Now you're my pet

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var en hård mand at bide skeer med, og det var noget som denne kære Lily nok havde lært på den hårde måde nu, og det var egentlig også noget som passede ham ganske fint i den anden ende. Som det nu var sagt, så var det bestemt heller ikke fordi at han ville eller kunne lægge det mindste skjul på det. Han var et sted præget af den samme sindssyge, som man sagde, måtte løbe i familien, også selvom man næsten kunne sige, at hans kun slog til for alvor i ganske særlige situationer.. som når han blev pisset af, og når han stod her hvor han kunne pine og torturere hende, for det som hun havde gjort. Ned skulle hun nok komme, også selvom det bestemt ikke blev før han var færdig med hende.. Hernede kunne han fortsætte i dage, hvis det var det han ville, for solen ville ikke afholde ham fra at skulle søge skjul.. Det eneste som egentlig ville komme i vejen for det hele, ville være hans kongelige pligter og så naturligvis den store fuldmåne, som selv måtte nærme sig med hastige skridt efterhånden. Han hadede det, også selvom det var noget som han i særdeleshed kunne nyde sammen med Aliyah. ”Giv mig en god grund,” opfordrede han, hvor han også gav hende et øjeblik til at tænke den igennem, inden han begyndte at piske løs på hende. Smæld på smæld ramte hende og slog hendes tøj i stykker, så hun endte blotlagt fra hoften og op. Blodet påvirkede ham i den forstand, at det vækkede hans sult.. Han var på ingen måder en mand, som man skulle lege med, når man først havde pisset ham af, og det havde hun så nu lært på den hårde måde. Han kunne høre hendes skrig.. høre hende tigge og bede ham om at stoppe, og det var bestemt heller ikke noget, som han havde i sinde at se bort fra.. igen var han jo ikke ude på at pine livet af hende.. Så han stoppet. Igen steppede han op foran hende. ”Det gør ondt.. gør det ikke..” Han strøg hende kort over kinden, inden han tog turen nedover hendes krop. Han selv kunne jo ikke dy sig.. Han vidste at hun jo havde været en smuk kvinde.

[Lily Rose Summers]

Lily havde nu fundet ud af, at man ikke skulle komme i Mattheus' vej og at han ikke gav specielt meget nåde. Han gjorde, som det passede ham og specielt fordi, at han følte, at hun var kommet i hans vej. Hun havde ødelagt hans ene aften, så nu skulle hun selv igennem et helvede. Hun brød sig virkelig ikke om det, for hjemveen voksede kun mere og mere i hende. Tvivlen var dog også ved at komme til hende. Kunne hun overhovedet vende hjem med den skam? En ødelagt krop, der ikke ville være værd at vise frem for nogle? Hun havde mest lyst til at grave sig ned i et hul, men det kunne hun jo ikke, for hun kunne ikke lide at svigte andre, når hun heller ikke selv ville svigtes. Hun stønnede fast, som hun trak vejret tungt og hårdt, for hun kunne slet ikke få ro på kroppen. Blodet bumpede rundt i hendes krop som hendes hjerte hamrede af hele situationen. Hun vidste, at han kunne være her længe, for han havde vel ikke brug for søvn som normale væsener, og solen kom ikke herned. Tiden han gav hende til at finde den gode grund, var slet ikke tid nok, for så snart pisken begyndte at ramme hendes krop gang på gang, slag efter slag, så kunne hun slet ikke fokusere sine tanker på noget andet end at råbe stop. Hendes ryg blev stiv og ødelagt af piskeslagene, der endte med at blotte hendes krop fra hoften og op, fordi kjolen var slået i stykker også. Hun kunne mærke, at det blødte og det gjorde ondt at vride sig nu, da det trak i hele hendes ryg og bare vækkede smerten igen som sårene blev kørt rundt i. Tårerne strøg ned over hendes kinder uden at hun kunne kontrollere det, for det gjorde virkelig ondt. Hun gispede efter vejret, så snart han stoppede og lukkede øjnene helt i, da hun prøvede at finde en hvis kontrol i sig selv, selvom det var svært. Da han snakkede til hende igen blev hun som knipset ud af sin trance og hun åbnede øjnene, da han strøg hendes kind ganske flygtigt og så rørte hende ned over kroppen. Hun vendte blikket væk fra ham igen. "Rør mig ikke... på den måde," hvislede hun med en grådkvalt stemme.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus kunne trække dette ud i lange drag, og det vidste han udmærket godt. Nu som det var sagt, så var det bare vigtigt for ham at understrege, at han altså ikke var den mand som hun kendte.. Nej, han var kommet langt videre siden dengang, og selvom han måske ikke brændt inde med lysten til at slå hende ihjel, så ændrede det da på ingen måder på det faktum, at han virkelig elskede at gøre det her mode hende.. Og vide, at det faktisk gjorde ondt på hende.. Han kneb øjnene let sammen. Det var på tide, at selv han måtte sætte et eksempel, og han vidste, at han kunne gøre det på lidt andet vis end hvad Procias gjorde, for dem var dødsstraffe nyt.. for ham, ville det være, at skulle håndhæve det gamle, men uretfærdig ville han nu heller ikke ligefrem påstå at han var.. han ville ikke slå hende ihjel for et enkelt spørgsmål.. Det ville jo heller ikke ligefrem fremstille ham godt, så det ville han ikke.
Som hun nærmest skreg at han skulle stoppe, så ville han også give hende muligheden for at trække vejret lidt.. Det var tilsyneladende ved at være tiltrængt også, kunne man jo sige. Han smilede let for sig selv og strøg hånden over hendes kind og videre nedover hendes krop. Han rynkede let i panden. ”Vil du da påstå, at du ej nyder af mine kærtegn, Lily? Jeg mindes at du virkelig elskede når jeg gjorde… det her..” Denne gang tog han mere omkring hendes bryst. I sig selv, var det ikke fordi at han lagde noget i det, men fordi at han vidste, at det var en psykisk tortur for hende, og det var det, som han helt klart nød forbandet godt af i den anden ende.. han elskede det virkelig! ”Jeg er langt fra færdig med dig.. Jeg har nemlig en teori som jeg skal arbejde lidt på..” Mordlysten stod så tydeligt i hans øjne.. Han kunne virkelig ikke lade være, nu hvor muligheden endelig bød sig!

[Lily Rose Summers]

Lily kunne slet ikke dette med at trække det ud så længe, for det var en pinsel uden lige, at han gjorde det så frygtelig langsomt mod hende. Ordene ramte hende, såvel som torturen, for han vidste virkelig hvor han skulle ramme hende og det var næsten den værste tanke. Hun kunne godt se, at han nød at skade hende og den tanke gjorde hende bare dårlig. Hun ville ikke være her mere, for hun vidste ikke hvor meget mere hun kunne tage i en omgang og det så ikke ud til, at han ville stoppe snarest. Men med det hele taget i betragtning, så ville hun hellere igennem dette end at få dødsstraffen med det samme, for måske var der håb for at hun i fremtiden kunne finde en normal hverdag med dette som et fjernt og lærerigt minde. Mørket var virkelig ikke noget for hende, hun havde brug for lyset, eftersom hun faktisk havde et rent hjerte på trods af alt. Hun skreg og bad ham stoppe, da hun slet ikke kunne finde en ro i sin krop og på den måde fik hun svært ved at trække vejret, fordi hun græd og var i smerte, så hun havde problemer med at finde et tidspunkt at trække vejret på midt i det hele. Hun trak vejret tungt og hev næsten efter vejret, da det uden tvivl var besværligt når han skulle gøre hende ondt på den måde. Hun ville slet ikke røres lige nu, for hun kunne da ikke nyde det på nogen måde, når han var så grusom mod hende. Hun stivnede i hele kroppen, da han greb fat om hendes bryst og så ham ind i øjnene med et skarpt blik. "Det var under lidt andre forhold... Du kunne ikke tilfredsstille mig på den måde nogensinde igen, dit udyr," hvislede hun skarpt. Hun burde sparke ham væk, men kunne ikke samle sig om det lige nu, da hun prøvede at holde sig oppe, selvom det var svært. Hun så ham ind i øjnene med sine egne spejlblanke øjne, hvor tårerne endnu løb fra. At han langt fra var færdig, var ikke ligefrem en specielt betryggende tanke. Hun kunne mærke, at hun begyndte at blive træt... udmattet ovenpå at blive kørt sådan på. "Hv..hvilken?" spurgte hun.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var på ingen måder færdig med at lege med Lily endnu. Selv nød han jo bare at hun hang der, som var hun hans legetøj, og så han kunne gøre lige præcist hvad han ville med, og det var helt klart også det vigtigste og det bedste af det hele, så det var bestemt heller ikke noget, som måtte sige så lidt igen i den anden ende. Han vidste at det var noget som var hændt med Salvatore tilbage i sin tid, også selvom der naturligvis havde været eliksir i billedet dengang.. men det var også ting, som han meget hurtigt kunne skaffe, hvis det var det som han ville. Han vendte blikket direkte mod hende, da han for nu var færdig med at piske hende.. Han gjorde det svært for hende i det hele taget at bevæge sig.. uden at det ville gøre ondt vel og mærke, og det var udelukkende hans intentioner med det hele. Han vendte de røde øjne direkte op mod hendes skikkelse. Han havde lang vej endnu, og det var uden tvivl også det som han ønskede at understrege for hende. Hans greb omkring hendes bryst, vidste han at hun havde nydt dengang.. Og et sted, dybest set, var han faktisk heller ikke i tvivl om, at det også var noget, som hun ville nyde forbandet godt af, når det endelig skulle komme til stykket. At blive kaldt for et udyr, var ganske vidst ikke første gang han gjorde, og det morede ham ganske betragteligt.. Ingen tvivl om det! ”Udyr.. er det virkelig det værste, som du kan kalde mig?” Han klemte mere om det, inden han valgte at trække sig, for at søge hen til bordet.. Under bordet, var der en skuffe.. Og denne valgte han at trække ud. Der var mange måder at slå en magiker ud på, og det var bestemt ikke første gang, at de gjorde brug af disse metoder. Han fandt en lille rød eliksirflaske frem. ”Alle de spørgsmål, min kære.. Du ved vel, at det er den som slog katten ihjel? Nysgerrighed?” Han vendte blikket mod hende igen, inden han søgte hen til hendes skikkelse. Han greb omkring hendes kæbe, for at tvinge hendes læber fra hinanden, mens han fik proppen af flasken, inden han tvang indholdet i hende.

[Lily Rose Summers]

Hvis Mattheus agtede, at få Lily til at føle sig som ingenting... som en genstand, han kunne gøre med hvad han ville, så lykkedes det ham godt. Han smadrede hendes selvtillid ved at ætse hendes hud, ødelagde alt hun elskede ved sig selv ved at piske hendes ryg og ydmygede hende ved at gøre hende handicappet med den brækkede hånd og håndled. Hun mødte hans blik forsigtigt, selvom hun halvdelen af tiden ikke havde lyst til at se på ham, men hun blev nødt til at kæmpe med det sidste af hvad hun efterhånden havde. Hun havde ikke troet, at en anden kunne tage det så let fra hende som han havde gjort og hun følte virkelig, at hun havde svigtet sig selv, da hun ikke kunne kæmpe rigtigt imod ham på nogen måde. Hvad hans planer var anede hun ikke, men hun ville gerne vide det, da hun hadede at sidde med den uvished. Hun kunne bedre forberede sig på ting hun kunne se eller gennemskue, men hun kunne slet ikke gennemskue ham på nogen måde. Nu hvor han stod med sine grabber på hende, så vendte hun blikket væk igen, da hun ikke kunne møde hans blik. Hun kunne ikke undslippe ham, da hun jo bare hang her. Hun klemte øjnene sammen og slap et lille ømt gisp, eftersom berøringen jo faktisk var behagelig i forhold til alt det andet, men det skulle han ikke have æren af. Selvom hun var en karismatisk kvinde, så kunne hun ikke mange skældsord. Hun følte virkelig bare, at hun slet ikke var god nok, eftersom han grinte af alt hun sagde og hun kunne ikke lide det. Hun gispede kort, da han klemte mere til før han bare slap og lod hende hænge et øjeblik. "Jeg taler pænt om andre," svarede hun en smule kækt, selvom det hurtigt falmede fra hende. Hun skar en grimasse da en smerte jog igennem hende og hun prøvede bare at holde sig stille. Hun vædede sine læber flygtigt. Hun var ikke hans kære. "Du kan jo bare svare på dem," endte hun fast. Hun stivnede igen, da han kom hen og greb fat om hende og holdt hendes læber åbne. Hun stirrede på ham med åbne øjne og prøvede at vride sit hoved fri af hans greb, men det kunne hun ikke. Indholdet var det mest ækle hun nogensinde havde smagt og hun prøvede ikke at sluge det, selvom hun blev nødt til det og fik det nærmest galt i halsen. Hun begyndte at hoste. "Fy for... den, hvad er det nu for noget?!"

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

At få individer til at føle sig som ingenting, var noget som Mattheus var blevet trænet i, igennem hans egen opvækst. Han havde haft Noelle og Enrico omkring sig, og så efterfølgende sin mor og søster, også selvom noget af det, naturligvis formåede at holde det mere menneskelige i ham, så var det skam også noget, som holdt det brændende på afstand i denne stund, om det var noget som man nu ville det eller ikke. I det store billede, så vidste han, at hun nød hans nænsomme berøring i forhold til alt det andet, som han havde udsat hende for.. Og han nød det jo.. Han nød at gøre det her ved hende. Han hævede sigende det ene bryn. ”Så du vil påstå, at du taler pænt om andre? Og om mig ved at kalde mig et udyr? Godt forsøgt, kæreste,” påpegede han sigende, inden han hentede den lille flaske. Det prægede hendes nysgerrighed så tydeligt, og det var næsten det, som han måtte finde mest underholdende. Det som hun i så fald, skulle lære, var at det var nysgerrigheden som slog katten ihjel.. Og nu var han netop ved at rive et dyr frem i hende, som han vidste, måtte ligge skjult et sted dybt inde. Denne bryg ville hjælpe ham til at tvinge det frem.. Når den menneskelige krop ville give op, ville den dyriske tage over, og det var det som han var ude på. Igen bare for at have det sjovt.. Det kunne han så sandelig heller ikke se nogen fejl og mangler i, hvis han endelig skulle sige det. Han tvang den i hende, kun for at smide flasken fra sig på gulvet, så den knustes. Ikke fordi at han gjorde noget yderligere ved den. ”Igen.. alle disse spørgsmål.. Du vil meget snart finde ud af, hvilken verden jeg er i færd med at lukke dig ind i..” Han smilede skadefro. Han havde hele scenariet i hovedet, og det var skam også det, som han havde tænkt sig, at gøre noget ved. Igen vendte han sig mod pisken, som han tog op.. Og denne gang hævede han den, kun for at piske fronten. Han ville sikr sig, at han kom godt rundt over det hele!

[Lily Rose Summers]

Lily følte det som om, at Mattheus med alle af sine handlinger rev en del af hende med sig, pillede hende fra hinanden og fik hende til at føle sig som ingenting. Hun var aldrig blevet trænet i at modtage tortur, da det jo aldrig havde været på tale, da hun jo kun i sin ungdom havde bevæget sig ud af Procias, og der var jo ingen ondsindede i Procias sådan rigtigt. Hun havde haft Salvatore til at træne hende i kamp, så hun kunne beskytte sig selv og andre, men der var jo langt fra det til en så intens træning, at kunne modstå en behandling som dette. Det vidste hun, men alligevel følte hun sig som en fiasko og en fejl og hun tvivlede mere og mere på sig selv. Alle tankerne sammen med smerten gjorde hende frygtelig træt, men hun kunne ikke give op endnu, der måtte være mere i hende end dette, selvom hun havde lyst til at give op, når hun ikke kunne se lyset for enden. "Det er jo hvad det er, ikke Mattheus? Jeg taler faktisk bare sandheden," forklarede hun ham. Hun var ganske vist et nysgerrigt menneske, men hun havde brug for viden for at klare sig, da man havde brug for at vide og være opdateret. Hvad han havde gang i, havde hun ikke rigtig fat i, for hun kendte slet ikke til det. Hun sank indholdet, selvom det ikke var med hendes gode vilje og hun havde nu en virkelig grim smag i munden. Hun bed tænderne sammen og så fast på ham. Han hentydede til et eller andet, men hvad kunne hun ikke lige få til at hænge sammen. Hun fulgte ham igen med blikket, da han tog pisken op igen, men nu stod han foran hende. Hendes ryg var smadret og hun følte ikke for at vride sig, men så begyndte han at piske løs på hendes mave, bryst og skuldre. Nogle gange ramte pisken også hendes arme og en enkelt gang så strejfede pisken også hendes ansigt, så hun fik en flænge over kinden. Skrigene var mange og nærmest som ét langt skrig, da hun slet ikke kunne holde det inde. Hun vred sig og tårerne piskede også ned over hendes kinder. Øjnene lukkede hun i... smerten kunne hun ikke samle og putte nogle steder, så det var klart hårdere på hende end nogle, der kunne fokusere smerten. Hun gispede efter vejret, da tårerne gav hende grød i halsen sammen med skriget, hun ikke kunne holde inde.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Det var vel efterhånden gået op for Lily at Mattheus mente dette i ramme alvor? Det var jo heller ikke ligefrem fordi at man kunne sige, at han var typen som lagde fingrene imellem lige i det her henseende, så det var uden tvivl noget, som han nu også ville mene, passede ham selv ganske udmærket i den anden ende. Han trak morende på smilebåndet. Hun var virkelig nysgerrig, den måtte han jo give hende, men det var bestemt ikke fordi at han havde tænkt sig, at stå der og direkte fodre hende af med svarene, for det ønskede han da slet ikke at gøre! ”En sandhed i din forstand, kan være en løgn i min.. Jeg ved, at du har langt grummere ting at sige om min person, Lily… Jeg kan se i dit blik hvor meget du foragter det jeg gør.. og du går så langt, som blot at kalde mig for et udyr?” spurgte han. Det var skam ikke fordi at det gjorde ham noget.. Det var først nu, for alvor, at det sjove ville begynde.
Drikken havde han fået tvunget i hende, velvidende om, at det virkelig smagte hæsligt. Det var heller ikke ofte, at det var det her, de gjorde brug af, men lige nu havde Mattheus jo så taget den beslutning og det valg, at det var sådan her det hele skulle gøres, og det var det som faktisk passede ham selv ganske fint i den anden ende. Pisken tog han endnu en gang frem. Virkningen ville først slå ind når kroppen på sit vis… døde, kunne man sige. Så gjaldt det bare for ham, om at holde hende fastlåst i den pågældende skikkelse, som hun herved ville indtage, og det var også det, som han var ude på. Skrigene var virkelig som en sød musik i hans ører, og han elskede at høre hende gøre det! Han vendte blikket mod hende igen, hvor han let knyttede næven. Pisken fortsatte med at slå, og denne gang op og ned af hendes ben også.. Udmattelsen ville nok snart overmande hende, og det ville blive første skridt på vejen. Det var en lang vej, og han vidste at det ville gøre ondt.. meget ondt, men selv han ville ikke hæmme, før han fik tingene præcist som han ville have dem!

[Lily Rose Summers]

Lily var bange for Mattheus og hans planer, det ville hun faktisk ikke lægge skjul på, for det ville være at lyve for sig selv. Dette ville plage hende til hendes død, så meget viste hun... så var det jo bare med hvornår døden ville indtræffe om ikke andet. Han gjorde hvad han havde lyst til og det var frustrerende, at hun ikke rigtigt kunne gennemskue hans plan, når han tydeligvis havde et mål med det hele. Drikken, som han havde tvunget i hendes hals skulle sikkert nok gøre noget i sidste ende, men hun kunne virkelig ikke komme på hvad det skulle være. Lige nu mærkede hun bare smerten så kraftigt i hendes krop. Hun havde virkelig brug for træning til dette, hvis hun nogensinde slap herfra, så hun kunne finde et sted i sig selv og fokusere smerten hen, så hun kunne være lidt mere udholdende. Hun så på ham igen med lidt missende øjne, da det hele var lidt sløret af tårerne og trætheden der efterhånden meldte sig. "Jeg prøver ikke at gøre dig mere gal end du allerede er," forsvarede hun sig. Hun talte sandheden, selvom hun ganske vist også havde langt ondere ting at sige om ham, men hun kunne ikke helt få det over sine læber. Hun foragtede hvad han gjorde, væmmedes ved ham og ønskede faktisk bare, at hun var et andet sted. Men hun kunne ikke finde det sted i sit sind, for smerten var for voldsom for hende. Drikken havde hun stadig en dårlig eftersmag af og hun frygtede for hvad den kunne ende med at gøre. Han var målrettet, selvom det ikke ligefrem gjorde det bedre. Pisken, der smældede over hendes krop gjorde virkelig ondt og hun vred sig, da hun ikke rigtigt kunne gøre for det, det var en naturlig reaktion. Skrigene holdt ved og hun var tæt på at kløjes over at hive efter vejret, fordi det var som halvt blokeret på grund af tårerne og smerten. Som han bevægede pisken længere ned, så begyndte kjolen også at rives op omkring hoften, hvilket resulterede i at den faldt og blottede hende fuldstændigt. Hun stod tilbage i kun sine sko, hvilket var pokkers frustrerende. Hendes krop stivnede under slagene og søgte afslapning mellem dem, men kunne ikke rigtigt finde ro på noget tidspunkt, da der ikke var tid nok mellem hvert slag. Hele hendes krop var dækket af de grimme piskeslag, der var hævede og nærmest bulede ud af hendes krop. Ligeså var de røde og nogle blødte, alt efter hvor hårdt og 'rigtigt' han lige havde ramt. Øjnene klemte hun hårdt sammen. Hendes ben endte med at knække sammen, så hun virkelig kom til at hænge i den brækkede arm og et hjerteskærende skrig brød hendes hals. Tårerne holdt inde... fordi hun ganske enkelt ikke havde flere. Hulkene slap hende. "Stop... Vil du ikke nok... stoppe," hviskede hun bedende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var på ingen måder den unge mand som hun havde kendt.. Den unge mand, som ikke havde gjort nogen forskel på en procianer og en dvasianer, men nu havde han jo trods alt også sit eget liv at tænke på, og det var også det, som han var nødt til at tænke på i denne her situation, uanset om det var noget som man nu ville det eller ikke.. Han gjorde det hele af en mening.. Der var altid en mening og en tanke bag hans handlinger, og det var også noget som hun nok skulle finde ud af på den ene eller den anden måde, for før eller siden, så skulle hans handlinger nok også besvare hendes mange spørgsmål. Det var virkelig ikke ofte, at man stødte på nogen, som kunne stille så mange spørgsmål på så frygtelig kort tid, og det var uden tvivl også noget som han kunne mærke på hende.. Det frydede ham virkelig. ”Du lever i din egen lille boble af sandheder.. lys.. og glæde.. Du er blændet af det lys, som du dagligt render rundt i,” endte han ganske kortfattet.
Eliksiren skulle nok tvinge sig sin virkning, når Lily ville komme derud, hvor hun ikke ville kunne holde til mere. Og han vidste, at hun nok skulle komme derud på et eller andet tidspunkt, hvilket næsten var det sjoveste. Igen var han gået i fuld sving med pisken, også fordi at han vidste, at det var det som skulle til. Han fik slået tøjet af hende – bogstavelig talt, inden han begyndte at gå rundt omkring hende.. Hun kollapsede.. det gjorde ondt, og han kunne se det.. Han skulle bare tvinge hende det stykke længere ud. Han trak vejret dybt, inden han igen sænkede pisken. Denne gang tog han igen om den ætsende kniv. ”Det er mig der bestemmer hvornår det er slut… Og jeg er på ingen måder færdig med dig endnu..!” endte han fast. Han lagde kniven tæt ind mod hendes side. Kunne han drive lyset ud af hende, så var det hvad han gjorde.. Og han ville elske, at kunne gøre den slags mod hende og samtidig ramme Procias!

[Lily Rose Summers]

Lily kunne ikke kende Mattheus længere, så det var klart, at de gamle minder nu blev erstattet med dette i stedet. Dengang havde han ikke væmmedes sådan over, at hun var procianer, som hun heller ikke havde dømt ham på at være dvasianer. I dag dømte hun stadigvæk ikke folk på deres race eller lignende, hun kunne skelne mellem hvem hun kunne stole på eller ej. Hun havde fra start vist, at Mattheus ikke var en, hun kunne stole på, men dette havde hun da ikke lige regnet med da hun havde startet aftenen. Der ville nok gå længe før Gabriel fandt ud af, at hun var væk og ikke havde klaret sit job, medmindre Mattheus oplyste ham om det. Gad vide hvad der så ville ske? Måske Gabriel virkelig ville af med hende, som Mattheus jo også fint havde sagt det, for i hendes skrøbelige tilstand lige nu så tog hun ordene mere og mere til sig. Der var en mening bag Mattheus' handlinger, men hvor det hele førte hen, det fandt hun vel forhåbentligt ud af på et tidspunkt. Der var så mange spørgsmål i hendes sind, at hun ikke kunne få det hele sagt, for han ville jo ikke svare på det alligevel! Hun kneb øjnene sammen, træt og tæt på udmattelsen. Hun havde det virkelig dårligt. "Og du er blændet af mørket," svarede hun ham en smule spidst, selvom det kun kom frem halvhjertet. Der var ikke meget energi tilbage i hende. Piskeslagene var utallige og efterhånden var der ikke andet end smerte. Da hendes ben knækkede sammen, så hang hun bare i lænkerne, hvilket rev endnu mere i det forvredne og brækkede håndled, der ville gøre hendes højre arm ubrugelige i fremtiden. Hun var nu nøgen pånær skoene og hun ønskede bare at det skulle stoppe. Hun kunne snart ikke tage mere og det var hun klar over. Som pisken stoppede, så hev hun hårdt efter vejret og hostede af alt, der var kommet på tværs. Kniven der ramte hendes side føltes næsten som ingenting i forhold til smerten fra pisken, der endnu var vedvarende og gjorde hende svimmel. Hendes øjne glippede nærmest, som hun var tæt på at give op og bare give sig helt hen. Og så skete det... eliksiren tog overhånd på hende. Et skrig brød hendes læber igen, der denne gang blev til en nærmere hvæsen og et... dyreskrig. Sort plettet pels begyndte at komme ud over det hele, selvom den ikke var køn med alle de piskeslag. Hun forstod ikke hvad der skete og spærrede skræmt øjnene op, som hun svajede i ryggen og strakte hele kroppen.
Hendes hænder blev til poter og da armene tyndede og blev til dyrearme såvel som hendes ben og krop krympede til en katteagtig figur, så røg hun direkte på gulvet nu hvor lænkerne havde sluppet hende. Snuden voksede frem og det lange hår samlede sig til to fine øre. Hendes kendetegn var de lyseblå øjne som hun endnu havde... Men nu lå der en sort karakal foran ham. Hun hvæsede af ham... Forstod ikke hvad der skete... hvorfor kunne hun ikke snakke? #Hvad sker der... Matt... Hvad har du gjort!# skreg hun i hendes sind. Hun rullede om på maven og blev liggende.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var uden tvivl blevet en anden mand, end det, som han havde været til nu, og det vidste han godt. Han havde fået noget af en opsang af sin mor, og nu hvor han vidste hvor han stod, så var det uden tvivl også det som passede ham selv ganske fint i den anden ende, det var helt sikkert. Han holdt inde med sine piskeslag af hendes krop, og kun for at finde den ætsende kniv frem igen. Når eliksiren ville tage sin virkning, vidste han, at den kun ville vare ved, frem til hendes krop igen fandt hvile og hun fandt energi, og så ville hun forvandles tilbage.. Det var lidt det som lå i drikken, som i mange henseender kunne bruges indenfor krig og kamp. Når udmattelsen tog til – som regel mod en fjende, så forvandlede man sig, hvor man i forvirringen, kunne stikke af og komme i skjul, til det ville gå over igen.. I det her tilfælde, var der så lidt andre planer med det hele, og det var noget som hun nok skulle få lov til at se.
Som det hele gik mod sin ende, og hun faktisk indtog den ventede forvandling, hvilket uden tvivl var noget som passede Mattheus ganske udmærket, så var han faktisk mere spændt på hvilket dyr, som lå gemt et sted dybt i hende. Han så til, som det hele foregik.. pelsen kom.. poterne og endda halen. Hvad det var for et dyr, havde han ikke nogen anelse om, men selv han måtte erkende, at han faktisk nød af det.. Så forsvarsløs som hun kunne blive, og det passede ham ganske udmærket! Han så hvordan hun vendte og drejede sig, selvom der ikke kom så meget som et ord, da hun havde mistet tungens tale. Selv nu hvor han var varulv og mere indstillet på den mentale overførsel af tanker, så kunne han skam stadig forstå hende. Med rolige skridt, så søgte han hen til hende, kun for at tage et godt fat i hendes nakkeskin, og hævede hende fra gulvet. Selv vidste han, at grebet om en kats nakke ikke gjorde ondt, og en kat var hun jo trods alt. ”Har det endnu ikke fået svar på dine mange spørgsmål, kære Lily?” spurgte han hoverende. De mange piskesmæld kunne spores i hendes pels, selvom det virkelig ikke rørte ham. Han tog hende hen på bordet, hvor han satte hende, og uden at slippe, fandt en af de små magisikrende runge og tvang den om halsen.. Selv vil hun nu ikke kunne forvandle sig, uden at han gav hende lov.

[Lily Rose Summers]

Eliksiren som Lily før havde fået tvunget i halsen fandt hun da hurtigt ud af hvordan virkede. Hvorfor hun så skulle piskes til kroppen gav efter, forstod hun ikke, men hun var jo heller ikke en, der havde styr på eliksirer og så videre, hun kontrollerede bare sin egen magi. Det var nok mest piskeslagene, der havde endt forvandlingen, selvom den ætsende kniv var som det sidste tryk på knappen, der igangsatte det hele. Det var dog som om, at hun havde fået en ny energi. Nu hvor menneskekroppen havde givet op, så tog dyret over, hvilket langsomt gik op for hende som hun igen blev lidt mere klar i hovedet. Hun havde dog uden tvivl ondt i kroppen, for den værkede på alle led og den højre hånd... eller pote var jo stadig ubrugelig for hende. Eftersom poterne og hendes dyre-ben var langt slankere end før, så røg hun også ud af lænkerne, der ikke kunne holde hende oppe længere. Hele kroppen føltes anderledes, for det var jo helt anderledes pludseligt at være på alle fire. Dette var dog nok noget af det mest ydmygende, hun nogensinde havde været med til. At være tvunget direkte i skikkelsen af et dyr... vel det dyr, hun inderst inde var, for det måtte jo være forskelligt. Hun var uden tvivl et kattedyr af mellem størrelse, meget slank og egentligt et flot dyr, når man ligeså så bort fra pelsen, der var mærket af piskeslagene. Dette havde været målet for ham, men hun kunne ikke helt se hvorfor han ønskede hende som et dyr. Ville han tage med rundt? Eller bare efterlade hende her i denne skikkelse? Hun vidste ikke, om han kunne forstå hende eller ej, men det hele foregik jo kun i hendes sind. Hun så op på ham og udstødte endnu et hvæs, da han hev hende op i nakkeskindet, selvom hun nærmest ikke mærkede det, for hun var jo nu en kat. Hendes hjerte hamrede stadig og hun var bange... bange for hvad dette nu var for noget, hvordan kunne det lade sig gøre og hvad han ville med det. #Jeg forstår ikke din sindssyge tankegang,# endte hun til ham i håb om at ordene ville runge i hans sind. I det mindste kunne hun da måske plage ham ved konstant at være i hans sind, så det skulle da nok blive sjovt. Hun satte sig på sin bag, hvor hun fornemmede at hun sad på noget; sin hale. Hun fremdrog sin hale og strøg den over bordet bag hende, selvom det var en meget mærkelig fornemmelse. Ringen om hendes hals fik hende dog til at stivne, for igen var magien låst i hendes krop. Den højre pote støttede hun ikke med på bordet, men det gjorde hun med den venstre i stedet. Hun havde stadig noget af knoglen siddende ud af den og den sad helt skævt. Hun så sødt op på ham med sine dyreøjne.

[Mattheus Diamaqima Angleráx]

Mattheus var ikke en mand som man skulle komme på tværs, og det var nok også det som denne Lily havde lært på den hårde måde.. Ikke fordi at det var noget som efterlod ham med en samvittighed af nogen slags, for det gjorde det virkelig ikke. Han så til, som hun indgik den forvandling itl det lille væsen.. en kat, uden tvivl, og det var noget som passede ham fint, for det var da noget, som selv han kunne styre og kontrollere, ville han da mene. Han hævede hende i nakkeskindet, kun for at føre hende hen til bordet. Han vidste, at det gjorde ondt på hende at bevæge sig, på grund af den pisk og den tortur, som han netop havde ledt hende igennem. Nu ville hun være skjult og borte for Procias, og det var noget som helt klart passede ham ganske fint. Han vendte de røde øjne direkte mod hendes skikkelse. Selv som et dyr, var han faktisk indstillet på at kunne høre hende, og det kunne han så sandelig godt lige nu. Han kunne høre, som hun nærmest bandede og svovlede af ham, da han lagde ringen om hendes hals, som havde det været et halsbånd. Denne justerede sig i forhold til størrelse af hvad den blev lagt omkring. ”Du kan bande og svovle alt det som du vil.. Du er min nu… Og Procias vil aldrig være i stand til at finde dig her.. I skikkelsen som en kat.. hvem skulle tro, at en magiker kunne gøre det?” Igen slog han ud i en latter, for han fandt det uden tvivl underholdende, for han kunne jo heller ikke ligefrem lade være! Hun kunne hvæse alt hvad hun ville. Han ville nu ikke ligefrem påstå at han var sindssyg.. lidt måske, men det var trods alt også noget, som måtte ligge til familien, kunne man jo sige. ”Mit lille kæledyr,” endte han kortfattet, også mest for at understrege hvad hendes plads nu var.. Langt under ham.. hun var jo intet andet end et gement dyr.