You are... what?

[Deleted]

Dafnir var virkelig rundt på gulvet, og havde svært ved at finde ud af, hvordan han skulle tackle det hele. Ikke fordi at han ville give hende skylden for det, for han var selvfølgelig glad for, at hun havde fortalt ham det. Ingen tvivl om det. Han vendte blikket mod hende og med et smil. "Det skal du ikke tænke på. Jeg vil da hellere have, at du nævner det for mig, end det andet," fortalte han med en sandfærdig mine, for løgn var det jo trods alt heller ikke. Når det nu endelig var sagt, var det egentlig vigtigt for ham at påvise for hende, hvilken særlig betydning hun faktisk havde for ham.. Og at han gerne ville stå der. At høre hende skænke ham de ord, ville han da uden tvivl aldrig nogensinde blive træt af at høre på. Og det ville han meget gerne gøre klart for hende, inden de ville komme så langt igen. De grønne øjne hvilede på hendes skikkelse, og med et stille smil på læben. "Og jeg mener det.. jeg bliver da aldrig nogensinde træt af at høre de ord," sagde han med en rolig og mere bestemt tone, end hvad han havde gjort brug af frem til nu. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham noget som sådan, for hvorfor skulle det dog gøre det? Hans blik gled roligt i retningen af hendes skikkelse.
For nu var det ikke arbejde, som han havde i tankerne, og skulle han være helt ærlig, så tvivlede han på, at han ville kunne samle sig om det, nu hvor han vidste, at han skulle være far.. Ja, hvad han ville have på plads? "Hvad med.. det hele? Jeg har virkelig ingen anelse om, hvad jeg går ind til," sagde han med en dæmpet og ærlig stemme. At hun havde det skidt, var noget som faktisk gjorde ham bekymret, og det kunne han slet ikke lide. "Jo selvfølgelig... kom med.." Armene gled omkring hendes skikkelse, da han førte hende med sig tilbage mod Den Kongelige Slotshave. Her var der en del mere skygge, og det var nemt for ham at hente væske til hende. Han ville jo heller ikke have at hun skulle komme galt afsted!

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham som han igen understrege han aldrig ville blive træt af at høre de ord fra hende, hun smile bare blidt og lod ham hjælpe hende tilbage til haven hvor hun roligt fik sat sig i skyggen af et træ, hun trak vejre dybt og mærke hurtig hvordan det hjalp på varmen "mh tak Kære" hun smile og trak vejre dybt et par gang, at han ville have det hele på plads var jo et vidt begreb og der var jo nok og se til, "tja.. jeg ved faktisk ikke hvad du sådan kan hjælpe med.. jeg har jo ikke prøve og have en mand til og hjælpe mig med et barn før.. jeg var jo alene med oliver stort set hele tiden.. men vi skal have hente olivers gamle vugge og andre ting tilbage i huset så har vi i det mindst styr på de ting" hun så på ham og smile lidt, hun så ellers roligt på ham, og lod hånden igen søg hen og nusse hans hånd da han jo stadig stod op og hun sad nede på jorden så der var lig lovlig langt for hende til at kunne nå ansigt. hun så på ham, det her gjort det nok ikke nemmer for ham at hun ikke vist hvad han kunne gør og skulle gør for damon var sjælden hjemme den gang med oliver, og oliver så jo først sin far da han både kunne tal og svagt gå, og der efter var damon konstant på arbejde, hun hade enlig aldrig tænkt over hvor meget alene de hade været, hvor tit de bar var bleven ladt tilbage mens han var på arbejde, hun kunne efter hånden beder forstå hvorfor oliver slet ikke var særlig glad for at kalde damon for far, hun lag hovedet tilbage mod træet og kigge op i himlen og prøve at få styr på alle sin følelser omkring det her, men samtidig var hun bekymret for dafnir og hvordan han hade det, hun så på ham og sag så kækt "åh rolig nu du kun gået med til at vær far det ikke fordi du skal giftes med mig" hun smile drillene og så op på ham, "skal jeg vær ærlig.. selv om jeg har prøve det før.. føler jeg mig lige så fortabt som dig" hun kunne mærke øjne begyndt at blive våde og hun endt med og se ned i jorden og holdt ham stadig i hånden "jeg bange" kom det stille fra hende, hun hade ellers været så sikker på det hele men nu.. nu følt hun sig virkelig helt fortabt og hun ane slet ikke hvordan man var to om et barn når hun selv var vand til og være helt alene, med en mand der bare var væk hele tiden.

[Deleted]

Hvis de hjalp hinanden, så kunne det vel heller ikke gå helt galt? Selvom Dafnir som sådan aldrig havde været i nærheden af børn selv, så kunne han jo ikke rigtigt komme udenom, at han jo en dag ønskede at være far selv. Han havde måske ikke været den bedste til at sige det eller vise det som sådan, men denne gang havde han bare ikke rigtigt været forberedt på noget som helst. Hans grønne øjne hvilede på hendes skikkelse og alligevel. Han ville aldrig blive træt af at høre hende sige de ord til ham. Han havde jo faktisk kun hørt dem fra sin mor, kunne man sige.. Det her føles uden tvivl anderledes. "Der er ikke noget at takke for," sagde han med en rolig stemme. At hun stadig havde Olivers gamle ting, var noget som let fik ham til at smile. Nu havde de også arbejde begge to, så det var vel også muligt at skaffe de ting.. Hvis det nu skulle vise sig at blive en lille pige? Ikke at det ville gøre ham noget, for han ville da elske at have sin egen lille prinsesse. Han kunne faktisk godt lide den tanke, hvis han skulle være helt ærlig. "Har du stadig det hele fra dengang? Det... det er jo et glimrende udgangspunkt," sagde han med et skævt smil. Selvfølgelig ville det hjælpe lidt på det, også fordi at det ville være godt, for han havde virkelig ikke nogen anelse om hvad man skulle have til sådan en lille størrelse, og det gjorde det faktisk svært.
At hun var bange, havde han faktisk svært ved. For det gjorde det jo ikke ligefrem bedre for ham, som skulle til at finde ud af det hele i forvejen. Det var faktisk ikke særlig fancy lige nu. Han bed sig let i læben, inden han satte sig ned i skyggen sammen med hende. Armene gled roligt omkring hendes skikkelse. Hvis hun var bange, så var det da uden tvivl hans tur til at blive panisk. "Vi.. vi finder ud af det.. Vi er jo... to til at tage os af den lille... ikke?" Han vendte blikket lidt håbefuldt mod hende.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham, som han sag det ikke var noget og takke for. hun smile bare og så på ham, hun sag jo tak for at vise hun vær-satte hans hjælp selv om det kun var små ting så var det jo stadig noget som han gjord for hende og det ville hun vær sætte. hun så på ham som han spurt om hun hade alle tingen fra den gang hun hade oliver, "jeg har vuggen, og lidt tøj og lege tøj og lidt andre små ting, oliver var lidt hår ved sin ting så meget af det måtte smides ud efter mange reparationer" hun så på ham og smile svagt, oliver hade bestemt ikke vær en nem dreng, altid lave han ballade, hade rodet over alt eller fået mel ud over sig selv, eller mudder de mest mærkelige steder. hun så ned som han kom ned og holdt om hende, det var ikke hendes mening at skræmme ham, men hun var altså lidt bange for hvordan var man sådan en rigtig familie med far og en mor for hun hade kun være mor og barn den gang med oliver, hun snøft og fik hurtig tørt øjne og så på ham som han snakke. "jo.. det skal nok gå.. undskylde.. det var ikke min mening og gør dig mere bekymret.. jeg.. ved bare ikke hvordan man er en rigtig familie.. med begge forælder og en baby.. jeg har jo altid være alene" hun så på ham og lag hovedet mod hans skulder, og lag en hånd på hans lår mens hun nød vinden der blidt blæst ind over dem, hun trak vejre dybt og så op på ham, "hvordan har du det?" spurt hun og så en smule bekymret på ham for hun ville godt vide hvordan han hade det sådan generelt med det hele, og hvordan ville hans mor ikke tage det? hun kendt ikke kvinden og de hade jo kun være sammen i ganske kort tid, og så nu stod og skulle have en baby om nogle måneder. hun så roligt på ham, mens hun nusse hans lår en smule og bare så ganske roligt op mod hans ansigt mens hendes øjne var fuldt med bekymring og frygt for hvordan det her ikke skulle ende, hun ville så nødig have det endt med de ikke kunne blive sammen fordi de ikke kunne enes eller ikke var enig om de forskellig ting omkring den lille, hun prøve at blokere tankerne og prøve at fokuser på en ting af gangen selv om det var svært.

[Deleted]

Dafnir vidste allerede på forhånd, at hans moder ikke ville komme til at bryde sig om det, men han var ligeglad. Han var ikke den lille dreng mere, som han havde været engang. Nej, han var faktisk voksen, og skulle til at stifte familie. Det kunne godt være, at han ikke havde kendt hende særlig længe, og man kunne jo faktisk heller ikke ligefrem sige, at de offentligt var gået ud og sagt, at de var et par. Så langt, var det jo endnu ikke kommet, og nu havde de en lille en på vej.. Ja, den tanke skræmte ham faktisk. Han nikkede og med et skævt smil. "Han virker til at have været en livlig en, ham Oliver," sagde han med en rolig stemme. Selv skulle han lige finde ud af det hele på egen hånd. Selv skulle han lige finde ud af det, og han brød sig faktisk ikke meget om at hun skulle blive urolig eller bange, for hvad skulle han så ikke blive? Han rystede stille på hovedet. Han håbede da selvfølgelig, at hun kunne hjælpe ham lidt, så han lærte hvordan man skulle gøre tingene, for han ønskede selvfølgelig ikke at gøre noget forkert, om han kunne gøre noget ved det, det var der bestemt heller ikke nogen tvivl om overhovedet. "Jeg.. går da ud fra, at vi kan finde ud af det hele sammen? Jeg.. jeg ved ikke hvordan Damon var som en mand at leve sammen med, Adeline, men jeg vil virkelig gerne have, at vi to kan finde ud af det hele.. sammen.. om vores kommende barn. Vi hjælper hinanden," sagde han med en mere selvsikker stemme, end hvad han selv havde gjort brug af til nu. Han lagde roligt armene om hende, som han trykkede hende ind mod sig. Hånden mod hans lår, sagde han slet ikke noget til. Han kunne bare ikke lide, at hun var bange eller ked af det, så det måtte han gøre noget ved. Han kyssede roligt hendes tinding. "Lidt bedre nu. Jeg tror bare at.. ja.. jeg skal vænne mig til tanken," sagde han med et let smil. Det havde været et chok.. men han havde bestemt ikke tænkt sig at vende ryggen til hende og deres lille.. Slet ikke!

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham som han sag oliver virke til at være ivrig hvor hun måtte le "ivrig er slet ikke ord! den dreng var ustoppelig til tider og det gjord det ikke beder af han ville have kage og søde ting hele tiden" hun lo og så på dafnir og smile blidt, inden smile falme en smule, hun trykke sig lidt ind mod ham. hvordan damon hade været som mand? hun hade faktisk troede han var en god mand og det var han da også.. men han hade bare ikke vær der for hende og oliver så meget som hun hade ment han skulle. hun kigge ned og lod dafnir hold om hende og kysse hende på tegningen, "kan sig damon var god..men han var der ikke for oliver eller mig så meget som jeg nok hade ønsket.. det sjovt når man tænker over den slags ting kan man pluslig se hvor lidt familie var var.. og hvor lidt kærlighed der var tilbage mellem os.. i det mindste stoler jeg på jeg har dig hos mig.. og hos den lille" hun så på ham og putte sig en smule ind til ham og lukke øjne og sukke, "ja.. vi skal nok klar den os 3" mumle hun og nusse blot hans lår og sad bare og lytte til ham mens hun også lytte til vinden der suse blidt og fuglene der fløjt alle mulig steder fra, hun så på ham som han sag han hade det beder, det gjord hende lidt mere rolig for hun var jo bekymret for ham, hun hade det selv beder nu hvor han sag han hade det beder men hun vist det her nok skulle blive en hård tur at komme i gangen, for der ville nok komme op og nedture både for hende og sikkert også dafnir men nu måtte de tage en dag af gangen og se tiden and hvordan det ikke skulle gå. hun så på ham og kysse ham på hagen, "elsker dig" sag hun stille og så op på ham med de stor grå øjne og sendt ham et lille sød smile mens hun blot nusse hans lår og nød at være så tæt på ham for det gave hende en tryghed og varme hun virkelig hade brug for lig nu efter alt det her. hun sad bare ganske roligt der og nusse hans ben og kigge på ham ind i mellem inden hun stille spurt "hvad tror du det bliver?" hun var lidt nysgerrig efter at høre hans tanker om hvad han troede barnet blev af køn, hun ville selv gerne have en pige nu hvor hun hade haft en dreng men vis det blev en dreng ville hun også blive glad, bare det var sundt og rask så var hun tilfreds.

[Deleted]

Dafnir var faldet en smule mere til ro, også selvom det selvfølgelig var svært og ikke mindst krævende af ham, for det havde uden tvivl været en kæmpe nyhed at give ham! Og endda når han slet ikke havde været forberedt på det, hvilket næsten var det værste af det hele. Han vendte blikket mod hende ved hendes fortælling om Oliver, hvilket kun svagt fik ham til at smile. "Jeg er ked af, at jeg endnu ikke har mødt ham. Jeg er nu sikker på, at han alligevel har vist sig at blive en god mand, for den kvinde, som han nu har måtte møde på sin vej," sagde han med en rolig stemme. Han trykkede Adeline let ind mod sin krop og vendte blikket ned mod flokken af heste igen. Ja, det var uvirkeligt for ham, at han inden længe skulle opdrage på sin egen, og selvfølgelig håbede han da på, at han var god til det. Han spændte lidt i låret ved hendes nussen. Han kunne lide det. Det kunne han virkelig. Han lyttede selv til hendes ord om Damon, for han ville jo gerne vide hvad han egentlig skulle udkonkurrere i den forstand. Et sted.. lettet over at manden havde skuffet hende, såvel som Oliver. "Jeg er ked af, at han ikke var omkring Jer, som han burde. I fortjente det bedste.. En mere hjertevarm kvinde end dig, skal man virkelig lede længe efter, må jeg sige. I klarede Jer, og det er i mine øjne det vigtigste," tilføjede han med en rolig stemme. Han sendte hende et smil.
Dafnir var faldet en kende mere til ro, også selvom det stadig var svært for ham at forstå, at han netop havde været med til at sætte et kommende liv til verden. Hvordan ville han være som far? Han havde virkelig ikke nogen anelse, for det var heller ikke ofte, at han fik muligheden for at være omkring børn i den lille størrelse. Han så tænksomt ud i luften, inden han så mod hende igen. "Jeg elsker også dig, Adeline," hviskede han mod hendes øre. Det var ord, som han faktisk mente! Smilet bredte sig kun mere på hans læber. "Mest af alt? Min egen lille prinsesse.. Selvom en lille prins uden tvivl vil blive lige så godt.. Jeg... glæder mig," sagde han. Det var faktisk ord, som han mente.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline så på ham som han snakke, oliver finde sig en kvinde! den tanke brød hun sig enlig ikke om "han kan få en kvinde når jeg siger han må! ingen tager min baby fra mig" mumle hun dystert før hun lysne op igen og bare putte sig ind mod dafnir og nusse ham på låret og nød at side i hans trygge farvne. hun så på ham og smile "i kommer nok til at mødes snart vil jeg tror nu hvor han skal have en bror/søster.. vi må bare håbe han tager det pænt" det sidste mumle hun og kigge ned mod sin hånd på hans lår, hun kigge der fra op på ham igen og rødme som han sag hun var hjerte varm og fortjent beder hun opfange det som han hentydet til ham selv hun smile og kysse ham på kinden "mh så er det jo kun godt at jeg har dig ikke sandt" hun smile og kysse ham på halsen denne gang og nusse blidt hans lår, at han håbe på en prinsesse lig som hun gjord fik hende til at smile "mh begge dele ville være dejlig og få.. bare det bliver sundt og rask.. men jeg håber også lidt på en lille prinsesse" sag hun stille og nusse sig ind til ham, glad for han glædet sig for det gjord hende bare mere glad og hun selv ture begynd og glæde sig til at se den lille når den kom ud, hun nusse blidt hans lår og sad og lod tankerne flyve omkring denne baby der var på vej, hvad det var, hvad navn den skulle have, hvordan ville den lille blive osv. der var mange ting og skulle holde styr på og hun skulle jo stadig passe sit arbejde så længe hun nu kunne, hun håbe ikke hun ville blive en byrde for kongehuset ved at hun var gået hen og bleven gravid men hun kunne ikke rigtig gør noget ved det.

[Deleted]

Det var virkelig mange ting som Dafnir pludselig skulle til at vænne sig til, og det var bestemt heller ikke fordi, at det var nemt altid. Specielt ikke hvad angik det her. Selv var han ikke et sekund i tvivl om, at hun uden tvivl ville vise sig, at være en fantastisk mor, også fordi at hun havde formået at opdrage en knægt alene, og det var en tanke som han selvfølgelig godt kunne lide. Han håbede bare lidt, at det var noget, som selv måtte komme ham til gode i det her tilfælde. "Det er måske ved at være på tide, at indse at knægten er blevet stor?" spurgte han med en tydeligt morende og drillende mine, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være, nu hvor han endelig havde muligheden for det. At hun lagde sig sådan ind mod ham, kunne han virkelig godt lide, da det også var noget som gjorde ham direkte afslappet. Han ville uden tvivl få brug for hende, og det var han så sandelig heller ikke bange for at indse. Han ville få brug for hende, så den viden som hun sad inde med, var noget som han uden tvivl havde brug for lige nu. Han lod armene roligt glide omkring hende og trykkede hende ordentlig og godt ind mod sig. "Det håber jeg virkelig, virkelig også at han gør." sagde han dæmpet. Det var ærlig talt ikke noget, som han havde skænket en tanke i det hele taget! Han bed sig svagt i læben. Hvad nu hvis Oliver ikke accepterede den lille ny? Hvad skulle de så gøre?! En lille prinsesse ville han bestemt ikke have noget imod.. En lille pige, som han kunne vogte om, og med den kvinde som han sad med ved sin side, så kunne det jo kun gå hen og blive en smuk af slagsen. Selv det, var han ikke et sekund i tvivl om, om han skulle være helt ærlig. Han sendte hende et smil. "En lille pige, ville være fantastisk," sagde han med en tydelig glæde i stemmen, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være! Han kyssede endnu en gang hendes tinding, inden han vovende lagde hånden mod hendes ellers så flade mave, for hvad skulle han da kunne gøre ved det? Han.. glædede sig jo et sted til at følge maven, når den ville vokse.

[Adeline Magarita Jakson]

adeline sad bare og putte sig ind til dafnir og nød virkelig at side sådan der med ham, hun var falden mere til ro nu efter de hade snakke og det hele lige hade fået lov at sive en smule ind. hun så på ham som han snakke og sag temmelig stædig "aldrig! han er min lille baby hvor gammel han så en er! og ingen pige skal snuppe min baby" hun så på ham og rakt drillen tunge af ham inde hun igen lage hovedet ind mod hans krop. hun var virkelig bekymret for hvordan oliver ville tage denne nyhed for han hade jo vært ene barn hele live, og nu som en fuld voksen mand skulle have en lille bror eller søster.. der ville jo være en kæmpe alders forskel mellem dem, og hun frygt det ville rive dem fra hinanden som søskende, og riv forholde mellem hende og oliver fra hinanden også. hun håbe virkelig han ville tage det pænt, der var ikke andet ind at gøre ind at få sendt et brev efter ham, eller bruge fløjten så hun var sikker på at han kom til hende for det hade han jo lovet han ville vis hun brugte den. hun smile bare som dafnir udrykke temmelig tydelig at det var en pige der var størst håb for, hun så på ham og nød hans kys på hendes tinning og mærke han lag hånden på den stadig flade mave, hun smile og lag hånden oven på hans og så bare op på ham og kunne lig nå hans under læbe med hendes læber og smile bare før hun så på den flade mave "suk ender nok med en hel øl tønde mave denne gang" mumle hun og nusse danifrs hånd som lå på hendes mave, hun så op på ham igen og nusse blidt hovedet mod hans hals og nød at side sådan her med ham det var jo ren hygge lige nu til tros for hvad tilstand de to lige hade været i så var det hele jo endt meget godt.

[Deleted]

Dafnir skulle lige finde ud af, hvordan han skulle tage det hele, for det var bestemt heller ikke nemt. Tvært imod, så var det faktisk svært for ham. Hans blik gled mod hendes skikkelse ved hans side. Hans arme lå endnu om hende. Det kunne godt være, at Oliver var stor og en fuldvoksen mand, men det var vel heller ikke forbudt, at hans mor ville få det godt med en anden mand? Han sendte hende et smil. Det kunne godt være, at hun var en meget overbeskyttende mor, men dem som havde hende som en mor, var uden tvivl forbandet heldig, og det var noget som han glædeligt måtte stå ved i den anden ende. "Han er heldig, at have en mor som dig," sagde han med en rolig stemme. Han kyssede igen hendes tinding. Han var virkelig blevet glad for hende, og selvom dette måske var en kæmpe omvæltning for hans vedkommende, så var han jo nødt til at gøre hvad han kunne, og det var noget som han faktisk også gerne ville gøre. Hans blik gled mod hendes smukke skikkelse, da han selv roligt lod hånden stryge over hendes mave. Det var en tanke, som faktisk begyndte at glæde ham mere og mere at skulle blive far. Han var spændt.. skræmt.. og nysgerrig på samme tid, og det var uden tvivl underligt, at det skulle være på den måde, men hvad skulle han da gøre? Han grinede let for sig selv og trykkede hende ind mod sig, da hun lagde sig ind mod hans krop endnu en gang. "Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at den gravide mave nok skal klæde dig, min kære," hviskede han roligt mod hendes øre. Lige nu var det da slet ikke arbejde som han kunne tænkte på - eller ville tænke på, men hende derimod. Han glædede sig faktisk til at stå der med sin kommende lille.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham som han sag at oliver var heldig at have hende som mor, hun smile lidt og lag bare hovedet ind mod hans og nød at side der med ham, hun vist hun kunne være en rigtig høne mor til tider men sådan var hun nu bare en gang. hun så på ham og nød bare han strøg hende over maven, og holdt fast roligt hånden oven på hans så hendes hånd fulde hans bevægelser. Tanken om denne lille baby ind i maven, var begyndt og glæde hende mere og mere men hun var stadig skræmt, nok hade hun prøve en fødsel før men det var mere deres forhold til hinanden hun stadig var bekymret for. hun tog det dog roligt lige nu, for der var langtid i nu til babyen ville komme og i den tid kunne han jo nå og vende sig til tanken om babyen mens hun kunne forberede diverse ting til den lille. tøj, seng osv. hun så på ham som han sag den gravide mave hun ville få ville komme til og klæd hende. hun lo bare og så på ham, "sikker på det? den kommer jo til og være i vejen og fylde helt vildt " hun så op på ham og smile bare drillenden og så op på ham. hun nød virkelig og side der med ham og bare snakke om tingene, og når vejre vare så dejlig så hjalp det også lidt på det, vinden bar duften af urter med sig gennem haven, plus den køle en smule i den varme sol adeline smile bare for sig selv og nød virkelig det her nu efter den minder gode starte på samtalen, hun så op på dafnir og tænkt lidt "hvad tror du din familie siger til det?" det var hun lidt nysgerrig over for hun hade selv ingen forælder men kun oliver og nu dafnir og den lille ny som lå i hende og vokse.

[Deleted]

Jo mere de faktisk snakket om det, jo mindre skræmmende virkede det, at skulle være far. Selv var Dafnir ikke et sekund i tvivl om, at dette var noget som de nok sammen skulle finde ud af, hvis det var det som de ønskede. Selv vidste han, at han det første lange stykke tid ville være direkte afhængig af hende, for han havde virkelig ikke nogen anelse om hvad det ville sige, at være far, og tanken var nok det som skræmte ham mere end omstændighederne ved at skulle blive forælder. Han strøg han over hendes fortsat lille mave, velvidende om, at den igennem de næste måneder, selvom det nu alligevel var en tanke som ikke gjorde ham det helt store. Han lagde hovedet roligt ind til hendes. "Jeg er nu ikke i tvivl om, at den vil komme til at klæde dig, min kære," fastholdt han med en rolig stemme.
Blikket lod Dafnir roligt glide mod hende. Hun var omsorgsfuld, hun var venlig og man skulle uden tvivl søge længe efter en med et varmere hjerte. Hvordan hans egen familie ville tage det, tvivlede han dog stærkt på var positivt. Hans egen moder havde været ung mor, og han ønskede jo heller ikke ligefrem at skulle begå de samme fejl som hun såvel som hans fader havde gjort dengang han selv var blevet undfanget for mange år siden. "Næppe positivt, hvis jeg skal være helt ærlig," svarede han ærligt. Han havde jo kun sin moder, og han vidste allerede nu, at hun uden ikke ville blive særlig begejstret for det.

[Adeline Magarita Jakson]

Adeline så på ham som han forsatte med at holde hans hånd på hendes stadig lille mave, hun så på ham og smile bare og lag hovedet mod hans hals "du en stædig rad ind i mellem" sag hun med en letter drillenden latter i stammen mens hun bare nød og side der med ham, hvad han tænkt lig nu omkring det og blive forælder vist hun ikke. men hun følt sig mere og mere sikker som de sad der og snakke om tingene, hun så på ham og smile bare blidt og nød virkelig og side der med ham og bare fik snakke ud og lod sig blive mere tryg ved det hele. hun så på ham som han sag hans familie ikke ville tage det så positivt, det gjord hende lidt trist for sådan en tinger her burde i hendes verden jo være en rar ting. hun så på ham og lod hånden nusse hans som var over på hendes mave. "mund ikke bare de skal tykke lig på det" hun smile og så på ham og nusse sig ind til ham, og sad og snuse lidt til ham og hun kunne tydelig lugte hest men det gjord hende ingen ting. hun nød bare der og side og snakke med ham, der var jo nok og tænke på men det sidste de skulle have styr på var jo navne alt efter om det blev en pige eller en dreng som var der inde og om der var flere. hun så på ham og spurt så "har du et særligt navn du kan lig til en pige eller dreng?" spurt hun stille og kigge op på ham med de stor grå øjne.

[Deleted]

Dafnir kunne virkelig ikke holde en latter, for han vidste jo godt, at han kunne være stædig når det kom til specielle ting. Selv var han ikke i tvivl om, at den gravide mave nok skulle komme til at klæde hende rigtig godt, og han glædede sig faktisk til at følge maven igennem de kommende måneder.. Det var egentlig en utrolig tanke.. at han skulle til at være fader, og det barn nu voksede i hendes mave. "Den stædighed kommer uden tvivl fra min mor," påpegede han med en morende mine. Selvom han allerede nu kunne sige, at hans moder næppe ville blive særlig begejstret for dette, så måtte det bare være sådan at det var. Han glædede sig i hvert fald til at se hvad der ville ske for fremtiden.. En anelse skræmt.. men det var også spændingen som gjorde det, og det kunne han virkelig ikke gøre noget ved, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. "Du kender ikke min mor. Hun fik mig, da hun var ganske ung.. Jeg kunne lige forestille mig, hvad hun ville sige til det her.." Ikke fordi at det gjorde nogen forskel for ham, for han agtet uden tvivl at stå ved det, og tage sin andel af ansvaret. Som hun spurgte ind til forslag til navn.. så havde han virkelig ikke nogen anelse om det. Han havde jo slet ikke tænkt sig at være far så tidligt, selvom skæbnen nu ville ham anderledes. Han kyssede roligt hendes tinding. Han var virkelig blevet glad for hende, og selv på trods af hvad hans moder ville sige til det, så var han ligeglad. Det var hans liv, og han var ikke en lille dreng mere. "Skal jeg være helt ærlig.. så har jeg ikke rigtigt skænket det en tanke.. Jeg prøver stadig at forstå, at jeg faktisk skal til at være far, og at mit barn kommer til i dit indre," sagde han med et morende smil på læben.