A change in life..?

[Deleted]

Maidhion priste sig i det indre lykkelig for, at Thranduil faktisk havde sparet ham for et besvær. Han ønskede ikke at forlade dette land, for hvor skulle han så gå hen? Han levede godt her som skovelver, selvom han var mørkelver, men sådan var det jo. Han var bare glad for, at han ikke var blevet udleveret på den måde, men ingen vidste jo trods alt, at han havde gjort ondt. Han var jo selv en smule manipulerende, selvom han ikke ville kommentere på det. "Medmindre hun har fået hjælp til at komme over? Når du nu siger, hun går efter højere stående mænd," endte han spørgende, men det var jo alligevel en teori. Han håbede, at krigen ville føre til forøgelse af elver-bestanden fremfor det modsatte, for han ønskede bestemt ikke, at de blev færre! Han vædede roligt sine læber og nikkede stille. "Det samme gør jeg," endte han stille. Han trak vejret roligt. Sammen i byen måtte de kunne finde ud af at holde bestanden oppe, for ingen ønskede vel at lade den falde alt for meget, for det ville være til fare for racen. Et suk undslap hans læber. Hans søster hjalp ikke ligefrem på det punkt, når hun afviste alle og enhver... lige med undtagelse af Thranduil. Nu havde han det... måden at forplante den idé i Thranduils hovede uden direkte at sige til ham 'jeg syntes du skal gifte dig med min søster'. Små skridt ville nok føre til en mere naturlig gang, hvor han ikke ville blive set underligt på fordi han pressede på. Han vendte sig med fronten mod ham og nikkede til hans ord. "Hun snakker meget om dig Thranduil... Altid med det søde smil på læben. Jeg har faktisk aldrig set hende være så glad når hun kommer hjem," svarede han med et hentydende smil, selvom det ikke var alt for tydeligt eller anmasende. Det lød nærmere som en konklusion.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Lidt nøkker kunne man jo sige, at Thranduil havde forestillet sig, ville komme, og af den grund, så han ikke noget grundlag til at skulle smide Maidhion ud, for han gjorde jo faktisk en stor del af livet her i skoven som havde han været en født skovelver. Han havde ladet tvivlen komme ham til gode for mange år siden, og han havde endnu ikke skænket ham nogen grund til at handle ud fra det. Denjarna i sig selv, var en kendt mørkelver, selv på denne egn, og ej en kvinde, som han ønskede skulle færdes rundt i hans skove, og derfor var han glad for at kongehuset havde taget affære, dog selvom kvinden alligevel havde formået at slippe væk. Straffen måtte jo bare tilfalde den kære leder af Magikerne. En skam, men selv de måtte jo trods alt lære. ”Det gør hun, og det har hun altid gjort. Gabriel har hun sågar haft i sit net. Det er en skam, at en leder skal falde i, i disse tider.” Thranduil lagde bestemt ikke skjul på, at han var skuffet over Salvatores beslutning om at hjælpe denne kvinde, men han havde gjort sin pligt ved at melde det, så der kunne gøres noget netop ved denne sag, og specielt fordi at krig og strid hvilede i luften.. og han vidste, at det i denne omgang, ville være noget, som han skulle blandes ind i. Forplantningen ville glæde ham, for mange var de bestemt ikke mere.. Og det var da noget som så tydeligt også kunne mærkes. Det lagde et mindre pres på hans skuldre i hvert fald. Lige nu var det samarbejdet med druiderne, som han havde sammen med Silvi, og han nød det jo trods alt også. Det var rart med nogen, som kunne se ham, som andet end en races leder. ”Jeg har en fornemmelse af, at hun er glad omkring mig.. Det ser sådan ud, Maidhion.. Men.. At hun snakket meget om mig, det anede jeg ikke,” fortalte han ærligt. Han vendte sig mod ham og så denne gang manden direkte i øjnene. Hentydningen så han ganske vidst ikke.. Men det varmede ham faktisk.

[Deleted]

Maidhion var glad for, at han havde formået at skjule sine tidligere udskejelser, så Thranduil stolede på ham. Han stolede på en måde også på sig selv efterhånden, for det var ikke altid til at kende forskel på hvad der var ægte og hvad der var uægte for ham. Egentligt mente han jo selv, at han gik rundt med en fast facade som skovelver på og lod den falde overfor Sili, fordi han krævede sin hævn fra fortiden på hende. Men måske han bare var en skovelver med nøkker fra fortiden? Selvom han jo var født mørkelver. Han havde det jo godt her og var faldet til i skoven på en måde, han ikke havde troet på da han først var kommet hertil. Han nikkede stilfærdigt til hans ord. Hvis man brød reglerne, kom der konsekvenser, det var jo kendt for enhver. Hvornår konsekvensen ramte var jo bare forskelligt, for han havde ikke fået sin straf endnu, selvom det var længe siden tingene var sket. Hans berøring af sin egen 'søster' skete jo så stadig i dag, når det kogede over for ham. Han vædede roligt sine læber og lod armene falde ned langs sine sider. Han havde den perfekte plan til at sætte tankerne i gang i Thranduil, for hvis han kunne gøre det uden at gøre det åbenlyst, kunne manden jo gå hjem og tænke over det og måske udvikle nogle følelser. Han var sikker på, at hvis Thranduil gjorde kur til Silivrenniel, så ville hun faktisk sige ja, fordi hun ikke ville tro, at han stod bag det. Han nikkede stilfærdigt til ham og mødte Thranduils blik. "Hele tiden, når hun kan komme til det... Du gør hende glad, Thranduil og det vil jeg gerne sige tak for," svarede han roligt og nikkede høfligt. Han trak vejret dybt og så ud over skoven. "Jeg må nok hellere komme videre, jeg skal mødes med nogle i byen," svarede han og bukkede, inden han drejede omkring og smuttede. Frøet var sået!

//Out.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil vidste at Maidhion var født som mørkelver, men det var ikke noget som man så noget af som sådan. Han så at manden var faldet godt til.. gjorde som enhver anden skovelver, og alligevel virkede til at være meget stolt af det, og det var også det som påvirkede selv ham. Han vendte de grønne øjne mod ham. At han berørte sin søster, var ham fuldstændig ukendt, for det var der slet ikke nogen tegn på, og Silvi havde jo heller ikke ligefrem snakket eller nævnt noget som helst om det, hvis han selv skulle sige det. Han blev stående rank og det hele.. At hun var så glad for hans selskab, var uden tvivl noget, som selv betød utrolig meget for ham. Han vendte blikket roligt mod folden med en tænksom mine.. Selv han nød jo godt af hendes selskab.. han elskede faktisk at have hende tæt på sig på denne her måde. ”Det glæder mig, at jeg kan bringe noget glæde til hendes tilværelse, Maidhion.. Som hun også bringer en glæde til min,” sagde han ærligt. Hvad meningen med dette var, vidste han ikke, for det var slet ikke noget som han så.. Han var jo heller ikke ligefrem vant til at skovelverne handlede med en hensigt på denne her måde. Han nikkede efter ham. ”Jeg sender bud efter dig, såfremt det bliver en nødvendighed,” sagde han sandfærdigt, inden han vendte sig mod hestene som rendt rundt i folden. Han trak vejret dybt.. Kunne han være den rette for hende? Han rystede kort de tanker ud af hovedet og vendte sig mod deres landsby i stedet for. Med hovedet fuld af tanker, som han slet ikke havde regnet med at gøre sig, søgte han roligt tilbage i retningen af landsbyen for at komme hjem. Han vidste ikke hvad han skulle gøre af de tanker!

//Out