Just Passing

[Alexander Raphael Vladimir]

Magiske genstande og objekter var ikke lige sådan det som Alexander interesserede sig for. Lod han være til de væsner og folk der havde evnerne og forstanden ikke mindst. Han vidste han sikkert kom galt af sted hvis han forsøgte at blande sig. Han stolede mere på sine evner end noget magi. Alligevel så befandt han sig nær Det Magiske Marked. Ikke fordi han skulle købe noget eller se på noget. Nej han skulle sådan set bare passere igennem det. Det var der vel ingen lov om? Han havde ikke gjort det før så det kunne i sig selv måske være interessant at passere igennem. Og desuden var han i byen nu selvom det lidt var mod sin vilje. Og han gad ikke ride samme vej som han kom fra så han ville passere igennem byen og fortsætte den vej. Og derfor måtte han igennem Markedet her.

Han var ikke steget op på Dantalion selvom han tit havde gjort det i byer. Men så mange folk var der heller ikke. Han måtte jo også holde sin anden ven på jorden med selskab lidt og klappede Zackiel netop som han tænkte den tanke. Ulven holdt sig op af hans side nu hvor dens herre og ven gik hos den. Ellers holdt den sig til hesten eller rendte lidt rundt selv. Han var ligeglad med om folk skævede til ulven eller direkte undgik den. Det var da deres problem? Der var ingen der skulle fortælle ham hvilke 'kæledyr' han måtte have. Zackiel og Dantalion var begge to en del af hans familie. Nærmest den eneste familie han havde så han ville ikke bare sådan lade dem sidde et sted og vente fordi der var folk der var sarte? Han lagde dog ikke mærke til om folk var det her. Det var nok mest i Procias. Men her der gik han roligt frem og med blikket vendt samme vej eller lod det studere overfladisk hen over boderne med sælgere der forsøgte at tiltrække folk hen til deres magiske objekt. Det virkede på nogen. Men ikke på alle.

[Deleted]

Demian sukkede let for sig selv idet han trådte ud fra kroen. Børstede sig af med en fejende hånd over sin sorte bluse, de mørke bukser og den ankel-lange kappe der hang om hans skuldre. Det lyse hår var gyldent i gade lysets skær og var næsten et perfekt match i forhold til de gyldne broderingerne på hans ærmer. En ny dag var et mærke på at han endnu engang var heldig. Nathaniel fik sikkert ikke meget søvn nu hvor at han havde muligheden for at finde en måde at ende pagten på. De mørke kræfter tog stadig en del af hans energi fra ham. Trætheden i hans mørke øjne var ikke til at tage fejl af. De faste skridt vejede tungt hen over gruset, som han bevægede sig længere ud og ned langs gaden. Hans holdning var en anelse slatten og løs i det, måske fordi han slet ikke havde lukket et øje hele natten?

Folk passerede ham i alle retninger, uden egentlig at lægge mærke til ham. Mødre med deres børn, mænd der var i færd med forhandlinger og mange andre der havde deres daglige gøremål her på markedet. Mon han ville få chancen for at rende ind i sin far? Det undrede ham meget, for hvad ville det møde bringe med sig? Døden? Genforening? Eller måske, det endelige brud på de resterende relationer? Hans navn var der ingen der kunne tage fra ham. Han var ikke typen der opgav sine rødder bare fordi at relationerne var lidt... ophængt.

[Alexander Raphael Vladimir]

Folks bekymringer der måtte rode rundt i deres sind lå skjult i mørkets dystre kroge. Folk havde det med at gemme bekymringerne til side og kun lade glæden lyse op. Hvis da overhovedet dette. Nogen lukkede slet intet ud. Sådan var Alexander normalt. Han holdt sine følelser og alt der hørte til tæt på livet af sig selv. Inde under kroppens hud hvor ingen kunne nå. At åbne sig op var ikke altid et let valg. Ej heller et klogt. Det kunne gøre mere skade end gavn havde han lært flere gange så måske han blot skulle stoppe med det forsøg.
De mørke øjne gled hen over de mange boder endnu en gang. Tænk at folk virkelig hoppede på dette? Der var jo meget af det som sikkert var ren og skær humbug. Visse ting virkede med sikkerhed som det skulle. Der fandtes jo magi. Men ligefrem at stå og sælge og købe virkede bare desperat? Folk der tumlede rundt og sikkert ikke engang så andet end sig selv. Gik i sin lille boble. Hvorfor var han dog gået igennem her? Det var den hurtigste vej uden tvivl, men desværre også den mest besværlige fordi man skulle igennem flokken af folk der råbte op og løb tværs over markedet fordi der lige var noget de skulle over og se på eller købe. Folk der råbte op om varer de ville af med. Men ja de skulle jo også tjene og leve. Uden tvivl måtte folk gøre hvad de kunne for at overleve. Han havde jo selv måtte gøre en del ubehagelige ting igennem sit liv for at overleve. Det stod han gerne ved. Alexander var stoppet op og lod sit blik glide ud over befolkningen. Der var så mange forskellige typer. Mest folk og væsner der hørte til i mørket og det onde som nogen ville sige mørket bar med sig. Lyset kom ikke særlig tit til Dvasias, men det hændte. Måske var der nogen imellem lige nu?

[Deleted]

Det var ikke til at sige hvor mange skæbner der passerede hans skikkelse, som han bevægede sig længere ned af gaden. Det skulle vise sig at være en uheldig dag for ham, da lugten af et velkendt dyr sneg sig forbi hans lugtesans, vendte han omgående blikket omkring sig for at lokalisere dyret. Ulven fangede ikke hans blik, men han var sten sikker på at den befandt sig i mængden. Uden videre tanke trak han ind ad en gyde og holdt sig tæt til væggen mens han fast betragtede de forbipasserende.
En knude samlede sig let i brystet på ham indenfor et ganske kort øjeblik. Det var en svag brændende følelse... måske feber? Måske ikke lige det aller bedste tidspunkt for ham hvis hans krop skulle til at slå ud på. Han havde godt set det komme, men han havde ikke ventet at det ville ske så hurtigt. Var det mon Nathaniel der havde en finger med i spillet?
Han knugede fat om stoffet over brystkassen og stod neglet op ad væggen skævende kort varigt ud mod folkemængden. Hvad nu hvis han tog fejl og at der slet ikke var nogen ulv iblandt strømmen? Han kun håbe på det, for han var født med et gen der bare ikke gav ham de heldigste møder med med nogen form for hunde racer; katte genet. 
Netop som han åbnede munden for at bande højlydt, mærkede han tydeligt varmen dæmpede sig. Roligt lod han hånden flade ud og mærke efter. Han slap vejret ret tungt og trak let på smilebåndet for sig selv i øjeblikket.

[Alexander Raphael Vladimir]

Men der var skam en ulv i mængden. Den færdes roligt ved siden af sin herre. Pote for pote gik det fremad. På den anden side hov for hov. Alexander selv gik med rolige skridt. Det kunne ikke gå hurtigt nok med at komme væk fra markedet af, men han kunne heller ikke bare lige komme igennem så let. Med folk der løb tværs forbi og fra side til side så ville det blive svært at ride. Det var irriterende og svært nok at gå som det var. Hvorfor pokker skulle der være så mange?!
Et suk gled fra hans strube mens han mærkede irritationen tage lidt til. Der blev trængt i så store folke mængder og varmt. Ubehageligt. Især for en som ham. Han var glad for, at hans tøj da trods alt ikke var af den varme type. En tynd skjorte under den tynde jakke. Han havde for en gang skyld ikke sin kappe på. Han ville vente til han kom udenfor byens port. Jakken stod åben så han fik da lidt luft ind til huden, da luften let kunne trænge igennem skjortens fine stof. Det kølede ham ned plus han brugte lidt af sin energi på at sprede sin evne i sig selv indefra så han ikke følte han blev svedig og klam. For det var lige før han ville ende sådan jo længere ind på markedet han kom da antallet af folk steg. Han stoppede op og trak lidt ud til siden hvor der var mere plads. Så ud af krogen, at det var en af byens smalle gyder. Passede ham fint lige med et lille hvil for alt trængslen.
At der så inde i gyden stod en som havde søgt derind for at komme væk fra duften af ulv anede Alexander ikke. Han kørte en hånd igennem sit blonde hår. Nonchalant og med blikket let glidende ud over strømmen af folk. Slap et suk. Blev en pinsel at skulle derud igen.

[Deleted]

Det så ud som om at Demian var klar til at begive sig videre, hvis ikke det var for skikkelsen der drejede ind om hjørnet, som fik ham til at stoppe brat op. Han stirrede intenst på dyret og nærmest frøs på stedet. Aldrig havde han været så tæt på en ulv før, ikke i de sidste 500 år da. Med haltende forsøg prøvede han sig med at bakke væk fra ulven, inden han fik øje på den lyshårede skikkelse. "H-hey...!" Lød det stammende fra Demian, tydeligt mod den fremmede, men var tydeligvis mere optaget af ulven. Et traume han nok aldrig kom sig over desværre. Det var jo ikke ligefrem fordi at han kunne smile, ved tanken om at han næsten blev spist af en ulv i sin katte form. Han var normalt aldrig så vildt opfaren og sprælsk, men det var jo så heller ikke hver dag, at han stødte på det væsen der prikkede allermest til hans nerver. Det næsten lige før at han ville æde sin ikke eksisterende hat på at hans søster ville elske sådan et væsen og hans mor med. Hans blik faldt også over hesten der stod ved siden af. Var denne rejsende en farmer? Han kunne mærke hvordan det spændte i samtlige muskler, bare ved at stå ansigt til ansigt med sit mareridt. Var det alt for meget på én gang for ham? Kunne han ikke overkomme presset over sin egen frygt. Denne gang fik han fødderne med sig og trak sig yderligere tilbage langs væggen, indtil han snublede over en spand fyldt med vand og landede med et bump på jorden. 

[Alexander Raphael Vladimir]

Ved lyden af en stemme drejede først Zackiel sit hoved og så Alexander. Ulven brummede svagt. Ikke truende eller advarende. Bare en almindelig brummen lød næsten som om den undrede sig over hvad der lige foregik med skikkelsen der havde talt. Alexander ligeså undrede sig lidt. Hvad pokker var det for en knægt? Han kunne se hvordan blikket var fæsnet ved Zackiel og nærmest en prikkende frygt var at læse i knægtens ansigt. Han var måske bange? Ja det var nok sådan noget i den stil. Dog gjorde ulven intet for at så frygt hos knægten. Stod bare der helt rolig. Alexander lod sit blik falde på knægten igen. Som måske ikke var helt en knægt alligevel. Men han kunne heller ikke være alt for gammel. Og dog så kunne et væsens udseende snyde langt med hensyn til deres alder. Selv så han jo heller ikke ud til at være omkring de 3500 år. Man skulle lige fjerne et par nuller og så lige trække 10 fra. Det var den alder folk mest gættede på han var. Det var vel også sådan man kunne sige hans menneske alder lå på?
Han så kort efter hvordan knægten trådte tilbage og snart lå på jorden. han var faldet over noget. Det havde lavet en lyd mens det var rullet væk under ham. Han havde også hørt noget vand plaske så det var nok en spand vand der havde været til forhindring for ham. Han gik roligt de få skridt hen mod ham og så ned på ham som han lå der på jorden. Der kunne han jo ikke bare ligge og flyde. Han rakte en hånd ned mod ham. "Zackiel bider ikke. Heller ikke jeg. Kom." Han mente det nok var bedst at sige der ikke var noget at være bange for. Hjalp nok ikke, men så alligevel. Kunne jo være det var frygt for ulven skulle angribe. Kunne også være noget der lå dybere. Alexander havde dog nu bare givet besked. Og ville hjælpe ham op.

[Deleted]

Som han sad der på jorden og ømmede sig svagt, kiggede han bare op på den unge mand der kom over til ham og rakte hånden ned mod ham. "Gør den ikke?" Spurgte han forundret. Var det muligt at tæmme den slags vilddyr? Ja selv havde han aldrig prøvet på det og det skulle han så sandelig heller ikke da. Det kom nu alligevel bag på ham, men måske var de slet ikke så farlige som han gik og troede de var.
Han greb ud efter hånden for at trække sig op og stå igen. Han kunne da ikke blive siddende der på jorden. Rank rettede han sig op og børstede sig af inden han tog manden i betragtning. "Det beklager jeg." Tilføjede han sandfærdigt. Selve chokket hang dog stadig i hans nerver og det prikkede åbenlyst til ham når han fik øjenkontakt med dyret. "Jeg kender ikke nogen der holder ulve som husdyr." Påpegede han dog alligevel, det var som regel aldrig helt til at vide hvilke typer af folk som man rendte ind i, her i Dvasias. 
Han forsøgte dog at opretholde en smule værdighed, til trods for at den for længst var fløjet ud af vinduet. Intet han sagde eller gjorde på nuværende tidspunkt, kunne rede hans røv fra den ydmygelse han havde trukket over hovedet på sig selv.

[Alexander Raphael Vladimir]

Alexander havde blot rystet på sit hoved til hans lidt tvivlende tro på om den virkelig ikke bed. Nej Zackiel bed ikke medmindre han fik bud på det eller han så det som nødvendigt for at hjælpe Alexander. Men ingen af delene ville ske nu medmindre fyren virkelig dummede sig ved at gå til angreb på Alexander eller noget. Men hvorfor skulle han? Medmindre han var en som angreb alle mulige.
"Beklager? Hvad er der at beklage? Enhver kan risikere at falde over ting." Man burde måske så bare se sig for, men det var ikke altid man fik gjort det. Og det var jo ikke fordi han var faldet ind i Alexander så hvorfor undskyldte han? Hvis han skulle sige undskyld til nogen så var det vel til spanden? "Og han er ikke mit husdyr. Zackiel er min ven og familie." Han kløede ulven bag ørene hvilket var til den firbenedes store glæde. Han fortsatte i lidt tid før han tog sin hånd til sig igen og lod atter opmærksomheden vende sig mod den lidt mindre heldige unge fyr som var snublet over spanden. Han havde en idé det måske var på grund af Zackiel, at han ikke havde set sig for. Han lod ikke til at være for tryg ved ulven.