og blusen med.. den blottede overkrop.. endnu en gang fast og godt muskuløs som den altid havde været tidligere. Han trådte stille ud i bølgerne og mod hende, varsomt og frygtelig stille. ”Du ønskede at få de ringe begravet.. det er dig som må gøre det..” modstemte han. Han ville ikke have de ringe i sin besiddelse, han ville ikke engang se på dem! Blikket faldt til hendes.. nok et meget stift blik, selvom øjnene klart måtte vise alle de følelser som han bar så dybt i sindet for øjeblikket.. for mange var det i den grad.. ekstremt mange.. sorg og det knuste hjerte.. tårer som han nægtet at lade komme til udtryk. ”Jeg bliver stående til det er gjort.. som du ønsket af mig..” sagde han med en rolig og fattet tone. Han lod armene glide over kors og halvvejs i en selvomfavnelse.. tanken om at skulle miste hende, var virkelig dræbende.. han måtte vel bare acceptere, at skæbnen ikke havde ønsket det skulle være dem?

[Deleted]

Det var for sent at gøre fejl om,og det var noget som hun vidste. Men havde der bare været en ting i hele sit liv hun kunne gøre om.. Så var det ikke det faktum at hun havde giftet sig med en mand som endte med at sætte et så stort præg i det indre, det var ikke at hun havde valgt det alene liv i skoven, det var ikke da hun havde fundet Matthew, det eneste hun ønskede at lave om af hele sit hjerte var det pludselige valg hun havde truffet på blot en enkel aften slet ikke gennemtænkt, mere noget af en panik som sad bredt i hende og en usikkerhed om alting. Den facade Matthew opretholdte overfor hende var en som virkelig gjorde ondt, ja måske hun havde gjort det slut og det var åbenbart noget som lod til at gøre hende til fjende nr 1? Marus var den mand som Eniqa virkelig måtte støtte sig op af og som hun havde gjort det hele tiden, den eneste der egentlig forstod hvorfor hun havde valgt som hun nu havde gjort, hun vidste at Matthew bebrejdede hende for det hele men han forstod ikke hvordan det var at sidde der. Miste alt blot på en aften hvor hun måske kunne have stoppet det, sidde der med så mange ubesvarede spørgsmål og få dem besvaret ved et billede af den manden i hendes liv stikke en kniv i sit eget hjerte mens hun selv lå i barselssengen på vej til at føde deres yndige lille pige. Den kølighed han viste overfor hende, mens hun selv stod med de evige følelser hvilende i det blik overalt i kroppen, det var ikke nyt men det gjorde så sandelig lige ondt hver gang. Dette var de samme roller som i tiden da hun var teenager, under ham og Alaster, hun var den svage og følelsen brød hun sig i den grad ikke om, det var som den åd hende indefra. Hvor var Maurus egentlig når hun bare ønskede at føle et par stærke arme omkring sig, og trøstende ord der satte hende en smule bedre? Hun savnede hans smil, savnede hans blik, savnede at holde om ham, bare have hans duft tæt til sig, og nu stod han foran hende og hun så intet af det som hun savnede overhovedet, skræmmende et sted. At han bevægede sig ud til hende, i det isnende vand der kun kunne lamme alle lemmer, var noget hun ikke hindrede fulgte ham blot med blikket. Bebrejdelsen fra hans side std tydeligt, en følelse der borrede sig direkte ind i hendes hjerte og mest af alt gav hende følesen af at skulle besvime, hun hadet det virkelig! Aldrig i livet havde hun følt sig mere ubarmhjertelig og kold. At hans hjerte var knust var noget som hun ikke rigtigt så for sig, han var den samme mand hun havde mødt for så lang tid siden, han havde alt han nogensinde havde ønsket sig, hvorfor skulle han dog føle sig knust? Og når hun rbugte timer på lade tårerne falde. Irritationen blev vækket hende, hvilken del af "Jeg kan ikke" fattede han ikke? "Matthew.." sukkede hun stille ".. Jeg ville have de ringe begravet for at komme videre, men det kan jeg ikke uanset.. Selv jeg fejler og noget så grusomt, jeg elsker dig det har jeg hele tiden gjrot og vil jeg hele tiden gøre, ikke at jeg vil bede for den ekstra chance, jeg ved du har alt du nogensinde har drømt om og at de fejl er for sent at rette op på.. Men jeg kan ikke begrave de ringe" hviskede hun stille, kæmpede for at holde de tårer inde hun ville ikke vise sig som svag og slet ikke overfor ham, måden han så på hende allered enu hvor hun aldrig før havde følt sig så lille "Så får du lov at vente længe for det sker ikke" den stædige bestemte tone hvor huns elv måtte undre sig over hvor bestemt hun egentlig lød at hun lød så stærk selv på trods hun stod overfor ham,som havde hun lige besluttet hun ikke ville lade hans bebrejdelse træde på hende, hun vidste bedre, hun vidste der havde været en grund til det valg det ville han ikke sætte sig ind i - Fair nok, men hun ville ikke lade det knuse hende mere end det som hun iforvejen allerede var.

[Deleted]

Matthew måtte opretholde den facade endnu en gang.. det var virkelig det eneste som han havde at skulle klamre sig direkte til og enkelt var det i den grad ikke. I hans øjne havde hun vækket ham.. måske af det savn og den længsel som han selv følte som noget af det første.. det første han havde sagt, var hendes navn.. kæmpet for at få det forbi læberne, kæmpet sig tilbage til livet og det helbred som han havde nu, for så at ligge halvvejs i død og i live på sengen, hvor hun gjorde det slut.. hvad hun ellers havde regnet med, vidste han ikke. selvfølgelig klandrede han hende for alt det som var sket den aften.. noget som stadig den dag i dag, kunne vække ham fra selv de værste mareridt og det var virkelig voldsomt på sit vis, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom. Han blev stående i vandet foran hende.. det var virkelig så frygtelig iskoldt! Han havde alt det som han nogensinde havde drømt om.. det næste som han havde haft i tankerne, at skulle gå efter var den kongelige titel, selvom det nu ikke var noget som han ville sætte næsen op efter.. desuden, ville det ikke være det værd uden den kvinde ved sig som han i sandhed måtte elske. Darcelin stillede lysterne og gav ham magten og alle de muligheder.. det var virkelig kun noget som han var hende taknemmelig for, men lykke kunne ikke magten bringe ham og ej heller lysterne, selvom det klart lod ham hvile bedre igennem natten inden det igen måtte stå på dagen efter.. sådan var han jo trods alt. Lige nu ønskede han bare at gå videre.. få det hele lagt bag sig som det aldrig nogensinde havde sket.. det var vel bare en fatal fejl set fra hans side, at skulle gå på knæ for hende og ønske hendes hånd i sin? Maurus holdt sig stadig godt i baggrunden.. han så blot til dem for nu. Han ville først gribe ind, hvis det for alvor skulle ende med at gå galt, det var et løfte som han havde givet Matthew inden de var kommet herud.. han ønskede blot at tage hånd om det her selv.. få det kapitel færdigskrevet.. få de ringe af vejen og så komme tilbage til Dvasias.. det var vel der han selv hørte til? Matthew var i den grad knust.. hendes handling havde virkelig vist ham selv hvor skrøbelig og hvor sårbar han faktisk selv havde været og siden start.. han havde aldrig fået lov til at forklare sig, hvorfor han havde valgt at sætte kniven i sit eget bryst.. hvorfor at han ikke ville være der under deres vidunderlige lille piges fødsel, for han ønskede virkelig at være der.. det gjorde han virkelig! Det eneste barn som han selv stod bag som han faktisk ønskede at opfostre.. det hele som i den grad var faldet til jorden.. Maurus havde allerede givet ham hele den historie og det havde virkelig gjort så voldsomt ondt.. ekstremt endda. Dette var dog i den grad heller ikke nogen hjælp. Blikket hvilede i hendes ansigt.. han savnede virkelig voldsomt, at skulle vågne op ved siden af det hver eneste morgen, give hende det kys godmorgen inden dagen ville tage fat, for så at lægge sig ned ved siden af hende om aftenen og falde i den trygge søvn med hende tæt ind mod sin egen favn.. han havde igen og igen sagt til sig selv, at det havde været en drøm.. alt for ikke at lade de følelser og alt det komme frem, det ville han virkelig ikke have det til! Han trak vejret dybt. ”Magten har jeg måske.. jeg falder i en tryg søvn om aftenen Eniqa.. men aldrig vil det blive det samme som dengang.. du ønskede mig hertil.. du ønskede at begrave de ringe, så få det gjort, jeg har virkelig andet at tage mig til, end at stå her natten igennem..” sagde han kortfattet.. Ordene fløj direkte ud af hans mund.. Han ville virkelig bare væk.. han ønskede ikke at blive ståede der igennem hele natten.. det var virkelig ekstremt hårdt nok at stå så tæt på hende som det han gjorde nu.. det gjorde ondt.. det gjorde virkelig så frygtelig ondt og han kunne intet gøre ved det, andet end at vende om og bare søge tilbage.. der hvor han vidste, at Maurus ville stoppe ham.. det var hans eget ønske at få det her gennemført og så komme hjem, falde bare en anelse til ro inden han ville søge mod slagmarkerne.. Det var noget som han havde tænkt så meget over. Han bakkede et stille skridt tilbage mod stranden.. dette ville han simpelthen ikke være med til. Han fnøs. ”Fint nok..” sagde han kortfattet. Han valgte at vende om og gik tilbage til stranden.. ville hun ikke begrave dem, så måtte det være hendes sag.. han var ligeglad! Eller.. det var det som han valgte at tro på, at han var. Han ville ikke høre mere om, at hun elskede ham.. det var det stik modsatte som han havde fået bevis på.. specielt efter den aften.

[Deleted]

Den facade han valgte at skulle opretholde overfor hende, var en som skræmte Eniqa på alle måder. Den sidste gang hun havde set den mand var en årække hvor hun på allemåder var blevet brugt af ham, det var virkelig ikke en tid hun ønskede mindes, ikke en mand hun ønskede huske. Det savn og den længsel havde fået hende til at skulle vække ham, mens tankerne efterfølgend eog den forvirring havde fået hende til at tage det valg som hun nu kun kunne fortryde af hele hjertet og for sent at skulle gøre om, en tanke som næsten var det som måtte gøre mest ondt.Vandet var isnende. Hun kunne ikke føle hendes ben, tænderne klaprede og læberne malet lettere blå efter den lange tid hun havde brugt i det udendrøs hvor sneeen stadig måtte falde ned over stedet, lade sig fange i hendes hår og de lange øjenvipper. Blikket hvilede i hans. Betragtede den kulde han skænkede hende og hvor hun selv kun undrede sig. Alle var i deres ret til at fejle.. Han havde været sammen med en anden, hun havde tilgivet, han havde voldtaget en tøs, hun havde tilgivet ham, hele vejen igennem alle hans fejl havde hun aldirig udvist den form for bebrejdelse som han gjorde ligenu og det gjorde hende vred et sted? Det var den første gang hun for alvor var vred på ham over en opførsel han kørte overfor hende? Som var han et utilfredst barn istedet for snakke det igennem med hende som et voksent menneske, det var tydeligt det var noget som stak frygtelig dybt. Hvad han havde med den kvinde var noget Enia for sin egen skyld prøvede lade værre med at tænke på, hun kendte Matthew's tendenser hvad angik kvinder han var ligeglad med om der var følelser eller ej så det burde hun vel et sted også være, det var intet som burde interessere hende, men det var noget som virkelig skar de dybe sår op og lod dem forblive blødende. At Maurus rent faktisk var der men ikek brød ind var noget som slet ikke var gået op for hende, ligenu manglede hun bare et par arme til tage omkring hende gribe hende inden det ville være for sent. Eniqa følte sig stadig forvirret, stadig usikker på alt der havde for pokker været en grund til hun havde gjort som hun havde og det var noget som irriterede hende.. han var komplet ligeglad grunden bag betød intet for en mand af hans kaliber det burde hun da vide. Hans ord var som direkte lussinger direkte over hendes kind, så hårdt de næsten væltede hende omkuld. Hvis han havde bedre at tage sig til så hvorfor spille sin tid på hende? Det kunne hun følge ham i, og et sted var der noget i hende der skreg efter at råbe han i så fald kunne gå ad helvede til hjem til hans lille kæledække, men ordene kom ikke ud, sad 'heldigvis' fanget i hendes strube og var isteet ved at kvæle hende. Det savn borrede sig virkelig dybt, hun kunne ikke skilne hendes eget fra hans, alt hun vidste var at hun ikke kunne leve med den smerte. Hvert eneste slag hjertet slog gjorde ondt, skubbede kniven længere, det kunne hun ikke. At blive afvist på den måde gjorde virkelig ondt. Med blikekt fulgte hun ham tilbage mod stranden som naglet til stedet, uden at få sig til at skulle stoppe ham. Ville han vende om så var det hans valg og der var intet hun kunne gøre ved det. Hun sørgede for han var et godt stykke fra hende, før hun selv vendte blikket mod de store bølger en ikke-svømmer ikke ville have den mindste chance imod. De ringe ville blive begravet.. Men det ville blive med hende i graven.Med lette fingrer trak hun kæden om halsen af, satte de to ringe i kun for låse den fast om igen. Frygten stod tydeligt malet i hendes blik, sutration, vrede og sorg var det som hun tydeligt mærkede sig af. Ikke en dag mere med den smerte ville hun overleve det var sikkert, ikke en dag..Hvad der præcis skete var hun ikke rigtig klar over, men med bestemte skridt gav hun sig til vade ud i det kølige vand der omsluttede den i forvejen forfrosne krop. Blikket hvilede direkte stift frem for sig, mere som for at skulle holde sig bestemt på det hun havde gang i, snart ville det ende, snart ville den smerte lindres..

[Deleted]

Det var i den grad ikke fordi, at Matthew var ligeglad med hende, for det var han i den grad ikke.. han ønskede bare at få det hele overstået og så bare komme derfra. Hun havde ønsket at få det hele gravlagt.. få det hele lagt på hylden og bare glemt.. så ville han gerne stå der med hende.. han var virkelig træt af, at skulle tænke på det dag ud og dag ind, for der var ikke meget andet som han havde i hovedet, og det var noget som Maurus var klar over. Darcelin var hans trøst i hans egen tilværelse nu.. blev savnet for stort, så var det hende som han gik til.. det lod ham i det mindste tænke på noget andet end det savn som han sad med så dybt i sindet og så dybt i sjælen. Facaden var det som han måtte klamre sig noget så voldsomt til.. det var jo det som han havde tilbage.. alt andet havde hun jo taget med sig, idet at hun havde valgt at gå ud af døren og bare fordufte uden at give ham så meget som en mulighed til at skulle forklare for sig! Hans skridt op mod stranden var dog tydeligt tøvende. Maurus stod der uden så meget som et ord og med hans kappe i hans næver.. det var heller ikke gået for sig, som det han selv havde ønsket sig, det var der jo heller ikke nogen tvivl om. Matthew vendte blikket mod ham. Han var fuldkommen knust og selv ved den handling, bare at vende om.. han havde så meget andet at bruge tiden på end at skulle stå der og vente på at hun ville få det gjort.. hvis hun overhovedet var i stand til det.. han vidste og kunne allerede nu sige, at han ikke selv ville kunne klare at få den gravlagt og komme derfra som om ingenting var sket. ”Giv mig kappen Maurus.. vi tager hjem,” sagde han med en svag kortfattet stemme. En tåre.. en stille tåre endte med at glide ned af hans kind, det var virkelig bare noget som Eniqa bare ikke måtte se.. blot havde han fældet tåre en gang tidligere og det var da hun troede at hun havde gravlagt ham.. den nærdødsoplevelse havde virkelig vist ham hvor menneskelig han egentlig var og dette havde vist ham hvor sårbar han egentlig havde været, at det næsten burde være forbudt! Maurus havde fast rystet på hovedet og med det tydelige alvorlige blik. Han vidste at Matthew kunne bedre end at lege et stædigt barn som ikke havde fået sin vilje i den anden ende. Børnehavediktatur var ikke noget som ville gavne nogen af dem.. han kunne da tydeligt se hvad Eniqa stod med.. at hendes ord havde været sande.. så ofte at han havde siddet og trøstet hende.. givet hende en favn at søge til, selvom han var klar over, at hun slet ikke var i stand til at skulle nære de følelser for ham. ”Vend om og få det endt på ret måde Matthew.. vi har snakket om det så mange gange.. du kan ikke bare vende ryggen til så snart det ikke går din vej.. stå da for guds skyld som en voksen sammen med hende og få det hele til at fungere.. se da på hende!” sagde han med en næsten vred tone.. en klar foragt for Matthews måde at takle det hele på.. han mindede for meget om deres far. Matthew kneb øjnene dræbende sammen. ”Du kan lige vove at tage den tone overfor mig igen!” hvæsede han med en lavmælt stemme. Maurus himlede med øjnene, han ville virkelig ikke blande sig fysisk hvis det kunne blive undgået og til nu så havde han stadig ingen grund til det. Han greb fat i Matthews skulder og vendte ham igen fast mod havet. Matthew vendte sig, hvor han alligevel endte helt stiv i blikket.. Eniqas målrettede skridt længere og længere ud i bølgerne, var ikke en tanke som behagede ham det mindste! Han stod fuldkommen stille, allerede iskold ikke bare i det indre, men nu også i det ydre… han havde brug for hende.. han vidste det.. hvorfor skulle han da ellers rende rundt med alle de tanker som han havde gjort sig det sidste lange stykke tid? For et stille minuts tid.. ekstrem lang tid, blev han blot stående, for at sikre sig, at hun ikke ville gå for langt ud, selvom det slet ikke så sådan ud. ”For pokker da..” mumlede han næsten panisk. Uden at tøve det mindste, vadede han ud i vandet.. næsten i et løb for at komme hende i møde.. under ingen omstændigheder måtte der ske hende noget, det tillod han sig ærligt talt ikke! Vandet nåede ham til knæene og fortsatte kun med at sluge hans krop og dækkede ham kun mere og mere. At det var iskoldt.. så koldt at det næsten føles varmt mod hans egen krop. Hans hjerte slog fast mod hans bryst.. næsten panisk.. han var grebet af panik.. hva i alverden tænkte hun på?!

[Deleted]

Alt hvad hans blik havde sagt hende var at han egentlig var ligeglad. Med hende med ringene med alting, noget som et sted ikke undrede hende men som i den grad gjorde ondt. Kærlighed var en af de få ting ud over havet som hun altid havde frygtet, hendes hjerte valgte Matthew, og på grund af en enkel fejl endte alt med at gå i total smadder og nu var trådene ikke længere til at redde ud, hun var mildt sagt knust. Darcelin var hans trøst i hverdagen hvor hun havde absolut ingen ud over Kenara og i tide og utide Maurus når de begge havde tid og mulighed for at ses, han var den som hun støttede sig op af for tiden, men hun kunne ikke være sammen med ham på den måde hun ønskede at have Matthew tæt på sig, det kunne hun bare ikke. At skridtene var tøvende lod hun mærke til, men der var en stemme der forbød hende at skulle stoppe ham, dette måtte ikke blive en tvang for hans del, havde han bedre at tage sig til skulle han i den grad ikke spilde tiden her hos hende. Endnu var Maurus tilstedeværelse komplet ukendt for Eniqa, havde un vidst han var i nærheden var dette nok ikke hendes første tanke, men hun kunne ikke gøre andet. Hjertet var knust i flere stykker, at han end ikke kommenterede på det faktum hun rent faktisk havde givet ham de store ord, var noget som havde givet hende skubbet. Hun behøvede Matthew kunne det blive meget mere tydeligt? De ord havde været sande, det kunne se si i hendes blik læses på hende og han valgte at se bort fra det, det var en ting hun vel blot var nødt til at skulle acceptere? At det virkelig var slut selovm det selv for hende var svært at skulle tro, tanken om et liv og en hverdag uden ham i hendes nærhed var intet hun kunne bære, dette var noget som hun blot var nødt til at gøre. Målrettet forsatte hun de faste skridt, hun vidste hvor hun var på vej, , hun tvang sig selv til at blive ved på trods hendes krop sagde stop. Frygten stod tydeligt malet, vandet opslugte hende mere og mere, klæderne blev kun tungere og tungere at have omkring sig. At Matthew var lige i hælene var noget som kun gik op for hende ved hun følte den panik et sted bag. Hvorfor lod han hende ikke bare gøre hvad hun var nødt til? De lange blonde lokker sank roligt ned i det kolde vand som det efterhånden nåed hende til midt på halse, og kun satte farten yderligere op så længe hun vidste hvem som gik et sted bag hende. Blikket lod hun skjule bag de øjenlåg som stille sank i, hun kunne ikke se på det, hun kunne ikke se frygten i øjnene, det var her det startede og det var her det måtte slutte, hvert eneste hjerteslag skar i hendes indre, hun kunne ikke fortsatte en normal dag det var umuligt med den følelse af at være alene i verden på trods hun udemærket vidste dette var en ting hun selv havde ødelagt. Problemet var vel et sted at Eniqa slet ikke tænkte, ikke på andet end at ende den smerte hun ville uanset være nødt til det nu havde hun muligheden. Hendes ansigt var efterhånden dækket af vandet der næsten måtte brænde mod hendes hud, hun fortsatte yderligere hvor hun nåede det punkt at det faste sand under hendes fødder forsvandt og efterlod hende tilbage med det salte havvand der strømmede mellem de rosenrøde læber tvang sig ind over hendes tunge hvor den salte smag kun overraskede hende underligt, tvang hende til at synke i store mundfulde som hun ikke selv formåede at skulle holde hovedet over vand. Øjnene var knebet helt sammen, lungerne lod sig langsomt presse sig fri for den luft som herskede i dem.. Snart var det slut.. For Avlor. Ringene begravet og med hende. Det blev mer eog mere sort for hendes blik, hjertet slog endnu på trods det var svagere for hver mundfuld vand hun forsøgte at sluge.

[Deleted]

Maurus var virkelig frygtelig fristet til at skulle blande sig, selvom dette ikke havde noget som helst med ham at gøre, og han vidste det.. han holdt sig pænt på sidelinien.. allerede der kunne han jo se så frygtelig meget.. det faktum, at de stadig elsket hinanden, var virkelig ikke til at skulle se det mindste væk fra.. selvfølgelig glædet det ham på deres vegne, selvom det virkelig var så frustrerende selv for ham, at Matthew ikke bare ville stå ved, at han stadig følte for hende.. det var jo så åbenlyst! Han gik selv fast mod vandet, selv godt klædt på.. den kulde var ikke noget som han ville lade sig påvirke af, selvom Eniqas situation selvfølgelig også måtte spille så voldsomt meget ind på ham selv, det var heller ikke noget som han kunne komme det mindste udenom overhovedet. Matthew fortsatte fast ud i vandet, jo længere ud han selv måtte komme, jo sværere blev det for ham at følge med selv.. dette frembragte kun de minder fra hans møde med Anastasia den ene aften.. den aften hvor alt virkelig var gået galt. Han bed tænderne fast sammen og selv med den voldsomme skælven i kroppen.. han var virkelig menneskelig.. han var ikke noget andet end det og det var allerede gået op for ham for længst. Hans hjerte hamrede for livet mod hans bryst.. lige nu glemte han virkelig bare hans egen skræk for vand.. svømme det kunne han, det var noget som han var blevet tvunget til som barn.. det var jo trods alt også der, at hans frygt for vand, faktisk også var endt med at skulle dukke op, hvad end om han ville det eller ikke. At hun så bare måtte forsvinde under vand, var virkelig noget af det som klart var det værste som han overhovedet kunne tænke sig.. han tøvede ikke.. han tænkte ikke. Han handlede direkte ud som det første som faldt ham ind, og det var, at hun bare skulle op af vandet og det var lige med det samme! Han satte af med fødderne, selvom han mere eller mindre var helt følelsesløs i alle lemmer og led i hans krop.. vandet var virkelig så frygtelig isende.. hvad pokker var det egentlig hun tænkte på? Han gjorde et dyk, lod blikket søge hendes skikkelse, selvom det sved noget så frygteligt. Hun skulle bare op og det kunne ikke gå hurtigt nok.. Ikke langt fra ham, hvor hendes skikkelse måtte træde i blik for ham. Han tog de faste svømmetag direkte mod hende, lod armen snige sig omkring hendes liv, hvor han fast satte af med fødderne i sandet hvor han kunne komme til det og søgte fast op mod overfladen igen. ”Hvad pokker er det egentlig du tænker på?” hviskede han med en fast tone. Han søgte med de faste svømmetag med den ene arm og med ben mod stranden, hvor han igen kunne finde et sted at fæste sine fødder inden han trak hende ind i favnen, lod hænderne falde om hendes ryg og under hendes knæ, hævede hende op i favnen og bar hende hurtigt med sig det sidste stykke ind mod stranden, hvor de blev mødt af Maurus som hurtigt kom til.. Matthews blik, sagde ham allerede det hele. Et sted var han jo stadig underkastet sin egen bror.. så jo stadig op til ham på en helt anden måde. Han kastet Matthews varme kappe om hende og pakket hende hurtigt ind i takt til Matthews skridt væk fra vandet og væk fra sneen. ”Find et sted vi kan varme os.. det skal gå hurtigt..” sagde Matthew med den faste tone og klart klaprende tænder.. han brød sig ikke meget om vand og det var først nu, at den panik for alvor kunne melde sig i ham. Maurus havde allerede trukket sig væk fra dem og mod træerne i form af en lille nedhuling i sandet. Sneen fik han hurtigt smeltet, brænde samlet som han på magisk vis fik startet op. Matthew trak sig derhen og satte sig ved flammerne og med Eniqa i favnen.. lige nu ønskede han blot at hun fik varmen igen.. igen ligeglad med sig selv.. at han sad der som en forfrossen istap. Han vendte blikket stille mod Eniqa. Han vendte hendes blik mod sig, blot for at forsikre sig om hun overhovedet trak vejret.. panisk var han.. som han aldrig nogensinde havde været det tidligere. Hvad pokker var det egentlig hun havde tænkt på?!

[Deleted]

At Eniqa elskede Matthew kunne der vel ikke herske tvivl om for nogen som kendte hende bare en lille smule? Hvorvidt hans følelser til hende var nået at dø hen derimod var noget som hun om ikke nadet var sat i tvivl om, ihvertfald i hans forsøg på at afvise hende på den måde, det gjorde bare for ondt. Eniqa vidste at han var et sted bag hende, men lyden det gav når han skilte vandet for at komme sig nærmere hende frsvandt straks hendes hovedet frsvandt under overfladen. Lungerne føltedes som blev de presset for alt luft de overhovedet var i stand til indeholde, det var tåget for hendes blik, kulden sved som piske der slog over hendes hud. En fordel ved at hvile under her var at man ikke var i stand til at se de tårer som nu forlod hendes kinder og i store strømme i takt med det blev mere og mere sort. Panikken spretde sig i hende, men intet gjorde hun ved den, lod sig blot synke ned,mere bange end hun selv huskede at have været i så mange år, direkte skrækslagen og kun fordi hun vidste hvad som ventede i den sidste ende. Det var snart slut, det samme hun sagde sig om og om igen. Armen om hendes liv var et sted kun som et lille tag, ikke noget hun tog notits af på nogen måde, hendes blik var slet ikke fokuseret og tankerne et helt andet sted. Det var slut. Hun kunne føle kroppen slappe af, føle træthed overmande hende, øjnene sved, hendes hud sved, hun måtte da være død nu? Rligt lod hun sig fange i hans favn, hvor hun mere eller mindre blot henlå slapt. Måske endnu med det bankende hjerte men langt køligere end en istap g desuden så desorienteret, som det at få nyt til lungerne pludelig var gået hen og blevet noget nyt. Svagt hørte hun hans hvisken, kæmpede næsten som for at skulle lade ord flyde og dog så var der ingen som ville bryde frem over hendes læber. Vandet svandt mer eog mere væk under hende, hvor det til sidst måtte ende med den tunge kjole der kun dryppede ned over det kolde sand. Hvad der præcist foregik uden for hendes blik mellem Maurus og Matthew, var intet hun tænkte specielt meget over, følte kun varmen fra den kappe som blev lagt over hende, hvorefter hendes lunger endelig valgte at skulle hive efter ilten i luften i et langtrukkent vejrtræk noget nærmere et gisp. Hun vidste udemærket da hun endte med at skulle ligge i hans favn, et sted så ønskede Eniqa et sted blot at skulle blive ved at lade som om hun kun var delvist under bevidsthed, men længslen efter ilten i lungerne der kun sved endnu mere hindrede hende i det. Blikket blev slået op, hun trak vejret i detsom nærmest mindede om desperate stød,en blanding af ren panik der endnu måtte hænge i hende og et andet så den luft hendes lunger måtte kræve. Først da hun lod blikket stille glide op, søge mod hans ansigt gik det op for hende at det var ham som holdte hende, noget som lod hende finde en underlig indre tryghed, og et andet sted frygtede hun at han ville kaste hende fra sig så snart han fandt ud af hendes øjne var åbne, bange for han ville gå. Hvad Matthew havde gjrt var som sådan blot udsætte det uundgåelige, han kunne ikke vogte over hende til evig tid, snart ville han vel tage tilbage til Dvasias. Hun skælvede over kroppen efter den kølige luft næsten gav hende følelsen af at hun rent faktisk frøs til is. Hvad skulle hun tro? Det ene øjeblik kold og knyisk det næste ofre han alt kun for at hente hende op af vandet? Havde han rent faktisk lige holdt det lovede løfte og grebet hende når hun virkelig var på vej i et fald? Det ydre var stadig isnende koldt men indre antg i den grad en form af varme, ved blot være tæt på ham. Et kort øjeblik følte hun for at smile men bed det i sig. Helt stille lå hun i hans favn næsten i håb om han intet ville opgave kunf ordi hun virkelig frygtede han ville kaste hende fra sig.. Hun behøvede ham kunne det blive mere tydeligt?

[Deleted]

Matthew var virkelig gennemkold.. han kunne slet ikke mindes at han nogensinde havde været så kold før, som det han var lige i øjeblikket, det var virkelig intenst! Hans krop skælvede som en besat, selvom han kun havde øjne for en ting, og det var at hun skulle få varmen igen.. igen var han fuldstændig ligeglad med sig selv, at han jo faktisk kunne gå hen og blive alvorlig syg. Den pelsede kappe tog han fat om og lod hende blive pakket godt ind og lod hende hvile ind mod hans egen favn. Flammerne fra Maurus’ bål var dog en tydelig hjælp for ham selv til bare at finde en anelse varme, selvom det jo ikke hjalp det helt vilde.. han var ligeglad.. han kunne bare ikke være ligeglad med hende, det var der at hele hans store problem måtte ligge. Bare det faktum at høre hende gispe efter vejret, gjorde ham betydeligt mere rolig end det som han havde været for bare et øjeblik siden. Maurus valgte dog stadig, at skulle holde sig på en afstand fra dem begge.. han havde været indforstået med, at dette var noget som de måtte finde ud af selv. Han var dog alligevel lige i nærheden hele tiden, det var heller ikke noget som han kunne komme udenom.. han ønskede jo heller ikke at det skulle gå helt til helvede og at de ville gå fra hinanden som fjender.. bare at se dem sådan, gjorde det klart for ham, hvor meget de egentlig måtte holde af hinanden. Matthew blev tålmodigt siddende med Eniqa i sin egen favn.. Ikke sagde han noget.. han var virkelig bare en forfrossen istap lige for øjeblikket og han kæmpede med at skulle finde sin egen varme samtidig som han ønskede, at skulle holde hende varm. Han vendte blikket stille ned mod hende hvor hans læber måtte forme sig i et svagt smil. Han lod hånden stryge mod hendes kind varsomt og blidt, hvor han blot ganske stille og frygtelig forsigtigt hvor han vendte hendes blik stille ind mod sin favn, som han bød hende til at hvile der om det var det som hun måtte gå hen og skulle ønske sig. Han vuggede hende ganske så blidt og forsigtigt. Han elskede hende og stadig af hele sit bankende hjerte.. uanset hvad han sad med. Darcelin havde givet ham så mange evner, så mange magter og alt det som han kunne drømme om.. blot med det faktum, at følelser slet ikke spillede ind i den sag på noget som helst givende tidspunkt.. det var det som skræmte ham mest i denne verden og alligevel den lille ting som han faktisk også måtte savne og noget så frygtelig meget også. At kaste hende fra sig, havde aldrig været noget som han havde været i stand til.. det havde jo trods alt været hende som var gået fra ham. Hans læber var tydeligt blå og han skælvede stadig tydeligt, selvom han virkelig kæmpet for at skulle holde det skjult.. bare den lille tur i vandet, havde tydeligt kostet ham selv den energi som han havde.. han var ligeglad.. det løfte som han havde givet hende dengang om at gribe hende i hendes fald, var noget som han stadig agtede at skulle holde hvad han havde lovet hende.. i det mindste bevise for hende, at han ikke var den mand som han havde været dengang, selvom hele hans facade havde vist tegn til noget ganske andet i løbet af hele denne aften. Han trak vejret hurtigt og i de mange små hyppige stød.. alt i alt, for at finde muligheden for at skulle falde bare en anelse til ro, selvom det nu og da ikke gik helt som han havde ønsket at det skulle gøre, noget som kun måtte frustrere ham endnu mere! ”H-hvil.. du b-blot..” hviskede han let sammenbidt og med de klart klaprende tænder.. han havde set at hun var vågen.. hvilket så sandelig i den grad også måtte gøre det helt og særdeles umuligt for ham, bare at skulle smide hende fra sig og så bare forsvinde igen, det kunne han virkelig ikke finde på! Han vendte blikket i retning af lyden af bølgerne.. de havde været så tætte på at rive hende fra ham for alvor.. det var vel også det som i bund og grund, havde tvunget ham til at skulle løbe ud efter hende.. han kunne ikke fungere uden hende, det var det faktum som han havde indset allerede dengang hun havde gået ud af døren blot for at lade ham ligge tilbage.. alene.

[Deleted]

At han sad der som en støtte og en beskyttelse var noget som et sted gav en varme i sig selv, at han sad der kold som is mens hun selv lå indbundet i varme kapper og hvilende i hans trygge favn. I hendes øjne burde han være ligeglad med hende, han virkede jo helt igennem sådan for blot et øjeblik siden, på vej væk, ligeglad med den fortid og den sorg hun stod med i hendes hænder, som havde han ikke troet hendes ord om at hun virkelig elskede ham, det gjrode virkelig ondt, og det at hun nu lå i hans favn mens han tryg holdte om hende var noget som virkelig var forvirrende, men hun stod ikke imod, hendes krop føltedes som var den frosset frygtelig til is, og desuden så var det jo det sted hun ønskede at hvile, og skrækslagen for at han ville ende med blot at blive ladet ligge og uden ham se ham gå væk uden egentlig være i stand til at stoppe ham. Kunne hun ville hun tigge ham om at blive lige her hos hende. Hun behøvede ham var det svært at skulle se? Hun blev hvilende, indåndede ilten som var noget nærmer et paradis for hendes vedkommende ligenu. I sindet dannede hun selv de lange taler af ord men det lød lige dumt uanset hvor mange hun egentlig fik sammensat, også grunden til hun valgte at forholde sig tavs for nu. Den blide hånd soms trøg over hendes kidn var en som satte en sitren i det indre, hun kunne ane hans smil, det var som facaden var faldt med det samme, noget som et sted glædede hende, vide at den mand hun selv kendte så frygtelig godt hvilede et sted bag den kulde han havde udvist hende. Hun kunne tydeligt se at han frøs, hun kunne føle hans skælven. At han så lod hende hvile, hans stammen det var det som skræmte hende et eller andet sted Han var som en istap ligesom hende selv "Du fry-s-Fryser" mumlede hun blidt som en konklusion der vel ikke kunne blive meget mere tydeligt. Blikket søgte hans de funklende isblå øjne, hvor tårerne var begyndt at skulle samle sig i øjenkrogen. Eniqa forsøgte at skulle gengælde hans smil men det blev kun til en underlig grimasse på grund af de klaprende tænder. Hun lystede et sted at trække sig tættere på ham, længtedes efter at føle ham tæt på trods hun vidste det nok ikke ville være specielt klogt. Hun tvang sig op at sidde på trods det gjorde ondt i hver muskel, trak kappen stille af sig for at ligge om hans skuldre, kun for skulle ligge sig ned i hans favn igen, hvor det endelig lykkedes hende at fremtvinge et sted smil. Hun sad med tanken om at hviske hvad hun egentlig ønskede at sige, at han skulle blive hos hende, men intet fandt vejen frem over hendes læber, det var for meget at bede ham om, bare det at han sad hos hende nu var alt for mig. De var revet fra hinanden men havde været så tæt på at blive revet fra inanden for alvor og kun på grudn af hendes dumhed. At ligge her hos ham var en ting som på en tid var trygt og behageligt og et andet sted så var det frygtelig akavet. Hvilke tanker gik gennem hans hovede ligenu? Hun kunne føle den panik som havde bredt sig i hans bryst, noget som direkte stak til hende, en samvittighed der boblede. Hun puttede sig ind mod hans bryst, indåndede den søde duft, udvidende om at hun blidt lod sig putte som ahvde hun været en kat næsten spindende mod hans bryst. Et stille suk, og hvor de blide blik stille skjulte sig bag øjenlågene, mere for nyde en studn som egentlig burde have været dramatisk. Hvis dette var døden så nød hun den så sandelig.

[Deleted]

Matthew kunne virkelig ikke komme udenom, at dette virkelig havde været noget som skræmte ham en hel del, det var heller ikke noget som han kunne komme udenom overhovedet. At se hende gå ud i vandet for så at lade bølgerne sluge hende.. det var klart ikke et billede som han brød sig særlig meget om overhovedet.. tvært imod, så var det noget som skræmte ham voldsomt.. selv kunne han skræmmes, specielt hvis hans ømme punkter blev ramt på denne måde, som dette havde formået at gøre ved ham. Han gøs ved tanken alene, han hadet det virkelig! Først nu hvor hun blev mere rolig, kunne han falde mere til ro, selvom han virkelig i bund og grund var iskold og gennemfrossen som han aldrig nogensinde havde været det tidligere.. så kold, at det bare gjorde ondt, at skulle røre sig! De isblå øjne hvilede på hende.. alt af følelse var at spore.. han havde aldrig holdt op med at elske hende.. det var udelukkende på grund af de følelser for hende, at han havde valgt at gøre det som han havde, selvom det i den grad havde gjort så voldsomt ondt på ham selv at gøre det på den måde. Maurus mærkede han sig ikke noget af, den mand blev bare siddende fuldkommen tavs i sit varme tøj og holdt øje med dem.. alle former for tegn til om det ville gå i den ene eller om det ville gå i den anden retning.. alt i alt, var det en masse som han holdt et skarpt øje med for nu. Matthew skælvede voldsomt, selvom han virkelig bare måtte bide det noget så voldsomt i sig.. lige nu var det hendes varme som var ham selv det vigtigste, selvom han vidste, at han uden problem kunne gå hen og blive så helvedes syg i den anden ende. Han var træt.. han følte sig virkelig noget så udmattet efter alt det her som var sket i aften, selvom det ikke havde været andet end en ganske simpelt svømmetur i et helvedes koldt hav. Han slap hende stille da hun valgte at sætte sig op.. ikke at han ikke ville gengælde hendes ord.. han kunne bare ikke. Så kold som han var, fik han ikke så meget som et ord over hans læber. Svagt måtte smilet hvile, da hun kastet kappen om hans krop og gled tilbage i hans favntag.. han havde savnet hende og han havde savnet hende noget så voldsomt. Han tog fat om kappen og lukkede den stille omkring hendes krop som sin egen for at skulle finde bare en anelse varme, selvom bålet nu alligevel måtte hjælpe en hel del til. Havde Maurus ikke stået der i aften, havde han vel aldrig set at Eniqa var gået længere ud? Hun havde været borte nu i så fald, det var en tanke som han aldrig nogensinde ville kunne holde ud at skulle bære med sig resten af livet. Han trykkede hende varsomt ind mod favnen.. nøjagtigt som han havde gjort den ene aften i Manjarno, hvor hun havde endt med at give ham de endelige ord.. at det var slut og så bare gå uden at han havde haft nogen mulighed for at forklare sig.. det var det som gjorde mest ondt, det var det som var grunden til panikken i ham.. hvad nu hvis hun gik for en gentagelse af den historie.. igen igen? Om hjertet var han varm, selvom han i krop og sind virkelig var så gennemkold som han aldrig nogensinde havde følt det tidligere, at det jo næsten i sig selv måtte skræmme ham og noget så frygteligt. Han stirrede ind i flammerne, selv da endnu en tåre måtte glide ned af hans kind.. selvfølgelig nød han, at skulle sidde der sammen med hende.. han kunne umuligt gøre noget andet end at nyde det! Selvom tanken om at sidde med hende så tæt på, virkelig kun måtte føles som en kniv som blev stukket længere og længere i hans eget bryst.. det pinte ham, selvom han nu en gang bare valgte at skulle bide det ubehag i sig.. ikke at han havde noget andet valg trods alt. ”B.. bare du er varm.. a-alt andet er l-ligegyldigt..” hviskede han stammende.. han måtte klart kæmpe for sin egen varme. Bare det at snakke rev i hans hals og at bevæge sig gjorde ondt i alle led.. han havde grebet hende.. nøjagtigt som han havde lovet dengang de havde stået her sammen sidst.. et sted som klart måtte vække minder fra en lykkelig tid.

[Deleted]

Hvad der egentlig var sket de sekunder hun havde besluttet sig for blot lade hendes største frygt fører hende med sig bort var intet hun kunne svare på, det forvirrede hende, men det var blot instikntet der bad hende om at gøre en ende på den smerte der var endt med at skulle borer sig så dybt, en smerte hun selv var uden om og som hun ikke kunne bede ham om at lade hende gøre om på, på trods af de gange hun havde vist ham hendes tilgivelse, ladet ham komme tæt på på trods hun vel aldrig havde givet sig 100%? På trods af dem dumhed hun havde gjort, så var Eniqa aldrig i sit liv stoppet med at elske ham, hendes hjerte hamrede så fast mod hende bryst kun ved at hvile ved ham som hun gjorde nu, hun savnede ham mere end det som hun havde gjort nogensinde før, det var som alt faldt sammen omkring hendes ører når han ikke var i nærheden. Stadig var hun ikke klar over Maurus overhovedet var i nærheden, havde hun vidst det var hun måske blevet en smule negativ, hun behøvede ham som aldrig før.. Eller hun behøvede Matthew men noget i hende sagde at den søde drøm hun følte hun befandt sig i, snart ville få en ende og hun ville være nødt til at vende tilbage til den ensomme skovmed Kenara, hvor hun allerede nu var klar over hun aldrig ville kunne leve det liv. Den aften.. Han havde været så varm og så kærlig, lukket hende tæt på ham ladet hende hvile i hans trygge favn og hun var endt med blot at skulle afvise ham? Hun vidste at det ikke var fair, hun frygtede jo så bare et sted at hendes usikkerhed ikke havde slået fejl, at han måske ikke følte det samme for hende som hun følte for ham, den kælighed havde virkelig skræmt hende. Blikket endte med at skulle hvile mod hans, hun kunne ane den tårer som stille måtte trille ned over hans kind, noget som gav hende en frygtelig samvittighed der måtte borer sig ind, aldrig havde hun ment at skulle sårer ham på den måde, aldrig! Tårerne var de som hun selv måtte kæmpe med. Hun sukkede stille "Ma-Matthew.." startede hun stille i det stammende tonefald "Nu hv-hvor jeg h-har dig.. Jeg ved du måske i-ik-ikke vil lyt-lytte til mig.. Men jeg er fuldkommen æ-ærl.ærlig n-når jeg siger at jeg begik en f-fejl den aft-aften, og jeg forventer ik-ike at du skal ti-tilgive de-t-det.. Du fortjener et un-undskyld" stammede hun med de smamme klaprende tænder som det han selv havde, skælvede let selv under den kappe som ellers måtte varme hende. Det lange blonde hår som slasket hang ned over hendes slanke hals, og kjole som klistrede sig til hendes slanke skikkelse gemt væk under kappen han havde pakket hende ind i "Un-u-Undskyld" hviskede hun stille, lod hovedet falde hvilende mod hans bryst hvor det bankende hejrte var tydeligt at høre, det hjerte hun havde stået med i hånden kun for at give ham det liv. Hvordan kunne hun lade ham gå på den måde som hun nu havde gjort? Hans rd varmede hende et ted og et andet sted skubbede det virkelig kun den kniv ind, hun ville ikke blive ved at skulle håbe på en tign som aldrig ville ske, hun var bange for hun tolkede hans ord helt forkert, bange for hun ville give sig selv det falske håv. Matthew havde grebet hende, som han havde lovet, men før eller siden ville hun falde uden ham, hun elskede ham det ville intet kunne lave om på, men hvis han ikke ville tro de ord, hvor stod hun så? Og efterladt med hvad? Trygheden havde omfavnet hende, at sidde ved ham gav en velkendt følelse af tilpashed, og dog denne gang med savn og længsel