I will find you!

[Deleted]

Det var ved at være sent på aftenen, da Alexander langt om længe ankom til Rimshia City.. Gaderne var stort set affolket, som de var hver eneste aften på denne tid, så det rørte ham egentlig ikke. Faktisk var det noget som han havde det fint med. Rygterne om Denjarna på tronen i Manjarno havde skam selv nået hans ører, og han måtte erkende, at han ikke bifaldt den tanke. Den kvinde skulle dø... Der var virkelig ikke andet for i hans optik. Med rolige skridt ankom han endelig til sit destinationssted: Kistemageriet. Han havde ikke sat sin fod her længe.. Men en ting var sikkert. Der var ikke sket alverdens her på stedet i alle de år, som han havde været her. Måske han skulle finde en til Denjarna? Bare til når han endelig fik hende ned med nakken, så hun kunne lægges i graven istedet for? Det morderiske glimt meldte sig i Alexanders ellers så iskolde øjne.. Den eneste følelse, som han var kendt med, og som han forstod sig på.
Faklerne blussede let i den lille butik. Her var stort set aldrig en sjæl, og dem som var her.. var enten dem som foreberedte sig på et tab, eller dem som havde lidt et. Han fnøs kort. Døden skulle man tage kærkommen imod i hans øjne, da det jo bare var en naturlig del af livet. Hvem ved..? Måske at han kunne finde nogen, som kunne hjælpe ham med hans lille mørkelver-problem?

[Deleted]

Kedeligt. Så kedeligt. Der var virkelig ikke mange interessante mennesker ude og omkring i Rimshia City på denne aften. Normalt kunne hun altid finde et eller andet at lave her men i dag så måtte byen skuffe hende så inderligt. Hun sukkede irriteret af et par fulde mandfolk som knapt kunne stå på deres egne ben ude foran en lille kro. De antastede hende og prøvede på at fange hendes opmærksomhed, måske hun bare skulle slå dem ihjel? Hun rystede på hovedet og fortsatte sin vandring gennem byen. Nej, de var end ikke værdige nok til at hun ville give dem den form for opmærksomhed. Hvor var det dog irriterende at kede sig så meget. Hun hadede det virkelig, der skulle ske noget og det kunne virkelig kun gå for langsomt! For øjnene havde hun som altid det lilla klæde, hun gik aldrig uden. det var godt at holde sine sanser ved lige. Hun smilede let for sig selv som en svag brise fulgte hende ned igennem den lille gade. Hun vidste lige præcis hvor hun var henne. Kistemenageriet var en interessant butik. Hun havde aldrig handlet der, ikke efter kister i hvert fald. Hun var ligeglad med om de døde kom fra denne verden på en god måde. Hun ville bare gerne se dem dø. et lystent smil kom over hendes læber ved tanken. Hun elskede virkelig døden. Med rolige skridt trådte hun ind i butikken og lukkede døren efter sig. Hun bemærkede en anden herinde og begyndte så småt at blive interesseret. Måske hun kunne finde et nyt legetøj herinde?

[Deleted]

Hvor var der mange kister, som Alexander gerne ville se Denjarna ligge i! Den kvinde havde indtaget Manjarno, hvilket kun gjorde det værre for ham, for det var stort set umuligt at komme tæt på hende, og det vækkede ham uden tvivl en frustration, som han ikke rigtigt kunne gøre noget ved!
Ude på gaden, var der larm og støj. Typisk Dvasias på denne tid af døgnet og året for den sags skyld, for der var gang i den og mere til, og det kunne han uden tvivl mærke. Han himlede let med øjnene, også selvom det først var da døren gik op igen, at han vendte sig, hvor blikket gled til en anden skikkelse. Han kneb øjnene let sammen. Selv havde han ikke meget til overs for den menneskelige kontakt, men det var jo heller ikke ligefrem fordi at han kunne gøre det vilde ved det uanset hvordan han vendte og drejede den. Han knyttede næverne. For nu havde han Cassie hjemme, og han vidste at hun var tryg.. Nu manglede han bare at få den sidste fjende og modstander af vejen, som tilsyneladende kun voksede sig større og større med tiden, hvilket han ikke brød sig synderlig meget om!
Alexander vendte endnu en gang blikket og så i retningen af de mange kister.. Han kunne kun sige, at Denjarna ville klæde dem alle sammen, men hvordan pokker han skulle få hende lagt ned i den, var jo trods alt en anden sag, og det var der problematikken måtte ligge for ham. Han var nødt til at finde en, som kunne hjælpe ham ed det problem, og det kunne bestemt heller ikke gå hurtigt nok.

[Deleted]

Selvom larmen og støjen kunne høres i butikken var der ikke noget som Angelera bed meget mærke i. Hun havde brug for noget nyt legetøj, noget hun kunne nyde lidt før det hele blev kedeligt igen. Manden som ligesom hende var i butikken var en hun havde udset sig. Hun vidste ikke om han var noget værd eller hvordan hun kunne bruge ham men det var så sandelig noget hun havde tænkt sig at undersøge før hun ville smutte igen. Hovedet søgte let på sned mens hendes fingre let dansede hen over den kiste hun stod ved. Hendes motiv for at være herinde var nysgerrighed og kedsomhed. Men hvorfor var denne mand herinde. Hun forundrede sig og smilede let ved tanken. Hendes nysgerrighed fik virkelig lov til at boltre sig når hun kede sig som hun havde gjort det det sidste stykke tid. Roligt bevægede hun sig stille i retningen af manden mens hendes fingre blot legende dansede hen over kisterne på hendes vej. "Du virker ...... Fustreret, min herre. Svært ved at vælge den helt rigtige kiste?" spurgte hun med silkeblød stemme og vendte sig mod en kiste af høj kvalitet som hun stod ved. "Er det monstro en gave til din elskede, måske et familiemedlem som skal have ro i sindet ....." Hun havde vendt sig i hans retning og gik roligt rundt om ham med selvsikre skridt. "..... eller er det monstro en torn i din side som du ønsker skal have en smuk kiste til sin begravelse?" Angelera var absolut ikke bange af sig. Hun frygtede ikke døden og frygtede ikke at komme i unoder, heller ikke når hun sådan bare gik op til fremmede. Hun var utrolig observant også selvom synet var noget hun sjældent brugte ret meget. Ens øjne havde det med at snyde en utrolig meget. Hun nåede hen til disken i butikken og med et let lille hop fik hun sat sig op på den med ansigtet vendt mod manden i et blidt forventende smil.

[Deleted]

Alexander var på ingen måder socialt anlagt, så det at der kom nogen ind, var noget som han for sit vis, forsøgte ikke at bide sig fast i, for det ønskede han på ingen måde. At hun så derimod begyndte at snakke til ham, irriterede ham kun endnu mere. Alle disse kister.. de ville virkelig pynte på Denjarna, og han agtet at få den kvinde lagt i graven på et eller andet tidspunkt indenfor den nærmeste fremtid, for han nægtede da at finde sig i det andet, hvis han ellers kunne blive fri for det! Han rettede sig en anelse op og vendte de rødlige øjne direkte i retningen af hende endnu en gang. Hans blik var iskoldt og tomt.. Der var virkelig intet at spore i dem.
"Jeg er her ikke i en sorgs time," begyndte han blot. Han havde ikke nogen nære eller familie som han skulle lægge i graven - da heldigvis. Den eneste som han havde tæt ind på sit liv i denne stund, var Cassie, og selv den kvinde havde han stadig svært ved at finde ud af, og han ønskede jo ikke ligefrem at det hele skulle ødelægges, om han ellers kunne blive fri for det. Han bed tænderne svagt sammen. Han havde Denjarna, som han virkelig ønskede at lægge i graven, og det kunne ikke gå hurtigt nok! "Men denne torn stikker så dybt, at det næsten gør ondt.. End ikke en smuk begravelse, har hun fortjent," endte han med en ganske kortfattet stemme, for han var da virkelig træt af at skulle lægge øre til det andet, og specielt nu hvor hun voksede sig stadig stærkere og endda hver evig eneste dag, og gjorde det derfor sværere for ham at komme tæt på.. Og han kunne da slet ikke have det!

[Deleted]

At denne mand hverken var social anlagt eller havde lyst til selskab var absolut ligegyldigt for Angel. Hun var en kvinde som egentlig kun tænkte på sig selv og hvad hun selv kunne opnå i denne stund. Det rørte hende ikke spor men gjorde hende blot mere interesseret. Hendes hoved søgte let på sned mens han snakkede og smilet forlod end ikke hendes læber en eneste gang. Hun bed sig let i læben. "Sorg er en forfærdelig ting. Det er dejligt at være foruden. De er heldig." sagde hun smilende og begyndte roligt at lege med en tot af det røde hår. Angel havde ingen i sit liv for tiden. Et sted så hadet hun det ufattelig meget. Hun savnede en master, en som kunne give hende et formål med livet i stedet for hun bare gik fra mord til mord og kedet sig. Hun følte kun et rus når hun mærkede livet forsvinde fra sit offer og i det split sekund var hun glad, og derefter forsvandt det igen.
Hun lyttede til da han snakkede om sin torn og hendes smil blev om muligt større. Nu havde hun fat i noget. "Hvis en torn sidder så dybt er det måske finde noget hjælp til at få den fjernet? Det er jo ikke alle torne som man kan fjerne selv" Tonen var en smule drillende og hun hoppede elegant ned fra disken endnu en gang og lænede sig roligt mod den. Hun smilede stadig. "Hvis 'hun' end ikke har fortjent en smuk begravelse så fortæl mig da hvad 'hun' fortjener." Hun var rolig. Det her kunne godt gå hen og virke utrolig lovende.

[Deleted]

Alexanders blik hvilede på hendes skikkelse. Under normale omstændigheder, så var han jo vant til at blive genkendt af folk, når han var ude, også fordi at han ikke ligefrem var en ukendt mand. Når alt endelig måtte komme til alt, så var han nødt til at gøre noget trods alt. Hans blik hvilede gennemborende på hendes skikkelse og med en direkte dræbende og fast mine, end det som han tidligere havde vist på nogen måde, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være. Han var en fast mand, han vidste hvad han ville have og mere til, og nu ville han have Denjarna lagt i graven, og det kunne ikke gå hurtigt nok! "Jeg føler intet.. Jeg har aldrig følt en glæde.. en sorg.. en frustration.." Som et dyr var han ikke knyttet til følelser som sådan. Han var kold og et væsen uden sjæl. Han følte ikke andet end det dyriske, og det var ikke den slags tanker han gjorde sig.
Selv havde Alexander ikke nogen anelse om hvem denne kvinde var, men en ting vidste han: Hun var nysgerrig, og om det var noget som han kunne bruge til noget, var faktisk ikke helt til at sige. Hans blik forandrede sig dog på ingen måde. Denjarna var ham den største torn i øjet, og han ønskede hende udryddet, og det kunne virkelig ikke gå hurtigt nok! "Om jeg kunne, havde jeg lagt hende i graven for lang tid siden, men i øjeblikket befinder hun sig på et sted, hvor jeg ikke kan nå hende.. Så jeg netop ikke kan lægge hende i en kiste," endte han kortfattet. Hele sagen om Denjarna irriterede ham virkelig, og han følte at han ikke kunne gøre noget ved det! Han lod hovedet søge næsten langsomt på sned. "Hvad hun fortjener? En kuttet strupe.. tømt for blod, og smidt i en grøftekant og glemt for tid og sted.. Det er hvad hun har fortjent," endte han med en fast tone.

[Deleted]

Angelera gik ikke op i status, hun var ligeglad med om man var kendt eller ukendt. Det gjorde hende ikke spor. Desuden så kunne hun jo heller ikke se ham og derfor heller ikke genkende ham. Og hvis hun havde kunnet se ham havde hun nok ikke genkendt ham alligevel. Hun gik virkelig ikke op i status på nogen måde. Den eneste der lå over hende i hendes hoved var hendes master og sådan en havde hun ikke. "Aldrig følt noget? Du må da føle noget. Alle føler noget, selv de vildeste og mest dødbringende dyr føler noget. Selv har jeg det som Dem, aldrig følt sorg men jeg har følt glæde, fustration og endnu håbløshed. På et tidspunkt vil alle føle et eller andet. Det er bare et spørgsmål om hvad." Afsluttede hun roligt.
Angelera var utrolig nysgerrig og hun sagde absolut ikke nej til noget! Hun vidste virkelig ikke hvad der sad og stak denne mand men en ting var sikkert, hun ønskede at finde ud af det. Om ikke andet så kunne det jo være at der var en mønt i det for hende og det var virkelig noget hun altid kunne bruge. "Alle kan nåes alle steder. Det handler bare om om man har tålmodigheden og strategien til at få fat i den person man ønsker." Hun kunne ikke undgå at lade en lille latter slippe da han fortalte hende hvad han mente at hans torn fortjente. Det lød lovende. "Blodigt, Men hvis du efterlader hendes i en vejkant kan hun potentielt blive fundet og vagt til live igen af en alkymist hvis det er ønsket. Er det ikke bedre at sørge for at hun aldrig nogensinde vil sætte en fod på denne jord?" Spurgte hun roligt og lod let tungen glide hen over de rosa læber. Det her kunne nok godt gå hen og blive interessant.

[Deleted]

Alexander stirrede på denne kvinde. Hun var uden tvivl præget af et liv.. Et liv som han aldrig havde været i nærheden af.. aldrig havde han selv været i besiddelse af et bankende og hamrende hjerte, som han heller aldrig nogensinde havde fået lov til at opleve varmen og solens stråler. Det var nu og da en del af den forbandelse, som han havde været en del af.. ja siden han blev skabt. Han var ikke født.. Han var skabt og med en grufuld historie bag sig, som yderst få overhovedet var kendt med. "Et væsen som mig, føler intet.. Vi tænker ikke.. vi handler udelukkende på instinkt, beskytter hvad vi føler for at beskytte. Jeg har aldrig været i kontakt med følelser." Et sted en delvis sandhed, for han havde aldrig nogensinde været i kontakt med dem som sådan.. Ikke i en forstand, hvor han forstod det, for han havde aldrig rigtigt forstået hvad han følte, og dette var så sandelig heller ikke noget undtag. Naturligvis var det en frustration uden lige, men det var jo heller ikke fordi at han kunne gøre noget som helst ved det. Hun kunne sige hvad hun ville. Hun vidste nemlig ingenting om ham.
Selv havde det måske taget tid, men Alexander havde anerkendt, at han ikke selv var i stand til at nå hende. Et sted var det selvfølgelig en tanke som direkte irriterede ham, men han kunne jo ikke ligefrem gøre noget ved det, hvad end om det var noget som man nu ville det eller ikke. "Det kommer så sandelig an på mange ting. Jeg kan ikke nå hende i den stand, at hun befinder sig i," pointerede han med en ganske sigende mine. Hun vækkede en interesse.. hvorfor spørge om den slags? Han lod hovedet søge let på sned. "Man kan ikke vække nogen uden et hjerte.. Jeg kan fjerne det længe inden jeg smider hende fra mig," sagde han blot, som var det ingen sag. Han havde revet hjertet ud fra mange tidligere. Han var en vampyr, og endda en gammel af slagsen, så han havde utrolig mange liv på sin samvittighed.

[Deleted]

Jo, Angel bar liv. Hun havde et bankende hjerte og blod som flød i hendes åre. Blod som flød fra de sår og mærker som hendes Master tidligere havde givet hende da han skænkede hende det liv som hun måtte lede den dag i dag efter at han var væk. Hun havde været heldig selvom han havde været voldsom og hård ved hende så havde hun elsket hvert et sekund af det efter hun blev ældre. Dog, var hun heller ikke ligefrem i kontakt med alle sine følelser. Hun ..... levede vel et sted efter det næste rus af adrenalin som hun kunne finde. "Et væsen som dem? Og hvilket væsen er dette?" spurgte hun rolig og smilende. Han fangede hendes interesse meget mere end hun lige havde regnet med at han ville. Dette skulle nok gå hen og blive en god aften. Hun vidste intet om ham. Det gjorde hende blot mere interesseret. Det var en del af legen.
Angelera havde da hørt at en eller anden kvinde var ved at tage noget magt i Manjarno eller noget i den stil men det havde ikke just facineret hende. Hun var ligeglad med hvem eller hvad som sad på de forskellige troner i de forskellige lande. Hun ville slå dem alle ihjel hvis pengene var gode nok. Hun smilede et lumsk smil. "De kan måske ikke men der vil være andre som kan. Er det så svært at spørge om hjælp?" Hun kastede en gav med håret og pustede en nedfalden tot væk fra hendes ansigt. Hun blev om muligt mere interesseret ved hans ord. Hjertet var et fantastisk organ. Hendes ynglings for at det ikke skulle være løgn. "Hjertet er fantastisk" sagde hun næsten drømmende og slikkede sig om munden. "Det er også fra hjertet at blodet smager bedst. Allerbedst hvis det stadig banker selvom det er få der kan holde sig selv i live så længe. En skam virkelig." hun sukkede let og bed sig let i læben så hendes ene hjørnetand kunne ses. Hun var egentlig et sted ved at være sulten. Snak om blod gav hende en hang til at spise.

[Deleted]

Alexanders blik stirrede på denne kvinde. Hun var levende.. han kunne høre hendes hjerte slå, også selvom det dog ikke var med frygt at spore, hvilket ikke var noget som man kunne sige, at han var vant til. Han var vant til at folk nærmest frygtede eller flygtede fra ham, når de endelig fik øje på ham, og dog, var det noget som denne kvinde ikke gjorde? Det var uden tvivl mærkværdigt for ham. "Skal jeg virkelig besvare dig det spørgsmål, eller har du sans nok til selv at regne den ud?" spurgte han direkte. Selv tog han det ikke særlig højtideligt.. Det var ikke nogen hemmelighed, at han ikke var særlig begejstret for at være hvad han var, for det havde han aldrig nogensinde været, men dog af den grund så havde han jo alligevel lært at leve med det, og det var nok også det som gjorde det udfald for hans vedkommende. Det var en vanesag, som han havde accepteret for mange år siden.
Når det nu endelig kom til stykket, så var Alexander morderisk, og det irriterede ham, når han skulle bede om hjælp til den slags, når han var, hvad man nærmest ville definere som en født jæger. Han var jo trods alt en vampyr.. Og det nagede ham virkelig, at han ikke bare havde taget Denjarnas liv, dengang han havde haft muligheden, men der var kommet noget i vejen, og nu stod tøsen som dronning af Manjarno.. Hvor han dog hadede det! Han trak kort på smilebåndet. "Hvorfor skulle man spørge om hjælp, når man altid har gjort de ting på egen hånd?" spurgte han med en ganske kortfattet mine. Han havde aldrig bedt om hjælp før, og det at spørge, var ikke nemt for ham! Denne gang var det ham, som tog et skridt i hendes retning. Han var bestemt ikke bange for hende, og det ville han ikke blive. "Du forekommer mig ikke som en som typisk benytter sig af blod i den forstand.. Og ved den slags ting. Kun vampyrer ved, at det bedste befinder sig dybt i hjertekamrene.." Han kneb øjnene let sammen. Han stolede bestemt ikke på hende.

[Deleted]

Angelera havde lært ikke at frygte noget. Hun var ikke bange for at miste sit eget liv, hun ville kæmpe for at overleve, bevares, men hun frygtede ikke døden. Hun frygtede heller ikke at skulle ende som føde for en vampyr. Hvis det var her skæbnen bragte hende så ville hun følge den. Hun sendte ham et roligt smil ved hans ord. Hun regnede godt med at han var vampyr, den smule vampyr blod i hende fortalte hende at han var højt på strå. "En gang i mellem skal man ikke gætte alt Mr. Vampyr. En gang i mellem så er et svar med til at holde en samtale i gang" sagde hun roligt og smilede fortsat. At han ikke var begejstret for at være vampyr vidste Angel intet om. Selv nød hun de goder som kom med racen, hangen til blod. Det var fantastisk. Hun elskede den side af sig som kunne sætte tænderne i et andet levende væsen og få næring derfra.
Angel kunne godt forstå at det kunne være svært at spørge om hjælp hvis man altid havde klaret alting selv. Hun ville nok have det på samme måde. Hans ord fik en lille latter frem over hendes rosa læber og hun begyndte roligt at lege lidt med det lilla bånd som hun som altid havde for øjnene. "Ahhh. Så du er en nybegynder når det kommer til at spørge om hjælp? Jeg kan fortælle dig at be om og tak vil hjælpe dig godt på vej" sagde hun næsten drillende og lod hovedet søge let på sned. Hun var bestemt ikke bange for ham. han facinerede hende blot. Det var sjældent at nogen fangede hende så meget som han havde gjort det. Hun kunne mærke at han kom tættere på og hendes smil blev en smule større ved hans ord. "Selvom hjertet i mit bryst hamre på livet løs så er der en del af mig som der ligesom Dem er et væsen af natten. Jeg har ikke samme svaghed for solen som Dem men jeg kræver blod for at overleve" Forklarede hun roligt og trådte et skridt tættere på ham. At han ikke stolede på hende var nok meget smart. Hun var ikke til at stole på, ikke før der var penge på bordet.

[Deleted]

Selvom Alexander aldrig havde været stolt af hvad han var af væsen, så havde han skam heller aldrig lagt skjul på det. Dertil kunne man jo heller ikke ligefrem påstå at han var ukendt for mange, men derimod en meget kendt mand, som de færreste ønskede at komme på tværs. Nu hvor hun havde gættet sig til hans sande identitet, så var det egentlig fint for ham. "Hvem har nogensinde givet udtryk for, at jeg ønsker at føre en samtale?" spurgte han med en sigende mine. Selv var han ikke det mest snaksagelige som man kunne regne med, men det sociale havde bare aldrig rigtigt været ham, kunne man sige. Han forstod sig slet ikke på det sociale aspekt, og det at tage hensyn til andre, var han da på ingen måder god til.
Nu stod Alexander overfor en, som uden tvivl havde fanget hans nysgerrighed. Dog selvom han ikke stolede eller troede på kvinden som han stod overfor, så trådte han alligevel yderst varsom. Han ville nødigt træde forkert ved denne kvinde. "Du behøver så sandelig ikke fortælle mig hvordan jeg skal befærde mig omkring folk, og hvordan jeg ikke skal," endte han med en mere fast tone. At der derimod var vampyr også i denne kvinde, gjorde ham dog.. nysgerrig. En vampyr med et bankende hjerte? Det var bestemt ikke noget som man så særlig ofte. "Jeg må erkende, at jeg ikke havde troet, at jeg nogensinde skulle stå ansigt til ansigt med en vampyr.. indehaver af et bankende hjerte." Han lod hovedet søge let på sned og med blikket som næsten automatisk gled ned mod hendes bryst. Bare lyden fik hans tænder til at løbe i vand. Han bed dem fast sammen. "Fascinerende.."

[Deleted]

Angel elskede alle sine racer. Hun var egentlig meget stolt af at være en blanding, hun nød at hun kunne så meget selvom hun vidste at hun var begrænset af det blandede blod. Dog så hun det ikke som en begrænsning men mere som en udfordring. hans kommentar fik hende til at lade hovedet søge let på sned mens hun blev ved med at smile. Det her var en hyggelig samtale. "Du er sikkert en enspænder. En der ikke gider at snakke med andre og som allerhelst vil være for sig selv. Sådan nogle mennesker facinere mig" sagde hun roligt og ignorerede fuldstændigt hans tonefald. Hun hyggede sig for meget.
Angelera var utrolig facineret af denne vampyr som stod overfor hende. Han var et stykke legetøj, noget som kunne underholde hende, om ikke andet så blot i lidt tid. Hun sendte ham et blidt smil ved hans hårde ord. "Om forladelse min stolte Vampyr. Det skal ikke ske igen" sagde hun roligt og nejede let for ham og nappede sig let i læben. Hun var virkelig i sit es lige her. Hans facination af hende undrede hende ikke. Hun var et særtilfælde, en vampyr med et bankende hjerte. Hun vidste hvordan hun selv havde det ved lyden af andres bankende hjerte, hvordan hendes sanser tingelede når hun berørte den varme hud hos et andet levende væsen så at han havde det svært i hendes nærhed forundrede hende ikke. "Jeg er speciel. Blandingsracerne gør noget som dette muligt. Som sagt banker mit hjerte, jeg dør ikke i solen men jeg har som dig en hang til et bankende hjerte. Det må være svært for dig at være i min nærhed." Roligt lagde hun sin ene hånd over hjertet, hun kunne mærke det banke og hun smilede roligt. Herefter kørte hun hånden op til halsen og skubbede håret væk så hendes hals var helt blottet. "Er du sulten?"

[Deleted]

Alexander var en ensom jæger, men selv denne jagt, måtte han jo indse, at han ikke kunne gøre noget ved på egen hånd, men at spørge om hjælp? Den var straks værre for ham, og han brød sig bestemt heller ikke om det! Han kneb øjnene let fast sammen og uden at se bort fra hende. "Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg er en enspænder, som ønsker at være for mig selv.. Det er et mærkværdigt folkeslag du er faldet for," endte han med en kortfattet stemme, da han igen vendte blikket væk fra hende. Han brød sig faktisk ikke om at hun havde læst ham så hurtigt og så tydeligt, når han egentlig var en mand som ikke rigtigt udviste noget som helst.
Det sidste som Alex havde brug for, var at folk fortalte ham hvad han skulle gøre og ikke gøre. Han var en fyrste.. En leder for vampyrerne, og han havde et problem som han skulle have løst. Han gjorde hvad han ville, også selvom man vel godt kunne sige, at han var ved at lære sig kunsten at begå sig socialt, for det var svært for en mand som ham, som ikke havde nogen anelse om hvordan man gjorde den slags. Det havde han aldrig nogensinde været særlig god til. Han knyttede næverne og vendte blikket mod hende endnu en gang. Hun irriterede ham faktisk pænt meget, og det kunne han så sandelig godt mærke. "Du ved hvad effekten af et bankende hjerte gør ved en vampyr. Du har været så heldig at kende til den levende.. såvel som den døde side.." Han lod hovedet søge let på sned og med et intenst og fast blik. Han var sulten.. og han kunne ikke benægte det. Han bed tænderne fast sammen, inden han hævede hånden og hastigt greb ud efter hendes håndled. "Tør du virkelig udfordrer den skæbne?" hvislede han denne gang med en iskold stemme.