Back on the horse..!

[Deleted]

Det var ved at være hen på aftenen, hvor det stod på endnu en træningstime. Bevidst på dette tidspunkt, så Lestat havde haft muligheden for at være der for sin yngste datter og få hende lagt i seng. For nu havde de været i Strife Manor for et par dage, men selv Evan var først nu ved at varme op. Vejen var lang med Lestat, men han var nu alligevel af den overbevisning, at han nok skulle få manden åbnet op, så han ville være der for familien. Efter at han selv havde fået lov til at kaste et blik på den kære Lestat, havde han uden tvivl godt kunne følge Jacqueline i hendes bekymring for ham, for det var han uden tvivl også.
Han havde bedt Lestat om at møde ham i træningshallerne, når hans datter var lagt til ro, også selvom Jacqueline også var i huset. Det bragte noget liv til det, som der ikke havde været i lang tid, og nu hvor hans egen kære Athena var gravid, så forstod han skam godt Lestats frustrationer om ikke at kunne tage sig af sin egen familie, og det var noget som han uden tvivl ønskede at hjælpe ham med. Han skulle op på hesten igen! Skjorten smed Evan da han kom ned i træningshallen. Han tilbragte efterhånden rigtig mange af sine timer dernede. Hans krop var præget af mindre ar og mærker efter hans tid som gammel hærfører for Dvasias, også selvom det var mange år siden han havde trukket sig. Et valg som han på ingen måder havde fortrudt. Ved en let bevægelse med hånde, blussede flammerne i de mange fakler op og efterlod stedet her med en varme af belysning. Det var jo det som de skulle finde: Lyset for ham, så han igen kunne finde orket som skulle til for at være der for sin familie. Evan rullede med skuldrene. Han var en hård mand hvad det her angik, men det var vigtigt.. En warlock som ikke havde troen på sin magi, var farlig for sig selv og sine omgivelser, og i værste tilfælde, kunne det koste liv.. Og det var ingen af dem det mindste interesseret i på nogen måde. Han vendte blikket i retningen af trapperne.. Før eller siden måtte Lestat jo komme derned.

[Lestat De Lochér]

Lestat var meget overbeskyttende overfor Leonore. Efter de havde mistet Soraya, så var det som om, at det havde slået klik for ham og han havde for alvor ramt bunden i det hul, han havde kæmpet sig op ad siden børnene første gang var blevet kidnappet. Hver dag når han så sin egen skygge, så var han næsten bange for, at der skulle være en skygge mere, klar til at tage mere af hans familie fra ham og han hadede den følelse! Når han var hos familien, så smurte han dog et smil på læberne, fordi Leonore skulle jo have det så godt som muligt, så derfor fik hun kun alt det positive at vide. Men overfor Evan så var smilet borte... både fordi han skulle koncentrere sig om at træne, men også fordi det var så frustrerende for ham, at han var så langt nede. Han troede ikke på sig selv og der var lang vej endnu, men han havde det faktisk fint med at være her. Han havde netop overvåget Leonore i en små 15 minutter til hun var faldet i søvn og så var han ellers listet afsted, da han havde en aftale med Evan om at mødes i træningshallerne. Han kom egentligt godt ud af det med den mand, selvom han faktisk var en hård træner, men han havde jo brug for det. Han knyttede næverne foran sig, da han roligt gik ned ad trapperne. Smilet han havde forladt deres lånte værelse med var væk nu. Han nåede træningshallerne og stoppede op, da han så Evan. Han vædede fast sine læber og trak sin trøje af som han smed ved trappen, før han trådte ud på det åbne område. Han bar nu blot sine sko og bukser og havde bar overkrop, for det var altid pokkers varmt at træne! "Evan," hilste han dæmpet.

[Deleted]

Evan havde skam respekten for, at det her var en svær tid for Lestat, og derfor ønskede han faktisk at hjælpe ham. For nu lod han manden tage den tid som han havde brug for, for at sikre sig, at hans datter var lagt godt til rette for natten, så han fuldendt ville kunne koncentrere sig om arbejdet med træningen, for det var vigtigt. Han snakket meget med Jacqueline de dage hvor Lestat ikke magtet at holde sig vågen efter træningen, for det var Jacqueline som tog sig af ham efterfølgende. Han skulle i hvert fald ikke have følelsen af, at han var alene om det her, for det var han på ingen måde, og det var det som han ønskede at understrege for manden også.
I takt med at manden langt om længe meldte sin ankomst, så nikkede han blot i retningen af ham. Endnu en gang var det fortabelsen som var så tydelig at se hans øjne, og det var det som de først og fremmest skulle gøre noget ved. "Du fik lagt din datter til for natten?" spurgte han med en ganske stilfærdig stemme. Selv forstod han godt at hans familie betød meget for ham, for han ville bestemt heller ikke vide hvordan han ville reagere, hvis noget skete Athena og hans kommende lille.. Han ville i hvert fald aldrig kunne tilgive sig selv for det! Roligt gik han manden i møde. Det mentale var de nødt til at gøre noget ved først om ikke andet. "Jeg tror vi fortsætter fra hvor vi slap forleden, Lestat.. Det er vigtigt at vi får det mentale på plads først.. Den selvtillid skal vi have hævet," fortsatte han. Han lod selvfølgelig altid Lestat vide hvad de skulle.. Også selvom han var en hård mand når det kom til denne træning. Han klappede hænderne let sammen foran sig. "Så... er du klar?" spurgte han, og kiggede ham i øjnene.. Allerede ved den øjenkontakt, søgte Evan direkte ind i hans tanker, sind og sjæl.. Ganske enkelt for at hjælpe ham med at sortere i det.. hjælpe ham med at fokusere.. For det var virkelig vigtigt!

[Lestat De Lochér]

Lestat kunne meget godt lide den rutine, de havde sørget for. De kunne træne i morgentimerne og aftentimerne, og så kunne de være sammen i dagtimerne. Både lidt på kryds og tværs, men han kunne også passe på Leonore og Jacqueline... eller prøve på det, og Evan kunne være sammen med Athena, de havde fået og vide ventede sig. Om aftenen efter en hård træning, så kollapsede han dog nærmest altid på sengen, for det var trættende at træne! Han håbede bare, at når han selv var kommet ovenpå... så kunne han give noget videre til Caleb, for han blev nødt til at have flere til at kunne beskytte mansionet. Han nikkede roligt til Evan. "Ja, hun sover trygt... Hun er faldet til ro og mærker ikke så meget på mig mere, at jeg er i et hul," svarede han. Det måtte vel være et tegn på fremskridt? Ellers så var han bare så langt nede, at han faktisk formåede at snyde sin egen datter med sit falske smil. Han vædede sine læber og holdt armene ned langs siderne. Hans krop var anspændt, for han havde det så mærkeligt. Han trak vejret dybt, men skuldrene var stadig spændte. Han nikkede forstående til hans ord, for det kunne han godt være med på. Han kunne godt lide at vide hvad de skulle, så han var en smule forberedt. Men hen ad vejen ville han håbe de nåede til et punkt, hvor han var stærk nok igen til at blive overrasket. Han smilede stadig ikke, men havde bare en streg som læbe. "Udmærket," endte han. Han blev stående foran ham og nåede kun lige at åbne munden til at skulle svare, da Evan allerede søgte ind i hans tanker og sind. Hans pupiller trak sig nærmest sammen og han blev et øjeblik mere anspændt... Men snart efter, så slappede han faktisk mere af, end hvad han havde gjort hele dagen. Hans tanker blev sorterede, så han bedre kunne være fokusere.

[Deleted]

Hver havde de også deres familie at tage sig af, og det skulle der også være plads til. Lige der ønskede Evan uden tvivl at fremstå som et godt eksempel for Lestat. Han kunne sagtens, hvis det var det han ville. Han trak let på smilebåndet til hans ord. I hans øjne, var det uden tvivl tegn på bedring, hvis hans egen datter var mere rolig omkring det hele, og de omstændigheder, som hun nu også var blevet tvunget ud i. Det kunne bestemt heller ikke være nemt, at skulle undvære sin søster, og se sine forældre på den måde, når man ikke var ældre end hvad man var. "Det er umuligt at snyde en mentaldæmon, og specielt når det er ens egen datter. Du er på bedringens vej, Lestat.. Du kan træne nu, uden at frygte for deres sikkerhed.. Det er alt sammen små skridt på vejen," forklarede han med en sandfærdig mine. De tilbragte mange timer sammen i løbet af en dag, men han havde jo også forståelse for, at manden havde brug for at vide, at han ikke var alene om det, og det var også det som var det vigtigste lige nu.
Evan søgte ind i hans tanker og sind.. hjalp ham med at sortere alt det som han spekulerede på i løbet af en dag og ikke mindst de mange følelser.. Det var nu de skulle til at banke den selvtillid en smule op, for det havde han brug for, for at kunne tage sig af sin familie.. Gjorde han ikke det, ville det koste ham og hans familie, og det var Evan godt klar over, og ikke noget som han havde i sinde, at lade denne mand blive udsat for. Ikke på vilkår! Nu hvor tankerne var sorteret, så valgte han endelig at trække sig ud igen. Han blinkede let med øjnene. "Det burde hjælpe lidt på det hele," sagde han roligt, inden han rettede sig en smule op. Han vendte sig mod ham igen. De kunne jo lige så godt tage fat hvor de var startet istedet for det andet. "Din magi er tæt forbundet med din selvtillid, Lestat... Jeg vil igen starte let ud.. Fremman en kugle.. og ram plet.. der.." Ved hjælp af sin egen magi, skabte han en skydeskive.. Bevægelig. Det skulle jo også være en smule udfordrende.

[Lestat De Lochér]

Lestat kunne egentligt godt lide at være i Appolyon i Strife Mansion. Det var et afbræk han havde brug for i stor grad og han stolede jo på sin stab til, at de kunne passe huset selv og sørge for dem selv, nu hvor de ikke skulle opvarte ham og hans familie. Han fugtede sine læber, som han blot så på Evans ansigt. Han gjorde ikke antræk til at smile, for det var anstrengende. Han havde smilet en hel dag nu, skjult sin smerte, for at gøre det så behageligt for sin familie som muligt. Dog måtte der være sket en bedring, for Leonore havde det bedre og hun kunne jo mærke alt på ham, selvom han skjulte det bag et smil. "Det giver mig et lille håb, at hun er faldet til ro," endte han dæmpet. Der var lang vej endnu, men en lille bedring var bedre end den anden vej, uanset hvor hård vejen til lyset måtte være. Skæret herinde var roligt og behageligt på grund af faklerne og det kunne han godt lide. Evan fik ham også til at slappe af og hans skuldre faldt bedre til plads og blev mindre anspændte. Han rullede skuldrene tilbage og tog en dyb vejrtrækning, som han pustede ud og fandt roen i hans sind, der nu var blevet sorteret af Evan. Det var virkelig smart sådan med mentale kræfter. Han skulle bare selv styrke sit sind, så han kunne få styr på sin magi. Han nikkede tavst til hans første ord og lyttede til ham. Han tog faktisk alt til sig, som Evan sagde, for han blev nødt til at lytte til ham for at komme igennem dette. Han vendte blikket mod skydeskiven der dukkede op, som begyndte at bevæge sig. "Det er så svært at tro..." hviskede han. Han så ned på sin hånd og fokuserede sin magi, hvor den mørke kugle faktisk hurtigt dukkede op. Han jonglerede lidt med den i den ene hånd, før han så mod skydeskiven og kastede den afsted. Han ramte i første forsøg, hvilket nærmest fik en lettelse til at skyde igennem ham.

[Deleted]

Evan ønskede at hjælpe Lestat tilbage på hesten igen, også selvom han allerede nu havde erfaret, at det ville blive en lang vej, men selv han var jo ikke just kendt for at være en mand, som vendte en opgave ryggen. Han forlod den aldrig halvfærdig, og dette var så sandelig heller ikke noget undtag for hans vedkommende! Hvis Lenore var ved at falde til ro omkring sin far, så var det jo kun ensbetydende med, at det gik fremad, og det var jo også det, som var det vigtigste, kunne man jo sige. "Hvis hun er blevet mere rolig, er det små skridt i den rigtige retning, og det er noget som du skal være stolt af," informerede han med en rolig stemme. Mest for at vise Lestat de små fremskridt, som han tog hen af vejen, for det han gjorde var rigtigt. Han var sammen med sin familie om dagen, og så var det den hårde træning om aftenen, hvor hans hustru efterfølgende kunne tage sig af ham, så han heller ikke følte sig unyttig og uoverflødig. Jacqueline gjorde uden tvivl forbandet meget for den mand.
Magien hang sammen med det mentale. Hvis den var der, var der også en lille tro på sig selv. Denne øvelse var måske nem, men for Lestat kunne den jo faktisk vise sig at være en, som han havde svært ved at overkomme. Skydeskiven bevægede sig over hovedet på dem og han ramte plet. Han trak let på smilebåndet. Han havde øvet således med dæmoniske evner med hans egen lille datter, da hun havde været mindre, så han kendte jo til følelsen af stolthed. "Det er måske svært at se, men det gør det.. Uden en tro på sig selv, vil du ikke kunne fremmane det og faktisk gøre noget ved det, Lestat. At fremmane magi er faktisk en kompliceret ting som bindes sammen af den ro som du har i dit indre.. Man skal tro på, at man kan opnå det.. Og nu ramte du denne gang.. så gør vi det sværere," sagde han roligt. Med et let vift med hånden, så bevægede skydeskiven sig mere uroligt henover loftet, kun for at gøre det endnu sværere at ramme den. "Prøv igen," sagde han stilfærdigt.

[Lestat De Lochér]

Lestat vidste, at vejen var lang. Men han blev nødt til at kæmpe sig af sted skridt for skridt, for han havde virkelig ramt bunden. Tanken om hvor stærk han havde været engang var virkelig nedslående i en tid som dette, hvor han nærmest ikke kunne noget som helst. Evan vidste han dog også var den bedste træner, så derfor var han glad for, at de havde fået dette arrangeret. Jacqueline var den stærke i øjeblikket, uanset hvor ydmygende det var eller ej for en mand, men han skyldte sin kone alt, for hun gjorde jo alt for ham! Dette kunne han nok ikke have klaret uden hende, for så ville han ikke have anet, hvad han skulle gøre af sig selv. Han pustede tungt ud efter en vejrtrækning og så mod Evan. "Det er jeg." Han var da også stolt af, at hans datter var blevet mere rolig, for så var han alligevel kravlet lidt op ad stigen mod lyset. Han vidste, at magien hang sammen med det mentale. Derfor var det jo faktisk vigtigt, at han lærte dette nu, så han også kunne give det videre til Leonore når hun blev stor nok til at træne. Magien var hun jo begyndt at udvise. Nu skulle han bare selv have styr på det. Alt den tid som vampyr havde virkelig gjort, at det var svært at være tilbage som warlock, så dette var virkelig tiltrængt på alle måder. At han så ramte skydeskiven i første omgang, var han faktisk glad for, for det var da en god start! "Det at komme tilbage som warlock er godt nok sværere end jeg havde troet før jeg gik igennem transformationen," fortalte han stille til Evan. Han så op mod skydeskiven i loftet og trådte lidt væk fra Evan igen. Nu bevægede den sig jo endnu mere! Kuglen fik han hurtigt fremmanet i sin hånd, for det var ikke så meget den svære del mere... det var med at ramme. Han kastede den af sted og ramte lige præcis ikke, hvilket fik ham til at se lidt mere stram ud i masken. Han lukkede øjnene i og lagde fokus på, at Evan jo havde sorteret i hans tanker. Endnu en kugle blev fremmanet og da han åbnede øjnene, så kastede han den så snart han havde fået skydeskiven i blik og han ramte denne gang.

[Deleted]

Hver en mand havde uden tvivl også sin stolthed, og derfor forstod Evan godt, at Lestat i det øjemed, også måtte føle sig godt ramt af det hele. Nu hvor han havde sin hustru og yngste datter, så havde han stadig noget at kæmpe for, og det var det udgangspunkt Evan valgte at benytte.. Noget som han faktisk havde, fremfor hvad han havde mistet. Jacqueline havde også taget det tungt.. Han trænte mentalt med hende i løbet af dagen.. Hjalp selv hende.. hun var ikke så stærk som hun måske gav udtryk for overfor Lestat, men med en mand som ham, så var det ikke underligt. "Når du har lært det hele, vil du være i stand til at skænke Lenore det samme. Hun har brug for en stærk far, som kan smile naturligt," sagde han roligt. Ikke for at være hånlig, men for at fremhæve et fremtidigt mål for dem alle sammen. Han ville ikke opgive før Lestat igen viste glæden ved sit liv.. kunne smile naturligt, og have genvundet den styrke, som han vidste, var i hans indre et eller andet sted.
Undervejs blev prøvelserne kun sværere og sværere. Selv kort havde han vidst at Lestat havde været en vampyr for en længere stund, men havde valgt denne vej. Han nikkede. "Jeg kunne forestille mig, at det magiske har været blokket i den tid, du ikke har været af magisk race.. Det svækker den.. Gør den svagere, hvis man ikke gøre noget ved det undervejs. Jeg ved at det tab som I har lidt, har taget knækken på den magiske selvtillid, som du har haft.. Det hele kommer igen, hvis det er noget du er opsat på at opnå," sagde han med en ganske stilfærdig mine. Han blev stående, da han så Lestat koncentrere sig. Han begyndte langt om længe at koncentrere sig, også selvom han ikke ramte første gang.. Så forsøgte han igen, og denne gang ramte han. Han trak tilfredst på smilebåndet. For ham, var det her virkelig barnemad, men for Lestat var det en udfordring... og han tilpassede det jo efter sin 'elev', som i det her tilfælde, var en voksen mand. Så langt.. så godt. At få magien frem, var ham ikke en udfordring mere.. Han trak let på smilebåndet. "Ram mig, Lestat," afsluttede han kortfattet.

[Lestat De Lochér]

Lestat havde lang vej endnu og hans selvtillid var stadig noget vaklende. Af og til kunne han stadig ligge og gruble i morgentimerne efter han var vågnet og eftertænke, om han nu også var på bedringens vej, men han kunne jo mærke, at det blev nemmere for ham at få magien frem. At Soraya var blevet taget af Kimeya havde været som et lynnedslag, der havde slået hans magiske evner tilbage til et 0-punkt, som om han var et barn, der netop havde udvist magiske evner. Magien havde været gemt væk i hans sjæl i alt for mange år, som jo var alt den tid, han havde været vampyr. Det var bestemt ikke nemt at blive gammel alligevel! Han nikkede dæmpet. Det fremtidige mål var de helt enige om. "Netop... Og jeg har også en i min tjenestestab, jeg har lovet at træne... Så han kan hjælpe med beskyttelsen af huset," endte han. Han følte jo bare han brød sine løfter hele tiden! Det værste af det hele var jo nok, at han havde været så opsat på aldrig at fejle igen... og da han så havde mistet Soraya, så var klappen virkelig bare gået ned fra ham. Han trak vejret dybt og pustede ud. Prøvelserne blev sværere, men han kunne godt lide det, for så følte han, at der skete noget. "Jeg er kommet frem til det samme... Jeg havde bare lovet mig selv ikke at fejle igen... og det har jeg gjort," fortalte han videre. Han vædede flygtigt sine læber. Da han ramte anden gang, så var han alligevel tilfreds, også selvom det ikke havde været i første øjeblik. Da han fik den sidste ting at vide, så vendte han blikket direkte mod Evan. De stod med en god kampafstand og træningen førte jo til dette. "Udmærket..." svarede han. Han fremmanede 3 små kugler i hver hånd og kastede dem på forskellig tid, nogle kom nedefra, andre oppefra og de sidste direkte på.

[Deleted]

Evan forstod skam godt at det var svært for Lestat overhovedet at være her, og gøre noget ved det, men han havde respekten for at han ønskede og agtede at gøre noget ved det. Hele familien bakkede op om det, og selvom det var svært for ham lige nu, kunne selv Evan se, at han gjorde fremskridt. Det var bare at overbevise ham selv om, at de faktisk var der. "Du har jo ikke brudt løftet, selvom det tager længere tid end ventet," fortalte Evan sandfærdigt. Selv var han kendt med tanken og følelsen af tab, og den kunne uden tvivl også være svær at håndtere. Han havde jo selv oplevet tabet af to egne børn, som han havde måtte lægge i graven, og uden tvivl var det en tanke som gjorde ondt. Han havde jo mistet både Daniel og Lisa.. Lisa endda hvor det ikke havde været muligt for ham at få hende bragt hjem, hvor hun hørte hjemme.
Det var uden tvivl svært for Lestat at se andet end det forkerte han havde gjort. Og det var den holdning, som de var nødt til at ændre ved ham, og det var det, som han agtet at gøre, hvilket der nu heller ikke herskede nogen større tvivl om. "Jeg forstår at det er svært, Lestat, men det er vigtigt fremadrettet, at du ikke fokusere på det negative, men derimod det positive. Du har endnu en hustru og en datter at beskytte, og før du ved af det, vil du besidde den styrke som skal til for at få din datter hjem igen. Alle begår fejl.. Mine fejl har kostet mig to børn," fortalte han videre, mest for at pointere, at selv han havde lidt hen af det samme.. Og det var en tanke som helt klart gjorde ondt i alle henseender.
Nu til kampens hede.. Evan havde uden tvivl opfordret til magisk kamp.. Og han var strid hvad det angik, og ja, han brugte virkelig også beskidte tricks, hvis han fandt det brugbart. De seks kugler som blev fremmanet var mere end hvad han havde fået dagen i forvejen.. Faktisk imponerende. Ved store armbevægelser, bredte der sig et magisk skjold omkring ham, så han var beskyttet. "Du kan bedre end det der, Lestat.. Vis mig hvad du kan!" endte han. Han endte med at knytte næverne, inden skjoldet blev til en trykbølge, som han sendte direkte mod ham.

[Lestat De Lochér]

Lestat havde det virkelig svært. Specielt fordi han ikke ville fejle med tvillingerne og det havde han nu gjort. Det at være så opsat på, ikke at fejle var virkelig nedslående. Han havde jo før mistet Jonas... Junior snakkede han ikke meget med, men han ville nok lige smutte forbi ham før de tog hjem eller måske invitere ham hertil? Maggie havde han også mistet. Og nu var Soraya væk. Han blev nødt til at passe meget på Leonore nu, så han var allerede meget overbeskyttende. "Nej, det ved jeg udmærket godt... Det var bare som det fremtidige mål. Jeg ønsker, at jeg skal være i stand til at træne andre, som du træner mig nu," svarede han. Selvom han jo var en voksen mand, så han jo lidt op til Evan, for han var en stærk mand og uden tvivl dygtig også. Han vidste godt, at Evan også havde mistet, for de snakkede jo faktisk godt sammen hvis de mødtes i stuen i løbet af dagen. Han så kort ned, da Evan nævnte, at han ikke burde fokusere på det negative. Det var virkelig svært når han stod i vand til næsen, så han kun lige kunne trække vejret. Han nikkede dæmpet, for han var enig, også selvom det kunne være svært at indrømme, når man havde svært ved at se lyset. "Jeg gør det så godt jeg kan... Og jeg beskytter dem for alt i verden," svarede han og trak på mundvigen, selvom det ikke blev til et smil. Han ville ikke begynde at diskutere nu, men han havde stadig ikke troen på, at han nogensinde kunne få Soraya hjem. For han var stadig bange for at blive slået ihjel på stedet og så var de jo ikke kommet længere, for så var der kun Jacqueline og Leonore tilbage!
Kampen som Evan skød i gang, var Lestat lidt vaklende på. Men han ville gerne vinde, for det kunne være, at han så ville nå det skridt videre. Han kneb øjnene sammen. Kampene kunne godt blive hede og med tiden, måtte de jo bare blive mere intense. "Ikke vær alt for sød ved mig," svarede han med et skævt smil. Han nåede dog kun lige at fremmane en ny kugle før trykbølgen nåede ham og han faldt på røven. Var han virkelig ikke hurtigere end det? Han kom dog hurtigt op at stå igen og var klar. Denne gang kastede han en å hen over gulvet af magisk vand og fik det til at fryse under fødderne på Evan, så han kunne stå og skøjte lidt rundt på det glatte gulv. Han sendte en kugle til følge.

[Deleted]

Lestst havde det svært, og det var noget osm Evan skam havde forståelsen for. Hvis han dog nogensinde skulle genvinde muligheden for at være der for den værende familie, som han nu havde, så var han nødt til at genvinde den styrke, den selvtillid og den tro på sig selv, og selvom det uden tvivl var en lang vej, så havde Evan tænkt sig at følge den opgave til døren, og så var han faktisk ligeglad med hvor lang tid, det eftersigende skulle tage. "Og det kan du komme til igen, min ven, hvis du forsøger ikke at tænke på alt det negative. Livet er ej en dans på de røde roser. Jeg har bestemt heller ikke været heldig med hvad jeg har haft, men jeg har kæmpet mig frem til hvad jeg har nu.. Og jeg ved, at du kan gøre det samme," påpegede han sigende. Han havde jo selv boet på et børnehjem, hvor de ældre drenge havde rørt ved ham, såvel som hans gamle veninde Malena, og Jared.. Han havde været så heldig at blive adopteret, men selv det havde ikke just forløbet sig smertefrit, så han vidste hvad det betød at møde modgang på modgang. Det var jo også først nu at lykken for alvor havde vendt for ham. Han trak kort på den ene mundvig i et halvvejs smil. "Og det ved de udmærket godt begge to. Din datter er blevet mere rolig, for du er blevet mere værende.. Du er mere åben for at du kan genvinde det.. Og det i sig selv, er et stort skridt på vejen," fortalte han sandfærdigt.
Nu hvor duellen var i gang, var Evan bestemt heller ikke mild ved ham. Han skulle jo lære det på den hårde måde, og det blev gjorde man jo ikke, ved kontant at yde chancer og alverdens andet. Han så blot til at manden faldt på enden, inden han sænkede armene en smule. "Jeg ved at du kan bedre end det der," endte han med en sigende mine. Den lille å af is, som pludselig dukkede op under fødderne på ham, havde han ikke lige været klar for, så kuglen ramte ham i brystet, da han havde fokus på balance. Han røg et lille stykke bagud. Der var ikke alverdens kraft i den, men det var bedre end hvad han havde oplevet til nu! Han tog sig let til brystet. "Du lærer," roste han ham, inden han selv lagde hænderne roligt mod gulvet, som straks antog en meget sort farve, som voksede hurtigt og bredte sig fra ham.. Mod Lestat. Mørket gemte på meget.. Og det var der man skulle starte hvad angik en warolock.

[Lestat De Lochér]

Med Lestats mistede tillid på magien var det klart, at han skulle tilbage på rette spor. Det var han også ved at komme, men det var fristende at dreje af vejen fra tid til anden når han blev for opgivende og havde et dårligt øjeblik. Han havde dog med tiden nemmere ved selv at finde tilbage, så han ikke skulle trækkes hver gang, for det var jo det her, han ville. Han var blevet slået tilbage til et nulpunkt og skulle nu opbygge sin magi trin for trin som havde han været et barn. "Jeg tror jeg har været igennem alle hierarkier i samfundet og levet med alle sindstilstande mulige... lykke, ulykke, glæde, sorg, ensomhed, fællesskab...lidt det hele," svarede han sigende og også forklarende. Der var en grund til, at han nu skulle ud på et nyt spor, for skæbnen ville jo, at han skulle kastet rundt på alle måder. Han vædede roligt sine læber og nikkede, for det var jo sandheden. Han ville gøre alt for dem, også selvom hans magi ikke var så stærk igen... endnu. Det skulle den nok blive. "Godt," svarede han som det eneste. Han så til som Evan faktisk blev væltet omkuld og måtte smile tilfredst for sig selv. Der var nok ikke meget kraft i den, men den havde ramt og det var det vigtigste. Når han var startet fra et barns udgangspunkt, så var det jo klart, at magien var svag. Han så mod mørket der kom buldrende mod ham men følte sig slet ikke skræmt. Mørket havde jo altid været hans foretrukne sted, også selvom han var en hjertevarm mand. Men da han var genopstået som engel tilbage i gamle dage, der havde han selv opsøgt en vampyr, fordi han ikke kunne holde det lyse ud i sit sind. Han var bare mørk af sjæl, selvom han bar på meget kærlighed. Han trak vejret dybt og indåndede nærmest mørket, som hans øjne fik et nærmest køligt skær. Han gjorde sine fødder lydløse med en besværgelse, så han kunne bevæge sig uden at Evan kunne høre hvorhen. Han sendte nogle flere kugler afsted mod Evan med forskellig mellemrum af tid imellem.

[Deleted]

Lestat befandt sig i øjeblikket på et stadie, hvor han gav udtryk for ønsket om at lære, og det var uden tvivl det bedste og det vigtigste lige nu for Evan - At manden virkelig var indstillet på, at det var det som han ville. Han skulle ikke trække i ham hver gang mere, men nogen dage var værre end andre, og det havde han skam også forståelse for, og specielt med alt det som manden havde at slås med oveni og med en familie, som han skulle agere stærk overfor. Før eller siden, så var det nok der de skulle ende igen. Det var han helt sikker på. "Din historie er gået langt, Lestat. Alle de ting som du og din familie længe har været igennem, er selv jeg imponeret over, at du stadig kan stå," sagde han med en ærlig og sigende mine, for løgn var det trods alt heller ikke.
For nu var kampen igen igang, og det faktum, at Evan faktisk røg på enden, var ikke noget som skete særlig ofte. Som det nu var sagt, så kom han hurtigt op igen. Mørket bredte sig i hele rummet, og gjorde det stort set umuligt for nogen at se noget. Mørket opslugte Evan. Selvom han kunne være en varm og venligsindet mand, så var han præget af mørke.. Et liv i lyset ville aldrig nogensinde tiltale ham på nogen måde. Han lukkede øjnene. Selv kunne han jo spore sig ind på Lestats energi, også selvom han ikke kunne høre den. Han flyttede sig i takt med at Lestat kastede magiske kugler efter ham, for det var jo trods alt også bevægelse, som han kunne høre. Ud af mørket, som omringede dem, kom kraftige magiske reb som greb ud efter Lestat, kun for at holde ham fast. "Så nemt får du mig ikke ned med nakke, Lestat..!" Mørket bredte sig kun mere og mere, for til sidst at lukke al lys ude.. Kun Evans øjne lysede op. Næsten som havde han været.. en dæmon. Hvilket han jo også var. "Brug mørket til at besejr mig, Lestat.. Inderst inde ved du godt hvad der skal til," endte han med en hvislende stemme. Mørket bragte manglende lys og kulde.. Nok til at trænge igennem marv og ben ved selv de fleste.