So... lazy

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus slappede af, når Lily var omkring, så det var ikke nogen hemmelighed at hun virkelig havde en positiv påvirkning af ham. Selvom han måske ikke burde, så kunne han ikke gøre for det. Hun fik ham bare til at fokusere på mange andre ting, hvilket var noget, som han uden tvivl rigtig godt kunne lide. Fuldmånen ønskede han selv bare overstået, og gerne så hurtigt som muligt. Hånden fortsatte bare stille og roligt over hendes ryg, inden han vendte de røde øjne ned mod hendes skikkelse, nu hvor hun lå der ved ham. Han kunne uden tvivl godt lide det. Han sukkede tungt og lukkede øjnene ganske let, inden han vendte blikket mod hendes skikkelse endnu en gang. "Nemlig. Derfor ser jeg helst, at du kan trisse rundt og lave alt mulig andet under den tid, mens jeg er lidt.. optaget der," sagde han roligt. Ikke fordi at han som sådan var bange for at hun skule se ham, men han var mere bange for hvad han kunne komme til at gøre ved hende, hvis hun faktisk kom for tæt på, og han ønskede jo heller ikke ligefrem at skulle gøre hende noget ondt, dersom han ellers kunne blive fri. Hendes spørgsmål kom egentlig ikke bag på ham som sådan.. Men han havde tænkt tanken et par gange, men han havde det faktisk fint nok med det. Han trak kort på skuldrene, inden han lod hånden slippe hende og lægge sig på armlænet istedet for. "Det har.. omlagt meget i mit liv, men nej.. Det er ikke noget jeg har fortrudt. Jeg har altid været dyrisk. Det er den manglende kontrol, som jeg ikke bryder mig om," svarede han med en ærlig stemme, idet han igen vendte blikket mod hende, mest for at understrege det. Han så igen i retningen af pejsen. Ja, i denne tid var han rastløs, men selv han kunne jo mærke, at der var kræfter som rørte på sig, og han tvivlede virkelig på, at det var kræfter, som han i den anden ende, var i stand til at kontrollere.

[Lily Rose Summers]

Som et kattedyr, kunne Lily mærke, at Mattheus slappede af. For så snart han var anspændt så fik hun en trang til at kravle om halsen på ham så han kunne slappe af i stedet for. Eller hvis han havde ondt andre steder, så fik hun også en trang til at lægge sig der for at få smerten til at gå væk. Det var et underligt instinkt, men hun kunne altså mærke det på ham hvis han havde ondt, var anspændt eller ophidset eller noget. Og så ville hun bare gerne få ham til at slappe af, tage dybe vejrtrækninger og så komme videre. Hun spandt fortsat som han strøg hende over ryggen, for det føltes virkelig rart. Hun mødte hans blik, hvor ørerne også drejede med og stod lige ud. #Jeg finder på noget andet,# endte hun sigende. Der var så bare det problem, at Enrico jo holdt til i kælderen, så hvis hun ikke måtte gå derned, hvem skulle hun så snakke med? Hun kunne jo undersøge resten af slottet, men det ville hun også blive træt af på et tidspunkt. Dovenheden ville nok vinde, så hun kunne smide sig et varmt sted og så bare sove tiden væk. Hun trak vejret roligt og holdt op med at spinde, da han flyttede sine hånd. Hun kæmpede sig op at sidde igen og sad midt på hans lår, med de mandelformede katteøjne rettet mod hans ansigt. #Det forstår jeg godt. Findes der ikke en eliksir eller noget der kan hjælpe?# spurgte hun videre. Enrico måtte da kunne brygge noget beroligende?

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var egentlig underligt at Mattheus slappede så meget af omkring Lily. Selv måtte han erkende, at det var rart at man bare kunne læne sig en smule tilbage og bare være sig selv, istedet for alt det andet, for det magtede han da slet ikke lige nu. Han sukkede tungt og vendte blikket ind mod pejsen. For nu vidste han jo også, at han havde gjort hende glad, og nu hvor hun lå der, som hun gjorde, så kunne han heller ikke andet end at smile af det, for det føles virkelig godt og rart, selv for ham. "Kender jeg dig ret, så har du masse andet at tage dig af i det tidsrum," påpegede han sigende, idet han roligt lod blikket glide mod hendes skikkelse endnu en gang. Han var blevet glad for hende.. ønskede at gøre hende glad og hjælpe hende så godt, som det nu var ham menneskelig muligt, istedet for det andet, og nu havde han skænket hende en pote og et ben, som hun kunne bruge, som havde hun aldrig manglet det - hun skulle selvfølgelig bare vænne sig til, at det nu måtte være der igen om ikke andet.
Lige fuldmånen brød han sig ikke om, simpelthen fordi at det tog kontrollen fra ham, og det var især noget, som han da slet ikke kunne lide. Som det nu var sagt, så var det en ting, som han måtte lære at leve med for resten af hans liv. Han rystede let på hovedet. "Jeg har rådført mig med Enrico mere end en gang, og end ikke han, er kendt med en eliksir, som kan hjælpe mig," forklarede han med en rolig mine. Han endte med at gøre tegn til at rejse sig, inden han tog om hende, for at sætte hende på gulvet, og tvang sig så op på benene igen. Hun havde været under hans beskyttelse igennem et stykke tid nu.. og hun kunne frit vandre, men var aldrig vandret langt væk fra ham. Han var glad for det. Han foldede hænderne roligt over ryggen. "Tilgiv mig for min uro, Lily," afsluttede han. Han følte sig rastløs... Og han brød sig ikke om det.

[Lily Rose Summers]

Lily kunne godt lide, at Mattheus slappede af omkring hende. Det var jo det hun gerne ville have, for hvis han var anspændt, så blev hun bare irriteret, fordi hun ønskede at gøre ham glad. Hun fornemmede jo selv, at han også gerne ville gøre hende glad og det kunne hun godt lide. De havde virkelig knyttet bånd... Et bånd, der nok aldrig kunne laves om, medmindre hun direkte ville blive hjernevasket. Hun sad godt ved ham, for hun var tilpas når han var der til at snakke med hende. Hun grinte blidt i hans tanker, som hun mødte hans blik. Selv som kat kunne de nærmest have øjenkontakt. #Det skulle ikke være et problem. Slottet er jo stort,# svarede hun sigende. Hun kunne udforske mere af slottet. Der var nemlig et rum hun længe havde ønsket at gå ind i, men bare ikke havde haft tiden til det. Det var end ikke sikkert det var spændende, men det måtte hun jo finde ud af. Benet var hun virkelig glad for, så det skulle hun uden tvivl have vænnet sig til når han gemte sig i kælderen under fuldemåne tiden. Hun slikkede sig om snuden og lagde hovedet på skrå, mens hendes øre drejede lidt rundt. Den ene var fokuseret mod ham, men den anden havde hørt en anden lyd... der gik nogle forbi ude på gangen, men dog kom de ikke her ind. #Hvad med en anden alkymist?# spurgte hun sigende. Det kunne jo være, det ikke var Enricos område. Men måske en anden kunne? Hun ønskede ikke, at han skulle have så ondt og hade fuldmånen, når han nu havde ladet sig bide. Hun kunne gå frit, men vendte altid hjem... Ja, dette var vel hendes hjem nu? Hun udstødte en klagende lyd da han tog om hende og satte hende på gulvet, for selv at rejse sig. Hun gik dog hen til ham og smøg sig op af hans ene ben, hvor halen også strøg kælent om hans ben. Hun satte sig foran ham og kiggede op på ham. #Skal du sidde i tronsalen i nat? Nu når du er væk i morgen nat,# spurte hun ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var generelt en anspændt mand for tiden, og det var egentlig ikke noget, som han kunne gøre for. Han havde meget om ørene, så når han endelig havde tiden til at være sammen med hende, så ønskede han selvfølgelig at kunne nyde det.. slappe af, og tænke på lidt andre ting, end hvad der egentlig plagede ham normalt. Han vendte blikket mod hende endnu en gang. Han var blevet glad for hende, og nok mere end hvad han egentlig havde regnet med i udgangspunktet. Han havde regnet med at hun ville være en som han lod sine mange frustrationer gå ud over.. Det var så ikke lige tilfældet for ham i det her tilfælde, kunne man jo sige. "Glimrende. Jeg vil gerne have at du befinder dig på de kongelige gemakker efterfølgende," sagde han med en rolig stemme, også fordi at det jo var ord, som han mente. Når alt endelig kom til alt, så.. havde han vel brug for hende et sted? Hvorvidt om der var andre alkymister som kunne hjælpe ham, vidste han ikke. Når hans moder og Enrico ikke var i stand til det, så vidste han det ærlig talt ikke. "Jeg kender ingen som besidder de kompetencer, desværre.. Kan min moder og Enrico ikke hjælpe mig, er jeg bange for, at der ikke er mange andre alternativer, end at klare månen på bedst mulig vis," sagde han roligt, inden han satte hende ned og rejste sig op. At hun så søgte efter og strøg sig op af hans ben, fik ham til at vende blikket mod hende. Ja, hun formåede i sandhed at gøre ham rolig, hvilket var noget, som han uden tvivl godt kunne lide. Han endte med at samle hende op i armen igen, så hun kunne lægge sig til rette der, inden han strøg hende over hovedet. "I aften sidder jeg i tronsalen.. Og jeg formoder, at du gerne vil sidde der sammen med mig," sagde han roligt. Selv var han jo kommet her for hvad han ville nu, så han kunne jo lige så godt få nattens arbejde overstået, selvom det ærlig talt ikke var det som han havde mest lyst til. Hans blik gled i retningen af vinduet, som vendte ud mod den store slotshave.. Han havde brug for noget fritid.. tid til at lave hvad han havde lyst til, selvom han vidste, at han ikke kunne. Han ville intet få ud af det, andet end ekstraarbejde.

[Lily Rose Summers]

Lily kunne ikke lide, at Mattheus var anspændt. Hun ville gerne have, at han slappede af, eftersom hun ellers bare blev anspændt af det andet også og det syntes hun ikke om. Hun havde i starten frygtet, at hun ville blive et dyr han ville mishandle og være ond ved, som en slags pude han kunne slå på. Men det var gået den helt anden vej og selv kunne hun jo mærke, at hun fik ham til at slappe af... hvilket gav hende en underlig tilfredsstillelse, hun aldrig havde troet, at hun ville få af det. Hun smilede indvendigt, for det skulle da ikke være et problem for hende. Hun sov ofte på gulvet et eller andet sted i de kongelige gemakker. Det skulle dog blive spændende hvor meget af hans efterfølgende smerte hun ville kunne mærke og om hun fik en lyst til at kravle om halsen på ham eller måske bare ligge et sted på hans bryst eller mave. #Alt for dig, min konge,# endte hun. Præcis den sætning sagde alt... understregede alt. Et, hun ville gøre alt for ham. To, hun accepterede ham som sin konge. Tre, båndet til ham var for alvor knyttet. Fire, hun gav sin loyalitet til ham, selvom det var i Dvasias. Og så dan kunne hun jo blive ved! Hun så tænkt på ham. Hun kendte ikke mange alkymister... faktisk havde hun aldrig mødt en udover Enrico. #Der må da være en? Kan du ikke bare lave en liste med alle alkymister i landet, skrive til dem og spørge, om de besidder de evner?# foreslog hun ham. Hun ville jo gerne hjælpe ham! Hun strøg sig op ad ham indtil han valgte at samle hende op og hun følte sig helt tilpas. Hun lagde sig i hans arme og lukkede øjnene i et øjeblik og bare nød nærværet. Hun kunne høre hans hjerte banke lige ved hendes øre og smilede indeni ved tanken. #Det vil jeg meget gerne... Det er god underholdning at følge med i diverse indbyggere, der kommer forbi med problemer. Og så kan jeg hvæse lidt hvis de kommer for tæt på,# endte hun morende og slog øjnene op igen. Hendes hale slog tilfredst fra side til side og hang bare ud over hans arme.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var ikke nogen hemmelighed at Mattheus var en hårdtpresset mand, og han brød sig ikke altid lige om det, hvis han selv skulle sige det. Når alt endelig skulle komme til alt, så ønskede han jo bare at kunne trække sig lidt fra arbejdet, ligesom alle andre kunne, men den mulighed, kunne man jo desværre heller ikke ligefrem påstå, at han selv var i besiddelse af. Hans blik gled mod hende. Alt for min konge? I det store og hele, så tog han uden tvivl også det, som et endeligt tegn på at hun var hans.. Og det var lige præcis der han ønskede at hun skulle være, og han elskede det. "Og det er jeg glad for at du siger," sagde han med en rolig stemme. Selv måtte han erkende, at tanken om at skulle søge andre steder hen for den hjælp, ikke ligefrem var faldet ham ind, for han stolede ikke på nogen. Hans moder havde fået oplæringen af hans fader, som skulle siges at være blandt de dygtigste i denne verden.. Og Enrico var oplært af hende, så hvad hun ikke kunne, kunne han jo heller ikke. Han vendte blikket tænksomt mod vinduet, da han igen havde hende oppe på sin arm - lige der hvor han ville have hende med andre ord. "Jeg ved ikke hvem der ellers skulle kunne være mig behjælpelig med den lille problematik." Umiddelbart tænkte han ikke rigtigt på andre. Hans blik gled mod hende, da hun lagde sig godt til rette på hans arm. Selvom det måske ikke var noget som han havde regnet med, så var han jo alligevel bange for, at hun var blevet ham en vane.. noget som han godt kunne lide at være omkring. Han trak let på smilebåndet og nikkede. Selv havde han ikke noget imod at hun lå der på armlænet eller i hans skød, når han tog imod de mange audienser i løbet af en nat, for det var faktisk mange. "Det er jo lige før jeg er bange for, at du nyder det mere end hvad jeg gør," endte han med en tydeligt morende stemme. Han strøg hende roligt over ryggen, inden han vendte sig mod balkondøren og søgte derud. Selv magtede og ønskede han slet ikke at søge til arbejdet lige i aften. Den kolde vind slog ham direkte mod ansigtet, da han fik dørene slået op. Det føles godt.. Det føles virkelig, virkelig rart.

[Lily Rose Summers]

Lily vidste, at Mattheus havde meget at se til. Men så var det heldigt, at han faktisk altid gerne ville have hende med sig, for så kom hun ud at se og opleve lidt. Ligeså tilbragte hun meget tid sammen med ham, hvilket nok også havde gjort udfaldet til båndet de havde knyttet. Han havde altid meget om ørerne, det vidste hun og derfor ønskede hun bare, at han skulle slappe af. Så når det lykkedes hende, var hun meget tilfreds. Hun smilede lidt indeni. Havde hun været menneske, havde hun nok også rødmet, men det kunne man heldigvis ikke se på hende som kat! Hun så op mod ham. Det var uden tvivl en erklæring om, at hun var hans. Hun blev lidt varm indeni, da han selv var glad for, at hun fortalte ham det og hun lod det så bare ligge, for der var ikke meget mere at sige. Hun vidste, at han ikke stolede på hvem som helst, men der måtte da være en anden alkymist derude? En som han kunne bruge lidt tid på at lære og kende. Hun lagde sig godt til rette på hans arm og lod blikket glide mod vinduet også, eftersom det var anstrengende for hende at dreje hovedet rundt for at kigge op på ham. #Så undersøg det,# påpegede hun for ham med en lidt mere bestemt tone. Hun ville ikke have, at han skulle føle fuldmånen som en pest, for han brød sig tydeligvis ikke om forvandlingen fordi han ikke havde kontrol over sig selv. Han burde virkelig lede indtil han fandt en, der kunne hjælpe ham. Hun trak vejret roligt og man kunne se på hendes krop, at hun gjorde det, sådan som hun lå på hans arm. Hun kunne meget godt lide at følge med i audienserne, for hun elskede jo at være opdateret. Viden var magt. #Jeg morer mig da betragteligt,# endte hun sigende og lo i hans sind. Hun løftede hovedet, men blev ellers liggende, da han søgte ud mod balkonen. Vinden ramte hendes pels og hun følte det faktisk rart. Hun indåndede alle udtryk og kunne direkte dufte blomsterne nede fra haven. #Gad vide om folk egentligt tror du er tosset, hvis de overhører, at du snakker til mig... din kat,# drillede hun ham.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus elskede faktisk at tilbringe tiden sammen med Lily, også fordi at det jo i sig selv, ikke skete særlig ofte. Endnu en gang hvilende på hans arm og nu hvor hun havde gjort det tydeligt for ham, at han direkte ejede hende, så passede det ham uden tvivl forbandet godt, hvis han selv skulle sige det. Selvom han måske skulle finde en som kunne hjælpe ham med den problematik, så var det bestemt heller ikke altid lige nemt kunne man jo sige. Hans blik gled mod hendes skikkelse i hans arme. Han elskede den effekt som hun havde på ham, og fordi at han havde ting med hende, som han kunne dele med hende, og det hjalp ham selv uden tvivl en hel del. Han rystede let smilende på hovedet af hende. "Jeg skal nok kigge lidt på det," sagde han roligt. Det var ikke ligefrem nogen hemmelighed, at han ikke var meget for at søge fremmed for hjælp eller støtte på den måde, kun fordi at han ikke selv brød sig om den kontrol fuldmånen faktisk tog fra ham på den måde.
Mattheus trådte roligt ud på balkonen, hvor han lod hende hvile på hans arm. Den kølige vind rørte ham på ingen måde, og han kunne jo faktisk godt lide det. Han sukkede tungt. Ved hendes ord, måtte han alligevel ryste let på hovedet. Ja, hvad troede folk ikke om ham i forvejen? Han vidste, at der var mange ting, som i det henseende faktisk snakket mod ham, og det var bestemt ikke noget, som han brød sig om. Tvært imod. "Ja, hvad tror de ikke om mig i forvejen? Jeg har også brug for et liv," sagde han med en rolig stemme. Hans hånd strøg hende roligt over ryggen og med en rolig mine. "Jeg tror vi må se at finde den tronsal, så vi kan få det arbejde overstået," sagde han med en roligt stemme, da han igen vendte blikket ned i retningen af hende. Selv var det jo ikke fordi at han havde lyst.. men det var jo en pligt, som han bare måtte imødekomme, nu hvor han ville være fraværende det næste døgns tid.

[Lily Rose Summers]

Lily kunne godt lide at være sammen med Mattheus. Når han ikke var der, så vandrede hun som regel rundt for at slå tiden ihjel eller snakkede med Enrico, men hun havde altid et lille savn til ham. Han ejede hende, så meget var da tydeligt, specielt ved den erklæring hun netop var kommet med. Hun ville faktisk gøre alt for ham som stod i hendes magt og det var jo end ikke meget man kunne gøre som kat! Hun blev liggende behageligt i hans arme. Hun vidste altid hvor hun kunne søge hen og han vidste jo også, at hun faktisk altid ville være der for ham, så det var bare virkelig rart og betryggende. Hun smilede indvendigt da han sagde, at han ville kigge på det. Det sagde han nu... Så skulle hun nok holde ham i ørene og sikre sig, at han fik det gjorde. Hvis han ikke kunne lide den manglende kontrol, så blev han nødt til at give slip på sin fobi for fremmede og lære en ny person at kende, der kunne hjælpe ham. #Godt,# endte hun tilfredst. Hun så ud over balkonen og mærkede den kølige vind mod hendes pels. Det var dejligt med noget frisk luft og hun indåndede fast luften. Hun havde kun været ude få gange og kun i hans selskab. Men nu hvor hun havde sit ben, så kunne hun jo finde et sted at smutte ud fra slottets mure og komme i haven, for den skulle hun uden tvivl udforske. Hun grinte let af ham i hans sind, som han nævnte sine ord, men det var vel sandt? Der blev nok tænkt meget om kongen. #Så er jeg glad for, jeg er en del af det liv,# endte hun sandfærdigt. En spindende og kælen lyd kom fra hende, da han strøg hende over ryggen. Hun drejede ørene rundt efter hans stemme og lagde så hovedet ned igen. #Du skal nok lige skifte tøj først, ikke? Og rede dit hår,# påpegede hun drilsk. Hun ventede egentligt bare på at blive båret væk, så de kunne komme af sted.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus følte sig heldig over, at have en som Lily ved sig. Selvom hun var procianer og det hele, så havde han vel også vist sig, at være det bedre end den procianske konge? Og den tanke kunne han virkelig godt lide. Hun havde jo ret.. måske at han skulle få undersøgt mulighederne hvad angik for at få hjælp til fuldmånen, for han vidste, at han intet kunne få gjort ved varulven, så han måtte lære at leve med det. Men den manglende kontrol var ham jo det største problem, så han var et sted ikke rigtigt i tvivl om at hun nok skulle formå at holde ham lidt i ørene, når de kom så vidt. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget som sådan.. For det gjorde det virkelig ikke. Blikket gled roligt mod hendes skikkelse, som hun lå der på hans arm. Han kunne lide det.. Det var noget småt som også havde brug for ham. Hun var en del af det liv, som han søgte til, når han endelig havde muligheden for det. Han smilede let for sig selv. "Ville det forundre dig, hvis jeg ville sige at jeg var det samme?" spurgte han med en rolig stemme. Selvom han måske stod der som kongen af det mørke land, så kunne han være hård og brutal, som han også kunne være det modsatte.. Lige nu ønskede han bare at være sig selv, og med muligheden for at være det, for det var bestemt ikke ofte, at den mulighed forekom ham. Smilet bredte sig, hvor de spidse tænder meldte sig i hans mundvig. Det i sig selv, skete heller ikke ofte mere, også selvom han faktisk stod som en mand, som netop skulle til at giftes.. Når Aliyah var klar om ikke andet. Han så faktisk frem til det. "Du har ret... Så lad os få det overstået," endte han med en rolig stemme. Han skule jo se ordentlig ud til arbejdet.. Desværre. Han endte med at søge indenfor igen, hvor han lukkede de store balkondøre efter sig. Selvom han denne gang ikke valgte at sætte hende ned, så tog han hende blot med sig op mod hans kongelige gemakker, hvor han kunne få sig selv i stand, inden det arbejde som skulle gøres for natten - og Lily som selskab.

//Out

[Lily Rose Summers]

Lily tænkte efterhånden ikke meget på Gabriel. Hun havde jo altid været fri af ham, men han havde jo også været gode venner med ham, for de havde jo også delt en tillid. Men tilliden var drejet over til Mattheus i stedet, som hun faktisk skænkede alt sin lid og tillid. Hun havde jo netop erklæret, at han faktisk ejede hende. For hende, var det en psykologisk proces, der var sket siden Mattheus havde tortureret hende i kælderen til nu. Det med først at være hård og underkuende og så senere være nærmere sød, det var noget der i stor grad påvirkede hende og hun havde knyttet sig tæt til ham. Det måtte både være det dyriske men også det, at hun i udgangspunktet var taget mod sin vilje og bare ønskede at leve i en glad tilværelse. Hun trak vejret roligt og lagde sig godt til rettet på hans arm. Hun var efterhånden virkelig god til at ligge i hans favn og hun følte sig tryg og værdsat der. Hans ord varmede hende indeni og hun puttede sig ind til ham, som hendes hale stadig bare svang tilfredst fra side til side i en rolig bevægelse. #Egentligt ikke,# svarede hun dæmpet. Hun kunne godt lide, at hun var værdsat hos ham. Hun var en del af hans liv, hans private liv og det var hun glad for. Selvom han snart skulle giftes, så var det ikke noget hun tænkte over, for som sådan ville det vel ikke ændre hendes position ved ham. Hun var jo fortsat hans kæledyr og hun skulle nok give ham privatliv når han ønskede det, men også være der for ham, når han ville slappe af. Hun brummede bare kort til hans næste ord og fulgte med ham, da han forlod balkonen og det hele. Nu skulle arbejdet i gang.

//Out.