Now you're my pet

[Lily Rose Summers]

Lily havde uden tvivl fået en ordentlig lærestreg denne gang som aldrig før. Hun havde aldrig oplevet noget lignende, og hun havde virkelig ondt over det hele, som han også havde fået kørt hendes selvtillid godt ned... givet hende masser at gruble over, være ked af det over. Hun havde lært det hele på en meget hård måde og hvis hun nogensinde slap herfra, så var det også sikkert og vidst, at hun aldrig ville vende tilbage igen, for hun var slet ikke stærk nok til at imødegå dvasianerne. Hun var forvandlet nu... til et kattevæsen. Ikke en almindelig huskat, for hun var større af det, men hun var også mindre end de store prægtige dyr som pantere eller hvad det kunne være. Hun hang egentligt bare i hans greb, da han løftede hende ved nakkeskindet, hvilket heldigvis ikke var en ekstra smerte oveni det andet, for det gjorde egentligt ikke ondt. Det var nedværdigende at være et dyr på denne måde, specielt når hun vidste, at hun med ringen ikke direkte kunne forvandle sig tilbage. Låst i denne skikkelse var uden tvivl skræmmende. Ville Mattheus beskytte hende fra de andre på slottet? Hvor ville han overhovedet opbevare hende henne? Nu fyldte hun jo ikke så meget i forhold til hendes menneskelige skikkelse kunne man sige. Ringen var uden tvivl som et halsbånd og hun hadede det... Hun var ikke ejet af nogle, hun ville være sin egen boss! Men det lykkedes hende ikke i dette og jo mere hun fejlede i det, jo større følte hun bare at have svigtet sig selv og sin person og så satte tvivlen ind i hende. Men han blev ved med at understrege for hende, at hun var hans og det kunne hun ikke lide. Men hun frygtede ham og vidste, at hun lige nu ikke orkede at stå imod, det havde hun for ondt til over det hele. Hendes pels var end ikke særlig flot lige nu af både piskeslagene og de ætsede mærker, der også kom igennem med pelsen. Hun kneb sine lyseblå katteøjne sammen mod ham. #Jeg kan drive dig til vanvid ved at blive ved med at hjemsøge dit sind...# påpegede hun sigende. Hun flyttede blikket fra ham, da det var lidt underligt at se som hun gjorde nu. Hendes sanser var helt anderledes nu jo! Hun havde ikke troet, at dette var muligt for en magiker, men man blev jo overrasket. Hun fnøs og vendte ryggen til ham på bordet hun sad på, som hun løftede sin højre pote og begyndte at slikke den. #Du kan tro, at du ejer mig... Men katte er sin egen Herre, så det understreger kun tydeligt, at ingen ejer mig.#

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus gik så sandelig også ud fra, at Lily havde lært af dette. Hvis hun engang skulle få lov til at komme hjem igen, så var han da i hvert fald overbevist om, at hun ikke ville komme over på denne side af grænsen igen, så det passede ham i den grad også udmærket! Han vendte blikket mod hende, som hun sad der på bordet. Det plagede hende. Det kunne han se, og nu hvor han vidste, at hun var vant til at være typen som gjorde hvad hun ville, når hun ville, så kunne han da godt forstå, at det var noget som virkelig plagede hende, når han direkte stod der og krævede sig sit ejerskab over hende, hvilket næsten var det som var det værste af det hele. Han ejede hende nu, og det var omstændigheder, som hun i hans øjne, bare måtte slå sig til tåls med, når det nu endelig skulle være. ”Det kan blokeres, Lily… Du er nødt til at huske, at jeg nu er den eneste, som du faktisk er i stand til at snakke med,” advarede han med en ganske kortfattet stemme. Hun kunne gøre hvad hun ville med ham, og det ville ikke ændre på noget som helst. Her på slottet ville han dog stadig ikke passe på hende eller noget som helst. Et lille bur ville være det mest ideelle at holde hende i, i hans øjne, og det var bestemt også sådan at han havde tænkt sig, at skulle holde det. Katte var måske sagt, at skulle være deres egen herre, men det var bestemt ikke ensbetydende med, at denne kat ville få lov til det. Han tog fat om hendes nakke, og tvang hende til at vende sig mod ham endnu en gang. Nu var det jo så dejlig nemt, når hun var det lille dyr i forhold til en som ham vel og mærke. ”En kat er måske sin egen herre.. men det er ikke alle katte, som er det. Du ejes af mig.. Du vil vel nødigt rende rundt sådan i Dvasias? Uanset.. Den betændelse vil æde den.. pote på et tidspunkt..” endte han med en ganske kortfattet stemme, som var han bekymret.. Dog selvom det slet ikke var tilfældet.

[Lily Rose Summers]

Lily havde i høj grad fået en brat opvågning til alt dette og specielt lært af det ligeså. Hvis hun engang var så heldig at slippe fri, selvom hun ikke ligefrem kunne se lyset for enden, så ville hun bestemt aldrig sætte sin fod her igen. Hun var skræmt af situationen, direkte bange for Mattheus og frygtede ham nok mere end hun lige viste, da hun stadigvæk havde lidt af sin stålstyrke tilbage. Hendes vilje var dog godt slået i stykker og der var bare intet, der ville gå hendes vej, for det var tydeligt, at Mattheus stod med det sidste valg. For hendes karaktertype var det virkelig frustrerende at blive domineret på denne måde og sat på plads. Men det gjorde det også bare endnu tydeligere for hende, at der virkelig skulle mere ligestilling til i denne verden, for mænd var da godt nok alt for selvfede! Han krævede sit ejerskab og hun måtte jo acceptere det, selvom det ikke var med hendes gode vilje. Hun kneb øjnene sammen mod ham, da han sagde sine ord, for det var da ikke fair! Hun var faktisk et meget socialt væsen, så hvis han skulle gå hen og ignorere hende, ville det faktisk være endnu værre end hvis han lod hende være alene... Hvis han da i det mindste bare lod vær med at gøre hende mere ondt fra nu. #Oh...okay,# endte hun lavmælt og så ned. Hans tanker var hun stadig ikke helt med på og han havde sikkert en videre plan, som hun stadigvæk ikke kunne gennemskue. Dette var heller ikke ligefrem ønsketænkning; at rende rundt som et kattedyr. Hun skulle uden tvivl vænne sig til sine sanser, for de var helt anderledes. Hun sukkede, da han vendte hende om og så bare til siden og væk fra ham og fik øje på de lænker, hun før havde hængt i. Da han nævnte betændelsen, så så hun dog ned mod sin højre pote igen. Den havde det ikke godt, den sad forkert og det var tydeligt, at den aldrig ville komme sig. Måske det ville være bedre at få kappet hånden af? Nej, den tanke kunne hun virkelig ikke have med at gøre. Hun kunne bare håbe på, at der ikke gik betændelse i såret hvor knoglen direkte stak ud af hendes pote. #Der er ikke betændelse... endnu,# endte hun lidt bestemt og så stadigvæk ikke på ham. Hun løftede igen poten og slikkede den forsigtigt, mens hun denne gang vendte sine øjne mod ham. #Vil du så indvie mig lidt i dine videre planer nu? Jeg kan ikke rigtigt fortælle dem til nogle,# endte hun forsigtigt og nærmest bedende. Hvis hun skulle være her... så måtte hun vel få det til at fungere.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus havde fået tingene som han ville have dem, og det var skam heller ikke fordi, t han gjorde disse ting, uden at have en holdning eller en mening med det. Han vendte blikket mod hende. Hun var nødt til at passe på med hvad hun sagde, elle hvad hun gjorde, for det ville uden tvivl kun svide til hendes egen ende fra nu af og frem i tid, kunne man jo sige. Som det nu var sagt, så var det uden tvivl m, at hun nu havde lært på den hårde måde, og at det nu var ham, der stod med trumfkortet, og hun havde bare at gøre, som han bad hende om, ellers var det hende, som ville komme til at få rigtig, rigtig ondt. De røde øjne gled fast og intenst til hendes skikkelse. Han kneb øjnene fast sammen. Den røde glød, var virkelig faldet meget, eftersom han nu havde haft gang i, for at få hende under kontrol igen, og det passede ham jo særdeles udmærket. For nu, var der måske ikke betændelse i poten, men de vidste nu at det ville komme alligevel! ”Du ved lige så vel som mig, at det kommer på et tidspunkt, ikke?” spurgte han ganske kortfattet, inden han igen tog fat om hendes nakkeskind, for at hejse hende i sit greb. Så nem, som hun var at styre og kontrollere lige nu.. Det var virkelig underholdning for alle pengene! ”Alle de fine spørgsmål, min kære Lily.. Du skal tidsnok få dem alle sammen besvaret.. men først når jeg vil have, at de skal besvares.. For nu kan du tilbringe din tilværelse, som var du et dyr.. I et bur,” endte han med en ganske kortfattet mine, inden han forlod torturkammeret. I et af de mange rum som de havde ved siden af, stod der burer og celler af alverdens slags, hvor han bevidst tog et af de mindste, som de havde. Han fik hende smidt ind i det, inden han tog buret under armen. For nu, var det ham som havde tænkt sig at more sig og have det sjovt. Og dette var intet undtag. Med buret under armen, forlod han torturkammeret og kælderen, for at søge op ovenpå igen. Hun ville uanset ikke kunne komme nogen steder.. og den tanke frydede ham som intet andet.

//Out

[Lily Rose Summers]

Lily havde nok aldrig været ude for noget så ydmygende som dette. Aldrig var hun blevet sat sådan på plads af nogle, da hun jo aldrig havde været i en knibe som denne og det understregede kun for hende, at hun ikke burde være taget af sted. Hvis Gabriel virkelig ville have haft Sephiran fra denne side af muren, så måtte han havde sendt nogle andre... men ja, det kunne hun jo fint tænke nu i sit stille sind nu, men hun kunne ikke gøre det om. Hvorfor hun havde valgt at tage til Dvasias? Det kunne hun virkelig ikke svare på lige nu, selvom hun gerne ville have svaret. Hun havde virkelig svigtet sig selv og det gjorde ondt på hendes psyke. Mattheus holdt det endeligt træk i det hele og mere og mere sank hun bare ind i sig selv, fordi hun ikke havde nogen mulighed for at forsvare sin person. Hun mødte hans øjne kort, selvom hun så væk igen som en fornærmet kvinde, da hun helst ikke ville værdige ham et blik, for han fortjente det uden tvivl ikke. Hun bed tænderne sammen og fnøs kort. Hun håbede og bad til, at der ikke ville gå betændelse i poten og at den kunne holde sig ren. Men det var bestemt ikke sikkert med alle de bakterier, der florerede hernede fra utallige gange af tortur hernede. Forskelligt indtørret blod og hvad andet, der kunne være her. #Det får vi vel at se,# svarede hun køligt. Hun håbede så bare, at hun måske kunne hele bedre i form af denne kat, ved at slikke på såret. Hun slap et hvæs, da hun blev løftet og hang blot i hans greb, eftersom hun ikke kunne gøre meget andet. Hun blev dog stille derefter. Selvfølgelig fik hun ingen svar. Måske han slet ikke havde en videre plan? Hun trak vejret tungt og sprællede en smule i hans greb, da det var en underlig måde at hænge på. Hans sidste del af ordene gav hende dog kvalme... et bur? Det kunne hun da virkelig ikke leve med! Hun var som låst på hænder og fødder i forvejen og så skulle hun yderligere i bur? #N-nej... Matt... nej, ikke det...# bad hun klynkende. Hun så mod burene, der stod og lagde mærke til, at det var et skræmmende rum, der bare opbevarede bure og celler i forskellige former og størrelser. Hun hvæsede af ham igen, da hun endte inde i et meget lille og klemt bur, hvor hun kun lige kunne vende sig hvis hun klemte sig sammen. Hun trak sin hale til sig og lagde sig på maven i buret, som han løftede hende i. Hovedet lagde hun ovenpå sin venstre pote, mens hun bare stirrede tomt frem for sig.

//Out.