I will find you!

[Deleted]

Angel havde virkelig en underlig tiltrækning til mennesker. Hun Nød at møde nye mennesker, nød at lege med dem som hun gjorde med ham lige nu. At han var så asocial gjorde det kun bedre for hende. "Asociale mennesker er fantastiske. De er altid så facinerende, spændende. Man lærer altid noget nyt" sagde hun blidt og slog en gang med tungen med et let smil. Hun var god til at læse folk. Hun behøvede ikke at se dem for at kunne læse dem. Hun var ikke den bedste til det men han var bare så let at hun nærmest kunne gøre det i søvne. At det generede ham at hun kunne det gjorde hende intet. Hun var egentlig ligeglad.
At han var fyrste gjorde hende intet. Hun var fuldstændig ligeglad med hvor høj status han havde. Det rørte hende ikke. Hun fortalte alle lige hvad hun havde lyst til. I hvert fald nu mens hun stadig var fri. Hun havde ikke nogen herre så hun gjorde som det passede hende. "Jeg ved ikke om jeg vil kalde det held. jeg fortrækker ikke en over en anden. Begge dele er en del af mig, en del af min identitet. Det er ikke held ... Blot mit liv" sagde hun roligt og smilede. Hun mærkede hvordan han greb fat i hendes håndled og hun grinede mildt ved hans ord. Hun førte roligt sin anden hånd op til hans og hun begyndte at bevæge hånden længere op af hans arm med dansende fingre. Hun trådte et skridt tættere på ham og smilede drillende. "Jeg frygter ikke døden. Hvis du vælger at ville tage mit liv tvivler jeg på at der er noget jeg kan gøre ved det. Jeg er ikke bange. Dog tror jeg at du ville kunne bruge mig til andet end blot byttedyr så du burde tænke før du handler" hviskede hun blidt og lod hovedet søge let på sned.

[Deleted]

Alexander kunne da kun mærke hvordan denne kvinde virkelig måtte irritere ham, selvom det ikke var noget som han sådan direkte valgte at give udtryk for det, for den glæde ved det, ville han bestemt heller ikke give hende. "Jeg må erkende, at du finder en glæde ved de helt forkerte ting i det ellers så lange liv, som jeg kan fornemme, at du har lagt bag dig," endte han ganske sigende. Det var bestemt heller ikke fordi at han havde tænkt sig at give hende noget som helst af sig selv, og da slet ikke på denne her måde!
Selv kunne denne kvinde sige hvad hun ville. Af navn var hun jo fuldkommen ukendt for ham, og det var egentlig noget som han havde det fint med, for det at skulle give af sig selv, var faktisk ikke noget som han var særlig meget fristet til, om han skulle være helt ærlig, for det var sådan at han faktisk havde det med det. Hun gjorde ham virkelig kun irriteret og det ville han da glædeligt vise hende, og specielt når det var sådan som hun var overfor ham, for det var da slet ikke noget som han fandt sig i på nogen måde! "I min verden er det ren og skær held. Et levende liv.. egenskaberne for de levende samtidig med det døde. Det er hvad jeg må kalde.. fascinerende," endte han med en sigende mine. Selv kunne han ikke afvise at han var præget af sult - som ethvert andet væsen af hans slags, men hvad skulle han da gøre ved det? Hun tvang ham til at tænke... Og det var han bestemt ikke særlig god til! Han hadede at tænke! Det var det som han havde andre til at gøre for sig! Han knugede mere fast omkring hendes hånd. "Du hentyder til noget specielt... gør du ikke?" Han vendte blikket næsten dræbende mod hende. Han fandt sig ikke i at folk legede sådan rundt med ham.

[Deleted]

Hun sukkede med et lille smil og rystede let på hovedet af ham. "Med et langt liv kommer også et liv med meget kedsomhed. Jeg har endnu ikke kunnet finde nogen til at underholde mig lige så meget som han gjorde. Desværre. Det gør mig rastløs" sagde hun roligt og legede med en hårtot. Kort tænkte hun tilbage på sin Master, hun savnede at have den slags forhold til en mand men endnu havde hun ikke fundet nogen som havde været værdige. At han ikke ville give noget af sig selv til hende undrede hende ikke og hun kunne ikke bebrejde ham. Hun forlangte ikke noget af ham, lige nu underholdte han hende ved at være sådan som han nu var.
Angel var virkelig som hun havde lyst til. Hun bar virkelig præg af at hun havde været uden Master så længe efterhånden. Hun nappede sig selv let i læben og lyttede til hans ord. Hun kunne godt se hvordan dette måtte være facinerende. Det var vel et sted meget specielt at være en del vampyr men med et bankende hjerte? Om det var held, det kunne hun ikke sige. For hende var det hverdag og slet ikke så specielt som han lagde det ud som. "For mig er det hverdag. Hvordan jeg kan være død og levende på samme tid, har jeg ingen ide om. Jeg er vel bare ... Speciel" sagde hun roligt og smilede stille. At han var så præget af sult kunne hun godt mærke. Hun kendte følelsen fra sig selv og hun vidste at hun pirrede ham. Med den frie hånd tog hun roligt fat om bindet hun havde haft for øjnene og hev det forsigtigt af. De grønne øje var gennemborrende og hendes blik bar et tydeligt præg af at hun studerede ham. Hun trådte det sidste skridt hen til ham så hun stod helt op af ham og hendes blik gled roligt ind i hans dræbende. "Mit navn er Angelera og jeg er en fantastisk morder. Jeg kunne udrydde din lille pest for dig ...... for en pris." Hun blinkede drillende til ham og lagde hovedet let på sned. "jeg vil dog stadig gerne lade dig bide. Du virker voldsom. Jeg har savnet en som kunne være hård ved mig." Hun havde efterhånden svært ved at holde de maschokistiske træk tilbage.

[Deleted]

Alexander kneb øjnene sammen. Han brød sig ikke om den måde hun så verdenen på eller noget lignende. Det var så langt fra hans egen virkelighed, som det kunne komme. Nu som det var sagt, så kunne han slet ikke finde ud af hvad hun overhovedet snakkede om. Hun tvang ham til at tænke.. Og det var han da slet ikke god til i forvejen. "Jeg ved ikke om hvilken herre du taler om.. Men vedkommende må da godt nok også være blevet træt af dig. Det er vel derfor du render rundt for dig selv?" endte han kortfattet. Ikke fordi at det var noget som han gjorde noget større ved, for hun irriterede ham, og det gjorde han da stærkt i at understrege for hende.
Selvom denne kvinde også fik ham til at tænke..Hvilket han ikke var særlig god til. Han hadede det faktisk, men hvis hun var en kvinde som kunne hjælpe ham lidt med hans problematik og hjælpe ham med at gøre noget ved det, så var det uden tvivl også det værd selv i hans øjne, og det var det som selv var det vigtigste i øjeblikket! Speciel? Ja, det kunne man jo diskutere. "Speciel og speciel.. Du har været heldig og blive velsignet med noget som vi andre ønsker vi havde, men aldrig kommer i nærheden af," påpegede han med en sigende mine. Det var der virkelig ikke noget særligt i! Det fastholdt han, selv på trods af løgnen i det. At hun derimod ville hjælpe mod den korrekte pris, var derimod det, som fangede hans interesse mest. Hans blik gled direkte mod hendes skikkelse endnu en gang. "Og hvad er den korrekte pris for at slå dronningen af Manjarno ihjel for dig?" spurgte han med en direkte stemme. Hans blik hvilede fast på hende. Han endte med at skubbe hendes hånd væk. Han ville ikke nære på hende.. Han hverken kunne eller ville når det var på den måde. "Du har netop frarøvet mig min appetit.." afviste han kortfattet. Hun var da virkelig irriterende!

[Deleted]

Angel var en sær pige. På mange måder kunne man godt sige at hendes tidligere Master havde forskruet hendes tanke gang. Hun havde to meget tydelige personligheder, dog uden at være skizofren. Hun var på denne måde når hun var alene, uden Master men når hun havde en Master var hun fuldstændig anderledes. Man skulle dog være stærk nok til at kunne håndtere hende før hun ville give sig selv hen. Hans ord slog hun bare af sig. Hun nød dette for meget til at blive sur. "Træt af mig? Nej, han ville aldrig have sluppet mig havde han ikke været nød til det" sagde hun roligt og der kom nærmest et grumt smil frem på hendes læber som hun betragtede ham. "Han efterlod mig hjemme, lænket til en af hans torturbænke før han drog ud. Han vidste hvor han ville have mig når han kom hjem. Men ak, han kom aldrig tilbage igen. Måske hvis han havde været smart nok til at tage mig med sig havde han stadig været i live." Hun sukkede men smilet forsvandt ikke. Hun var ikke bleg for at fortælle folk hvad hun havde været igennem. Hun havde jo nydt det, i hvert fald efter at han havde lært hende at nyde det.
At han ønskede at være levende forstod hun ikke helt. Jo, der kom da goder ved at kunne færdes om dagen men var det ikke det eneste der var værd at skrive hjem om? Hun lod hovedet søge let på sned og betragtede ham roligt. "Det må være svært at ønske noget så meget og vide at man ikke kan få det" endte hun blot med at sige. Hun forstod ikke hans facination men hun vidste godt hvad han mente. At han så måtte fortælle hende hvem han ønskede død fangede hendes interesse igen. Hendes blik vendte sig mod hans og hun smilede. "Dronningen af Manjarno siger du? Det lyder vel nok interessant. En pris på det? Hmmm, hvor meget vil du give for at det lader sig gøre?" Nu begyndte de endelig at komme nogen vegne. At han ligefrem mistede appetitten ved hendes ord fik hende til at grine mildt og betrakte ham med et roligt blik. "Er det virkelig så svært for dig at være hård ved en kvinde? Eller er det blot fordi du ikke ønsker at gøre skade på nogen? Tro mig, hvad end du kunne finde på at gøre ved mig så har jeg været igennem værre" endte hun roligt og lagde armene over kors.

[Deleted]

Hvordan denne kvinde kunne have det på den måde, var slet ikke noget som Alexander forstod. Selv vidste han hvordan det var at sidde i fangeskab, og det var bestemt ikke fordi at det var tanker som han ønskede at gøre sig.. Og hun accepterede det bare? Det forstod han da på ingen måde! "Lad mig forstå dette korrekt.. Du har været i fangenskab ved en mand, som faktisk har lænket dig fast, og efterladt dig?" Han kneb øjnene fast og let sammen. Han havde virkelig svært ved at forestille sig det værdige i sådan et liv, og det var bestemt ikke af slagsen, som han ønskede at leve selv.. Dog selvom det var et som man tildels allerede nu kunne sige, at han havde levet. Livet i bur og i fangenskab ønskede han bestemt ikke tilbage til.
Det som var sværest for Alexander var uden tvivl det faktum, at han ikke selv kunne få fat i hende, næsten var det værste af det hele, og han havde det bestemt ikke nemt ved den. Tvært imod, så var det meget, meget stramt. Han kneb øjnene let sammen. "Man kan jo ikke få alt hvad man peger på, vel?" endte han kortfattet. Dog skulle muligheden vise sig at blive mulig for ham, ville han glædeligt betale prisen for at få Denjarna ryddet af vejen, og det var ikke noget som kunne gå hurtigt nok for hans vedkommende! "Nævn din pris," endte han med en ganske kortfattet stemme, idet han endnu en gang vendte blikket i retningen af Angel foran ham. Han var ikke fristet til at spise af en som tilbød sig på den måde.. Der stak noget under. Det gjorde der altid. Han kneb øjnene fast sammen. "Du kender mig ikke.. Kvinde.. Du ved ikke hvilken mand jeg er.. Eller hvem jeg er," endte han med en kortfattet og intens stemme.

[Deleted]

At denne mand ligeså havde været i fangeskab vidste Angel intet om men en ting var sikkert, det kunne absolut ikke have været på samme måde som hun havde været fanget. Hovedet søgte let på sned ved hans ord som om hun ikke helt kunne forstå hvad det var han mente. "Ja. Det gjorde han ofte. Især når han var rigtig sadistisk. men som oftest efterlod han mig ikke. Som regel så skulle jeg altid være ved hans side i tilfælde af at han havde lyst til at bruge mig. De fleste gange når han skulle være rigtig god ved mig torturerede han mig så meget at jeg var så tæt på døden at kunne mærke hvordan mit hjerte næsten måtte standse og så redet han mig tilbage og startede forfra endnu en gang" sagde hun med fornøjelse i stemmen og begyndte let at nynne for sig selv. Hun forstod ikke den måde han var på. Var det ikke sådan alle folk behandlede deres slaver? Angel savnede virkelig at have en Master som kunne gøre sådan nogle ting ved hende igen sådan så hun kunne opnå den nydelse igen.
Hans ord gav mening og hun nikkede samstemmigt. "Du har ret. Man kan ikke få alt hvad man peger på i denne verden. Men man kan dog forsøge" Hun var selv ikke vandt til at få hvad hun pegede på men hun vidste også at der var større chance for at hun fik det hvis hun virkelig kæmpede for det. Hendes pris. Hun tænkte sig om og nappede sig let i læben. En pris for at slå Dronningen af Manjarno ihjel?. "2 millioner guld" sagde hun og betragtede ham. det måtte vel være en okay handel. Og det ville også holde hende et godt stykke tid. Ikke fordi hun brugte mange penge. Hun kunne bare godt lide at have dem. En samler så at sige. Hun grinede mildt ved hans ord og rystede let på hovedet. "Nej jeg ved ikke hvilken mand du er og for mig er det også ligegyldigt. Selv hvis du stak tænderne i mig på den mest voldsomme måde du kunne ville det stadigvæk ikke kunne give mig den nydelse jeg søger" sukkede hun opgivende og legede let med en hårtot.

[Deleted]

Alexander forstod virkelig ikke at denne kvinde lod sig udnytte på den måde.. og af en som uden tvivl havde virket til at kunne lide det. Selv kom han jo fra en stand kun bestående af fangenskaber og det som nærmest var værre.. Selv han var præget af ar efter det, som selv på en vampyr aldrig nogensinde ville heale.. Og det mindede ham om, at han under ingen omstændigheder skulle underlægge sig sådan noget nogensinde igen. "Jeg forstår ikke at en kvinde.. eller et individ for den sags skyld, ønsker at underlægge sig denne behandling.. og faktisk virker til at nyde det." Han kneb øjnene let sammen. Alene det faktum gjorde at han slet ikke følte at han kunne stole på hende, og det var noget som han uden tvivl også måtte stå fast på i den anden ende.
Det var virkelig ikke nogen hemmelighed, at Alexander ønskede Denjarna død og borte. Selv var han nemlig heller ikke i tvivl om at kvinden ville gå efter ham, om hun skulle få muligheden for at gøre lige præcist dette. Han kneb øjnene let sammen. Hun kunne hjælpe ham med det? Det ville bestemt ikke gøre ham noget, men prisen skulle da godt nok også være realitisk i forhold til! "Du må være rablende vanvittig. Sandt at man ikke kan få alt hvad man peger på.. Og specielt heller ikke 2 millioner guld," afviste han hende, inden han selv valgte at vende sig den anden vej, som om at al interesse for hende, pludselig var dalet og forsvundet helt og fuldkommen. Ikke at han havde tænkt sig at give hende så meget! Og ærligt? Så troede han heller ikke, at han havde så meget i hans egen pengebeholdning. Hendes ord, var jo nærmest en opfordring.. hvilket igen fik ham til at vende blikket mod hende. "Du opsøger virkelig den smerte og den spænding.. gør du ikke?" Ikke at han selv forstod det, for i hans optik gav det ingen mening!