A change in life..?

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Det var ved at være hen på dagen. Solen skinnede og det var faktisk ved at være varmt, hvilket uden tvivl var noget som Thranduil nød forbandet godt af. Efter hans visit på slottet, havde han også fået fortalt om de mørke væsner som hans egne spioner havde spottet langs grænserne, og nu hvor hans egen skov, og derved hans eget rige lå lige op af muren, så var han nødt til at gøre noget med det, og nu var det rapporteret.
Med den lange kappe omkring sine skuldre, søgte han stille og roligt ned langs den ujævne skovbund, for at komme til den folk, hvor de elviske heste blev holdt. Dyrene som holdt så godt et temperament, som fandt sig i så meget, og som var kendt for at være nogen af de hurtigste til fods her i landet, så var det uden tvivl også en kreation som elverne kunne være stolte af. Han stoppede roligt op ved indhegningen til folden, hvor hans egen store og brune hingst kom hen til ham. Han hævede roligt hånden og strøg den over mulen og over siden af hovedet. ”Så smukt et dyr.. Du må kunne fortælle mig, om der er fare på færde..” sagde han roligt. Efter han havde mistet alt af familie, så havde han sit arbejde, og sin race at holde beskyttet og tryg, og det var det, som han uden tvivl brugte al sin tid på, også fordi at han ønskede at passe på dem. Det var der vel ikke nogen skam i? De store mørke øjne hvilede på ham.. mødte hans egne grønne øjne og med et venligt smil på læben. Hingsten slog let med halen og kastede en anelse med hovedet, som var den endnu en gang blevet legesyg, inden den løb ud på folden igen. Thranduil lod hænderne falde igen og med et smil på læben. Så langt, så godt, ikke sandt? Det virkede ikke til at faren lurede endnu, men den lå der.. Han kunne mærke det helt ind i sine knogler.

[Deleted]

Efter Maidhion havde observeret, at Silivrenniel tit rendte op til Thranduil, var planerne begyndt at dukke op i hans hoved. Ingen andre i byen ville have hende, da hun havde afvist dem på dem groveste, hvilket virkelig irriterede ham. Men nu... nu havde hun faktisk fundet en ven i denne Thranduil, der jo stod som kongen og det skulle han i den grad have undersøgt. Planen var indlysende... Han skulle fange kongen på et tidspunkt, der ikke virkede planlagt på nogen måde. Så skulle han falde i snak med ham om den nuværende situation, da det jo var noget kongen fandt ud af... så når snakken bød på det skulle han bringe Silivrenniel på bane. Og så skulle han se, om han ikke kunne forplante en tanke i Thranduils hoved om ægteskab med Silivrenniel, uden at kongen ville opdage det. Ellers måtte han jo tage det med, at Thranduil ville opdage det og så se, hvordan han ville reagere. Foråret var på sit højeste og hele skoven var sprunget ud, hvilket uden tvivl var et smukt syn. Nok var han oprindeligt mørkeelever, men efterhånden var han faldet så meget ind i denne facade, som han altid opretholdt... Det mørke kom frem i form af nøkker, som folk heldigvis ikke rigtigt lagde mærke til. Han kom netop igennem skoven mod folden hvor alle hestene stod. Han havde sin beholder med pile over ryggen sammen med sin bue, da han havde været ude og øve. Selv han kunne mærke, at noget var på færre og han kunne bestemt ikke lide det. Han trak på mundvigen, da han så Thranduil; perfekt timing jo! Han trak vejret roligt og rettede på sit grønne tøj bestående af en grøn skjorte, grønne bukser og brune sko. Han gik roligt Thranduil i møde, der stod og snakkede med sin hest. "Det siges jo, at der et blevet set noget ved grænsen," bød han ind og stoppede op foran Thranduil. Han nikkede høfligt for ham, selvom det kun var for sin egen skyld.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Efter at Thranduil havde meldt Salvatore for omgang med en mørkelver i hans egen skov, så var selv han blevet langt mere opmærksom på hvad der var omkring ham. Han var ekstremt racerasistisk, og det havde han altid været.. det var nok det som lå naturligt hvad angik elverne, og der var han bestemt heller ikke noget undtag i den anden ende. Han strøg roligt sin egen hingst over mulen, også selvom den tydeligt gik ud fra at det var leg. Det var langt tid siden at han havde haft tiden til bare at trække ud og være sig selv, og når det endelig skete, så nød han det skam også. Armene søgte roligt ned langs hans egen krop, inden han hørte den anden skikkelse snakke til ham. Han drejede hovedet roligt i retningen af ham. Maidhion var ikke just en ukendt mand.. En mørkelver, men dog af slagsen som havde været her så længe, at Thranduil havde lært at acceptere ham som en skovelver, også fordi at han aldrig havde haft en grund til at skulle gøre noget andet, hvilket skam også passede ham fint. Han havde brug for nogen, som også kunne yde stedet her en beskyttelse, for han kunne ikke gøre det hele på egen hånd. ”Ikke bare ved grænsen, men også i skoven her. Jeg frygter for følgerne af dette.. Det ligger i luften og det kommer kun tættere og tættere på,” sagde han en kende filosofisk, men det var også det, som lå ganske naturligt til hans væsen. Igen vendte han blikket mod folden og hestene som selv så ud til at more sig. De var i hvert fald ganske rolige, og det var uden tvivl noget som også passede ham selv ganske udmærket, hvis han selv skulle sige det. ”Hvad har du spottet ved grænserne, Maidhion?” spurgte han opfordrende, idet han igen vendte blikket mod ham. Afventende i blikket. Han havde brug for at vide hvordan deres grænser så ud.

[Deleted]

For tiden syntes Maidhion, at der skete mange ting rundt om i Procias. Mørket trængte ind over muren, senest Sephiran. Han havde også hørt rygterne om Denjarna, der var en mørkeelever, som intet havde at gøre i landet ifølge folket. Han var jo selv af samme race, men skjulte det bag en facade som skovelever, som alle jo vidste og troede på. Ingen skulle gerne vide, at han var mørkeelever, men nogle gange følte han også bare, at folk så lige igennem ham. Ikke de andre i landsbyen, de var ikke så hurtigt opfangende. Han vædede roligt sine læber som han nåede frem til Thranduil ved indhegningen, hvor hestene stod. Han ejede ikke selv en hest, for han var som regel mere til bens, men han kunne sagtens ride hvis det var, at nogle gav ham en hest til brug. Han var ganske vist ikke ukendt her i byen, men han havde aldrig brudt sig om det samfund, han var kommet fra, for han var ingen slave. Der skillede han sig en del ud fra andre mørkeelevere. Men han havde stadig nøkker, men det var ikke noget som nogle viste. Han straffede jo Silivrenniel for sin egen fortid, hvilket han vel også havde det skidt over til tider? Han nikkede stilfærdigt og trak vejret dybt og roligt. Han var faldet til her for mange år siden, så han levede jo bare det liv, som han nu havde fået. Han var en dygtig bueskytter, hvilket han havde lært af sine 'forældre', inden han havde slået dem ihjel - intet som nogen som helst vidste og noget, som han selv havde fortrængt siden. "Det er sandt... De kommer tættere og tættere på," svarede han stilfærdigt. Han så mod hingsten og trak svagt på smilebåndet mod ham. Han vendte blikket tilbage mod Thranduil, da han spurgte ind til, hvad han selv havde spottet. "Et par warlocks... Og jeg så en varulv sidste fuldmåne nær grænsen, men de krydsede ikke ind til Procias," svarede han dæmpet.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Maidhions tilværelse som en mørkelver var skam kendt med Thranduil, men så lang tid, at han ikke havde nogen grund til at handle på det, så gjorde han det ikke. Manden havde jo trods alt også været her i landet igennem rigtig mange år, så hvorfor skulle han gøre noget ved det? Hans blik hvilede på hans skikkelse, da han kom helt hen til ham. Han havde skam forventet at der ville være nogen tendenser fra sit mørke liv, men så lang tid, at han intet så, så kunne han heller ikke se nogen grund til at handle på det. Efter Sephiran havde været i landet her, og Lily var blevet væk, frygtede han uden tvivl at dette kun ville følge til noget andet, og det ønskede han på ingen måde. Han kneb øjnene let og svagt sammen alene ved tanken. Hans art og race, var det som han handlede til fordel for.. Han var racerasistisk, og hvis det ikke kom hans slags til gode, så støttede han på ingen måder op om det. ”Det gør de, og det vækker mig en bekymring, som jeg har tilkendegivet for kongehuset.. Jeg håber blot, at de handler på det,” sagde han roligt. Hvis de kom tæt på skoven, ville han selv sende sine bueskyttere på opgaven, for han ville slet ikke have dem i landet her, og da slet ikke i nærheden af skoven og hans område! Det var trods alt her han kunne kalde sig for konge, og selvom han var underlagt kongehuset, så gjorde det virkelig ingen forskel. ”De kommer for tæt på, hvis du spørger mig, Maidhion. Jeg vil ikke have den slags tæt på grænsen, og da slet ikke tæt på mine grænser. Jeg frygter vi går en stor krig i møde. I det tilfælde, regner jeg med, at jeg kan kalde dig til som bueskytte under mig?” spurgte han ganske sigende. Det var ikke mange bueskyttere, som han ville skænke den tillid til, men Maidhion var trods alt en af de bedste, og det var også derfor han ønskede den forsikring, om at han kunne regne med den mand ved sin side.

[Deleted]

Maidhion levede livet i skoven som skovelver, selvom han var mørkelver. Det var en underlig tanke, for det var mange år siden, at han faktisk havde været i Dvasias og i mørket. Men han var heller ikke typisk mørkelever, da han havde lyst hår, hvilket jo var mere typisk skovelvere. Så der var jo måske noget med nogle gamle gener? Der gjorde, at han faktisk kunne faldt til i lyset? Han vidste det ikke... Men i hvert fald, så havde han jo stadig nogle nøkker fra mørkelveren, selvom det ikke kom frem, da han holdt det indenfor sine egne vægge i sit hjem. Det gik også ud over Silivrenniel, hvilket ikke var noget som nogle kendte til. Sephiran havde været i landet, det kendte alle jo til, og nu var Gabriels livvagt væk - en kvinde, som nok alle i hele landet kendte til på hendes ry og rygte. Han var selv raceracistisk, men på en lidt anden måde end de fleste. Han så meget ned på kvinder, eftersom han selv havde været slave i sin barndom og derfor så han også ned på sin egen race... og nogle gange, så han også ned på skovelverne, fordi han mente de lavede nogle mærkelige ting, men det var ikke noget han kommenterede. Han vædede roligt sine læber og lod armene falde over kors. "Jeg deler din bekymring... Det er ikke ligefrem noget, der vil gavne landet, hvis mørket trænger herind i større styrke," svarede han dæmpet. Han selv, ville ikke tøve med at skyde dem ned med sine pile, for de skulle ikke herind! Mørket havde intet at gøre her, for han kunne så godt lide det frie ved dette land. Han nikkede stille, de kom virkelig for tæt på. "Jeg er enig. Jeg tror også, at folk kan mærke det i sin krop og derfor, at mørket nok lurer ved grænsen," startede han roligt ud. Han drejede blikket mod Thranduil. Lige der, var han slet ikke i tvivl om, at han nok skulle gå i krig hvis det var, for ingen skulle underkue ham nogensinde igen! Og hvis mørket kom hertil, ville de jo styre alt og alle, hvilket han slet ikke kunne have med at gøre. "Du kan regne med mig."

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Livet og tilværelsen som mørkelver havde Thranduil bestemt ikke meget til overs for. Uden mænd, så ville man ikke kunne formere sig, så selv i hans øjne var det en uddøende race. Om Maidhion overhovedet var kendt med at han vidste om hans liv og tilværelse som en del af mørket, vidste han ikke, men selv han så ikke nogen grund til at komme nærmere ind på det, mere end det som faktisk var højst nødvendigt, og det vidste han skam godt. Han nikkede. De mørke væsner skulle under ingen omstændigheder for tæt på grænsen her, og da slet ikke krydse den! Han frygtede for den dag, når den ville komme.. før det var efterhånden bare et spørgsmål om hvornår, snarere end et spørgsmål, om det ville ske.. Og han vidste det.. Han kunne mærke det. ”Flere og flere er blevet spottet ved muren, og få har formået at komme over den.. Jeg er bekymret, Maidhion.. Jeg frygter for den dag skoven her atter en gang skal komme under angreb,” fortalte han med en sigende mine. De havde førhen været angrebet af Warlocks, som for øvrigt formåede at sætte ild til skoven her, hvilket havde kostet mange dyreliv, men også af elverne, som ikke havde nogen steder at søge hen, og det ønskede ham bestemt ikke at komme ud i, endnu en gang. Folk var anspændte.. folk kom over grænsen og flere forsvandt. Det lagde op til krig.. Han kunne genkende faresignalerne, også selvom det var frygtelig mange år siden, at han selv havde været i krig. ”Jeg frygter den lange tid med fred og harmoni er gået mod sin ende. Blot jeg, står og afventer på at blive kaldt til marken, og jeg ved, at det vil ske en dag,” fortalte han sandfærdigt. Han vendte igen de grønne øjne mod ham. Han kunne stole på ham, hvilket uden tvivl var noget som faktisk også betød meget for ham. Det var vigtigt for ham, at vide at han havde nogen at kunne tage med derud, som med største forventning selvfølgelig ville kunne vende hjem igen. ”Det glæder mig,” sagde han med en stemme præget af taknemmelighed.

[Deleted]

Maidhion kunne oftest godt fornemme, at Thranduil så igennem ham og vidste mere om ham, end han lige ønskede. Men hvis Thranduil kendte til mordet på sine forældre... eller det, at han rørte Silivrenniel, så havde han ikke stadig været her, så det var uden tvivl noget, som den mand ikke vidste. Mørkelvernes måde at transformere sig på, var slet ikke noget for ham, eftersom det var en yderst feministisk race, så de gjorde det faktisk sjældent... men de havde jo brug for mænd, så derfor modsagde de virkelig sig selv. Han havde brug for et frit folk og det havde han jo her, så derfor ville han heller ikke have mørket på denne side, for han nægtede at være en slave igen! Han kunne dog selv mærke det i sin krop, at der var fare på færde, hvilket slet ikke var noget, han brød sig om. Han nikkede stilfærdigt, for han havde snakket med andre i byen om netop det samme. "Ja, jeg har snakket med flere i byen om det. Men ingen har set nogle komme over muren siden Denjarna og Sephiran... Men jeg deler din bekymring for et angreb... Det vil ikke være rart," svarede han roligt. Han vidste dog, at det også var risikabelt, hvis de valgte at se på det anderledes. Hvis de nu gik til angreb på mørket først, så ville de jo i princippet starte krigen, men så kunne de da i det mindste slås ved Dvasias fremfor ved Procias, og så havde fjenden længere dertil. Farerne lurede uden tvivl, men de var jo intet rigtigt endnu. "Jeg vil stå ved din side, når den dag kommer... Ingen skal komme og bryde freden og friheden her," endte han bestemt. Han vædede sine læber... Nu var det snart tid til at bringe Silivrenniel på bane, eller noget der i hvert fald lagde op til det. Han nikkede roligt og vendte fronten mod Thranduil, vendte sine hasselbrune øjne mod ham. "Har du tænkt på at... finde en ny kvinde inden krigen rigtigt bryder ud? Sikre nogle at give din arv, såfremt det mest uheldige skulle ske? Det har jeg i hvert fald," endte han. Sådan lød det som helt almindelige snak.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var skam kendt med Maidhions tilværelse som mørkelver, men nu havde han været her igennem så mange år, og der havde aldrig været et problem, samt det faktum at han bare.. havde valgt at tilpasse sig. Det var jo bare endnu et tegn på at skovelverne havde den bedre tilværelse end det som de havde i mørket, hvilket uden tvivl var en skøn bekræftelse. Selv havde han slet ikke nogen forståelse for hvordan mørkelvernes samfund faktisk forløb sig, men i hans forstand, så gav det bare ingen mening.. og var bestemt ikke et koncept, som han ønskede at videreføre selv. Selv havde han bare en fornemmelse af at krigen lurede.. der havde været fred og harmoni igennem så mange år.. og nu skulle det atter en gang til at blusse op. ”Sephiran blev hurtigt afsløret og bragt til kælderen, men ikke desto mindre, formåede han stadig at stikke af. Jeg tvivler på at han begår samme fejl igen,” fortalte han med en sigende mine. Denjarna derimod, var ham en torn i øjet, også fordi at den kvinde var kendt for manipulation og udnyttelse, og det var slet ikke noget som han ønskede skulle finde sted i hans skov! At han så derimod kunne stole på Maidhion i det tilfælde af at byen og deres sted skulle beskyttes, betød faktisk meget for ham. Han overvejede nemlig kraftigt at indkalde alle bueskyttere, og alle som var vant til at håndtere våben om at melde sig til tjeneste.. Deres egne grænser skulle trods alt også beskyttes i tilfælde af, at der skulle ske noget. ”Det glæder mig,” sagde han ærligt. At en kvinde skulle bringes på banen, fik kort Thranduil til at vende blikket ned mod sine hænder. Han havde tænkt tanken, men var aldrig rigtigt kommet længere end det. Han så efter ham igen. ”Jeg kan ikke benægte, at tanken dog har strejfet mig,” svarede han ærligt. Selv han kunne jo heller ikke klamre sig til mindet om sin afdøde hustru for resten af sit liv.

[Deleted]

Maidhion havde tilpasset sig tilværelsen som skovelver for mange år siden, da han endnu havde været meget ung. Et par, havde taget ham til sig i troen om, at han var skovelver og de havde nok ikke vidst andet indtil han slog dem ihjel i sin ungdom, da han ville have Silivrenniel for sig selv, som sin egen slave. Med tiden, så fik han dog dårligere og dårligere samvittighed, hvilket måtte være livet i lyset, men det afholdt ham ikke fra at pille lidt når hun alligevel kom tæt på eller hvis han blev sur på hende over et eller andet. Han kunne meget bedre lide samfundet her i skoven, da det var noget han kunne forholde sig til, for han elskede det, at mændene faktisk var det skridt foran kvinderne, selvom alle jo prøvede at leve i ligestilling. At krigen så skulle true nu, var ikke noget han brød sig om, for det truede det liv han godt kunne lide. "Jeg tvivler også på han kommer tilbage... Men det, at han kom over muren er inspiration nok til andre mørke væsner," svarede han dæmpet. Han vidste, at det var rigtigt, for ellers lurede mørket vel ikke langs grænserne for at finde en vej ind. Gad vide om de havde en plan? Eller om det var begyndt fordi der skete noget mellem Procias og Dvasias i øjeblikket, som man ikke helt vidste endnu, men formodede? Uanset hvad, så skulle han nok sætte sin pil i enhver indtrængen, der ikke var af et lyst væsen. Han trak roligt på smilebåndet og nikkede dæmpet, som han så ind over folden med hestene på. En var i gang med at lege og prøvede at få en hest mere med på den. Han drejede hovedet, da han fornemmede Thranduils blik på sig. "Samme her... Hvis vi alle skal i krig, bliver der nødt til at være nogle at efterlade det til og nogle, der kan føre arven videre i tilfælde af vores død," startede han roligt med at sige. Og ja, han mente, at byen skulle nå at gøre så mange kvinder gravide som mulige, så de var sikrede, at der stadig var elvere hvis mange skulle falde i krigen. Han holdt sit blik mod ham. "Er der én, du har tænkt på?" spurgte han så. Nysgerrig, om Thranduil havde tænkt så langt til hvem, han kunne vælge.

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil var slet ikke kendt med det mørke og dystre som Maidhion praktiserede næsten på daglig basis. Ikke bare det faktum, at han var forfærdelig mod den kvinde, som eftersigende skulle være hans søster, men heller ikke, at han havde slået ihjel af deres slags.. Af skovelverne, som der for øvrigt heller ikke var mange af tilbage. De grønne øjne hvilede på ham. Bare det at han havde mørke øjne indikerede tydeligt, at han ikke var fra egnen her, selvom det var en af de slags småting, som folk ikke rigtigt bed sig fast i. Han havde ret.. En var kommet over muren.. Så ville de sidste nok også følge trop på et tidspunkt, og det ønskede han da slet ikke, hvis han ellers kunne blive fri for det i den anden ende. ”Det er der min frygt hviler.. Der er kommet et fåtal over, men det er stadig til inspiration til resten af det mørke, som holdes ude af intet andet end en sølle mur. Jeg frygter den dag, at de finder den lille sprække, og sender en halv hær af sted, hvis ikke mere.. Jeg ved det kommer. Det hele ligger i luften.” I takt med hans ord og udtale, måtte han næsten automatisk vende blikket op i retningen af himlen over dem. At sikre sig at arven gik videre, havde han tænkt i mange år, og da han selv havde følt sig klar til det endelige skridt, så var det som om at det hele havde ramlet for ham igen. Man kunne bestemt ikke påstå at han havde været heldigstillet lige på den front – desværre. ”Jeg regner naturligvis ikke med at falde på marken.. om ikke andet, så alene, men blandt mine ligestillede bueskyttere. Jeg er ej i besiddelse af en anden titel end blot en soldat på en slagmark. Arven skal videreføres.. Det er sandt,” sagde han. Igen havde han jo bare tænkt tanken.. men aldrig gjort noget ved det, for han havde jo heller ikke ligefrem regnet med, at det skulle gå hen og blive en nødvendighed som sådan. ”I det tilfælde, tænker jeg ej på en særlig kvinde, Maidhion,” svarede han. Han ville jo uanset have, at det skulle være ægte og rigtigt.

[Deleted]

Maidhion havde sine nøkker fra det mørke, men slet ikke noget, som nogle vidste noget om. Langt fra de færreste bemærkede, at hans øjne var mørkere end resten, når hans hår var lyst. Lyset kunne jo falde forkert og skinnede jo ofte på disse kanter, så det var slet ikke et blikfang. At Thranduil så det, kunne han dog nærmest fornemme, men manden havde aldrig gjort noget, så i det mindste var han da accepteret af kongen, hvilket jo var det vigtigste. Han mødte roligt hans blik og holdt armene over kors, mens han trak en smule på smilebåndet. Han nikkede roligt. Når mørket én gang var kommet over muren, så fulgte alle med i sidste ende, fordi flere skulle prøve lykken, hvilket han slet ikke bifaldt. Han ønskede bare den fred og frihed som her var, men han skulle nok kæmpe for det, hvis det kom så vidt! "Jeg kunne ikke være mere enig... Jeg håber snart, at der kommer flere tropper på muren, netop for det samme. Har du været ved kongen for nyligt? For en eller anden må da kunne hjælpe med at lukke de sprækker, så vi er klar når den dag kommer," svarede han stille. Han kunne jo selv mærke det i sin krop, hvilket kun skabte en hvis uro i byen, selvom folk prøvede på at lade vær med at snakke om det. I og med at elverne var få endnu, så mente han blot, at de skulle til at komme i gang. De par, der kun havde 1 barn, kunne sagtens få nummer to... Og snart måtte der da vel komme lidt mere kærlighed? Det skete som regel altid op til en krig, at folk pludseligt fik øjnene op, så det håbede han da, for han ønskede jo ikke skovelverne for en uddød race! "Det regner man jo ikke med. Men det kan ske for selv den bedste... Og det siger jeg uden, at mene noget andet med det, jeg snakker bare teoretisk. Men jeg mener også, at alle i byen burde komme lidt i gang," svarede han roligt og nikkede. Han vendte så ud over folden igen, hvor to af hestene løb rundt langs kanten. "Der er også flere i byen. En del single mænd og kvinder... Men min søster har afvist stort set alle i byen," svarede han stille. Han bed tænderne sammen, for den tanke irriterede ham! Hun kunne have været gift 5 gange nu!

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Alles tryghed og beskyttelse følte Thranduil var truet i den givende stund. Det hvilede i luften, og det kunne mærkes i spændingen, så noget måtte man jo gøre. At det så var forplantning Maidhion tænkte på, var ikke just en tanke som slog ham ind lige nu, også selvom han vidste, at han ikke kunne fortsætte med at dvæle ved sin afdøde hustru. Hun ville uden tvivl have ønsket, at han kom videre, og sikrede sig, at racen her ville overleve på bedst mulig vis, for det havde de fortjent, og det var hans primære opgave. ”Jeg meldte fra til kongen om tilstedeværelsen af en anden mørkelvisk person, Maidhion, som skjulte sig i skovene her. Murene har han lovet mig, vil blive beskyttet yderligere og mere end hvad de har været til nu,” fortalte han ærligt. ”I samme omdrejning har jeg måtte melde magikernes leder, netop for omgangværende med denne mørkelver,” tilføjede han sigende. At de havde troet, at de kunne befærde sig frit i skovene her, uden at han ville spotte det, så var de da kun dummere end hvad man tillod. Han vendte blikket ind mod skoven. Et sted vidste han jo godt at Maidhion havde ret. Alle havde de deres ansvar, netop for at sikre sig, at racen måtte overleve, og det var jo til alles interesse. Han nikkede. ”Som tiderne nu er, er det næppe forplantning og videreførelse af arv og gener folk har i tankerne, selvom man skulle ønske at det var sådan,” fortalte han sigende. At han så bragte hans søster på banen, fik blot Thranduil til at trække på smilebåndet. En kær veninde af ham, og han tilbragte jo meget tid med hende nu om dage. ”Deres søster er mig en kær veninde, min ven. Jeg er dog sikker på, at hun nok skal finde den rette, når tiden er inde for det. Jeg har hørt rygterne om de mange afvisninger. Alligevel imponerende må jeg sige,” sagde han sandfærdigt.

[Deleted]

I og med, at Maidhion ønskede racens overlevelse, så mente han også, at forplantning ville være godt for alle. De havde uden tvivl brug for flere elvere og han ville jo gerne have, at racen også levede videre efter krigen, for hvis man tænkte på den værst tænkelige situation, så kunne de jo uddø under krigen alt efter hvor grove mørket var. Krigen lå jo i luften... han kunne mærke det i sine årer og det var uden tvivl ubehageligt. Han nikkede stilfærdigt til hans ord, for det lød godt med murene. De var jo nogle af dem, der blev udsat først, hvis mørket trængte ind over muren ved skoven. "Det lyder godt med den ekstra beskyttelse. Vi kan ikke have mørket her... og da slet ikke, hvis lyset begynder at arbejde sammen med dem," endte han nærmest... foragtende. At en leder fra landet skulle vælge at arbejde med en mørkelver, var ikke ligefrem noget at råbe hurra for, for landets rygte. Han selv var jo ganske vist mørkelver, men han levede som en skovelver. Han smilede skævt og så over folden og mod skoven på den anden side. De skulle arbejde sammen ved krigen, så det blev lidt spændende... Også om druiderne ville være med? Silivrenniel havde jo sagt, at deres møder med dem var gået virkelig godt, så det glædede ham da kun. "Jeg tror på, at jo tættere krigen kommer, jo mere kærlighed opstår der... Fordi folk ved, de snart skal skilles," svarede han med en rolig stemme. Han drejede blikket mod Thranduil og så hans smil. Han vidste, at de tilbragte meget tid sammen - næsten så meget, at det var passende, at de giftede sig. "Jeg tror ikke hun finder en i byen her... Ingen vil hende, fordi hun har afvist alle, så ingen af de unge mænd vil have noget med hende at gøre," svarede han forsigtigt, nærmest som om han syntes, det var ærgerligt. Men han ønskede at stikke til Thranduil, for han måtte forplante en tanke i hans hoved om ægteskab med Silivrenniel uden at sige det direkte. "Du er nok den eneste, der vil hende."

[Thranduil Íl Aleazea Devárniä]

Thranduil vidste godt, at han måske i givende stund var temmelig dobbeltmoralsk, i og med, at han selv husede en mørkelver i sit samfund, men han havde jo trods alt aldrig haft en grund til at skulle gøre sig andre tanker end hvad han gjorde, for Maidhion havde uden tvivl tilpasset sig. Denjarna var farlig i frygtelig mange henseender, og derfor skulle hun bare ud! Salvatore var uden tvivl en mand, som han selv havde mistet al respekt for, og når den var tabt, så var der ikke noget at gøre ved den sag for fremtiden. ”Hun er manipulerende, og går primært efter de højere stående mænd. Sådan har det været altid. Det er det som bekymrer mig.. Hvis hun kan komme over ene mand, er der mange andre, som lige så kan tage den samme tur,” fortalte han sigende. Hvorvidt om denne krig ville føre til en forøgelse af elverbestanden, selvom det på ingen måder ville gøre Thranduil noget. Den lave bestand, var i forvejen noget som bekymrede ham til dels. ”Jeg håber min ven… jeg håber,” sagde han blot. Selv han vidste, at han sagtens kunne yde sit for at holde bestanden oppe, men selv han ville gerne have, at det skulle være på det rette grundlag, og det følte han bestemt ikke at det var, bare ved at udvælge en. Han lyttede til Maidhions ord. For ham personligt, havde han aldrig følt en afvisning fra hans søsters side, og de tilbragte jo faktisk megen tid sammen nu. Ikke fordi at det var en tanke som gjorde ham noget, for.. han kunne jo lide det. Det var rart med noget selskab i ny og næ, og bestemt når det var som det var lige for tiden. ”Din søster er mig en kær kvinde, Maidhion. En smuk elver af sin slags med et venligt og varmt hjerte, som man sjældent ser nogen steder i disse tider. Jeg er sikker på, at hun nok skal finde den rette på et tidspunkt, når det for hende er rigtigt,” fortalte han. For nu afviste han ideen.. udelukkende fordi at den ikke rigtigt slog ham.