Back on the horse..!

[Lestat De Lochér]

Kampen var godt i gang. Han nikkede kort, mens han nu satte alt sit fokus på kampen, for det havde han virkelig brug for. I aften blev det nødt til at lykkes bare en smule, for ellers ville det ikke nytte. Han blev nødt til at komme godt i gang og snart nå til 'teenagemagien' hvis ikke lidt længere, for dette børnestadie kunne han jo ikke blive ved med, uanset hvor mange fremskridt han gjorde per gang. Mørket der bredte sig gjorde ham faktisk intet, for han hørte til i mørket og magien kom jo også fra en mørk kerne... uanset hvor en god og venlig familiefar han så var overfor Leonore og varm mand overfor Jacqueline. Han smilede nærmest ved mørket og det gjorde ham ikke noget, at her blev helt mørkt. Selvom han ikke var vampyr længere, så fandt han faktisk stadig stor tryghed i det evige mørke. Han var oppe om dagen, men det var stadig mærkværdigt alt med solen og lyset. Han løb hurtigt et helt andet sted hen og vidste, at Evan ikke kunne høre det, eftersom han havde gjort sin egen bevægelse lydløs. Kuglerne ramte ganske vist ikke, men sådan måtte det jo være. Han stivnede dig i det, at et reb fik fat om hans ene håndled og han blev trukket i gulvet med et gisp. Han fik dog en magisk blålig ild til at omringe hans krop, så den ikke skadede ham, men den brændte rebene, når de kom mod ham. Han var hurtigt på benene igen og gik denne gang bag om Evan. Han holdt armene ud for sig og lod nærmest skygger træde frem i mørket, der alle gik til angreb på Evan. Det var et psykisk angreb, da de ikke ville skade ham psykisk, men derimod skræmme ham. Når han så var optaget af skyggerne, så sendte han en større kugle mod ham end hvad han havde præsteret før.

[Deleted]

Evan lagde ganske vidst bånd på sig selv, for ellers ville det ikke kræve noget af ham, at skulle tvinge Lestat ned i jorden. Mørket var kernen.. Han selv kunne jo fornemme, at det var noget som gav manden en form for ro, og det var i sig selv, et glimrende udgangspunktet. Selvom han ganske vidst ikke kunne høre hans skridt, så kunne han jo fornemme hans magiske tilstedeværelse, som jo kun voksede mere og mere for hver dag. Manden gjorde uden tvivl store fremskridt, og selvom han måske ikke kunne se dem selv, så var de der. Han kneb øjnene let sammen, også selvom han endelig kunne høre, at rebene fik fat og tvang ham i jorden. Selv nåede Evan kun lige at rejse sig inden... manden alligevel var kommet fri igen? Det var uden tvivl længere fremme, end hvad han havde været til nu, for de plejede jo altid at stoppe kampen på det her stadie.
Uanset hvad der skete herfra, så var det ikke noget som Evan lige havde regnet med, og det at være uforberedt, var slet ikke noget som han var under normale omstændigheder. Skyggerne som direkte gik til angreb på ham, var ikke til at spotte her i mørket, og det efterlod ham med en kulde, når de forsøgte at gribe fat i ham.. en kulde som gik direkte igennem marv og ben. Han nåede kun lige at dreje hovedet, idet at en stærkere kugle ramte ham direkte i brystet, og denne gang kastede ham flere meter bagud og direkte ned på ryggen. I det øjeblik, at kuglen ramte ham, faldt mørket til fordel for lyset, udelukkende fordi at hans egen koncentration så voldsomt blev brudt. Det slog luften ud af ham, hvilket fik ham til at gispe efter vejret, da han gled direkte om på siden. Han klemte øjnene let sammen. Uden tvivl måtte han sige sig, at være imponeret over mandens indsats.. Han kunne vel også se, at han selv var ved at komme til hægterne igen? Små skridt, men det gik fremad!

[Lestat De Lochér]

Lestat vidste godt, at Evan kunne gøre meget mere. Men han gjorde utrolig meget for ham, ved at holde igen, så han faktisk havde en chance. Evan gik ned på hans niveau, hvilket han godt kunne lide. De tog et skridt op ad trappen for hver træningsaften og sådan havde han det faktisk bedst. Mørket var kernen i hans magi og han havde fundet en helt anden ro, så snart der var helt mørkt her. Nogle gang mørkelagde han jo også et værelse om dagen hjemme og bare sad der, for sådan arbejdede han bedst. Også med de handelsting, som der dog gik lidt langsomt. Men der kunne han bedst sidde i komplet mørke med et lille stearinlys tændt og så skrive, for sådan koncentrerede han sig bedst. Han trak vejret roligt. Rebene havde han været udsat for før, men denne gang var han kommet ud af det, for lige det havde han faktisk tænkt over hvordan han skulle klare, hvis Evan prøvede det igen. Han fik fremmanet skyggerne, der gik til angreb og det at han ramte og faktisk kastede Evan væk, fik et sejrende og koldt smil til at passere hans læber. Mørket forsvandt og rummet som det havde været i belysning før af faklerne kom tilbage på den måde. Han sænkede armene og gik ham i møde, som han rakte ham en hjælpende hånd. Kampen var jo ovre nu. Et gab trængte sig på, som han skjulte i sin anden hånd. "Du formår altid at gøre mig pokkers træt, Evan," endte han med et smil.

[Deleted]

Gik Evan ikke ned på Lestats nuværende niveau, ville han have slået manden i jorden med den ene hånd bundet på ryggen og bind for øjnene. Nej, det var vigtigt at Lestat oplevede de små succesoplevelser med træning og kamp, og at han faktisk stadig kunne skabe de små mirakler, og faktisk gøre noget rigtigt, for det kunne han selvfølgelig. Mørket var kernen til magien og roen som alle følte et sted i det indre. Det havde ikke noget at gøre med ens personlighed, men racen. Warlocken trives i mørket, som den uden tvivl også udviklede sig der, og det var det som han skulle lære.
Kuglen som ramte ham i brystet, slog luften direkte ud af ham, og det var uden tvivl noget af det som han godt kunne mærke. Han gispede let efter vejret, hvor han for sin egen skyld, faktisk måtte blive liggende på gulvet. Han havde taget fejl af mandens styrke.. Han var blevet snedig og klog ikke mindst. Han udviklede sig. Og det var det som var det vigtigste lige nu. Han vendte sig mod Lestat, inden han faktisk tog imod hans hånd og fik sig kæmpet op på benene igen. Han tog sig til brystet og trak vejret dybt. Det var tungt.. Det føles virkelig tungt. "Det er mit job.. Kører jeg dig ikke træt, udfolder du ikke dit fulde potentiale, Lestat.. Du bliver bedre," roste han ham. Den ros og den anerkendelse havde han uden tvivl fortjent, når det var denne vej det hele gik, og det var uden tvivl noget, som selv betød utrolig meget selv for ham. At se manden smile.. Var rart, for det havde han ikke set noget af til nu. "Den selvtillid klæder dig, Lestat... Men selv du ved, at kampen ikke er færdig, før jeg siger til," påpegede han sigende. Manden havde taget ham på sengen, og så kunne han jo give sig selv lidt mere løse tøjler.. og det passede ham fint! Han knyttede næverne, inden han sendte en mindre trykbølge mod ham. "Det for at slå luften ud af mig," påpegede han med et næsten drilsk smil.

[Lestat De Lochér]

Lestat glædede sig til den dag, han faktisk nåede op på et niveau, han kunne kalde for hans eget. Han vidste, at der var så meget mere og han ønskede det så brændende, at han faktisk ville gøre alt for det. Jo mere de trænede, jo mere lyst fik han også til at fortsætte, uanset hvor lang vejen måtte se ud. Men mørket var måske ikke så slemt... lyset for enden af tunnelen var jo bare en symbolik på, at han skulle finde overfladen, men det kunne jo også sagtens være mørk. Som tidligere vampyr og warlock, som han jo var født som, så fandt han bare mørket behageligt og trygt. At han havde slået Evan tilbage var han faktisk stolt af, for manden kunne nemt lægge ham i jorden så let som ingenting hvis han brugte al sin styrke. Men han sørgede for, at det kun var en udfordring, men ikke en umulighed, for det ville da ikke hjælpe. Han trak Evan op at stå og slog så sine arme over kors. Han havde slået pusten ud af ham, det kunne han da tydeligt høre, hvilket nu ikke gjorde ham noget. Han blinkede træt med øjnene og fik sig taget sammen igen. "Før du ved af det, så overgår eleven sin mester," svarede han en smule kækt. Smilet falmede 'naturligt' igen, som han nu nærmest havde smilet for meget allerede i forhold til den seneste lange tid. Han trak vejret dybt og pustede ud med et nærmere suk, mens han prøvede på at holde et gab væk, hvilket fik små tårer til at pible frem i hans øjenkroge, som han hurtigt tørrede væk. "Det ved jeg udmærket," endte han. Han nåede dog kun lige at folde sine arme ud til et forsvar da trykbølgen ramte ham og kastede ham et par meter tilbage, så han landede i jorden med et gisp. Han kom hurtigt op på benene og lo kort. "Du er morsom, var," svarede han i en selv drilsk tone. For et øjeblik var han dog nærmest... tom for ideer.

[Deleted]

Evan havde for denne gang ladet Lestat slå ham, også fordi at det var tydeligt det som han havde brug for lige nu. Lyset var for enden af tunnelen, og hver eneste dag, så kom han stadig tættere og tættere på sit mål, og det var også det som var det vigtigste lige nu. Svagt bed han tænderne sammen og tog sig til brystet. Det havde faktisk gjort ondt, og lidt mere end det som han havde været forberedt på. Der blev stadig lagt mere og mere styrke i det fra Lestats side, og det passede ham uden tvivl fortrinligt! Eleven ville på et tidspunkt overgå mesteren, men det var der uden tvivl en rigtig lang vej for endnu, kunne man jo sige. Han trak let på smilebåndet. "Når den dag kommer, så må jeg i sandhed tage hatten af for dig, Lestat. Det er der ikke mange som har præsteret i min tid," pointerede han morende. Selv havde han jo ikke nogen til at træne ham, så han blev aldrig bedre, men holdt kun det som han kunne ved lige.
Trykbølgen som han sendte efter Lestat, var egentlig et træk for at markere, at det ikke havde været helt okay.. Og så alligevel. Manden havde jo slået ham på ærlig vis, hvis man så bort fra, at han virkelig havde lagt bånd på sig selv. At se manden ryge på enden, var noget som selv gav ham en mindre tilfredsstillelse, hvor han let skød brystet frem. Han lagde armene over kors og med blikket hvilende på hans skikkelse. "Jeg tror vi siger, at det er det for i dag. Vi fortsætter i morgen. Nu, tag op til Jacqueline. Jeg ved at hun venter på dig," sagde han med en rolig stemme og med et ganske sigende nik. Efter en hård omgang, havde han vel også brug for sin hustru? Som hun havde brug for ham? Med en let bevægelse med hånden, begyndte faklerne at gå ud en efter en, som han lod dagens træning gå mod sin ende. Endnu en gang med en succeshistorie i rygsækken.

[Lestat De Lochér]

Lestat vidste godt, at han havde fået en chance, men følelsen af at have sejret overgik uden tvivl den viden, så han kunne i hvert fald sagtens vokse på denne aften. Han skulle en dag nok kunne overgå Evan, men han ville på det tidspunkt også skylde den mand absolut alt og det ville han altid holde på. Når han engang var kommet ovenpå, så måtte han finde en måde at takke Evan på, for han var jo faktisk ved at redde hans liv... familiesammenholdet og det hele. For hver dag så blev han jo bedre og det kunne han godt lide, for det gav ham virkelig lyst til at øve videre. Han trak vejret dybt og nikkede stille. "Så vil jeg sætte mig det som delmål," svarede han drilsk. Det var ikke noget han ville hige efter, men han ville jo nok en dag kunne slå Evan på ærlig vis uden, at Evan selv skulle holde sig tilbage. Trykbølgen slog ham tilbage, men han gjorde ikke yderligere angreb, da Evan jo havde ret på det sidste ord. Han lod armene falde over kors, som han pustede roligt ud. "Det lyder godt, Evan... Vi ses i morgen... Godnat," endte han og gabte i sin hånd igen. Han vendte om og forlod roligt træningssalen, som faklerne begyndte at gå ud. Han fandt trappen og gik mod Jacqueline for natten, hvor han vidste, at han omgående ville falde i søvn.

[Deleted]

Evan trak let på smilebåndet. Delmål var altid en god ting, også fordi at det igen gav manden noget at sigte efter, og det var også det som han havde brug for lige nu. Han nikkede mod ham. Han skulle da være nok så velkommen til at forsøge at slå ham i jorden, hvis det var det som han ønskede. "Du skal da være nok så velkommen til at prøve.. Bare husk det: Jeg lægger ikke bånd på mig selv, når vi når dertil," pointerede han med en morende stemme. For nu ville han sige, at der var trænet nok for i aften. Den gode oplevelse som Lestat havde fået ud af det, skulle bestemt heller ikke ødelægges. De små skridt som han gik frem, skulle han jo nødigt ende med at tage tilbage, for det ville jo uden tvivl kun ødelægge det hele, og det ønskede han så sandelig heller ikke. Han nikkede mod ham. For nu ville han selv søge tilbage til Athena, og hans kommende barn, som Lestat kunne søge til sin hustru og hans egen datter, som ellers så trygt måtte ligge i sin seng. "Vi ses i morgen, Lestat.. Sørg for at få hvilet ud," sagde han endeligt, inden han selv færdiggjorde det hele her. For nu ville han ikke erkende, at han var så træt igen. Ikke nok til at han bare ville kunne lægge sig til at sove om ikke andet, så en god aften med sin elskede Athena.. Det ville han se frem til. Han forlod træningsalen, for selv at søge op til sit eget soveværelse.

//Out