So... lazy

[Lily Rose Summers]

Det der med at være kat, var nogle gang lidt for lækkert. Lily var virkelig faldet ind i den rolle som et simpelt kæledyr. Hun havde knyttet sig til Mattheus på en måde, som ville være meget svær at bryde, for det var båndet mellem en bortfører og den bortførte. Hun var stort set altid med ham. Alle steder han gik udenfor slottet, når han var i tronsalen eller hvor end han gik på slottet. Hvis hun ikke var sammen med ham, så snakkede hun som regel med Enrico, der var en, hun faktisk nød en god hold snak med. Efterhånden havde hun lært at leve med kun tre ben. Hun havde haft et træben på som prøve, men det havde hun slet ikke kunne forenes med, for det var alt for kunstigt. Så humpede hun hellere rundt på tre ben eller blev båret rundt. Hun håbede, at hun en dag kunne gøre sig fortjent til en magisk erstatning, der lignede og fungerede som et rigtigt ben, for det træben havde været alt for stift.
I dag, doven som hun var blevet, lå hun i pejsestuen foran pejsen. Det var blevet aften, men der var vist godt gang i slottet, eftersom de jo var i mørket. Hun lå på siden og kiggede ind i pejsen, mens hun af og til udstødte små søde kattelyde. Nogle gange slikkede hun også sin venstre pote, da hun med vilje havde lagt sig på højre side, da det jo var højre forben, der var væk. Hun havde opgivet nogensinde at komme hjem og arbejdede nu bare på at få en så god tilværelse her som muligt. Hun blev liggende... Håbede snart, at der ville komme noget selskab.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var aften og endnu en gang var der kommet gang på slottet. Selv Mattheus var stået op, også selvom det var en lige så stressende aften og nat som han gik i møde, som de mange andre. Lily lod han efterhånden bare vandre frit på slottet, da han vidste, at hun ikke tog nogen steder. Hun var vel blevet glad for at være der, når alt kom til alt? Selv måtte han erkende, at han faktisk selv kunne lide hendes selskab. De ensomme nætter på tronen, og med hende på armlænet, så var det faktisk ikke så slemt igen.
Mattheus var endnu en gang kommet i det mere afslappende tøj. For nu havde han ikke nogen grund til at hoppe i det fine og adelige, da han havde en time eller to inden arbejdet for alvor kaldte, og den sparsommelige fritid som han havde, var noget som han ville nyde! Pejsestuen blev hans destination for nu. Ja, hvad Lily egentlig lavede i løbet af dagen, havde han ingen anelse om, selvom han vel gik ud fra, at hun faktisk sov mesteparten af tiden, for hun var jo vågen om natten sammen med ham. Dørene slog han let op. Hans hår stod lidt ud til alle sider. Selv havde han haft en kort samtale med Enrico, og de var blevet enige om at give Lily denne ting.. En magisk evne, som han for en kort tid, havde fået i sin besiddelse, og som han gerne ville give hende, som en erstatning for det manglende ben, nu hvor træbenet ikke ligefrem havde været behageligt for hende at vandre rundt med. Blikket gled mod hendes skikkelse, da hun dovent lå der foran pejsen. Han trak svagt på smilebåndet, inden han selv gik hen og tog plads i den store og behagelige lænestol ikke langt fra hende. "Så det er her man finder dig," sagde han roligt, idet han selv satte sig ganske godt til rette. Han sukkee let for sig selv. Så mange ting at tage sig af.. så mange kræfter som rørte på sig.. Han havde selv brug for at slappe af, også nu hvor fuldmånen endnu en gang måtte nærme sig. Det var rigtig mange ting på en gang.

[Lily Rose Summers]

Som kat, var det faktisk ikke så svært for Lily at omvende sin døgnrytme. Hun var blevet et natdyr, eftersom hun jo altid var vågen sammen med Mattheus, når hun var sammen med ham på job. Det var ikke længe siden hun var vågnet og var luntet ned i pejsestuen for at ligge sig foran pejsen, for varmen var så dejlig for hende og hun kunne godt lide at være lidt doven. Hun blev som regel altid nusset lidt bag ørene eller på ryggen når hun kom forbi nogle folk på slottet og det var faktisk dejligt at få så meget opmærksomhed. Det underligste for hende var, at hun ikke havde været sammen med en mand siden hun var kommet her. Men det var jo lidt svært som kat, eftersom hun på ingen måde skulle parre sig med en anden rigtig kat, for hun var jo trods alt magiker indeni. Hun så op da døren gik op og hvem kom ind? Mattheus. Hun satte sin venstre pote mod gulvtæppet og skubbede sig op at sidde, hvor hun vendte sig mod ham nu hvor hun sad på sin bagdel. Den venstre pote støttede stadig i gulvet så hun kunne holde sig siddende. Hun slikkede sig om snuden. #Ja... Pejsen er dejlig varm,# svarede hun sigende. Hun betragtede ham... helt rart at se ham i noget mere afslappende tøj. Hun lærte jo faktisk en helt anden side af ham at kende... hvilket det strittende hår bevidnede om. Hun skubbede sig op på sine bagben og gik hen til ham på tre ben, som hun nu havde lært at gå på dem alle. Det så nok sjovt ud, men hun kom jo faktisk frem. #Jeg kunne altså godt snart tænke mig et pænere halsbånd,# endte hun og sprang op i hans skød, da hun var god til at sætte af med bagbenene. Hun satte sig ved ham og kiggede op på ham med sine mandelformede øjne.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var bestemt ikke en nem tilværelse, men selv Mattheus måtte give Lily den - hun var virkelig faldet godt til, trods for at hun var det væsen som hun var, og det var bestemt ikke fordi at det var en tanke som gjorde ham det mindste. Han selv gik blot ind i pejsestuen og tog plads i sin stol. Håret stod lidt ud til alle sider. Han var jo stadig en ung mand, som skulle have lov til at være ung, og selv var det ikke en ting som han havde tænkt sig at lægge til side for hende. Hvorfor skulle han? Han trak svagt på smilebåndet og gned sig i ansigtet. Sådan var det jo når man stort set lige var vågnet. Selvom der var gang i slottet selv i dagslys, så kunne det på ingen måder måle sig med hvad der skete når mørket for alvor faldt på. Han vendte blikket mod hende igen. "Jeg er glad for at du nyder det. Det ser så sandelig sådan ud," endte han med en rolig, dog sandfærdig mine. At hun søgte hen til ham, sagde han ikke noget til og ej heller da hun valgte at hoppe op i hans skød. Han hævede kun hånden og strøg den mod hendes hoved og over hendes ryg i stedet for. At hun gerne ville have et nyt halsbånd forundrede ham ikke, men han ville endnu ikke pille det af. Gjorde han det, ville det blive muligt for hende at forvandle sig.. og det ville han ikke. Den chance tog han endnu ikke. "Det forundrer mig ikke.. Jeg har nu alligevel noget, som jeg er sikker på, at du hellere vil have - Et nyt højre ben," sagde han med en rolig stemme. Han havde fjernet det gamle udelukkende fordi at det var så betændt, at det ville tage hendes liv, om han ikke havde gjort det, og derfor havde det jo bare været et valg, som han havde set sig nødsaget til at tage. Han lod hovedet søge let på sned. Et smukt dyrt var hun, og han kunne jo mærke på hende, at hun faktisk trives med det. Og ikke at han havde tænkt sig at tage det fra hende. Sagen var jo, at han selv var blevet glad for at have hende der. Han ønskede jo faktisk ikke, at hun skulle tage tilbage til Procias igen.

[Lily Rose Summers]

Lily var faldet godt til. Meget mere end hun nok accepterede i sit sind, men efterhånden så måtte hun jo se det i øjnene. Af og til afviste hun stadig det hele i sit sind, men kom altid tilbage til, at hun havde det godt og faktisk ikke kunne undvære Mattheus. Hun kunne egentligt godt lide at være her, for der var ikke rigtigt problemer. Alle nussede om hende, hun fik kost og logi og hun levede jo nærmest som kongelig. At en kvinde som hende dog skulle slå sig til tåls med det var kun ens betydende med, at hun virkelig var blevet knækket. Hun slikkede sig om snuden og nikkede, for hun nød uden tvivl at ligge og dovne den af. Det var svært for hende at holde sig i gang med kun tre ben, for selvom hun havde lært at gå lidt akavet, så kunne hun ikke rigtigt løbe og sådan. #Det gør jeg,# svarede hun sigende. Hun satte sig godt til rette i hans skød og spandt, da han strøg hende over hovedet og ryggen, hvor hendes øjne for et øjeblik gled i. Hun så på hans øjne med sine mandelformede og blå øjne, for det havde holdt ved fra hendes menneskelige skikkelse, selvom alt andet var forandret. Hun så spørgende på ham, da han sagde, at han havde noget hun hellere ville have. Ordene ramte hende som en glædesbølge og der stod julelys i hendes øjne. Havde hun hørt rigtigt? Et nyt højre ben?! #V-virkelig? Tak Matt!# endte hun med en betydeligt gladere tone end længe og satte hendes venstre hånd mod hans bryst som tak. Kløerne var jo alligevel trukket ind. #Hvordan?# spurgte hun nysgerrigt.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var ikke en ond eller en grotesk mand, før man gav ham en grund til at han skulle være sådan, og det var nok også det som var gået op for Lily. Hun havde leget med ilden.. og nu hvor hun faktisk var som hun burde være, så havde han ikke noget imod at skulle behandle hende godt faktisk. Hans blik hvilede på hendes og med et roligt smil, nu hvor hun selv havde taget pladsen i hans skød. Det var netop hende, som han havde ledt efter i aften. Han havde en handling.. en mulighed, og det var slet ikke noget som han havde tænkt sig at spilde på nogen måde. Han strøg hende roligt over ryggen og over hovedet, for selv han kunne jo heller ikke lade være. Selvom han havde et kommende ægteskab at gøre klar til og alt mulig andet at se til, så var der nu alligevel også tid til det her.. Hvor han bare kunne være sig selv, slappe af og bare.. lave alt andet end hvad han egentlig burde. At se hende reagere sådan på den nyhed, om hvad han havde tænkt sig at skænke hende, morede ham uden tvivl. Han satte sig en anelse mere op, da hendes lille pote gled mod han bryst. Han strøg hende kort under hagen. "Den har du efterhånden gjort dig fortjent til, Lily.. Og jeg vil gerne give dig den," sagde han roligt. Han tog roligt omkring hendes skikkelse og lagde hende, så hendes venstre ben lå ind mod ham. Den frie hånd lagde han roligt over hvor højrebenet måtte være.. og gjorde det så. Ved en ganske enkel bevægelse med hånden, mens han forestilede sig, hvad der skulle være, så dukkede det roligt op, næsten som den groede ud af det gamle sår, hvor det gamle ben havde siddet før. Med pels, med ben, og med bevægelighed, som havde hun aldrig nogensinde mistet det. En eliksir som han havde fået af Enrico, særligt brygget til denne lejlighed, og nu ønskede han at give hende det. En eliksir.. en handling. Det var ganske særlig magi den mand kunne udrette til tider, og det kom ham jo kun til gavn. "Og pas nu på det," sagde han roligt, inden han strøg hende over pelsen og slap hende igen, så hun stadig kunne sidde i hans skød.

[Lily Rose Summers]

Lily havde bestemt fundet ud af, af man ikke skulle komme på tværs af Mattheus og det havde hun lært på den hårde måde. Så nu gjorde hun alt for at være ham tro og loyal, eftersom hun faktisk gerne ville gøre ham tilfreds med hende. Hun kæmpede sig jo stille vej ind til hans kolde hjerte på en måde, som kun et kæledyr i princippet kunne det. Han havde jo sin kommende Dronning, han skulle ægte og det hele, men den plads ønskede hun heller ikke. Hun var faktisk tilfreds med sin plads og ville bestemt ikke træde forkert ved ham igen. Hun blev siddende ved ham, mens hun spandt stille til hans kærtegn, hvor han strøg hende over hovedet og ryggen. Hun kunne godt lide, når han faktisk bare vare i sit afslappede tøj, for hun lærte jo nogle nye sider af ham at kende, hvilket hun faktisk godt kunne se. Hun smilede indvendigt, da han sagde, at han ville give hende et nyt ben, for det var da verdens bedste nyhed! Snart kunne hun forhåbentligt løbe og det hele, hvis benet blev som hun håbede; et magisk ben, der faktisk bare ville være som hendes eget. Hun brummede blidt da han nussede hende under hagen. Hvis hun havde gjort sig fortjent til det, så var hun da faktisk stolt! #Tusind tak, Matt,# endte hun igen, da hun ikke vidste hvad hun ellers skulle sige. Hun lod ham lægge hende som han ville og mærkede nærmest, da benet groede ud fra hendes skulderknogle. Hun så med store øjne til, som det var der med både pels og det hele. Hun bevægede det og grinte i det indre, som han jo ville kunne høre i sit stille sind. Hun skubbede sig op at sidde og lod ham stryge hende over pelsen en sidste gang, før hun sprang ned på gulvet, da han slap hende. #Jeg er sikker på du nok skulle stå i vejen hvis nogle prøvede at skade mig,# svarede hun sigende og drilsk. Hun stillede sig på alle fire, lidt vaklende men fandt hurtigt balancen da hun begyndte at gå rundt på gulvet.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus så ikke nogen grund til netop ikke at skulle skænke Lily det ben, nu hvor hun havde gjort sig fortjent til det. Hun gjorde jo faktisk kun hvad han bad hende om, hvilket var en tanke som han godt kunne lide. Selv for ham, var hun jo et kæledyr. Et sted nok også derfor at han ikke fjernede det bånd, som han havde omkring hendes hals, velvidende om, at hun faktisk kunne forvandle sig, om det var det som han valgte at gøre, og derfor gjorde han det ikke. Han lagde hende ind mod sig, kun for at give hende det magiske ben. Når hun var vant til det, ville hun kunne bruge det, som havde det været hendes eget, da det var forbundet med tankens kraft, nerver og alt, som havde det været et ben, som hun faktisk var blevet født med, og det var også det som var hele bagtanken. Hensigten ved benet, ønskede han dog ikke at give hende. Der var mange kræfter som rykkede på sig i mørket efterhånden, og han frygtede til sidst, at det skulle vise sig, at blive en magt, som han selv ikke kunne kontrollere.. Han ville sikre sig, at dem som han havde nær og kær ville have muligheden for at søge bort, om det skulle blive nødvendigt. "Jeg vil virkelig gerne give det til dig. Det er fortjent," sagde han roligt, inden han så til at hun hoppet ned på gulvet foran ham igen. Lettere vaklende, men han vidste, at det nok skulle komme temmelig hurtigt igen, og det gjorde ham virkelig intet. Efter al den tid her, så var hun blevet vigtig for ham.. noget som han gerne ville beskytte. Han trak let på smilebåndet og rystede let på hovedet. Den humor.. Han elskede den faktisk. "Det vil jeg. Det kan jeg vidst ikke benægte efterhånden," sagde han med en rolig stemme, idet han lod hovedet glide ned i hånden. Han var træt.. Han var uoplagt, og det gjorde ham faktisk irriteret i længden. Alt det arbejde og så lidt tid.. og med den kommende fuldmåne.. Han hadede det. "I morgen må du ikke være i nærheden af kælderregionerne, Lily... Og det er vigtigt," sagde han denne gang med en alvorlig undertone.

[Lily Rose Summers]

Lily følte sig som et glad lille barn lige i øjeblikket. Måske endda meget lykkeligere når det kom til det. Det manglende ben havde hun været virkelig ked af, så det, at han nu skænkede hende en erstatning, der jo faktisk var som det, der var blevet fjernet, var en fantastisk gave. Hun sprang ned ad ham for at finde balancen på benet, da hun jo nu skulle vænne sig af med, at hun kun have tre ben, nu hvor hun havde fået sit fjerde tilbage! Hun gik lidt rundt på det og prøvede nogle forskellige spring og de virkede alle sammen. Hun var dog sikker på, at Enrico sikkert havde noget med det at gøre, for Mattheus kunne ikke have fundet på det selv, det troede hun ikke på. Hun smilede indvendigt, eftersom en kat ikke rigtigt kunne smile udenpå. Men hun virkede glad og tilfreds, for det udtryk kunne sagtens komme til udtryk. Hun dansede nærmest på sine lette poter, mens hun trippede hen foran ham igen og sprang op til ham endnu engang. Hun lo stille i hendes sind, som han også ville kunne høre. #Jeg vidste det,# endte hun tilfredst. Hun betragtede ham. Hun kunne mærke på ham, at han var træt, for han var jo hendes ejer. Hun følte en masse ting som kat. Hvis han havde ondt nogle steder, så fornemmede hun det også... og lagde sig som regel ovenpå det sted, det gjorde ondt. Hun slikkede sig om snuden og så undersøgende på ham. Hvad skete der i morgen? Nu blev hun jo bare pokkers nysgerrig! #Hvorfor ikke?# spurgte hun.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus ønskede ikke at noget ondt skulle ske Lily, og derfor havde hun jo brug for et ekstra ben. Han ville sikre sig, at hun ville komme i sikkerhed, hvis det skulle vise sig at blive en nødvendighed, for det var jo aldrig til at vide, når det endelig var. Der var kræfter som rykkede på sig.. Ikke bare Denjarna i Manjarno, men der var andet i luften også, og selvfølgelig var det også det som påvirkede ham. Han lod hende prøve det nye ben ad, hvor han håbede på at det faktisk ville lette hendes tilstedeværelse bare en smule. Han vendte blikket mod hende uden at smilet kunne falme bort på noget tidspunkt. Han kunne virkelig ikke. Det var bare det dyriske som slog ind over ham - at der var noget på færde, som slet ikke burde være, og han kunne ikke lide det. Han trak let på smilebåndet og strøg hende igen over hovedet, da hun igen sprang op til ham. Det var uden tvivl en tanke, som han fandt glædeligt. "Efter al den her tid, så kan jeg ikke benægte det," sagde han roligt. Han vendte blikket alvorligt mod hende. Fuldmånen ville være i morgen nat, og han sov jo om dagen, så hele dagen i morgen og natten med, måtte hun holde sig langt væk fra kælderen, for han ville ikke have hende tæt på. Han bed tænderne sammen, så han endte mere tydelig i kindbenene. "I morgen nat er det fuldmåne, kære Lily... Jeg vil ikke have, at du ser det," sagde han ærligt. Det var ikke fordi at han var flov over hvad han var, for det var han ikke, men de skulle bare ikke have lov til at se ham på sit svageste, og der hvor han havde mest ondt, der hvor han lå og skreg i sin egen smerte. Han lod hånden falde igen og så ind i pejsen. Selvom han efterhånden havde været varulv for en god del tid nu, så var det ikke fordi at han var vant til det endnu. Det var faktisk noget som gjorde ondt. Han sukkede tungt og lænede sig tilbage.

[Lily Rose Summers]

Lily vidst, at hun var godt beskyttet her på slottet. Hvis der skete hende noget, skulle Mattheus nok finde en at slagte for det, for enhver holdt jo øje med hans kæreste kæledyr, katten. Enhver kendte hende som Mattheus' kæledyr, eftersom hun ofte var med ham og altid sad i tronsalen. Hun havde jo også været med på offentlige besøg, såsom en gæsteoptræden ved Acheron brylluppet. Benet var hun virkelig glad for, for hun kunne meget nemmere komme rundt selv nu. Hun skulle vise det til Enrico, det var sikkert og vist, for hun var stolt nu. Hun ville få en meget flottere gang og være meget mere majestætisk. Hun spandt dæmpet, som han strøg hende over hovedet. Hun smilede stadig indvendigt. Hun støttede fra på hans lår med hendes venstre ben, så hun sad på bagdelen. Hendes højre ben bevægede hun foran sig, da det var helt underligt... men en god underlig. #Nej. Det kan du ikke,# svarede hun sagte og med et blidt grin. Hun strøg sin højre pote stille langs hans ene lår, da hun ikke kunne lade vær med at bruge den lige nu hvor hun havde fået den. Hendes hale strøg lidt frem og tilbage bag hende. Ved hans ord, så kiggede hun op mod hans ansigt. Hun vidste, at han havde ondt, for det lå lidt i ordene. Han ville ikke se hende, fordi han var svag under forvandlingen. Men han havde jo heller ikke været varulv da de først havde lært hinanden at kende, havde de? #Okay... Så bliver jeg væk,# lovede hun med en rolig tone. Hun ville alligevel ikke høre på det, så det var godt nok, at hun var advaret. Hun lagde som regel ikke mærke til når det var fuldmåne, da slottet var så stort, at hun sjældent kom ud på den anden side medmindre Mattheus var med. #Du var ikke varulv... dengang vi først var sammen, var du?#

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

For Mattheus betød Lilys velbefindende faktisk meget for ham, også fordi at han vidste, at det placerede hende i en langt stærkere situation, end hvad det ellers havde gjort. Desuden kunne han godt lide at gøre hende glad.. For det gjorde ham glad, at han direkte måtte sidde og smile for sig selv, når han kunne høre hende grine. Ikke desto mindre, kunne han godt lide at se hende bevæge benet så aktivt, som det hun gjorde det lige nu. Han lod hovedet hvile i hans hånd. Han var træt, han var stresset, og han havde da mere end rigeligt at se til i forvejen. Han strøg hånden over hendes hoved og nedover hendes ryg. "Nej, det tænkte jeg nok," sagde han med en tydeligt morende stemme, idet han selv blev lod sig falde mere afslappet tilbage. Fuldmånen nærmede sig, og den selv, var noget som gav ham direkte kuldegysning, og han kunne ikke lide det, og derfor ønskede han heller ikke, at det var noget som hun skulle have lov til at se. Det var slemt nok, som det var i forvejen, og den tanke, kunne han bestemt ikke lide. Han nikkede mod hende igen. "Det vil jeg i så fald sætte pris på," sagde han blot. Han snakkede åbent om sin tilstand, som varulv. Det var ikke nogen hemmelighed, også selvom det satte ham ud af spil en aften om måneden, og de efterfølgende dage, fordi at han skulle komme sig. Det var ikke noget som hun havde oplevet fra hans side af endnu. Han rystede på hovedet. Da han havde kendt til hende tilbage for mange år siden, så havde det ikke været en del af ham, og det stod han gerne fast på. "Det er en tilstand, som er mig forholdsvis ny, Lily. Jeg lod mig bide.. men når jeg indtager den forvandling under månen, vil jeg gerne have lov til at gøre det alene. Det er ikke noget, som jeg ønsker, at nogen skal overvære," sagde han med en ærlig stemme. Han brød sig ikke om det.. Tvært imod. Han hadede det virkelig!

[Lily Rose Summers]

Lily kunne godt lige at se Mattheus tilfreds med hende, fordi det gav hende en tilfredsstillelse. Nu hvor hun havde accepteret stort set det hele om sin situation, så søgte hun jo også bare glæden ved det. Hun grinte tit i det stille sind, som jo automatisk blev overført til ham, når de jo havde en forbindelse til hinanden. Det var rart, at hun stadig kunne tale med en anden, for hvis hun havde været alene, så var hun nok blevet sindssyg... hun var jo et meget socialt væsen. Derfor var det også rart, at Enrico faktisk kunne høre hende ligeså, for det var da en mere, hun kunne snakke med. Hun havde til nu ikke fundet flere på slottet, men måske det kom en dag? Hun spandt dæmpet, som jo var en lyd alle kunne høre hvis de gik forbi, mens han strøg hende over hoved og ryg, for det føltes rart. Hun grinte let med ham, som han snakkede morende og endte med at ligge sig helt ned på hans skød. De var et sjovt makkerpar, men hun kunne godt lide at have en hvis status som kongelig kat. Hun slikkede sig om snuden igen og løftede sin nye højre pote, som hun slikkede på. Den smagte fuldstændigt som hendes venstre, så det var virkelig en del af hende! Hun blev ved med at slikke på sin pote lettere fraværende, som kun en kat kunne gøre det. #Hmm... okay. Jeg har faktisk heller ikke lyst til at overvære det,# svarede hun sagte og kiggede kort op mod ham, før hun vendte tilbage til at slikke sin pels, da det jo faktisk var en måde at vaske hende selv på. #Når fuldmånen er ovre er du jo alligevel tilbage,# svarede hun sagte.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus kunne virkelig ikke være andet end tilfreds med Lily, og derfor ønskede han jo også at give hende netop dette ben. Sagen var vel også, at han var blevet glad for hende? Alle på slottet vidste at hun ikke var et normalt dyr, men alle andre derimod, troede bare at hun var en snotforkælet kongelig kat, som fik lov til at gøre hvad hun havde lyst til, og det var så sandelig også det, som han faktisk lod hende udnytte. Nu hvor hun lagde sig ned i hans skød og spandt som havde hun været en rigtig kat, fik ham nu kun til at smile. Hvis der var nogen, som faktisk formåede at få ham til at slappe af, så var det faktisk hende, og det var skam ikke fordi at han havde noget imod det, for det havde han ikke. "Skal jeg være helt ærlig, så har jeg faktisk heller ikke lyst til, at det er noget, som du skal overvære," sagde han roligt. Det gjorde ondt.. han var tildels panikslagen endnu, når han skulle igennem det, og sådan som det føles at gennemgå det, så kunne han ikke tænke sig til, hvordan det faktisk måtte se ud, så det var noget som han faktisk agtet at gøre på egen hånd. Han så til hvordan hun vaskede sig selv. Den tilværelse som det kongelige kæledyr, var en rolle, som hun uden tvivl var faldet utrolig godt til rette i, hvilket skam også var noget som faktisk passede ham ganske fint, for det var det som også betød noget. Hånden fortsatte roligt over hendes ryg, næsten fraværende, da han igen vendte blikket mod pejsen. "Når den måne er ovre, er jeg mig selv igen.. Det er bare den ene nat om måneden, hvor jeg sættes ud af spil," fortalte han med en rolig stemme. Tanken var uden tvivl frustrerende, og det skjulte han bestemt heller ikke, for det var virkelig, virkelig irriterende, men hvad var der at gøre ved det? Han skulle jo igennem det, ganske enkelt fordi at han lod sig bide.

[Lily Rose Summers]

De første par dage efter Lilys forvandling havde hun aldrig troet, at hun faktisk ville acceptere at være her. Men tingene var faldet på plads dag for dag og jo mere hun havde givet sig hen til Mattheus, jo bedre fik hun det og det var noget hun godt kunne lide. Hun havde knyttet sig tæt til ham. Som kæledyr... som en, der var hans. Det var nok en konsekvens af, at han havde taget hende til fange mod hendes vilje og pisket hende i stykker til hun havde forvandlet sig og så derefter behandlede hende godt. Hun smilede indvendigt, mens hun bare lå og kiggede op på hans ansigt. Han så altid glad og afslappet ud, når hun var omkring ham og den effekt kunne hun uden tvivl godt lide at have på ham! Hun ville gerne gøre ham glad. Hun lo blidt i hans tanker ved hans ord, for det var nemmere at tage lidt let på tingene fremfor at tage det helt med på bunden af havet. #Så er vi jo enige,# svarede hun ham sigende. En sådan forvandling måtte jo faktisk gøre ondt i forhold til hendes egen. Da hun havde forvandlet sig efter torturen, så var det jo faktisk blevet bedre. Men som varulv blev det jo værre under fuldmånen. Da hun følte hun havde slikket nok, så lod hun sin pote falde ned på hans ben igen. Hun tilpassede dig livet som kongeligt kæledyr og alle vidste jo, at hun var det. Eller de vidste, at hun var yderst forkælet og at Mattheus kom efter dem, hvis de ikke passede på hende. Hun spandt selv fraværende til hans strøg over hendes ryg, for det føltes uden tvivl virkelig rart. En tanke slog hende og hun vovede alligevel at spørge... #Fortryder du, at du lod dig bide?# endte hun til ham.